7. Skolens rammer og rum

Mange og betydelige forandringer i skolens organisation og læringsmiljøer har banet vejen for en ny skolearkitektur.

Det har krævet betydelige investeringer at gøre op med de mange klasseværelser, de lange gange og de store »frikvartersrum«. At udvikle skolens fysiske rum har krævet og kræver fortsat »is i maven«. Nutidens investeringer og valg af løsninger vil stå som monumenter over beslutningstagernes visioner og dristighed – eller mangel på samme – langt ind i århundredet.

En slidt skole

I de sidste 20 år af 1900-tallet blev der stort set ikke bygget nye skoler. I samme tidsrum var vedligeholdelsen af skolens bygninger mange steder mindre end nødtørftig. Elevtallene var for nedadgående, og den offentlige økonomi var anstrengt.

Mod udgangen af århundredet steg børnetallet atter. Det stigende børnetal og offentlighedens fokusering på kvaliteten i skolernes virksomhed førte til, at en række problemstillinger vedrørende skolernes tilstand og udbygning blev påtrængende.

Positivt set kunne situationen opfattes som en kærkommen anledning til at realisere nye principper og ideer for skolens virksomhed. En radikal ændring af bygningernes udformning ville betyde, at det nødvendige opgør med de traditionelle undervisnings- og organisationsformer blev uundgåeligt.

Negativt set var der tale om betydelige investeringsbehov. De nødvendige, kommunalpolitiske prioriteringer måtte foretages samtidig med, at kravet om et afgørende brud med konventionelle forestillinger om den gode skole og den gode undervisning blev fastholdt.

Lokalt kunne disse prioriteringer få karakter af politisk selvmord.

1. Mange steder var vedligeholdelsen forsømt og skolerne i forfald. Som arbejdsmiljø for børn og lærere var skolernes tilstand kritisabel, nogle få steder i en sådan grad, at beslutningerne reelt stod mellem lukning eller omfattende bygningsrenovering.
2. Det var vanskeligt at bringe intentionerne i skoleloven til fuld udfoldelse i den eksisterende bygningsmasse. En fortsat pædagogisk udvikling blev holdt tilbage af de snærende fysiske rammer. Det er vanskeligt at skabe nye læringsformer og nyt indhold i undervisningen i fysiske rammer, som hører en anden tid til.
3. Børnetallet steg kraftigt ved slutningen af århundredet, således at der over en 8-10 årig periode omkring århundredskiftet kom op mod 100.000 flere børn ind i skolen. Da flere kommuner især i løbet af 1980erne havde afviklet og nedlagt skoler, måtte en lang række kommuner i gang med at opføre nye.
4. Det var vanskeligt at integrere og anvende IT i traditionelle skolebygninger. Ergonomiske problemer var ét forhold, et andet var sammenstødet mellem skolens tradition for lærerstyret klasseundervisning og informationsteknologiens langt mere individualiserede arbejdsformer.
5. Udviklingen i befolkningens erhvervsfrekvens og det deraf følgende pres på kommunernes institutioner bragte kommuner og skoler ind i overvejelser om at bryde grænsen mellem skolens undervisningsvirksomhed, skolernes fritidsordning og andre kommunale dagtilbud. At bryde arbejdsdelingen mellem undervisning og pasning var fagligt, fagpolitisk og mentalt grænseoverskridende. Der blev brugt megen energi på forsøg, debatter og afklaringer, før man kunne gennemføre en ny sammenhængende praksis.

Opbrud og nye betingelser 2000-2006

I århundredets første år måtte man erkende, at de fem udfordringer var for stor en mundfuld for mange kommuner.

Det satte fokus på skolesystemets decentraliserede administration såvel på det finansielle, men måske især på det idemæssige plan. Konsekvensen for skolebyggeriet og renoveringen af bygningsmassen var med til at uddybe de i forvejen store forskelle mellem de danske kommuner og skoler. Med udviklingen af skolens fysiske rum og funktion blev det tydeligere, at folkeskolen var prioriteret meget forskelligt i landets kommuner.

Dette førte til en række initiativer, som tilsammen skulle sikre et højt niveau i såvel byggeri som renovering. Her skal nævnes nogle af de initiativer, der blev sat i værk i perioden frem til 2010: Udviklingsfonden for dansk skolebyggeri

For at styrke især de mindre kommuners muligheder for at gennemføre kvalitetsbyggeri på skoleområdet etableredes en udviklingsfond, som i første række havde til opgave at hjælpe kommunerne med forberedelse, konceptudvikling og finanseringsplaner for skolebyggeriet.

Den mellemkommunale netværksgruppe for skolebyggeri

Kort efter århundredskiftet indgik en række kommuner aftaler om fælles skolebyggeri og/eller fælles skoleudvikling.

For at fremme denne type samarbejde og skabe en bedre udnyttelse af de små kommuners ressourcer blev der etableret en udviklingsgruppe, der foretog analyser og etablerede forudsætninger for fælles, kommunal involvering og kontraktudvikling. Dermed var der skabt mulighed for at etablere utraditionelle skolefællesskaber, som gjorde det mere overkommeligt at håndtere de meget store investeringer uden at sætte nærhedsprincipperne over styr.

Studio 2010

Et af de mest perspektivrige initiativer opstod i 2003, hvor det lykkedes at etablere et udviklingsforum for skolebyggeri.

Der var tale om et samarbejde mellem forskellige forsknings- og udviklingsmiljøer under ledelse af Danmarks Pædagogiske Universitet. Studio 2010 var ved sin etablering et forsøg på at opsamle de mange kommunale initiativer i form af idéoplæg, konceptforslag og konkrete tegninger, således at de blev tilgængelige som inspiration til yderligere idéudvikling. I praksis er det især idé- og arbejdsgrupper fra kommunerne, som har brugt Studio 2010 som inspirationskilde i forbindelse med planlægning af skolebyggerier eller ombygning af eksisterende skoler.

I vidensbasen under Studio 2010 er der adgang til gennemsyn af forslag og idéer. Gennem det interaktive udviklingsmiljø kan man komme i kontakt med relevante forskere, arkitekter og kommuner, og en første modellering af ønsker og idéer kan afprøves. Hertil kommer, at studiet giver konsulenthjælp til involvering af brugere, personale og lokalsamfund omkring skolebyggeriet.

Studio 2010 er i perioden fra 2003 og frem til i dag blevet et samlingspunkt, der på idé- og visionsplanet skaber rum for erfaringsudveksling, men samtidig er det en tydelig og utraditionel påmindelse om de standarder, et nyt skolebyggeri sætter.

Skolen 2010 – Udformningen af et mangesidet skolemiljø

I år 2010 er den danske folkeskole stadig under ombygning, og et stort antal kommuner og skoler er kommet langt i udviklingen af skolens fysiske rum. Status er, at skolerne har udviklet sig med udgangspunkt i mange forskellige stilarter, både hvad angår det arkitektoniske og det idémæssige grundlag. Her skal blot nævnes nogle af de hovedprincipper, som mange skoler er blevet udviklet ud fra.

Skolen som lokalområdets vidensmiljø

Det haft stor betydning for skolens fysiske udformning, at den har fået en brugerflade, der er langt bredere end børn og unge i den undervisningspligtige alder. Mange steder har skolen en koordinerende funktion for lokalområdets borgere, hvad angår uddannelse og læring samtidig med, at den giver adgang til en række vejlederfunktioner.

Mange skoler har indrettet et kombineret receptions- og cafémiljø, som er det centrale mødested for lokalsamfundets brug af skolen med mulighed for overblik og information om de lokale uddannelsesmuligheder. Her kan man få oplysning om de aktiviteter, der er i gang på skolen, eller som koordineres af skolen, og der er mulighed for at bruge en række søge- og databasefaciliteter.

Flere steder kan det lokale erhvervsliv og lokale organisationer/foreninger bruge skolens kursus- og mødefaciliteter på et økonomisk grundlag, der indebærer fordele for begge parter. Det har skabt økonomisk mulighed for at indrette lokaler af høj funktionel og æstetisk værdi i set undervisningsmæssig sammenhæng, noget som ikke mindst er til gavn for skolens børn og unge.

Det har ikke altid været muligt eller nødvendigt at udvide skolens areal. I stedet er skolebyggeriet tænkt ind i eksisterende lokaler i lokalområdet, fx nedlagte industribygninger eller kontorlokaler.

Skolen er hermed ikke længere en samlet, fysisk enhed, men består af forskellige enklaver og samarbejdende miljøer i lokalområdet.

Nye læringsmiljøer kræver nye rum

Med afviklingen af årgansdelte klasser som grundlæggende undervisningsenheder og med opbygning af nye læringsmiljøer har det været nødvendigt at udvikle en betydelig fleksibilitet i skolens fysiske rum. Skolens fællesskaber er ikke længere stationære, ensartede størrelser, hvis man ser bort fra de mindre grupper, hvor børnene har deres »hjemmebase«. Derfor har mange skoler en rumopdeling, der hurtigt lader sig tilpasse forskellige gruppers størrelse, behov og krav.

Udviklingen af det fysiske rum har ikke blot handlet om rumstørrelser. Det har i ligeså høj grad drejet sig om at få tre ofte modsatrettede dimensioner i byggeriets udformning til at gå op i en højere enhed, nemlig:

• æstetisk form
• anvendelighed som undervisningssted
• rummet som ramme om socialt liv.

Den fysiske fleksibilitets hovedprincipper

Udfordringen for de team af arkitekter, pædagoger, designere og fysiologer, som står bag udformningen af de fleste af

nutidens skoler, har været at få flere dimensioner til at virke sammen. Kvaliteten ved skolen i 2010 er, at den har formået at skabe sammenhæng mellem pædagogik, aktiviteter og arkitektur. Denne sammenhæng skal tilgodese følgende principper:

Skolen som rum for bevægelse

Børn og unges fysiske og motoriske udvikling spiller en afgørende rolle for alle former for læring. Gennem bevægelse

udvikler børn og unge fx sanselighed og evnen til forstå sig selv i forhold til omgivelserne. Derfor må skolens fysiske miljø give mulighed for bevægelse og fysisk udtryk. Dette forhold har bl.a. ført til, at en række nye teknologier er indført på mange skoler. IT er integreret i det eksisterende miljø, og man ser ikke længere de klodsede bogholderimaskiner med kabler nødtørftigt hæftet sammen eller tapet til gulvet. Såkaldte »room-ware« systemer indføres nu på mange skoler. Der er tale om, at computerne er indbygget i rummenes flader, i borde og i vægge. Her forsøger man at integrere de fysiske rammer med de undervisningsmidler, som skolen anvender. De nye rum giver en oplevelse af mere plads og flere udfoldelsesmuligheder.

Skolen som rum for sociale og kulturelle lærerpocesser

De sociale og kulturelle færdigheder spiller en central plads i skolens virksomhed. Skolen er samlingssted for kulturelle forskelligheder. Det er stedet og dermed det fysiske rum, hvor børnenes sociale færdigheder udvikles. I det fysiske rum kommer dette til udtryk ved, at der er skabt rum og plads for forskellige organisationsformer:

• den store gruppe med mulighed for fælles oplæg, fremvisninger, og hvor fællesskabet drøftes og bearbejdes
• de små og nære fællesskaber, hvor det tætte sociale liv leves, og hvor det er muligt at arbejde uforstyrret individuelt eller i små grupper.

Det kulturelle rum er rummet i rummet.

Det er den måde, hvorpå børn og unge selv iscenesætter rummet, hvor de formidler til og kommunikerer med hinanden, og hvor deres udtryksform kan være med til at udfordre undervisningens indhold fagligt, æstetisk og socialt.

Skolen som funktionelt rum for undervisning og læring

Samtidig med at æstetisk form og den sociale og kulturelle dimension står højt i udviklingen af det fysiske rum, må skolens hverdag hænge sammen. Skolen må indrettes ud fra funktionelle hensyn, og der må findes en balance mellem form, funktion og udtryk, så rummet kan fungere som en inspirationskilde i læringen.

På de fleste skoler er dette gjort ved at skabe en skole i lette og fleksible materialer, så eleverne og andre brugere kan være med til at forme rummet fra projekt til projekt og fra situation til situation.

Det er nu muligt at danne fysiske rum, der passer til aktuelle gruppestørrelser og aktiviteter på en både æstetisk og funktionelt forsvarlig måde. For lærerne betyder denne fleksibilitet, at det er blevet lettere at realisere princippet om undervisningsdifferentiering, idet man ubesværet kan veksle mellem større og mindre børnegrupper afhængig af undervisningens indhold og børnenes behov.

Skolen som interaktivt og virtuelt rum

Den moderne skole er konstrueret således, at den ikke længere har karakter af at være en borg i lokalsamfundet. Ad elektronisk vej og via andre kommunikationsformer er det muligt etablere læring både på skolens grund og uden for skolen, i lokalområdet, i hjemmet og i en mere global sammenhæng.

Mange af skolens elever og projektgrupper er dagligt i kontakt med skoler og unge i andre dele af verden. Hermed er der skabt grænseløse, kommunikative rum for eleverne. De skoler, der er kommet længst, har arbejdet med at sammentænke de forskellige, øvrige rumformer med det virtuelle rum, således at kontakten med verden uden for skolen er synlig i skolens forskellige rum.

En særlig del af skolens kommunikation med omverdenen kanaliseres gennem et nationalt udviklings-, evaluerings- og kommunikationssystem, som er udviklet på basis af programmet »Kvalitetsudvikling i folkeskolen«. Gennem dette system henter skolerne procedurer og formater til beskrivelse og evaluering af virksomheden, og fra de enkelte skoler og skolevæsener produceres der løbende bidrag til folkeskolens nationale profil.

Ikke mindst gennem udbredelse af dette system har folkeskolen fået løst sit påtrængende legitimationsproblem.

Offentligheden har gennem systemet fået en kvalificeret indsigt i skolernes virksomhed. Blandt andet herigennem er tilliden til folkeskolen gradvist blev styrket.

Det pædagogiske servicecenter

Samtidig med at udviklingen af skolens læringsmiljø har krævet en udvikling af det fysiske rum mht. form, indhold og en større mangfoldighed af anvendelsesformer, har det også betydet, at der måtte bygges forskellige hjælpefunktioner til støtte for læringsmiljøerne på skolen. Hertil kommer behov for en betydelig teknisk support.

Ændringen startede i slutningen af sidste århundrede med omlægning af det traditionelle skolebibliotek til et såkaldt pædagogisk servicecenter. I takt med at skolen har skullet bruge mere og mere tid på at konstruere og sammensætte læringssituationer, er der opstået et øget behov for en professionel vejledning til lærere og elever.

Det traditionelle pædagogiske servicecenter har de fleste steder udviklet sig til at være center for den lokale, pædagogiske udvikling. Servicefunktionen i traditionel forstand er nedtonet, mens hovedopgaven nu i højere grad er at være »radar« og formidler af de forandringer, der løbende sker i samfundet.

Hertil hører den nødvendige professionelle og teknologiske opdatering.

Typisk er opgaven delt i tre hovedområder:

Pædagogisk udvikling

• udvikling og beskrivelse af læringsforløb og projektarbejder
• udveksling og formidling af information om nye initiativer og udviklingsarbejder.

IT-center, servicecenter, bibliotek

• hjælp til anvendelse af hardware og software
• opdatering af personalets og elevernes IT- og mediekompetence
• udlån af udstyr, herunder forskellige former for undervisningsmaterialer.

Netværks- og søgefunktioner

• støtte til databasesøgning
• hjælp til etablering af eksterne netværk
• pædagogisk støtte til elevernes selvstændige og individuelle læreprocesser.

Det lokale, pædagogiske udviklingscenter har fået stor betydning for de enkelte skolers udvikling. Det har mange steder afspejlet sig i skolens fysiske udformning. Udviklingscenteret er blevet centralt placeret således, at der er adgang fra de fleste af skolens læringsmiljøer.

På denne måde kan udviklingscenteret indgå som en integreret del af de øvrige miljøer.

Funktionen »pædagogisk udvikling« skal især betragtes som en intern hjælpefunktion til læreres og pædagogers udvikling af læringsmetoder og indhold og som støtte og inspiration til den løbende kvalitetsudvikling af skolens tilbud. De to øvrige funktioner er åbne for elever og forældre og for skolens øvrige brugere i form af lokalområdets beboere og virksomheder.

Skolen uden for skolen – Skolen som helhed

En sidste væsentlig forandring af skolens fysiske rum, som har taget form i begyndelsen af dette århundrede, opstod som følge af nedlæggelsen af de tidligere skolefritidsordninger. Allerede i sidste århundrede stod det klart, at opdelingen mellem pasning og undervisning var et kunstigt fænomen. Det krævede en betydelig indsats at integrere disse funktioner på det fagpolitiske plan. Dette skal imidlertid ikke drøftes her.

En anden barriere opstod i forbindelse med det fysiske miljø. Dels gav skolens fysiske rum ikke mulighed for den nødvendige variation af udfoldelsesmuligheder, som er grundlaget for en helhedsskole, der ikke blot består i en forlængelse af den traditionelle skoledag.

Dels var mange af de eksisterende fritidsordninger for dårligt indrettede og for små til at være et bygningsmæssigt potentiale for skolens helhedstænkning.

I det første årti betød fraværet af de nødvendige forudsætninger, at ledere, lærere og pædagoger fandt sammen i

nye team, hvor visionerne blevet udviklet til konkrete planer for den enkelte skole. Disse team begyndte at se på det samlede lokalsamfund som rum for oplevelse og udfoldelse.

I stedet for at bygge større skoler forsøgte man sig i lighed med fx skovbørnehaverne at leje jord, arealer, nedlagte forretninger etc., som kunne indgå som en del af læringsmiljøet, og som kunne være med til give nyt liv til områder, der var præget af sparsom eller ensidig anvendelse.

Skolen var på denne måde med til at give et bolig- og fritidspolitisk løft til lokalområdet, og det var nærliggende at inddrage forskellige fritidsinstitutioner og foreninger i arbejdet.

Skolens opgave, og her tænkes især på lærere og pædagoger, har i denne sammenhæng været med til at skabe et sikkert, men alligevel spændende og udfordrende miljø, som er tilpasset børnenes alder. Det drejer sig fx om

• udsmykning af lokalområdet
• etablering af børneteater
• samarbejde med eksisterende sports- og fritidsaktiviteter
• børn som »forretningsdrivende«
• en række børnekulturaktiviteter.

Opgaven har været at udvikle et indhold for fritidsaktiviteterne, som børnene har kunnet bruge sammen med de øvrige emner og projekter i skolens dagligdag.

Sigtet med at skabe et helhedsperspektiv har ikke blot været et spørgsmål om at løse et pasningsproblem. Et væsentligt mål har været at knytte de opgaver, der vedrører børns opvækst sammen med de opgaver, der i øvrigt skal løses i samarbejde og samvirke i lokalsamfundet og koordinere dem med kommunens fysiske planlægning.

Denne side indgår i publikationen "Vision 2010" som kapitel 7 af 9
© Undervisningsministeriet 2000