Del 3: Eksterne artikelbidrag om en tidssvarende ungdomspolitik

Hvad er en tidssvarende ungdomspolitik. Det tværministerielle Ungdomsudvalg har anmodet en række personer om at bidrage med deres vurdering af de udfordringer, unge står over for i nutidens samfund. Det skal bemærkes, at meninger og synspunkter i de følgende bidrag naturligvis står for forfatternes egen regning.

De nye unge og det traditionelle demokrati

Af Birgitte Simonsen, Forskningsprofessor, Centerleder Center for ungdomsforskning, RUC

Udgangspunktet for denne artikel er følgende to spørgsmål, som er formuleret af Undervisningsministeriet:

Hvad er en tidssvarende ungdomspolitik?
Hvilke udfordringer står unge overfor i nutidens samfund?

Sammenstillingen af disse to spørgsmål er bemærkelsesværdig, sympatisk og fremadrettet. Når de er opstillet som to sider af samme sag er der åbnet for en forståelse af at der er en ny type af udfordringer, som unge står overfor, og at en tidssvarende ungdomspolitik må tage dette i betragtning og ikke bare søge at få unge medinddraget i samfundet som det er. Jeg vil i det følgende prøve at udpege nogle foreløbige orienterings- og pejlepunkter for en sådan proces.

Brydninger i demokratiet

Det er velbelyst at unge står af i forhold til forskellige fremgangsmåder der traditionelt opfattes som en del af grundlaget for et demokratisk samfund. Unge har mindre valgdeltagelse, mindre medlemskab af politiske partier, er mindre politisk aktive, og hvis de er med i noget af den slags er det det mindst krævende (Bay 1996). De melder sig ikke ind i foreninger, og slet ikke i bestyrelsesarbejde (Torpe 2000).

Men det drejer sig ikke kun om deltagelse. På en måde stikker det langt dybere. Unge deltager ikke i disse aktiviteter, fordi de ikke opleves som vigtige, relevante og rimelige. F.eks. opfattes flertalsafgørelser ikke som rimelige demokratiske beslutningsformer, men snarere som overgreb på den enkeltes personlige frihed. Og der er mange vidnesbyrd fra meget forskelligartede foreninger om at unge ikke føler sig bundet af et repræsentativt mandat - det er svært at være repræsentant for andre end sig selv. Til gengæld føler de repræsenterede sig ikke forpligtet til at rette sig efter det, der er blevet vedtaget (Simonsen 1999, Simonsen og Ulriksen 1999).

Det er bl.a. gennem foreninger, organisationer, bestyrelser og lokalpolitisk engagement i bredeste forstand at opdragelsen til demokrati traditionelt har fundet sted. Her er der nogle regler som man alle indordner sig under fordi man er enige om at de er hensigtsmæssige og man kan repræsentere andre, fordi man som gruppe har objektive fællesinteresser og er indstillet på at bøje af på personlige synspunkter, hvis de ikke vinder gehør. Selvom der ikke foreligger større systematiske offentliggjorte undersøgelser, er der mange tegn på at unge opfatter demokrati anderledes. For unge er demokrati og demokratiske handlinger og adfærd noget der skal knyttes tæt sammen med et med personligt ansvar - at tage stilling til noget. Demokrati er blevet til et personligt anliggende, en indre proces, en diskussion man fører med sig selv om hvad der er ønskeligt og rigtigt og rimeligt. I sin alleryderste konsekvens kan dette føre til at man synes man skal opstille sine egne regler og følge dem. Derfor er det svært at blive enige om noget, og der er ingen klare henvisningsinstanser i form af normer som anerkendes af alle uden diskussion. Lad mig give et eksempel på hverdagsniveau:

Beslutningsproblemer

Nogle unge mennesker skal finde ud af hvilket tema de skal arbejde med i en uddannelsesinstitution. Der er afstukket nogle ydre tids- og indholdsrammer man skal arbejde indenfor, men der er også et rum for gruppens personlige valg og stillingtagen. Det er så disse personlige valg og stillingtagen der giver problemer, for hvad skal man stille op når de spontane interesser ikke er helt sammenfaldende. Alle er sådan set indstillet på og interesseret i at arbejde sammen på demokratisk vis, men hvordan gør man det? For det kan da ikke være demokratisk, hvis man kommer til at lave noget andet end det, man havde tænkt sig.

Både mine egne og andres undersøgelser tyder på at unge ofte føler sig lidt i vildrede med hvordan man skal gribe en sådan proces an. Den voksne generation betjener sig af forskellige teknikker som alle kender og accepterer. Men unge har ikke mentalt de samme teknikker til rådighed. Umiddelbart er der ikke noget der føles helt rigtigt.

Der er i hvert fald tre demokratiske teknikker som de voksne har til rådighed, som opleves demokratiske og hvor man har det rimeligt godt med at følge de afgørelser der så træffes.

• Man kan stemme, og så gør man som flertallet synes. Selve det forhold at der er et flertal er afgørende, og også mindretallet føler fred med afgørelsen, selvom man selvfølgelig kan ærgre sig. Sådan gør unge ikke. De griber ikke ret tit til afstemninger, og hvis det forekommer føles det ikke rigtigt at skulle rette sig efter det. Både flertallet og de der ikke var enige føler det helt forkert at nogle skal beskæftige sig med noget andet end det de selv har lyst til … hvorfor skulle noget være det rigtige for mig, bare fordi et flertal vælger det? Det hænger slet ikke sammen og føles ikke demokratisk.
  
  
• En anden gennemprøvet teknik der kan fungere for voksne, er at man kan give sig til at argumentere og overbevise hinanden. Nogen kan så have gode argumenter der overbeviser de andre, og så kan det ende med at man bliver enige. Men hvis det skal fungere kræver det at nogen begynder at argumentere, fordi de synes man er i sin gode ret til at forsøge at overtale andre. Og det er lige her snoren knækker for unge, for det de andre synes og har lyst til, kan jo være lige så godt og rigtigt som det man selv vil. Der er ikke et givet værdigrundlag, og derfor heller ikke noget at argumentere ud fra.
  
  
• Den tredje velfungerende teknik for voksne er at man kan lave et kompromis mellem de forskellige ønsker - voksne kan synes det er rart og demokratisk og uden fortrydelse gå i gang med at bøje sig mod hinanden. Sådan fungerer det ikke for unge, de oplever snarere at det er blevet dårligt for alle, og faren for at alle taber lysten og motivationen er til stede.

Empirisk forskning på området, tyder på at disse gode gamle teknikker ikke falder særlig naturligt for unge (Simonsen og Ulriksen 1998). Der er ikke tale om eksplicit eller bevidst afstandtagen, men de falder bare ikke for.

Det er altså meget svært at blive enige om noget. Ikke fordi man ikke gerne vil samarbejde, det vil man sådan set meget gerne, men fordi det er endnu mere vigtigt at kunne holde fast i sig selv. Den enkelte oplever en forpligtelse til at tage et stort ansvar for sig selv, samtidig med at manglen på håndfaste interessemodsætninger med klare henvisningsinstanser er iøjnefaldende.

Det vigtige identitetsarbejde

Er der en fællesnævner for unges anderledes måde at forholde sig på? Ja der er faktisk en fællesnævner for unges adfærd, et bagvedliggende fælles forhold som stiller nogle afgørende betingelser for deres forhold til demokratiske processer. Fællesnævneren er identitetsarbejdet, det konstante identitetsarbejde som er unges vilkår i dag på en måde som voksne ofte har svært ved helt at forstå og acceptere.

For unge er identitetsprocessen vigtigere end alt andet. Fra de var helt små har de lært at man skal vælge sig, de voksne, skolen, medierne og reklamerne har stillet dem overfor uendelige mængder af valg, og hver gang fortalt at det er vigtigt at man vælger og tager stilling ud fra sig selv: Hvad vil du allerhelst have? Alt er til forhandling, der er ikke noget der giver sig af sig selv.

At skulle klare det at blive voksen i et samfund som vores hvor alt er til forhandling kræver at man øver sig i at finde ud af hvad man egentlig synes om det ene og det andet. Der kræves en personlig stillingtagen til alt, for der er ingen fodspor at følge. Og det gælder også når man skal vælge uddannelse, erhverv, partner, bolig, musik, forbrug, politik, idealer og idoler, livsstil – og i sidste ende identitet, hvem vil man være.

Kravene til den personlige identitetsdannelse er vokset eksplosivt i takt med den kulturelle frisættelse fra tidligere normer, traditioner og samfundsmæssige bindinger. Og det identitetsarbejde unge står overfor skal gennemføres succesfyldt, samtidig med at man skal klare en uddannelse, finde sig selv seksuelt og lære at indgå i parforhold, og i øvrigt finde sig en plads i et stadig mere kompliceret samfund, der hele tiden er i forandring.

Jamen, har det da ikke altid været sådan? Jo, til en vis grad. Men situationen for unge er i dag så utrolig meget mere åben for meget større grupper af unge. Tidligere medførte familietilhørsforhold, køn, klasse etc. en masse givne værdier, normer og fremtidsperspektiver. Jeg forsøger at forstå disse forhold i en modernitetsteoretisk forståelsesramme bl.a. inspireret af den tyske ungdomsforsker Thomas Ziehes begreb om den kulturelle frisættelse (Ziehe og Stubenrauch 1979). Dette begreb "at være kulturelt frisat" beskriver nogle bevidsthedsmæssige funktionsmåder med store konsekvenser for hvordan moderne unge mennesker opfatter og praktiserer demokrati.

Samtidig er der sket en kraftig idealisering af ungdomstiden. Unge bibringes den opfattelse at ungdomsårene er lykkelige, uforpligtede og fri - man har det hele foran sig og skal bare foretage de rigtige valg, dem der er de helt rigtige for lige netop den man er. Det lyder nemt - men det er i virkeligheden fantastisk krævende. Der er bare utallige påtrængende og uoverskuelige valgsituationer hele tiden.

Det kan ligefrem blive identitetstruende ikke at forhandle selv, men blot at følge trop, at gøre som andre siger. De traditionelt identititetsgivende grupperinger er jo reelt under nedbrydning eller omformning. Køn, socialgruppe, geografi, etnicitet, tro, alder. Ingen af disse ankerpunkter kan i dag give andet end et rids eller en antydning af hvordan man skal handle og opføre sig og vælge, forhandlingsrummet er enormt, men der er ingen vej uden om. Hvis den enkelte ikke finder sin egen identitet er der måske slet ikke noget tilbage.

Identitet og demokrati

Der er altså nok at tage fat på for unge. De identitetskriser der før var forbeholdt en lille priviligeret overklasse med reelle valgmuligheder, rammer nu stort set alle. Alle unge stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden, og det er de også nødt til, sådan er den verden der præsenterer sig for dem. Og det får nogle massive konsekvenser for den demokratiske adfærd.

Identitetsprocessen, det stadige valg af identitet er vigtigere end alt andet. Livet i foreningerne og i demokratiet domineres derfor af unges afprøvning af om dette eller hint nu også lige er noget for dem. Unge i dag stilles overfor krav om at kunne orientere sig, at kunne foretage valg de kan stå inde for, at have sig selv med, ikke bruge livet forkert - at kunne foretage valg og fravalg i alle de valgsituationer de hele tiden stilles overfor.

Hvor man tidligere skulle lære at indordne sig på traditionens præmisser, er den relevante fremtidssikring i dag at lære at omstille sig og finde og gribe det brugbare i mange forskellige situationer. Usikkerheden om hvad fremtiden bringer kan ikke imødegås med stabilitet, men kun ved åbenhed og fleksibilitet.

Ungdomskommuneforsøget

Ungdomskommuneforsøget udgør i denne sammenhæng en dristig og radikal satning på at lade unge komme til og være med til at nydefinere nogle demokratiske former, der er og har været bærende i det danske samfund.

Jeg har i det foregående eksemplificeret at den nye ungdomsgeneration har en anden opfattelse af involvering, demokrati og medbestemmelse end den voksne generation. Men unge står også overfor nogle samfundsmæssige udfordringer som ikke tidligere har været tilstede i det danske kommunale demokrati. Både unge og samfundet ændrer sig med rivende fart, og ungdomskommuneforsøget placerer sig centralt ved at åbne for et øget spillerum og råderum for unge.

Når tilstanden "være kulturelt frisat" kombineres med at unge sættes i en situation, der kræver stor færdighed i at udøve traditionelle demokratiske processer, slår det nogen gnister. Dette medfører indirekte et helt nyt og meget påtrængende spørgsmål om hvad demokrati egentlig vil sige i en objektivt individualiseret situation? Når unge er fleksible og åbne overfor hvad de vil, eller hvor de skal hen men samtidig ved at de skal holde fast i sig selv kan det give nogle problemer at praktisere repræsentativt demokrati i traditionel forstand.

Et traditionelt demokrati er jo i sit væsen interessebaseret. Det forudsætter at der som udgangspunkt er nogle relativt klare interesser, der kan artikuleres og forhandles. For at kunne dele sig efter anskuelser og lade meningerne brydes kræves det at der i det hele taget er nogle anskuelser og meninger, som er rimeligt bestandige og begrundede. I den traditionelle demokratiforståelse får flertallet ret, men der indgår også et solidaritetsbegreb. Alle skal tilgodeses, og mindretal skal behandles ordentligt.

I dag er der ved at ske nogle forskydninger i disse forhold. Forholdet mellem værdier, individ og fællesskab ændrer sig når de traditionelle fællesskaber gennem stærk indvidualisering er afløst af varierende og ustabile former for mindre netværk og grupperinger. Fællesskabet er ikke givet på forhånd, man skal selv søge det eller skabe det i en uendelig forandringsproces.

Unge har nogle almene interesser som netop unge, men de ligger oftest på et meget overordnet og ideelt niveau. I relation til mere konkrete forhold er situationen en anden. Den objektive individualisering unge i dag har fået nedlagt i deres livsperspektiv, sætter nogle nye rammer for udøvelse af demokrati. Frem for fælles gruppeinteresser er det de individuelle afsøgninger af muligheder og forsøg der træder i forgrunden. Unge opfører sig langt mere individualiseret i forhold til en demokratisk praksis, men det ville være forkert at tale om egoisme, eller bare individuelle interesser af mere fast karakter. Det dominerende er de aktuelle behov for at skabe relevante rum for at komme videre med sig selv.

Vi ved at det giver sig mange konkrete udslag i retning af at unge opfatter de traditionelle demokratiske spilleregler som omstændelige og bureaukratiske, og de synes at deres egen opfattelse kan være lige gældende og vigtig som en, i deres øjne, tilfældig flertalsbeslutning.

Der er i dag problemer med integration af unge i stort set alle samfundsmæssige organiseringer,. Unge oplever at de ikke kommer til orde og bliver hørt, voksne oplever at unge er meget utålmodige og ikke overholder spillereglerne. De første spæde erfaringsopsamlinger af ungdomskommuneforsøget viser bl.a. henimod denne konflikt. Den må analyseres nærmere med udgangspunkt i viden om unges ny orienteringsformer. Et centralt spørgsmål bliver at få en mere dækkende forståelse af hvad det så er unge kan, hvilke samspilsmæssige kompetencer de udvikler og betjener sig af.

Helt klart må der tages afstand fra de udbredte former for deficittænkning, der kommer til udtryk i formuleringer som f.eks. de foreningsløse unge, de zappenunge, unge uden fællesskab. Voksne oplever meget let at unge mangler noget, gør noget forkert, ikke er gode nok, men det er et "ufrugtbart" udgangspunkt, som kun kan føre til frustrationer og konflikter. Tværtimod må kommende forskning søge at komme til en dybere forståelse af hvad der egentligt skiller unge og voksne, hvor forskellene og nyudviklingerne ligger, hvor der er brug for at finde nye former.

Unges involvering er den overordnede forudsætning for de andre målsætninger i den formulerede ungdomspolitik. Voksne kan ikke bare blande sig udenom og lade unge sejle deres egen sø. Der er et kultursammenstød, og ungdomsforskningen må medvirke til at finde indfaldsvinkler og berøringsflader hvor der er mulighed for at få skabt kontakt og dialog.

Konsekvenser

Hvad betyder det så for de traditionelle demokratiske former? Vi ved endnu ikke hvad unges stærke og nødvendige identitetsarbejde betyder i denne sammenhæng, men vi kan tydeligt se at der må udvikles nye former som i højere grad modsvarer unges afklarings- og søgeprocesser.

Traditionelle politiske møder, hvor man arbejder med mandattillæggelse og arbejder derudfra, kræver en kontinuitet og stabilitet som ikke uden videre findes i samfundet mere. Vi aner også i det voksne samfund at en ny demokratiform er undervejs - høringer, fokusgrupper, andre ikke repræsentative former.

Men kommer det unge i møde? Vi ved det faktisk ikke. Det er noget af det vi måske kan få belyst gennem ungdomskommuneforsøget, og som måske kan give os vigtige pejlinger af hvad en tidssvarende ungdomspolitik i henseende til demokratisk deltagelse af unge kan bestå i. Vi har ikke svarene på forhånd og måske bliver noget af det mest interessante at få noget indsigt i hvad der ikke har fungeret…

Referencer:

Bay, Joi: Unges Levevilkår. København. Dansk Ungdoms Fællesråd. 1996.

Simonsen, Birgitte: 90'ernes krævende unge - og nogle mulige pædagogiske konsekvenser. I: Ungdomsuddannelse og kultur. København: DEL. 1999.

Simonsen, Birgitte og Ulriksen, Lars: Universitetsstudier i krise. Fag, projekter og moderne studenter. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.1998.

Simonsen, Birgitte og Ulriksen, Lars: At finde et ståsted - når alting flyder. Uddannelse nr. 5. 1999.

Torpe, Lars: I Ugebrevet Mandag Morgen nr. 1, 3. januar 2000, s. 25-30.

Ziehe, Thomas, Stubenrauch, Herbert: Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser. København. Politisk Revy. 1983.

De kompetente unge

Af Sven Mørch, Nordisk forskningskoordinator

Ungdom er kommet i fokus i de senere år. Og både i EU og her i Danmark diskuteres det, om man har en ungdomspolitik eller om man skal have en.

Interessen for ungdomspolitik springer ud af en forståelse af, at unge udgør en vigtig - og til tider problemskabende – del af samfundet, og at når samfundet er under forandring, så er ungdomslivet og ungdommens betingelser det i høj grad også. Ungdom er ikke blot en central livsperiode i den enkeltes liv. Spørgsmålet om ungdommen er selvfølgelig lige så komplekst som kompleksiteten i øvrigt er i samfundet, og når de samfundsmæssige forandringer kræver en omfattende politisk regulering, så er det jo ikke så underligt, at også ungdomslivet stiller krav om en politik. Reguleringer og politiske tiltag er derfor både nødvendige og legitime, men de skal også gøres til genstande for kritiske overvejelser. Og kritikken handler selvfølgelig både om de politiske perspektiver og den førte politik.

Danmark og andre skandinaviske lande ses ofte som "foregangslande", når ungdomsliv, ungdomsindsatser og demokrati diskuteres. I Danmark har de unge givetvis også bedre ungdomsbetingelser end tilfældet er i mange andre lande. Det er dog tankevækkende, at man i Danmark ikke har haft f.eks. et ungdomsministerium, der kunne tegne en samlet dansk ungdomspolitik. Man har i stedet haft initiativer, som kom fra forskellige ministerier. Og ud fra ministeriernes etablerede arbejdsfelter har man så formuleret en særlig opmærksomhed på unge. På denne måde har man lavet planer for arbejdsløse unge i arbejdsministeriet, for unge med sociale problemer i socialministeriet, for unge og rygning i sundhedsministeriet, for uddannelse i undervisningsministeriet etc. Man kan måske tale om en særlig form for "speciel målgruppe politik", som imidlertid har det problem, at den ikke nødvendigvis etablerer en sammenhængende eller meningsfuld ungdomspolitik, og at den også nogle gange glemmer de unge i forhold til mere trængende målgrupper.

Når man alligevel ude fra har "set op til" danske ungdomsforhold skyldes det nok ikke en egentlig dansk ungdomspolitik, men at Danmark har en ganske ansvarlig uddannelses, arbejdsmarkeds- og socialpolitik, og at unge derfor er omfattet af disse politiske sikkerhedsnet.

Med regeringens ungdomsudvalgs rapporter fra 1997 blev der imidlertid taget et væsentligt skridt for at formulere en samlet dansk ungdomspolitik. Og man udtrykte her klart, at ungdomspolitikken blev nødt til at overskride de specielle perspektiver, som politisk var knyttet til de enkelte ministeriers arbejdsfelter. Man kan sige, at rapporten gør det tydeligt, at ungdomstiden er så vigtig, at man må have en samlet politik for den. Det spørgsmål, som man imidlertid kan stille sig er, om det er lykkedes at opstille en ungdomspolitik, og hvad den så ser ud til at handle om.

Ungdomslivet er politisk

Nu er ungdomslivet jo allerede politisk før vi laver en ungdomspolitik.Ungdomslivet udvikler sig inden for de rammer, som samfundsmæssigt er sat for unge. Hvis vi f.eks. ser på unges skole og uddannelsesliv, så viser det sig, at skole og uddannelsespolitikken former de unges liv og udvikling. Men også, at den ikke blot giver muligheder, men også begrænsninger. Uddannelsespolitik etablerer jo altid både en kvalificering og differentiering af de unge i samme bevægelse. Så alle ungdomstiltag etablerer ungdomspolitik. Spørgsmålet er, om ungdomstiltag bredere set etablerer en ønskværdig ungdomspolitik.

Mange som arbejder med unge eller som selv har nogle i huset ved jo godt, at ungdomstiden er vigtig. Men at den skal være så vigtig, som vores uddannelsespolitik har gjort den, er der nok ikke mange, der er enige i. Bedst som mange unge (de ca. 50% i gymnasiet) i 16 til 19 års-alderen er i gang med at få ryddet lidt op i forældrenes urealistiske forventninger, at etablere sig på kammeratskabsmarkedet og at gøre det modsatte køn opmærksom på deres kvaliteter, ja, at varetage vigtige sider af deres ungdomsudvikling, så sætter den moderne uddannelsespolitik sig igennem. Hvis man har været bedst til kammerater, kærester og frikvarterer, så er man sat fast - og for livstid. De karakterer, som man får i skolen, og især i gymnasietiden (og HF ) kan aldrig gøres om!!! Man kan ikke få lov at prøve en gang til. Ungdomstiden og uddannelsen er ikke blot blevet et redskab for fremtiden, men også en tung skæbne, der forfølger en. Man kan sige, at uddannelsespolitikken etablerer en individualistisk ungdomspolitik, idet den enkeltes præstationer i skolen bliver afgørende for ens fremtidige liv.

Nu kunne man jo for det første sige, nå, ja, men der kommer et liv efter gymnasiet. Absolut. Men adgangen til mange uddannelser følger tæt de karakterer, som man søger ind på uddannelserne med. Man kunne også sige, at nu er den eneste vej gennem uddannelsessystemet jo ikke gymnasiet, og fremtiden er jo langt fra kun de "akademiske" uddannelser. Absolut Men den beslutning er måske ikke den unges, men "politikernes".

Dette lille eksempel illustrerer et centralt dilemma. Uddannelsespolitikken handler både om at facilitere de unges uddannelsesforløb på en sådan måde, at de unge støttes bedst muligt i at vælge ud fra deres egne interesser, men den handler også om at fordele de unge til uddannelserne - og endda også jobmarkedet!! Uddannelsespolitiken bliver derfor også en bredere ungdomspolitik. Dette perspektiv er endog så gennemgående i den førte ungdomspolitik, at langt de fleste ungdomsindsatser ender med at være uddannelsesindsatser. Uanset hvilket problem unge har, så er den politiske opfattelse, at man kan uddanne sig ud af det.

På den måde tegner uddannelsesforholdenes modsætninger et reelt dilemma. Hvordan kan man både give de unge det, som de selv vil have, samtidig med at der skal foretages reguleringer. Der er jo ikke tvivl om, at medieverden og humaniora tiltrækker mange unge, men de kan jo ikke alle blive Tv-værter og kulturpersonligheder.

En af metoderne til at få de unge til at ville det, som "man" vil have dem til - eller måske til at løse dette vanskelig dilemmaer at påvirke de unges uddannelsesvalg med et "brochuredemokrati". Man kan jo udgive farvestrålende brochurer for de uddannelsesvalg, som man politisk gerne vil motivere de unge til. Tankegangen er vel nærmest, at hvis unge kan lokkes til at købe mærkevarer, så kan de også lokkes til en uddannelse.

Unge er uvidende eller let påvirkelige, og man kan bare regulere deres liv på samme måde som medieverden i øvrigt skaber ungdomskultur. Metoden synes rar. Ingen har jo noget imod at man reklamerer, og mennesker kan jo alligevel bare gøre det de vil. Man overholder de centrale demokratiske grundprincipper. Men desværre ser det ikke ud til at være nok. Man må alligevel regulere de unges ønsker gennem optagelseskrav etc. Så uddannelsespolitikken efterlyser en åben ungdomspolitik. Men hvad skal den så handle om?

Man kunne derfor forestille sig, at uddannelsespolitikken må handle om at klargøre, hvilke udfordringer, som er knyttet til ungdomslivet og at stille forslag til svar på disse udfordringer. Herved kunne uddannelsespolitikken blive til en ungdomspolitik. Ungdomspolitikken skal udvikle "veje" for unge, som kan føre dem frem til voksenlivets - og erhvervslivets verden på en sådan måde, at der både sikres en samfundsmæssig hensigtsmæssig integration og en individuel tilfredsstillende tilværelse. Vi kan sige, at unge skal opnå succes i deres liv. Dette er ikke nødvendigvis enkelt eller modsætningsfrit. Det moderne liv lærer os at stille høje forventninger, som det måske ikke altid er muligt at indfri.

Nu kan man spørge sig, om dette dilemma er fanget i Regeringens ungdomspolitiske manifest og i den førte ungdomspolitik. I Manifestet opstilles målsætningen: "Alle unge skal have mulighed for en indholdsrig ungdom, der kvalificerer til en selvstændig og perspektivrig tilværelse med aktiv deltagelse i samfundsudviklingen." Til denne overordnede målformulering knyttes derfor 10 delmål som udpeger nogle nærmest ministerielle ungdomsmålsætninger. Hertil kommer, at man fra regeringens side har diskuteret med unge om ideerne, og at de unge har peget på "at en god ungdomspolitik handler om hverdagen og det nære".

Måske er dette her mere politisk korrekt end det er præcist. Det er som om der mangler noget.

Spørgsmålet er, om vi er kommet længere end vi var i forvejen. Forud tror jeg også at alle gik ind for at det helst skulle gå de unge godt og at alle ministerier skulle deltage i at sikre det. Så hvis der er tale om en ny ungdomspolitik, må det jo vise sig i de resultater, som man har nået.

Men hvis man ser på et så centralt felt som de unges boligsituation, så er det ikke optimismen, som trænger sig på. Målsætninger om byløft og økologisk bevidsthed etc. fører jo på ingen måde til løsning af de unges boligproblemer, og realiteten er vel, at unges boligsituation dårligt kan blive værre.

Målet om fuld beskæftigelse peger på, at alle uuddannede "forsikrede" unge (hvor mange det så end er?) har ret og pligt til uddannelse, og at alle andre såmænd også skal i uddannelse eller, hvis de ikke vil i uddannelse, så skal de have nogle andre tilbud. Realiteten er vel, at unge af frygt for "ungeindsatsen" med dens økonomiske konsekvenser gør noget selv. Men det er vel ikke en beskæftigelsespolitik. Mogens Nord Larsen skriver f.eks. i "Servicerapport. Ungeindsatsens start", at der synes ikke at være tvivl om, at ungeindsatsen blot ved sin eksistens får mange unge til at gå i uddannelse eller beskæftigelse, før ordningen egentlig er blevet aktuel for deres vedkommende.

Ungdomspolitikken er lidt "overpolitisk" eller "upolitisk". Den har ikke rigtig taget fat i den udfordring, som den er en politik for. Unges liv. En ungdomspolitik, som siger, at vi må gøre alt for at hjælpe unge til at få det godt er måske slet ikke en politik, men måske blot en form for positiv hensigtserklæring.

Udspillet er fanget lidt i tidens ånd. Ungdomspolitikken er blevet moderne: Den blander individualiseringsperspektiver med politisk populisme.

Det kan virke som om der mangler nogle tanker om hvilke udfordringer og problemer, som unge befinder sig i, og her ud fra nogle politiske perspektiver for, hvad man så kan og vil gøre. Man kunne måske efterlyse en ungdomsforskning, som en forskning i ungdomsspørgsmålet, om hvorledes unges livsmuligheder og realiseringsperspektiver ser ud, og herudfra søge at opstille en ungdomspolitik, som kunne pege på realistiske svar på disse spørgsmål. Som det ser ud nu, så har vi på den ene side nogle fine hensigter og på den anden side nogle svar, som vi ikke rigtig kan se, hvad de er svar på. Selv om mange af initiativerne, som f.eks. sociale ungdomsprojekter, givetvis er yderst fornuftige, fordi de formes i det praktiske liv af engagerede personer og ud fra de praktiske problemer, som unge står i, så er det vanskeligt at tage stilling til svarenes kvalitet for de unge, når det ikke er klart, hvad de er svar på. Mange af initiativerne ser nærmest på unge som nogle, der er noget galt med, og som der skal repareres på. Hvad der skal ske med de unge og deres liv bliver lidt luftigt. Som sådan er det ungdomspolitikkens svaghed, der tegner sig.

Hvis man i denne korte kommentar skulle pege på nogle af de spørgsmål, som stiller sig og de svar man kunne overveje, så tror jeg det er vigtigt at fokusere på perspektiverne: Individualisering, Ungdomslivet og Kompetencen.

Individualiseringen

Der er jo ingen i dag, som ikke har forstået, at individualiseringen og de individuelle rettigheder er blevet det mest centrale politiske perspektiv. Unge formulerer også tidligt denne forståelse, når de spørger, hvad "er der i det for mig", og alle institutioner støtter også denne individualisering gennem forskellige former for demokratisering, som prøver at imødekomme de enkeltes ønsker.

Individualiseringen er da også et væsentligt grundperspektiv i det moderne samfund. Ingen nyere samfundslitteratur undgår denne opmærksomhed. Individualiseringens status har måske ændret sig. Før var vi optaget af at sikre, at de sociale forhold gav mulighed for maksimal individualisering. Dette var budskabet i politikken. Vi så det bl.a. komme til udtryk i halvfjerdsernes skolepolitiks "lighed gennem uddannelse", hvor tanken var, at ikke blot de riges og mellemlagenes udvikling skulle sikres, men at alle unge skulle have samme chance for at få uddannelse og for at "blive individer". I dag ser det ud til, at vi oplever et kvalitativt skift. Individualiseringen skal sikre socialiteten. I dag er det de enkeltes måder at fungere på, som sikrer eller angriber den sociale udvikling selv. Herved er ikke blot individualiseringsproblematikken blevet mere central end nogensinde, den har også ændret status. I dag handler det om at acceptere individualiseringen og at se at få den til at fungere inden for rammerne af det fælles samfund.

Individualiseringsudfordringen ser ud til at være til stede i Regeringens ungdomspolitiske manifest fra 1997. Målet for ungdomspolitikken er at sikre, at de unge bliver sådanne mennesker, som kan deltage aktivt i samfundet. Som sådan kan vi sige, at målsætningen udtrykker en overordnet individualiseringsforståelse i en moderne verden. Hvad den derimod ser ud til at mangle, er en præcisering af, at individualiseringen kun bliver til individualisering, hvis den fungerer socialt. Udfordringen består i at formulere det reelle individualiseringsperspektiv og ikke at forkorte individualiseringsopfattelsen, eller at gøre den til ideologi.

Ungdomslivet

Hvis vi fokuserer på ungdomslivet eller på, hvorledes ungdomslivet forstås, så optræder der også problemer. Ungdomslivet kan bredest set fremstilles som sammensat af forskellige arenaer, inden for hvilke de unge bevæger sig. Her befinder de sig imellem en barndom og et voksenliv. Men spørgsmålet om, hvorledes vi "politisk" ser på ungdomslivet er ikke uvæsentligt.

Ungdomslivets perspektiver

På den ene side har det altid været god latin, at se ungdom som en overgang mellem barn og voksen, vi kan kalde det transitionsperspektivet. I dette perspektiv er unge "umodne" "uvidende" etc., ja grovest fremstillet så kan ungdom ses som en sygdom, som forskellige agenter kan tage sig af. Dette perspektiv ser ud til at være til stede i mange af ungdomspolitikkens indsatspunkter. Det andet perspektiv handler om at være opmærksom på, at ungdomslivet også indeholder kvaliteter. Der er tale om, at unge igennem brugen af ungdomslivet udvikler både autonomi og kvaliteter for ungdomslivet. Den situation, som vi befinder os i i dag er, at ungdomslivet ikke blot udvikles og bestemmes af skolelivet. Ungdomslivet har fået en omfattende styrke, men derfor også en samtidig selvstændighed. Ungdomslivet kan være blevet så populært, at unge ikke ønsker at forlade det uden en god betaling. Ungdomslivet kan derfor miste sit "transitionpespektiv" både som den enkeltes og som en bred ungdomsbetingelse. Ungdomslivet kan få et indirekte forhold til voksenlivet. Også dette syn på ungdomslivet er til stede i ungdomspolitikkens forslagskatalog.

I denne situation opstår der en ny problematik, som tegner den ungdomspolitiske udfordring. Det bliver opgaven at sikre, at de ting, som der foregår i ungdomslivet, at de kompetencer, som knytter sig til at fungere i ungdomslivet også bliver brugbare i arbejds- eller voksenlivet. Dette er en meget svær, og udfordrende situation.

Kompetencen

Det andet bærende udviklingsperspektiv, som gør sig gældende i dag er kravet om kompetence. Nu har mennesker selvfølgelig altid skullet være kompetente til at klare de forskellige opgaver, som de stod over for, men før i tiden var det tydeligt, at kompetencen fulgte med den viden, som man fik i sin individualisering eller uddannelse. Hvis vi tegner en enkel "udviklingstrekant" kan vi sige, at der er tre centrale hjørner i en udvikling.

Udviklingsperspektiver

Man skal "være", dvs. have en identitet og selvopfattelse, man skal vide, dvs. have kundskaber og man skal gøre, dvs. være i stand til at løse de opgaver, som man stilles over for. Historisk kan vi se, at de forskellige hjørner har haft forskellig vægt og betydning. I det borgerlige samfund før forrige århundredskifte var "at være" det samme som dannelse. Dannelsen gav den sociale og klassemæssige identitet, som sikrede en et job. Efter århundredskiftet blev "at vide" dimensionen væsentlig. Det blev uddannelsen, noget som alle dygtige børn og unge kunne erhverve sig som blev central. Uddannelsen blev vejen til det voksne liv. Skolen har da også netop søgt at forene disse to dimensioner for herved at sikre, at uddannelsen førte til job. På den måde ser derfor mange også kompetence til at gøre noget, som det man får i skolen.

I dag ser sagen imidlertid lidt mere kompliceret ud. Vi kan sige, at i dag er det ikke så vigtigt, hvor man kommer fra (social klasse) eller hvilken uddannelse (faguddannelse), som man har. Det vigtigste er, at man er i stand til at gøre noget, at kunne klare de opgaver, som man stilles over for. Men for at klare opgaver er det vigtigt både at have viden og kundskaber og en selvforståelse eller identitet. Men det at kunne gøre noget, at være kompetent til at klare (arbejds-)opgaver er blevet det centrale og det følger ikke nødvendigvis de uddannelsesmæssige resultater.

At gøre, eller at have kompetence er blevet det hjørne af modellen, som tæller mest. På den anden side er der også sket nogle ændringer. Dannelse eller social identitet er ikke længere et klassemæssigt spørgsmål. Social identitet er blevet til individuel identitet. I dag er det identitetens spørgsmål om, hvorledes den enkeltes selvforståelse ser ud, som er blevet afgørende. I skolen og uddannelserne står kampen mellem faglige krav og de studerendes personligheds- eller identitetsudvikling. Som mange ser det, så trænger man efter de mange år i skolen til et personlighedsudviklende højskoleophold. Selv om det kan være svært at forestille sig, hvorledes man kan undgå at udvikle "sig selv" i skolen, så findes der en opfattelse af, at der eksisterer en modsætning mellem skolens faglighed og personens selvudvikling.

Individualisering og kompetence

Hvis vi imidlertid sammenholder de to udfordringer, individualisering og kompetence, så ser det ud til, at vi rammer et af ungdomspolitikkens problemer. Det vi oplever er, at "udviklingstrekanten" falder sammen, og at individualiseringen ses som det eneste mål. Individualiseringen skal formidle imellem viden og kompetence. Rent praktisk betyder det, at kompetence ikke opleves som en udfordring for individet, men blot det individet opnår enten ved at lære noget i skolen eller ved at "blive sig selv". Herved falder "kravene fra verden og det voksne liv" ud af ungdomsudviklingsforståelsen. Ungdomspolitikken kan derfor let komme til at fokusere på, at unges udvikling handler om at støtte de unges moderne individualisering som en form for "personlig" eller "privat" udvikling. I stedet for at se individualiseringen i forhold til, hvad den skal være en individualisering for i verden, så bliver opgaven at sikre individualiseringen ved at fremme personlige perspektiver og ønsker. Dette er også, hvad der ofte sker i ungdomspolitikken. På den ene side opstilles individualiseringsmål og på den anden side spørges de unge, hvad de kunne tænke sig. Ungdomslivets udfordringer som knyttet til dets del i samfundsudviklingens modsætninger forsvinder.

Hvis vi nu ser individualisering, kompetence og ungdomslivet sammen, så er vi i stand til i hvert fald at stille visse spørgsmål, som en ungdomspolitik skal være "svar på":

Hvordan sikrer vi "moderne individualisering" uden at falde tilbage på tanken om maksimal og individualistisk individualisering, og hvordan sikrer vi en individualisering hvor kompetencerne, som personlige redskaber, er samfundsmæssige kompetencer samtidig med, at ungdomslivet i stigende omfang er blevet autonomt. Eller som jeg udtrykte det i starten, hvorledes kan en ungdomspolitik sikre individuelle udviklingsforløb, som tilsigter at forbinde samfundsmæssig hensigtsmæssig integration og individuel tilfredsstillende tilværelse.

Hvis vi ser på uddannelsespolitikken og spørger, hvorledes den kan blive til en ungdomspolitik kunne sagen se sådan ud:

Uddannelsespolitikken er fanget i et dilemma. Den vil jo altid se maksimal uddannelse som sit eget systems succes. Dette problem var tydeligt i dette århundredes uddannelsesmodel, som især bragte de højt uddannede forældres børn frem til de "højere uddannelser". Reformen i 1970, som satte lighed gennem uddannelse på programmet brød med den sociale uretfærdighed i skolesystemet for i stedet at skabe en individuel retfærdighed. Den sociale baggrunds betydning skulle brydes, og de flittige, kloge eller dygtige børn skulle have uddannelsen. Men stadig var der tale om en mere eller mindre vellykket eller gennemført uddannelsespolitik, som netop som ungdomspolitik stod med store svagheder. Mens de kloge og dygtige børn fik det hele, så kom de dumme eller dovne børn ingen steder hen.

I udspillet fra 97 lægges der vægt på at sikre "Uddannelse Til Alle". Dette projekt er om muligt mere sympatisk. Det lægger op til, at uddannelse ikke skal ses som enstrenget. Alle skal have uddannelse, men ikke nødvendigvis af samme slags. Der skal sikres flere veje igennem uddannelsessystemet, således at unge med god grund kan søge efter kompetencer, som de kan tilegne sig. Vanskeligheden med at gennemføre dette projekt knytter sig jo både til uddannelsernes samfundsmæssige konsekvenser og vurderinger, men også til det øvrige uddannelsessystems hierarki og samfundsmæssige status og muligheder. De unge forlader ikke det traditionelle gymnasium fordi de i en individualiseret verden må sikre sig selv mest muligt. Og gymnasiet (og HF ) giver stadig flest muligheder siden hen. UTA modellens succes står og falder jo nok med at alle ungdomsuddannelserne samles i de samme institutioner.

Hvis vi imidlertid skal prøve at se på spørgsmål og svar for ungdomslivet, så er der ikke tvivl om, at etableringen af moderne kompetence handler om at underordne "at være" og "at vide" dimensionerne under "at gøre" dimensionen. Altså at opbygge sider af et ungdomsliv, som ikke sætter skolernes og uddannelsesinstitutionernes læringsstof som mål, men ser dem som middel.

Dette er faktisk forsøgt i den frie ungdomsuddannelse (fuu). Og selv om de selvfølgelig også har uløste udfordringer og kun ses som et middel for særlige grupper af unge, så indeholder de perspektiver, som kunne være vigtige at trække frem for at forme en ungdomspolitik og herved at gøre uddannelsespolitikken til en ungdomspolitik.

I den frie ungdomsuddannelse arbejder man med at etablere en plan for den enkelte unge, som er en "samfundsmæssig kompetenceplan". Dette er det nye. Som andre planer kan de individuelle planer selvfølgelig være sammenfaldende og muliggøre fælles undervisningsforløb, men tanken er, at den enkeltes mulige kompetenceperspektiv bliver udviklet i forhold til de forskellige samfundsmæssige kompetencekrav. At "at gøre" er perspektivet for opbygningen af både "at vide" og "at være" perspektiver i unges udvikling.

Den moderne uddannelsespolitik, in casu den frie ungdomsuddannelse, indeholder derfor elementer, som kan etablere en ungdomspolitik, hvis den kan finde sine fødder i individualiserings og kompetencespørgsmålet. Og den peger på, at "vejledning" i bred forstand bliver central. Ungdomspolitikken skal etablere veje for unge og vejlede dem til at bruge dem. Men det kræver, at individualiseringen i sin moderne form er forstået. Formålet med ungdomspolitikken er ikke at sikre individualisering, men en individualisering, som muliggør, at de unge kan blive samfundsmæssige deltagere. I praksis kræver det en anderledes og bedre rådgivning. Det drejer sig ikke kun om at finde unges tilfredshedsparametre, at få de unge til at gøre det, de har lyst til. Vejene for de unge skal ikke bestemmes ud fra personlige ønsker, men ud fra kompetencekrav. Det er denne kobling som er central. Og den findes kun, hvis ungdomspolitikken kan udstikke klarere ungdomspolitiske retningslinier.

En tidssvarende ungdomspolitik

Af Jimmie Gade Nielsen, Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge

Udgangspunktet for en ungdomspolitik

En ungdomspolitik bør altid tage udgangspunkt i lokale forhold og i de særlige problemstillinger og indsatsområder, der har relevans for unge i den enkelte kommune eller det enkelte lokalområde. Det er lokalt i kommunerne, at konkretiseringerne af centrale (ministerielle) målsætninger for indsatsen på ungeområdet skal ske. Selvom vægtninger af temaer og indsatser vil være forskellige afhængigt af behovene hos de unge i de enkelte kommuner, er der dog også en række væsentlige procesmæssige forhold og temaer, som bør være elementer i enhver kommunes ungdomspolitik. Det er procesmæssige forhold, som skal sikre, at den formulerede ungdomspolitik bliver et brugbart og handlingsorienteret arbejdsredskab, hvor de ungdomspolitiske indsatsområder løbende kan justeres og dermed til enhver tid netop være tidssvarende. Det er bl.a. væsentligt, at en kommunal ungdomspolitik indeholder retningslinier og målsætninger, der sikrer, at de unges udsagn og skiftende behov til enhver tid får indflydelse på og er udgangspunktet for valgene af de konkrete ungdomspolitiske indsatsområder, der løbende er fokus på i den enkelte kommune.

Erfaringerne fra kommunerne viser, at især tre procesmæssige forhold er væsentlige at styrke og udvikle, hvis den kommunale ungdomspolitiks indsatsområder løbende skal kunne justeres i forhold til de unges aktuelle behov og dermed være tidssvarende. Det er derfor også tre procesmæssige forhold, som alle bør indgå som temaer i en ungdomspolitik. Disse forhold er sikring og styrkelse af:

• De unges mulighed for medindflydelse
• Det tværfaglige samarbejde
• Erfaringsformidling til de lokale politikere - synliggørelse.

Hvis en ungdomspolitik skal være tidssvarende, bør den ikke alene indeholde langsigtede visioner og aktuelle målsætninger for indsatsen på ungeområdet, men bør også indeholde retningslinier for, hvordan man procesmæssigt vil sikre, at nye aktuelle problemstillinger og indsatsområder løbende kan være fokus i ungdomspolitikken.

Et konkret eksempel kunne være en kommune, hvor man i et lokalområde gennem en periode har observeret et stigende antal af unge, som ikke benytter sig af kommunens organiserede fritidstilbud, men i stedet opholder sig på gader og andre af lokalområdets offentlige arealer i størstedelen af deres fritid. Politiet melder om en stigning i antallet af hærværksanmeldelser fra lokalområdet, og beboerforeningsformændene har fået en del henvendelser fra beboere i området, som føler sig utrygge og chikaneret ved de unges opførsel.

Når der opstår en situation som den ovenstående, bør ungdomspolitikken være det handleredskab, som sikrer, at de observerede ændringer af behov og ønsker blandt dele af kommunens unge hurtigt fører til, at der i både ord og handling arbejdes på at tilgodese disse enten i allerede eksisterende tilbud eller evt. i nye indsatser eller tilbud. En kommunal ungdomspolitik bør indeholde retningslinier for, hvordan og hvem der opsøger og tager kontakter med de unge, og hvordan man kan inddrage de unge i en udvikling af de kommunale fritidstilbud, sådan at de også kan rumme den aktuelle gruppes ønsker og behov. Ungdomspolitikken skal også indeholde retningslinier for, hvordan forskellige institutioner, forvaltninger, projekter m.m. kan udvikle det tværfaglige- og tværsektorielle samarbejde for at skabe de bedste og mest kvalificerede tilbud til den ungegruppe, som netop i den aktuelle situation har behov for et anderledes eller et nyt tilbud.

Mange kommuner har på baggrund af ministerielle puljer og igangsatte udviklingsprojekter gennem en årrække gjort sig lærerige erfaringer omkring en styrkelse af den kommunale indsats på ungeområdet. Det gælder bl.a. projekter og udviklingsforsøg igangsat på baggrund af Undervisningsministeriets Ungdomskommuneforsøg, By- og Boligministeriets Byudvalgsmidler og Kvarterløftsprojekter, Socialministeriets Klub, SIBU-, OPS-, DASK-, Storby- og FAK-puljer, Kulturministeriets puljemidler (Kulturens Børn), Indenrigsministeriets puljer målrettet flygtninge og indvandrere, Sundhedsstyrelsens Alkoholpulje, midler fra Det Kriminalpræventive Råd samt Finansministeriets Tips- og lottomidler.

I mange kommuner er pulje- og projektmidlerne anvendt i en opstartsfase til formuleringen af en egentlig ungdomspolitik eller til projektforløb, hvor erfaringerne er blevet anvendt til en styrkelse af en allerede formuleret ungdomspolitik.

Erfaringerne fra disse kommuner er, at effekten har været størst og forankringen af projekterfaringerne tydeligst i de kommuner, hvor ungdomspolitikken ikke alene indeholder beskrivelser og formuleringer af konkrete målsætninger og indsatser på ungeområdet, men også retningslinier for procesmæssige tiltag, som på sigt kan sikre en løbende fornyelse og kvalificering af ungdomspolitikken, sådan at indholdet og målsætningerne løbende stemmer overens med de unges aktuelle ønsker og behov.

De unges mulighed for medindflydelse

Formålet med overhovedet at formulere en ungdomspolitik har i mange kommuner været, at "inddrage de unge i beslutningsprocesserne samt at udvikle de kommunale tilbud, sådan at de svarer til de unges behov".

Skal en ungdomspolitik leve op til målsætningen om at inddrage de unge i beslutningsprocesserne, bør en tidssvarende ungdomspolitik indeholde retningslinier for, hvordan og omkring hvilke forhold kommunen vil sikre de unge mulighed for medindflydelse.

I de kommuner, hvor ungdomspolitikken ikke indeholder sådanne rammer og retningslinier, har de unge i mange tilfælde oplevet deres mulighed for medindflydelse som diffus. Samtidig har de unge en oplevelse af, at deres mulighed for medindflydelse heller ikke har været reel. Hvis ungdomspolitikken hverken har beskrevet rammerne for de unges medindflydelse, eller hvordan den skal praktiseres, kan de unge opleve det som om, at politikerne og/eller forvaltningen til enhver tid har mulighed for at tilsidesætte deres beslutninger uden en egentlig dialog med de unge.

Medindflydelse til unge er en udviklingsproces – både for de unge, for forvaltningen og for politikerne, og det er af væsentlig betydning, at kommunerne tager højde for dette i formuleringen af deres ungdomspolitik.

Arbejdet med at inddrage unge i de lokale beslutningsprocedurer har fungeret bedst i de kommuner, hvor man fra forvaltningens side målrettet og bevidst har påtaget sig ansvaret for at støtte de unge, sådan at de unge løbende har kunnet udvikle deres handlekompetencer i forbindelse med deltagelsen i de lokale beslutningsprocedurer. Nogle kommuner har gode resultater med at ansætte en kontaktperson eller en ungdomskonsulent, hvis opgave først og fremmest er at hjælpe de unge med at etablere ungdomsråd eller på andre måder organisere en dialogform mellem de unge, de lokale politikere og forvaltningen. Kontaktpersonens eller ungdomskonsulentens rolle er desuden at give de unge den nødvendige indsigt i de forhold eller områder, der skal træffes beslutninger om, sådan at de unge har et reelt grundlag at træffe beslutninger på.

I de kommuner, hvor forvaltningen ikke har påtaget sig et sådant ansvar for at støtte og informere de unge, oplever de unge ofte ikke "systemets" hensigter og erklæringer om medindflydelse som reelle, og de unge har i de fleste tilfælde meget hurtigt mistet interessen for at deltage i de lokale beslutningsprocedurer.

Det er vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på, at alle unge skal have mulighed for medindflydelse. Unge har ofte forskellige erfaringer og dermed forskellige forudsætninger for at deltage i beslutningsprocesser. Det er derfor væsentligt, at forvaltningen er opmærksom på, at nogle grupper af unge kan have mere brug for støtte og motivation end andre. Det er de kommunale forvaltningers ansvar, at f.eks. socialt sårbare eller truede grupper af unge gives en særlig støtte, sådan at også disse unge har en reel mulighed for deltagelse i beslutningsprocesserne.

En tidssvarende ungdomspolitik bør derfor indeholde retningslinier for, hvordan kommunen vil arbejde for, alle unge får muligheden for medindflydelse på hvilke aktuelle tilbud og aktiviteter, der skal etableres for (og af ) unge i kommunen.

De fleste kommuner oplever, at der ofte er en meget energisk, men lille gruppe af unge, som gerne vil lægge et stort stykke praktisk arbejde i f.eks. et ungdomsråd eller i at tydeliggøre de unges interesser over for de kommunale politikere. Erfaringerne fra kommunerne er dog, at denne gruppe af unge i perioder kan finde det meget svært og tidskrævende at motivere andre unge til at deltage i arbejdet eller at informere andre unge om deres arbejde i f.eks. et ungdomsråd. Forvaltningerne må derfor være opmærksomme på, at de unge får den nødvendige støtte og hjælp til at styrke ung-til-ung-formidlingen, sådan at en bred gruppe af unge i kommunen får mulighed for at præge ungdomsrådets indstillinger og dermed ungdomspolitikkens temaer og indsatsområder.

At give unge medindflydelse er også en udviklingsproces for de kommunale forvaltninger og politikere, hvor det kan være nødvendigt at bryde med tidligere rutiner og traditioner for at imødekomme de unges ønsker både omkring indsatsens indhold og karakter, men også mht. måden der træffes beslutninger på. Kommunerne oplever f.eks. ofte, at de unge stiller krav om kortere afstand mellem ord og handling.

At formulere en tidssvarende ungdomspolitik handler derfor i høj grad om at geare de lokale politikere, forvaltningen og de faglige medarbejdere, som i deres daglige arbejde har kontakt med unge, til både at motivere og støtte de unge, når de kommer med deres krav, frustrationer, forslag, ønsker, skuffelser osv. At give de unge reel medindflydelse kræver ofte, at "systemet" bryder med tidligere rutiner og udvikler nye metoder, hvor dialogen med de unge, og viljen til at afgive magt og/eller kompetence er centrale elementer.

Det tværfaglige samarbejde

Erfaringerne fra landets kommuner er, at det tværfaglige og det tværsektorielle samarbejde har en meget væsentlig betydning for en ungdomspolitiks anvendelighed, og for hvorvidt dens målsætninger bliver omsat i reelle handlinger. Samtidig er det tværfaglige og/eller det tværsektorielle samarbejde dog ofte også en af de væsentligste barrierer, når man i en kommune vil formulere en overordnet og sammenhængende ungdomspolitik.

At det tværfaglige og det tværsektorielle samarbejde tilskrives så stor en betydning i formuleringen af en ungdomspolitik skyldes to forhold.

For det første skal samarbejdet sikre, at der bliver tale om en samlet og overordnet ungdomspolitik, hvilket indebærer, at både social-, kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen (evt. flere) bliver involveret i arbejdet.

En tidssvarende ungdomspolitik bør indeholde tiltag, der sikrer en koordinering og gensidig erfaringsudveksling mellem de forskellige tilbud til unge i en kommune, sådan at flere tilbud og institutioner ikke tilbyder det samme, men derimod har forskelligt indhold. I mange kommuner viser det sig faktisk, at de unge ofte synes, at der er tilbud nok, men at tilbuddene ofte er for ensartede. Meget tyder på, at det i mange kommuner ikke er flere tilbud, men derimod andre og forskellige tilbud, der er behov for.

Et øget tværfagligt samarbejde vil kunne sikre, at tilbudene til unge i en kommune kan blive konstruktive samarbejdspartnere med varierede tilbud til forskellige målgrupper fremfor at konkurrere om den samme gruppe af unge. Det vil have den effekt, at flere unge vil føle, at der også er et tilbud, som tilgodeser netop deres behov og interesser.

Erfaringerne i mange kommuner er, at et sådant samarbejde på tværs af de forskellige forvaltninger og på tværs af faggrupper og institutioner er utrolig kvalificerende for indsatsen på ungeområdet, men samtidig en proces, som kræver stor overvindelse og nedbrydelse af myter og kulturforskelle. Det er en udviklingsproces, som tager tid (ofte flere år), men når det lykkes, er effekten til gengæld også mærkbar.

For det andet skal det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde sikre, at alle forvaltninger og faggrupper, som arbejder med unge i en kommune, har og føler et ejerskab i forhold til den lokale ungdomspolitik. Samarbejdet skal være med til at sikre, at de ungdomspolitiske målsætninger som formuleres i ungdomspolitikken, i videst muligt omfang omsættes til handling til gavn for de unge. Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde bør allerede etableres, når processen med at formulere en ungdomspolitik igangsættes i en kommune. En tidssvarende ungdomspolitik bør dog også indeholde retningslinier for, hvordan man fremover har tænkt sig at sikre en fortsat styrkelse af samarbejdet på ungeområdet i kommunen. Ungdomspolitikken bør bl.a. indeholde retningslinier for samarbejdets form, formidling af informationer, placering af ansvaret for udviklingen af de tværfaglige samarbejdsrelationer, oplæg til f.eks. samarbejdskurser og processupervision.

Nogle af de områder, hvor det f.eks. har vist sig nødvendigt og kvalificerende at etablere et samarbejde på tværs af forvaltninger, har været det tværgående samarbejde mellem forskellige typer af vejlednings- og rådgivningstilbud til unge og samarbejdet mellem ungdomsklubberne og socialforvaltningen i forhold til socialt udstødte eller sårbare grupper af unge.

Mange af de udviklings- og forsøgsprojekter, som har været sat i værk gennem en årrække i kommunerne, har haft problematikken omkring det tværfaglige eller/og det tværsektorielle samarbejde tæt inde på livet. Samarbejdet (eller manglen på samme) har bl.a. haft stor betydning for, om projekterfaringerne efter projektperiodens udløb kunne implementeres og dermed gjort anvendelige i den fortsatte indsats på ungeområdet i kommunen.

De faglige medarbejderes interesse og motivation for at deltage aktivt i formuleringen af en kommunal ungdomspolitik afhænger ofte af, i hvor høj grad de har deltaget i og føler, at de har været involveret i projekternes løbende udvikling og i de faglige diskussioner omkring projektets form, mål, metoder osv. Hvis de faglige medarbejdere føler, at de har haft et ejerskab og et ansvar i forhold til projektindsatsen og projektresultaterne, så er de ofte også villige til at yde en indsats i forhold til formuleringen af en ungdomspolitik. Fælles deltagelse i udviklingsprojekterne skaber ofte en forståelse for nødvendigheden af en sammenhængende og overordnet ungdomspolitik og gensidig respekt for hinandens faglige styrker.

Erfaringsformidling til de lokale politikere synliggørelse

På samme måde som medarbejderne, er det også væsentligt, at de lokale politikere føler et ejerskab i forhold til den lokale ungdomspolitik. Når ungdomspolitikkens fokus og indsatsområder løbende skal tages op til revision, er det nødvendigt, at erfaringer og evt. problemstillinger i den til en hver tid igangværende indsats og praksis synliggøres og formidles til de lokale politikere. Dette skal sikre, at politikerne har det nødvendige grundlag for at kunne træffe beslutninger vedrørende evt. nødvendige justeringer i den lokale ungdomspolitik.

Den politiske bevågenhed i forhold til ungdomsområdet er størst i de kommuner, hvor institutioner og andre tilbud til unge har beskrevet en fast procedure for synliggørelse og formidling af deres erfaringer. Der kan f.eks. være tale om synliggørelse af indsatsens effekt, iagttagelser af nye aktuelle behov og problemstillinger hos forskellige ungdomsgrupper i kommunen osv.

En tidssvarende ungdomspolitik bør derfor indeholde retningslinier for, hvordan arbejdet med og for unge synliggøres for og formidles til lokale politikere og andre borgere i kommunen.

I mange af de kommuner, som gennem de seneste år har gennemført udviklings- og forsøgsprojekter på ungeområdet, har synliggørelsen af projekterfaringerne overfor de lokale politikere ikke været et fast element i projektforløbet. Det har i nogle tilfælde betydet, at de ofte meget spændende og lærerige projekterfaringer ikke i tilstrækkelig grad er blevet anvendt som input og baggrund for politikernes visioner og målsætninger for den fremtidige indsats på ungeområdet i kommunerne.

Udfordringer for unge i nutidens samfund

Øget fokus på de unges personlige kvalifikationer
Arbejdsmarkedet stiller i dag ikke alene krav til de unges faglige kvalifikationer, men i stigende grad også til deres personlige kvalifikationer såsom at kunne indgå i dialog med kolleger og samarbejdspartnere, at kunne løse konflikter, at kunne argumentere for sine synspunkter osv.

Disse personlige kvalifikationer er også væsentlige kompetencer i de unges uddannelses- og fritidsliv i samværet med kammerater, familie, i ungdomsklubben, i skolen osv.

Når det er væsentligt at arbejde med udviklingen af unges medbestemmelse og medindflydelse, er det derfor ikke alene for at kvalificere tilbudene eller indsatsen ved at lade indholdet svare til de unges ønsker og behov. Formålet er i lige så høj grad at skabe nogle rammer, hvor de unge har mulighed for at udvikle personlige handlekompetencer og kvalifikationer som demokratisk forståelse, dialog, konfliktløsning osv.

Udviklingen af unges medbestemmelse har derfor betydning ikke alene for tilbudenes kvalitet, men har desuden en mere langsigtet og fundamental betydning for den enkelte unges evne til at kunne indgå i sociale relationer med andre og få et hverdagsliv, som den unge i høj grad selv er med til at præge og forme som aktiv deltager fremfor som passiv iagttager.

I tilrettelæggelsen af f.eks. fritidstilbud til unge, er det derfor vigtigt, at de ikke organiseres som "købmandstilbud" med et bredt udbud af allerede planlagte og tilrettelagte aktiviteter.

Fritidstilbudene (f.eks. ungdomsklubberne og ungdomsskolerne) bør i stedet fremstå som en ramme, indenfor hvilken de unge har mulighed for i dialog og forhandling med deres kammerater og medarbejderne selv at skabe og tilrettelægge aktiviteter. Det er væsentligt for de unge i dag, at tilbudene netop indeholder muligheden for, at de kan udvikle nogle personlige handlekompetencer, og at medarbejdere er parate og istand til at kunne give dem den nødvendige vejledning og støtte hertil. Derfor er deltagelsen i tilrettelæggelsesprocessen mindst lige så vigtig for de unge som selve aktiviteten (produktet).

Det er et yderst vigtigt signal fra de unge, når f.eks. flere og flere institutioner og kommuner erfarer, at de unge ikke vil nøjes med at stemme om forskellige forslag og idéer, men at det er væsentligt for dem, at beslutningerne træffes efter grundig samtale og dialog.

Det er desuden tankevækkende og relevant at bemærke, at nogle ungdomsklubber har erfaret, at de unge, og ikke mindst unge med etniske baggrund, oplever et øget selvværd og personlig udvikling, når disse klubber har arbejdet målrettet med udviklingen af unges medbestemmelse.

Øget fokus på de individuelle valg
De unges liv er i dag præget af en hverdag med flere og flere muligheder, hvor den unges liv i stigende grad bestemmes og formes på baggrund af den unges individuelle valg, og i mindre og mindre grad af traditioner og ydre omstændigheder. Det gælder i valg af uddannelse, job, kammeratskabsgrupper, idrætstilbud, klubtilbud osv. Det er derfor af væsentlig betydning, at man i ungdomsklubberne, på ungdomsskolerne, på skolerne, på døgninstitutionerne, i idrætsforeningerne osv. arbejder bevidst med udviklingen af de unges medbestemmelse. Det er medarbejdernes opgave at støtte og vejlede de unge, sådan at de unge tilegner sig de værktøjer og handlekompetencer, der er nødvendige for, at de bliver istand til at kunne vælge blandt det stigende antal muligheder. Hvis ikke de unge tilegner sig disse kompetencer, kan konsekvensen blive, at de mange muligheder netop ikke fremstår som et gode men derimod som en barriere, med risiko for manglende selvværd og manglende sociale netværk til følge, og i sidste instans risiko for udstødelse af de sociale fællesskaber.

En af konsekvenserne af de øgede krav om individuelle valg er, at den enkelte unge ofte føler, at ansvaret for de enkelte valg netop er den unges alene, fordi der ofte ikke er nogle traditioner eller andre ydre omstændigheder at lægge ansvaret for valgene over på. Det spiller ingen rolle, når valget viser sig at være det rigtige, men kan være svært at bære alene, hvis den unge i et tilfælde fejler og træffer et forkert valg.

Derfor er det væsentligt, at en ungdomspolitik bl.a. sikrer, at der i en kommune er kvalificerede rådgivnings- og vejledningstilbud til rådighed for de unge, hvor de bl.a. kan få hjælp til løsning af familiære, personlige, kulturelle, uddannelsesmæssige eller arbejdsmæssige problemer.

Flere spørgeskemaundersøgelser blandt unge i landets kommuner indenfor de seneste par år har vist, at op til 10% af en ungdomsårgang ofte føler sig alene uden hverken nære kammerater eller voksne, som de kan tale eller være fortrolige med. Sådanne problemstillinger bør en tidssvarende ungdomspolitik forholde sig konstruktivt til. Undersøgelser i kommunerne viser også, at de unge efterlyser en samling af eller en styrket koordinering mellem de forskellige rådgivnings- og vejledningstilbud til unge i en kommune.

Faren for marginalisering og udstødelse
I sin yderste konsekvens kan manglende støtte til at udvikle de nødvendige handlekompetencer betyde, at de unge udstødes af kammeratsskabsgruppen. Effekten kan være, at sådanne unge, som er udstødt og marginaliseret i forhold til fællesskabet i skolen, ungdomsklubben, idrætsforeningen osv., danner deres egne subkulturer, som i særlig grelle tilfælde kan være præget af afmagt, intolerance og aggressioner over for det omgivende lokalsamfund og dets beboere. På grund af de svigt og afvisninger, som disse unge har mødt i familien, skolen, ungdomsklubben, døgninstitutionen og/eller socialforvaltningen, danner de deres egne subkulturer, for herigennem at bibeholde blot en smule selvværd og selvrespekt.

En tidssvarende ungdomspolitik bør indeholde muligheden for forebyggende tiltag og indsatser, der sikrer, at grupper af socialt truede eller belastede unge kan få den nødvendige støtte. Det vil ofte i en kortere eller længere periode kræve en særlig indsats og særlige ressourcer for at undgå, at disse unge bliver direkte udstødt af de sociale fællesskaber og netværk, som de stadig er en del af.

Litteratur

Kommunernes Ungdomspolitik, af Jimmie Gade Nielsen, Udviklings og Formidlingscenter for Socialt arbejde med Unge 1995.

Klar til medbestemmelse, af Helle Stenum og Jimmie Gade Nielsen, Socialministeriet og undervisningsministeriet 1997.

Projekt De Vilde Unge, af Esther Malmborg og Jimmie Gade Nielsen, Udviklings- og Formidlingscenter for socialt Arbejde med Unge og Københavns Kommune, 1999.

Den centrale ungdomspolitik i år 2000

Dansk Ungdoms Fællesråds kommentarer

Den overordnede målsætning for regeringens seneste ungdomspolitik, der blev formuleret i 1997, lød: "Alle unge skal have mulighed for en indholdsrig ungdom, der kvalificerer til en selvstændig og perspektivrig tilværelse med aktiv deltagelse i samfundsudviklingen." Det er en målsætning, som på mange områder har spillet godt sammen med de tiltag, der er taget i de seneste år. Og det er en målsætning, som også angiver en fornuftig kurs for de kommende års ungdomspolitik.

Det er imidlertid afgørende at gøre sig klart, at en progressiv ungdomspolitik hele tiden må udvikles – alene af den grund at ungdomsgruppen hele tiden udvikler sig. Selv om den overordnede målsætning stadig er brugbar og relevant, kan der derfor være god grund til at kigge nærmere på de enkelte områder, som blev formuleret for tre år siden, og give nogle strømpile på, i hvilken retning ungdomspolitikken bør udvikles i de kommende år.

Unge har i dag flere ressourcer end nogensinde før. Det giver et meget bredt spænd af muligheder i den fremtidige ungdomspolitik, og det betyder samtidig, at der kan opnås væsentlige fordele ved at inddrage unge aktivt i formuleringen og gennemførelsen af ungdomspolitikken.

Ungdomspolitik er en fortløbende proces, som aldrig afsluttes eller færdiggøres. I det følgende gives indenfor de ti temaer, som ungdomspolitikken fra 1997 indeholdt, nogle bud på, i hvilken retning de kommende års udvikling kan og skal gå.

1. Indflydelse og ansvar til alle unge

Unges opfattelse af demokratiet er under forandring. Forskere peger på, at unge anno 2000 i stigende grad sætter spørgsmål ved nogle af de vilkår, som den nuværende demokratiske styreform er bygget op om, bl.a. det repræsentative demokrati. Der er derfor som aldrig før behov for at fokusere på unges deltagelse i demokratiet, og de strukturer som demokratiet er bygget op om.

Men at sikre at unge tilegner sig demokratiet som styreform og livsform, kræver andet og mere end at skabe de nødvendige strukturer, der formelt set sikrer unge indflydelse og medbestemmelse på eksempelvis skole eller uddannelse. Lovforslaget om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet er et vigtigt skridt i forhold til at sikre elever og studerende den formelle indflydelse på deres skolegang eller uddannelse.

Hvis unge skal have demokratiet helt ind under huden, er det nødvendigt, at de oplever og deltager i demokratiets praksis i deres hverdag, bl.a. i undervisningen. Der er behov for større fokus på unges adgang til medindflydelse på undervisningen, og at demokrati som metode implementeres i uddannelsen.

De foreløbige erfaringer fra ungdomskommuneforsøget viser, at der er talrige måder, hvorpå unge kan få indflydelse på deres hverdag og det lokalområde, som de er en del af - og at unge er interesseret i at tage udfordringen op - hvis indflydelsen er reel! Også blandt kommuner udenfor forsøget er der flere eksempler på, at unge inddrages bl.a. i forhold til udformning af lokale ungdomspolitikker.

Der bør derfor fra regeringens side tages skridt til, at samtlige kommuner bliver forpligtet til at sikre unge indflydelse på deres lokale samfund. Af hensyn til lokale forskelle vil det være ønskeligt med en rammelov, hvorefter kommunerne selv - i samarbejde med de unge - kan tilrettelægge, hvordan strukturen omkring unges medindflydelse skal udformes.

2. Uddannelse til alle unge

Der er på uddannelsesområdet taget en række skridt de senere år, der skal sikre at regeringens mål om uddannelse til alle unge nås. På nuværende tidspunkt er det 83% af en årgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, så der er stadig en stor gruppe unge, der falder igennem uddannelsessystemet.

Frafaldet på ungdomsuddannelserne, særligt på de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, er fortsat stort. De 12%, der falder fra en erhvervsfaglig uddannelse uden at komme i gang med en anden uddannelse, bør være genstand for stor opmærksomhed. Der er i øjeblikket ingen systematisk opfølgning på disse unge, og ofte hankes der først op i dem, når de som 18-årige er berettiget til kontanthjælp, og skal deltage i aktivering.

Der er derfor behov for, at man lokalt styrker samarbejdet mellem kommunerne og ungdomsuddannelserne med henblik på at få koordineret indsatsen, så unge der stopper på en ungdomsuddannelse, hurtigst muligt får målrettet erhvervs- og uddannelsesvejledning, og kommer i gang igen.

Erhvervsuddannelsesreformen er udtryk for en nødvendig fornyelse og styrkelse af denne del af uddannelsessystemet. Skal reformen virke efter hensigten og udvikle sig til et attraktivt alternativ til de unge, som ikke er minded for det almene gymnasium, er det dog helt afgørende at problemerne med manglende praktikpladser løses. Antallet af unge, der manglede praktikplads i 1999 var det højeste i 5 år. Dertil kommer, at der fortsat er et stort frafald i praktikken.

3. Fuld beskæftigelse til alle unge

Det generelle opsving på arbejdsmarkedet igennem 90'erne er i høj grad også kommet de unge til gode. Den officielle arbejdsmarkedsstatistik viser således, at ungdomsarbejdsløsheden i øjeblikket er så godt som afskaffet. Det betyder dog ikke, at alle unge får en plads på arbejdsmarkedet. Der er stadig for mange, der falder igennem uddannelsessystemet, og netop i en situation med generel mangel på unge, bliver det særdeles personligt belastende ikke at være efterspurgt.

Samtidig betyder manglen på unge, at unges syn på og krav til arbejdsmarkedet også ændrer sig. Der stilles derfor helt andre krav til såvel uddannelsesinstitutioner som arbejdsgivere, hvis de fortsat skal kunne tiltrække unge. I sidste ende risikerer man at ende op med markante ubalancer mellem de krav, som samfundet stiller til fremtidens arbejdsstyrke, og de prioriteringer i arbejdslivet, som unge har. Dette ses f.eks. allerede i dag ved, at dele af plejesektoren har særdeles svært ved at tiltrække unge, selv om behovet for arbejdskraft er stigende på dette område.

Afskaffelsen af ungdomsarbejdsløsheden bør derfor ikke betyde, at vi fjerner fokus fra relationen mellem arbejdsmarkedet og ungdommen. Det er fortsat lige vigtigt at følge dette område nøje, således at fremtidige problemer kan forstås og afhjælpes.

4. Internationale kvalifikationer

Størstedelen af ungdommen har taget internationaliseringen til sig som en mulighed og en udfordring. Men for de dårligst stillede unge kan den øgede integration med udlandet fortsat virke som en trussel. Derfor er det afgørende, at de offentligt iværksatte udvekslingsprogrammer – f.eks. i EU-regi – i særlig grad retter fokus mod de dårligst stillede unge.

Det betyder f.eks., at gruppevise udvekslinger skal prioriteres højere end individuelle, idet der herved skabes mulighed for, at ressourcestærke og -svage unge kan mødes og bruge hinanden også i en international sammenhæng. En gruppevis udveksling kan med fordel ske gennem skoler, klubber og foreninger. Samtidig bør målsætningerne for de offentligt iværksatte udvekslinger udvides til andet og mere end kun uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssige kvalifikationer – også emner som kulturel forståelse og unges deltagelse i beslutningsprocesser bør indgå i prioriteringen. I den forbindelse er det væsentlig at være opmærksom på, at de folkelige udvekslingsorganisationer besidder stor erfaring og kompetence indenfor disse områder, og at samarbejde med disse organisationer kan være værdifuldt for udvikling af udvekslingsprogrammerne i denne retning.

Som en del af internationaliseringen bør der også arbejdes med udveksling af erfaringer og sammenligninger mellem Danmark og udlandet. Det er vigtigt at skabe et overblik over, hvor danske unge er fint med i forhold til det fremtidige internationale samfund, og hvor vi halter bagefter, så der er behov for en øget indsats. Ikke kun på de "hårde" faglige kvalifikationer men også på "bløde" områder, som i stadigt stigende grad vil komme i centrum i fremtiden.

5. Ung adgang til IT

I nutidens og fremtidens samfund handler analfabetisme ikke blot om manglende evne til at læse, skrive og regne, men er også tæt knyttet til at kunne udnytte mulighederne i informations og kommunikationsteknologien.

Udfordringen handler om at sikre alle børn og unge adgang til IT og at stimulere og kvalificere brugen af IT. I den forbindelse står folkeskolen centralt – specielt for de børn og unge der ikke har adgang til IT i hjemmet, og børn og unge der ikke naturligt selv tænder computeren.

For at minimere en teknologisk skævvridning blandt børn og unge er det vigtigt, at der fortsat investeres i både hardware og software på skolerne. Ligeledes skal tilgængeligheden til computere, Internet etc. forbedres både i og efter skoletiden, så det tilgodeser elever uden hjemme-pc, hvis ikke disse kan tilbydes bærbare computere.

I bestræbelserne på at gøre IT til en naturlig del af børn og unges hverdag må integrationen af IT i undervisningen kvalificeres og accelereres. Dette gælder både i forhold til undervisning i brug af IT og IT som værktøj i undervisningen. Derfor skal der udvikles redskaber og metoder til lærerne i den daglige undervisning blandt andet med det formål at inspirere og stimulere elever med ringe IT-kendskab. Eksempelvis bør der tages højde for drenge og pigers forskellige tilgang til IT.

Ligeledes bør der fokuseres på de flere og flere ressourcer børn og unge besidder på IT-området. Således kan dele af undervisningen eller pasningen af IT-lokaler udenfor skoletiden varetages af de IT-stærke grupper.

6. Styrket vejledning og rådgivning

Den kulturelle frisættelse i samfundet, som er skabt igennem de seneste årtier, betyder blandt andet, at nutidens unge træffer deres uddannelsesvalg efter andre kriterier end tidligere. Afgørende for de unges valg af uddannelse i dag er i høj grad, hvor interessant og attraktiv den enkelte uddannelse tager sig ud. Valget er i mindre grad end tidligere betinget af fremtidige beskæftigelsesmuligheder indenfor det enkelte fag, og er desuden kun i ringe grad betinget af ens sociale tilhørsforhold. For mange er det at vælge uddannelse derfor særdeles vanskeligt, hvilket den fortsat høje af unge som vælger 10. klasse formodentlig er et udtryk for.

Samtidig hermed betyder de stadig flere individualiserede uddannelsesmuligheder, at der er behov for en kvalificeret, koordineret og synlig vejledningsindsats, der dels skal støtte unge i deres uddannelsesvalg – dels skal være med til at følge de unge løbende i deres uddannelse, og endelig tilbyde de der falder fra ungdomsuddannelserne vejledning med det samme.

Det første initiativ i denne sammenhæng bør være etablering af en egentlig vejlederuddannelse. Dernæst bør der tages initiativer, der kan sikre koordinering af vejledningen mellem f.eks. folkeskolen og ungdomsuddannelserne, og mellem ungdomsuddannelserne, kommunerne og AF.

Koordineringen mellem de enkelte vejledningsansvarlige institutioner kan med fordel ske i kommunale vejledningsenheder, hvor også vejledningen af unge kontanthjælpsmodtagere kan finde sted. Oprettelse af kommunale vejledningsenheder vil desuden bidrage til at gøre vejledningen mere synlig for den enkelte unge.

Også de gode erfaringer, man i mange kommuner har gjort sig med ung til ung vejledning, bør inddrages i en fremtidig styrket vejledning og rådgivning. Ung til ung princippet har givet mange positive resultater både i forhold til erhvervs- og uddannelsesvejledningen og i spørgsmål af mere personlig karakter. Dette skyldes i høj grad, at ung til ung vejlederne kender problemstillingerne fra deres egen hverdag, at de dermed er tættere på dem, der søger vejledning, og på de unges sprog. Også i forbindelse med den nødvendige forebyggelse af unges forbrug af for eksempel ecstasy og alkohol vil ung til ung vejledning være en mulighed.

7. Fodfæste i tilværelsen

Når unge mangler fodfæste i tilværelsen, er det ofte et resultat af en lang række komplekse årsager, som f.eks. social arv, den enkeltes personlige ressourcer, strukturelle barrierer i forhold til uddannelse og arbejde, samt en utilstrækkelig indsats fra samfundets side i forhold til at forebygge marginalisering af disse unge.

Ensomhed blandt unge er et nyere, men ikke særligt synligt symptom på, hvordan en gruppe unge reagerer på manglende fodfæste i tilværelsen. Problematikken omkring de ensomme unge bør henlede opmærksomheden på, at de unge som har de største personlige og sociale problemer ikke nødvendigvis er dem, der er mest synlige udadtil. Og netop i forhold til en gruppe unge, der reagerer indad, som tilfældet er med de ensomme unge, er det nødvendigt, at man lokalt prioriterer en målrettet opsøgende indsats, og at man fra statslig side er parat til at understøtte denne indsats økonomisk.

Regeringens kommende indsats mod utilpassede unge udtrykker en tankegang, hvor det er den enkelte unge, som er utilpasset i forhold til de samfundsmæssige strukturer, som vedkommende forventes at gøre brug af for at skaffe sig fodfæste i tilværelsen. Konsekvensen af dette signal indebærer en mulig stigmatisering af denne gruppe. En indsats mod udsatte unge, bør naturligvis udtrykke et reelt ønske om at fjerne de barrierer for unges deltagelse i samfundslivet, som fortsat eksisterer bl.a. for gruppen af unge med anden etnisk baggrund. For eksempel bør et initiativ i denne retning tage hånd om, at det for denne gruppe er langt vanskeligere at få en praktikplads, end tilfældet er for danske unge.

Et muligt spor i forhold til at skaffe udsatte unge fodfæste i tilværelsen er fortsat at udbygge de ordninger, hvorefter de unge tilbydes en stabil voksenkontakt, som kompensation for manglende forældrestøtte. Disse ordninger findes nu indenfor bl.a. servicelovens rammer, hvorefter unge kan tilbydes en voksenkontaktperson. Også forsøgene forud for Erhvervsuddannelsesreformen viser, at den ny kontaktlærerordning har positiv betydning for den enkelte unge. Et muligt sted at udbygge ordningen er indenfor praktikområdet, hvor en særligt tilknyttet medarbejder på den enkelte virksomhed evt. kunne være med til at mindske antallet af unge, som ophæver praktikaftalen.

Nyere erfaringer viser desuden, at udsatte unges deltagelse i kulturelle aktiviteter kan være med til at forebygge marginalisering af denne gruppe, idet den kulturelle udfoldelse gør det muligt at opbygge personlige, demokratiske og kulturelle kompetencer, samtidig med at den unges selvværd styrkes. Så indenfor dette felt ligger der altså nye, spændende muligheder for forebyggelse, der formodentlig vil virke langt mindre stemplende for den enkelte unge, end gængse socialpædagogiske initiativer har en tendens til.

8. Velfungerende boligområder

Trods erklærede målsætninger om at give unge en god start, når de flytter hjemmefra, kan det stadig konstateres, at udbuddet af ungdomsboliger ikke står mål med efterspørgslen. Manglen på almennyttige boliger, ungdomsboliger og kollegieværelser ses eksempelvis tydeligt hvert år på boligkøen op til studiestart på de videregående uddannelser, og ved at flere forældre er nødt til at købe andels- eller ejerlejligheder til deres børn, der er under uddannelse.

Disse tendenser kan man frygte vil blive forstærket, når der de kommende år skal optages op mod 35.000 flere på de videregående uddannelser. Ligeledes kan der forudses betydelige problemer med boliger til unge uddannelsessøgende i de byer, der skal huse kommende centre for videregående uddannelser.

Derfor må en sammenhængende ungdomspolitik indeholde en boligvurdering i forbindelse med oprettelse af nye uddannelsespladser og -institutioner. Byer med ønske om at få flere uddannelsespladser må dokumentere, at de kan huse flere uddannelsessøgende. En sådan boligvurdering skal blandt andet dokumentere, at boligerne kan betales af en SU, og at de har en geografisk placering, der er attraktiv både hvad angår uddannelsesstedet og lokalsamfundet. I forbindelse med en sådan boligvurdering vil det være naturligt samtidig at vurdere kvaliteten af både de eksisterende og de kommende ungdomsboliger, så der generelt sikres en høj kvalitet i ungdomsboligmassen, så den modsvarer de krav, unge stiller i dag, og ikke dem de stillede for 10-20 år siden. Ellers risikerer kommunerne, at boligmulighederne ikke udnyttes eller fraflyttes hurtigt på grund af kvalitet, pris og placering.

I bestræbelserne på at sikre boligtilbud til unge må man i kommunerne aktivt synliggøre de steder, hvor man som ung kan søge bolig og overveje at samle rådgivning om boliger og boliganvisning ét sted. Derudover må man lokalt vurdere muligheden for at gøre den tilgængelige boligmasse mere fleksibel. Eksempelvis må ældreboliger kunne skifte status til ungdomsboliger, og familieboliger skal kunne lejes ud til bofællesskaber. Derudover har forsøg vist, at man ved at sammentænke boliganvisning, boligernes størrelse og pris kan få unge uddannelsessøgende ind i belastede bomiljøer med mere velfungerende boligområder til følge.

9. Kulturel mangfoldighed

Gruppen af unge i nutidens Danmark er så mangfoldig som aldrig før. Ikke mindst har ungdomsgruppen aldrig tidligere været så sammensat kulturelt og etnisk set, som tilfældet er i dag. Det er derfor vigtigt, at unge ikke opfattes som en enhedskultur, men at der tværtimod i tilrettelæggelsen af ungdomspolitikken tages udgangspunkt i en særdeles sammensat kultur.

Unge har krav på at blive opfattet som individer med egne forudsætninger, ønsker og muligheder. Dette er en vigtigt at nævne - ikke mindst i forhold til de unge i samfundet, som har anden etnisk oprindelse. I forhold til denne gruppe af unge er der en stigende tendens til, at gruppen stigmatiseres som utilpassede, kriminalitetstruede etc. Dette er en uheldig tendens, som kan medføre yderligere marginalisering af unge med etnisk baggrund.

Som det er gældende for den øvrige del af ungdomsgruppen, gælder det også for de etniske unge, at størstedelen besidder mange ressourcer og kompetencer, som det er helt afgørende at udnytte i et nuværende og kommende internationaliseret samfund, hvor repræsentationen af mange nationaliteter er en særdeles værdifuld ressource.

I forlængelse heraf er der et oprigtigt behov for at kultur og etnicitet opfattes som en ressource, og ikke anses for at være en blokering i forhold til integration i samfundet. At være i besiddelse af en kulturel identitet som er intakt, er ikke ensbetydende med, at man som immigrant undlader at tage del i samfundslivet i øvrigt. Når unge med etnisk baggrund finder sammen i kulturelle enheder, og f.eks. danner egne foreninger, bør det derfor respekteres som væsentligt for den enkelte, og desuden som et bidrag til et mangfoldigt samfund. Udfordringen er herefter at skabe interessefællesskaber mellem de etniske unges egne foreninger og netværk og de tilsvarende danske unges organisationer.

10. Viden om unge

Vores vidensgrundlag for at træffe ungdomspolitiske beslutninger er fortsat for dårligt. Der mangler indsamling og koordinering af såvel danske som udenlandske forskningsresultater, og der mangler en formidling af den eksisterende viden til beslutningstagerne. Det er på denne baggrund, at DUF i samarbejde med en række interessenter - herunder Undervisningsministeriet - valgte at starte Center For Ungdomsforskning (CeFU) i starten af 2000.

Kvalitativ ungdomsforskning er en måde at lade de unge komme til orde på, som ellers ikke føler sig motiverede til at deltage i den offentlige debat. Derfor er en gennemtænkt ungdomsforskning et vigtigt supplement til den direkte inddragelse af unge i de samfundsmæssige beslutninger.

Der bør derfor etableres et egentligt statsligt ungdomsforskningsprogram, der kan sikre, at ungdomsforskningen opprioriteres - også økonomisk. Der eksisterer allerede i dag kvalificerede forskningsmiljøer på området, og mange private virksomheder, fonde mv. har i de senere år udvist stor interesse for ungdomsrelaterede emner, men der mangler i høj grad en offentlig satsning på området.

Den centrale ungdomspolitik i den nære fremtid

Ungdomsgruppens mangfoldighed og foranderlighed kombineret med globaliseringen af samfundsudviklingen er den betydeligste udfordring for den danske ungdomspolitik. Samtidigheden i 'den individualiserede ungdomsgruppe' og 'det globale samfund' stiller i ekstrem grad krav om fleksibilitet og kontinuerlig fornyelse af den ungdomspolitiske indsats.

Det gælder både der, hvor det er unges eget ansvar for egen hverdag, der er i centrum, og hvor det er de samfundsmæssige forhold, der fastsætter rammen om unges liv. Det centrale spørgsmål er, hvordan ungdomspolitikken sikrer alle unge en tilstrækkelig individuel manøvredygtighed og plads i forhold til sig selv og det omgivende samfund.

I den henseende er regeringens overordnede målsætning ligeså relevant, som da den blev formuleret, men en systematisk evaluering, opfølgning og justering af de konkrete indsatser er påkrævet. Ovenfor er der påpeget nogle muligheder for at forny ungdomspolitikken på kort sigt. Men ungdomspolitikken står også overfor at få efterset fundamentet med fokus på unges forankring i samfundsfællesskabet, gensidig integration og påvirkning mellem samfund og grupper af unge og demokratiudvikling med afsæt i en fragmenteret ungdomskultur.

Udfordringer til ungdomspolitikken

af Jørgen Brems, Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning

Udfordringer til - og fra de unge

En række udviklingstendenser i samfundet udgør gensidige udfordringer for og mellem de unge og det øvrige samfund, "de voksne". Samfundet udfordrer og stiller krav til de unge - og de unge udgør en udfordring for det øvrige samfund. Det kan være udgangspunkt for en meget konstruktiv proces, hvis ungdomspolitikken - nationalt og lokalt - giver de unge og de voksne muligheder for at møde udfordringerne.

Samfundets udvikling i retning af et videnssamfund stiller stort set ufravigelige krav om, at alle skal klædes på uddannelsesmæssigt til at kunne leve af viden i hidtil uset omfang. Det er en stor udfordring for eksempel for grupper af unge, dersom man siger - gør mere indtryk på skolen end skolen gør på dem. Det er samtidig en voldsom udfordring for samfundet, der må sikre, at "skolen" og hele uddannelsessystemet faktisk er anvendeligt for alle unge - og for voksne hele livet i øvrigt. Udfordringerne kan bruges konstruktivt, hvis samfundet evner at indrette uddannelserne, så de unges ressourcer fremkaldes - og hvis de unge vil medvirke og involvere sig i processen.

Der er brug for nye former for demokrati og medbestemmelse. Samfundets demokratiske institutioner - politiske partier, foreninger - oplever svigtende tilslutning, ikke mindst fra unge. De unge "gider ikke møder og dagsordener og flertalsafgørelser". Samtidig er de unge stærkt optaget af medbestemmelse og demokrati. De vil selv. De er optaget af en anden form for demokrati end det repræsentative, flertalsstyrede demokrati. Det er nødvendigt, at de unges engagement bringes i spil i det store og det lille demokrati - nødvendigt for samfundet fordi det skal bruge de unges engagement - og nødvendigt for de unge fordi de skal have deres egen form for indflydelse på samfundet.

Et nyt forhold mellem individ/gruppe/samfund: Nutidens unge betegnes ofte som stærkt individorienterede - solidaritet siges for dem at være et meget fremmed fremmedord. Men det er ikke hele historien. Der er nok nærmere tale om, at de unge ikke føler sig hjemme i de massebevægelser, der bevægede verden i tidligere tider. De har - naturligt nok - et andet billede af sig selv og deres relationer til grupper og samfund. Klassesamfundets enkle model er ikke nem at genkende i dagens Danmark. Grænser og skel går nu ganske anderledes mellem mennesker.

Ungdomspolitikken må bygge på en ny forståelse af forholdet individ/gruppe/samfund.

Det skal ungdomspolitikken

Ungdomspolitikken er et selvstændigt politikområde - det er vigtigt for det politiske system at have en markant profil over for de unge ligesom det har over for andre store og vigtige grupper i samfundet.

Ungdomspolitikken er samtidig stærkt forbundet med og integreret i andre politikområder - uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik, kulturpolitik o.s.v. Der er en snæver sammenhæng mellem de mere alment orienterede politikker og ungdomspolitikken.

Ungdomspolitikken som den formuleres på landsplan af regering og Folketing sætter mål for rammer og vilkår, der nationalt, lokalt og institutionelt skal være omkring vigtige aspekter af ungdomslivet, og den anviser metoder og midler, der kan eller skal bringes i anvendelse for at nå målene. Store dele af ungdomspolitikken formuleres, udformes og virker lokalt - i kommuner og på institutioner.

I ungdomspolitikken mødes de "voksne" og de "unge", og ungdomspolitikken skal rumme signaler om rolle- og ansvarsfordelingen i det samspil, der skal være omkring ungdomspolitikkens praktiske udformning.

Ungdomspolitikkens indhold

Ungdomspolitikken skal indholdsmæssigt dække de vigtige sider af ungdomslivet: Uddannelse, arbejde, levevilkår, fritidsaktiviteter og medbestemmelse. (I det følgende er der i teksten indsat ungdomspolitiske "meldinger" fra de unge på forskellige områder, som Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning har beskæftiget sig med.)

I alt 751 skoler, klasser eller grupper indsendte postkort og gav 2310 bud på emner i en ny ungdomspolitik. (Kilde: "Unges bud på en ny ungdomspolitik". Notat fra Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning 1995.)

Note: De enkelte kommuner har flere projekter.

Uddannelse og arbejde er utvivlsomt områder, som både unge og voksne stiller helt centralt i ungdomspolitikken. De udgør afgørende vigtige aspekter af de unges liv og rummer langsigtede perspektiver for den enkelte. I et samfundsmæssigt perspektiv er de også af afgørende betydning - de er forudsætningen for opretholdelse og fortsat udvikling af produktion og velfærd. Uddannelsespolitikken - både den "store", der handler om uddannelsesstrukturer og -systemer, der lægger rammer for den enkeltes færd gennem uddannelserne og den "lille", som regulerer arbejdet i den enkelte skoleklasse - må holde sig i stadig bevægelse for at være i passende takt med såvel samfundsmæssige krav og de unges behov, ønsker og krav.

Unges levevilkår må også have en central placering i ungdomspolitikken. Mange unge stiller - som alle andre i nutidens velstandssamfund - temmelig store krav til deres levevilkår. Krav som i mange tilfælde for unge indebærer "dobbeltjobbing" (uddannelse og fritidsarbejde af betydeligt omfang), som ikke letter vejen for eksempel igennem uddannelsessystemet. De unges besvarelser i "Postkortundersøgelsen", som er gengivet ovenfor, placerer "økonomi" på en klar førsteplads i de unges prioritering af ungdomspolitiske temaer.

Fritid og kulturel udfoldelse er vigtige sider af unges liv. Unge i nutidens samfund er tilsyneladende langt mindre tilbøjelige end unge var tidligere til at bruge de traditionelle rammerforeningerne - som udgangspunkt og ramme for deres fritidsaktiviteter og kulturelle udfoldelser. Mange initiativer på forskellige områder handler om nye organiseringsformer på dette område. Det er vigtigt, at ungdomspolitikken - ikke mindst lokalt - giver muligheder for de unge for at udforske nye former og rammer - som det også sker i forbindelse med forsøgene med lokale ungdomspuljer og ungdomskommuneforsøgene.

Medbestemmelse/medindflydelse er et vigtigt tema i mange sammenhænge. Både i uddannelsessystemet og i andre nære forhold omkring de unge er medbestemmelse et centralt element i diskussioner og debatter: De unge stiller krav om medindflydelse. Som nævnt ovenfor er der tillige et samfundsmæssigt aspekt af temaet: Samfundets institutioner som for eksempel de politiske partier, fagforeninger o.s.v. har brug for, at de unge engagerer sig i dem. Mange ungdomspolitiske bestræbelser handler om unge-involvering. Det gør for eksempel som det fremgik ovenfor de fleste ungdomskommuneforsøg.

Ungdomspolitikken må have som et centralt element, at unge - og voksne - sammen arbejder med at finde modeller og muligheder for de unges demokratiske medvirken på alle niveauer i samfundet under nye former. Der er brug for at gennemtænke mange vante forestillinger om betingelser og vilkår for medvirken i lyset af unges opfattelse af, hvad der er "demokratisk".

Metoder

Netop under hensyn til medindflydelsesaspektet er de unges involvering i alle faser af ungdomspolitikkens formulering og praktiske udformning afgørende. De landspolitiske rammer skal derfor give plads til udformningen af de lokale og institutionelle tiltag. Det er ude i lokalsamfundene og i institutionerne (i vid forstand), de unge medvirker og deltager.

De unges involvering og engagement vil som oftest være betinget af, at de i høj grad kan arbejde på deres egne præmisser og med deres egne metoder. Det indebærer også, at de skal arbejde "på eget ansvar". Denne ansvarliggørelse er et vigtigt mødepunkt mellem unge og voksne, hvor der erfaringsmæssigt er store udfordringer for begge parter. Samspillet mellem unge og voksne er afgørende vigtigt, også når de unge skal selv. At give de unge ansvaret uden selv at løbe fra det kan være en meget vanskelig proces for de voksne.

De unges ønske eller krav om at kunne arbejde på egne præmisser og med egne metoder indebærer meget ofte, at de vil anvende helt andre organiseringsformer end dem, der ellers anvendes. De bruger ofte meget løsere organiseringer og ønsker tit alene "rammer" for aktivitetsmuligheder, for eksempel musiklokaler eller ungdomshuse. Ungdomspolitikken skal –i hvert fald lokalt - forholde sig aktivt til dette, fordi samfundets normale støttesystemer traditionelt er indrettet på faste organisationsformer som foreninger og lignende og altså udgrænser mange af de aktiviteter, de unge selv ønsker.

Denne side indgår i publikationen "Regeringens ungdomspolitik - status og perspektiver" som kapitel 3 af 5
© Undervisningsministeriet 2000