8 Opsamling og perspektivering

Ligheder og forskelle i projekterne

De tre forsøgsprojekter har udviklet sig meget forskelligt, selvom kernen har været den samme: at udvikle et samarbejde mellem to forskllige skoleformer med det formål at hjælpe flere unge til en uddannelse.

At forsøgene er blevet så forskellige hænger sammen med, at de først og fremmest er lokalt forankrede. Det har været de muligheder, der har været tilstede, måske først og fremmest på de tekniske skoler, de ideer man har fået eller den tradition man har haft på de enkelte skoler, der har ført projektet i den retning, det er gået.

Forskelligheden har gjort forsøgene vanskeligt sammenlignelige, men samlet set har den haft den store fordel, at flere muligheder og ideer er blevet afprøvet inden for rammerne af landsprojektet.

Organisering/strukturering

Alle forsøgene har i løbet af perioden prøvet at splitte ugen op mellem de to skoler. I Randers/Virring og i Svendborg fungerede dette dårligt og blev lavet om, så deltagerne var en uge af gangen på teknisk skole. I Nykøbing holdt man fast ved denne struktur. Dog var deltagerne her skeptiske og følte sig nogle gange forvirrede.

I Nykøbing og Randers/Virring havde man en jævn vekselvirkning (2 dage - 3 dage og 1 uge - 2 uger) mellem de to skoler, hvorimod man i Svendborg havde sjældnere besøg (5 uger pr. år) på den tekniske skole. Det sidste virkede klart utilfredsstillende på deltagerne og til dels også på medarbejderne, men var bundet af dette projekts økonomi.

I Svendborg og Randers/Virring var det bestemte linier med et fagligt fællesskab på de to skoler, der samarbejdede. Det betød dels at deltagerne var et mere eller mindre samlet hold, dels at det var muligt at lave fælles projekter i Pro-Tek regi. Denne mulighed udnyttedes i disse to forsøg. I Nykøbing var det i princippet alle linier, der var inddraget på de to skoler. Det betyder dels at der ikke er nogle fælles projekter, dels at den fælles identitet måtte skabes af koordinatoren og de aktiviteter, han lavede med det samlede hold som for eksempel udfyldning af timesedler, almindeligt socialt samvær og kortere studieture.

Dette modvirkes af, at koordinatoren har en meget fremtrædende rolle og med sin person er den, der binder holdet sammen.

Samarbejde mellem skoleformerne

Både i Nykøbing og Randers/Virring var der ansat en fuldtidskoordinator. Disse var i forvejen tilknyttet dels teknisk skole, dels produktionshøjskolen, og havde således allerede før indsigt i disse skolers arbejde. De udgjorde begge et bindeled i samarbejdet, men alligevel har de haft meget forskellige roller. I Randers/Virring har koordinatoren først og fremmest været administrator, haft det overordnede overblik og sørget for, at alle fik de relevante informationer. Derudover gik hun også ind i en vejlederfunktion i forhold til de unge og var igangsætter med hensyn til nye pædagogiske tiltag. I Nykøbing har koordinatoren først og fremmest været den enkelte deltagers personlige kontakt og således haft en socialpædagogisk rolle. Derudover har han også været formidler af de relevante informationer mellem partnerne. I Svendborg har der i 1999 ikke været en særskilt koordinator, men den daglige ledelse har ligget hos produktionshøjskolens souschef. Derudover har der oftere været afholdt styregruppemøder på dette projekt (hver måned) end på de to andre (ca hvert kvartal). Uden en fast koordinator har medarbejderne på de to skoler i Svendborg været nødt til at være i tættere kontakt omkring ugerne på teknisk skole, hvilket kan have været en fordel for projektet. En del af målsætningen var At udvikle en fælleskultur for projektets deltagere, der kan formidle overgangen mellem de to skoleformer. Hvis en fælleskultur skal udvikles, må det være af stor vigtighed, at de to skoleformers medarbejdere får lejlighed til at gå i clinch med hinanden.

På alle tre forsøg er det klart, at forsøgene har fyldt mest i dagligdagen på produktionsskolerne, hvilket hovedsageligt hænger sammen med skolernes størrelse, de tekniske skoler er langt større end produktionsskolerne (alle tre tekniske skoler har plads til mere end 1000 elever) og har mange flere forsøg og udviklingsprojekter igang. Der skulle derfor meget mere til at gøre forsøget synligt på disse skoler.

I og med at deltagerne opholdt sig mest på produktionsskolerne og for de flestes vedkommende var indskrevne her, ser det ud til, at det var produktionsskolerne der "trak læsset" i dagligdagen. Dette forstærkedes af, at medarbejderne på produktionsskolerne i deres ansættelse er mere fleksible og ikke bundet så stærkt op af timeregnskab som medarbejderne på de tekniske skoler. Dermed kunne de lettere for eksempel komme på uformelt besøg på den tekniske skole, hvilket de gjorde jævnligt i Randers/Virring. Her var Nykøbing en undtagelse, idet deltagerne her var to dage på hver skole om ugen. Den sidste dag var de sammen med koordinatoren som regel på produktionsskolen.

Selvom forsøgene var en større del af hverdagen og dermed måske vigtigere på produktionsskolerne, var der også fra de tekniske skolers side stor opmærksomhed omkring forsøget. På alle de tekniske skoler blev den nye erhvervsskolereform nævnt som en af årsagerne her til. Man så forsøget som en mulighed for at afprøve nye pædagogiske metoder i forhold til en bredere gruppe af unge. Unge som netop produktionsskolerne har stor erfaring med.

Deltagernes rekruttering og status

I Svendborg valgte man at sige, at hele holdet på metallinien og hele holdet på Tømrer-/snedkerlinien (med en vis moderation) er Pro-Tek'ere. På de to andre projekter skete der en udvælgelse af deltagerne til Pro-Tek-holdet. For at være med skulle de skønnes egnede af medarbejderne i projektet.

I Randers/Virring lagde medarbejderne på produktionsskolerne bevidst prestige i det at være Pro-Tek'er og krævede mere selvstændigt arbejde af dem end af de øvrige deltagere. I Svendborg ønskede nogle medarbejdere på produktionshøjskolen at lægge mere prestige i Pro-Tek, men havde ikke rigtig held til det. Medarbejderne så den tvungne deltagelse som en af hindringerne for prestige: noget, der ikke er et eget valg, kan efter min mening aldrig blive en prestigesag, siger en medarbejder. Samtidig havde den tidligere model med Pro-Tek som et tilvalg for særligt interesserede deltagere haft negativ effekt med hensyn til prestige. I Nykøbing valgte man bevidst ikke at skille Pro-Tek'erne ud fra de andre deltagere/elever på de to skoler.

Styrker og svagheder i projekterne

Selvom "den gode model" til dels er bundet til de lokale samarbejder, så er der nogle træk, der udefra set falder i øjnene som værdifulde. Disse skal kort ridses op her.

Organisering/Strukturering

Med hensyn til fordelingen af undervisningstiden mellem de to skoler, ser det ud til, at det optimale for de fleste deltagere og medarbejdere er en vis længde af tidsrummet på den tekniske skole. Hvis deltagerne skal kunne nå at få en realistisk fornemmelse af teknisk skole og eventuelt at færdiggøre en opgave, er en uge ad gangen på teknisk skole ikke for meget.

Det ser også ud til at fungere godt for mange deltagere, at der er en faglig sammenhæng mellem opholdene på den tekniske skole og produktionsskolen, sådan at de på produktionsskolen arbejder videre med og bruger det, de har lært på den tekniske skole. Blandt andet derfor er en balance i vekselvirkningen mellem skolerne nødvendig. Alt for sjældne ophold på teknisk skole giver en fornemmelse af løsrevethed. Deltagerne husker ikke fra gang til gang, hvad de lavede. Projektarbejder som et røgehus eller gocartbygning understøtter den faglige sammenhæng mellem skolernes undervisning.

Samarbejde på skole og medarbejderplan

Samarbejdet på medarbejderplan er af vital betydning, hvis projektet skal lykkes. Det er dette praktiske plan, der har betydning for den enkelte deltagers udvikling. De medarbejdere, der har været med til indledende konferencer eller kurser i forsøgets startfase ser disse som en afgørende faktor for at samarbejdet på dette plan lykkes. Det har været med til at afmystificere "de andre" og skabt forståelse for de forskellige arbejdsvilkår, der hersker på skolerne. Netop denne forståelse og accept er vigtig, fordi vilkårene er så forskellige. Medarbejderne på de tekniske skoler er bundet hårdt op i et ugeskema, hvor de ikke har ret meget råderum. På produktionsskolerne derimod planlægger medarbejderne selv arbejdet sammen med deltagerne og der er som regel altid plads til ændringer.

I den praktiske dagligdag har koordinatorerne på de to af projekterne haft en nøglefunktion og er blevet meget rost af de øvrige medarbejdere. De har dels påtaget sig en administratorfunktion, dels en rolle som personlig rådgiver. Begge dele har været vigtige. Forestiller man sig samarbejdet permanentgjort, kan det måske blive svært at skaffe midler til en særlig administrator og bindeled. I så fald er den direkte kontakt mellem de to skolers medarbejdere vigtig. Rollen som personlig vejleder eller "udvidet kontaktlærer", som man i landssamarbejdet er enedes om at kalde denne funktion, der varetages af koordinatoren i Nykøbing og af produktionsskolemedarbejdere på de øvrige projekter, er dog stadig nødvendig og må varetages enten af en særlig medarbejder eller af nogle af de tilknyttede lærere/ vejledere.

Et væsentligt aspekt i forsøget har været at afsøge mulighederne for, hvordan de to skoleformer og -kulturer kan nærme sig hinanden så meget, at de sammen kan bygge en bro for de unge. Her har det praktiske plan - den konkrete undervisning og planlægningen af den - stor betydning. Det er værkstedslederne og faglærerne, der er de vigtige aktører her.

Der har fra starten været store barrierer for dette konkrete samarbejde. Først og fremmest de meget forskellige arbejdsvilkår, de to skoleformers lærere har, dernæst nævner medarbejderne i Nykøbing også en gensidig mistillid skolerne imellem, der især på Industri- og Håndværkerskolen var udtalt blandt de implicerede medarbejderes kolleger. En mistillid, der dybest set bundede i uvidenhed.

At arbejdsvilkårene sætter nogle begrænsninger, er svært at gøre noget ved. Faglærerne fra teknisk skole har ikke tid til for eksempel uformelle besøg på produktionsskolerne, med mindre de bruger deres fritid. På et af projekterne nævnes det, at gør de det, risikerer de at blive kaldt for morakkere af deres kolleger. Disse vilkår kræver en høj grad af forståelse og respekt for hinanden. Og at man i den praktiske tilrettelæggelse af samarbejdet tager hensyn til dem. Koordinatoren i Randers/Virring siger: Selvfølgelig er der nogle tendenser til, at den ene fløj (produktionsskolefolkene) siger: 'Ja men det er også fordi de er så firkantede'. Men det er egentligt godmodigt. I det ligger der også en accept af: 'Jamen det er lidt anderledes deroppe og det kan godt være lidt træls med deres arbejdstider og det skal skrives på osv'. Og på teknisk skole kan de måske sige: Nåh ja, alle de der projekter - projekt mig her og projekt mig der. Hvis de nu bare kunne bygge de der huse, vi er vant til at bygge, så vidste vi, hvad vi havde at gøre med!'

For at overgangen fra produktionsskolen til den tekniske skole lykkes, er det vigtigt, at deltagerne oplever en sammenhæng i dagligdagen og en overensstemmelse mellem de to skolers signaler. Samtidig er det vigtigt at fastholde, at teknisk skole er forskellig fra produktionsskolen på en række punkter. Det er et af projektets formål, at deltagerne under betryggende former får et realistisk billede af teknisk skole, herunder en forståelse for at der kræves mere af dem end på produktionsskolen. Set i dette lys er det ikke en ny fælles skolekultur, der skal udvikles, men snarere en viden og accept af de to forskellige kulturer, som ovenstående citat er udtryk for.

På alle tre forsøg har man anset samarbejdet for så vigtigt, at man i år 2000 fortsætter forsøget, selvom der økonomisk ikke er fundet en løsning. I landssamarbejdet arbejder man for at få endnu et forsøgsår, samtidig med at man på længere sigt forsøger at finde en permanent ordning med en holdbar økonomi. At andre inden for erhvervs- og produktionsskolerne også anser forsøgene for væsentlige vidner det udvidede samarbejde mellem flere skoler på Fyn og i Jylland.

Hvor forsøgene på Fyn og i Jylland har bredt sig geografisk, har forsøget i Nykøbing spredt sig tematisk til andre grene af de to skolers virksomhed. Det er tankevækkende, at netop på de to skoler, der fra starten var præget af den mest åbenlyse mistillid, har man fundet flere nicher, hvor man kan udnytte hinandens viden og ressourcer til gensidig gavn. I kapitel 3 beskrives nærmere det netværksarbejde, der er gjort på medarbejdersiden med blandt andet fælles konferencer og fyraftensmøder, og som ifølge medarbejderne selv er en vigtig grund til, at projektet er lykkedes så godt.

Målgruppen

Pro-Tek forsøgene har især henvendt sig til den del af produktionsskolernes målgruppe, der er rettet mod en erhvervsuddannelse, men har behov for ekstra støtte til at starte på og gennemføre en uddannelse.

Alle er stort set enige om, at en forudsætning for, at undervisningen på den tekniske skole lykkes, er, at deltagerne har et mindstemål af motivation. Pro-Tek må være et bevidst tilvalg for den enkelte unge, hvis han skal profitere af de særlige muligheder, og hvis næste skridt - overgangen til en ordinær uddannelse på en erhvervsskole - skal lykkes. At definere en linie som Pro-Teklinie og dermed deltagerne på linien som Pro-Tek'ere uden nogen form for udvælgelse har ikke vist sig holdbart.

I modsætning hertil er modellen i Nykøbing Falster den, der tager de største individuelle hensyn. I hvert enkelt tilfælde vurderes, hvad der er mest optimalt for den unge i den konkrete situation. Er det i virkeligheden at gå på produktionshøjskolens træværksted, så er det det, den unge skal. Denne høje grad af fleksibilitet i forhold til individuelle hensyn må betragtes som eksemplarisk og lykkes, fordi koordinatorens tætte personlige og faglige vejledning sikrer, at den enkelte deltagers muligheder og behov får en afgørende betydning i forløbet. Denne model med tæt personlig kontakt er i mindre grad afhængig af en skriftlig fastholdelse af aftaler (som ugedagbøgerne).

At deltagerne har brug for en særlig personlig støtte er tydeligt for både medarbejderne og deltagerne selv og kommer også frem i ugedagbøgerne. For nogle unge er brobygningen på Pro-Tek nok, og de kan herefter fortsætte i et selvstændigt forløb. Men for en del af målgruppen vil en eller anden form for støtte være påkrævet under hele uddannelsesforløbet på teknisk skole. Det kan for eksempel være i form af en "udvidet kontaktlærerfunktion" i stil med den rolle, koordinatoren i Nykøbing har udfyldt også for de deltagere, der i 1998 og 99 fortsatte på 2. skoleperiode.

Det har været karakteristisk på alle tre forsøg, at tilbudet hovedsageligt har været henvendt til unge mænd. Skal samarbejdet fortsætte, må der tages stilling til, om der også er behov for et tilbud til unge piger, og hvilke fag et sådant tilbud skal indeholde. Disse overvejelser er man allerede inde i i det udvidede Pro-Teksamarbejde i Kronjylland.

Vejledning

Alle steder har der ind imellem været frustrationer over de situationer, hvor vejledningen ikke rakte til, hvor den unge på trods af, at han blev det frarådet, startede på teknisk skole - og ikke klarede det. Hvordan undgår man disse situationer? Og kan man undgå dem? Omvendt kan man spørge: Hvor langt kan man gå i sin vejledning og rådgivning? Koordinatoren i Randers/Virring siger: Vi kan kun virke som rådgivere og vejledere. Vi kan ikke stavnsbinde folk. Vi kan kun sige: Jamen jeg synes altså nu, at du skal tage et halvt år mere. Hun ser det som sin opgave først og fremmest at hjælpe dem med at planlægge. For at gøre det er hun nødt til at vide nogle ting: Hvor står de? Hvad ønsker de? Og hvilken retning skal de så i? Derefter kan hun i samarbejde med den unge udstikke retningen, blandt andet ved at komme med nogle faktuelle oplysninger.

Fra ugedagbog til uddannelsesbog

I evalueringsundersøgelsen har ugedagbøgerne været anvendt som en undersøgelsesmetode, der sammen med andre metoder, ikke mindst interviews med lærere og elever, har været med til at kaste lys over, hvad der sker i kontakten mellem den enkelte elev og lærer ud over det specifikt undervisningsmæssige.

I rapportens kapitel 5 har vi mere detaljeret redegjort for den viden, vi har, baseret på ugedagbøgernes oplysninger, om både de formelle og uformelle relationer mellem eleverne på den ene side og lærere/vejledere på den anden. Dvs. hvilke spørgsmål er blevet taget op, hvad man har aftalt, hvem skal følge op og hvordan, mv.

Det er vores klare opfattelse, at et vellykket Pro-Tek-forløb ofte er meget afhængigt af, hvorledes kontakten, den personlige støtte og vejledning fungerer ved siden af undervisningen, eller som en integreret del af denne.

Refleksionen i dette afsnit handler om, hvorvidt ugedagbøgerne eventuelt kan videreudvikles til en speciel uddannelsesbog for Pro-Tek-deltagere, der skal videre på teknisk skole.

Efter igangsættelsen af erhvervsuddannelsesreform 2000 og den nye lovgivning vedrørende produktionsskolernes fremtidige rolle, er dette et meget relevant spørgsmål af to grunde.

For det første indebærer erhvervsuddannelsesreform 2000, at alle elever, som følger en erhvervsuddannelse, skal udstyres med en personlig uddannelsesplan (PUP) og en uddannelsesbog.

Den personlige uddannelsesplan er et redskab i tilrettelæggelsen af elevens uddannelse og tager sin begyndelse ved uddannelsens start. Uddannelsesbogen er en samling af beviser, der dokumenterer elevens afsluttede uddannelsesforløb. Begge dele er værktøjer, som den enkelte underviser og vejleder skal lære at anvende med udgangspunkt i den enkelte elevs ønsker og behov. Hensigten er at synliggøre og fastholde aftaler mellem eleven og "skolen" (typisk via en kontaktlærer), således at de opsatte mål kan følges af begge parter, og at der er mulighed for at korrigere for afvigelser, hvis sådanne opstår.

Brugen af PUP og uddannelsesbogen

De nye "værktøjer" vil få en meget central betydning i de fremtidige erhvervsuddannelser og dermed også blive indslag i Pro-Tekskolesamarbejdet.

"Ud fra et vejledningsfagligt synspunkt er den personlige uddannelsesplan langt det vigtigste redskab. Målet med PUP er at udfordre eleven til at reflektere over sine uddannelsesvalg, særlig i uddannelsens begyndelse. Det er vigtigt at understrege, at uddannelsesbog og uddannelsesplan er redskaber eller værktøjer om man vil, og at det centrale i arbejdet med eleven er den gode samtale, hvor det er elevens ønsker, interesser og potentialer, der er i fokus. Anvendelsen af uddannelsesplanen må aldrig blive mekanisk og teknokratisk. Derfor er det centralt, at det er eleverne, der er udgangspunktet for enhver beskrivelse af uddannelsesbogens/planens anvendelse i uddannelsesforløbet.

Eleverne skal kunne se en pointe med uddannelsesbog og uddannelsesplan. En måde at bidrage til dette på, er at give eleverne mest muligt ansvar i forbindelse med udarbejdelsen" ⁷ .

Selvom kvaliteten og detaljeringsgraden er meget svingende i de ugedagbøger, vi har modtaget, så giver materialet og denne form for praksis anledning til nogle overvejelser og forslag, som føjer sig ind i diskussionen om det forsatte samarbejde mellem produktionsskolerne og de tekniske skoler, ikke mindst i lyset af den nye lov og reformen.

Spørgsmålet er, om de indhøstede erfaringer kan anvendes til at forbedre dette samarbejde m.h.t. udvikling af fælles "værktøjer" som PUP og uddannelsesbog for Pro-Tekdeltagere?

Spørgsmålet er så meget desto mere relevant, fordi for produktionsskolerne i fremtiden blandt andet skal forberede deltagerne til de forskellige indgange i EUDgrundforløbene. Såfremt dette skal fungere, er et intensivt samarbejde og fælles kommunikationskanaler en nødvendighed.

Det er vores opfattelse, at det, hvis det ønskes, er muligt at videreudvikle erfaringerne fra ugedagbøgerne således, at de fleste af de oplysninger, som fastholdes i de to dagbogsskemaer (for hhv. vejledere og lærere/værkstedsledere), vil være centrale informationer for de lærere og vejledere i begge skolesystemer, som formentlig skal arbejde tæt sammen i fremtiden.

En anden mulig fremtidig model for samarbejdet omkring den specielle målgruppe, forsøget har beskæftiget sig med, er det, man i landssamarbejdet har valgt at kalde en udvidet kontaktlærer. Her bliver en stor del af informationerne båret af en medarbejder, der følger de unge tæt på tværs af de to skoleformer.

Evalueringsundersøgelsens skemaer er først og fremmest processuelt orienterede, men rummer i virkeligheden utroligt mange vigtige informationer for alle de medarbejdere på skolerne, som skal støtte og vejlede den unge igennem forløbet. Rent faktisk giver mange at de udfyldte skemaer også indblik i den enkelte deltagers aktuelle forudsætninger og motivation.

Behov for udvikling

Derimod er der nok for få betragtninger, som er fremadrettede og handlingsorienterede med sigte på at strukturere et fortsat forløb f.eks. i form af en personlig uddannelsesplan, men det er så måske også lige nøjagtig indenfor dette område, at ugedagbøgernes kategorier skal suppleres.

Et andet udviklingsområde er præciseringen af detaljeringsgraden, hvilke informationer der er primære, og derfor altid skal med, og hvilke der er sekundære, og derfor variable. På baggrund af de indhøstede erfaringer kan der peges meget klart på behovet for ensartede retningslinjer og fælles praksis m.h.t. hvad der skal fastholdes og videregives af informationer, niveauet i dem og med hvilken hyppighed de skal udføres. Et meget afgørende punkt er også at fastlægge, hvem informationerne skal gives videre til, og om og i hvor høj grad den enkelte deltager selv skal stå for formidlingen, eller om det, som det har været i evalueringen, er den enkelte medarbejders ansvar.

Netop på dette punkt er de store uklarheder m.h.t. ugedagbøgerne måske først og fremmest, fordi disse mere blev opfattet som en informationskanal til evalueringsprojektet end udveksling af informationer mellem aktørerne ude på skolerne.

På denne baggrund vil vi derfor foreslå, at man inden for de respektive skolesamarbejder går i gang med at udvikle disse værktøjer på en sådan måde, at de passer ind i den lokale samarbejdsmodel og arbejdsdeling. Det er her vigtigt at gennemtænke, hvad der er nødvendigt at nedfælde på skrift og hvad der bedre kan distribueres via for eksempel pædagogiske møder. I forbindelse hermed må man fastslå, hvordan formidlingen af dagbøgernes informationer kan foregå, og hvordan disse kan håndteres af den enkelte medarbejder.

Såfremt det skal have nogen større nytteværdi, er det vigtigt, at udformningen ikke bliver alt for kompliceret og at der er sket en tilpasning ud fra de lokale ønsker og behov.

Fremtiden

De tre forsøg på brobygning mellem produktionsskoler og tekniske skoler, som har været evalueringsprojektets undersøgelsesfelt, kan vise sig at få større og bredere betydning end bare til de respektive skolesamarbejder. Mange ud over skolerne selv vil kunne drage nytte af resultaterne, og mange andre produktionsskoler og tekniske skoler over hele landet befinder sig allerede i en situation, hvor man bl.a. bliver tvunget til at trække på disse resultater.

Dette hænger sammen med den nye lovgivning for produktionsskolerne, som meget klart lægger op til, at denne type uddannelsesinstitutioner igennem et samarbejde med erhvervsskolerne, som et centralt formål skal forberede de unge til at "gå over og fortsætte i" en ordinær erhvervsuddannelse. Selvom ikke alle produktionsskoledeltagere kan forventes at fortsætte på en ordinær erhvervsuddannelses, så er det den del af målgruppen, som er aktuel i Pro-Tek-forløbene, som evalueringsprojektet beskæftiger sig med. De efterfølgende perspektiveringer forholder sig udelukkende til denne gruppe muligheder.

Desuden er det sådan, at en igangværende reform af de tekniske erhvervsuddannelser åbner for en helt ny pædagogisk tankegang, som tager udgangspunkt i den enkelte unges ønsker og behov, som tilpasser læringsprocessen og undervisningsmiljøet så vidt muligt til den enkelte unges forudsætninger, og som ikke mindst muliggør variabel længde mellem 10 og 60 uger på grundforløbene.

Dertil kommer, at reformen sætter ind med nye "værktøjer" som personlig uddannelsesplan, en uddannelsesbog som synliggør, hvad den enkelte har deltaget i af undervisning og en tutorordning, hvor alle elever på teknisk skole har en såkaldt kontaktlærer, der skal fungere som undervisningsguide og personlig rådgiver i forhold til den enkelte.

Ser man på, hvad der her er lagt op til, er det ikke så vanskeligt at forestille sig erfaringerne fra Pro-Tek-forsøgene nyttiggjort indenfor de nye rammer.

I det samarbejde, som den nye produktionsskolelovgivning forudsætter, vil netop den udvidede kontaktlærerordning passe ind på en meget direkte måde. Den udvidede kontaktlærer har haft det gennemgående ansvar for den enkelte Pro-Tekdeltager under hele forløbet og på tværs af skolerne.

Der er ingen tvivl om, at denne funktion også vil blive central i fremtidens samarbejdsmodeller.

Den personlige uddannelsesplan og uddannelsesbogen ligeså. Forsøgenes erfaringer med ugedagbøgerne kan næsten direkte hentes ind og nyttiggøres, hvad vi også allerede har peget på tidligere.

Desuden er der meget som tyder på, at den nye pædagogiske praksis på de tekniske skoler i de fleste tilfælde vil åbne sig mod produktionsskolernes værkstedsorienterede pædagogik. Dette skal forstås på den måde, at det, som netop skal erstatte den klasseopdelte og enkeltlærerbaserede undervisningspraksis, er åbne og fleksible læringsrum, hvor elever arbejder meget differentieret nogle gange sammen med et stort antal andre elever og flere lærere tilstede i samme rum. Andre gange i mindre grupper måske med beskeden lærerstøtte og undervisning baseret på meget selvinstruktion, øvelsesundervisning, etc.

Ud fra de ovenfor beskrevne rammer vil det være muligt og antageligt i mange sammenhænge nærliggende ud fra et af formålene med fremtidens produktionsskoleundervisning, at de to skoleformer nærmer sig hinanden endnu mere end Pro-Tek forsøgene har muliggjort i et tæt pædagogisk og integreret samarbejde, hvor grænserne mellem de to uddannelsessystemer og skolekulturer overskrides på flere forskellige måder. Erhvervsuddannelsesreformen indebærer populært sagt, at de tekniske skoler i undervisningsmæssig og pædagogisk henseende 'nærmer' sig produktionsskolerne.

Denne form for integration har naturligvis ikke noget formål i sig selv, men henter alene sin berettigelse i, at det bedste fra de to skoleformer hentes ind i udformningen af en undervisning, som virker over for netop den gruppe af unge, som ikke umiddelbart går i gang med en erhvervsuddannelse, men som har brug for et større tilløb.

____________________________
7) Citat af lektor Heidi Graff Mortensen, DEL-Øst, fra artiklen "Uddannelsesbogen og den personlige uddannelsesplan", august 1999.
[Tilbage til teksten]

Denne side indgår i publikationen "Mellem to skoleformer" som kapitel 8 af 9
© Undervisningsministeriet 2000