Mellem to skoleformer

7 Specifikke pædagogiske redskaber anvendt i forløbene

Kompetenceafdækning i Svendborg

Som beskrevet i kapitel 3 er der i Pro-Tek-regi i Svendborg foretaget et udviklingsarbejde omkring kompetenceafdækning af deltagerne og efteruddannelse af medarbejdere til kompetenceafdækningskonsulenter i samarbejde med Steen Hilling.

Medarbejdernes vurdering

Medarbejdernes vurdering af kompetenceafdækningerne er generelt meget positive. Det er tydeligt, at de synes, de via kompetenceafdækningen har fået en større forståelse for de unges problemfelter. Dels har afdækningerne hos nogle deltagere afsløret en række fysiske svagheder, der i større eller mindre grad kan rettes op på. Det gælder for eksempel defekter på syn og hørelse. Dels har de åbnet medarbejdernes øjne for andre årsagsforklaringer end de gængse. Når en deltager for eksempel ikke udfører de arbejdsopgaver, han får pålagt, er det ikke sikkert, det er fordi han er doven. Måske er det simpelthen fordi han ikke kan overskue en besked, der består af flere elementer.

Da evalueringsgruppen var på det første besøg i slutningen af 1998, var de første medarbejdere netop færdige med de grundlæggende kurser i kompetenceafdækningen. De havde foretaget en række tests på deltagere. Ved hjælp af Hillings supervision havde de analyseret videooptagelserne og fundet frem til de styrker og svagheder, de testede deltagere havde i indlæringsmæssig henseende. Processen var på dette tidspunkt først og fremmest en læreproces for medarbejderne og man gjorde da også deltagerne, der blev testet, opmærksom på at: I øjeblikket er det ikke så meget fordi vi skal teste dig, det er mere for at du skal hjælpe os med at lære det her.

Arbejdet med kompetenceafdækningen blev set som ressourcekrævende på flere måder: Det er jo heller ikke omkostningsfrit at lave de her tests, altså tidsmæssigt og muligvis heller ikke psykisk, sagde en af medarbejderne på det tidspunkt. At opdage eller få påvist hvor svage nogle af deltagerne var, kunne være psykisk hårdt for medarbejderne, især hvis det var svagheder, der var svære at afhjælpe. Hvordan testen, der for nogles vedkommende varede i flere timer, virkede på deltageren, var der, så vidt evalueringsgruppen kunne fornemme, ikke særlig stor fokus på på dette tidspunkt.

Det skridt, man i oktober 98 skulle til at tage, var at implementere den viden, kompetenceafdækningerne havde tilført medarbejderne, i den daglige undervisning: Vi har taget et kørekort, nu skal vi til at køre, som vejlederen udtrykte det. En linieleder havde allerede fået sendt en deltager til ørelæge, en anden linieleder var blevet opmærksom på, hvordan han gav sine informationer til deltagerne. Enkle og ikke så mange udsagn ad gangen. Alligevel var det ikke nogen lige sag. For eksempel fortalte en linieleder om, hvordan en ung ved testen havde vist stor styrke i visuel opfattelse, men alligevel så: ...den her uge, den har været meget praktisk og meget visuelt orienteret, vi har jo slet ikke haft papir eller blyant eller noget lignende i hænderne, og på trods af det, så magtede han det ikke. På trods af at vi via den test har konstateret at hans styrke det er omkring det visuelle. Eksemplet viser, hvordan testen ikke kunne gøre medarbejderen i stand til at forudse al ting. Men på trods af alle vanskeligheder var der dog stor optimisme og begejstring for arbejdet.

Da evalueringsgruppen var på besøg i marts 1999, var man så småt i gang med et nyt intensivt kursusforløb. Samtidig havde man både i styregruppen og blandt medarbejderne fået fokus på nogle af de punkter, hvor afdækningerne kunne forbedres, og som der blev arbejdet videre med resten af året. For eksempel mente nogle, at det, fremfor at foretage afdækningen i et særligt rum løsrevet fra den unges dagligdag, ville være en stor fordel at tillempe den, så den kunne foretages i værkstedets vante omgivelser, og med reference til det daglige arbejde.

Man havde også fået øjnene op for, at de pædagogiske konsekvenser af afdækningerne ikke var så enkle. Hvor man fra starten forestillede sig, at der var en mere direkte sammenhæng mellem de anlæg, den unge viste under kompetenceafdækningen, og de aktiviteter, der skulle sættes i værk, så indså man nu, at man snarere skulle forsøge at tilrettelægge de igangværende aktiviteter på værkstederne, så de tager hensyn til disse anlæg. Dette kan i nogle tilfælde gøres rimeligt enkelt, i andre er det mere kompliceret.

Der var i foråret 99 også kommet mere fokus på det etiske aspekt: for eksempel i forhold til de oplysninger materialet fra hver enkelt afdækning indeholder, og som i nogle tilfælde kan være følsomme.

Deltagernes vurdering

Der skal indledningsvis gøres opmærksom på, at materialet angående deltagernes vurdering af kompetenceafdækningen er for lille til at bedømme de unges vurdering generelt. Dels er der kun få deltagere, der i evalueringen husker at de har fået foretaget en afdækning, dels ville dyberegående individuelle interviews med de fire deltagere, evalueringsgruppen interviewede sammen med resten af holdet, måske have givet rum for lidt mere nuancerede udtalelser. Situationen med hele holdet som tilhørere opfordrede de fire til hurtige og smarte bemærkninger. At udtalelserne fra de unge umiddelbart virker negative kan dels være en tilfældighed, eftersom medarbejderne efter eget udsagn får mange positive tilbagemeldinger. Dels kan det som sagt bero på situationen.

Det følgende må altså ses som enkeltstående udtalelser og ikke en bedømmelse af deltagernes holdninger og udbytte som helhed.

At deltagelsen af nogle blev opfattet som tvungen er måske kendetegnende for en gruppe produktionsskoledeltagere, der ikke er vant til at være kritisk eller sige fra.

Spørgeskemaerne: Ud af de 22 Pro-Tek'ere, evalueringsgruppen fulgte via spørgeskemaer og interviews i 1999, var tre på tidspunktet for det sidste interview blevet tilbudt en kompetenceafdækning. Den ene deltager ventede endnu på at få foretaget denne afdækning, da evalueringsgruppen sidste gang i efteråret havde kontakt med vedkommende. Den ene af de to andre kunne ikke huske ret meget fra forlø-bet omkring og efter testen, hverken hvilke forklaringer der var blevet givet før, eller hvad der var blevet snakket om senere. Den sidste huskede ikke, hvem der havde foretaget testen, men derudover huskede han, at han havde lavet forskellige øvelser, og at der var blevet taget tid på, hvor længe han havde været om øvelserne. Han huskede ligeledes, at han før afdækningen havde fået at vide, at de ville finde ud af, hvad han var god til. Efterfølgende havde han fået at vide, at han var god til sprog. Denne deltager afveg fra de andre ved at være forholdsvis reflekteret omkring afdækningen. Dette gav sig også udtryk i, at han havde taget stilling til videooptagelsen og ikke ønsket at blive filmet under afdækningen.

Interviewene: Den forholdsvis lave bevidsthed omkring kompetenceafdækningerne gik igen, da evalueringsgruppen i foråret 1999 var på besøg på Produktionshøjskolen i Svendborg, hvor den havde lejlighed til at tale med holdet på metallinien. Fire af de unge, der var tilstede den dag, erindrede, at de havde fået foretaget en kompetenceafdækning af deres linieleder.

Der var generelt blandt disse deltagerne en forholdsvis lav forståelse for og interesse i, hvad seancen nærmere skulle føre til. Direkte adspurgte, om det ikke var noget med at finde sine stærke sider, svarede de, at det havde de ikke fået noget at vide om, og hvis de havde, havde de i al fald glemt det.

Uden nogen grundlæggende forståelse for afdækningen kom de konkrete øvelser til at virke absurde. Især de motoriske øvelser som krydsbevægelsestesten at hoppe sprællemandshop, vakte munterhed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle lave sprællemand, men det var vel for, at de kunne sidde og grine af det bagefter, sagde en deltager, med henvisning til at seancen blev optaget på video. Da en anden fortalte, at han skulle blæse i en imaginær trompet, var kommentaren fra den første: Nej, det skulle jeg sgu' alligevel ikke! Underforstået: så tosset blev jeg dog ikke anset for at være. Medarbejderne har senere gjort opmærksom på, at der slet ikke er nogen øvelse med at trutte i trompet, men at der sandsynligvis er tale om den "klavertest" der skulle tjekke deltagernes fingerkrydsudvikling.

På spørgsmålet om, hvorfor deltagerne gik med til at deltage i seancen, når de åbenbart opfattede den som fjollet, svarede en: Jeg var jo nødt til at gøre det, når de sagde det. Igen må man stille sig spørgsmålet, om dette bare er en smart bemærkning, eller om afdækningen, der selvfølgelig har været frivillig for alle deltagere, har været opfattet som tvungen. Er det sidste tilfældet, vidner det om, hvor stort et pædagogisk arbejde, der ligger i at opnå deltagernes bevidste medvirken.

Fordele og faldgruber

En fordel, der er kommet ud af udviklingsprojektet, er at medarbejderne har fået et pædagogisk løft. De har fået et redskab, de kan bruge til at forholde sig til deltagerne og deres situation på. En medarbejder siger: Vi har fået øjne og ører i en grad, som vi ikke har haft før... Dette udsagn udtrykker klart medarbejdernes oplevelse af, at de har fået en bedre forståelse for deltagernes vilkår i forhold til muligheder og begrænsninger. Samtidig kan man stille spørgsmålstegn ved, om ikke en del af denne viden var tilstede i forvejen. Medarbejderne har blot nu fået sat fokus på den og fået den systematiseret. En linieleder siger en passant: Egentlig har man praktiseret det på produktionshøjskolen før, men uden at vide det.

Ligeledes kan man spørge, hvorvidt de pædagogiske konsekvenser, Hilling peger på, er særligt nye. For eksempel skriver han afslutningsvis i den foreløbige rapport over værkstedsprofilerne omkring metode og indhold i undervisningen, at: Serieproduktion med et antal elementer er en god mulighed, og det er vigtigt for deltageren at vide, hvad elementerne bruges til. De skal altså kunne arbejde med delene frem mod helhed. For en erfaren medarbejder i produktionsskoleverdenen er der ikke meget nyt i dette. Ligeledes er et af resultaterne, at mange af kompetenceafdækningerne viste, at deltagernes svage sider generelt er deres sproglige og matematiske kompetencer, mens de er stærkere inden for de visuelle kompetencer. Også dette er en gammel erfaring på produktionsskolerne. Her har man hele tiden vidst, at mange deltagere nemmere lærer arbejdsfunktioner ved at se på sidemanden end ved at læse en skriftlig instruks.

Set i sammenhæng med, at medarbejderne har været meget glade for udviklingsarbejdet og føler, at de har fået et pædagogisk løft, kunne man måske konkludere, at arbejdet først og fremmest har haft sin force og sin berettigelse i forhold til medarbejderne. Der er blevet sat fokus på det vigtige arbejde, de laver i en dagligdag, hvor fremskridtene hos de enkelte deltagere nogle gange kan virke meget små. Og der er blevet sat fokus på vigtigheden af deres egen pædagogiske og faglige udvikling.

For medarbejderne på teknisk skole har der måske været flere nye tanker i Hillings rapport end for medarbejderne på produktionshøjskolen. Under alle omstændigheder giver medarbejdere fra begge skoler udtryk for, at de via kompetenceafdækningerne fik et fælles sprog, hvilket har været en stor fordel i samarbejdet.

Den pædagogiske udvikling hos medarbejderne vil altid blive en fordel for deltagerne også - måske især på lidt længere sigt. For de deltagere, der har været inddraget i udviklingsarbejdet, kan effekten af kompetenceafdækningerne imidlertid ikke udskilles fra det øvrige arbejde, der er gjort i Pro-Tek. Generelt oplever medarbejderne at deltagerne i forløbet er blevet mere aktive og modne og har fået mere lyst til at gå på teknisk skole. En del af denne positive udvikling kan stamme fra den opmærksomhed, der har været på den enkelte deltager i forbindelse med kompetenceafdækningerne.

Nogle af medarbejderne har selv gjort opmærksom på, at der i forhold til de konkrete deltagere er et skisma i at låse sig fast på at inddrage netop 7 afdækninger på hvert værksted i den sidste runde, i stedet for at vurdere, hvilke deltagere der har brug for og kunne få glæde af at få foretaget en afdækning.

Men her må man igen pege på, at et udviklingsarbejde først og fremmest har virkning - og berettigelse - på længere sigt. Og kompetenceafdækningen er stadig under udvikling. En nuværende svaghed ved afdækningen er, som medarbejderne peger på, at afdækningen foregår i et særligt rum, adskilt fra værkstedet. Med de erfaringer, der på skolen er gjort med at knytte den almene undervisning tættere til værkstedet rent fysisk, ville det være nærliggende også at forsøge at knytte kompetenceafdækningen til værkstedet, der for de fleste deltagere på disse linier er det sted, de føler sig bedst tilpas. Det ville formodentlig også være en fordel, hvis testmaterialet kunne korrespondere mere med de aktiviteter, der foregår i værkstedet. Det nuværende testmateriale er udviklet til andre grupper end produktionsskoledeltagere. Selv om der også er motoriske og visuelle øvelser i materialet, så minder det i sin umiddelbare form (A4-samlemappe med papirark med hver øvelse, som testpersonen i vid udstrækning løser siddende ved et bord) meget om den skolesituation, mange af de unge har reageret imod, før de kom på produktionshøjskolen. Man kan derfor frygte, at hele situationen for nogle deltagere kommer til at virke helt løsrevet og irrelevant, hvis ikke direkte ubehagelig.

Til sidst må det påpeges, at der - som medarbejderne selv er blevet opmærksomme på, og er begyndt at arbejde med undervejs i forløbet - er en etisk problematik omkring arbejdet med kompetenceafdækningerne og lignende udviklingsarbejder.
Evalueringsgruppen mener, det er vigtigt at have sig denne problematik for øje i et arbejde som dette, med blandt andet følgende spørgsmål:

Hvor bevidste skal deltagerne være omkring forsøget, for at man kan inddrage dem som forsøgspersoner på den måde, det er gjort især i begyndelsen af projektet?
Er det rimeligt over for den unge, at man optager afdækningen på video?
Hvor længe kan en test med rimelighed vare (Hvor længe kan den unge arbejde koncentreret)?
Hvordan har man formidlet resultaterne af de efterfølgende analyser af videooptagelserne videre til de unge?
Bør deltageren ikke inddrages mere direkte i den efterfølgende analyse af videoen og resultaterne, så de har bedre mulighed for både at tilegne sig den og supplere den?
Hvem skal have ret til at se materialet - både video og de udførte test - efterfølgende, og hvordan kan man sikre sig, at det ikke bliver misbrugt?
Hvordan sikrer man sig, at de medarbejdere, der foretager afdækningerne, er "professionelle" nok? Og i sammenhæng hermed:
Hvordan skal de første "begynder" afdækninger og videooptagelser behandles? Kan de have samme status som de afdækninger, mere øvede medarbejdere foretager, eller skal de udelukkende betragtes som kursisternes "undervisningsmateriale"?

Indlæringskinesiologi i Randers

I Randers og Virring tilbydes alle deltagere i Pro-Tek test og afbalanceringer af en uddannet kinesiolog, som det er beskrevet i kapitel 3.

Medarbejdernes vurdering

Ved evalueringsgruppens besøg i efteråret 98 var det endnu den oprindelige medarbejder med kinesiologisk uddannelse, der udførte muskeltest og afbalanceringerdog ikke i Pro-Tek-regi. Ved interviewet fortalte hun blandt andet, at deltagerne selv følte, de blev bedre til at læse og skrive: De kan holde ud at se på det! Før blev de svage, når de så på det, de havde skrevet, de kunne næsten ikke klare at se det. 'Nej, jeg kan pludselig se, hvad jeg skriver', 'Jeg kunne forstå, hvad jeg læste!' - bare at få den oplevelse.

I følge kinesiologen kan man aflæse et manglende samarbejde mellem hjernehalvdelene ved at iagttage den måde, hvorpå nogle af de unge bevæger sig: Nogle gange kan man se på dem, at de ikke 'er krydset over', de der, der går med hænderne i lommen konstant. Det er ikke fordi de er sløve, men hvis man går og svinger igennem (med armene) så kommer ens elektriske system totalt ud af balance, eller også skynder de sig at få et eller andet i hånden, så er man fri for den der bevægelse, siger hun. Højre hjernehalvdel styrer venstre side og omvendt. At en person ikke er krydset over betyder, at hjernehalvdelene ikke samarbejder særlig godt, og kan blandt andet give sig udslag i, at personen får tendens til at være pasgænger. Da en pasgænger svinger armene parallelt med benene, når han går, føler han at armene er i vejen, og hele bevægelsen virker negativt ind på hele personens system i øvrigt. Med indlæringskinesiologens teknikker og øvelser kan man krydse personen over sådan at hjernehalvdelene arbejder bedre sammen. Man kan se skiftet, når de laver øvelserne, siger kinesiologen videre. Men som regel skal man dog fortsætte øvelserne en tid, for at få en varig virkning.

Med hensyn til de øvrige lærere og værkstedsledere, så har opfattelsen af indlæringskinesiologien generelt været positiv. Nogle er meget begejstrede og kan se forandringer hos deltagerne efter afbalanceringerne. Flere deltagere har for eksempel ifølge disse medarbejdere fået en tydeligere skrift. En enkelt medarbejder har selv fået foretaget afbalanceringer efter et uheld, hvor han blev overfaldet af en deltager, der gik amok. Han har mærket på sin egen krop, hvordan afbalanceringen hjalp ham. Andre er mere skeptiske: Det undrer mig, hvis man nu kan gå ind i folks indre og aflæse nogle affaldsstoffer og så kan man snakke og så få affaldsstofferne ud... altså det er fjernt for mig, men jeg respekterer det, er en typisk kommentar. Samme medarbejder fortæller om en konkret deltager, at der er kommet et klarere lys i ansigtet og slutter lidt skeptisk, men alligevel med en vis respekt: det er jo de der fandens energibaner!

Den særegne blanding af skepsis og accept, ja endog respekt, der kendetegner en stor gruppe af medarbejderne, bunder formentlig i flere ting. For det første en respekt for udøverne af indlæringskinesiologien - måske især koordinatoren, som de kender og respekterer for hendes solide arbejde også på andre områder. For det andet en stor åbenhed for ethvert tiltag, der kan støtte deltagerne og hjælpe dem videre. En af produktionsskoleforstanderne siger: Hvis bare det hjælper vores deltagere, så kan du for min skyld kalde det hokus-pokus. Hvis det hjælper, så skal vi prøve det! På spørgsmålet om det ikke kan være andre faktorer, der har gjort de unges skrift mere læselig, siger en medarbejder: Det er for så vidt ligegyldigt, om det skyldes andre grunde, bare der er noget der virker, lad os bare tro det virker.

Med hensyn til medarbejderne på teknisk skole har de ikke været involveret i forsøget med indlæringskinesiologi.

Intern evaluering af indlæringskinesiologiens effekt: Internt i forsøget har koordinatoren selv udfærdiget spørgeskemaer til deltageren, en af hans forældre eller anden nærtstående person, samt deltagerens værkstedslærer. Spørgeskemaet blev uddelt inden afbalanceringen og et stykke tid efter, og der blev stillet en række enslydende spørgsmål til de tre parter om deltagerens faglige, sociale og personlige færdigheder.

Det var dog svært med de tilstedeværende ressourcer at gennemføre evalueringen, da det var meget svært at indsamle skemaerne fra deltagerne selv og deres nære. Man fik kun 5 besvarelser. Her tegnede der sig dog for de fires vedkommende et generelt billede af fremgang og øgede færdigheder. Man kan dog ikke slutte, at denne fremgang udelukkende skyldes indlæringskinesiologien, da der også har været andre indsatser i forhold til deltagerne.

Deltagernes vurdering

Lige som for kompetenceafdækningens vedkommende skal der gøres opmærksom på, at materialet for deltagernes vedkommende er meget spinkelt og ikke må opfattes som et generelt udtryk for alle deltagere, samt at det ikke kan danne grundlag for egentlige konklusioner.

Spørgeskemaerne: Alt i alt fik 9 personer foretaget kinesiologiske afdækninger i 1999, de 5 af personerne fik den foretaget 2 gange. Af de 17 Pro-Tek'ere, evalueringsgruppen fulgte via spørgeskemaer, havde 5 fået tilbudt en muskeltest med eventuel efterfølgende afbalancering. En afslog. Af de fire resterende var to blevet testet af koordinatoren og to af Jarle Thamsen. De to, der blev testet af koordinatoren, kunne begge huske, hvad der var blevet sagt før. For den enes vedkommende at det ville løsne nogle blokeringer, for den andens at det var noget med, hvilken hjernehalvdel man bruger mest. Den ene af de deltagere, der blev testet af Jarle Thamsen, snakkede ikke efterfølgende om resultatet af testen, fordi han selv ønskede at gå. Han syntes, det havde været ubehageligt, og havde følt sig lidt til grin. Af de øvrige tre følte en sig mere selvsikker efterfølgende, mens de to resterende ikke syntes, seancen havde haft nogen rigtig effekt.

Interviewene: Under vores samtaler med Pro-Tek-holdene i foråret spurgte vi til deltagernes egen oplevelse af afbalanceringerne og det udbytte, de havde fået ud af det. Kun to af de interviewede unge i Randers og to af de interviewede unge i Virring havde fået foretaget muskeltest og afbalancering og havde lyst til at fortælle om det. En ung mand var positiv. Han var ordblind og syntes, at han havde fået mere tålmodighed med hensyn til at læse. Før smed han hurtigt bogen fra sig, når han ikke kunne læse ordene, nu prøvede han en ekstra gang. Den anden unge mand havde ikke nogen kommentarer, mens de to unge piger var særdeles skeptiske. Det havde været ubehageligt, den ene havde fået ondt i ryggen bagefter, og den anden fortalte, at koordinatoren havde tilbudt hendes barn en afbalancering, hvilket hun mente ville være børnemishandling. Ifølge koordinatoren er der dog ikke blevet tilbudt noget til deltagernes børn.

Fordele og faldgruber

Medarbejderne er generelt enige om, at indlæringskinesiologiens påvirkning er en trossag: når du kommer hen til den her seance med den overbevisning, at det her virker ikke en skid, så virker det heller ikke, siger en værkstedsleder. Men koordinatoren peger også på, at ikke alle deltagere er bevidste om det, de går ind til. Nogle opfatter faktisk ikke, at der sker en ændring for eksempel med deres bevægelser, selvom andre, der kender dem, kan iagttage sådanne ændringer.

Man skal komme til muskeltesten med åbent - eller måske ureflekteret - sind. I efteråret 98 fortæller kinesiologien, at især drengene på metalværkstedet har været åbne overfor at gå ind i testene. I følge hende kom de selv, når de havde brug for en afbalancering, og bad om lidt yoga eller lidt hypnose.

Dette kan tyde på en fornemmelse af, hvad der har en god virkning på deres krop og sind, uden at de derfor sætter sig ind i, hvad der egentlig foregår; det er lidt hypnose, eller det kan være behovet for opmærksomhed og omsorg, der her bliver dækket.

Samtidig beskrives deltagerne på metal- og autoværkstederne paradoksalt nok ofte som nogle af de deltagere, der er mest intellektuelt ureflekterede omkring deres egen situation. Det er derfor en nærliggende tanke, at de gode resultater på netop disse værksteder hænger sammen med, at deltagerne ikke tænker så meget over tingene, inden de handler eller - i dette tilfælde - lader sig teste og afbalancere. Hvor mere reflekterende deltagere måske på forhånd stiller flere kritiske spørgsmål til det, der sker, og herved også blokerer for testen. Som nogle medarbejdere også påpeger, så er det svært for en udenforstående at sige, hvad det helt nøjagtigt er, der hjælper. En af de ting, man kan forestille sig er en medvirkende faktor, er opmærksomhed. Alene det, at der på en positiv måde bliver sat fokus på ens person, kan føre noget positivt med sig. I den forbindelse har formodentligt også det personlige aspekt en betydning. En væsentlig del af lærerrollen på produktionsskolerne er af personlig art, og det var tydeligt i efteråret 1998, at den daværende almenlærer og kinesiolog havde et meget godt forhold til deltagerne på metalværkstedet på Randers Produktionshøjskole, som evalueringsgruppen besøgte sammen med hende. Her gik hun helt naturligt ind i den specifikke kultur og lagde for eksempel arm med en af de unge - og vandt til stor morskab for hele værkstedet.

Ligesom med kompetenceafdækningerne i Svendborg må man være opmærksom på den etiske problematik, der ligger omkring testning/afbalancering af unge, der ikke reflekterer specielt meget over de processer og aktiviteter, de indgår i. Dette har de involverede medarbejdere da også været opmærksomme på og har opstillet en række etiske regler for indlæringskinesiologisk afbalancering. De indebærer blandt andet tavshedspligt, respekt for deltagerens grænser og at afbalanceringen snarere er et samarbejde end en "behandling", altså at man arbejder med deltagerens bevidste medvirken. Som antydet ovenfor kan det være en stor pædagogisk opgave, at opnå denne bevidste medvirken.

Derudover kan man pege på, at kinesiologen er meget opmærksom på den unges indstilling til afbalanceringerne, fordi de virker bedst, hvis den unge er positivt indstillet. I selve muskeltesten er desuden indbygget den sikkerhed, at kinesiologen eller terapeuten begynder hver muskeltest med at teste på spørgsmålet om den unge ønsker testen. Det er kinesiologiens grundregel, altid at spørge (kroppen): 'Må jeg teste? ' siger kinesiologen. Herved undgår man den situation, at en ung har sagt ja for at føje lærerne. Kroppen vil i et sådant tilfælde svare nej.

Styregruppen og koordinatoren har været meget bevidste om, at arbejdet med indlæringskinesiologien kræver stor professionalitet. Da det blev besluttet at knytte en kinesiolog til projektet, valgte man en, der var professionel og erfaren. Koordinatoren, der selv var i gang med en uddannelse som kinesiolog, valgte ikke at gå ind i arbejdet, da hun ikke var langt nok i uddannelsen. Senere i hendes uddannelsesforløb valgte hun kun at foretage de indledende muskeltester, ikke de dyberegående, der berører mere personlige aspekter.

Afsluttende bemærkninger

På trods af de spørgsmål, man kan stille til de to forsøg med særlige pædagogiske tiltag, må man slå fast, at et udviklingsarbejde på området er vigtigt. Begge de to forsøg - så forskellige de end er - finder nye forklaringer på nogle af de karakteristika, der har været med til at sætte de unge i bås som "dovne" eller "sløve". Og det er her ikke mindst vigtigt, at det er forklaringer, der indebærer en konstruktiv handlemulighed for at forandre disse karakteristika. Den ene forklaring viser hen til øvelser, den unge selv kan gøre for at opløse de blokeringer for aktivitet og indlæring, kroppen har skabt. Den anden forklaring viser nye veje inden for pædagogikken til at udnytte de ressourcer, de unge også er i besiddelse af.

Umiddelbart kan især indlæringskinesiologien måske virke som hokus-pokus, dens virkninger kan ikke efterprøves efter naturvidenskabelige metoder. Vurderinger af dens effekter må derfor bygge på kvalitative empiriske målemetoder.

Man kan spørge, om det ikke er det etablerede uddannelsessystems ansvar at udvikle nye pædagogiske redskaber og metoder? Hertil må man sige, at den største nytænkning generelt set ofte kommer fra de ikke-etablerede dele af samfundet. Det er ofte ildsjæle, der i deres daglige arbejde oplever akutte behov for nytænkning. Gennem deres udviklingsarbejde er de med til at stille krav om forandring til de etablerede institutioner indenfor for eksempel uddannelsesområdet. Indenfor både produktionsskoleområdet og erhvervsskoleområdet er der behov for andre pædagogiske redskaber end de traditionelle. Det er dette behov, vi ser konsekvenser af her.

Samtidigt skal det understreges, at det er vigtigt at fastholde både et etisk perspektiv og en kritisk distance. Der er mange "alternative" pædagogiske værktøjer. Den praksis, man vælger på den enkelte skole, må være konsekvensen af et bevidst valg mellem flere mulige. Den må aldrig blive en selvfølgelighed som "det eneste rigtige". Ligeledes må deltagernes medvirken være et bevidst valg fra deres side. Her ligger formentlig den største pædagogiske opgave: At give deltagerne den rigtige information i tilstrækkelig grad til, at de kan foretage dette valg.

Til sidens top