|       
  |  | ![[ Undervisningsministeriets logo ]](images/stdlogo.gif)  4. Lærerens begrundelse for evaluering 
 
 
 Erhvervsskolelærerne har erfaring i at evaluere eleverne fagligt og i at vurdere deres
    egen daglige undervisning. Det er noget, lærerne gør hele tiden. Læreren høster ny
    viden og omsætter det dag for dag til ændring af praksis. Men lærerne gør det
    sjældent systematisk, og læreren delagtiggør sjældent andre i sine overvejelser. Set
    ude fra opleves lærerne på erhvervsskolerne som privatpraktiserende lærere for egen
    klasse! Flere undersøgelser (bl.a. Christensen, Albert A.: Tag hånd om skolekulturen -
    en vej til skoleudvikling på erhvervsskoler, Undervisningsministeriet, 1999) peger
    imidlertid på, at lærerne på erhvervsskolerne i alt for ringe grad evaluerer og
    vejleder hinanden eller samarbejder om evalueringen af undervisningen og elevernes
    læring, og i meget ringe omfang foretager afdelingsbaserede eller skolebaserede
    evalueringer af undervisningen og elevernes læring. Undersøgelserne og erfaringerne fra
    dette projekt peger samtidigt på, at mange lærere ønsker at komme i gang med en fælles
    evaluering. Lærernes begrundelse for et øget samarbejde om evalueringen er, at det
    eksempelvis vil være hensigtsmæssigt at give eleverne ensartede tilbagemeldinger på
    deres præstationer og skabe sammenhæng i måden at evaluere eleverne på hos de
    forskellige lærere, som eleverne møder i dagligdagen på skolen og på de forskellige
    skoleperioder, som eleven bevæger sig "op" igennem.
 
      
        | Et overordnet sigte med at skabe en fælles
        evalueringspraksis handler derfor om at skabe en fælles forståelse for såvel
        lærerrollen som elevrollen. |  Erfaringerne fra dette projekt peger desuden på, at lærerarbejdet kan gøres langt
    mere spændende og inspirerende og bidrage til, at de enkelte lærere bedre mestrer de
    daglige udfordringer og føler større tryghed. En tryghed og inspiration, som kan blive
    et resultat af det systematiske arbejde med evalueringsmetoderne og af det tætte
    samarbejde med kollegaer og ledelse. Et samarbejde, som kan føre til større pædagogisk
    indsigt hos den enkelte lærer og til en nemmere måde at prioritere og planlægge sit
    arbejde på. Erfaringerne peger imidlertid også på, at lærerne må tildeles ansvar og
    autonomi ift. opgaven, hvis kvaliteten skal udvikles. Men et lærersamarbejde om udvikling af undervisning og forbedring af elevernes
    muligheder for læring forudsætter, at lærerne er afklarede om, hvordan undervisning
    defineres, og hvad god undervisning er. Lidt om dette i næste kapitel.  Denne side indgår i
    publikationen "Selvevaluering" som kapitel 4 af 13 © Undervisningsministeriet 2000
 |  |