En tekst til undervisningen i biologi

Uddrag fra Grundbog i biologi

Fig. 10.6 Blodkredsløbet. Blodet strømmer i pilenes retning.

Blod og blodkredsløb

I det foregående afsnit så vi, hvordan ilten til cellernes respiration via åndedrætsorganerne blev optaget i kroppen. I dette afsnit vil vi se på, hvordan ilten, sammen med de stoffer, der blev optaget i tarmsystemet, via blodkreds løbet transporteres ud til kroppens forskellige celler.

Blodkredsløbet har en lang række funktioner i kroppen. Det bringer ilt og næringsstoffer ud til cellerne, og fjerner kuldioxid og affaldsstoffer fra cellerne. Det bringer hormoner ud til cellerne, det spiller en vigtig rolle i kroppens bekæmpelse af fremmede stoffer, og det er medvirkende i kroppens varmeregulering.

Blodkredsløbet består af hjertet og blodkarrene (Fig. 10.6). Hjertet er en pumpe, opbygget af en speciel type muskelceller, som ikke er under viljens kontrol. Disse muskelceller kan trække sig rytmisk sammen uden ydre påvirkninger, men antallet af hjerteslag pr. minut styres af hormoner (adrenalin) og nervesystemet. I hvile trækker hjertet sig sammen ca. 60 gange i minuttet, hvilket kaldes hvilepulsen. Under hårdt arbejde kan pulsen hos unge mennesker stige til over 200 slag i minuttet.

Hjertet består af to forkamre og to hjertekamre. Fra venstre hjertekammer pumpes blodet ud i aorta, den store arterie, som sender grene ud til alle dele af kroppen og de forskellige organer. Arterier er blodkar, der fører fra hjertet. Der fører også en arterie til selve hjertet, den såkaldte kransarterie som skal forsyne hjertemusklen med ilt og næring. En blodprop i hjertet er en tillukning af en gren af kransarterien, så blodtilførslen og dermed ilttilførslen til en del af hjertemusklen stoppes. Dette betyder, at den pågældende del af hjertemusklen går til grunde, hvilket kan medføre hjertestop og død.

De mindste blodkar kaldes kapillærer. Kapillærernes vægge er meget tynde, og det er her stofudvekslingen til og fra kroppens celler finder sted. Der diffunderer ilt ud af kapillærerne til cellernes respiration, og der diffunderer kuldioxid fra cellernes respiration ind i kapillærerne. Kapillærvæggen passeres også af de næringsstoffer (fx glukose, aminosyrer, fedtsyrer, vitaminer og salte), som blodet optog i fordøjelseskanalen. Disse stoffer diffunderer fra kapillærerne og ud til cellerne, hvorefter de optages i cellerne ved aktiv transport. På samme måde diffunderer de affaldsstoffer, der dannes i cellerne, ind i kapillærerne og dermed bort via blodkredsløbet.

Når blodet i kapillærerne har udvekslet stoffer med cellerne, transporteres det via venesystemet tilbage til hjertet. Vener er blodkar der fører til hjertet. Venerne samles til større og større vener, som fører blodet til højre forkammer. I venerne findes et system af veneklapper, som forhindrer blodet i at løbe tilbage. Når musklerne omkring venerne trækker sig sammen, medfører det at blodet efterhånden transporteres i retning mod hjertet. Dette system kaldes venepumpen.

Fra højre forkammer transporteres blodet til højre hjertekammer.
Herfra pumpes det ud i lungerne, hvor det i alveolerne optager ilt og afgiver kuldioxid. Fra lungerne løber det iltede blod til venstre forkammer, og videre til venstre hjertekammer, hvor vi startede. I hjertet er der hjerteklapper mellem forkamre og hjertekamre, som forhindrer blodet i at 1øbe den forkerte vej.

Blodtryk

Det tryk, der opstår, når venstre hjertekammer pumper blodet ud i arterierne, kaldes blodtrykket og måles i mm Hg. Den højeste værdi, som opnås, når hjertet trækker sig sammen, kaldes det systoliske blodtryk og er hos unge mennesker på ca. 120 mm Hg i hvile. Den laveste værdi, som opnås mellem to hjerteslag, kaldes det diastoliske blodtryk, og det ligger normalt mellem 60 og 90 mm Hg. En tommelfingerregel siger, at det systoliske blodtryk for en person i hvile højst bør være 100 + alderen. Blodtrykket påvirkes af mange faktorer, som fx nervøsitet og rygning.

Et blodtryk på over 160/90 mm Hg (læses: 160 over 90) betragtes som forhøjet blodtryk. Forhøjet blodtryk er nærmest blevet en folkesygdom i den vestlige verden. Sygdommen kan skyldes mange forskellige faktorer, fx arvelige forhold, stress, overvægt og forkert ernæring. Sygdommen bør behandles, enten medicinsk eller ved ændret livsstil, da den ellers kan føre til hjertekarsygdomme.

Blodets sammensætning

Blodet består af blodplasma og blodlegemer.

1. Blodplasma består af vand, hvori der er opløst en mængde stoffer, som næringsstoffer, affaldsstoffer, hormoner, antistoffer og salte.

Der findes tre grupper af blodlegemer: røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader (fig. 10.9): 2. De røde blodlegemer, som dannes i knoglemarven, indeholder det jernholdige protein hæmoglobin, som har betydning for blodets evne til at transportere ilt og kuldioxid.

3. De hvide blodlegemer, som dannes i knoglemarven, lymfeknuderne og milten, er en del af kroppens immunforsvar, som skal forsvares os mod udefra kommende virus og bakterier.

4. Blodpladerne dannes i knoglemarven og har betydning for blodets evne til at størkne (koagulere) og derved danne sår.

  Denne side indgår i publikationen "Læsetekster for gymnasium, hf mv. -Tekster" som kapitel 4 af 4
© Undervisningsministeriet 2000