![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Forord
Folketinget har besluttet at iværksætte et udviklingsprogram for ungdomsuddannelserne, og i efteråret 1999 udgav Uddannelsesstyrelsen et hæfte med en række indsatsområder og tilhørende forslag til initiativer. Et af elementerne i Udviklingsprogrammet er at styrke det naturvidenskabelige dannelseselement. For at belyse, hvad dette betyder for faget fysik, tog Uddannelsesstyrelsen og Fysiklærerforeningen initiativ til at indkalde til konferencen "Fysik og almendannelse" på Askov Højskole 11.-12. november 1999. Der var stort fremmøde med 80 deltagere. Hensigten med konferencen var at sætte fokus på fysikfagets værdier og dets rolle i gymnasiet. Som man vil se af indlæggene, blev emner som naturvidenskabelig analfabetisme taget op side om side med så vigtige spørgsmål som "Kan og bør den nuværende fagtradition overleve uændret fremover?" Der er udfordringer nok at tage fat på i debatten om fagets værdier, dets rolle og den betydning, som omverdenen og fagets egne udøvere tillægger det. Konferenceprogrammet var bredt sammensat. På konferencens første dag blev hovedforedragene givet af personer, der beskæftiger sig med almendannelse uden af have fysik som fag, mens foredragene på andendagen blev givet af fysikere, der også har studeret almendannelse nærmere. De fleste af foredragene bringes her - enkelte dog i en lettere redigeret form. Gruppe- og plenumdiskussioner er kort resumeret af Fysiklærerforeningens formand, Gert Hansen og undertegnede. De synspunkter, der fremkom under diskussionerne, vil uden tvivl komme til at indgå i fremtidige overvejelser om forsøgs- og udviklingsarbejder i faget. Uddannelsesstyrelsen takker alle, der deltog i konferencen og diskussionerne - ikke mindst dem, der holdt foredrag og medvirkede til, at dette hæfte kunne udkomme. For god ordens skyld gøres der opmærksom på, at synspunkter og konklusioner, der fremgår af de enkelte afsnit i hæftet, står for forfatternes egen regning. Claus Christensen
|
![]() |
![]() ![]() Til sidens top |