Publikation: Fra Kierkegaard til Calvin Klein - Bilag: Stefan Zweig: Verden af i går. (1943)

Bilag: Stefan Zweig: Verden af i går. (1943)

1. Stefan Zweig: Verden af i går

Stefan Zweig, østrigsk forfatter, 1881-1942.

I dette uddrag af sin erindringsbog skildrer Stefan Zweig sin tid som gymnasieelev i Wien i slutningen af forrige århundrede.

Bogen udkom året efter forfatterens død. Oversat af Helge Kjærsgaard 1948.

	Indtil vort fjortende eller femtende år fandt vi os endnu pænt til rette med skolen. Vi morede os over lærerne, og vi lærte vore lektier med kold nysgerrighed. Men så kom det øjeblik, da skolen kun kedede og forstyrrede os. I al stilhed var der sket noget
5	mærkværdigt: vi, der var kommet ind i gymnasiet som tiårs drenge, havde allerede i de fire af de berammede otte år indhentet og overfløjet skolen åndeligt. Vi følte instinktivt, at vi ikke mere kunne lære noget væsentligt af skolen, og at vi inden for de områder, som interesserede os, endog vidste mere end vore stak-
10	kels lærere, der siden deres studietid aldrig havde åbnet en bog af ren privat interesse. En modsætning blev fra dag til dag mere synlig og følelig: på skolebænkene, hvor strengt taget nu kun vore bukser sad, hørte vi intet nyt og intet, der syntes os værd at vide og udenfor, dér var en by fuld af tusindfoldige adspredelser og
15	inspirationer, en by med teatre, boghandeler, universiteter, museer og musik, en by, hvor hver ny dag bragte overraskelser med sig. Ganske naturligt da, at al vor opdæmmede tørst efter viden, at al vor' åndelige, kunstneriske, æstetiske nyfigenhed, som ikke fandt nogen næring i skolen, lidenskabeligt vendte sig mod alt det, der
20	skete uden for skolen! Til at begynde med var det kun to-tre af os, der opdagede sådanne kunstneriske, musikalske og litterære interesser i sig, snart var det en halv snes - og til sidst omtrent alle. For begejstring er jo hos os unge mennesker en slags infektions- fænomen. Inden for en skoleklasse overføres den fra den ene til
25	den anden ligesom mæslinger eller skarlagensfeber, idet de nyangrebne hver gang med barnlig og forfængelig ærgerrighed søger at overbyde hinanden, ansporer alle efterhånden hverandre. I mere eller mindre grad er det derfor egentlig bare tilfældigt, hvad retning denne iver tager. Er der i en klasse en dreng, der samler på
30	frimærker, varer det ikke længe, før han har gjort en halv snes lige så tossede som han selv; er der tre, der sværmer for danserinder, varer det ikke længe, før også de andre kammerater daglig står på vagt ved teatrets personaleindgang. Tre år efter vort hold kom der en klasse, der var helt besat af fodboldgalskab, og før os var der
35	en, der begejstredes for Tolstoj og socialismen. At jeg tilfældigvis gerådede ind i en årgang af kunstbegejstrede, har måske været af afgørende betydning for hele min udvikling. I og for sig var denne begejstring for teater, kunst og digtning noget helt naturligt i Wien. Wiens aviser ofrede megen plads på alt
40	kulturelt stof. Hvor man end færdedes, hørte man alle vegne de voksne diskutere Operaen eller Burgteatret, og i alle boghandlervinduer så man billeder af de store skuespillere. Sport ansås endnu for en brutal beskæftigelse, som en gymnasiast snarest burde skamme sig ved, og biograferne med deres masseidealer var
45	endnu ikke opfundne. Heller ikke hjemme behøvede man at frygte for modstand, for teater og litteratur regnedes blandt de »uskyldige« passioner - modsat kortspil og pigeforbindelser. (. . .) Havde vore lærere ikke været slet så fuldkomment ligegyldige, som de faktisk var, ville de have opdaget, at hver gang, der var en
50	stor premiere, blev to tredjedele af eleverne på mystisk vis syge om eftermiddagen i forvejen - vi måtte stille os i kø klokken tre om eftermiddagen for at snappe ståpladserne, de eneste, der var tilgængelige for os. Ved lidt større opmærksomhed ville de også have konstateret, at Rilkes digte sad gemt i papirbindet om vore latin-
55	ske grammatikker, og at vi benyttede vore matematikhefter til afskrifter af de smukkeste digte, vi havde set i de bøger, vi havde lånt. For hver dag, der gik, opfandt vi nye metoder til at udnytte de kedsommelige skoletimer til vor lekture: medens læreren holdt sit fortærskede foredrag om Schillers »Über naive und sentimenta-
60	lische Dichtung«, læste vi under bænken Nietzsche og Strindberg, hvis navne den brave mand aldrig havde hørt. Der var kommet som en feber over os allesammen: vi ville vide alting, vi ville kende alt, hvad der skete på alle kunstens og videnskabens gebeter; om eftermiddagen flokkedes vi imellem universitetets studenter for at
65	høre forelæsninger, vi besøgte alle kunstudstillinger, og vi gik i anatomi-auditorierne for at overvåge sektionerne. Med nyfigne næsebor snusede vi til alt. Vi sneg os ind for at høre filharmonikernes prøver, vi rodede rundt hos antikvarerne, og vi gennemgik dagligt boghandlernes udstillinger for øjeblikkelig at få at vide,
70	hvad der var udkommet siden i går. Og først og sidst: vi læste, læste, læste alt, hvad vi kunne få fat i. Vi lånte bøger i alle tilgængelige biblioteker, og vi lånte gensidigt hinanden, hvad vi kunne opdrive. (...) Takket være vore interessers kollektivitet fulgte vi verdens
75	kunstbegivenheder ikke med to eller fire, men med tyve-fyrretyve øjne; hvad en af os overså, opdagede en anden for ham, og da vi var barnagtigt store i slaget og med næsten sportsærgerrighed stadig stræbte efter at overgå hinanden med hensyn til viden om det sidste og det allersidste nye, befandt vi os i en tilstand af stadig
80	skinsyge med henblik på sensationer. Når vi f.eks. diskuterede den da endnu forkætrede Nietzsche, ytrede en af os pludselig med hyklet overlegenhed: »Men hvad angår »Egoismen«s idé - så er Kierkegaard ham overlegen på det punkt«, - og så blev vi straks urolige: »Hvem er den Kierkegaard, som han ved besked om, og vi
85	ikke?« - Den næste dag stormede vi så op på biblioteket for at opdrive denne glemte danske filosofs skrifter; for vi følte det som en nedværdigelse, at vi var uvidende om noget, som en anden kendte til. Vor store lidenskab var netop at sætte os ind i det sidste, det nyeste, det mest extravagante, det usædvanlige, som ingen
90	endnu havde fået tværet ud -frem for alt ikke vore værdige dagblades officielle kritikere -; det gjaldt for os om at opdage og at være forud for andre (en indstilling, som jeg personlig har trællet under gennem mange år). Netop det, der endnu ikke var almindelig anerkendt, det vanskeligt tilgængelige, det, der svævede hverdagen
95	for højt, det helt ny og radikale - netop det provokerede vor særlige iver; derfor var intet så skjult og afsides, at jo vor kollektive og indbyrdes konkurrerende nysgerrighed hentede det frem fra dets skjul.

Linje 35: Leo Tolstoj (1828-1910), russisk forfatter.
Linje 54: Rainer Maria Rilke (1875-1926), tysksproget digter, født i Prag.
Linje 59: Friedrich von Schiller (1759-1805), tysk digter og forfatter til bl.a. det filosofiske værk »Om naiv og sentimental digtning«.
Linje 60: Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900), tysk digter og filosof.
Linje 66: sektion: Opskæring af lig til brug i anatomiundervisning.
Linje 96: »jo«, skal her læses: ikke

Til sidens top