Kapitel 5: De studerendes levevilkår 

5.1 Uddannelse og levevilkår

Levevilkårene under uddannelse spiller en væsentlig rolle for, om de unge vælger at uddanne sig og for deres muligheder for at fuldføre uddannelsesforløbet.

Studerendes levevilkår kan kort beskrives som samspillet mellem:

• de studerendes udgiftsbehov og deres muligheder for at finansiere dem
• den tid de studerende har til rådighed til deres studier henholdsvis erhvervsarbejde og familieliv

En af forudsætningerne for et vellykket uddannelsesforløb er således, at de studerendes hverdag hænger sammen under et fuldtidsstudium.

Det primære tilbud om uddannelsesstøtte i fuldtidsuddannelserne er SU-systemet.

Det danske støttesystem til studerende under videregående uddannelse må i internationalt perspektiv betegnes som enestående. Selvom sammenligninger på tværs af landene er vanskelige, i og med at mange forskellige faktorer, herunder direkte uddannelsesafgifter, boligforhold, beskatningsforhold, indgår i vurderingsgrundlaget, er der ingen tvivl om, at danske studerendes støttemuligheder er meget fordelagtige i en international målestok. Det gælder også en ren nordisk sammenligning. Samlet set er støtten ganske vist på samme niveau inden for Norden, men den danske stipendieandel er større.

Støttesystemerne i Norden afspejler, at de unge flytter hjemmefra i en forholdsvis tidlig alder. I de sydeuropæiske lande er der tradition for, at man er hjemmeboende væsentligt længere, hvorfor en del af støtten i flere lande gives i form af eksempelvis skattefradrag til faderen.

Den første lov om statens uddannelsesstøtte kom i 1970. Loven byggede blandt andet på "Von Eyben"-udvalgets betænkning fra 1968, som anbefalede at øge støtten til de studerende, således at der i højere grad blev skabt socialt lige muligheder for at tage en videregående uddannelse.

Ved siden af SU-systemet er der en række uddannelsesstøtteordninger, som primært sigter mod personer, der ellers ikke ville have uddannet sig. De alternative uddannelsesstøtteordninger er blandt andet revalideringsydelse, uddannelsesgodtgørelse, aktiveringsydelse og uddannelsesorlovsydelse. Disse ordninger er typisk fastsat ud fra social- og arbejdsmarkedspolitiske - og ikke uddannelsespolitiske - hensyn.

Der er stor forskel på uddannelsesvilkårene, afhængig af hvilken støtteordning de unge uddanner sig på. Hvordan fungerer støtteordningerne og deres samspil set i forhold til de unges behov for støtte til uddannelse? Hvordan påvirker ordningerne de unges uddannelsesvalg og deres muligheder for at fuldføre uddannelsesforløbet?

5.2 Støtteordninger til uddannelse

SU-systemet

Hensigten med SU-støtten er:

• at det ikke er økonomien, men de unges interesser og evner, der bør være afgørende for, hvorvidt de uddanner sig
• at de studerendes erhvervsarbejde begrænses til et omfang, som ikke går væsentligt ud over studierne

SU-støtten består af stipendier og studielån.

SU-støtten til videregående uddannelse tildeles efter et klippekort, der som udgangspunkt er 6-årigt. Til den enkelte uddannelse gives SU til normeret studietid plus 12 måneder. Er de studerende mere end 1 år forsinket i deres uddannelse i forhold til deres forbrug af klip stoppes støtten (studieaktivitetskravet).

Støttemodtageren tildeles et fribeløb for hver måned i støtteåret. Det sammenlagte årlige fribeløb angiver den maksimale indkomst, støttemodtageren kan have ved siden af stipendiestøtten. Er indkomsten højere, må støttemodtageren fravælge en eller flere måneders støtte eller tilbagebetale noget af støtten.

SU-systemet forudsætter dermed, at de studerende er med til at finansiere deres studier ved hjælp af lån og/eller erhvervsarbejde.

Støttesystemet er således et uddannelsespolitisk instrument, som dels skal sikre en optimal uddannelsesfrekvens hos de unge, dels en god og hurtig gennemførsel af studierne.

Anden offentlig uddannelsesstøtte

Ved siden af statens uddannelsesstøtte findes der som nævnt en række alternative offentlige ydelser, som kan bevilges til studerende i SU-støtteberettigende uddannelser. Ydelsernes størrelse er afhængig af, om de studerende er under henholdsvis over 25 år (tabel 5.1).

1) Ulønnede fuldtidsuddannelser.
2) Ledige under 25 år kan ikke få uddannelsesgodtgørelse i SU-berettigende uddannelser.
3) Voksenuddannelsesstøtte tildeles i max. 80 uger til kortuddannede, der uddannes i arbejdstiden. Inden for de SU-berettigende uddannelser tildeles støtten næsten udelukkende til ungdomsuddannelser.

Revalideringsydelse bevilges efter skøn af kommunerne til personer med begrænsninger i arbejdsevnen for at fastholde dem på eller hjælpe dem til at komme ind på arbejdsmarkedet. Ydelsen kan gives til alle uddannelser og normalt højst i 5 år.

Aktiveringsydelse bevilges efter skøn af kommunerne til ledige, der er berettiget til kontanthjælp, med det formål at sætte modtageren i stand til at klare sig selv. Ydelsen gives typisk i højst 18 måneder til ungdomsuddannelser, korte og mellemlange videregående uddannelser.

Uddannelsesgodtgørelse bevilges af Arbejdsformidlingen til ledige, dagpengeberettigede med det sigte at forbedre deres muligheder for at få varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Godtgørelsen gives i maksimalt 3 år til ungdomsuddannelser og til korte videregående uddannelser efter positivlisten, og efter konkret skøn til mellemlange og lange videregående uddannelser.

Uddannelsesorlovsydelse bevilges af Arbejdsformidlingen til personer med tilknytning til arbejdsmarkedet (personer, der har været beskæftiget i mindst 3 år inden for de seneste 5 år). Formålet med ydelsen er at skabe økonomisk grundlag for, at man kan opnå orlov til uddannelse. Ydelsen gives i højst 1 år til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser og korte videregående uddannelser efter positivlisten.

SU-satserne er ikke aldersafhængige. SU-modtagernes rådighedsbeløb afhænger i praksis af, hvorvidt de unge tør tage studielån¹ og af deres muligheder for at udnytte fribeløbet. Undersøgelser viser, at de fleste støttemodtagere foretrækker erhvervsarbejde frem for studielån.

Fælles for de alternative ydelser er, at de ikke indeholder et låneelement, og at de er væsentligt højere end SU-støtten. Til gengæld kan unge på de alternative ydelser ikke have supplerende indtægter fra erhvervsarbejde, uden at beløbet modregnes i ydelsen. Hermed opnår disse studerende - i modsætning til SU-modtagerne - ikke en tilknytning til arbejdsmarkedet i uddannelsestiden. De alternative ordninger tilbyder således typisk fuld forsørgelse på dagpengeniveau med de unges alder som et behovskriterium.

De højere ydelser, deres begrænsninger og kriterierne for at opnå dem, indebærer et vist incitament for nogle unge til at indrette sig herefter, dvs. om de skal uddanne sig, i givet fald hvornår og hvilken uddannelse, det kan blive. Der er således en vis risiko for, at de unge udsætter at uddanne sig og vælger andre veje i uddannelsessystemet, end de egentlig ønsker. Det er som udgangspunkt ikke optimalt hverken for den enkelte eller for samfundet. Det er derfor væsentligt at se på, hvornår og til hvilke uddannelser de unge anvender disse ordninger.

Størrelsen af og reglerne for at modtage de passive ydelser (kontanthjælp og dagpenge) spiller også en rolle for de unges uddannelsesadfærd. Fra 1995 kunne unge på orlov fra uddannelsen ikke længere få kontanthjælp, hvis de ikke havde opbrugt deres støttemuligheder i SU-systemet. Unge under uddannelse på barselsorlov fik herefter støtte i SU-systemet. Pr. 1. januar 1996 blev kontanthjælps- og dagpengesatserne halveret for unge under 25 år, og det indebar at flere unge kom under uddannelse på SU.

Det fremgår af tabel 5.1, at forskellen mellem de passive ydelser og SU-støtten nu er uvæsentlig for unge under 25 år, dog ikke når de er forsørgere på kontanthjælp. Er de over 25 år er forskellen derimod stor og indebærer således en uhensigtsmæssig incitamentstruktur.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.

Anm.: På baggrund af indkomstoplysninger fra Danmarks Statistik for de studerende, som i 1997 var under uddannelse hele året, er de samlede udgifter skønsmæssigt beregnet. De alternative ydelser: revalidering, uddannelsesgodtgørelse, aktiveringsydelse, uddannelsesorlov, kon-tanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og offentlig pension.

1) Der kan være personer, som har modtaget mere end en type ydelse i årets løb.

___________________________

Tabel 5.2 viser, at der i 1997 blev udbetalt alternative ydelser for ca. 2,7 mia. kr. til ca. 41.000 personer. Ydelserne udgjorde ca. 29 % af de samlede udgifter til uddannelsesstøtte, og modtagerne udgjorde ca. 13 % af alle støttemodtagere.

De ydelser, som var af væsentlig varighed og omfang, udgjorde ca. 2,1 mia. kr. Revalidering alene udgjorde ca. 1,2 mia. kr. svarende til ca. 13% af de samlede udgifter til uddannelsesstøtte og ca. 57% af de væsentlige alternative ydelser. Antallet af revalidender udgjorde ca. 16.000 personer (heraf 82% i videregående uddannelser), svarende til ca. 5% af alle støttemodtagere og 42 % af dem, som modtog de væsentlige alternative ydelser. Stipendiemodtagere over 25 år udgjorde til sammenligning ca. 25% af alle støttemodtagere.

På baggrund af den høje arbejdsløshed i begyndelsen af 1990'erne blev der indført uddannelsesorlovsydelse i 1994. Beskæftigede kunne få støtte i indtil 1 år og i den periode frigøre arbejdspladser til ledige. Ledige kunne få orlov til uddannelse i indtil 2 år. Figur 5.1 viser udgifterne (i faste priser) ved ordningens start i 1994 og 1995. Faldet i 1996 og 1997 skyldes formentlig - udover de bedre konjunkturer - at den maksimale orlovsperiode for ledige blev begrænset fra 2 til 1 år pr. 1. januar 1996. Siden er lediges adgang til orlov helt bortfaldet.

Trods de gode konjunkturer og de strammere regler for at modtage uddannelsesorlovsydelse har der i 1997 været en betydelig stigning i søgningen til de alternative uddannelsesydelser. Udgifterne til revalidering, uddannelsesgodtgørelse og aktiveringsydelse under &eacutet steg med ca. 309 mill. kr. (20 %).

5.3 Indkomstforhold

For at få et dækkende billede af de studerendes indkomstforhold vises sammensætningen af de studerendes indkomster (figur 5.2), og hvordan deres indkomstniveau er i forhold til unge på samme alder, som ikke er under uddannelse (figur 5.3).

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriets egne beregninger samt "De studerendes indtjening – en analyse af indkomster 1993-1996".
1 Gennemsnitlig indkomst (før skat) og studielån for dem, som var under uddannelse hele året i en ulønnet fuldtidsuddannelse. Indkomstens samlede størrelse udgjorde for 20-29 årige 91.679 kr. og 153.899 kr. for 30-39 årige.

For de 2-29 årige udgjorde den gennemsnitlige indkomst i form af SU-støtte (stipendier og lån), øvrige offentlige overførsler og løn henholdsvis 43 %, 8 % og 43 %. For de 3-39 årige var tallene 12 %, 28 % og 51 %. De 3-39 årige baserer sig således kun i ringe omfang på SU og tilsvarende mere på øvrige offentlige overførsler og løn.

De unges gennemsnitlige levestandard kan man få et indtryk af ved at se på figur 5.3:

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.

1) Gennemsnitlig indkomst (før skat og inkl. studielån) for 20-35 årige, som var under uddannelse hele året i en ulønnet fuldtidsuddannelse.
2) Gennemsnitlig indkomst (før skat) for 20 - 35 årige, som ikke var under uddannelse.

Figuren viser den gennemsnitlige indkomst for unge, som er under uddannelse hele året og for unge, som ikke på noget tidspunkt i året er under uddannelse. Den gennemsnitlige indkomst viser således normen for de unges levestandard, når de uddanner sig henholdsvis ikke uddanner sig.

Indkomsten for unge, som er under uddannelse, er væsentligt lavere end for unge på samme alder, der ikke er under uddannelse. Afstanden mellem stipendiesatsen og de studerendes levenorm stiger betydeligt med alderen og dermed de studerendes behov for egenfinansiering. For de 2-årige udgør den samlede gennemsnitlige indkomst godt 59.000 kr., hvilket er ca. 17.000 kr. mere end stipendiesatsen. For de 39-årige udgør indkomsten ca. 183.000 kr. Det er ca. 141.000 kr. mere end stipendiesatsen og ca. 118.000 kr. mere end SU-støtten inklusive studielån.

5.4 Levevilkår i øvrigt

Hvordan finansierer de studerendes deres udgiftsbehov, når de lever som enlige/par henholdsvis med og uden børn?

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.

Figur 5.4 viser, at knap halvdelen af par under uddannelse, som har børn, anvender SU-sy stemet, og blandt de enlige med børn kun 34 %. Ca. 55 % af de enlige med børn får &eacuten af de væsentlige alternative ydelser. Finansieringsforholdene er meget forskellige for de aldersmæssigt forholdsvis sammenlignelige grupper: par med og par uden børn.

Hvilken rolle spiller de studerendes alder ?

Statistikken viser, at lånetilbøjeligheden stiger markant med SU-støttemodtagerens alder. Ca. 16 % tager studielån, når de er 20 år, og ca. 66 %, når de er over 30 år. SU-modtagerne søger således at dække det stigende behov ved at tage studielån. Har støttemodtagerne børn, har de også en stor lånetilbøjelighed, når de er yngre.

Der kan være flere grunde til, at de studerendes studiefinansieringsbehov stiger med alderen, eksempelvis:

• et ønske om at bo i en lejlighed frem for på et lejet værelse eller kollegium
• har de haft et eller flere år med fuldtidsarbejde inden studiet påbegyndes, har de givetvis udgifter af en vis størrelse. Eksempelvis flytter de næppe til en mindre lejlighed/værelse
• de sammenligner sig med andre unge på samme alder
• de får børn/har børn

Figur 5.5 viser, hvor stor en andel af støtteordningerne, der anvendes af enlige/par med og uden børn, blandt henholdsvis de 25 - 29 årige og de 30- årige og derover.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.
Anm.: For hver støtteordning er 100 % = summen af andelene i Figur A, B, C og D. Figur A viser således, hvor stor en andel af de respektive ordninger, der anvendes af enlige med børn.

Figur 5.5 A viser, at andelen af enlige med børn er langt højere blandt revalidenderne end blandt de øvrige støttemodtagere inden for begge alders kategorier.

Tilbøjeligheden til at anvende SU-systemet, når man har børn, er meget lille i forhold til de andre ordninger. Det gælder for begge alderskategorier og for både enlige og par. Figuren viser således, at SU-systemet har en stor andel af enlige og par uden børn, dvs. personer, som typisk har relativt færre økonomiske forpligtelser over for andre (børn/ægtefælle) .

Andelen af par med børn i SU-systemet er kun lidt mindre end på de øvrige ordninger, når de studerende er over 30 år. Det kunne tyde på, at de få, der søger SU i denne alderskategori, ofte har en medfinansierende ægtefælle, der ikke i samme udstrækning, som blandt de 25 - 29 årige, er under uddannelse.

Den sociale arv spiller stadig en rolle. For unge af forældre uden tradition for uddannelse, hvor motivationen for uddannelse måske først kommer senere, spiller støttesystemernes tilbud således en væsentlig rolle for mulighederne for at bryde den sociale arv. De unge børnefamiliers muligheder for at uddanne sig er også af betydning for næste generations - deres børns - muligheder.

Boligforhold

Ingen undersøgelse giver et fuldstændigt billede af studerendes boligforhold. Partielle undersøgelser² viser dog, at unge under uddannelse har en meget differentieret boligsituation. Mere end halvdelen bor i lejlighed eller hus, op i mod hver femte bor i ungdomsbolig eller på kollegium, en lidt mindre andel bor på lejede værelser hos private eller i kollektiv, og kun ca. hver tiende - primært nyoptagne - bor hos forældrene.

Kendetegnende er det, at hovedparten af de uddannelsessøgende bruger det ordinære boligmarked, hvor der gennem de senere år har været en stigende efterspørgsel efter billige boliger pga. et generelt øget studenteroptag, og det forhold at flere mennesker vælger at bo alene. Samtidig falder antallet af billige boliger i takt med byfornyelse og boligforbedringer³. Til illustration af udviklingen kan nævnes, at antallet af boliger med installationsmangler (fx boliger uden bad, toilet eller centralvarme) fra 1990 til 1997 faldt med knap 30 %⁴.

Selvom flere ungdomsboliger og kollegier kunne reducere de unges boligproblem, vil mange studerende stadig være afhængige af det ordinære boligmarked. Hertil kommer, at fx par og studerende med børn efterspørger en anden type bolig. Det indebærer således et behov for en stabil indkomst af en vis størrelse. Dette behov indgår, når de overvejer at påbegynde et uddannelsesforløb. Fortsætter priserne med at stige på de små boliger, kan det have indflydelse på støttesystemernes dækningsgrad, og forældrenes evne til at finansiere de unges boliger vil blive mere afgørende.

5.5 De studerendes tilknytning til arbejdsmarkedet

I 1997 havde ca. 3/4 af SU-modtagerne i de videregående uddannelser erhvervsarbejde (indkomst >10.000 kr. ved siden af SU-støtten). Ca. halvdelen af alle støttemodtagere havde en indkomst mellem 10.000 og 50.000 kr., dvs. under det mindste fribeløb på 55.392 kr. Ca. 1/4 havde en indkomst på over 50.000 kr., dvs. hvor fribeløbsgrænsen formentlig har begrænset erhvervsarbejdet.

Figur 5.6 viser, hvordan den gennemsnitlige lønindkomst for studerende med erhvervsarbejde ved siden af studiet stiger markant med alderen.

Figur 5.6 Gennemsnitslønindkomst for studerende med erhvervsarbejde i SU-berettigende uddannelser og fribeløbssatsen 1996

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.

Lønindkomsten stiger til langt over fribeløbssatsen, når de studerende er over 26 år. Det skyldes blandt andet, at andelen, som finansierer studierne alene med erhvervsarbejde, stiger med alderen. De studerendes mulighed for at medfinansiere med erhvervsarbejde er ikke kun begrænset af fribeløbsgrænsen, men også antallet af skemalagte timer pr. uge og deres placering spiller en rolle for muligheden for at udnytte fribeløbet.

Figur 5.7 angiver resultatet af en undersøgelse blandt studerende på Københavns Universitet, som viser, at SU-modtagernes erhvervsarbejde har et forholdsvist beskedent omfang. Ca. 70 % af ikke støttemodtagerne har derimod erhvervsarbejde i et omfang, som gør, at det kan være vanskeligt at gennemføre studierne på normeret tid, selvfølgelig afhængigt af arbejdets tilrettelæggelse over året.

Figur 5.7 Studerendes erhvervsarbejde i 1996 fordelt på SU-modtagere og ikke-SU-modtagere

Kilde: En postspørgeskemaundersøgelse blandt knap 800 studerende på KU, fra speciale ved KU 1997 af Susanne Anthony og Jan Elbrus "Statens Uddannelsesstøtte - et effektivt uddannelsespolitisk styringsinstrument?"

Fribeløbsgrænsen giver mulighed for knap 50 timers erhvervsarbejde pr. md. En højere grænse ville formentlig flytte en del af ikke-støttemodtagerne fra kategorien over 70 timer pr. md. til en kategori som støttemodtager med et lavere antal timer.

En del studenterjob forudsætter et højere timetal, end fribeløbet tillader. Studerende, som værdsætter at have en tilknytning til arbejdsmarkedet under studierne, kan således være nødt til at vælge mellem støtte og job.

5.6 De studerendes anvendelse af støtteordningerne

Hvordan kan de studerende finansiere deres udgiftsbehov? I SU-systemet er det ikke muligt at øge sin indkomst udover, hvad der svarer til summen af støtten og fribeløbet. Fravælger man klip, får man et højere fribeløb, men samlet set får man kun flere penge til rådighed, hvis man alene er vant til at modtage stipendier. Værdien af den fravalgte støtte (stipendium + lån) er større end det højere fribeløb.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet. Anm.: Tallene er vedrørende 1996, dvs. et tværsnit af studieforløb. Grupper, som har en relativ høj afbrudsprocent, er derfor underrepræsen-teret.

Godt halvdelen af SU-støttemodtagerne i videregående uddannelser er tilfredse med stipendiets størrelse⁵. Ser man imidlertid på støttemodtagernes personlige udgifter, falder tilfredsheden proportionalt med stigende udgifter. Andelen af tilfredse falder fra 76 pct. i den laveste beløbsramme (0 - 999 kr. pr. måned) til 25 pct. i den højeste beløbsramme (> 5000 kr. pr. måned).

Figur 5.8 viser, at mange studerende fravælger helt at søge støtte, når de er over 25 år.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.

Fra de studerende er 20 år til de er 35 år stiger, andelen, som ikke modtager SU fra 4 % til 73 % (figur 5.8).

Gruppen af studerende, som enten har børn eller skal på barsel, har særlige vilkår i SU-systemet. I SU-systemet får mødre ekstra tildelt 12 fødsels klip á 3.775 kr.(1999-niveau). De 12 klip kan tages som dobbeltklip i 6 måneder for at kompensere de begrænsede muligheder for at udnytte fribeløbet, når man er på barsel. Til gengæld reduceres barselsperioden til 6 mdr.

Studerende med børn får tilbudt et højere fribeløb, men statistikken viser, at de ikke kan udnytte det. De har i gennemsnit en lavere erhvervsindkomst end deres medstuderende og dermed færre penge.

For de grupper af studerende, hvor SU-systemets levevilkår ikke opfattes som et realistisk tilbud, kan konsekvensen blive et fravalg af et ønske om uddannelse. Alternativet er at udskyde uddannelsens start, til man eventuelt kan blive berettiget til en af de højere ydelser (jf. figur 5.10), eller at man selv må finansiere uddannelsen med et betydeligt omfang af erhvervsarbejde (jf. figur 5.11).

Figur 5.8 viser, hvornår de studerende får de alternative finansieringsformer. Den mest anvendte alternative ydelse er revalidering (jf. tabel 5.2). Revalidering er som udgangspunkt forbeholdt de få med specielle problemer. Det er uheldigt, hvis nogle unge bliver gjort til sociale klienter, fordi de ønsker at uddanne sig.

Hvordan og hvor meget støttes de studerende, og hvor meget finansierer de selv? Figur 5.9 viser, hvorledes en gennemsnitsstuderende finansierer sit studium afhængigt af alderen.

Figuren viser, at indtil de studerende er ca. 25 år, finansieres studierne i næsten samme omfang af stipendier som af erhvervsarbejde. Herefter stiger omfanget af erhvervsarbejde og indkomsten fra de højere ydelser markant. Fra 28 års alderen udgør de højere ydelser en større andel end stipendieindkomsten.

Figur 5.9 viser, hvordan den gennemsnitlige samlede offentlige støtte (stipendium + anden offentlig støtte) for alle studerende er markant stigende med alderen. Støtten stiger til det dobbelte, fra de er 20 år, til de bliver 35 år (fra ca. 30.000 kr. til ca. 60.000 kr.), til trods for at andelen som helt egenfinansierer, stiger meget med alderen, og at SU-satserne er uafhængige af alderen. Hertil kommer ikke ubetydelige beløb til passiv forsørgelse til dem, som måske i første omgang har fravalgt en videregående uddannelse på SU-vilkår, men senere får mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse, når de opfylder betingelserne for at få en af de højere ydelser.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet. Anm.: Der kan være personer, som har modtaget mere end en type ydelse i årets løb.

Men det er gennemsnitstal. En del studerende får i dag de højere ydelser, uden at de nødvendigvis har et større behov for støtte end deres medstuderende. Det opleves af mange studerende som urimeligt. Figur 5.10 viser, hvor i uddannelsessystemet problemet er størst.

Andelen af studerende, der har en af de højere alternative ydelser, er ganske betydelig på mange KVU- og MVU-uddannelser. Eksempelvis fra 14 % på ingeniørhøjskolerne til 51 % på de tekniske skolers videregående uddannelser. Der er tale om uddannelser, hvor studiestartsalderen er relativ høj, og antallet af skematimer er mange - med deraf følgende begrænset mulighed for erhvervsarbejde og dermed for at udnytte fribeløbet. De høje alternative ydelser er således af væsentlig betydning for søgningen til disse uddannelser, som mange unge således først søger, når de opfylder de alternative ydelsers særlige kriterier.

Kilde: Registerundersøgelse af studiefinansiering og studieforløb af 1.934 studerende fra årgang 1990 på udvalgte fag ved Københavns Universitet, baseret på data fra Danmarks Statistik, fra speciale ved KU 1997 af Susanne Anthony & Jan Elbrus "Statens uddannelsesstøtte -et effektivt uddannelsespolitisk styringsinstrument?"

På universiteterne er andelen med de væsentlige alternative ydelser beskeden (3 %). Her er andelen, som selv finansierer studierne til gengæld høj, jf. blandt andet nedenstående figur 5.11.

Figur 5.11 viser, hvordan SU-systemets tilbud om studiefinansiering ikke opfattes som relevant, når alderen og dermed udgiftsbehovet stiger. Figur 5.12 viser eksempler på, hvordan det går de universitetsstuderende, når de modtager henholdsvis ikke modtager SU.

Kilde: Rigsrevisionens beretning fra 1996: 2/95 "Beretning om studieforløb og uddannelsesstøtte til studerende ved KU og ÅU".

SU-modtagerne klarer sig betydeligt bedre end de øvrige studerende. Afbrudsprocenterne blandt ikke SU-modtagerne er typisk dobbelt så store som SU-modtagernes. De ligger alle på niveauet 50 - 80 %.

Jf. figur 5.11 er ikke SU-modtagerne typisk over 25 år. De ville ikke nødvendigvis have de samme lave afbrudsprocenter som de helt unge, hvis de fik SU. Men de fleste har (jf. figur 5.7) et betydeligt omfang af erhvervsarbejde, som ville blive mindre, hvis de modtog SU. Det er således blandt ikke SU-modtagerne, der er det største potentiale for en effektivisering af studierne.

Sammenfattende må man sige, at tallene viser, at uddannelsesstøtteordningerne er meget væsentlige for de unges (leve)vilkår og dermed for deres muligheder for at anvende uddannelsessystemets mange tilbud.

De unges anvendelse af støtteordningerne giver imidlertid anledning til at spørge, om ordningerne i praksis rammer deres målgrupper? Bliver flere end nødvendigt sociale klienter? Er støtteniveauet optimalt, og kunne flere selv bidrage til finansieringen (erhvervsarbejde/lån)?

5.7 Uddannelsespolitiske perspektiver

Støttesystemet til personer under videregående uddannelser skal være med til at sikre regeringens målsætning om, at 50 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Det er meget væsentligt at se på, om de forskellige støtteordninger til de studerende anvendes optimalt i forhold til deres målsætning, eller om der er behov for nytænkning og ændringer.

Målet må være, inden for en given økonomisk ramme, at yde en støtte, som både giver den enkelte en frihed til og et ansvar for at udnytte sine evner.

De forskellige uddannelsesstøtteordninger og de studerendes anvendelse af dem tyder på, at der kan være behov for at se på samspillet mellem dem.

Overvejelser af ændringer bør ske med udgangs-punkt i ønsket om:

• at sikre et bedre samspil mellem uddannelse, familieliv og arbejde
• at sikre en større uddannelsespolitisk målopfyldelse

Mere konkret kunne målsætningerne for en forenkling være:

• at mindske risikoen for at unge udsætter uddannelsens start, indtil de kan blive berettiget til en af de alternative ydelser, samt at reducere omfanget af unge på høje passive ydelser før uddannelsens start
• at mindske uligheder ved en bedre prioritering af de anvendte midler, dvs. en større social balance, der er mere i overensstemmelse med de studerendes behov
• at flere søger og fuldfører en uddannelse. Dvs. højere uddannelses- og gennemførelsesfrekvenser for de midler, der anvendes til uddannelsesstøtte, herunder en mere kvalificeret og motiveret søgning til uddannelserne
• større overskuelighed i tilbuddet om studiefinansiering til studerende

_________________________________

¹ Ca. 46 % af SU-modtagerne er negativt indstillet overfor at tage studielån. Bysted A/S: "Brugertilfredshedsundersøgelse om SU 1999". Undersøgelsen er udført for SU-styrelsen i samarbejde med Gallup A/S.

² Ungdomsboligrådet (1998), "Unges boligsituation nu og i fremtiden. Et debatoplæg".

³ Herunder sammenlægning af boliger.

⁴ Ungdomsboligrådet (1998) s. 15.

⁵ Bysted A/S: "Brugertilfredshedsundersøgelse om SU 1999". Undersøgelsen er udført for SUstyrelsen i samarbejde med Gallup A/S.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel