Forord

Vi er ikke alene på vej ind i et nyt årtusinde, vi er også på vej ind i et nyt samfund - vi kalder det videnssamfundet. Det er naturligt, at mange spørger sig selv i denne overgangsfase, hvilke krav det nye samfund vil stille, og om de kan leve op til de nye krav.

Jeg tror ikke, at der er stor grund til bekymring. Samfundsudviklingen er vi jo selv med til at forme. Alle har et medansvar for fremtidens samfund, og det gælder ikke mindst alle, der arbejder med at uddanne de næste generationer.

Det enestående ved at beskæftige sig med uddannelse er netop, at man er med til at rodfæste de værdier og kundskaber, som vi ønsker skal præge samfundet i fremtiden. Derfor er det så vigtigt, at vi diskuterer og forholder os til, hvordan fremtidens samfund skal se ud, og hvordan uddannelserne skal indrettes for at fremme de værdier, vi ønsker, samfundet skal bygge på.

Vi er oven i købet så privilegerede i Danmark, at vores uddannelsestradition og uddannelsessystem i høj grad lægger vægt på de egenskaber, der bliver vigtige i videnssamfundet: Samtidig at arbejde for den personlige dannelse, de sociale, almene og faglige komptencer, og for at man skal lære hele livet.

Det betyder ikke, at vi allerede kan det hele. Videnssamfundet stiller også det danske uddannelsessystem over for nye udfordringer. Der er to helt grundlæggende opgaver, vi skal løse, nemlig at alle får styrket det, de kan, og lærer mere, og at de fælles værdier gøres synlige, så fællesskabet bliver styrket.

Uddannelsessystemet er en af de vigtigste forudsætninger for, at den danske befolkning har et kompetenceniveau, der er blandt de bedste i verden, og som sikrer, at det danske velfærdssamfund udvikler sig og bliver bedre. Det er derfor vigtigt, at alle, uanset social og økonomisk baggrund, har adgang til uddannelsessystemet, og at de vælger uddannelse efter interesse og talent. Det kræver, at vi fastholder de gode økonomiske rammer for de studerende, og at der er et mangfoldigt udbud af uddannelser at vælge imellem. Uddannelsessystemet skal være så rummeligt, at der er plads til at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes evner og interesser.

Der er i dag en tendens til, at uddannelse skal løse alle - personlige og samfundsmæssige - problemer. Men det hverken kan eller skal uddannelse kunne. Ambitionen er, at vi gennem uddannelse får nogle redskaber til at forstå og forholde os til problemerne frem for at flygte fra dem. Det er afgørende, at unge i dagens zappersamfund bliver fastholdt i det fællesskab, hvor problemerne skal løses.

Vi må samtidig erkende det offentlige systems begrænsninger, når det gælder den personlige og kollektive velfærd. Hvis staten laver regler for de mellemmenneskelige forpligtelser og skaber et kontrolapparat, der sikrer, at de bliver overholdt, undermineres borgernes ansvarlighed for hinanden. I stedet må uddannelsessystemet bestræbe sig på at give nyt liv til borgerbegrebet, hvor vi med borgere forstår det myndige menneske, som føler sig forpligtet på sine medmennesker og på fællesskabet. Det er i fællesskabet, vi lærer at klare de problemer og kriser, vi kommer ud for. Personlig frihed giver først mening, når man er en del af et fællesskab.

Vi er ved at udvikle en flerkulturel identitet i Danmark. Det betyder ikke, at vi mister en dansk identitet, men at den danske identitet udvikler sig og bliver noget andet, end den var - sådan som den altid har gjort. Det danske uddannelsessystem skal lukke verden ind, så vi kan blive bevidste om, at vores velfærd afhænger af resten af verden, og så vi kan forstå og respektere andre kulturer.

Det, at samfundet bliver stadig mere kompliceret, og vi får flere og flere informationer, gør det endnu mere nødvendigt, at vi som mennesker har tillid til og respekt for hinanden. Denne tillid og respekt skal også gælde uddannelsessystemet. Lærerne må tage udgangspunkt i eleverne og de studerende som selvstændige og menneskeligt ligeværdige personer, og staten må have tillid til lærerne og institutionerne og til deres måde at gøre tingene på. Drivkraften ligger i den enkeltes motivation og lyst til at udvikle sig selv og institutionerne.

For at nå de to store og overordnede mål om kompetence til alle og styrkelse af fællesskabet mener jeg, at uddannelsespolitikken må tage udgangspunkt i følgende pejlemærker:

Den grafiske fremstilling af de fem pejlemærker illustrerer det nødvendige samspil mellem dem, og at intet pejlemærke har forrang frem for de andre.

I det følgende beskrives både initiativer, som jeg har taget, og initiativer, jeg vil tage i den nærmeste fremtid, for at nå de uddannelsespolitiske mål, jeg har sat mig.

Margrethe Vestager
August 1999

Forsiden | Næste kapitel