[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

Forord

Kultur er rutiner, vaner, normer, traditioner, omgangstone, sprog osv. - både i forholdet mellem skolens personale, i forholdet mellem ledelse og medarbejdere og i forholdet til skolens elever.

Alle skoler har en skolekultur - uanset om den er formuleret og bevidst eller bare er "sådan som det nu engang er her hos os".

Skolekulturen har stor betydning for elevernes læringsprocesser og udbytte af undervisningen. Derfor er det vigtigt, at den enkelte erhvervsskole bevidst bruger skolekulturen i arbejdet med at løse den fornemme opgave, som det er at uddanne unge og voksne til nutidens og fremtidens arbejdsmarked.

På tre erhvervsskoler er der - i samarbejde med Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse - gennemført et udviklingsarbejde om og en række undersøgelser af skolekulturen. Der er her udviklet ideer, forslag og konkrete værktøjer, som andre skoler kan anvende - direkte eller tilpasset til eget brug.

I temahæftet fortælles om begrebet skolekultur, og der trækkes på en række erfaringer fra de tre erhvervsskoler, hvor undersøgelserne og udviklingsarbejdet har foregået. Desuden er der forslag til, hvordan den enkelte skole selv kan gennemføre sin egen kulturundersøgelse.

For de skoler, der har mod på at få undersøgt deres egen skolekultur, er der udviklet et værktøjshæfte. Det kan rekvireres hos DEL og kan anvendes enten direkte eller som en inspiration i det videre kulturarbejde.

Kulturundersøgelser kan være et nyttigt værktøj i erhvervsskolernes forberedelser til den reform af erhvervsuddannelserne, der træder i kraft i år 2001.

Uddannelsesstyrelsen har finansieret det forudgående forsøgs- og udviklingsarbejde samt udarbejdelse og udgivelse af temahæftet.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i publikationen står for forfatterens egen regning.

 

Henrik Friediger
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Området for erhvervsfaglige uddannelser

Juni 1999


Forsiden | Næste kapitel