Kapitel 11

Diskussion

Undersøgelsen viser, at såvel lærere som kursister oplever overgangen fra Dansk 1 til Dansk 2 som et stort niveaumæssigt spring i faglig henseende. Den niveaumæssige forskel opleves som endnu større, når det drejer sig om overgangen fra Dansk som andetsprog til Dansk 2.

Selv kursister, som får en relativt god prøvekarakter ved prøven i Dansk 1 eller Dansk som andetsprog, har ofte store problemer med at klare undervisningen på Dansk 2.

Voksenprøven i Dansk som andetsprog

Prøven i Dansk 1 og prøven i Dansk som andetsprog ækvivalerer med folkeskolens afgangsprøve i dansk og giver samme kompetence til fortsat uddannelse, jf. Bekendtgørelse om undervisning og prøver inden for almen voksenuddannelse, § 15. Undervisningen i Dansk som andetsprog skal

"... sikre, at kursisterne kan indgå i uddannelsessystemet på lige fod med medborgere, som har dansk som modersmål og en faglig baggrund svarende til Dansk 1."

Ikke desto mindre viser undersøgelsen klart, at Dansk 2-lærerne mener, at Dansk som andetsprog ikke i tilstrækkelig grad kvalificerer kursisterne til undervisningen på Dansk 2.

Dansk 2-lærerne har erfaring for, at mange af de kursister, der kommer fra Dansk som andetsprog, har store vanskeligheder med at klare sig på Dansk 2; både med hensyn til de selvstændige arbejdsmetoder, som er nødvendige fx ved projektopgaven, og med hensyn til danskfaglig kunnen. Det skyldes blandt andet, at mange af de tosprogede kursister ikke har opnået tilstrækkelig sprogkompetence i dansk og endnu ikke fuldt ud forstår mange af de begreber, der er en forudsætning for at begå sig i den danske undervisningskultur.

Det er klart, at der er store forskelle på de prøveresultater, kursisterne opnår ved prøven i Dansk som andetsprog, og det har givetvis indflydelse på det videre forløb. Der er ingen fastsat karaktergrænse for optagelse på Dansk 2. En sådan fast karaktergrænse vil næppe heller være en god løsning, fordi både danskkundskaber og studieegnethed hos den enkelte kursist har indflydelse på, hvordan kursisten klarer sig i det videre forløb.

Man må snarere anbefale en intensivering af rådgivningen af kursisterne, således at det i videst muligt omfang undgås, at kursister lider nederlag på Dansk 2.

Problemet forekommer dog at være af et sådant omfang, at det ikke alene kan løses ved en forbedret rådgivning. Det er svært umiddelbart at få øje på en bestemt løsning af problemet, men en løsning trænger sig på. Meget tyder i hvert fald på, at den intention, der udtrykkes i § 15 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse om undervisning og prøver inden for almen voksenuddannelse, ikke opfyldes i øjeblikket.

Kursisterne på Dansk som andetsprog finder generelt prøven vanskelig, men helt klart mest udtalt, hvad angår den skriftlige del af prøven. Det kommer til udtryk ved, at mange tilkendegiver, at netop den skriftlige prøve var sværere, end de på forhånd havde forestillet sig. Godt halvdelen var da heller ikke tilfredse med den karakter, de opnåede ved den skriftlige prøve.

Det er tænkeligt, at den skriftlige prøve ville opleves som knap så vanskelig, hvis emneområdet som i Dansk 1 på forhånd var kendt, og kursisterne derved i højere grad havde et relevant ordforråd og en større baggrundsviden.

Hvad angår forholdet mellem prøven i Dansk som andetsprog og prøven iDansk 1 , foreslås det, at prøven i Dansk 1 (med eventuelle revisioner) gøres fælles for tosprogede og dansksprogede kursister, men samtidig understreges, at en fælles prøve ikke nødvendigvis forudsætter, at den undervisning, der forbereder til prøven, er den samme. Tværtimod kan man forestille sig, at der vil være klare fordele ved at bevare opdelingen i to forskellige kursusforløb med hver sin læseplan: Dansk 1 og Dansk som andetsprog.

Prøven i Dansk 1

Prøvekravene i Dansk 1 stemmer ifølge lærernes mening godt overens med undervisningens indhold, og set i relation til folkeskolens afgangsprøve opfattes prøven som værende af nogenlunde samme sværhedsgrad. Det konkluderes, at selvom sammenligningen i nogen grad må være skønsmæssig, da prøverne er forskellige, er der ganske god overensstemmelse mellem prøvernes faglige niveau inden for de to uddannelsesområder.

Kursisterne finder niveauet nogenlunde, som de havde ventet, og svarende til den undervisning, de har fået. Dog er der en del, som synes, at den skriftlige del er svær. Tilsvarende mener flere kursister, at de har fået for lave karakterer ved den skriftlige prøve, end det er tilfældet ved den mundtlige prøve. Men utilfredsheden er langt mindre end på Dansk som andetsprog.

Dansk 1 opfattes af kursisterne som et godt grundlag til at gå videre i uddannelsessystemet. Derimod må det konstateres, at mange lærere opfatter overgangen fra Dansk 1 til Dansk 2 som vanskelig. Det skyldes, at der på Dansk 2 kræves en langt større selvstændighed og større faglig kunnen. Kravet om litterær analyse på Dansk 2 og nok først og fremmest om udarbejdelse af projektopgaven er vanskeligt at leve op til for mange kursister.

Problemet ved Dansk 1-prøven er således ikke, at prøveniveauet er for højt i forhold til undervisningen, men at niveauet tilsyneladende ikke er højt nok til, at tilstrækkeligt mange kursister uden vanskeligheder kan følge undervisningen på Dansk 2.

For at løse dette problem kunne man vælge at øge kravene til både undervisning og prøve på Dansk 1. Der er faktisk lærere, der efterlyser større krav til danskfagligheden på Dansk 1. Det ville dog formentlig forårsage andre vanskeligheder.

Først og fremmest ville det komme til at betyde noget for de kursister, som ikke går på Dansk 1 for at komme videre på Dansk 2. Hvis man ser på den aldersmæssige baggrund hos de kursister, der har deltaget i undersøgelsen, er der en helt anden fordeling på Dansk 1 end på Dansk 2, Den typiske kursist på Dansk 2 er noget yngre end den typiske kursist på Dansk 1.

Ligeledes er den uddannelsesmæssige baggrund anderledes. Eksempelvis har en del kursister på Dansk 2 aflagt folkeskolens udvidede afgangsprøve, hvorimod mange kursister på Dansk 1 har forladt folkeskolen før 9. klasse.

Omkostningerne ved at stille betydeligt større krav til slutniveauet på Dansk 1 kunne derfor meget vel tænkes at være, at undervisningen bliver for krævende for en stor del af de nuværende kursister.

Et forslag til løsning kommer fra lærerne selv, nemlig, at der indføres et mellemtrin for den gruppe kursister, som har aflagt prøven i Dansk 1, men som ikke er tilstrækkeligt fagligt velfunderede til at klare undervisningen på Dansk 2. Det ville så tilsvarende være en mulighed for kursister fra Dansk som andetsprog.

Det er klart, at dette er en gennemgribende ændring, der kræver både mange overvejelser og formentlig også en lovændring. Det ligger uden for denne undersøgelses muligheder at vurdere, om der er tilstrækkeligt kursistgrundlag til at berettige et sådant Dansk 1 1/2, eller om fx en øget undervisningsdifferentiering på Dansk 1 i tilstrækkeligt omfang vil kunne medvirke til at lette overgangen til Dansk 2 for de pågældende kursister.

Resultaterne fra undersøgelsen viser dog, at overgangen fra Dansk 1 og Dansk som andetsprog til Dansk 2 opleves som så problematisk, at spørgsmålet bør tages op til nødvendig diskussion.

Et alternativ, ville være at mindske kravene til undervisning og prøve på Dansk 2. Denne løsning forekommer ikke acceptabel. Konsekvensen vil være, at prøven mister sin status som kompetencegivende prøve på lige fod med folkeskolens udvidede afgangsprøve, og hverken kursisterne eller uddannelsessystemet i det hele taget kan være tilfredse med dette.

Også her må man se på kursisternes baggrund. Mange går netop ind på Dansk 2 for at forbedre deres udvidede afgangsprøve fra folkeskolen eller for at opnå den kompetence, som denne prøve giver. Kun ca. halvdelen af de adspurgte kursister havde aflagt prøven i Dansk 1.

Voksenprøven i Dansk 2

Prøven i Dansk 2 ækvivalerer med folkeskolens udvidede afgangsprøve, men opfattes af en del af lærerne som vanskeligere end denne. Det kunne se ud til, at det især er kravene i forbindelse med projektopgaven, der medvirker til denne opfattelse.

I den forbindelse skal det nævnes, at man også i folkeskolen både i 9. og 10. klasse arbejder med en obligatorisk projektopgave. Den er dog til forskel fra Dansk 2 placeret som en del af undervisningen. En anden væsentlig forskel er, at folkeskolens projektopgave ikke nødvendigvis er knyttet til et bestemt fag, men kan være tværfaglig, mens der på Dansk 2 er et specifikt krav om, at projektopgaven skal have et danskfagligt sigte.

Det må imidlertid nok konstateres, at projektarbejdsformen er relativt ny for både lærere og kursister. Når projektopgaven indgår som en del af prøven, må det være en forudsætning, at kursisterne er fortrolige med denne arbejdsform fra den daglige undervisning. Det er ikke rimeligt, at en kursist skal udføre en projektopgave som en del af en prøve uden på forhånd at have erfaring med denne arbejdsform.

Emnearbejdet ved prøven i Dansk 1 lægger faktisk op til arbejdet med en projektopgave, og dette forhold bør nok udnyttes og tydeliggøres mere for kursisterne - ikke mindst i forbindelse med overgangen til Dansk 2.

Ifølge kommentarerne fra lærerne skræmmes mange kursister direkte væk fra prøven i Dansk 2 af projektopgaven. Der er desuden så stor usikkerhed blandt både lærere og kursister om projektopgaven, at man risikerer, at projektopgaven kommer til at indtage en alt for dominerende plads i både læreres og kursisters bevidsthed i forhold til de andre områder i danskundervisningen.

Der foreligger derfor en vigtig opgave med hensyn til at informere om projektopgaven. Ud fra de mange kommentarer fra lærere ses der klart et behov for mere information fra Undervisningsministeriet til lærerne.

Først og fremmest må det tydeliggøres, hvad der forstås ved en projektopgave med danskfagligt sigte. Samtidig er projektopgaven et område, hvor en uddybning af vurderingskriterierne - ikke mindst for den mundtlige fremlæggelse - er ønskværdig. Eksempler på projektopgaver, måske et idékatalog og praktisk vejledning i, hvordan man laver en problemformulering, uddybning af vurderingskriterier ville formentlig ligeledes være med til at afhjælpe problemerne.

Også kravene til retskrivningsprøven ligger efter manges mening højt, og der er grund til at overveje, om placeringen ved afslutningen af Dansk 2 er den rigtige, eller om prøven skal flyttes ned til Dansk 1 (svarende til retskrivningsprøven ved folkeskolens afgangsprøve). Et argument fra lærerside er, at på Dansk 1 skal der undervises i grammatik og retskrivning, herunder kommatering.

Vælger man at placere retskrivningsprøven på Dansk 1, vil det tilsvarende medføre en skærpelse af kravene til sproget i projektopgaven.

Retskrivningsprøven er upopulær hos mange kursister. Mange har problemer med at stave, og de nye kommateringsregler skaber utryghed. Man kunne overveje, om kommatering overhovedet skal med i denne prøve, således som det er tilfældet i de nuværende bestemmelser.

Punkter til overvejelse

Spørgeskemaundersøgelsen er så omfattende, at det er vanskeligt at lave en kort konkluderende sammenfatning uden at miste væsentlige detaljer. Det vil også afhænge af de enkelte læsere - om det er ministeriet, forstandere eller lærere - hvilke spørgsmål der især har interesse. Derfor nævnes i oversigtsform nogle af de punkter (i uprioriteret rækkefølge), som med fordel kunne give anledning til videre drøftelse både i Undervisningsministeriet og på voksenuddennelsescentrene.

Man skal være opmærksom på, at der i kommentarerne fra både lærere og kursister er mange forhold, som ikke er taget med i vores sammenfatning og forslag til overvejelse, men som ikke desto mindre må give grund til eftertanke både i ministeriet, på kurserne og hos lærerne. Selvfølgeligheder, som at der skal være gode lokaleforhold ved prøverne, at lærer og censor skal overholde tiderne, at det er kursisten, der er hovedpersonen, etc. viser sig i praksis ikke altid at være selvfølgeligheder.

Mange af de synspunkter og forslag, der kommer frem i lærernes og kursisternes besvarelse af spørgeskemaerne, overlapper, og for at undgå for mange gentagelser er resultaterne opdelt i et generelt afsnit, hvor der peges på områder, hvor en særlig indsats kan overvejes, og tilsvarende afsnit for de enkelte prøver. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at disse områder fungerer dårligt, men at de ud fra undersøgelsens resultater vil være velegnede som udgangspunkter for en nærmere diskussion.

Generelt

Niveaudiskussion

• Det faglige spring fra Dansk som andetsprog/Dansk 1 til Dansk 2 opleves som meget stort. Der kan derfor være grund til at se nærmere på, om dette forhold kan afhjælpes. Er der fx basis for at lave et mellemtrin mellem Dansk som andetsprog/Dansk 1 og Dansk 2 for at lette overgangen?

Karaktergivning/vurdering

• Ønsket om en genindførelse af årskarakterer optræder mange gange hos både lærere og kursister, og det kunne tyde på, at dette spørgsmål burde tages op til overvejelse. Argumenterne er, at det vil mindske nervøsiteten hos kursisterne, og at det er mere "retfærdigt".
  
• Det samme gælder forslaget om en form for supplerende skriftlig udtalelse og forslaget om uddybende kommentarer til prøvekaraktererne fx ved projektopgaven på Dansk 2.
  
• En styrkelse af den løbende evaluering ville dels få kursisterne til at føle sig mere sikre med hensyn til deres faglige standpunkt, dels sætte lærerne i stand til at yde en bedre vejledning.
  
• Det fremgår i en del tilfælde, at kursisterne har oplevet uoverensstemmelser mellem lærer og censor ved karaktergivningen. Det kunne give anledning til at understrege over for lærerne, at kun den endelige karakter meddeles kursisten.
  
• Ved samtlige prøver er det et ønske fra kursisterne, at karakterer ved de mundtlige prøver gives med kommentarer til, hvad der gik godt, og hvad der gik mindre godt. Det samme gælder de skriftlige prøver. Mange kursister forstår ikke, hvorfor de får den pågældende karakter, og det er måske et rimeligt krav, at der i hvert fald ved den mundtlige prøve gives begrundelser for karakteren.

Kommunikationen fra Undervisningsministeriet til lærerne

• Der kan være grund til at overveje, at ministeriet gør det mere synligt, hvordan man gør brug af forløbsbeskrivelse og prøveoplysningsskema. Der skal måske lægges mere vægt på at informere om, at fagkonsulenterne hvert år indkalder og gennemgår et antal forløbsbeskrivelser og prøveoplysningsskemaer for hver prøvetermin, og informere om, at oplysningerne bliver brugt af fagkonsulenterne i deres arbejde både i ministeriet, i kursusvirksomhed etc.
  
• Samtidig ville dette være en anledning til at tydeliggøre over for lærerne, hvad Undervisningsministeriet forstår ved kvalitetsudvikling og til at poin- tere betydningen af, at skemaerne er korrekt udfyldt, og at forløbsbeskri- velsen skal udfærdiges i samarbejde med kursisterne.
  
• Spørgsmålet om, hvad der menes med "det danskfaglige" går igen i både Dansk 1-lærernes kommentarer og Dansk 2-lærernes. Hos de sidstnævnte især med hensyn til projektopgaven. En samlet redegørelse om dette begreb synes at være påkrævet.
  
• Ligeledes ville udsendelse af kommenterede kursistbesvarelser af skriftlige opgaver på alle tre trin opfylde et ønske hos mange lærere.
  
• Endnu en mulighed for at medvirke til en mere fælles holdning til vurderingen af de skriftlige opgaver ligger i at informere samtlige lærere lige så indgående som de beskikkede censorer. Dette ønske fremsættes af en del lærere. Den tilfredshed med de beskikkede censorer, lærerne udtrykker, kan formentlig føres tilbage til både større erfaring og særlig godt kendskab til reglerne, men nok først og fremmest til en mere fælles fagforståelse hos de beskikkede censorer.
  
• Der er en del kritik fra kursistside med hensyn til lærers og censors styring af prøverne. Måske var det en idé at udarbejde et informationsmateriale til lærerne om faldgruberne ved de mundtlige prøver: Hvilken spørgeteknik skal man anvende? Hvordan lader man kursisterne få tid nok? Hvor meget skal samtalen styres? etc. Dette så vigtige område er ikke beskrevet særligt indgående i den pædagogiske litteratur.

Censur

• For alle tre prøver, og mest for Dansk som andetsprog, hvor der er forholdsvis få lærere, er det et problem, at lærerne kender hinanden for godt, og at de skiftevis fungerer som lærer og censor hos hinanden. Den beskikkede censur opleves af de fleste som en pædagogisk saltvandsindsprøjtning (erfarings- og idéudveksling), og den er samtidig med til at sikre et landsdækkende, mere ensartet bedømmelsesniveau. Spørgsmålet er derfor: Kan der gøres noget for at afhjælpe "indspistheden" i den lokale censorordning og for at styrke den beskikkede censur?

Prøven i Dansk 1

• En justering og præcisering af vurderingskriterierne for både den mundtlige og den skriftlige prøve ser ud til at være ønskelig.
  
• Undersøgelsen viser, at kravet om at lærerne selv skal fremstille de skriftlige opgaver, giver en del problemer. Måske er der behov for at yde større hjælp til lærerne med hensyn til opgavefremstillingen. Eventuelt i form af en vejledning (en slags manual) med eksempler på opgaver, der hænger godt sammen med undervisningens emner, eksempler på vellykkede og også gerne mindre heldige opgaveformuleringer, brug af billedmateriale, layout, korrekturlæsning og kollegial "sparring" og samarbejde. Man kunne også overveje muligheden for workshops.
  
• Alternativt: en af ministeriet nedsat opgavekommission, der udarbejder centrale opgavesæt. Dette vil imidlertid have den konsekvens, at opgaverne i højere grad løsrives fra holdets arbejde. Nogle lærere ser ud til at foretrække denne løsning.
  
• Ud fra erfaringerne med forsøg med procesorienteret skrivning ved prøven ser der ud til at være basis for at undersøge mulighederne for at udnytte procesorienteret skrivning i prøvesammenhæng.

Voksenprøven i Dansk 2

• Der er tydeligvis behov for information om projektopgaven, blandt andet en præcisering af, hvad en projektopgave er, hvilke muligheder og begrænsninger den giver, og hvordan den bedømmes. Især evaluering af den mundtlige fremlæggelse af projektopgaven savner tydeliggørelse.
  
• Der er også behov for en anden slags informationsmateriale af en mere konkret art med gode ideer til, hvordan arbejdet gribes an, hvordan kursisterne hjælpes frem til en problemformulering og eventuelt med et par praktiske eksempler på projektopgaver med det krævede danskfagligte sigte. Materialet kunne med fordel bygges op, så lærerne havde mulighed for at anvende det i forbindelse med en skriftlig vejledning, som mange kursister efterlyser.
  
• Den mundtlige prøve kommer let til at virke opsplittet, dels fordi kursisterne har problemer med, hvad de skal foretage sig med projektopgaven, dels fordi den ukendte tekst/de ukendte tekster ikke altid hænger sammen med projektopgaven, og dels fordi begge danskmoduler skal dækkes ind. Det bør måske tages op til drøftelse, hvordan de centrale bestemmelser kan sikre, at den mundtlige del af prøven i Dansk 2 bliver mere sammenhængende.
  
• Med hensyn til retskrivningsprøven bør tre forhold overvejes: Skal den være placeret på Dansk 1 eller Dansk 2? Er det hensigtsmæssigt at tage kommatering med ind i denne prøve? Har kursisterne tilstrækkelig tid til at kontrollere og foretage ordbogsopslag?

Voksenprøven i Dansk som andetsprog

• Er det muligt at iværksætte et mere indgående samarbejde med sprogskolerne for at lette overgangen fra sprogskolerne til VUC?
  
• Undersøgelsen viser, at der er behov for at tage forholdet mellem prøven i Dansk 1 og prøven i Dansk som andetsprog op til fornyet diskussion. Især den skriftlige prøve volder kursisterne problemer. Det foreslås, at man iværksætter forsøg med skriftlige prøveoplæg på Dansk som andetsprog, hvor kursisterne som på Dansk 1 på forhånd er kendt med det overordnede emne.
  
• En uddybning af vurderingskriterierne ved den skriftlige prøve synes at være påkrævet, eventuelt med kommenterede eksempler.