[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]




Forord

Tvistighedsnævnet har besluttet, at nævnets afgørelser skal gøres lettere tilgængelige.

I denne bog er optaget samtlige kendelser, som er afsagt af nævnet fra 1990 til og med 1. juli 1998. (Tre kendelser, der vedrører retstilstanden for lærlinge efter lærlingelovens § 30 er dog ikke medtaget, da de nu kun har historisk interesse). Også kendelser, som måske kunne have været udeladt, er medtaget.

Daværende kontorchef Borgqvist udgav i sin tid et lille hæfte "Tvistighedsnævnets praksis 1977-1988". Her er valgt en anden systematik, idet kendelserne i denne bog er ordnet efter nævnets journalnumre. Vi har valgt at trykke kendelserne og ikke som Borgqvist i sit pionerarbejde at gengive praksis. Borgqvists bog er fortsat i meget vidt omfang udtryk for gældende ret.

For at lette brugen af bogen er der udarbejdet referater af de enkelte kendelser. Disse referater er udarbejdet af undertegnede og stud. jur. Line Thornbjerg Larsen. Vi kan i dag ikke sige, hvem der har skrevet hvad, så vi hæfter begge for referaterne, og de tolkninger, som et referat også vil være. Referaterne står for vores regning, og vil man dybere i en sag, må vi henvise til nævnets kendelser, hvor vi har medtaget hele teksten. Teksterne gengives i en form, der svarer til, hvordan lignende sager vil være gengivet i Ugeskrift for retsvæsen, og sagens parter er ikke gengivet ved navn.

I ganske enkelte tilfælde har vi knyttet kommentarer til kendelserne. Vi har tillige medtaget oplysninger om, hvilke sager der har været indbragt for domstolene og resultatet heraf. Vi kan ikke garantere for at disse oplysninger er komplette, idet nævnet ikke altid orienteres af parterne om, at afgørelsen er indbragt for domstolene.

Undervisningsministeriet har valgt, at bogen udgives i ESAs skriftserie, selv om den ikke omhandler skriftseriens traditionelle emner.

Endelig indeholder bogen et afsnit om Tvistighedsnævnets kompetence. Spørgsmålet har flere gange været gjort til genstand for domstolsbehandling, og det er fundet naturligt, at der er et kapitel med om dette forhold. Dette afsnit er skrevet af undertegnede, og er naturligvis et udtryk for min opfattelse af gældende ret på området.

Juli 1998

Finn Møller Larsen

 



Forsiden | Næste kapitel