6.Udtaleundervisning         af Anette Honoré I denne artikel har jeg udelukkende valgt at koncentrere mig om udtaleundervisning, fordi undervisningen i dansk for udlændinge, inden for dette område efter min mening, altid har været - og i vid udstrækning stadig er - stærkt underprioriteret, og fordi det især er inden for dette område, jeg har arbejdet som indvandrerlærer. De formelle bestemmelser for sprogskoler og AVU I bekendtgørelsen om undervisning af voksne indvandrere står der bl.a., at undervisningen skal sætte indvandreren i stand til at meddele sig mundtligt og skriftligt. I bekendtgørelsen om dansk som andetsprog på AVU hedder det bl.a., at kursisterne skal have udbygget deres færdigheder i at bruge det danske sprog som oplevelses- og meddelelsesmiddel, samt at undervisningen skal udvikle kursisternes evne til at udtrykke deres viden, tanker, følelser og synspunkter både skriftligt og mundtligt. I praksis kan bekendtgørelsernes krav om sproget som meddelelsesmiddel langt fra altid siges at være opfyldt. Dette skyldes ikke mindst udtalevanskeligheder, som jævnligt udgør en væsentlig barriere for kommunikationen både på indvandrerskolernes udslusningsniveauer og AVU. Udtale - et forsømt område Selv om betydningen af en god udtale er erkendt blandt de fleste, er området stærkt forsømt. Onde tunger kan påstå, at det er surt arbejde, fordi det ikke bærer frugt på kort sigt, men jeg mener, det først og fremmest skyldes en eklatant mangel på viden. Fra forskerside har man i de senere år beskæftiget sig med dansk som andetsprog, men det er forsvindende lidt, der fra videnskabeligt hold er publiceret om udtale, og der findes kun ganske få vejledninger i, hvordan man rent praktisk skal undervise i det. Meget bedre er det ikke, når man ser på hvilke materialer, der findes til udtaleundervisning. Der er et yderst begrænset udbud, som fortrinsvis arbejder med indlæring af enkeltlyd. Der er dog forbedringer på vej, bl.a. i de nyere begyndermaterialer. Blandt indvandrerlærere er der et udbredt ønske om at få større viden om og opnå bedre færdigheder i at undervise i udtale, men på grund af den manglende ekspertise på området, er der så godt som ingen hjælp at hente. Det er nok karakteristisk, at en af de afsluttende kommentarer på Foreningen for anvendt sprogvidenskabs (ADLAs) heldagsmøde om udtale i januar 1997 var, at man ikke havde fået noget at vide om udtaleundervisning. Det er forståeligt, at den enkelte lærer føler sig usikker, når der er så lidt at støtte sig til, og at udtalen derfor kan komme til at indtage en meget lille rolle i den daglige undervisning. Fremskridt i begyndermaterialerne Man fristes til at spørge, om der overhovedet er sket noget inden for området de sidste mange år. Men der har da været enkelte tiltag i den rigtige retning. I flere af de nyere begyndermaterialer indgår arbejdet med udtalen som en hel fast bestanddel. Der er et varieret udbud af øvelser med fokus på forskellige områder som for eksempel sætningstryk, assimilation, vokaler og forholdet mellem skrift og udtale. Der er ingen tvivl om, at dette er et væsentligt fremskridt. Læreren har fået nogle redskaber til udtaleundervisningen, og elevernes opmærksomhed over for udtalen skærpes. Det er også vigtigt, at det er fra begynderniveauet, der arbejdes systematisk med udtalen, da det er helt afgørende at få automatiseret en rigtig udtale med det samme - forkerte udtalevaner er uendeligt svære at lave om på. Mangler efter begyndertrinnet Desværre er der risiko for, at det indlærte tabes på gulvet senere i indlæringsprocessen, da det indtil videre kun er begyndermaterialerne, der systematisk har inkorporeret udtalearbejdet. Det er nødvendigt, at udtalen indgår som en bestanddel af undervisningen gennem hele undervisningsforløbet, både på indvandrerskolerne og på AVU, men i undervisningsmaterialerne til mellemtrinnene og udslusningsniveauerne består udtalearbejdet groft sagt af trykstreger til markering af sætningstrykkene. Dette indbyder mest til traditionelle imitationsøvelser, og der er et stort behov for nytænkning og til at fortsætte og videreudvikle de teknikker, som anvendes i de nævnte begyndermaterialer. Det er også af betydning, at der blandt lærerne har udviklet sig en forståelse for, at de helhedsorienterede sider af udtalen har lige så vigtig en funktion som enkeltlyd. Hvor der tidligere fortrinsvis blev arbejdet med vokalerne og de konsonanter, der voldte problemer for den enkelte elev, bliver der nu også fra begyndelsen fokuseret på større helheder som for eksempel intonation og sætningstryk, jævnfør de nævnte nye begyndermaterialer. Færdighed i at lytte - en forudsætning for udtale Meget af udtalearbejdet har tidligere fokuseret på ren produktion, men her er der sket en bevægelse mod udvikling af de receptive færdigheder; der er en øget forståelse for, at eleverne skal lære at lytte kvalificeret for at få bragt orden i kaos". Når jeg selv arbejder med udtale, bruger jeg en stor del af tiden på at LYTTE-træne. I starten er det ofte til stor irritation for eleverne, som mener, at det drejer sig om at udTALE, men der går normalt ikke særlig lang tid, før de fleste faktisk bliver overbevist om, at det hjælper. Vi arbejder meget med at lytte efter for eksempel, hvor der er tryk i en sætning eller om en vokal er lang eller kort. Vi øver os i at lytte med ørerne i stedet for at lytte med øjnene", når vi finder ud af, hvilken vokalkvalitet et ord udtales med (f.eks. at lukke" udtales med en å-lyd), og det resulterer hurtigt i en skærpet opmærksomhed over for forholdet mellem skrift og tale. Jeg er forbeholden over for at give eleverne udtaleregler, fordi jeg tit har oplevet, at de misbruger" dem og bruger reglen i stedet for at lytte til, hvordan noget bliver sagt. Det er mit indtryk, at der med en grundig lytte-træning hos mange opstår en opmærksomhed og selvkorrektion, som hjælper dem i den produktive fase. Der savnes imidlertid undersøgelser af, hvor stor en rolle lytningen spiller for udtalen, og i høj grad også viden om hvordan man skal opbygge en progression i lyttearbejdet. Manglende beskrivelse af progression i udtaleundervisningen I det hele taget mangler der en klar beskrivelse af en progression i udtaleundervisningen. Der mangler en definition af, hvilke udtalemål der skal nås på de enkelte trin samt tests til støtte i vurderingen af, om delmålene er nået. Vanskeligheden ved diagnosticering af udtalefejl Som lærer kan man sagtens høre, at der hos en elev er nogle problemer med udtalen, men det er ofte svært at præcisere, hvad der er galt. Det kræver lang træning at kunne definere det. Udarbejdelsen af diagnostiske tests ville være en stor støtte for læreren og en betydelig forbedring af den hjælp, læreren kan give. Særlige udtaleklasser og udtaleværksteder Behovet for nytænkning inden for lærebogsmaterialerne er allerede nævnt. Men selv om det er vigtigt, at udtalearbejdet indgår som en fast bestanddel af den daglige undervisning på alle trin, da udtalen er en integreret del af kommunikationen, er der også brug for særlige udtalematerialer. For mange elever er det ikke tilstrækkeligt med det udtalearbejde, der finder sted i den almindelige" klasse. Der er behov for særlig støtte for eksempel i form af særlige udtaleklasser. Nogle steder tilbydes det allerede, men det drejer sig ofte om meget store klasser. Dette er yderligere blevet forværret med de stramninger, der mange steder er sket, hvad angår klassekvotienterne. Udtaleklasser som støttetilbud bør være med ganske få elever, så der er mulighed for at yde den nødvendige opmærksomhed. Det er også værd at overveje udtaleklasser for elever med samme sprogbaggrund. Det siger sig selv, at udtaleklasser bør tilbydes på alle trin, også på AVU. Udtale"værksteder" kan også være et supplement til den daglige undervisning. Hvis skolen har et sproglaboratorium, kan man på visse tidspunkter af dagen holde det åbent til selvstudium for elever, der har brug for ekstra træning. Det vil være ideelt, hvis den daglige lærer giver eleven en oversigt over, hvilke områder der specielt skal arbejdes med, f.eks. konsonantophobninger som skr-", bestemte vokaler eller sætningsintonation, og at der findes båndøvelser til det. Selvstudium skal forstås med visse modifikationer, idet der selvsagt bør være en lærer, der kan vejlede og støtte eleverne, knyttet til værkstedet". Et sådan tilbud vil falde i tråd med en mere generel holdning om at tage ansvar for egen læring. Udtale og identitet Som lærer oplever man jævnligt elever, der i en styret situation sagtens kan udtale godt, men som alligevel fortsætter med at have en dårlig udtale. Man har undertiden en fornemmelse af, at eleven slet ikke ønsker at opgive sin egen accent, men gemmer" sig bag den. Et eksempel fra en af mine udtaleklasser kan illustrere dette: En af mine elever havde nogle gange en blændende udtale, mens han andre dage talte med en gebrækkelig accent. Jeg kunne ikke forstå de store udsving og spurgte ham, og han svarede: Jamen i mandags spillede jeg, at jeg var dansker - men det var skuespil, det var ikke mig" (han var faktisk skuespiller). Udtaleundervisning er et følsomt område; man går tæt på den personlige identitet, somme tider for tæt føler man, men som indvandrerlærere ved vi ikke nok om de psykologiske forhold, der ligger bag. Et samarbejde med psykologer kunne være hensigtsmæssigt. Børn, der endnu ikke har en fuldt færdigudviklet identitet, kan lære at udtale et andet sprog helt perfekt, mens voksne der lærer et andet sprog vil have en eller anden form for accent. Der er fremsat formodninger om, at en sådan accent - set fra udlændingens side - også kan have positive sider. Bl.a. at accenten signalerer, at man er udlænding og har en anden identitetsbaggrund, hvorfor den man taler med, måske vil tage mere hensyn til udlændingen, f.eks. tale langsommere. Dette skal dog på ingen måde forstås som et forsvar for en uforståelig udtale, endsige betyde at man ikke skal gøre noget ved udtaleundervisningen, tværtimod! Udtale og motorik I det hele taget kan der være hjælp at få hos fagfolk fra andre områder. Når vi i klassen arbejder produktivt med udtalen, prøver jeg at inddrage hele kroppen. Vi banker, klapper, bruger armene som metronom, tramper og swinger, når vi træner sætningsrytme. Mange er dybt skeptiske i starten, men opdager hurtigt at det kan være et udmærket redskab til at få hold på længere helheder. Arbejdet med at markere sætningstrykkene så kraftigt har ofte den sidegevinst, at der let kommer reduktioner og assimilationer i den tryksvage del af ytringen. Men jeg ville gerne vide meget mere om kropssprog, bevægelseslære osv. for at forstå mekanismerne. Gentagelsen er uhyre vigtig i udtaleundervisningen, men det bliver hurtigt trivielt at gøre det samme igen og igen. Ved hjælp af forskellige lege kan det samme tema varieres. Der er inspiration at hente i den engelske tradition for at undervise i engelsk som andetsprog, bl.a. bøger vedrørende sprogspil, rollespil/statusspil, sproglege og pædagogisk drama. Behov for ressourcer til udvikling af udtaleundervisningen Disse forslag - sammen med den allerede nævnte manglende forskning og efteruddannelse - indebærer, at der afsættes betydelige ressourcer til området. Frikøb af lærere til udvikling af materiale, midler til forsøgsundervisning osv. koster penge. Men vi bør selvfølgelig ikke bare sukke over manglende bevillinger og lade stå til. Det bør til en vis grad være muligt at opkvalificere området og oparbejde en ekspertise på de enkelte skoler med brug af puljetimer på sprogskolerne og på AVU/VUC. Grupper af lærere kan finde sammen og arbejde med for eksempel at diagnosticere, og der kan også dannes netværk for udtalelærere og andre interesserede skolerne imellem og mellem sprogskolerne og VUC. Der findes allerede sådanne grupper, men med en begrænset aktivitet på grund af en sparsom tildeling af puljetimer. Man kan også oprette idébanker til opsamling af erfaringer, for eksempel alle former for kneb og greb" - i første omgang lokalt på skolerne senere måske skolerne imellem via de foreslåede netværk. Dette må imidlertid kun opfattes som lappeløsninger". Denne artikel har fokuseret meget på manglerne inden for udtaleundervisningen og på behovet for udvikling af området, fordi dette er så påtrængende. Det skal imidlertid ikke overskygge, at der allerede i dag mange steder - på trods af situationen - arbejdes meget kvalificeret med udtale. Det sker for eksempel i form af særlige udtaleklasser eller åbent sproglaboratorium som tilbud til kursister med særlige udtaleproblemer, men også i den almindelige undervisning. Der er dog ingen tvivl om, at en langt højere prioritering - med de rette økonomiske rammer - er nødvendig for at opnå bedre resultater.   Anette Honoré, f. 1946. Cand. mag (dansk/eskimologi). Siden 1973 indvandrerlærer på Studieskolen i København, fra 1993 pædagogisk souschef. Har bl.a. udviklet materiale til og undervist på særlige udtalehold. Har endvidere undervist på indvandrerlæreruddannelsen samt efteruddannelseskurser for islandske dansklærere. Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel