[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

Konklusion og perspektivering



 


Det billede, der er tegnet af egu's udvikling i perioden fra 1.8.1993 til ca. 1.2.1998 er et billede med følgende konturer:

 

Egu har på mange måder løst sin opgave

Sammenfattende ser det således ud til, at intentionerne med egu stort set er opfyldt. En række unge mennesker har fået mulighed for og hjælp til at komme videre i tilværelsen med en uddannelsesplan og en personlig handlingsplan. Hovedparten af eleverne har tidligere haft behov for hjælp pga. dårlige forhold i hjemmet eller på grund af, at de klarede sig dårligt i skolen, at de blot var umodne eller uddannelsesmæssigt uafklarede, at de havde rod i uddannelsesfremmede miljøer, manglede et socialt netværk og en uddannelses- og arbejdsmarkedstradition i familien og hos den nærmeste omgangskreds.

 

Egu opfattes forskelligt fra kommune til kommune, og synes at balancere mellem en socialpædagogisk forståelsesramme og en uddannelses-/beskæftigelsespolitisk forståelsesramme

Egu's pædagogiske profil er meget varieret fra kommune til kommune, og især spørgsmålet, om i hvilken grad kommunerne vælger individuelle eller holdbaserede gennemførelsesformer, synes bestemmende for, hvilken undervisning der muliggøres. Der spores en tydelig tendens til, at uddannelsesinstitutionerne er blevet sikrere i deres greb om målgruppen, når det drejer sig om egu-undervisningen - sandsynligvis fordi en del udviklingsarbejder har sat fokus på en række af de pædagogiske nøgleproblemstillinger, og fordi der efterhånden har dannet sig en indarbejdet praksis i samarbejdet om egu-opgaven.

 

Egu har fået målgruppen i tale

Gennem egu er de unge blevet ledt væk fra vejen mod sociale ydelser og hen mod en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet og ungdomsuddannelserne.

Indsatsen over for de unge er ikke alene fokuseret på at finde en arbejdsplads eller uddannelsesmuligheder, men der er også en væsentlig indsats i retning af at tage hånd om hele den unges dagligdag. Dette involverer fritiden, kammerater, økonomi, boligforhold, transport, familien, de dårlige vaner f.eks. problemer med mødetider.

 

Egu har givet kommunerne nye udfordringer, som er blevet mødt med engagement

75% af kommunerne har indtil 30.9. 1997 indgået minimum én egu-aftale. Væksten i tilgangen til egu-aktive kommuner er stagneret siden 3. kvartal 1995. Det skyldes, at de kommuner, som er mest oplagte som brugere af egu, allerede kom i gang inden for de første to år af egu's levetid, og at egu ikke er helt så oplagt for de resterende kommuner.

 

Egu er ikke blevet etableret i alle kommuner

En række kommuner har ikke indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997, og de væsentligste grunde hertil er, at kommunen anvender alternativer, og at de unge foretrækker andre uddannelser eller arbejde.

 

Egu har stabiliseret sig med et årligt optag på 1000-1100

Der bliver på landsplan indgået op mod 1.100 aftaler om året, og dette tal har ligget stabilt de sidste tre år, dvs. 1995, 1996 og 1997. Der tegner sig en udvikling i retning af, at kommuner med mange indbyggere indgår flere aftaler end tidligere, mens kommuner med få indbyggere indgår færre aftaler end tidligere.

Ud over egu har kommuner med mange indbyggere desuden en lang række andre tilbud til de unge, både inden for anden uddannelse og inden for arbejdsrelaterede tilbud. Kommuner med få indbyggere har hovedsagelig kun arbejdsrelaterede tilbud til de unge.

 

Praktik

Der er en næsten ligelig fordeling af egu-aftalerne mellem offentlig og privat praktik med en lille overvægt af private praktikværter. Den branche, der er mest brugt til praktik inden for det offentlige, er uden sammenligning social og sundhed, mens det inden for det private er mere jævnt fordelt med jern og metal, handel og kontor samt transport og lager som nogle af de mest populære. Kommunerne gør en stor indsats for at skaffe praktikpladser, og det lykkes også i langt de fleste tilfælde.

 

Merit

Fra undersøgelserne status 2 til status 4 er der i svarene angivet et meget stort fald i antallet af egu-aftaler, der indeholder merit. Reelt er der dog ikke tale om et drastisk fald, bl.a. fordi tallene for status 2 har vist sig ikke at være i overensstemmelse med de faktiske forhold. Merit er meget sjældent blevet skrevet ind i de enkelte egu-aftaler ved indgåelsen, men først ved gennemført egu, hvis det overhovedet er blevet skrevet ind. Antallet af egu-aftaler indeholdende merit var i status 2 derfor baseret på forventninger, da der endnu ikke var gennemført nogle aftaler.

 

Egu er karakteriseret ved rimelige gennemførselsprocenter og ved, at 2/3 af de elever, der gennemfører, går videre i arbejde eller uddannelse

Pr. 30.9.1997 er der 656 elever, der har gennemført deres egu-uddannelse. 2/3 af disse er startet i anden uddannelse eller i beskæftigelse efter endt egu. Hovedparten er startet i beskæftigelse, og det mest populære område er social- og sundhedsområdet. Inden for anden uddannelse er det de tekniske skoler, der tiltrækker flest.

Indtil 30.9.1997 er ca. 950 sprunget fra deres egu-aftale. 40% af disse har gjort det af positive årsager. De er enten startet i uddannelse eller har fået et arbejde.

 

Egu befinder sig i en ungdomsuddannelseskontekst, der giver potentielle egu-elever andre muligheder, som benyttes

Undersøgelsen har vist, at egu er en uddannelse, der bredt henvender sig de elever, som har vanskeligheder med at gennemføre en anden uddannelse eller vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. En stor del af eleverne visiteres direkte fra folkeskolen, mens resten af eleverne visiteres fra enten bistandssystemet, ledighed eller beskæftigelsesprojekter.

Selv om der forekommer en vis spredning i opfattelsen af grundlaget for visitationen og dermed en række varierende praksisformer på dette område, er resultatet, at egu primært rekrutterer elever fra kategorier, som med føje kan siges at være "unge i utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige situationer".

Som noget helt centralt er det påvist, at de øvrige ungdomsuddannelsestilbud, som har udviklet sig i omegnen af egu, har haft en betydelig vækst, hvilket har påvirket tilgangen til egu.

Desuden er der i kommunerne mere opmærksomhed på sociale og personlige aspekter ved uddannelsen end på de faglige sider. Det skyldes, at eleverne ofte har store behov inden for disse områder.

De unge, der finder vej til egu, udtrykker generelt en positiv indstilling over for forløbet. De møder en tilrettelæggelse, der i høj grad modsvarer deres behov for en praksisnær undervisning og en intensiv vejledning, der kan hjælpe dem på vej mod en sikrere fremtid. En del elever er dog tydeligt kritiske over for de økonomiske vilkår i uddannelsen og har et ønske om forbedrede vilkår.

 

Vejledningen

Vejledningen i forbindelse med egu-forløb er på mange måder at betragte som den "achilles-hæl", der er afgørende for succes eller fiasko for de unge i egu. Mange af de unge, der begynder på egu, er helt afhængige af en tæt vejledningsindsats, der følger dem til dørs, såvel i skoledele som i praktikdele. Især i de sidste spores der problemer med at fastholde de unge, hvorfor en forstærket indsats i relation hertil forekommer helt nødvendig for en udvikling af egu.

Egu-vejlederne er ofte hårdt spændt for og markerer tydelig skepsis over for den måde, hvorpå egu-opgaven forvaltes på, når det gælder de kommunale ressourcetildelinger og uddannelsesmuligheder. Der efterspørges ligeledes central sekretariatsbistand i vejledningsarbejdet til at lette opgaven med at få de mange individuelle løn- og arbejdsvilkår på plads.

Vejledningsarbejdet er imidlertid - som pædagogikken - inde i en markant udviklingsproces, der understøttes af en del tværkommunale og amtslige aktiviteter med sigte på en fælles indsats og afklaring vedr. egu-opgaven.

 

Uddannelse, social aktivering eller en blanding af disse?

Udgangspunktet i Lov om erhvervsgrunduddannelse (§ 1) var, at den unge skulle opnå "personlige, sociale og faglige kvalifikationer, som dels giver umiddelbar adgang til at fortsætte i en erhvervskompetencegivende uddannelse, dels giver grundlag for beskæftigelse på arbejdsmarkedet". Tolkes dette formål med loven ud fra den praksis, som er beskrevet i denne undersøgelse, vil de personlige og sociale kvalifikationer sammen med adgangen til uddannelse primært være af interesse. Dette betyder samtidig, at for hovedparten af egu-eleverne er de faglige kvalifikationer, og dermed også diskussionen om merit, ikke det centrale emne.

Det drejer sig mere om at give eleverne tilstrækkelige personlige og sociale kvalifikationer, så de kan fortsætte i uddannelsessystemet. En fortsættelse, som har en større chance for succes, end hvis eleverne ikke havde været gennem et egu-forløb.

Måles uddannelsessucces alene ift., om der gives merit til andre uddannelser, vil egu i mange tilfælde ikke kunne beregnes som succesfuld. Ses uddannelse derimod ift. elevens behov, vil den opbygning af personlige og sociale kvalifikationer, som egu-eleverne faktuelt opnår, være med til at give dem en form for samfundsmæssig "merit" - en socialisering til at få en chance til i uddannelsessystemet. Erfaringerne viser, at hovedparten af egu-eleverne er blevet behandlet ud fra denne logik om "socialisering til uddannelsesparathed", samt at hovedparten af de personer, som arbejder med egu, mener, at netop denne model bedst tjener elevernes interesser.

I en fremtidig vurdering af egu-modellen bør der således indgå en grundlæggende diskussion af, om egu er en uddannelse, og hvor grænserne mellem uddannelser og sociale aktiviteter går, samt hvilke kriterier uddannelser - som egu - reelt bør vurderes udfra.

Kernen i egu og dermed også kernen i en evaluering af egu er at få fastlagt, om egu skal være en uddannelse, en social aktivering eller en blanding af disse to aktiviteter. Det er - hvis svaret er en blanding af uddannelse og social aktivering - endvidere væsentligt at få afklaret, om egu er en uddannelse med et islæt af social aktivering, eller om egu er en social aktivering med et islæt af uddannelse.

Svaret på disse spørgsmål er afgørende for hovedparten af de aktiviteter, som gennemføres omkring egu, samt for den målestok, som skal anvendes ved en stillingtagen til egu's fremtid.

Praksis viser, at det netop er blandt disse tolkninger, der er blevet valgt af de forskellige aktører, med de problemstillinger, dette nu fører med sig. Dette valg ses klart af den praksis, der har vist sig omkring tredelingen af de kvalifikationer, som egu-aktiviteterne har haft som mål for de enkelte elever.

Ved at fokusere på de personlige og sociale kvalifikationer - ud fra en konstatering af, at dette var målgruppens primære behov - har egu-medarbejderne og kommunerne givet deres tolkning af egu-loven.

Den brede fortolkningsramme, målgruppen åbner mulighed for, har, sammen med de efterhånden flere alternativer til egu, haft den konsekvens, at egu-medarbejderne og kommunerne både har skulle fastlægge og præcisere målgruppedefinitionen og derefter fastlægge sammensætningen af de kvalifikationer, som denne skal forsøge at opnå gennem egu.

Meget tyder på, at dette tolkningsarbejde og hele indsatsen for at komme målgruppen i møde har været udfordrende arbejdsprocesser, der har krævet megen omstilling og nytænkning hos aktørerne, men også at den samlede indsats i de knap fem år, der er gået, har betydet, at der nu eksisterer en række praksisformer og netværk, der i høj grad rummer konturerne af en fremtid, hvor indsatsen for at støtte den del af ungdomsgruppen, der ellers ikke får fodfæste, kan foregå på et afprøvet og kvalitativt grundlag.