Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







5. Skolepraktik i udlandet

Som nævnt i afsnittet om virksomhedsforlagt undervisning, kan skolepraktikelever godt være i virksomhedsforlagt undervisning i en udenlandsk virksomhed, hvis skolen kan garantere for den faglige kvalitet i virksomhedens undervisning og føre tilsyn hermed. Det er en forudsætning, at eleven opfylder EMMA-kravene under den virksomhedsforlagte undervisning i udlandet.

Det er frivilligt både for skolen og eleven, om eleven skal i virksomhedsforlagt undervisning i udlandet. Skolen er således ikke forpligtet til at efterkomme en elevs ønske om forlagt undervisning i udlandet, og eleven er ikke forpligtet til at tage til udlandet. Det vil ikke have konsekvenser for eleven i relation til EMMA-kriterierne at sige nej til forlagt undervisning i udlandet.

Skolen skal afholde rejse- og opholdsudgifter mv. for skolepraktikelever ved forlagt undervisning i udlandet, idet skoleundervisningen er vederlagsfri, jf. § 19 a i erhvervsuddannelsesloven. Udgifterne skal afholdes indenfor, hvad der er rimeligt og nødvendigt, jf. vejledende det niveau, der er gældende for støtte til praktikophold i udlandet fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Som nævnt under afsnittet om delaftaler kan elever, der er optaget til skolepraktik, ikke indgå delaftaler med virksomheder i udlandet, idet erhvervsuddannelsesloven kun gælder i Danmark.

En skolepraktikelev, der har indgået delaftale med en virksomhed i Danmark, kan dog godt blive udstationeret af virksomheden i udlandet som led i uddannelsesaftalen – eventuelt med støtte fra Arbejdsgivernes Elevrefusion efter reglerne om støtte til praktikophold i udlandet (PIU-støtte), hvis betingelserne herfor er opfyldt. Efter delaftalens ophør vil eleven kunne vende tilbage til skolepraktik på normal vis.

Elever, der har gennemført dele af praktikuddannelsen via lønnet beskæftigelse i udlandet, kan ikke optages til skolepraktik for så vidt angår den resterende del af praktikuddannelsen, idet betingelserne for optagelse til skolepraktik, jf. lovens § 66 a, ikke er opfyldt.

Hvis en skolepraktikelev indgår praktikaftale med en virksomhed i udlandet under skolepraktikforløbet, vil eleven ikke kunne vende tilbage til skolepraktikken. Dette hænger sammen med optagelsesbetingelserne og det forhold, at der ikke er hjemmel til at give skolepraktikelever orlov fra skolepraktikforløb.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Skolepraktik i erhvervsuddannelserne" som kapitel 5 af 14
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top