Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







2. Ansøgnings- og optagelsesprocedure

Ansøgnings- og optagelsesproceduren forestås af den skole, hvor eleven har afsluttet grundforløbet henholdsvis er registreret som praktikpladssøgende. For elever, der ønsker optagelse til skolepraktik som følge af, at de uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, forestås ansøgnings- og optagelsesproceduren af den skole, der registrerede uddannelsesaftalen.

Skolen skal enten selv optage eleven til skolepraktik eller indgå aftale med anden skole herom. Det er en forudsætning, at skolen er godkendt til at udbyde hovedforløbet i den pågældende uddannelse.

Skolen skal med mindst en uges varsel indkalde eleverne til et informationsmøde, der afholdes mellem to uger før og en uge efter grundforløbets afslutning.

Eleverne har mødepligt til dette møde og fortaber retten til skolepraktik, hvis de ikke møder op.

Elever, der uforskyldt har mistet deres uddannelsesaftaler, og som i øvrigt opfylder optagelsesbetingelserne, skal optages til skolepraktik snarest muligt, efter at uddannelsesaftalen er ophørt. Skolen skal også i disse tilfælde afholde et informationsmøde, hvortil eleven har mødepligt. Optagelsesproceduren kan dog ikke iværksættes, før der foreligger en ophævelseserklæring. Hvis en tvistighed er indbragt for det faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven først optages, når der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutning af tvistigheden. Der må ikke være tvivl om, at eleven uforskyldt har mistet uddannelsesaftalen. En eventuel tvivl kan således ikke komme eleven til gode.

Retten til optagelse til skolepraktik kan ikke udskydes, da der ikke er hjemmel hertil. Hvis en elev eksempelvis er indkaldt til at aftjene sin værnepligt, må eleven søge om udsættelse med aftjeningen, ellers fortabes retten til skolepraktik.

Eleven skal optages til det fastsatte tidspunkt, selvom denne ikke kan følge undervisningen fra starten på grund af sygdom eller barsel.

Såfremt en skole træffer afgørelse om en elevs optagelse, der ikke fuldt ud imødekommer elevens ansøgning, skal skolen vejlede eleven om klageadgangen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 66 j. Tilsvarende gælder, hvis skolen træffer afgørelse om en elevs ophør med skolepraktik. Skolens afgørelse kan, inden for en frist af en uge fra afgørelsen er meddelt eleven, indbringes for det faglige udvalg. Klagen sendes til skolen. Hvis skolen opretholder sin afgørelse, videresender skolen klagen til det faglige udvalg ledsaget af en begrundelse, jf. lovens § 66 j. En sådan klage har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Skolen eller det faglige udvalg kan dog tillægge den konkrete klage opsættende virkning.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Skolepraktik i erhvervsuddannelserne" som kapitel 2 af 14
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top