Grundskoler og ungdomsuddannelser spiller en vigtig rolle for, at opvoksende
generationer bevidstgøres om demokrati og demokratiske værdier.
Med denne publikation ønsker Undervisningsministeriet at give lærere og ledere
i grundskoler og ungdomsuddannelser inspiration til arbejdet med demokrati.
En række interview med eksperter, skolefolk og undervisningsministeren sætter
fokus på temaer som medborgerskab, skolen som lokalt demokrati og et godt
undervisningsmiljø. Derudover indeholder publikationen et eksempelkatalog
med eksempler fra frie grundskoler, folkeskoler samt gymnasiale og erhvervsrettede
ungdomsuddannelser. Eksemplerne er fra skoler, der på forskellig vis gør
en indsats for at bevidstgøre eleverne om demokrati og demokratiske værdier,
ud over hvad der forventes i den almene undervisning, for eksempel i faget
samfundsfag.
Materialet kan anvendes i en målrettet indsats på skoler med mange tosprogede
elever. Eksempelkataloget indeholder en række eksempler om den inkluderende
skole fra skoler med mange tosprogede elever. Kataloget indeholder tillige et
indlæg på hvert skoleområde om demokrati set i et integrationsperspektiv.
|