Opgave 3

Budgettering

Revisoren har endnu ikke afsluttet årsregnskabet for 2006, så Kaj Holgersen har som udgangspunkt for budgetteringen for 2007 opstillet en foreløbig resultatopgørelse for 2006. Se bilag 3.

Juli måned 2006 var den varmeste og mest solrige i mange år. Kaj Holgersen har derfor forventning om, at mange turister vender tilbage til området i 2007. For at forbedre supermarkedets kundeservice i 2007 overvejer Kaj Holgersen at ansætte yderligere 1 medarbejder, som skal tage sig af kunder med specielle ønsker. Servicemedarbejderen skal modtage bestillinger på varer, der normalt ikke er i forretningen og så vidt muligt sørge for, at varen kan leveres inden for 48 timer. Forbedringen af kundeservicen vil øge omkostningerne med kr. 260.000, som dækker løn til servicemedarbejderen samt ekstra transportomkostninger. Inden ansættelse af servicemedarbejderen vil Kaj Holgersen have undersøgt, hvordan det vil påvirke budgettet, og om det er lønsomt at ansætte servicemedarbejderen.

Uden at ansætte servicemedarbejderen har Kaj Holgersen følgende forventninger til 2007:

      1.  Salgspriserne stiger med 2 %

      2.  Afsætningen stiger med 4 %

      3.  Indkøbspriserne stiger med 2,5 %

      4.  Andre eksterne omkostninger stiger med 5 %

      5.  Personaleomkostningerne stiger med 3 %

      6.  Afskrivninger og renter er uændrede

Kaj Holgersen har fortsat planer om at udvide virksomheden. Fremtidens samfund bliver et fritidssamfund, så Kaj Holgersen vil udvide med fritidsaktiviteter, som minigolf og et vandland, der skal passe til områdets gæster. Kaj Holgersens planer er, at det budgetterede resultat for 2007 skal investeres i udvidelser.