Lærerne skal lære at lege

Eleverne på erhvervsskolerne skal ikke bare lære deres håndværk, de skal også trænes i at tænke innovativt. Det er en udfordring for elever, lærere og ledelser. Pædagogisk konsulent Dorrit Sørensen fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse har været med til at udarbejde et udviklingsprogram for, hvordan innovation kan implementeres i undervisningen på erhvervsuddannelserne.

Af Laura Engstrøm // Foto Anders Hviid

Der skal være forskel på en dansk og en udenlandsk tømrer i fremtiden. Måske er de begge dygtige til at sætte gipsplader op, men danskeren skal gerne tænke anderledes.

»Det kan være, tømreren har fået nogle ideer til, hvordan han i samarbejde med arkitekten eller ingeniøren kan løse udfordrende opgaver på en ny og anderledes måde. Eller måske kan tømreren udtænke smartere arbejdsgange. Opgaverne for håndværkeren kan strække sig fra konkret udførende til mere rådgivende karakter,« siger pædagogisk konsulent Dorrit Sørensen fra Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden - Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL).

Dorrit Sørensen har været med til at udarbejde et udviklingsprogram for innovation og iværksætteri i erhvervsuddannelserne og har dermed givet et bud på, hvordan de politiske beslutninger om at ruste undervisningssystemet til en globaliseret fremtid kan implementeres. Det er et ambitiøst program, som gerne skal afspejles i alle led af skolekulturen. Fra idé til handling og fra teori til praksis.

I fremtiden vil en elev på en erhvervsuddannelse derfor ikke kun blive god til at beskære en busk eller skifte en forbinding. Eleven skal også trænes i at se, hvordan hans eller hendes fremtidige erhverv kan styrkes og fornys. Og jo, det sker allerede i flere erhvervsuddannelser, men den fornyende tilgang til uddannelserne er som oftest båret af ildsjæle, siger Dorrit Sørensen.

»Ildsjælene kan ikke bære det hele. For når den lærer så holder op, tager han eller hun også den viden med. Det er alt for sårbart. Derfor skal vi kigge på hele skolen og de læringsprocesser, der ligger til grund for uddannelsesforløbet.«

En ny lærerrolle

Det udviklingsprogram, som Dorrit Sørensen har været med til at udarbejde, består derfor af en række råd og anbefalinger, som lærere og ledelser kan bruge. Innovation skal ikke bare tænkes ind som et fag i sig selv, men glide naturligt ind i undervisningen i både grund- og hovedforløb.

»Vi har udviklet nogle pædagogiske læringsprincipper, som understøtter, at al undervisning går i den samme retning. Samtidig er det vigtigt at understrege, at innovation ikke bare kan sættes på en formel. Det skal tænkes fleksibelt. For de brancher og erhverv, som eleverne skal ud i, ændrer sig jo hele tiden. Det betyder også en konstant ændring i de kompetencer, den enkelte elev skal beherske,« siger Dorrit Sørensen.

De evigt ændrede betingelser stiller store krav til lærere og ledelse. De skal følge med i udviklingen i de enkelte erhverv og brancher uden for klasselokalet og inddrage den i undervisningen.

»Det kræver stor åbenhed fra lærernes side,« siger Dorrit Sørensen.

Lærerne skal ikke bare være åbne over for de nye tiltag; det fordrer også en nytænkning af elev- og lærerroller, påpeger hun. Eleven skal vænne sig til, at læreren også er en kompetent sparringspartner og ikke kun en autoritet med et klart facit på en opgave. Tilsvarende vil læreren snarere udforske en given problemstilling frem for at være faglig ekspert. Og både lærere og elever må fremover vænne sig til at tænke i helheder. Det kræver samarbejde, og at fokus bliver flyttet fra den enkelte til gruppen - både i elev- og i lærersamarbejdet.

»Der er to udfordringer for lærerne her. For det første er der det operationelle. Ud over at være dybt forankret i sin faglighed skal læreren også besidde innovative kompetencer og tage udgangspunkt i en didaktik, der fremmer innovation. For det andet skal læreren have en åben tilgang til, hvordan man løser et problem. Han eller hun skal også turde tænke vildt og kreativt med eleverne,« siger Dorrit Sørensen og fortsætter:

»Læreren skal ikke bare se det som sin opgave at bibringe eleverne de kernefaglige kompetencer. Grundlæggende skal han eller hun også kunne se behov, der ligger ud over hans eller hendes eget håndværk. Læreren skal se sig selv som en pædagogisk håndværker.«

Lærerne må også vænne sig til, at faggrænserne rykker sig. Det kan få en del lærere til at stritte imod. Men Dorrit Sørensen mener, det er uundgåeligt.

»Når man arbejder med innovation, er det opgaven, der kommer i centrum - ikke faget. For en opgave kan typisk ikke begrænses til et enkelt håndværksfag. Det kan være inden for byggeri, hvor en byggeproces kalder på andre fageksperter. Derfor må læreren også nødvendigvis vejlede eleverne i, hvor de kan indhente viden, og om der er brug for en anden fagekspert.«

Dorrit Sørensen påpeger, at sprogbrugen, der benyttes i forbindelse med innovation, er vigtig.

»Vi bliver nødt til at udvikle et nyt sprog i forbindelse med innovation, for som det er nu, ligger det i forlængelse af et businesssprog. Det skal vi have oversat til en sprogbrug, som tager udgangspunkt i pædagogiske processer,« siger hun.

Trin for trin

Et af de værktøjer, som lærerne på erhvervsskolerne kan støtte sig til, er den såkaldte innovationstrappe, som Dorrit Sørensen har været med til at udvikle. I syv trin viser den, hvordan innovation kan indgå i undervisningsforløbet fra problemstilling til udførelse af den enkelte idé (se figur nedenfor).

»Det er et meget konkret værktøj, som kan bruges i de fleste undervisningssammenhænge. Men det kræver, at læreren er opmærksom på at styre de arbejdsgange, det lægger op til,« siger hun.

Dorrit Sørensen ser desuden gerne, at lærebøger bliver udviklet med det formål at skabe mere innovation i de enkelte uddannelser. Og så skal lærerne styrkes i innovation med efteruddannelse og konsulentbistand.

Det centrale er, at læreren støtter eleverne i at eksperimentere og lege, pointerer Dorrit Sørensen. Her er kreativitet, selvstændighed og evnen til at samarbejde nøgleord. Det kræver frihed, og netop den frihed kan også være problematisk, erkender Dorrit Sørensen.

»Den frihed betyder også, at eleverne får et ansvar, så de ikke går på café, hvor de egentlig skulle være ude at fotografere til en opgave. Nogle elever har brug for meget styring - andre elever har ikke,« siger Dorrit Sørensen.

Det kunne lyde, som om den nye tilgang til innovation overvejende bejler til de fagligt stærke elever. Dorrit Sørensen mener ikke, det er tilfældet.

»Dette er ikke kun til de stærke elever. Det er også til de elever, som normalt har svært ved at tilegne sig viden på almindelig vis. Det handler om at give dem tid og om, at læreren er nærværende over for dem. De bogligt svage elever får jo ofte lige så mange ideer som de stærkere elever,« siger hun.

Når eleverne både skal lære et håndværk og at tænke i nye faglige baner på én og samme tid, skulle man tro, det krævede flere timer på skemaet.

»Det handler i virkeligheden om, at vi skal røre i gryden og finde en ny opskrift. Uddannelsen er jo trindelt, og innovation kan sagtens indgå på alle trin, uden at det kræver mere tid. Elevens slutkompetencer er ændret. Det betyder, at eleven skal kunne anvende sin viden i sammenhænge, han eller hun ikke kender på forhånd. Vi vil komme til at se nye prøveformer som følge af innovation. Prøveformer er gerne det, der med sikkerhed kan få undervisningspraksis til at ændre sig. Livslang læring spiller også ind, for eleverne skal jo blive ved med at udvikle sig, også når de er færdige med deres grunduddannelse,« siger Dorrit Sørensen.

Samarbejdsvanskeligheder

De nye arbejdsgange stiller yderligere krav til lærere og skoleledelser.

»Vi kan se fra erfaringer med forsøgs- og udviklingsarbejde i forbindelse med innovation, at der er et stort behov for samarbejde mellem mellemlederne og lærerne. Dette samarbejde skal prioriteres. Det kommer ikke bare af sig selv. Mellemledere og lærere har ikke altid tradition for, at lederen blander sig i lærerens pædagogiske arbejde. Og det gør det jo ikke nemmere, når flere samarbejdsprocesser skal fornys som følge af nye lovændringer. Lærere er ikke vant til indblanding fra deres ledelse, for de leder jo selv deres arbejdsliv: De forbereder sig ofte hjemme og planlægger selv deres undervisningsforløb. Men innovationsforløb er nødt til at blive løst i fællesskab. Vi hører fra lærerne, at denne proces kræver en synlig ledelse. Og mellemlederne bliver nødt til at værdisætte det,« siger Dorrit Sørensen.

Virksomhederne har et ansvar

Der er mange, lærerne skal have et godt samarbejde med - også gerne de virksomheder, som får eleverne i praktik. Her kan lærerne nemlig også få gode ideer, følge med i udviklingen i erhvervet og få indsigt i nye faglige problemstillinger, som typisk skal løses.

»Det ville være godt, hvis lærerne kom mere ud i virksomhederne. Omvendt ville det også styrke uddannelserne, hvis virksomhederne var interesserede i skolerne,« siger Dorrit Sørensen.

De nye retningslinjer for erhvervsuddannelserne stiller krav til de virksomheder, som får eleverne i praktik. De virksomheder er forpligtede til at uddanne eleven til det enkelte erhverv.

»Det kan være svært for mange små og mellemstore virksomheder at tilbyde eleven arbejdsopgaver, der varierer igennem hele uddannelsesforløbet. Men hvis en tømrerelev kun er blevet sat til at sætte gipsplader op i hele sin praktiktid, får han ikke nødvendigvis den rigtige forudsætning for at udvikle kompetencer, der retter sig mod innovation. Det er vigtigt, at eleven får forskellige erfaringer og oplevelser fra alle de processer, der knytter sig til at drive en virksomhed,« siger Dorrit Sørensen.

En oplagt mulighed for de små og mellemstore virksomheder er derfor at gå sammen om at dele elever og dermed tilbyde dem den nødvendige bredde i uddannelsesforløbet.

Danfoss på Als tilbyder for eksempel et samarbejde med de mindre virksomheder i området. Det udvider erfaringsgrundlaget og giver eleven et helhedssyn.

»Det er også oplagt at tænke det merkantile område og det tekniske område mere sammen og lave samarbejde eleverne imellem. Traditionelt set er mange håndværkere jo iværksættere, og man kan sagtens forestille sig et samarbejde mellem elever fra de tekniske erhvervsuddannelser, som har produkterne, og handelsskoleeleverne, som bliver uddannet i blandt andet markedsføring,« fortsætter Dorrit Sørensen.

Et lignende projekt er allerede sat i søen i blandt andet Roskilde, hvor handelsskolen har arbejdet sammen med den lokale tekniske skole.

De første reaktioner på en mere innovativ tilgang til undervisningen på erhvervsskolerne har været positiv, erfarer Dorrit Sørensen.

»Vi har fået flest reaktioner fra lærerne. Og de siger, at eleverne er glade for undervisningen. Den har givet større ansvarlighed i forhold til egen læring, lyst til at arbejde og fået mange elever til at arbejde ud over den normale skoletid for at få løst deres projekter.«

Læs mere på www.eud-innovation.dk

Hvorfor er det vigtigt at have innovation i erhvervsuddannelserne?

	Lars Kunov Sekretariatschef i Industriens Uddannelser »Vi lever jo af at tænke nyt. Derfor er det vigtigt, at ikke kun virksomhederne, men også den enkelte medarbejder, er med til at se, hvor man kan gå nye veje, og hvor man kan udvikle nye produkter. At den enkelte har en innovativ tankegang. Det er det, der adskiller os fra de lande, vi outsourcer til. Vi kan jo ikke konkurrere på lønnen og den håndværksmæssige færdighed.«
	Henrik Bille Pedersen Direktør for Hotel Marienlyst i Helsingør, næstformand og ansvarlig for uddannelse i HORESTA »Innovation i uddannelserne er vigtigt, fordi vi skal styrke vores position i dansk turisme. Ellers står vi i stampe. Det er også vigtigt, at lærerne sørger for at være fremme i skoene - ved, hvad der rører sig, og fornemmer, hvad det nye er. Men det er svært at håndtere, for innovation kræver jo, at man kan skue ind i fremtiden og ikke bare holder sig til lærebøgerne.«
	Ulla Kaas Larsen Uddannelseskoordinator for SOSU -uddannelserne i Brøndby Kommune »Uddannelsen af SOSU-assistenterne skal følge den samfundsmæssige udvikling. Vi kan se, at patienterne i den primære sektor bliver dårligere og dårligere fysisk og psykisk. Derfor kræver det en optimering af uddannelsen. Det er ganske enkelt nødvendigt at blive ved med at udvikle de kompetencer, den enkelte har, efter endt uddannelse.«

Optagethed

Optagethed driver værket på St. Helena, en skole med 1.600 elever og studerende fra 7. til 12. klassetrin. I det australske skolesystem står secondary schools også for den gymnasiale del af uddannelsen.

I mit møde med fire elever fra nanoteknologifaget oplevede jeg en optagethed af det at gå i skole samt af hele emnet nanoteknologi, som jeg ikke før har set. Disse elever var så begejstrede for det, at de alle vil være nanoforskere, og med stor entusiasme fortalte de, at »vi kan ændre historien«, »vi har aldrig været så glade for at gå i skole« og »... det er så spændende. Vores lærer har vundet prisen som årets innovative lærer, og det er vi meget stolte af. Lige nu er hun på en konference for at præsentere forløbene og undervisningen om nanoteknologi« samt »vi kan selv komme med på en konference til næste år«.

Disse elever har oplevet noget. De har oplevet noget særligt i deres undervisning og i skolen som sådan. De er blevet rykket. Det er ikke sikkert, at de alle bliver nanoforskere, men der er vækket en begejstring for et emne, som pædagogisk indeholder nogle helt bestemte kendetegn, nemlig:

• Aktualitet - et emne, der skrives meget om i medierne.
• Noget gryende - forskning, som ikke har en lang historie bag sig, men som i høj grad er på vej frem.
• Et nyt undervisningstema - som deres kammerater fra andre skoler beundrer og er misundelige på.
• Samarbejde med forskere - og mulighed for deltagelse i forskningskonferencer om emnet.
• Meget engagerede lærere - der virkelig brænder for området.

Hele opholdet i Australien blev en søgning efter denne slags begejstring, de gode erfaringer og den bagvedliggende tænkning, som omgiver enterprise education i landet.

Hvorfor nanoteknologi?

Hører dette emne ikke hjemme i videregående uddannelser og forskningslaboratorier? På St. Helena er de af en anden mening. De har med fagene, hvori nanoteknologi indgår, oprettet programmet SHINE i samarbejde med forskere fra universiteterne. Altså et unikt samarbejde mellem skole og forskningsverden.

Curriculum for programmet i nanoteknologi blev udviklet, efter at holdet på syv lærere fik bevilliget et legat til at arbejde med udviklingen. I udviklingen af et curriculum var der involveret input fra myndigheder, tertiære institutioner, industri samt det bredere nanoteknologinetværk inden for industrien.

Det nye SHINE-program er blevet et flagskib for skolen. Formålet er at opfordre og støtte studerende i naturvidenskabelige fag til at søge karrierer i den fremadstormende industri inden for nanoteknologi. Programmet engagerer både studerende, forældre og lokalsamfundet til i fællesskab at skabe viden og anerkende de mange aspekter og perspektiver, der er i denne nye teknologi. Som det hedder i begrundelsen for initiativet:

»Nanotechnology Victoria plays an important role in designing and supporting education for the development of nanotechnology both in Victoria and Australia. The following pages contain a wide variety of resources for students, teachers, and anyone wanting to learn more about nanotechnology. NanoVic has supported the development of several novel nanotechnology initiatives including the SHINE project, NanoBits Education Kit and In2nanotech Schools Challenge.«

Francesca Calati er blevet kåret som den mest innovative scienceunderviser i den australske delstat Victoria. Hun underviser i kemi på St. Helena Secondary School i Melbourne, der som en af de første folkeskoler i verden arbejder med nanoteknologi i undervisningen.

Science made fun

Det kræver en bestemt lærerrolle at kaste sig ud i et projekt som dette. Holdet bag nanoteknologifaget er flere gange blevet honoreret med priser og anerkendelse. En af de større var prisen som årets innovative underviser i 2006, som blev givet af delstatens undervisningsminister til Francesca Calati.

»Jeg har altid været interesseret i kemiske reaktioner. Det går tilbage til high school. Jeg gik på en katolsk skole, hvor der var en særlig nonne, søster Francine. Hun smøgede ærmerne op, skubbede nonnedragten tilbage og introducerede os for mange spændende kemiske eksperimenter. Jeg bevarede selv den passion for kemi,« fortæller hun.

Hun har nu undervist i mange år på både grundskoleniveau og gymnasialt niveau.

»Til forskel fra mange andre fag udvikler naturvidenskab sig hele tiden, så der sker nye ting. Det bliver meget nemt at undervise, for du kan stille spørgsmål, og elever kan blive grebet af emnet.«

Udfordringen ved at undervise i naturvidenskab betegner Francesca Calati som »you got to fuel that curiosity in students«.

»Dét at engagere elever er centralt. Du skal lave nogle virkelig gode eksperimenter for at vække deres interesse. Du introducerer måske noget meget simpelt på en ny måde. Du viser dem en kemisk reaktion, og du kan se det i deres ansigter. Deres udtryk siger alt.«

Francesca Calatis tilgang til undervisning læner sig meget op ad en innovativ tankegang, hvor både lærer- og elevroller ændrer sig i forhold til traditionel undervisning.

»Jeg hader at undervise efter en tekstbog eller bestemte forudbeskrevne forløb. Jeg føler mig låst inde i et bur, når det sker. Derfor har vi på St. Helena præsenteret SHINEprogrammet. Det går ud på at introducere nanoteknologi i den naturvidenskabelige læreplan for 7. til 10. klassetrin. Formålet er at motivere og sætte nyt liv i det naturvidenskabelige curriculum for på den måde at bringe det frem til det 21. århundrede.«

Francesca Calati har en passion for at undervise. Den er blevet grundlagt gennem hendes egen skolegang, og det er betydningsfuldt for hende at videregive noget af det.

»Jeg valgte undervisning i naturvidenskab for stadig at kunne have udfordringen at være involveret i kemilaboratoriet og lære andre studerende, hvad min passion altid har været. Jeg har mulighed for at videreformidle noget af det engagement, som jeg selv oplevede som elev.«

Ifølge Francesca Calati er det meget svært at forklare, hvad passion er. For hende er det en magnetisk tiltrækning i klasseværelset, som driver hende frem til at lave en engageret undervisning. »Hvis du som lærer har en passion for noget, smitter det af på eleverne.«

LÆS MERE

• Læs mere om Sct. Helena Secondary School på www.sthelena.vic.edu.au
• Læs mere om SHINE-programmet på www.nanovic.com.au
• Rapporten »Enterprising ways to teach and learn - erfaringer fra Australien« kan hentes gratis på www.innobox.dk
• Se DK4-udsendelsen »Iværksætteriet - internationale aspekter« på www.dk4.dk

Michael Breum Jakobsen er chefkonsulent i virksomheden Innobox, der sætter processer i gang, udfordrer, udvikler og kvalificerer innovationen i virksomheder, organisationer og på uddannelser. Læs også bloggen om innovation og kreativitet i undervisningen www.innobox.dk http://innobox.smartlog.dk

Denne side indgår i publikationen "PIONERMAGASINET 03"
© Undervisningsministeriet 2008