Thorvald Stauning mødes den 29. januar 1933 med en række fremtrædende politikere i sin lejlighed i Kanslergade i København. Dagen efter var Kanslergadeforliget en realitet.

Den dystre baggrund for Kanslergadeforliget var den økonomiske verdenskrise, der udviklede sig i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929. Krisen tvang mange virksomheder i knæ, og landbrugseksporten faldt dramatisk. Resultatet var en eksplosivt voksende arbejdsløshed og kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner i landbruget. På arbejdsmarkedet truede en ødelæggende storkonflikt.

K.K. Steincke på talerstolen i Landstinget. I forgrunden til højre ses Thorvald Stauning.

Ved forliget opnåede landbruget lettelser gennem en devaluering af kronen, nedsættelse af ejendomsskatter og andre mindre lempelser. På arbejdsmarkedet blev arbejdsgivernes krav om en lønnedgang på 20 procent under trussel om storlockout afværget ved lov. Endelig blev der fra alle sider givet grønt lys for gennemførelse af socialminister K.K. Steinckes store socialreform, der generelt afskaffede trangskriteriet i den sociale forsorg til fordel for et retsprincip. Det medførte en række øjeblikkelige lettelser i de mest udsatte gruppers vilkår. Med Staunings ord havde alle partier med forliget ofret nogle principper, men havde til gengæld reddet landet og demokratiet. Venstre havde således firet på partiets liberalistiske synspunkter, og Socialdemokratiet lagde endegyldigt sit oprindelige marxistiske grundlag bag sig og forvandlede sig til et bredtfavnende arbejder- og folkeparti. Dette ideologiske skifte markeredes stærkt og klart i Staunings principprogram fra 1934, der meget sigende fik navnet Danmark for Folket. Forligets betydning blev yderligere sat i relief af, at det blev indgået samme dag, som Hitler blev indsat som rigskansler i Berlin og dermed førte Tyskland mod totalitarisme og siden sammenbrud.

"Hvis De ved patriot forstår en mand, der elsker sit land og vil arbejde for det efter evne, så vedkender jeg mig at være det.

Jeg har altid følt kærlighed til mit fædreland; men jeg havde ikke mindste respekt for de personer, der i min barndom og ungdom talte store ord om fædrelandet, mens de foragtede det folk, der skabte fædrelandets værdier. Det var personer, der holdt store befolkningsdele nede i elendighed uden den sociale forsorg, som er nødvendig i et godt og velordnet samfund.

I den tid var fædrelandet kun indrettet for de rige; og vi, der hørte til de undertryktes kreds, vi kom til at hade dem, der kaldte sig fædrelandsvenner og betragtede os som fædrelandsløse.

Vi svor, at vi ville erobre plads i dette land, at vi ville omforme det således, at vi kunne føle, at det var vort land og vort hjem. Det er nu sket, og jeg har givet mit bidrag.

Det fædreland, vi har, er folkets, og den danske arbejder er patriot. Han vil netop derfor sætte ind på at gøre landet til et godt hjem for hele den danske befolkning".

STATSMINISTER THORVALD STAUNING (1873-1942) I ET INTERVIEW I ARBEJDERNES ALMANAK (1939, S. 20) MED JOURNALIST SIGURD THOMSEN, DER SPURGTE, OM HAN FØLTE SIG SOM PATRIOT.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008