Tosprogede børns overgang fra dagtilbud til skole - fokus på den sproglige udvikling mellemstykke Uvm logo

Til forsiden

Forord

Der er i disse år sat fokus på, at alle børn skal have en god overgang fra dagtilbud til skolen. Blandt andet har et ekspertudvalg om skolestart, nedsat af regeringen, fremlagt en række anbefalinger med henblik på, at alle børn skal have en god start i folkeskolen og opleve en sammenhæng i deres samlede lærings- og uddannelsesforløb.

Overgangen til skolen er et stort skridt for alle børn. For et barn, der er vokset op med flere kulturer og sprog, kan det dog være en særlig udfordring. Sammenhæng og helhed i tosprogede børns overgang til skolen er vigtig for børnenes udbytte af skolen - fagligt som socialt.

Det kan være af særlig stor betydning for mange tosprogede børns videre færd i skolen, at erfaringer om barnets sproglige udvikling, som er gjort i dagtilbud og sprogstimuleringstilbud, videregives og udbygges. Evalueringer af kommunernes sprogstøtteindsats for tosprogede småbørn og skoleelever viser, at manglende overførsel af erfaringer med børnenes sprog er en væsentlig barriere for tosprogede børns sproglige udvikling. 

Det er samtidig vigtigt for tosprogede elevers udbytte af skolen, at det tætte samarbejde med tosprogede forældre, som etableres i småbørnsalderen, fortsætter i skoleårene.  

Formålet med denne artikel- og eksempelsamling er at give inspiration til kommuner, dagtilbud - herunder sprogstimuleringstilbud - og skoler i det fremtidige arbejde med at tilrettelægge sammenhæng i tosprogede børns overgang til skolen. Materialet indeholder artikler skrevet af fagfolk inden for området samt et katalog med eksempler på praksis i udvalgte kommuner og institutioner. 

Hovedparten af artiklerne har fokus på, hvordan den viden, personalet i dagtilbud har om børnenes sprog, kan føres ind i skolen til gavn for arbejdet med børnenes fortsatte sprogtilegnelse.

Undervisningsministeriet takker hermed alle, som har bidraget til publikationen.

Det skal afslutningsvist bemærkes, at meninger og synspunkter i de enkelte artikler og naturligvis naturligvis står for den enkelte forfatters egen regning.

 

Kim Mørch Jakobsen

Uddannelsesdirektør

April 2006