Samarbejde om læreplaner i dagtilbud og fælles mål for børnehaveklassenAf Kirsten Rasmussen, lektor ved Jysk Center for Videregående Uddannelser i Århus Der har i tidens løb udviklet sig et kludetæppe af forskellige dagtilbud og institutioner, som børnene møder i løbet af deres tidlige barndom (dagpleje, vuggestue, børnehave, integrerede institutioner, SFO, børnehaveklasse og skolens obligatoriske undervisning). Alle disse institutionsformer har gennem årene udviklet deres egne rutiner og traditioner, og de har kunnet opbygge deres egen kultur og faglighed uden at skulle relatere deres praksis til de institutioner, der ligger før og efter deres egen. Det ser ud til, at tæppet stadig får tilføjet nye lapper, efterhånden som der opstår nye behov. Med udgangspunkt i regeringens visioner om at styrke den pædagogiske indsats på småbørnsområdet og overgangen mellem førskole og skole, er der igennem de seneste år vedtaget en række bestemmelser, der har betydning for arbejdet i både dagtilbud og skole. Disse er naturligvis først og fremmest målrettet de faggrupper, der arbejder inden for de enkelte områder, men de er også flettet ind i hinanden på en måde, så det ikke længere er nok at vide, hvad man selv skal beskæftige sig med. For at forstå børnene, der hvor de er lige nu, skal du vide, hvad de har med sig fra tidligere institutioner, og for at målrette dit arbejde, skal du vide, hvad der forventes af det enkelte barn i den institution, der følger efter din egen. I formålsbestemmelserne for hhv. dagtilbud og børnehaveklasse er der således et krav om, at de forskellige faggrupper både kender bestemmelserne for deres egen institution, og også de bestemmelser, der gælder for de institutioner, de skal samarbejde med. Med revisionen af Folkeskoleloven i 2002 blev det bestemt, at der skulle formuleres Fælles Mål for alle skolens fag og for undervisningen i børnehaveklassen. Hensigten var at tydeliggøre, hvilke faglige mål der skal arbejdes hen imod, og hvilke videns- og færdighedsområder det forventes, at eleverne har tilegnet sig på bestemte klassetrin i skoleforløbet. For børnehaveklassens vedkommende er der således formuleret en række mål for undervisningens indhold og for elevernes udbytte af undervisningen. Denne artikel sammenligner de temaer, der er formuleret for hhv. dagtilbud og børnehaveklassen, og pointerer, at de krav, der er i de to materialer, er et oplagt udgangspunkt for et tværprofessionelt samarbejde på tværs af dagtilbud og skole. Jo tættere dette samarbejde er, jo lettere vil overgangen fra den ene institution til den anden være for det enkelte barn. I afsnittet om børns leg, undervisning og læring, peges på legens potentialer som endnu et fælles udgangspunkt for at arbejde med børnenes personlige, sociale og faglige udvikling i hhv. dagtilbud og skole.
§ 8 i Lov om Social Service beskriver det overordnede formål samt de idealer, der skal være retningsanvisende for arbejdet og samarbejdet i dagtilbud. Her fremgår det, at dagtilbuddene betragtes som en del af den forebyggende indsats i kommunerne. § 8a handler specifikt om de krav og forventninger, der gælder for arbejdet med pædagogiske læreplaner.
Det betyder, at de pædagogiske læreplaner skal formuleres som generelle overvejelser over, hvad der arbejdes med, og hvordan arbejdet tilrettelægges. Ser vi nærmere på de principper, der er beskrevet i den ministerielle guide ”Leg og Lær”, viser det sig, at læring har fået en central placering i det pædagogiske arbejde.
Hvad de enkelte temaer skal omfatte, afhænger af de beslutninger, der tages ude på institutionerne. Læreplansarbejdet lægger netop op til, at hver enkelt institution drøfter, hvad de finder væsentligt at prioritere i forhold til deres aktuelle børnegruppe inden for hvert af de seks temaer. Målet med læreplansarbejdet er, at personalet udvikler en fælles professionel bevidsthed om, hvad de gør, hvordan de gør det og ikke mindst, hvorfor de gør det, de gør. Med andre ord: Når der f.eks. fokuseres på børns sproglige udvikling, har det stor betydning, at der er en fælles bevidsthed om, hvordan de voksne kommunikerer med børnene. Der er f.eks. stor forskel på at sige ”vil du sende den der videre?” og pege på brødkurven, eller at sige: ”Vil du sende brødkurven videre?”. På samme måde har det betydning, at personalet er enige om at anvende samtaleformer, der er afpasset det enkelte barn er barnet f.eks. parat til at skelne mellem nutids- og datidsformer, er det parat til at skelne mellem størrelsesforhold og forskellige former? Skelnes der i den daglige samtale mellem den ovale brødkurv og den runde, mellem det gule glas og det grønne?
Arbejdet i børnehaveklassen er underlagt en række bestemmelser, der er formuleret dels i Folkeskoleloven, dels i faghæfte 25 ”Fælles Mål for børnehaveklassen”. Det overordnede mål for børnehaveklassen foreskriver, at undervisningen skal tilrettelægges, så den forbinder børnenes fortid, nutid og fremtid. Set i sammenhæng med folkeskolelovens bestemmelse om undervisningsdifferentiering som et gennemgående princip i skolen ligger der en generel forventning om at tage udgangspunkt i det, børnene allerede kan og ved, og på baggrund heraf at tilrettelægge undervisningsforløb, der på en gang drager omsorg for og udfordrer den enkelte elev.
Når Børnehaveklasselederen skal tage udgangspunkt i og videreudvikle færdigheder, viden og erfaringer, som børnene har, når de begynder i skolen, er det en forudsætning, at dagtilbud og skole har mulighed for at udveksle viden om, hvad børnene kan og ved, når de begynder i skolen. Det handler først og fremmest om en udveksling, der fokuserer på det enkelte barn, men det handler også om en udveksling, der fokuserer på det pædagogiske arbejde i de enkelte tilbud. Hvad har f.eks. været anerkendt og værdsat som gode personlige og sociale egenskaber i dagtilbuddet, og hvordan har der været arbejdet med børnenes sproglige udvikling?
Ligesom det er vigtigt, at børnehaveklasselederen er bekendt med og tager udgangspunkt i færdigheder, viden og erfaringer, som børnene har tilegnet sig i familie, dagtilbud og fritid, må arbejdet i dagtilbuddene også orientere sig imod børnehaveklassens mål og indhold. Børnehaveklasselederen skal, udover at tage udgangspunkt i det børnene allerede har tilegnet sig, når de begynder i skolen, også vide, hvad der forventes af børnene efter ”trin 1” i Fælles Mål for de forskellige fag i begynderundervisningen. Jo mere børnehaveklasselederen ved om de krav, der venter eleverne i deres videre skolegang, jo mere målrettet kan undervisningen tilrettelægges, så den kan understøtte elevens sociale, personlige og faglige udvikling.
I de eksempler, der beskrives i Leg og Lær og i Fælles Mål, er der ideelt set etableret et fælles begrebsmæssigt udgangspunkt for at skabe en indholdsmæssig sammenhæng fra vuggestue over børnehave og børnehaveklasse til den obligatoriske undervisning i skolen. Flere kommuner arbejder målrettet på at skabe en pædagogisk sammenhæng i de kommunale tilbud til børn. Her etableres der et fælles forum, hvor personalegrupperne på tværs af dagtilbud og skole drøfter bl.a. deres forskellige værdigrundlag og deres forskellige forståelser af, hvad det vil sige at lære. Har ”læring”, som det er beskrevet i serviceloven, overhovedet noget til fælles med ”læring”, som det beskrives i Fælles Mål? Drøftelserne er vigtige, både fordi det er godt at tage stilling til og at formidle sit eget læringssyn, og fordi det er godt at få andre til at stille spørgsmål ved noget, der i én personalegruppe efterhånden er blevet så selvfølgeligt, at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved det. Det udviklende og grænseoverskridende sker der, hvor personalegrupperne hver især ser noget i ”de andres” praksis, som de kan bruge til at videreudvikle deres egen praksis med, der, hvor personalegrupperne bliver klogere både på egen og hinandens praksis, og der, hvor de får øje på nye udviklingsperspektiver i samarbejdet. Det er nærliggende at foreslå, at samarbejdet kan tage udgangspunkt i de seks temaer, der er formuleret for dagtilbud og børnehaveklasse. Sidestilles temaerne, fremgår det med stor tydelighed, at de stort set er enslydende. Formuleringerne, der beskriver indholdet i temaerne, er knap så enslydende, men netop dette forhold understreger nødvendigheden af, at de forskellige personalegrupper taler sammen.
Sammenstilling af mål for dagtilbud og børnehaveklasse
I forhold til indsatsen på småbørnsområdet og overgangen mellem dagtilbud og skole bør de forskellige personalegrupper have mulighed for at drøfte, hvordan de hver især arbejder med de seks temaer, og at undersøge, om der evt. kan udvikles en indholdsmæssig sammenhæng i temaerne i overgangen fra dagtilbud til børnehaveklasse. Sådan et forum, eller en studiekreds, kan give pædagoger og lærere på tværs af institutioner mulighed for at udvikle en fælles didaktisk kompetence, så de målrettet kan planlægge, gennemføre og evaluere det pædagogiske arbejde i og i forbindelse med skolestarten. Ud over de seks indholdstemaer er et andet oplagt samarbejdstema for overgangen fra dagtilbud til skole at udforske forskellige lege- og undervisningsmønstre. Legen er en aktivitetsform, der indgår i beskrivelserne for både børnehave og børnehaveklasse, men i praksis ser det ud til, at legen håndteres forskelligt, og at den tillægges forskellig værdi i forhold til børnenes læreprocesser. I arbejdet med børns overgange er det interessant at undersøge, om det er muligt at bruge legen som et fælles udgangspunkt for det pædagogiske arbejde med børnenes kompetenceudvikling. I beskrivelser af leg fokuseres der som regel enten på børnenes kognitive udvikling udvikling af erkendelse, sprog og tænkning eller på udvikling af følelser, social adfærd og social forståelse, identitet og personlige egenskaber. I faghæftet for børnehaveklassen opdeles børnenes leg i to grundforståelser, den psykologiske og den kulturtilegnelsesmæssige legeforståelse, der begge inddrager legen som middel til læring.
Denne forståelse retter sig mod de psykologiske samspil mellem leg og udvikling af personlighed og intellekt. Den kan deles op i: a) Den psykoanalytiske med vægt på det emotionelle. Det er gennem legen, at børnene får mulighed for uforpligtende at gennemspille og afprøve en række vigtige følelsesmæssige emner. Legen er et emotionelt afprøvningssted for udvikling af kompetence til at indgå i gensidig forpligtelse. b) Den kognitive med vægt på det erkendelsesmæssige. Her lægges der især vægt på, at legen har en funktion i forhold til, hvordan man tilegner sig forståelse af verdens sammenhæng eller indretning. Legen er en slags øvelse til erkendelse af verden. c) Den sociale udviklingsteoretiske, hvor de sociale processer er i centrum. Her betragtes legen som et rum for social udveksling og kommunikation. Børnenes leg handler om tilegnelse af de spilleregler, som er nødvendige for at kunne udfolde sig og indordne sig socialt sammen med andre mennesker.
Denne forståelse retter sig mod leg som middel til at erhverve sig social og kulturel kompetence. Den kan deles op i: a) Leg som metakommunikation relaterer sig først og fremmest til børnenes evne til at kommunikere, hvilket er en væsentlig forudsætning for at kunne deltage i kulturens spil. b) Leg som forhandling. Når børn forhandler, er det ofte med det formål at strukturere og skabe orden, men også at få magten. Hvem er med, og hvilken rolle spiller de, der er med? Legen bliver et spil, hvor man øver sig i det med ”at være med” og i regelsætningen for at være med. c) Leg som udnyttelse af det givne miljø. Her bliver legen en øvelse i at finde de muligheder, der findes i miljøet, og udvikle de muligheder, der er, der hvor barnet opholder sig. d) Leg som menings- og betydningsdannelse betyder, at barnet gennem legen forsøger at forbinde sin egen livshistorie med den kultur, det er en del af. Leg kan her betragtes som en aktiv fortælling, som giver mulighed for en mangfoldighed af fortolkninger. Både den kulturtilegnelsesmæssige og den udviklingspsykologiske grundforståelse handler om, at børnene får gennemarbejdet og afprøvet de kulturelle spil og udvekslinger, som de mere eller mindre forstår, men kommer til at forstå bedre ved at lege sig igennem dem. Legen er central i alle børns udvikling. Blandt andet for tosprogede børns kulturelle og sproglige udvikling bliver legen det øverum, som ofte giver mange muligheder for at afprøve personlige, sociale og kognitive færdigheder. Gennem legens handlinger og erfaringer tilegner børnene sig mange forskellige former for læring. Men pædagogers, forældres og læreres anerkendelse af legen, deres indføling med og tilbud om hensigtsmæssige rammer har stor betydning både for legens udfoldelse og for den læring, børnene tilegner sig gennem leg. Det er vigtigt, at pædagoger i hhv. dagtilbud og børnehaveklassen arbejder med børnenes aktuelle udvikling med udgangspunkt i, hvad de allerede har lært, men også at de er opmærksomme på at perspektivere arbejdet i forhold til de krav og forventninger, der venter børnene på længere sigt. I dette arbejde bliver den gensidige udveksling central. Ifølge bekendtgørelsen om pædagogiske læreplaner skal det fremgå af læreplanen, hvordan dagtilbuddet dokumenterer og følger op på, om den pædagogiske læreproces leder frem mod de opstillede mål. Netop dokumentationen kan blive central for en professionalisering af det pædagogiske arbejde. Dokumentationen bliver en nødvendig støtte for pædagogerne, når de skal formidle deres viden om barnets kompetencer og potentialer videre til kolleger i de modtagende institutioner. Det er fundamentalt for overgangsarbejdet, at pædagoger, børnehaveklasselederen, skolepædagoger og lærere er i stand til at etablere et professionelt samarbejde, hvor de på den ene side udveksler viden og erfaringer om, hvordan de hver især bedst muligt kan støtte det enkelte barns alsidige udvikling, og på den anden side drøfter, hvilke gensidige forventninger og justeringer, de måtte ønske i forhold til det tværprofessionelle samarbejde.
Selvom de fleste børn heldigvis kommer igennem den ene overgang efter den anden med både overskud og forventning, er der stadig både sårbare og udsatte børn, der har brug for en håndsrækning. I forhold til det mangfoldige billede, der tegner institutionsområdet, kunne det være interessant at vurdere, om det ikke er muligt at reducere mængden af overgange og antallet af personer, der skal arbejde sammen om disse overgange. Det er ikke konstruktivt blot at gentage, at dagtilbud og skole har modsatrettede normer og kulturer, og at overgangen mellem førskole og skole skal lettes. Hele institutions- og skoleområdet for de fem- til niårige bør drøftes i den enkelte kommune med henblik på enten at skabe en sammenhængende overgang eller at erkende og anerkende forskelligheden som et grundlæggende udgangspunkt for samarbejdet. Med regeringens vision om at styrke førskoleindsatsen og overgangen mellem førskole og skole er der i såvel serviceloven som Fælles Mål for børnehaveklassen formuleret sammenlignelige mål og indhold for arbejdet. Nu er udfordringen at få rammerne og arbejdsformerne til at passe til indholdet. Fælles mål: Fælles mål, Faghæfte nr. 25, Børnehaveklassen. Undervisningsministeriet, 2003 Leg og Lær, En guide om pædagogiske læreplaner til alle dagtilbud og forældre med børn i dagtilbud. Ministeriet for Familie- og forbrugeranliggender, 2004 Fælles mål: Vejledning om obligatorisk sprogstimulering af tosprogede småbørn, Folkeskolelovens § 4a. Undervisningsministeriet, 2005 Jørgen Lyhne og Kirsten Rasmussen (2005): Pædagogik og kognition, Nr. 55: Lov og Læring. [2] I tilfælde af at lovgivning om børnehaveklassen ændres, vil indholdet af artiklen blive justeret. Tilbage til [2] |