Indledning: Med respekt og omtanke

”Hvis ikke min far havde levet og kunne sige til min mor, at hun skulle holde sig fra vores børn de to gange, vi har besøgt Somalia, havde jeg sovet med pigerne lænket til armen. Min mor forstår mig ikke, men hun har været nødt til at acceptere min holdning.”

Anonym herboende somalisk kvinde.

Danmark ratificerede i 1991 FN‘s konvention om Barnets rettigheder (Børnekonventionen). I artikel 24, stk. 3 står der:

”Deltagerstaterne skal alle tage effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”.

Omskæring af piger er en skik, der er mest udbredt i nogle af de afrikanske lande, blandt andet Ægypten, Yemen, Elfenbenskysten, Ethiopien, Sierra Leone, Kenya og Somalia, hvor den har eksisteret i mere end 2000 år.

I Danmark blev problemet først aktuelt, da vi i starten af 1990‘erne modtog flere grupper af somaliske flygtninge. Det er hovedsageligt denne nationalitet her i landet, der har tradition for omskæring af piger.

Hvor stort problemet er i Danmark, kan man af naturlige grunde ikke vide, men endnu er ingen blevet dømt for omskæring ved en dansk domstol. Det samme gælder i Sverige, der også har været modtagerland for en stor gruppe somaliske flygtninge.

Holdningsændringer

Selvom over 90% af alle kvinder i Somalia stadigvæk er omskåret ved infibulation, er der noget, der tyder på, at der sker en holdningsændring.Her i landet har mødet med vestlig kultur og ikke mindst informationerne fra det danske sundhedsvæsen betydet en holdningsændring hos de herboende familier.

Somaliere i Danmark

• Der bor ca. 17.300 første- og andengenerationssomaliere i Danmark
• 10.000 er under 19 år
• 2.616 er mellem 5 og 10 år
• 3.910 er under 5 år

Danmarks Statistik pr. 1. januar 2003

Større åbenhed

Mange af de somaliske familier, der bor her i landet, giver i dag udtryk for, at de ikke ønsker deres piger omskåret. Nogle familier er gået bort fra den mest omfattende omskæring og går i stedet ind for den ”mildere” form sunnaomskæring.

Holdningsændringerne betyder ikke, at problemet er løst, men indebærer, at kommunikationen om problemet er blevet lettere. Der er kommet større åbenhed og dermed også bedre adgang til at hjælpe og støtte. Det gælder både de piger, der er blevet omskåret og de, der er i risiko for at blive det. Man ændrer dog ikke en så indgroet kulturel praksis med et snuptag.

Det gælder i forhold til alle familier, hvis kulturelle rødder i det danske samfund endnu er spæde, at det kan avle både afmagt og angst, hvis teenagebørnene påvirkes meget af vestlige normer, og afstanden mellem generationerne derved bliver stor.

Som fagperson er det vigtigt at gribe problemet an med respekt og dialog. Som i alt andet socialt arbejde gælder det om at undgå, at forebyggelse opfattes som angreb.

Barrierer

De ældste kvinder i Somalia har stadigvæk – blandt andet af økonomiske og sociale grunde – stærk indflydelse, når det gælder om at bibeholde traditionen for omskæring.

Er bedstemødre fortsat bosat i hjemlandet, kan de lægge pres på familien, ligesom der er stor risiko for, at en pige på besøg i hjemlandet omskæres – også selvom familien i Danmark har ændret holdning.

Det er heller ikke uvæsentligt, at mænd gennem generationer er socialiseret til at gifte sig med omskårne kvinder, og at kvinder er opdraget til, at ægteskab er den eneste fremtidssikring.

Men man skal være opmærksom på, at også mænd er ved at ændre holdning til kvindelig omskæring her i landet, som i Somalia.

”Mænd har set deres koner dø i barselssengen. De har set dem få utallige infektioner. Når de får information, ønsker de heller ikke, at kvinder skal lide på denne måde.”
Abdullah Jama Hassan, formand for AIDSOM (En somalisk forening der arbejder med oplysning om og forebyggelse af AIDS og omskæring af piger).

”De somaliske kvinder ved ikke, at mange af de smerter, de har, er forbundet med at være omskåret. De tror, at sådan er det bare at være kvinde. Alle kvinder, de kender, har det jo sådan.”
Amina Jibrel, formand for Somalian Mothers Community. Udtalelse i Information november 2002.

Denne side indgår i publikationen "Vi har alle et ansvar" som kapitel 2 af 14
© Undervisningsministeriet 2003