Undervisningsministeriets
forord
En nærmest eksplosiv vidensproduktion og omfattende
forandringer i kultur og samfund sætter vore uddannelser, fagene
og fagligheden under pres og gør det mere end nogensinde
påkrævet at forlade en traditionel pensumtænkning og anlægge
nye vinkler på undervisningens mål og indhold og på
evaluerings- og prøveformer. Som led i denne proces har
Uddannelsesstyrelsen nedsat og finansieret analyse- og
arbejdsgrupper i udvalgte fag og fagområder. I oktober 2002 udgav
Undervisningsministeriet rapporten fra den første af disse
grupper, Kompetencer og Matematiklæring. I februar i år er
rapporterne fra arbejdsgruppen om fremtidens danskfag udkommet, og
rapporten fra arbejdsgruppen om fremtidens sprogfag udkom i april
2003.
Nærværende publikation, Fremtidens naturfaglige uddannelser,
Naturfag for alle - vision og oplæg til strategi er udarbejdet af
den arbejdsgruppe som Uddannelsesstyrelsen nedsatte for Fremtidens
naturfaglige uddannelser og fag. Gruppen, der har haft Nils O.
Andersen, professor ved Københavns Universitet, som formand,
fremlægger med denne publikation sine anbefalinger for udvikling
af undervisning og kompetenceudvikling i naturfagene på alle
niveauer i uddannelsessystemet. I den selvstændige publikation
Inspiration til fremtidens naturfaglige uddannelser. En
antologi,
som er bind 2 af arbejdsgruppens rapport, behandler en række
forfattere i essays udvalgte problemstillinger inden for fagene og
uddannelserne.
Ansvaret for rapportens indhold og anbefalinger - herunder de
økonomiske bud og prioriteringer samt bud på en strategi for de
kommende år - ligger fuldt ud hos arbejdsgruppen.
Uddannelsesstyrelsen vil gerne rette en stor tak til gruppens
medlemmer for gennemførelse af dette meget omfattende projekt der
forventes at sætte et betydeligt præg på udviklingen i
naturfagene og de naturfaglige uddannelser, men også bredere på
den faglige tænkning i andre fagområder.
Det kan varmt anbefales at alle med interesse for undervisning
i de forskellige naturfag og uddannelser på det naturfaglige
område - og på andre fagområder - lader sig inspirere af
publikationen. Det gælder ikke mindst lærere på alle niveauer,
lærebogsforfattere og tilrettelæggere af efteruddannelse. Også
Uddannelsesstyrelsen vil i arbejdet med fornyelse af såvel
naturfagene som andre fag lægge vægt på at nyttiggøre de
spændende ideer og perspektiver i rapporten.
Der er adgang til samtlige materialer fra arbejdsgruppens
oprindelige websted - og fra de tre øvrige arbejdsgruppers - via www.nyfaglighed.emu.dk.
Undervisningsministeriet har finansieret udarbejdelsen og
udgivelsen af publikationen.
Jarl Damgaard
Uddannelsesdirektør
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Maj 2003
Denne side indgår i publikationen "Fremtidens naturfaglige uddannelser" som Forord
© Undervisningsministeriet 2003
|