 |
Det danske uddannelsessystem er en stor og bevægelig størrelse.
Nye generationer, nye og anderledes krav fra arbejdsmarkedet og
fra internationale samarbejdspartnere sætter naturligt sine spor
i uddannelsessystemet.
I flere årtier har der været mange centrale målsætninger for
uddannelsessektoren, eksempelvis uddannelse til alle, kvalitet
i uddannelsessystemet, krav om effektivisering, decentralisering
og mål-og rammestyring, et mere fleksibelt uddannelsessystem med
mulighed for merit, åbenhed og gennemsigtighed m.v.
I denne publikation præsenteres en række overordnede nøgletal,
der skal tages som strømpile for, hvilken vej udviklingen går
og forventes at gå i uddannelsessystemet.
Nøgletallene er grupperet i tre områder:
- Ressourcer , dvs. udgifter, antal lærere, skoler m.v.
- Elevbevægelser, dvs. antal elever, tilgang, afgang
og overgang fra et uddannelsesniveau til et andet.
- Resultater , dvs. hvad der kommer ud af uddannelsesindsatsen
som fx den endelige uddannelsesprofil for en ungdomsårgang samt
sammenhængen mellem uddannelse og ledighed.
|