8. Skolens fællesskaber
- ansvarlighed og demokrati med mennesket i centrum

I slutningen af sidste århundrede stod folkeskolen over for værdibaserede valg på to væsentlige områder. Der blev på samme tid krævet større professionalisme og mere åbenhed i skolens dagligdag, og der blev stillet krav om en ny faglighed og mere hensyntagen til den enkelte elev i skolehverdagen. Skolens kultur og arbejdsformer blev mødt af udfordringer fra et samfund, hvor livsformer, strukturer og selvforståelser var under forandring. Spørgsmål om, hvordan begreber som individualitet og fællesskab, nationalitet og internationalisme, ansvar, etik og moral skulle forstås, stod højt på folkeskolens dagsorden.

Debatten om uddannelse førte til anerkendelse af, at barnet i skolen skulle betragtes som aktiv i sin egen udviklingsproces og ikke først og fremmest som objekt for andres krav til kvalifikationer og kompetencer. Folkeskolen skulle, i samarbejde med forældre og professionelle i lokalsamfundet, indrettes som en dynamisk ramme for børns, unges og voksnes liv. Dens vigtigste formål blev at bidrage til udvikling af den enkeltes mulighed for at tage vare på sig selv, sin tilværelse og sine bidrag til fællesskabet.

Parter i skolens dagligdag

Forældre er en naturlig del af skolens hverdag på lige fod med elever og ansatte. Børn og unges trivsel og udvikling er et fælles ansvar, der må deles mellem de voksne i børnenes liv. Det er lige så selvfølgeligt som forståelsen af, at børn lærer ved selv at handle. Forudsætningen er, at børn bliver betragtet som ligeværdige parter i lokalsamfundet.

De skal have ansvar og rettigheder som led i deres udvikling, opdragelse og uddannelse. De skal bidrage med deres erfaringer og ideer om skolens hverdag og udvikling. De skal deltage i samtaler og samarbejde med forældre og professionelle.

De skal tage ansvar i børneforsamlinger og børneråd. De skal løse opgaver og overvinde problemer. De skal derfor have hjælp til at organisere sig og igangsætte aktiviteter både i skolen og i fritiden, og de skal have feed back på udviklingen af deres kvalifikationer og kompetencer og på deres adfærd og roller i fællesskabet.

Aktive og engagerede børn og unge stiller krav til de øvrige aktører i skolens hverdag. Det rejser spørgsmål som:

o Hvordan inddrager skolen forældrene som faglige samarbejdspartnere med ansvar for at bidrage til planlægning, gennemførelse, evaluering og udvikling af skolens aktiviteter?

o Hvordan indgår børn, forældre og skolens personale som ligeværdige parter i skolens hverdag og udvikling?

Disse spørgsmål illustrerer det dilemma, som alle offentlige institutioner og organisationer havde ved århundredskiftet.

Både af hensyn til økonomi og kvalitet var det nødvendigt at udvikle nye relationer mellem borgerne og det offentlige og mellem de professionelle og »brugerne«. For skolen betød det, at både forældrene og eleverne blev inddraget som aktive og ansvarlige parter i skolens virksomhed. Skolen handlede ikke kun om serviceydelser over for borgerne. Dybere set kom dens virksomhed til at dreje sig om udvikling og fornyelse af lokalsamfundets og nationens kultur og om skabelse af nye borgerroller og ny ansvarsbevidsthed.

Fællesskab i et mangfoldigt samfund.

En af de største udfordringer, skolen stod overfor ved indgangen til det nye århundrede, var at skabe et lokalt fællesskab, en ansvarsbevidsthed og en samhørighedsfølelse i det komplekse samfund, der havde udviklet sig. På den ene side var det et samfund, der var rigt på muligheder, og som tilskyndede til individuelle livsvalg. På den anden side var det et samfund, der manede til besindighed og ansvarlighed som grundlag for at sikre eksistensvilkår for alle.

Hidtil havde skolen udgjort en del af et nationalt fællesskab. Eleverne gik i skole sammen og lagde der grunden til et fælles liv. Det nye samfund og udviklingen af nye familie- og livsformer betød imidlertid, at skolens fællesskab blev mere flygtigt. Elever og undervisere blev oftere skiftet ud som resultat af individuelle livsvalg. Nogle gik i skoler uden for lokalområdet sammen med andre, der havde holdninger og livsformer som dem selv. Familier og fællesskaber blev dannet og brudt op med stigende frekvens, en tendens, der blev forstærket af vilkårene på arbejdsmarkedet.

En skole med regler og værdier, som man umiddelbart kunne gen- og anerkende, var en betingelse for, at den kvalificerede arbejdskraft ville flytte med familie og børn. Det blev grundlaget for at danne det internationale samfunds skoler, som modpol til lokalsamfundets skole. De internationale skolefællesskaber kunne understøttes af teknologiens muligheder for at skabe virtuelle mødesteder for ligesindede. På denne måde rekrutteredes også elever fra lokalsamfundets skoler til det internationale samfunds skoler.

Mange fællesskaber blev til midlertidige, lokale fællesskaber i modsætning til tidligere tiders varige og livslange samvær.

De dominerende livsformer prægede denne udvikling, og det satte sig spor i politiske og administrative beslutninger på skoleområdet.

Afklaring af folkeskolens værdigrundlag og selvforståelse

Disse tendenser var en udfordring til skolen. Den måtte vælge, hvem og hvad den orienterede sig efter, og den måtte beskrive sin funktion i det nye samfund.

Dette var ikke nyt, men denne gang ville konsekvenserne være store.

Hvad ville der ske, hvis lokalsamfundet mistede indflydelse på den skole, der byggede bro mellem fortid og fremtid? Hvad ville der ske, hvis de enkelte skoler mistede lokalsamfundet og de menneskelige fællesskaber af syne? Hvilke sigtepunkter ville man tage pejling efter? Den modstand, skolen mødte i sit daglige virke sammen med reaktioner fra skolens medarbejdere på nye opgaver og arbejdsvilkår, førte til en nødvendig og grundlæggende dialog i og med skolen.

Det blev de første skridt på vejen til en ny selvforståelse og til afgørende valg af værdigrundlag, samarbejdsparter, organisationsformer og fremtid.

Nogle centrale problemstillinger på de enkelte skoler var:

• Når skolen ønsker, at eleverne skal indgå i udviklingsfællesskaber, hvilke fællesskaber danner den så selv som model for sin virksomhed?
• Når skolen ønsker, at personlig udvikling og social forståelse skal være en del af elevernes udbytte af undervisningen, hvordan sikrer den så, at dens ansatte og samarbejdspartnere kan udvikle samme kompetencer?
• Når skolen lægger vægt på sammenhæng, helhed og tolerance i børns liv, hvad gør den så selv for at koordinere og udvikle fællesskaber for elever og forældre på tværs af eksisterende faglige, kulturelle, etniske, religiøse og sociale strukturer?
• Når skolen lægger vægt på at skabe viden og kompetence hos eleverne om deres rolle og bidrag til udvikling af forpligtende fællesskaber, hvordan ses dette mål så som kvalitetskrav i skolen?

Folkeskolens korsveje

Det var ikke første gang skolen stod ved en korsvej.

I 1960-70'erne var der en ideologisk kamp om skolen og synet på dens samfundsmæssige funktion, en kamp, der nåede sit højdepunkt med debatten om indoktrinering.

I 1980-90'erne var skolen skueplads for konflikter, der handlede om magten over skolen. Denne kamp endte uafgjort mellem fagfolk, forældre og politikere.

Ingen kunne hævde at have magten over skolen. Eksplosionen inden for informationsteknologien fjernede troen på, at skolen i en digital verden kunne have monopol på og styre opdragelse, kulturel udvikling og kvalificering af den samlede befolkning.

Starten af det ny århundrede gav plads til besindelse og nyorientering i skolen som på så mange andre områder i det offentlige liv. Det skete med erkendelsen af, at skolen som led i et livslangt uddannelsesforløb bar et meget stort ansvar.

Skolens opgave ved århundredskiftet:

Skolen udgør et forpligtende fællesskab mellem børn, forældre og professionelle. Den danner en stimulerende ramme om børns og unges læring og udvikling i fællesskabet og bidrager til sikre kvalitet i lokalsamfundets udvikling.

Debatten om skolens nationale idé-grundlag var inspireret af debatten om en ny værdimæssig verdensorden udtrykt i UNESCOs mål for uddannelse for det 21. århundrede: Uddannelse skulle hjælpe verdens befolkninger til at svare på fremtidens udfordringer ved at tilegne sig kompetencer til

• at lære at leve sammen
• at lære at lære
• at lære at handle
• at lære at være.

Udgangspunktet var en erkendelse af, at skolens lokale aktører er sammen om at sætte rammer for vore børns – den kommende generations – liv og opvækst. Ved mødet med andre, det ukendte og det fremmedartede, skal de bibringes stadig flere kvalifikationer og kompetencer, for at de kan blive aktive, ansvarsfulde og selvstændige deltagere i skabelsen af en fælles fremtid for det lokale samfund.

Folkeskolens egenafklaring

Vejen til skolens egenafklaring har været lang. Den har fundet sted som dialog mellem de ansvarlige aktører på tværs af interessekonflikter og faglige, kulturelle og sociale skel. Den blev provokeret af nødvendigheden af at få dannet et lokalt fællesskab omkring skolen på grundlag af en formuleret vision. Afklaringen har hidtil været en søgning

Mod

• at forstå skolens aktuelle rolle i et forandringssamfund
• at forstå og udvælge hvilke redskaber og kompetencer skolen skal anvende og udvikle i den aktuelle sammenhæng for at kunne udfylde sin rolle og sine funktioner
• at forstå skolens samfundsmæssige og nationale rolle i et historisk perspektiv
• at erkende det nødvendige samspil mellem skolens tidløse træk og aktuelle, tidstypiske behov
• at skabe fælles forståelse for, hvad der er skolens funktion, hvad der er dens aktuelle styrke og svagheder, og hvem der er dens naturlige samarbejdsparter
• at forstå skolen som samfundsmæssig kulturinstitution
• at forstå skolens bidrag til livslang læring for individet
• at forstå skolens rolle som kultur- og vidensudvikler i lokalsamfundet
• at forstå den aktuelle professionalisme hos skolens ansatte
• at sætte rammer for det professionelle samarbejde om skolen i fremtidens perspektiv.

Skolens lokalpolitiske fællesskab i 2010

I skolens bestyrelse sidder forældre sammen med repræsentanter fra lokalsamfundet, som skolen samarbejder med.

Det er bibliotekerne, formidlingstjenester knyttet til museer og andre kulturinstitutioner, nogle steder også fra et teknisk informationscenter og repræsentanter fra vidensbaserede virksomheder.

Hertil kommer repræsentanter fra det administrative og politiske niveau – og naturligvis fra elevgrupper og det professionelle netværk i og omkring skolen.

Det er imidlertid ikke forældrenes eller lærernes bestyrelse. Det er lokalsamfundets bestyrelse, og sigtet er ikke undervisning, men skolens omfattende rolle i det lokale forandringssamfund.

Skolens bestyrelse følger nøje med i skolens aktiviteter og inspirerer til udvikling og fornyelse. Samtidig drøfter man hvilke værdier, der skal fastholdes og forandres i skolens dagligdag.

Skolens bestyrelse igangsætter eksterne evalueringer på områder, hvor den har brug for yderligere kvalificering af beslutningsgrundlaget. Og den inddrager nationale og internationale evalueringstemaer for at kunne prioritere retning og mål for skolens videre udvikling.

Den præsenterer skolens udviklingsarbejder på nationalt plan i samarbejde med danske og udenlandske forskningsinstitutioner.

Forældrene har ikke kun ansvar for deres barn, men også for deres skole. Når børnene bliver indskrevet i skolen, indgår forældrene og skolen en kontrakt om gensidigt samarbejde. Forældrene skal støtte skolens opgave og udvikling af et godt læringsmiljø, og skolen skal støtte barnets udvikling og forældrenes opgaver over for barnet. Det er en del af værdigrundlaget, at skolen respekterer eleverne og skolens aktører som enkeltindivider. Den politiske kultur og samværet omkring skolen udtrykkes i etiske grundregler med udgangspunkt i menneskerettigheder, demokratiske værdier og metoder til håndtering af de konflikter, der naturligt opstår i menneskelige fællesskaber.

Partnerskaber om børns liv og læring i 2010

Skolen samler årligt lederne af de organisationer og institutioner i lokalområdet, der er ansvarlige for aktiviteter for børn. På mødet drøfter man udviklingen i børnegruppen, dens interesser og vilkår, og man delagtiggør hinanden i ny viden om børns udvikling og livsvilkår. Både børn og forældre har indlæg på det årlige møde. Mødet gør status over den aktuelle situation, og der præsenteres ideer til projekter og aktiviteter for det kommende år.

Skolen udgør et lokalt handlerum, hvor spillereglerne for det daglige samvær er tydelige, ansvarsfordelingen klar og kompetencerne velkendte. Fællesskabet er forpligtende, og spillereglerne er bredt ud over skolens traditionelle grænser

som en del af den lokale identitet. Adgangen til undervisning og viden er tydelig og gennemskuelig. Den enkeltes forventede indsats i og uden for skolens rammer er formuleret i en overskuelig planlægning, der omfatter tid, ressourcer og emner. Styring af aktiviteterne og synliggørelse af ressourceforbruget er overladt til lokal forvaltning.

Skolen bidrager med sin viden og sine værdier til lokalsamfundets udvikling og målsætninger. Der holdes årligt en »børneforsamlingsdag«, hvis debatter bliver fulgt af et rådgivende, nationalt institut, der bidrager til kvalitetsudvikling med relevante erfaringer fra nationalt og globalt plan.

Skolen som kulturinstitution i 2010

Skolens virksomhed afspejler, hvad vi kulturelt og historisk har skabt, og det som vi stræber efter at skabe i fremtiden. Skolen stiler mod at sikre adgang til viden, oplysning og færdigheder, som den enkelte elev har brug for. Skolen støtter udviklingen af den enkeltes evne til at tage vare på sin tilværelse og evne til at forstå og vurdere egne og handlinger sammen med andre i et etisk perspektiv.

Undervisningen bygger på samvær og fællesskab. Den bærende værdi er respekt for individet og udmønter sig i, at den enkelte kan udvikle sine evner og sit særpræg samtidig med, at andres skabertrang og bidrag anerkendes og værdsættes.

Med udgangspunkt i konkrete erfaringer opbygges forståelse for mangfoldigheden i det demokratiske samfund. Ved at udvikle både selvrespekt og anerkendelse af andres indsats skabes grundlaget for samhørighed med andre folk og forståelse for det internationale samfund.

Skolen vælger undervisningsindhold og metoder, der giver relevante, specifikke kvalifikationer og skaber almene kompetencer.

Målet er at skabe et grundlag for senere, specifik kompetenceudvikling i skiftende, individuelle livsforløb og forandringer i den samfundsmæssige udvikling. Til de almene kompetencer hører viden om og ansvar over for miljø, evne til at kunne kommunikere skriftligt og mundtligt og færdigheder i samarbejde og opgaveløsning på tværs af faglige, sociale og kulturelle forskelligheder. Skolens dagligdag er et møde mellem børn, unge og voksne med forskellige kvalifikationer og kompetencer, mellem historiske kulturgrundlag og forestillinger om fremtidens værdigrundlag. Undervisningens indhold og rammen for læring besluttes i åben dialog om, hvad der kan gøres til et fagligt anliggende for de elever, professionelle og forældre, der deltager i skolens fællesskab.

Denne side indgår i publikationen "Vision 2010" som kapitel 8 af 9
© Undervisningsministeriet 2000