3 Forløbene af de
tre forsøg
Forløbsbeskrivelse I: Svendborg
Forsøgsperiode: 1997-1999
Tilskudsgiver: EU's Socialfond
Involverede skoler:
Produktionshøjskolen i Svendborg. Deltagende linier: Metal, tømrer/snedker og indtil
1.3.99 levnedsmiddel.
Svendborg Tekniske Skole. Deltagende afdelinger: Auto, maskin, smede, tømrer, snedker,
maler og murer og indtil 1.3.99 levnedsmiddel.
Målsætninger og målgrupper ifølge projektbeskrivelsen
Formål
At udvikle en uddannelsesmodel, som socialt og fagligt kvalificerer deltagere fra
marginalgrupperne til at gennemføre en erhvervsuddannelse.
At uddannelsesmodellen kan danne grundlag for et lignende skolesamarbejde mellem
produktionsskoler, erhvervsskoler og andre uddannelser.
Delmål
At kortlægge indholdet af de to skolestrukturer og i særlig grad se på elementerne
af de kultursammenstød, både deltagere og medarbejdere vil opleve i samarbejdet.
At udvikle en fælleskultur for projektets deltagere, der kan formidle overgangen
mellem de to skoleformer.
At igangsætte og udbygge et samarbejde mellem en teknisk skole og en produktionsskole
om udvælgelse af elever samt planlægning og afvikling af uddannelsesforløb.
At udvikle en model for fælles undervisnings- og vejledningsforløb for
marginalgrupperne.
At beskrive og mangfoldiggøre projektets resultater og erfaringsopsamlinger til gavn
for øvrige tekniske skoler og produktionsskoler.
Målgrupper
Marginaliserede unge ledige mellem 17 og 25 år, som risikerer langtidsledighed eller
udelukkelse fra arbejdsmarkedet.
Personer i aldersgruppen fra 25 år, som pga. arbejdsløshed og/eller manglende faglige
kvalifikationer er bragt i en situation, hvor de ikke er til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Praktisk tilrettelæggelse
Pro-Tek'erne har i 1999 været indskrevet på produktionshøjskolen, og det er dermed
denne skole, der er administrator af projektet. Produktionshøjskolen købte i 1997 og 98
kurser på teknisk skole. I 1999 hjemtog teknisk skole selv statstilskud for de uger,
deltagerne var her, mens produktionshøjskolen undlod dette.
Tidligere modeller
Der har været afprøvet flere forskellige modeller for rekruttering af deltagerne.
Tilbudet om et Pro-Tek forløb har været givet til deltagerne på følgende linier:
Levnedsmiddel, tømrer/snedker og metal. Fra starten var det et tilbud, de unge kunne
vælge, hvilket var problematisk, fordi der på produktionshøjskolens værksteder blev
for stort skel mellem Pro-Tek'ere og ikke-Pro-Tek'ere. At være Pro-Tek'er fik især på
metallinien lavstatus, fordi deltagerne på Pro-Tek i perioderne på teknisk skole gik
glip af de daglige hændelser og arbejdet "hjemme" på værkstedet. Når de kom
tilbage fra teknisk skole, var der derfor ting, de ikke var inde i og måtte søge hjælp
til hos ikke-Pro-Tek'erne. Derfor valgte man en anden model, hvor alle værkstedets
deltagere blev udnævnt til Pro-Tek'ere. Denne model afhjalp problemet omkring manglende
status. Til gengæld gav den andre problemer. De deltagere, der ikke var målrettede mod
en bestemt uddannelse, var heller ikke motiverede for kurserne på teknisk skole. For
eksempel fungerer tømrer-/snedkerlinien som en gennemgangslinie for mange deltagere, der
venter på at få plads på andre værksteder. Disse deltagere var ikke interesseret i den
undervisning, der fandt sted på teknisk skole, og de kom let til at udgøre et
forstyrrende element de dage, holdet var her. Heller ikke deltagerne på
levnedsmiddellinien havde i nævneværdigt omfang valgt denne linie, fordi de satsede på
en uddannelse inden for området, og de var således heller ikke specielt interesserede i
kurserne på teknisk skole.
På produktionshøjskolen havde den første model uhensigtsmæssige konsekvenser i form
af den "negative prestige", projektet fik. På teknisk skole var den anden model
ikke optimal, fordi en del af de deltagere, der var med, reelt ikke var interesserede. For
begge skolers lærere virkede det frustrerende fra styregruppen at få pålagt, at alle
deltagere på holdet skulle deltage i forløbene på teknisk skole, selvom deres erfaring
sagde dem, at dette var uhensigtsmæssigt.
Med hensyn til fordelingen af undervisningstiden mellem de to skoler har der også
været afprøvet forskellige modeller. Pro-Tek'erne var fra starten tre dage på
produktionshøjskolen og to dage på teknisk skole. Da dette gav et usammenhængende
forløb, gik man i løbet af 98 over til at være 1 uge ad gangen på hver skole.
1999 model
I erkendelsen af, at ikke alle deltagere på de pågældende linier var motiverede
for projektet, omstrukturerede man det i 1999. Da der især på levnedsmiddellinien var
mangel på motivation hos deltagerne, valgte man fra 1. marts 1999 at lade denne linie
glide helt ud af forsøgsprojektet.
På de to tilbageblevne værksteder modererede man reglen om, at alle liniens deltagere
automatisk var Pro-Tek'ere. Af i alt 15 deltagere på hver linie blev der herefter
tilmeldt 13 deltagere til Pro-Tek fra hver linie. Dette gav mulighed for, at to deltagere
på hvert værksted kunne være ikke-Pro-Tek'ere. I foråret 99 udtrykte deltagerne på
metalværkstedet det ved at sige, at de pågældende to var "for dumme til at være
Pro-Tek'ere". Set fra lærernes synspunkt var der imidlertid stadig ProTek'ere, der
ikke var særligt motiverede.
At levnedsmiddellinien gled ud af projektet gjorde det samlede projekt mere
overskueligt med lettere arbejdsgange. Dette har måske været hensigtsmæssigt i
forsøgsperioden, men hvis projektet på længere sigt bliver permanentgjort, må man
formodentligt være indstillet på, at tilbudet kommer til at gælde på flere linier.
Fordelingen af undervisningstiden mellem skolerne var i 1999 - til dels af økonomiske
grunde - sådan, at produktionshøjskolen købte undervisning på teknisk skole 5 uger af
4 dage, fordelt over året med ca. 1 uge hver anden måned.
Som hidtil fik Pro-Tek'erne på metallinien undervisning inden for metal- og autofagene
på teknisk skole, mens Pro-Tek'erne på tømrer-/snedkerlinien fik undervisning inden for
træfagene på teknisk skole. Pro-Tek'erne var således i 1999 langt den overvejende del
af tiden på produktionshøjskolen. Der er blandt medarbejderne forskellige meninger om,
hvilken struktur der var bedst, men generelt oplevedes de 5 uger fordelt over hele året
som for lidt tid. Da deltagerne yderligere kun var 4 dage på teknisk skole, og den sidste
dag på produktionshøjskolen, var der flere deltagere, der ikke nåede at blive færdig
med det påbegyndte emne, hvilket var utilfredsstillende, især da man ikke altid kunne
gøre emnet færdigt efterfølgende på produktionsskolen. Under gruppeinterviewet med
Pro-Tek'erne på metallinien var der også flere deltagere, der gav udtryk for, at
kurserne på teknisk skole var for få. Og deltagerne følte, at der ikke rigtig var
sammenhæng mellem aktiviteterne på de to skoler.
Undervisningens indhold
På begge Pro-Tek-hold har man kørt særlige Pro-Tek-projekter sideløbende med
andre aktiviteter. Blandt andet byggede tømrer-/snedkerlinien i 1997-98 en tilbygning til
tømrerværkstedet, og metallinien konstruerede en trappe til den. Denne tilbygning bruges
nu til lagerplads og til skolens nye pædagoglinie. Projektets fordele var, at alle
arbejdede sammen på det, og at kurserne på teknisk skole kunne bruges i direkte
sammenhæng med det arbejde, der skulle udføres. Ulempen var, at tidshorisonten blev for
lang. Dette rådede man på tømrer-/snedkerværkstedet bod på ved efterfølgende at
bygge en mindre tidskrævende campinghytte, der samtidig kunne give Pro-Tek et fagligt
løft. Campinghytten skulle kunne laves på 1/2 år og derefter gentages med nye
deltagere, så man kunne udnytte erfaringerne fra de forrige hold, i stedet for hele tiden
at sætte nye ressourcekrævende projekter i gang.
Den overordnede planlægning og tegningsgennemgang fandt sted på teknisk skole. På
produktionshøjskolen samledes hytten, og det mere enkle arbejde udførtes. Mere teknisk
kompliceret arbejde som døre og vinduer blev lavet på teknisk skole og transporteret ud
på produktionshøjskolen. Sideløbende hermed varetog værkstedet andre opgaver som
løbende reparationer på skolen samt fremstilling af blandt andet havemøbler, borde og
opslagstavler. Opgaverne har hele tiden måttet tilpasses de deltagere, der p.t. var på
holdet. I anden halvdel af 99 vurderede medarbejderne på linien således, at
campinghytten var for vanskelig for deltagerne, og der har derfor kun været arbejdet på
den lejlighedsvis, afbrudt af mindre og mere overskuelige opgaver
På metallinien forsøgte man sig i 1998 med at sætte en gammel varevogn istand. Der
blev indkøbt to vogne, hvoraf man ville bruge de bedste dele fra hver. Dette projekt
havde dog den samme ulempe som værkstedstilbygningen. Det var for langvarigt og dermed
uoverskueligt for holdet. I stedet begyndte man at bygge gocarts. Først fik hver deltager
lov at konstruere og bygge sin, hvorefter holdet i fællesskab udviklede en prototype.
Dette projekt viste sig mere egnet til at fange og fastholde de unge. Også på denne
linie har man på teknisk skole gennemgået de mere komplicerede arbejdsgange, man fik
brug for i projektet.
Almen undervisning
Pro-Tek'erne blev tilbudt ekstra almen undervisning på produktionshøjskolen. Der
har i foråret og efteråret 1998 på levnedsmiddellinien og i perioden fra november til
maj på metallinien været gjort et særligt forsøg med at flytte den almene undervisning
fra undervisnings- og vejledningshuset til et lokale i umiddelbar tilknytning til
værkstederne. Dette blev muliggjort af en ekstra lærer i jobtilbud, der havde tid til at
være på linien det meste af dagen. Han havde tid til at sætte sig ind i det arbejde,
der foregik, og kunne derfor tilbyde faglig relevant undervisning.
Derudover havde han mulighed for at gribe situationen, når lyst og behov var tilstede.
Den fysiske nærhed til værkstedet muliggjorde en tæt temamæssig tilknytning til
arbejdet i værkstedet. I de perioder, han var på de to linier, var det næsten alle
deltagere, der tog imod den tilbudte undervisning.
Vejledning
På produktionshøjskolen havde hver linie tilknyttet en fast vejleder udover den
daglige uformelle vejledning på værkstedet. Fra produktionshøjskolen fulgte der desuden
en medarbejder fra produktionshøjskolen med holdet på teknisk skole. Han tog sig her af
de behov, der i ugens løb opstod for personlig vejledning.
Også vejlederen på teknisk skole var aktiv, og vejlederne på de to skoler havde
jævnlig telefonisk kontakt og holdt hinanden underrettet om de enkelte deltagere.
Særlige pædagogiske redskaber
På produktionshøjskolen startede man på Pro-Tek-linierne i 1998 et
udviklingsarbejde i samarbejde med psykologen Steen Hilling omkring kortlægning af
deltagernes kompetencer ved hjælp af et testmateriale: PAS (Pædagogisk Analyse System),
udviklet af Steen Hilling, med det formål bevidst at arbejde med de stærke sider: Det
er vigtigt at begynde at arbejde med styrkesiderne. Deltagerne har oplevet hele deres
skoletid at være tvunget til at arbejde med deres svage sider, siger en medarbejder
på produktionshøjskolen. I begyndelsen af forløbet var benævnelsen på seancerne test.
I 1999 omformulerede man det til, at man afdækkede deltagernes kompetencer.
Medarbejderne på linierne fik et kursusforløb i kompetenceafdækning og kunne herefter
kalde sig kompetenceafdækningskonsulent, i stedet for som i den første fase testkonsulent.
Materialet er inspireret af Howard Gardner's teori om de syv intelligenser og
består af en lang række øvelser, der afdækker deltagerens kompetencer inden for blandt
andet det logisk/matematiske, det sproglige, det visuelle og det motoriske område.
Deltageren bliver ledet gennem øvelserne af en konsulent (der samtidig er deres
værkstedsleder eller vejleder), og bliver under seancen filmet af et videokamera, der
(sammen med konsulenten) registrerer, hvordan den unge griber problemet an, og hvor hans
styrker ligger.
Det var fra starten tænkt, at filmen derefter skulle tjene som personlig dokumentation
for den unge. En dokumentation, der for eksempel i forhold til et kommende uddannelsessted
kan påvise, hvilke indlæringsmetoder den unge kan have særlig gavn af. Derudover - og
måske i den første fase først og fremmesttjener videoen som hjælpemiddel for
konsulenterne i deres læreproces. Via videoen kan Steen Hilling for eksempel give
supervision af konsulenterne.
Svendborg Teknisk Skole er gennem Pro-Tek samarbejdet blevet opmærksom på
mulighederne i kompetenceafdækningen, og lærere, der underviser på Pro-Tekholdene, er
også gået ind i efteruddannelsen til kompetenceafdækningskonsulenter. Det opleves af
begge skoler som en fordel, at man herved får et "fælles sprog" omkring de
unges muligheder. Lærerne på teknisk skole mener, at de også kan have glæde af
kurserne i forhold til andre elever på teknisk skole.
I 1999 har fire medarbejdere fra produktionshøjskolen og to fra teknisk skole deltaget
i et kursus. Samtidig har man med Steen Hillings hjælp og med et intensivt forløb med
afdækninger af syv deltagere på hvert Pro-Tek værksted forsøgt at afdække
værkstedernes profiler set gennem deltagernes kompetencer. Efterfølgende er der
udarbejdet en rapport af Steen Hilling over resultaterne af afdækningerne og de
pædagogiske konsekvenser, de får.
I alt har 10 medarbejdere på produktionshøjskolen og fire medarbejdere på teknisk
skole i løbet af hele forsøgsperioden gennemgået Steen Hillings kurser.
Det er imidlertid ikke muligt at udskille effekten af kompetenceafdækningerne på
deltagerne fra de øvrige Pro-Tek-tiltag. Der kan altså ikke direkte måles nogen effekt.
En uddybning af deltagere og medarbejderes vurdering af arbejdet samt evalueringsgruppens
kommentarer findes i kapitel 7.
Ture
De to linier har været på mindre ture med fagligt og socialt indhold, men disse har
generelt ikke været specielt relateret til Pro-Tek. Dog har metallinien været ude og se
på en gocartbane, da de også gerne selv vil bygge en bane til deres egne gocarts.
Samarbejdet mellem skoleformerne
Koordinator
Der har i 1999 ikke været en særskilt koordinator på projektet, men administration
og koordination har været varetaget af produktionshøjskolen. Her har først og fremmest
souschefen, men også i en periode den pædagogiske udviklingskonsulent, været
hovedansvarlige.
Styregruppe
Styregruppen holder møde ca. en gang om måneden. Der har gennem 1999 været lidt
skiftende deltagere. Fra produktionshøjskolen har souschefen, den pædagogiske
udviklingskonsulent og en vejleder været gennemgående medlemmer. Derudover har der
været enkelte linieledere i gruppen. Fra teknisk skole har den tilknyttede
uddannelseskonsulent og den tilknyttede vejleder faste medlemmer. Styregruppen har haft
det økonomiske og administrative ansvar for projektet.
Lærere og vejledere
Der har i hvert af forsøgsårene været afholdt et stormøde med alle involverede
medarbejdere på projektet. Herudover har branchegrupperne afholdt møder ad hoc, når
behovet var tilstede. Bortset fra det har der specielt på metallinien været et uformelt
samarbejde mellem de to skolers lærere. Den ene af lærerne på produktionshøjskolens
metallinie har før været lærer på teknisk skole, og det er således tidligere
kolleger, han arbejdede sammen med i Pro-Tek sammenhæng.
Som sagt var en af produktionshøjskolens lærere med på teknisk skole, de uger
holdene havde undervisning her. På den måde fulgte de på nærmeste hold, hvad der skete
her både fagligt og socialt, og kunne blandt andet påtage sig de disciplinære
problemer, der opstod: for eksempel at finde deltagerne, når de blev for længe væk i
pauserne. Op til metalliniens kurser på teknisk skole kom læreren derindefra på besøg
på produktionshøjskolen, sådan at deltagerne kendte ham lidt på forhånd. Dette gav
deltagerne tryghed omkring ugen på teknisk skole. Flere af produktionshøjskolens lærere
nævner dog, at det kunne have styrket projektet, hvis lærerne fra teknisk skole ville
have været mere med i aktiviteter på produktionshøjskolen også.
På produktionshøjskolen er Pro-Tek-liniernes ledere og vejledere automatisk blevet
draget med ind i forsøget. Der har således ikke været nogen speciel udvælgelse af
medarbejdere på denne skole.
Hos de lærere på teknisk skole, der blev interviewet i forbindelse med evalueringen,
var der generelt en stor interesse i netop denne målgruppe, og specielt læreren på
levnedsmiddelafdelingen forsøgte at skabe ekstra ro og tid omkring ProTek'erne. Dette gav
dog vanskeligheder i forhold til de øvrige elever og til dels medarbejdere på
afdelingen, der stillede sig uforstående overfor, at nogle fik
"særbehandling".
Deltagere
Rekruttering
Som det fremgår har rekrutteringen gennem hele det 3-årige forløb foregået fra
produktionshøjskolens tre linier: tømrer/snedker, metal og levnedsmiddel. Fra marts 1999
kun fra tømrer/snedker og metal. Der har været afprøvet forskellige strukturer; det har
været et tilbud til særligt interesserede, der har været "tvungen"
deltagelse, og der har i sidste periode været mulighed for, at enkelte på de to
tilbageværende linier kunne vælge fra.
Der har altså ikke været noget specielt opsøgende arbejde i forbindelse med
rekrutteringen, og det har ikke været et tilbud til for eksempel elever på teknisk
skole, der var faldet fra eller var i en risikogruppe. Frafaldne elever fra teknisk skole
kommer dog af og til ind på træ- og metallinierne på produktionshøjskolen og er dermed
for enkeltes vedkommende havnet på Pro-Tek. I kapitel 4 uddybes deltagernes baggrund og
vurdering af Pro-Tekforløbet.
For at give mere prestige til projektet på produktionshøjskolen skulle det ifølge
nogle medarbejdere gøres mere synligt, ligesom musikafdelingen for eksempel er synlig ved
de daglige "dryp" efter frokost. Andre mener dog, det vil blive ved at være
vanskeligt at give Pro-Tek status, sålænge det at være Pro-Tek'er er noget man bliver
næsten automatisk og ikke noget man bevidst vælger.
Overgang til teknisk skole
Deltagernes videre planer om uddannelse eller job udkrystalliseres først og fremmest
med linieledere og vejledere på produktionshøjskolen.
I specielle situationer, for eksempel hvor en deltager ønskede at starte på teknisk
skole, selvom medarbejderne ikke mente, han var klar til det, aftalte vejledere og
linieledere på de to skoler en fælles strategi med hensyn til vejledningen.
Opfølgning
Der sker ikke fra produktionshøjskolens side en opfølgning på de deltagere, der
forlader projektet.
Forløbsbeskrivelse II: Randers/Virring
Forsøgsperiode: 1998-99
Tilskudsgiver: EU's Socialfond (mål 3. prioritet 1.)
Involverede skoler:
Randers Produktionshøjskole. Deltagende linier: Metal, auto, træ.
Virring Produktionsskole. Deltagende linier: Metal, træ, service og international
afdeling
Randers Tekniske Skole. Deltagende linier: Bygge og anlæg, metal og teknik.
Målsætninger og målgrupper ifølge projektbeskrivelsen
Formål
Ved en form, hvor der tages hånd om den enkelte deltager i forhold til måske
mangelfulde boglige færdigheder eller en problematisk social baggrund, er det målet, at
deltagerne tilegner sig boglige, personlige og sociale færdigheder, der gør ham/hende i
stand til at gennemføre en ønsket uddannelse på teknisk skole.
Formålet med samarbejdet mellem de to skoleformer er således:
- at forbedre mulighederne for den gruppe af (især) unge, der skønnes at haveeller få -
problemer i forbindelse med en uddannelse inden for erhvervsuddannelserne, så man undgår
frafald fra 1. skoleperiode (teknisk skoles TIforløb) eller 2. skoleperiode.
gennem indsatsen at motivere deltagerne og forbedre deres personlige og faglige niveau.
at kunne tilbyde specielt tilrettelagte og individuelle forløb på henholdsvis teknisk
skole og produktionsskolerne for derigennem at anspore og klargøre målgruppen til at
påbegynde - og gennemføre - en erhvervsfaglig uddannelse.
Målgrupper
- Unge ledige under 25 år, herunder også 2. generationsindvandrere, der aldrig har
påbegyndt eller fuldendt en kompetencegivende uddannelse og som skønnes at have - eller
få problemer i forbindelse med en uddannelse.
- Folkeskoleelever, der efter endt skolegang har behov for en alternativ undervisnings og
afklaringsfase inden start på teknisk skoles ordinære uddannelsestilbud. Dette behov kan
være udsprunget af skoletræthed, en svag boglig fundering eller et behov for en
modningsperiode.
- Deltagere, der er faldet fra teknisk skoles 1. skoleperiode (TI-forløb) eller 2.
skoleperiode.
- I særlige tilfælde voksne over 25 år, der ikke har fuldført en kompetencegivende
uddannelse.
Praktisk tilrettelæggelse
Deltagerne var indskrevet på produktionsskolerne og tilskuddet fra Socialfonden
brugtes blandt andet til betaling af timerne på teknisk skole. Holdstørrelsen var på
ca. 12 deltagere.
Tidligere modeller
Med hensyn til fordelingen af undervisningstiden har der været afprøvet to
modeller. I 1998 opererede man under hensyntagen til produktionsskolernes regler om
forlagt undervisning med tre ugentlige dage på produktionsskolerne og to ugentlige dage
på teknisk skole, fordelt således at deltagerne den første uge var på teknisk skole
torsdag - fredag og den følgende uge mandag - tirsdag. På denne måde fik deltagerne
fire dage på teknisk skole afbrudt af en weekend. Yderligere roterede holdet mellem de
forskellige afdelinger på teknisk skole, således at de for eksempel var 2 + 2 dage på
maskinafdelingen, derefter 2 + 2 dage på snedkerafdelingen, derefter 2 + 2 dage på
smedeafdelingen osv. Dette var utilfredsstillende for både deltagere og lærere. Ugen
blev brudt op, weekenden gjorde, at de fire dage ikke føltes som et sammenhængende
forløb, og det var svært for de unge hele tiden at skulle finde frem til en ny afdeling
på teknisk skole, der har lokaler flere steder i byen. Deltagerne gjorde selv opmærksom
på, at det var for korte intervaller på teknisk skole til, at de kunne få noget ud af
det.
1999 model
I 1999 fik man via en ændret lovgivning mulighed for at organisere tiden anderledes,
således at deltagerne i princippet var 2 uger på produktionsskolerne og derefter 1 hel
uge på teknisk skole. Alt i alt blev dette 6 uger pr. halvår. Her roterede de stadig
mellem de forskellige involverede afdelinger, fordi man fra styregruppens side mente, det
var vigtigt, at deltagerne fik lov til at snuse til de forskellige fag på teknisk skole -
...man kan jo ikke vide, hvad man går glip af, før man har prøvet det, siger en
faglærer på teknisk skole. Det betød, at det for nogle deltagere i begyndelsen af en ny
uge på teknisk skole stadigt kunne være svært at finde frem til den rigtige afdeling.
Det kunne også være svært jævnligt at skulle forholde sig til nye lærere på teknisk
skole. Det sidste blev dog afhjulpet af, dels at almenlæreren fra produktionsskolerne var
med i 2 timer de fire af ugens dage, dels at værkstedslederne fra produktionsskolerne og
koordinatoren jævnligt kikkede ind.
Undervisningens indhold
Der har på de tre skoler hele tiden været arbejdet på et projekt, der kunne samle
holdet omkring en bestemt opgave. I 1998 var det en kopi af et lanternehus fra Limfjorden.
I 1999 byggede holdet et røgehus på Virring Produktionsskole. I dette projekt har der
været arbejdsopgaver relateret til både murer-, smede-/maskin- og tømrerhåndværket.
Sideløbende hermed har Pro-Tek'erne deltaget i andre arbejdsopgaver på deres respektive
værksteder på produktionsskolerne. På teknisk skole har der dels været opgaver med en
generel indlæring af relevante teknikker, dels opgaver, der var direkte relaterede til
det igangværende projekt, som for eksempel at smede kroge til ophængning af fisken i
røgehuset.
Teknisk skoles lærere understreger, at selvom indholdet bestemtes af det fælles
projekt, så har undervisningen på Pro-Tek ikke adskilt sig i sværhedsgrad fra skolens
undervisning på introduktionsforløbene.
Almen undervisning
I de uger, holdet er på produktionsskolerne, fik de undervisning i dansk og
matematik. Den lå fast to timer hver dag fra mandag til torsdag og var
"tvungen".
På Randers Produktionshøjskole dannede Pro-Tek'erne deres eget hold. På Virring
Produktionsskole fik de undervisning sammen med skolens øvrige deltagere. Så godt som
alle Pro-Tek'ere deltog i denne udvidede almene undervisning.
Vejledning
Skolerne fordelte fra starten vejledningsindsatsen mellem sig, sådan at lærerne og
vejlederne på teknisk skole tog sig af den faglige erhvervsrettede vejledning, mens
lærerne på produktionsskolerne sørgede for den mere personlige rådgivning og
vejledning.
Der var afsat et vejledningsmøde på hver skole pr. deltager pr. halvår. Herudover
foregik der løbende vejledning på værkstederne, og faglærerne tog en uformel snak med
den enkelte unge efter hver periode på teknisk skole. Desuden tilbød koordinatoren både
formel og uformel vejledning.
Ture
I 1998 var Pro-Tek-holdet på tur til England/Skotland. I den interne evaluering fra
dette år beskrives udbyttet af turen som: Træning i selvstændighed, ansvar, social
omgang og udvikling af netværk. I 1999 har der ikke været nogen længere tur, men man
har hvert halve år i hele perioden taget på en kortere "ryste-sammen tur" med
en enkelt overnatning. Målene for disse korte ture har været Sverige, Rold Skov, Fåborg
og Hirtshals.
Særlige pædagogiske redskaber
I forsøget i Randers har man afprøvet flere forskellige (alternative) pædagogiske
redskaber og har blandt andet haft kontakt med "Ordkløveriet" i Holstebro. Her
skal særligt omtales indlæringskinesiologien. Inspireret af en lærer i almene fag på
Randers Produktionshøjskole, der også er uddannet som kinesiolog, har man i 1999 tilbudt
alle Pro-Tek'ere indlæringskinesiologiske muskeltester og eventuelle efterfølgende
afbalanceringer.
Indlæringskinesiologien beskæftiger sig med de to hjernehalvdele, deres
"arbejdsdeling" og deres indbyrdes sammenhæng. Ifølge indlæringskinesiologien
skal der være balance mellem de to hjernehalvdele og deres udvikling, hvis optimal
indlæring skal ske. Er der opstået ubalancer, hvor den ene hjernehalvdel er blevet
udviklet mere end den anden, eller er der blokeringer i nervebanerne mellem
hjernehalvdelene for eksempel på grund af stress, kan dette få konsekvenser i form af
manglende evne til at lære. Da ubalancerne også påvirker musklerne kan disse aflæses
ved de muskeltester, som kinesiologen foretager. Personen holder sin arm strakt ud til
siden, kinesiologen stiller et spørgsmål eller kommer med et udsagn, samtidig med at hun
trykker let på den udstrakte arm. Bliver armen svag og synker betyder det et nej eller
tyder på en svaghed eller et problem omkring det felt, der er nævnt. Viser der sig
sådanne ubalancer ved testen, kan disse rettes op ved afbalanceringer, der består af
forskellige fysiske/motoriske øvelser.
Man kan måle på forskellige niveauer fra noget helt ydre omkring for eksempel
motoriske problemer til meget personlige eller psykiske problemer. Kinesiologen forklarer:
Det hele går på, at jeg respekterer kroppens svar. Det er ligesom når man skræller
et løg, det yderste lag først, for det meste beder folk bare om struktur, det er nogle
øvelser, der skal kodes ind, så det kommer til at fungere. Det kan godt ske, der ligger
noget psykisk i det også, men hvis kroppen ikke beder om at få en afbalancering på det
psykiske, så skal jeg ikke gå ind og pille ved det, for så er det for meget på en
gang, så går der koks i systemet.
I forbindelse med tilbudet om muskeltester til Pro-Tek'erne engagerede man Jarle
Thamsen, der efter styregruppens mening er en af Danmarks førende kinesiologer. Ved hans
muskeltester og afbalanceringer af de unge var projektets koordinator altid tilstede.
Samtidig begyndte koordinatoren selv en uddannelse som kinesiolog og kunne ved udgangen af
året selv foretage de indledende tester og afbalanceringer, hvorimod hun overlod de
dyberegående og mere personlige områder til Jarle Thamsen.
Alle deltagere på Pro-Tek-holdene fik som sagt tilbudt en afbalancering. Var de under
18 år, skulle forældrene give tilsagn om, at deres barn måtte gennemgå test og
afbalancering.
Ligesom i Svendborg kan der ikke umiddelbart måles nogen direkte effekt på de unges
Pro-Tek-forløb. En uddybning af deltagere og medarbejderes vurdering af arbejdet samt
evalueringsgruppens kommentarer findes i kapitel 7.
Samarbejdet mellem skoleformerne
Koordinator
I Randers/Virring ansatte man en koordinator på fuld tid. Hun har tidligere været
ansat på og havde i 1999 fortsat kontor på Randers Produktionshøjskole, men kom hele
tiden rundt på alle tre skoler. Hun sørgede blandt andet for alle administrative
opgaver. I forhold til deltagerne tilbød hun formel og uformel vejledning. Det var hende,
der sørgede for pædagogiske materialer og hjælpemidler. Således var det hende, der
organiserede indlæringskinesiologien. Hun var ligeledes tilforordnet styregruppen og
sørgede for indkaldelser og referater.
Alle medarbejdere på de tre skoler har givet udtryk for, at koordinatoren har haft en
yderst central rolle. Hun satte sig grundigt ind i tingene, hun var den, der formidlede
kontakterne og i det hele taget har fået tingene til at glide i dagligdagen.
Styregruppe
I styregruppen sad foruden koordinatoren de to forstandere fra produktionsskolerne og
to uddannelseschefer fra teknisk skole. Gruppen mødtes ca. en gang i kvartalet. Den blev
her af koordinatoren løbende orienteret om projektet. Gruppen har haft det overordnede
ansvar for økonomi, strategier og planlægning.
Lærere og vejledere
Koordinator, lærere og vejledere på de to skoler mødtes efter behov. I 1999
mødtes de i alt 4 gange, nemlig i februar, juni, november og december. På disse møder
diskuteredes de enkelte deltagere, og undervisningen blev planlagt og løbende justeret.
Herudover fulgte almenlæreren fra produktionsskolerne som sagt med deltagerne i nogle
af timerne på teknisk skole. Ud over med sin tilstedeværelse at være en tryghed for
deltagerne, kunne han også rådgive lærerne på teknisk skole. Han kunne for eksempel
bedre fornemme, hvor meget teoriundervisning holdet kunne klare, og han havde en større
viden om den enkelte deltager. Men også værkstedslederne fulgte med i, hvad der foregik
på teknisk skole. Hvis en deltager udeblev uden at melde sig syg, blev koordinatoren
underrettet, hun orienterede så værkstedslederne, der greb ind og fandt ud af hvad
der foregik. Derudover kikkede de på eget initiativ forbi en gang imellem. Det har
været et større problem at få teknisk skoles lærere ud på produktionsskolerne, men de
er dog kommet ved specielle anledninger som for eksempel rejsegildet på røgehuset.
På teknisk skole lagde man det ud til medarbejderne, hvem der havde lyst til at gå
ind i projektet. Især de yngre lærere blev opfordret til at deltage. Begrundelsen var
dels at de yngre sandsynligvis ville være mere åbne over for nye arbejdsformer, dels at
de tekniske skoler i det hele taget skal forholde sig mere bevidst til de lidt svagere
elever i fremtiden. Her kan erfaringerne fra Pro-Tek komme skolen til gode, og det blev
derfor anset som vigtigt, at yngre lærere med en fremtid i faget og på skolen gik ind i
arbejdet.
Projektet startede op med et seminar i slutningen af januar 1998 for de implicerede
medarbejdere. Her var der forskellige oplæg om landsprojektet Pro-Tek, om unge med læse-
og stavevanskeligheder, og om "Hvordan tænker marginalgruppen eller
produktionsskoleeleven?" Desuden var der oplæg om kvalitetsudvikling inden for
planlægning af undervisning og samarbejde.
Alle de interviewede understregede, at dette indledende seminar har været en
væsentlig grund til, at projektet lykkedes. Her fik man føling med hinanden, forståelse
for hinandens forskellige arbejdsvilkår, og man fik lagt et fælles grundlag for
arbejdet. Lærerne på teknisk skole gav i interviewene udtryk for, at de er blevet
inspireret af produktionsskolelærernes måde at arbejde på, og at projektet for dem selv
har været et stykke udviklingsarbejde i forhold til at arbejde med denne specifikke
målgruppe.
Standarder for Pro-Tek
Randers Inspireret af et kursus i standarder på Danmarks Lærerhøjskole, hvor en gruppe
lærere fra Randers Produktionshøjskole deltog, udarbejdede koordinatoren et sæt
standarder for projektet. De kom efterfølgende til høring i lærergruppen og blev
godtaget af denne. De revideredes løbende og brugtes for eksempel, når nye medarbejdere
kom med i projektet. I standarderne var projektets mål og ressourcer beskrevet sammen med
forventninger og krav til det daglige arbejde. Ligeledes har koordinatoren udformet
papirer med for eksempel hendes egne opgaver. Der har således været en høj grad af
synliggørelse af projektet på skolerne internt via skriftlig information.
Deltagere
Rekruttering
Deltagerne rekrutteredes fra de to produktionsskolers træ- og metalværksteder. På
teknisk skole blev de elever, der faldt fra, kontaktet. Desuden foreslog man i visse
tilfælde elever på 2. skoleperiode at gå på Pro-Tek, hvis de virkede for umodne til et
egentligt uddannelsesforløb. Derudover udsendte koordinatoren informationsmateriale til
relevante personer for eksempel områdets vejledere og sagsbehandlere. Fra
produktionsskolerne var det kun de deltagere, der skønnedes egnede til et
Pro-Tek-forløb, der blev optaget. Man lagde vægt på, at deltagerne selv var motiverede
for at begynde på et forløb, der kunne føre til en erhvervsuddannelse. På
produktionsskolerne betegnede man i interviewene ProTek'erne som den bedste del af
skolernes målgruppe, dem der for eksempel selv ville have fundet sig et job ret hurtigt.
Den endelige afgørelse for optagelse på holdet blev truffet på Randers
Produktionshøjskole af værkstedslederen og koordinatoren i forening. På Virring
Produktionsskole var det derimod værkstedslederen og forstanderen i forening. Fik man
henvendelse fra en ung, man i lærergruppen var usikker på var egnet, foreslog man ham at
gå en kortere periode på en af produktionsskolerne først. Her kunne værkstedslederen
observere ham og derefter eventuelt anbefale ham til projektet. I kapitel 4 uddybes
deltagernes baggrund og vurdering af Pro-Tekforløbet.
På produktionsskolerne forsøgte man bevidst at tillægge det at være Pro-Tek'er en
vis status. At gøre det attraktivt, for eksempel ved udsigten til at få læreplads og
uddannelse. En af værkstedslederne siger: Mine Pro-Tek'ere får alle sammen lov til at
lave nogle ting, som de andre elever ikke gør... Jeg kommer og sætter dem i gang, og så
går jeg igen. Så må de selv komme når de ikke magter det længere. Og de sætter en
ære i at komme så langt som muligt. Her er det ikke noget problem, at Pro-Tek'erne
har en højere status. Tværtimod giver det de øvrige deltagere noget at se op til og
stræbe efter.
En værkstedsleder mener, at så længe det går som det skal med en Pro-Tek'er, så
kræver forløbet egentlig mindre ressourcer end et forløb for en normal deltager. Til
gengæld skal han virkelig sætte sine ressourcer ind, når det går skævt: Jeg
forsøger hele tiden at forudsige, hvad der sker. Hvis det glipper for dem, så skal jeg
virkelig gøre noget alvorligt, for at de ikke får et kæmpe nederlag med sig selv.
Overgang til teknisk skole
Koordinator, lærere og værkstedsledere diskuterer indbyrdes, hvilke deltagere der
er modne til at starte på teknisk skole. Som regel er de ret enige i deres bedømmelse af
de unge. Derefter snakker fortrinsvis den respektive værkstedsleder fra produktionsskolen
med den enkelte deltager. Men det kan også være koordinatoren.
Lærere og koordinator understreger, at selvom de forsøger at skubbe til de unge, der
efter deres mening ville kunne klare en uddannelse på Teknisk Skole og omvendt forsøger
at holde igen hos dem, der ikke er modne til det, så er det at påbegynde en uddannelse i
sidste ende den unges beslutning. Lærere og vejledere kan kun råde og vejlede - ikke
træffe afgørelsen.
Opfølgning
Styregruppen har taget en principbeslutning om at følge alle Pro-Tek'ere i deres
videre forløb, så længe forsøget kører, og der dermed er ressourcer til det. Det er
koordinatorens ansvar at kontakte tidligere Pro-Tek'ere en gang imellem for at høre,
hvordan det går dem. Enkelte henvender sig også selv: ringer eller kommer på besøg.
Forløbsbeskrivelse III: Nykøbing Falster
Forsøgsperiode: 1998-99
Tilskudsgiver: EU's socialfond
Involverede skoler:
Produktionshøjskolen Sundtoftegård. Deltagende linier: I princippet alle Industri- og
Håndværkerskolen. Deltagende afdelinger: I princippet alle
Målsætninger og målgrupper ifølge projektbeskrivelsen
Formål
At udvikle en uddannelsesmodel, der kvalificerer deltagerne fra marginalgrupperne til
at gennemføre 2. skoleperiode på teknisk skole.
Målsætning
- At kortlægge indholdet af de to skolekulturer og i særlig grad se på elementerne af
de kultursammenstød, både deltagere og medarbejdere vil opleve i samarbejdet.
- At udvikle en samarbejdsform så projektdeltagere lettes i overgangen mellem de to
skoleformer.
- At igangsætte og udbygge en brobygning mellem en teknisk skole og en produktionsskole
gennem samarbejde om udvælgelse af elever samt planlægning og afvikling af
uddannelsesforløb.
- At udvikle en model for fælles undervisnings- og vejledningsforløb for
marginalgrupperne.
- At medvirke som en del af et landsomfattende projekt, hvor erfaringer fra tilsvarende
tiltag kan udveksles og forankres i en varig lovgivningsmæssig model for brobygning
mellem forskellige uddannelsesinstitutioner.
- At øge deltagernes motivation for yderligere uddannelse.
- At udvikle nye pædagogiske metoder i forhold til almen kvalificering i tilknytning til
deltagernes deltagelse i erhvervsuddannelse.
- At give eleven større selvtillid og selvværdsfølelse.
Målgruppe
Unge mellem 18 og 25 år, som ikke er påbegyndt en kompetencegivende uddannelse og
voksne fra 26 år og opefter, dvs. kontanthjælpsmodtagere og forsikrede uden uddannelse,
som ikke har et reelt grundlag for at gennemføre 2. skoleperiode på normal vis med
efterfølgende erhvervs- eller AMU-uddannelse.
Praktisk tilrettelæggelse
Normalt har deltagerne været indskrevet på produktionshøjskolen, som har fået
taxametertilskud til dem og derefter købt timerne på Industri- og Håndværkerskolen.
I enkelte tilfælde, hvis det ikke har været muligt at beholde deltageren på
produktionshøjskolen, eller man har vurderet, at den unge, ville have godt af at flytte
hjemmefra og bo på Industri- og Håndværkerskolens skolehjem, har den unge været
indskrevet på Industri- og Håndværkerskolen, der derefter har købt timerne på
produktionshøjskolen.
1999 model
Projektet blev ledet fra Industri- og Håndværkerskolen, hvor koordinatoren havde
kontor. Projektet har i hele perioden haft den samme grundlæggende struktur, men med
mindre ændringer undervejs. Pro-Tek-holdet var på minimum 10 deltagere.
Undervisningstiden fordelte man i 1999 således, at holdet var på Industri- og
Håndværkerskolen mandag og tirsdag. Her fulgte de et TI-hold. Det ville i praksis sige,
at de var på et værksted i en 5-ugers periode. Inden for hver periode kunne de vælge
mellem 6 forskellige værksteder. De kunne godt vælge det samme værksted flere gange i
træk, så længe værkstedet var blandt de 6 mulige. Hvis den enkelte deltager var meget
afklaret omkring erhvervsvalg inden for et område, der ikke var udbudt som TI-forløb,
valgte koordinatoren nogle gange istedet at lade ham følge 2. skoleperiodes undervisning
på det pågældende fag.
Onsdag og torsdag var Pro-Tek-holdet på Sundtoftegård, og den enkelte deltager valgte
sig også her ind på det værksted, han helst ville på. Fredag var Pro-Tekdag, hvor
koordinator og deltagere var sammen, enten på produktionshøjskolen eller på en fælles
udflugt eller studietur. På produktionshøjskolen har Pro-Tek'erne så vidt muligt frit
kunnet vælge værksted. Alle værksteder undtagen VIKA, der er målrettet mod en helt
bestemt gruppe deltagere, har haft Pro-Tek'ere: Men metalværkstedet og den internationale
afdeling har været de foretrukne.
Undervisningens indhold
Da deltagerne var spredte på produktionshøjskolens værksteder og til dels også
på Industri- og Håndværkerskolen, var der ikke nogle samlende projekter, der gik på
tværs af de to skoler. I de dage, holdet var på produktionshøjskolen, arbejdede
ProTek'erne med på værkstedernes forefaldende arbejdsopgaver, og værkstedslederne tog
ikke særlige hensyn til dem. På Industri- og Håndværkerskolen fulgte ProTek'erne et
TI-hold som beskrevet ovenfor. Her var det op til den enkelte faglærer, om han viede
Pro-Tek'erne særlig opmærksomhed. Hos nogle lærere var det socialpædagogiske aspekt
stærkere end hos andre. Det bundede imidlertid tilsyneladende lige så meget i lærerens
personlighed som i en særlig interesse for forsøget.
Vejledningen på skolerne
På produktionshøjskolen indgik Pro-Tek'erne i den almindelige vejledningsprocedure, hvor
skolens vejleder ca. hvert halve år har en samtale med deltagerne. På Industri- og
Håndværkerskolen var det koordinatoren, der først og fremmest varetog både den
personlige og den faglige vejledning. Herudover var det op til hver enkelt faglærer, hvor
meget personlig/faglig vejledning han kunne give i forløbet, men de fleste faglærere
afsluttede hver 5-ugers periode af med en mere eller mindre formel snak med hver enkelt
ung.
Almenundervisning
De Pro-Tek'ere, der har haft behov, har i 1999 kunnet få 4 timers undervisning om
ugen på Industri- og Håndværkerskolen.
Ture
Pro-Tek-holdet var i marts 1999 på en uges studietur til Ungarn. 18 deltagere, 2
lærere fra Industri- og Håndværkerskolen og 1 lærer fra produktionshøjskolen var med
på turen, der både inkluderede besøg på flere erhvervsskoler og fabrikker, kulturelle
oplevelser og socialt samvær. Turen havde således til formål både at skabe sammenhold
og at give deltagerne et fagligt udbytte.
Samarbejdet mellem skoleformerne
Koordinator
I Nykøbing Falster valgte man som i Randers fra starten at ansætte en
heltidskoordinator på projektet. Han var i forvejen tilknyttet Industri- og
Håndværkerskolen som faglærer i murerfaget og blev i forsøgsperioden ved med at have
kontor på denne skole, men kom meget omkring på alle implicerede værksteder på begge
skoler. Det var koordinatoren, der gjorde det opsøgende arbejde hos de kommunale
vejledningsinstanser til dels sammen med souschefen på produktionshøjskolen, der var
ansvarlig for projektet på denne skole.
Koordinator påtog sig ikke administrative opgaver i forhold til økonomi og regnskab.
Hans væsentligste arbejdsområde har været den tætte personlige kontakt til deltagerne
og han har fulgt dem i skiftene mellem de to skoler. Derfor kom han også til at virke som
rådgiver/vejleder for mange af dem. For eksempel har en af deltagerne været i behandling
hos en psykolog. Her var det koordinator, der kørte deltageren frem og tilbage til den
ugentlige konsultation.
At projektet fra den enkelte unges synspunkt var knyttet så tæt til koordinatorens
person betød, at der var grænser for hvor stort Pro-Tek-holdet kunne være, hvis
projektet skulle være vellykket.
I forhold til planlægning, ændringer, aftaler og kontakt i det hele taget på
medarbejderplan har koordinatoren ligeledes været den centrale person i projektet.
At han jævnligt har vist sig rundt omkring på skolernes værksteder har været med til
at holde opmærksomheden omkring projektet fast - også blandt de medarbejdere, der i
perioder kun har haft en enkelt Pro-Tek'er på sit værksted.
Styregruppe
I styregruppen har forstander, souschef og vejleder fra produktionshøjskolen siddet
sammen med chefen for udviklingsafdelingen og den tilknyttede uddannelsesleder på
Industri- og Håndværkerskolen samt koordinatoren.
Det var styregruppen, der foretog den overordnede planlægning med hensyn til økonomi,
deltagere og samarbejde på tværs af skolerne.
Lærere og vejledere
Der er ikke afholdt løbende formelle møder på dette plan. Normalt kom de to
skolers lærere ikke meget på hinandens skoler, den daglige kontakt blev varetaget af
koordinatoren. Imidlertid har nogle lærere fundet sammen i et fagligt samarbejde, der
rækker ud over forsøgsprojektet. Se herom senere.
For at få et fælles grundlag og for at holde sammen på projektet på
medarbejderplanet har man afholdt forskellige fælles arrangementer for de involverede
medarbejdere på de to skoler. I slutningen af 1998 og begyndelsen af 1999 holdt man et
kursus fordelt over flere gange i observationsteknik og lærerbaseret refleksion. I maj
holdtes en konference med deltagelse af 18 lærere fra de to skoler, og i oktober
afholdtes et fyraftensmøde. Begge gange har der været afsat meget tid til gruppearbejde
med udgangspunkt i spørgsmål omkring samarbejdet mellem skoleformerne.
De to skolers lærere siger samstemmende, at skolerne på forhånd var præget af
gensidig mistillid. Man var gensidigt bange for, at den anden skole var ude på at
"hugge" elever/deltagere fra ens egen skole. Denne mistillid blev ret hurtigt
afløst af en gensidig respekt og fornemmelse af at kunne få glæde af et samarbejde.
Deltagere
Rekruttering
Deltagerne optages af koordinatoren efter en samtale, hvor koordinatoren dels har
redegjort for mulighederne, dels har talt med den unge om hans ønsker med hensyn til
uddannelse, hans styrker og svagheder og ofte om hans sociale situation. De kommunale
ungdomsvejledere og beskæftigelseskonsulenter henviser til ProTek. Desuden henviser
Industri- og Håndværkerskolens vejleder frafaldstruede elever til projektet.
Koordinatoren tilkaldes til vejledernes samtaler med disse. Enkelte rekrutteres via
produktionshøjskolen.
Koordinatoren har gjort et stort opsøgende arbejde i regionens kommuner, som han fast
besøger hvert halve år. Desuden er de enkelte kommuners vejledere og sagsbehandlere
blevet inviteret til en Pro-Tek dag med omvisning på de to skoler. Når koordinatoren
eller produktionshøjskolens souschef kom på besøg i kommunerne, blev der ikke
udelukkende snakket Pro-Tek. De blev også spurgt ud og kom med gode råd om de to skoler,
og om mulighederne på dem generelt. Koordinatoren lagde i sin orientering til kommunerne
vægt på, at han ikke ønskede alle og enhver ind i projektet. Misbrugere hørte for
eksempel efter hans mening ikke hjemme i projektet. De unge skulle ligeledes have en vis
grad af motivation før starten, hvis projektet skulle lykkes. Det var tydeligt, at da
kommunerne en overgang sendte lidt for mange umotiverede unge, belastede det projektet
stærkt, og det var sværere for koordinatoren at holde sammen på holdet.
Deltagerne på Pro-Tek er som sagt ikke blevet tillagt nogen speciel status eller
stillet over for andre krav end de øvrige produktionsskoledeltagere eller TIelever. Men
der har været meget stor fleksibilitet i strukturen, således at man i vid udstrækning
har kunnet imødekomme den enkelte unges behov. For eksempel kunne
styregruppen/koordinatoren vurdere, at en ung, der var helt målrettet mod at blive
tømrer, havde mere gavn af at være fuld tid på produktionshøjskolens træværksted
indtil en ny 2. skoleperiode startede på teknisk skole. I sådanne tilfælde har man
indskrevet de unge som almindelig produktionsskoledeltagere.
Ind på teknisk skole
Faglærere og koordinator finder i fællesskab med den unge ud af, hvornår og hvor
han skal starte på en uddannelse på teknisk skole.
Opfølgning
For de deltageres vedkommende, der fortsatte i et normalt uddannelsesforløb på
Industri- og Håndværkerskolen, bevarede koordinatoren en uformel kontakt til dem. Han
kikkede jævnligt ind på de værksteder, de unge arbejdede på. I et interview i december
1998 med tre tidligere Pro-Tek'ere, der på det tidspunkt gik på 2. skoleperiode på
forskellige af skolens uddannelser, gav disse udtryk for, at denne kontakt til
koordinatoren betød meget for deres moral og vilje til at holde fast i uddannelsen: Det
er ikke så tit, vi snakker med ham, men han er der, hvis man har brug for et eller andet
- så kan man altid spørge. At koordinatoren får så stor betydning hænger blandt
andet sammen med hans personlighed og holdning til de unge.
Som en af dem karakteriserer ham: han siger aldrig 'Kom nu, nu skal du det' han siger:
'Tag det nu roligt, så klarer vi det nok!'
År 2000
I Svendborg fortsætter Pro-Tek-samarbejdet i år 2000 som hidtil. Desuden har
forsøget i Svendborg sammen med det lignende skolesamarbejde mellem Produktionshøjskolen
Elsesminde og Teknisk Skole i Odense inspireret til et udvidet samarbejde i hele regionen:
Pro-Erhverv-Fyn mellem produktionsskolerne, erhvervsskolerne, erhvervslivet samt de
kommunale vejledere i hele regionen. Dette samarbejde har foreløbig resulteret i en stor
spørgeskemaundersøgelse, der har inddraget 600 produktionsskoledeltagere, 38 vejledere
og 78 virksomheder. Undersøgelsen har ved at analysere besvarelserne fra de 600
produktionsskoledeltagere opstillet en profil af en typisk produktionsskoledeltager.
Desuden stiller undersøgelsen skarpt på virksomhedernes holdninger til praktikanter, da
en god praktik er et vigtigt led på vejen ind på uddannelse og arbejdsmarked.
Afslutningsvis fremlægger rapporten Pro-Erhverv-Fyn et forslag til et fremtidigt
samarbejde mellem produktionsskolerne og erhvervsskolerne.
Også i Randers/Virring fortsætter Pro-Tek-samarbejdet i år 2000. Det er fra januar
blevet udvidet med flere af regionens skoler. Det gælder for produktionsskolernes
vedkommende: Grenå Produktionsskole, Sophienlund Produktionshøjskole,
Produktionshøjskolen Djursland og Hobro Produktionshøjskole under navnet ProTek
Kronjylland. Desuden er både Mimers Brønd ved Randers og Bjerringbro Produktionsskole i
en fase, hvor de overvejer at gå med i samarbejdet. For de teknisk skolers vedkommende er
arbejdet udvidet med Grenå Tekniske Skole.
Det nye Pro-Tek-hold er nu på 20 deltagere. Det er efter koordinators mening i
overkanten, men det passer med normeringen af holdene på teknisk skole. At så mange
skoler er kommet med betyder, at der er oprettet en venteliste over unge, der gerne vil
ind på Pro-Tek, når der bliver plads. Efter koordinatorens mening kan en venteliste have
den sunde effekt, at den højner motiveringen hos de deltagere, der kommer ind på holdet.
Det hidtidige tilbud med metalfagene på en fremtrædende plads har først og fremmest
appelleret til unge mænd. Det overvejes derfor også at inddrage en gruppe fag som for
eksempel frisør, tekstil, skiltemaler og levnedsmiddel, der kunne tiltrække nogle af de
unge piger, der har brug for hjælp til at komme i gang med en uddannelse.
I Nykøbing Falster fortsætter samarbejdet omkring Pro-Tek ligesom på Fyn og i
Midtjylland. Men i januar 2000 har man ændret strukturen lidt, idet holdet nu er de 3
første dage på produktionsskolen og de to sidste dage på Industri- og
Håndværkerskolen. På den måde har deltagerne et lidt mere samlet forløb på
produktionshøjskolen, samtidig med at holdet på Industri- og Håndværkerskolen passer
bedre ind torsdag - fredag. Den ugentlige Pro-Tek dag er afskaffet, da styregruppen ikke
fandt, at den fungerede optimalt. Dog er der så meget frihed i strukturen, at en ung kan
aftale at være på produktionshøjskolen en torsdag eller fredag, hvis der er et særligt
arrangement her, han gerne vil være med til. Ligeledes er tilbudet om ekstra almen
undervisning flyttet over i produktionshøjskolens regi, da man er blevet enige om, at der
på denne skole er bedre muligheder.
Der er ikke som de to andre steder blevet draget flere skoler ind i arbejdet. Til
gengæld har samarbejdet mellem de to skoler bredt sig til andre områder. Afledt af
fyraftensmødet i oktober har flere lærere fundet sammen i et samarbejde uden om Pro-Tek
forsøget. Køkkenet på Sundtoftegård har for eksempel lavet flere arrangementer sammen
med levnedsmiddellinien på Industri- og Håndværkerskolen. Et andet eksempel er
tømrerne på Industri- og Håndværkerskolen, der er gået ind i et samarbejde med
Middelalderlinien om et tema på teknisk skoles 2. skoleperiode om brug af gamle redskaber
og metoder, hvor man kan prøve at forarbejde træet lige fra fældningen af træet i
skoven til den færdige genstand.
Om torsdagen, hvor køkkenet på produktionshøjskolen ikke serverer varm mad, kan
produktionsskoledeltagerne bestille og købe madpakker på Industri- og
Håndværkerskolens slagterlinie. På et mere overordnet plan har skolerne i forbindelse
med erhvervsskolereformen og de nye indgange til teknisk skole aftalt, at Industri- og
Håndværkerskolen skal leje noget af den jord, produktionshøjskolen råder over, men
ikke selv har brug for.
Denne side indgår i
publikationen "Mellem to skoleformer" som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2000
|