ForordHermed offentliggør DIKE og Undervisningsministeriets gymnasie-afdeling en rapport om den landsdækkende undersøgelse af gymnasieeleverne og hf-kursisternes sundhedsvaner og livsstil. Denne udgivelse præsenterer udvalgte resultater fra undersøgelsen og skal ses i sammenhæng med andre udgivelser fra samme undersøgelse. De 91 gymnasier, der deltog, har fået resultaterne fra deres egen skole tilbage, og de kommenterede svarfordelinger blev offentliggjort i maj 1997. DIKE udgiver desuden i tilknytning til denne rapport en grundigere bearbejdning af undersøgelsens resultater. Publikationen kan, sammen med et selv-udpakkende program, findes på Undervisningsministeriets hjemmeside under Gymnasieafdelingen på Internettet, se adressen http://www.uvm.dk/gym/start.htm. Ved hjælp af dette program kan man selv lave tabeller og krydstabuleringer ud fra resultaterne fra den landsdækkende undersøgelse. Til brug for undersøgelsen har eleverne selv indtastet deres svar på en diskette via et PC-baseret spørgeskema. Her har anonymiteten været sikret ved tildeling af et password til hver deltager. I rapporten analyseres data inden for fem forskellige områder: sundhed og helbred, sundhedsvaner og livsstil, psyko-sociale ressourcer og problemer, elevernes fysik og kondition samt skole- og fritidsarbejde. Undersøgelsen er et øjebliksbillede af 25.000 danske gymnasieelever og hf-kursisters sundhedsvaner og livsstil i vinteren 1996-97. Undersøgelsen er finansieret dels ved bevillinger fra Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet og dels af DIKEs grundbevilling. Gymnasieafdelingens Sundhedsudvalg har igangsat arbejdet, og DIKE har stået for undersøgelsen og for afrapporteringen. Undersøgelsen er gennemført af en projektgruppe bestående af projektleder ph.d. Gert Allan Nielsen, stud.scient. Rune Perstrup og systemplanlægger Christian Roepsdorff. Overassistent Hanne Mortensen, assistent Tina Henriksen og overassistent Lilian Pedrero har på skift været sekretær for gruppen. Mag.scient. Niels Kristian Rasmussen er forskningsleder på afdelingen. Marienhoff Business Information, ved John Marienhoff har stået for udviklingen af indtastningsprogrammel. Som repræsentanter for Under-visningsministeriet har fagkonsulent Kirsten Jeppesen, fagkonsulent Lene Hauge og lektor Kurt Petersen fra Gymnasieafdelingens Sundhedsudvalg deltaget i arbejdet og fungeret som baggrundsgruppe med særligt kendskab til forholdene i gymnasiet og i hf. Fagkonsulent Jens Boe Nielsen har bistået ved redigeringen af dette uddrag, og kontorfuldmægtig Henrik Borck Larsen har bistået ved det tekniske.
En særlig tak til gymnasierne, hf-kurserne, idrætslærerne, kontaktlærerne, eleverne og kursisterne. Uden disses positive medvirken havde projektet ikke været muligt.
København, maj 1998 Finn Kamper-Jørgensen , direktør, DIKE Niels Kr. Rasmussen, forskningsleder, DIKE Uffe Gravers Pedersen, direktør, Gymnasieafdelingen
|