Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







7. Udvidede modtagelsesklasser, jævnfør bekendtgørelsens § 5

Elever, som ankommer til Danmark, efter at de er fyldt 14 år, vil i mange tilfælde ikke kunne nå at tilegne sig dansk på et niveau, hvor de kan følge undervisningen i en almindelig klasse i alle fag.

For disse elever kan man i kommuner, hvor der findes et tilstrækkeligt elevtal, oprette udvidede modtagelsesklasser for 8. til 10. klassetrin. Undervisningen i de udvidede modtagelsesklasser omfatter foruden dansk som andetsprog også folkeskolens forskellige fag og emner. Det må tilstræbes, at eleverne i videst muligt omfang aflægger folkeskolens afgangsprøve.

Undervisningen må være tilrettelagt efter elevernes særlige forudsætninger. Der må lægges vægt på emnet uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.

Elevtallet må som i andre modtagelsesklasser højst udgøre 12 ved skoleårets begyndelse. Timetallet i klasserne skal være alderssvarende, jævnfør bestemmelserne i folkeskolelovens § 16. Om muligt kan der oprettes udvidede modtagelsesklasser, som er beregnet for en bestemt sproggruppe. Det kan anbefales at udarbejde særlige timefordelingsplaner for de udvidede modtagelsesklasser.

Eleverne skal ikke, som i modtagelsesklasser efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, have et tilhørsforhold til en almindelig klasse, men de bør i videst muligt omfang have aktiviteter sammen med skolens andre klasser for 8. til 10. klassetrin. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4, stk. 6, vedrørende ophør af undervisning i modtagelsesklassen efter to år gælder ikke for de udvidede modtagelsesklasser.

Hvis der ikke er oprettet udvidede modtagelsesklasser i kommunen, må eleverne undervises på hold med basisundervisning, hvor undervisningen særligt er tilrettelagt for den nævnte elevgruppe.

Tosprogede unge, som ankommer efter undervisningspligtens ophør
Som det fremgår af afsnit 3.2.4. i kapitel 3, kan elever, som ankommer til Danmark, et eller flere år efter at de er fyldt 18 år, efter kommunens beslutning optages i folkeskolen. Hvis det sker, kan eleverne for eksempel placeres i udvidede modtagelsesklasser, jævnfør ovenfor.

En kommune kan beslutte at etablere tilbud i ungdomsskoleregi for unge over 18 år, som ikke kan optages i folkeskolen.

Med virkning fra 1. januar 2003 fik de kommunale ungdomsskoler tillige mulighed for at tilbyde undervisning i dansk for udlændinge mellem 18 og 25 år, hvis kommunalbestyrelsen beslutter dette.

Unge sent ankomne kan ud over behovet for undervisning i dansk og danske kultur- og samfundsforhold have behov for tilegnelse af almene, grundlæggende kundskaber.

Undervisningstilbuddet for de sent ankomne i dansk som andetsprog vil sammen med ungdomsskolens almindelige tilbud kunne give de unge et fleksibelt og individuelt tilrettelagt undervisningstilbud sammen med jævnaldrende. Tilbuddet, som bør have en varighed af for eksempel to år, sigter mod at give eleverne tilstrækkelige danskkundskaber og faglige kompetencer til at kunne optages i ungdomsuddannelserne.

Der henvises til Undervisningsministeriets publikation Det er aldrig for sent – om undervisning af unge sent ankomne i ungdomsskoleregi, 2004, som blandt andet giver eksempler på tværkommunalt samarbejde, som kan være hensigtsmæssigt for kommuner, der har ganske få unge i denne målgruppe.

Tilbuddene bør også omfatte unge, som har haft ni års skolegang i udlandet, men som ikke kan dansk.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Organisering af folkeskolens undervisning af tosprogede elever"
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top