Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







3. Egnethedsbetingelserne (EMMA-kriterierne)

Eleven skal såvel ved optagelsen som under hele skolepraktikforløbet opfylde egnethedsbetingelserne; de såkaldte EMMAkriterier. Eleven skal således være Egnet, Mobil geografisk, Mobil fagligt og Aktivt praktikpladssøgende, jf. § 66 c i erhvervsuddannelsesloven.

Skolen skal både under og efter afslutningen af grundforløbet vejlede eleverne om realismen i deres egnethed for den eller de uddannelser, den enkelte ønsker, og om ordningen i øvrigt.

3.1 Egnethedsvurdering

Egnethed i forbindelse med optagelse til skolepraktik er dokumenteret i og med, at eleven har opnået grundforløbsbevis med adgang til den pågældende uddannelse.

Efter optagelse i skolepraktik skal skolen fortsat foretage egnethedsvurdering som en del af den løbende evaluering af eleven. Denne egnethedsvurdering foretages ud fra skolens samlede kendskab til elevens resultater sammenholdt med de krav, uddannelsen efterfølgende vil stille. Der kan ikke fastsættes – og er derfor ikke – fastsat retsregler om de elementer af skøn, der indgår i vurderingen.

I den løbende egnethedsvurdering skal der lægges vægt på, om eleven får et tilfredsstillende udbytte af skoleundervisning og praktik, ligesom der kan indgå en vurdering af elevens samlede adfærd i relation til beskæftigelse inden for uddannelsesområdet, herunder elevens evne til f.eks. at overholde mødetider og aftaler.

Elever med uddannelsesaftale har en prøvetid på tre måneder, hvori begge parter kan opsige aftalen uden begrundelse og uden varsel. Skolepraktikelever har ikke en tilsvarende prøvetid og kan på intet tidspunkt udmeldes uden begrundelse. Derimod skal de under hele skolepraktikforløbet opfylde EMMAkravene og kan ikke fortsætte, hvis kravene ikke længere er opfyldt. Eleverne kan frit udmelde sig af skolepraktikordningen.

3.2 Geografisk mobilitet

Kravet om geografisk mobilitet er som udgangspunkt landsdækkende, idet eleven skal være parat til at modtage en rimelig praktikplads henholdsvis skolepraktikplads også uden for sit lokalområde.

Hvis en elev er nødt til at flytte for at modtage en praktikplads, kan det indgå i rimelighedsvurderingen, om eleven er berettiget til en mobilitetsfremmende ydelse fra Arbejdsgivernes Elevrefusion. Eleven vil normalt være berettiget til mobilitetsfremmende ydelse. Det kan ligeledes indgå i rimelighedsvurderingen, om eleven i løbet af kort tid har konkret og realistisk mulighed for en praktikplads i lokalområdet.

Der er ikke fastsat grænser for, hvor lang transporttid eleverne må acceptere.

3.3 Faglig mobilitet

Det følger af kravet om faglig mobilitet, at eleven skal være fleksibel i sit uddannelsesvalg, idet eleven skal acceptere en rimelig praktikplads henholdsvis skolepraktikplads inden for en anden uddannelse end den primært ønskede. Skolen skal vejlede om, hvilke uddannelser som grundforløbet i øvrigt giver adgang til. Skolen skal også vejlede om andre relevante ungdomsuddannelser eksempelvis landbrugsuddannelsen og social- og sundhedsuddannelserne (SOSU).

Skolen skal som nævnt under afsnit 1.4 tilbyde eleven supplerende grundforløbsundervisning. En elev, der takker nej til et sådan tilbud, kan ikke betragtes som fagligt mobil.

Det kan indgå i rimelighedsvurderingen, om eleven kan fortsætte i en anden uddannelse uden væsentligt tab af uddannelsestid, samt om eleven i løbet af kort tid har udsigt til en praktikplads inden for den primært ønskede uddannelse.

3.4 Aktivt søgende

Som udgangspunkt er det elevens eget ansvar at skaffe sig en praktikplads, og eleven skal tage passende initiativer i forbindelse hermed. Eleven skal være registreret på www.praktikpladsen.dk og skal under hele skolepraktikforløbet fortsat være aktiv (synlig) der.

Skolerne har til opgave at hjælpe og bistå eleverne ved praktikpladssøgning og skal i samarbejde med de faglige udvalg, de lokale uddannelsesudvalg, kommuner, regionale arbejdsmarkedsråd og andre relevante samarbejdspartnere foretage opsøgende arbejde med henblik på tilvejebringelse af det nødvendige antal praktikpladser, jf. kapitel 15 i hovedbekendtgørelsen.

Ungdommens Uddannelsesvejledning skal inddrages i relevant omfang.

Eleven skal fra afslutningen af grundforløbet være registreret som praktikpladssøgende i erhvervsskolernes praktikregistreringssystem (EASY-P).

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Skolepraktik i erhvervsuddannelserne " som kapitel 3 af 14
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top