|
|
Tal der talerUddannelsesnøgletal 2005KolofonTitel: Tal der taler Resumé: Sprog: Dansk Bestilles (UVM 4-051) Indholdsfortegnelse2. Oversigt 3. Ressourcer 4. Elevbevægelser 5. Resultater 1. IndledningDet danske uddannelsessystem er en stor og bevægelig størrelse. Nye generationer og nye og anderledes krav fra arbejdsmarkedet og fra internationale samarbejdspartnere sætter naturligt deres spor i uddannelsessystemet. I flere årtier har der været mange centrale målsætninger for og krav til uddannelsessektoren, eksempelvis uddannelse til alle, kvalitet i uddannelsessystemet, effektivisering, decentralisering, mål- og rammestyring, et mere fleksibelt uddannelsessystem med mulighed for merit, åbenhed og gennemsigtighed m.v. I denne publikation præsenteres en række overordnede nøgletal, der skal tages som strømpile for, hvilken vej udviklingen går og forventes at gå i uddannelsessystemet. I enkelte nøgletal vises internationale sammenligninger. Tallene beskriver på et overordnet niveau det danske uddannelsessystem, det vil sige, at tallene er meget summariske. Nøgletallene er grupperet i tre områder:
I ”Tal der taler” fokuseres der også på internationale sammenligninger med de andre OECD- og EU-lande. Man skal være påpasselig ved sammenligning med nøgletal fra tidligere udgivelser af ”Tal der taler”, bl.a. på grund af såkaldte retrospektive rettelser, der løbende foretages af fx Danmarks Statistik. UNI•C Statistik & Analyse beregner derfor hvert år nye tidsserier. 2. OversigtUddannelsessystemet kan opdeles i uddannelsesgrupper efter kompetenceniveau og område. Nogle uddannelser giver kompetence til videre uddannelse (studiekompetence), hvor andre uddannelser giver afsluttende kompetence til arbejdsmarkedet (erhvervskompetence), og andre uddannelser igen giver begge former for kompetence. Ud over det ordinære uddannelsessystem findes også et videreuddannelsessystem for voksne. Uddannelsessystemet finansieres enten af stat, amter eller kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andre ejes af stat, amter eller kommuner. Ud over den offentlige finansiering er der på nogle uddannelsesområder forældrebetaling/del-tagerbetaling. I det omfang der er tale om lønnet praktik som en integreret del af uddannelsen, bidrager virksomhederne økonomisk. I dette afsnit præsenteres det ordinære uddannelsessystems inddeling og sammensætning samt videreuddannelsessystemet for voksne og dettes inddeling og indplacering sammenlignet med det ordinære uddannelsessystem. Der vises tillige en ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet og slutresultatet for denne, den såkaldte uddannelsesprofil. Profilen viser, fx hvor tæt vi er på regeringens målsætning med hensyn til, hvor mange der skal have en kompe-tencegivende uddannelse. Også eksempler på finansiering af uddannelsessystemet gennemgås. 2.1 UddannelsessystemetDet danske uddannelsessystem inddeles normalt i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og -retning. I det efterfølgende præsenteres uddannelsessystemets områder. Se i øvrigt figurerne 2.1.1 og 2.1.2. Grundskolen Der er 9 års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Den offentlige folkeskole dækker den største del af undervisningen (inkl. specialskoler for svært handicappede), men suppleres af de frie grundskoler (dvs. friskoler og private grundskoler) og efterskoler. Eleverne er normalt mellem 6 og 17 år. Skolen skal ifølge folkeskoleloven give børnene både faglige kvalifikationer og forberede dem bredt til rollen som borgere i et demokratisk samfund. Skolen samarbejder tæt med forældrene. Der tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og ønsker. Eleverne undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering. Grundskolen under ét omfatter således: folkeskoler, friskoler, private grundskoler og efterskoler. Folkeskoler, frie grundskoler (ekskl. efterskoler) omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Siden 1986 har der været mulighed for at samordne dele af undervisningen for børnehaveklassen, 1. og 2. klasse. I dag tager næsten alle forældre imod tilbuddet om, at deres barn kan starte i børnehaveklassen. Også 10. klasse er frivillig, men i grundskolens 9. klasse (ekskl. efterskoler) valgte ca. 42% i 2001/02 at fortsætte i grundskolens 10. klasse i 2002/03. For grundskolen i alt (inkl. efterskoler) valgte omkring 61% af eleverne i 9. klassetrin i 2002/2003 at påbegynde 10. klassetrin. Folkeskolen dækker hovedparten af grundskoleundervisningen. De frie grundskoler tilbyder undervisning, som skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, men rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er friere. De frie grundskoler er selvejende institutioner. Kommunerne betaler bidrag til staten for elever i frie grundskoler. Bidraget, der fastsættes på finansloven, udgør 85% af statens driftstilskud pr. elev ekskl. pensionsudgifter. Efterskoler er frie kostskoler, der normalt har undervisning på 8.-10. klassetrin. Specialskoler med vidtgående specialundervisning for svært handicappede elever har kun en lille del af eleverne. Ca. 10% af de elever, der modtog vidtgående specialundervisning i 2003/04, var enkelt-integrerede i almindelige klasser, mens 49% gik på specialskoler og 36% i specialklasser. Det er amtskommunerne, der finansierer denne undervisning, men kommunerne betaler et kommunalt takstbeløb til amterne. I den internationale ISCED97-klassi-fikation dækker børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1.-6. klassetrin) og 2 (7.-10. klassetrin). Produktionsskoler Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges, med særligt henblik på at de unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse. Produktionsskolerne har løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer gennemsnitligt 5 måneder, men under 15% opholder sig på produktionsskole under en måned og ca. 30% over et halvt år. Ungdomsuddannelser Ungdomsuddannelserne er studieforberedende eller erhvervsrettede eller begge dele. Uanset uddannelsesretning lægges der vægt på at udvikle elevernes personlige kompetencer. Som et særligt tilbud til unge i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation findes den individuelle erhvervsgrunduddannelse (egu). Egu er en særlig mulighed for erhvervskompetencegivende uddannelse for unge, der ønsker et uddannelsesforløb med meget praktik og lidt teori. Den unge kan efter endt uddannelse få beskæftigelse på arbejdsmarkedet eller forsætte på fx en erhvervsuddannelse – med godskrivning for de opnåede kompetencer. Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse. Gennem et differentieret udbud og tilrettelæggelse af uddannelser kan individuelle evner og ønsker i vidt omfang tilgodeses. Dette skal bl.a. sikre høj motivation, så de unge fuldfører uddannelsen. I dag gennemfører små 80% af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Det er regeringens målsætning, at mindst 85% af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 95% i 2015. Ungdomsuddannelserne varer normalt 3 år. Længden varierer dog fra 1½ til 5 år. De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almengymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene, teoretiske og faglige kvalifikationer hertil. Alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver i grundskolen, kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser. Pr. 1. august 2005 trådte en reform af de 3-årige gymnasiale uddannelser i kraft. Således bliver de tre 3-årige uddannelser ændret, så de får samme hovedstruktur, nemlig et halvt års fælles grundforløb efterfulgt af 2½ års forløb med studieretninger, som den enkelte elev vælger inden for nærmere fastsatte rammer. Almengymnasiale uddannelser består af det 3-årige gymnasium (stx), det 2-årige hf-kursus og det 2-årige studenterkursus. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter- eller hf-eksamen. De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Det er boglige uddannelser med særlig vægt på samfundsvidenskab og sprog (hhx) eller teknologi og naturvidenskab (htx). De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de For unge, der i forvejen har en studenter- eller hf-eksamen, er der et koncentreret 1-årigt højere handelseksamensforløb. Med virkning fra 1. august 2005 nedlægges den 1-årige hhx. Den særlige uddannelse, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne, regnes også som en gymnasial uddannelse. Uddannelsen varer fra 1 til 1½ år afhængigt af uddannelsesstedet. Også maritimt forberedelseskursus regnes for værende en erhvervsgymnasial uddannelse. Uddannelsen varer ½ år og har til formål at bibringe deltagerne uden studentereksamen og lignende et vist niveau i forskellige fag. For at blive optaget på kurset skal man have en aftale med et rederi om ansættelse som skibsofficer eller opfylde kravene om håndværksmæssig uddannelse for optagelse på maskinmesteruddannelsen. De erhvervsfaglige uddannelser omfatter merkantile og tekniske erhvervsuddannelser (eud), grundlæggende social- og sund-hedsuddannelser (sosu), pædagogisk grunduddannelse (pgu), øvrige uddannelser inden for landbrug og søfart m.v. samt erhvervsgrunduddannelsen (egu). Uddannelserne skal give de unge og voksne, der søger uddannelserne, solide faglige, personlige og almene kompetencer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede deltagerne til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten i grundskolen. På nogle erhvervsfaglige uddannelser er der en del voksne deltagere; dette gælder ikke mindst på social- og sundhedsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne (eud) udgør den største del af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelser i kraft. Der er nu 7 indgange til erhvervsuddannelserne, som hver især for den enkelte elev består af et grundforløb og et hovedforløb. For at kunne tilrettelægge uddannelsesforløbet individuelt skal hver elev sammen med skolen og praktikvirksomheden udarbejde en personlig uddannelsesplan. I forlængelse af en flerårsaftale for bl.a. erhvervsuddannelserne (2003-2006) er eud-loven ændret pr. 1. januar 2004 under overskriften ”forenkling og mere fleksibilitet”. Overordnet består ændringerne i at forny vekseluddannelsesprincippet med nye løsninger i stedet for skolepraktik bl.a. ved at udvikle mere fleksible uddannelsesforløb af forskellig længde og dybde som supplement til de eksisterende erhvervsuddannelser. Målet er også at skabe bedre balance mellem udbud og efterspørgsel af praktikpladser. Dette skal ske gennem omstilling af uddannelser med længerevarende dårlige beskæftigelsesperspektiver, ændrede incitamenter og fjernelse af barrierer, som tilsammen skal medvirke til at reducere tilgangen til skolepraktik væsentligt. Som led i flerårsaftalen er der udviklet 28 nye erhvervsuddannelser, hvoraf 22 af uddannelserne er korte (1½-2-årige) og resten af varierende længde. Samtidig er der udviklet nye trin i 10 uddannelser. De nye uddannelser trådte i kraft 1. januar 2005 og er et uddannelsestilbud til elever, der ønsker at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet med en erhvervskompetence, og til virksomheder, der har brug for medarbejdere med en kortere erhvervsuddannelse. Af de korte erhvervsuddannelser kan fx nævnes: Greenkeeper-assistent, plastsvejser, låseassistent, webintegrator m.fl. Tre af uddannelserne er alene skolebaserede, fx webintegrator. Af de lidt længere erhvervsuddannelser kan fx nævnes: Overfladebehandler, buschauffør og lufthavnsoperatør. Eud-systemet består pr. 1. januar 2005 af 122 forskellige uddannelser inden for det merkantile og tekniske område med 215 specialer og 45 trin. Erhvervsuddannelserne har løbende optag og indledes nu af et grundforløb – typisk på 20 uger - men det kan dog for de tekniske eud'er variere fra 10 til 60 uger afhængigt af erhvervsuddannelse og elevforudsætninger. De merkantile grundforløb varer fra 39-114 uger, bortset fra uddannelsen til ferskvareassistent og sundhedssekretær, hvor grundforløbet kan gennemføres på 18 uger. En erhvervsuddannelse har en samlet varighed på 1½-5½ år. Det mest normale er dog 3-4 år. Elever under 25 år, som allerede har gennemført første trin af en uddannelse, kan efter mindst ½ års relevant erhvervserfaring vende tilbage og færdiggøre hele uddannelsen i et forløb kaldet eud+, hvor eleven modtager VEU-godtgørelse. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid på grundlag af en realkompetencevurdering og efterfølgende godskrivning af kompetencer. Hvis kravet om 2 års relevant erhvervserfaring er opfyldt, kan det ske i form af en grundlæggende voksenuddannelse (gvu), som foregår på en skole og hvor den voksne modtager VEU-godtgørelse under forløbet. Relevante erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række korte videregående uddannelser og visse professionsbacheloruddannelser. En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole (det typiske) eller i praktik. Der er fri adgang til grundforløbet på eud. I alt bruges ca. 30-50% af tiden på skole og 50-70% i virksomheden eller, i mangel af praktikplads, for en del af erhvervsuddannelserne og eleverne i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen. De merkantile erhvervsuddannelser (handels- og kontoruddannelserne) retter sig mod kontorjob, fx forskellige typer af it- eller regnskabsorienterede job, og job inden for detail- eller engroshandel i forretninger og i virksomheder. Tekniske erhvervsuddannelser retter sig primært mod håndværksbetonede job som fx smed, snedker, bager, tømrer, fotograf, elektronikmekaniker og job i transportbranchen, men retter sig også mod informationsteknologiske job, fx data- og kommunikationsbranchen og job i virksomheder i servicesektoren som fx frisør og tandklinkassistent. Social- og sundhedsuddannelser (sosu) er ligesom eud vekseluddannelser med en blanding af praktikuddannelse og undervisning på skole. Indtil udgangen af 2001 var uddannelsen til social- og sundhedshjælper 1-årig og dannede grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, der tog 1 år og 6 måneder. Disse to uddannelser erstattede tidligere uddannelser til hjemmehjælper, sygehjælper, plejer, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder. 1. januar 2002 trådte en reform af sosu i kraft, som tager flere grundtræk fra den nye eud-reform. Uddannelserne indledes nu – for unge, der kommer direkte fra 9. klasse og andre med behov med et skolebaseret grundforløb (typisk 20 uger, men op til 40 uger). Adgangskravet er, at man har opfyldt undervisningspligten i grundskolen. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer nu 1 år og 2 måneder heraf foregår normalt 24 uger på skole. For den enkelte elev kan perioden afkortes/forlæn-ges med indtil 6 uger, idet uddannelsens samlede varighed reguleres tilsvarende. Adgangskravet er, at man har gennemført grundforløbet eller har anden relevant erhvervserfaring m.v. Uddannelsen til social- og sundhedsassistent varer 1 år og 8 måneder med mindst 32 ugers skoleundervisning. Adgangskravet er, at man har gennemført social- eller sundhedshjælperuddannelsen eller har tilsvarende kvalifikationer. Under sosu hører også den pædagogisk grunduddannelse (pgu). Pgu kvalificerer til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne, dvs. til arbejde som pædagogmedhjælper, dagplejer og omsorgsmedhjælper m.v. Pgu varede indtil reformen 1 år og 6 måneder, men varer nu 1 år og 7½ måned, hvoraf mindst 50 uger finder sted på skole. Adgangskravet er et sosu-grundforløb eller anden erhvervs- eller uddannelseserfaring. Optagelse til de enkelte grundforløb og til de efterfølgende uddannelser sker efter ansøgning til en udbydende skole. Uddannelserne efter grundforløbet gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og den ansættende kommunale myndighed. Skolen formidler ansættelsesaftalen og foranlediger i tilknytning til optagelsen, at ansættelseskontrakten underskrives af parterne. Under det erhvervsfaglige uddannelsesområde findes også en række erhvervsfaglige landbrugs- og søfartsuddannelser. Landbrugsuddannelserne er uddannelser, som kan afsluttes med ”det grønne bevis” for landmænd. De maritime uddannelser er fx skibsassistent grundmodul 1+2, fisker, kystskipper m.fl. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse (egu) giver erhvervskompetence og tager normalt 2 år, men kan forlænges med op til et ekstra år. Uddannelsen er brancheorienteret, men kan sammensættes på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en egu-aftale, med kommunen, en erhvervsskole eller en produktionsskole (fra 1. januar 2003). Uddannelsen veksler mellem skoleophold på mellem 20-40 uger og praktikophold i en eller flere virksomheder. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse, en anden uddannelse eller til job på arbejdsmarkedet. Ungdomsuddannelsesniveauet dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen. De videregående uddannelser De videregående uddannelser giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de i niveauer efter varighed: de korte videregående uddannelser, professionsbacheloruddannelser, øvrige mellemlange videregående uddannelser samt bachelor- og kandidatuddannelser på universiteterne. Hertil kommer ph.d.-uddannelserne. De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse, hvoraf nogle har praktik indlagt i forløbet. Uddannelserne er af varierende længde. Hvad der svarer til 44,5% af en ungdomsårgang, får i dag en videregående uddannelse og andelen har været stigende. Det er regeringens målsætning, at mindst 45% af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en videregående uddannelse, og mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015. På de fleste videregående uddannelser er der frit optag. Det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal. Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv. Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk (niveau C). De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år. I august/september 2000 blev der med reformen af de korte videregående uddannelser oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK (akademiuddannet) efter uddannelsestitlen. De 13 uddannelser erstattede de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser. Efterfølgende er e-designer og driftsteknolog blevet godkendt som korte videregående uddannelser. I 2003 blev de tidligere mellemlange videregående uddannelser, som varede 3-4 år, reformeret og omdannet til professionsbachelorer. Dog blev få mellemlange videregående uddannelser ikke omfattet af reformen (øvrige mellemlange videregående uddannelser). Adgangskravet til professionsbacheloruddannelserne er oftest en gymnasial uddannelse (eller dele heraf), men også visse erhvervsuddannelser (eud) giver adgang. Fx giver bestået social- og sundhedsuddannelse (sosu) adgang til visse sundhedsfaglige uddannelser. Professionsbacheloruddannelserne varer normalt 3½ år. Fra 2003 påbegyndte stort set alle en professionsbacheloruddannelse, dog allerede fra 2001 på sundhedsområdet. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori. Som eksempler på professionsuddannelser kan fx nævnes: socialrådgiver, journalist, diplomingeniør, sygeplejerske, lærer og pædagog m.fl. Omdannelsen fra mellemlange videregående uddannelser til professionsbacheloruddannelser betyder bl.a., at undervisningen nu baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen er tæt knyttet til professionen. Således kan uddannelserne tillige give adgang til relevante kandidatuddannelser. Af uddannelser, som forsat har status som mellemlange videregående uddannelser, kan fx nævnes: kunstneriske uddannelser, søfartsuddannelser, bygningskonstruktør, tegnsprogstolk og forsvarsuddannelser m.v. Disse uddannelser er af varierende længde. På samme niveau som professionsbachelorer findes bacheloruddannelserne på universiteterne. De er normeret til 3 år. Det er uddannelser inden for samfundsvidenskab, humaniora, naturvidenskab, teknik, sundhed, landbrug og pædagogik. Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.-uddannelse. Adgangskravet til bacheloruddannelserne på universitetet er normalt en gymnasial uddannelse med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, som giver både erhvervskompetence og adgang til et kandidatuddannelsesforløb - hvad flertallet af de studerende også vælger. Kandidatuddannelserne er videregående uddannelser af normalt 2 års varighed oven på en bacheloruddannelse dvs. samlet 5 år. I 2005 er det ganske få kandidatuddannelser, som ikke er delt i en bachelor- og kandidatstruktur. Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for følgende områder: samfundsvidenskab, humaniora, pædagogik, teknik, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab. Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til 3 år. Adgangskravet er normalt en kandidatuddannelse, men der er dog mulighed for at blive indskrevet, før man har opnået kandidatuddannelsen. Institutionerne skal i dette tilfælde sikre, at den ph.d.-studerende får mulighed for at tage en kandidatgrad i løbet af forskeruddannelsen. Ph.d. består af uddannelser inden for følgende områder: samfundsvidenskab, humaniora, pædagogik, teknik, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab. De videregående uddannelser dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Ph.d. regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifika-tionen. Voksenuddannelser I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud. Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke-formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v. De formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenuddannelser (avu), hf-enkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og Åben Uddannelse (ÅU). Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem videreuddannelsessystemet for voksne, (vfv), forberedende voksenuddannelse (fvu), der bl.a. erstatter læsekurser for voksne. Grundlæggende voksenuddannelse (gvu) er ikke en uddannelse i normal forstand, men en ramme, hvori tidligere uddannelse og relevant erhvervserfaring suppleret med bl.a. erhvervsuddannelseselementer og AMU-uddannelser stykkes sammen til en formel erhvervsuddannelse. Under vfv-loven udbydes videregående voksenuddannelser (vfv) samt diplom- og masteruddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser. Videregående voksenuddannelser (vvu), diplom- og masteruddannelser får taxametertilskud, men der skal altid erlægges en vis brugerbetaling. Under ikke-formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede, idet der er indført et princip om en vis brugerbetaling. Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis. Videreuddannelsessystemet for voksne I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne, idet ungdomsuddannelse og ordinær uddannelse niveaumæssigt indplaceres sammen med voksenuddannelse og efter- og videreuddannelse. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning. Voksenuddannelse strækker sig i princippet fra niveau 2 til 5 i ISCED97-klassifi-kationen, men indgår normalt ikke i internationale opgørelser over uddannelser i Danmark. Figur 2.1.1 Det ordinære danske uddannelsessystem – 2004
Anm.: Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser, dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter grundskolen er eleverne ofte ældre end denne minimumsalder pga. sabbatår, ventetid, studieskift m.v. Stregerne illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske overgange. Der henvises i øvrigt til tekstafsnit 2.1. Kilde: UNI•C Statistik & Analyse. Figur 2.1.2 Det ordinære uddannelsessystem sammenholdt med videreuddannelsessystemet for voksne – 2004
Anm.: Professionsbachelor indeholder også øvrige mellemlange videregående uddannelser. Forkortelser: Kilde: ”Taxametersystemet for de videregående uddannelser – 2004”, Undervisningsministeriet.
2.2 De unges vej gennem uddannelsessystemet75,0% af 2003-ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. 80,3% af årgangen vil afslutte en ungdomsuddannelse og 44,5% en videregående uddannelse. De unges vej gennem uddannelsessystemet giver et samlet overblik over strømmene i uddannelsessystemet og kan kort beskrives som det slutresultat eller den slutprofil, årets årgang af elever på 8. klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, som svarer til den, deres ældre medstuderende udviste i løbet af året, samtidig med at uddannelsessystemet fastfryses i den struktur i 2003. Det forventes, at 75,0% af 2003-ung-domsårgangen vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 1990 lå denne andel på kun 67,3% (fremgår ikke af figuren). Andelen af unge, der ikke fortsætter med en kompetencegivende ungdomsuddannelse efter grundskolen, er fortsat lav, svarende til 5,2%. Nogle vil gå på en uddannelse, der fx ikke er kompetencegivende, fx produktionsskoleforløb m.v. 25,0% af årgangen slutter uden erhvervskompetence. 9,3% får studiekompetence og 15,7% ender uden studiekompetence. Af 2003-årgangen vil 80,3% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt på 25,8% med en erhvervsfaglig uddannelse, 43,3% med en gymnasial uddannelse og 11,2% med begge kompetencer. 30,6% af 2003-årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig uddannelse. Heraf vil 7,5% afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 18,2% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 4,9% en erhvervsfaglig social- og sundhedsuddannelse eller pædagogisk grunduddannelse m.v. 44,5% af årgangen forventes at afslutte en videregående uddannelse, heraf 6,2% en kort videregående uddannelse, 23,4% en mellemlang videregående uddannelse (herunder en bacheloruddannelse på universitetet) og 14,9% en lang videregående uddannelse. Til sammenligning kan nævnes, at af 1990-ungdomsårgangen ville kun 33,5% afslutte en videregående uddannelse (fremgår ikke af figuren). Figur 2.2 En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen - 2003
Note: Bemærk, at summerne af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger. Ud over de ordinære uddannelser indgår hf-enkeltfag, HD, ED og merkonomer. Den fri ungdomsuddannelse, produktionsskoler og egu indgår ikke. Tallene er korrigeret for indberetningsmangler. MVU indeholder: professionsbachelorer, universitetsbachelorer og øvrige mellemlange videregående uddannelser som fx bygningskonstruktører. Kilde: Danmarks Statistik og modelberegning foretaget af UNI•C Statistik & Analyse. 2.3 Finansiering af uddannelsessystemetI Danmark finansieres uddannelsessystemet af enten stat, amter eller kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andre ejes af stat, amter eller kommuner. Figur 2.3 dækker kun udvalgte grupper af institutioner med henblik på at illustrere finansieringskilder og ejerskab. Nogle af grupperne ligger uden for Undervisningsministeriets ressort. Ud over den offentlige finansiering er der forældrebetaling på fx de frie grundskoler og deltagerbetaling på en del voksenuddannelser. Folkeskoler samt de kommunale ungdomsskoler ejes og finansieres af kommunerne, mens de frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. Erhvervsskoler, private gymnasier og produktionsskoler er også selvejende institutioner finansieret med tilskud fra staten. De øvrige gymnasier, voksenuddannelses- og specialundervisningscentre samt social- og sundhedscentre ejes og finansieres af amtskommunerne. Fra 1. januar 2007 overgår alle de amtskommunale institutioner til statsligt finansierede selvejende institutioner. Søfartsskoler og maskinmesterskoler er statsinstitutioner under Øko-nomi- og Erhvervsministeriet. Universitetslovsinstitutionerne (fx universiteter og handelshøjskoler) er selvejende institutioner, som er statsligt finansierede. Siden november 2001 har universiteterne hørt under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Arkitektskoler og musikkonservatorier er statsinstitutioner under Kulturministeriets ressort. Lærer- og pædagogseminarier er typisk selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. De fleste indgår nu i et center for videregående uddannelse (CVU). På voksenuddannelse er fx folkehøjskoler, daghøjskoler og AMU-centre selvejende institutioner, der hovedsageligt er finansieret af staten. Aftenskoler m.v. samt sprogskoler modtager derimod tilskud fra kommunerne. Ud over ovennævnte findes en række private uddannelsesinstitutioner, hvoraf nogle er godkendt til Statens Uddannelsesstøtte (SU). Figur 2.3 Oversigt over finansieringsform for udvalgte uddannelsesinstitutioner – 2004
Note: Oversigten indeholder kun udvalgte uddannelsesinstitutioner. 1) Erhvervsskoler har også korte videregående uddannelser. Kilde: Undervisningsministeriet. 3. RessourcerUddannelsessystemet er en af de største sektorer i Danmark. Meget store beløb strømmer hvert år gennem denne sektor. Uddannelsessystemet er primært offentligt finansieret. Det gælder fra den helt grundlæggende almene del til den specialiserede og videnskabelige del af systemet. Støtteordninger til at dække de studerendes leveomkostninger, fx SU-stipendier, kan bruges som et mål for, hvor meget ekstra samfundet yder til uddannelse ud over de rent undervisningsbundne udgifter. For at relativere/perspektivere omfang og prioritering i ressourceanvendelsen i Danmark præsenteres oplysninger om, hvordan og hvor meget Danmark investerer i uddannelse i forhold til andre lande. Udgifter til uddannelse angiver alt i alt noget om et lands muligheder for at give de nye generationer gode kvalifikationer og om mulighederne for at skabe en velkvalificeret arbejdsstyrke og befolkning, der er parat til at møde fremtidens udfordringer og ændringer på arbejdsmarkedet.
3.1 Samlede offentlige udgifter til uddannelseDanmark bruger årligt 114,8 mia. kr. til uddannelse svarende til 8,2% af bruttonationalproduktet. De samlede offentlige udgifter til uddannelse har været stigende siden 1994, både i faste priser og i forhold til bruttonationalproduktet. I 2003 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 114,8 mia. kr. De samlede udgifter til uddannelse er steget med 23,5 mia. kr. fra 1994 til 2003 svarende til en stigning på 20,5%. Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 11,4 mia. kr. eller 22,9% fra 38,4 mia. kr. i 1994 til 49,8 mia. kr. i 2003. Udgifterne til ungdomsuddannelserne er steget med 0,79 mia. kr. eller ca. 4% fra 1994 til 2003. Bag denne moderate stigning ligger en del udsving i udgifterne til ungdomsuddannelserne, der toppede i 1997 med en udgift på 22,2 mia. I 2003 udgjorde udgiften til SU-stipendier til ungdomsuddannelserne 2,4 mia. kr. mod 1,9 mia. kr. i 1994. Udgifterne til de videregående uddannelser er samlet set steget med 8,2 mia. kr. eller ca. 31,0% fra 1994 til 2003. Udgifterne til de videregående uddannelser faldt dog fra 1996 til 1997. En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes øgede udgifter til SU. I 2003 udgjorde SU-udgiften til videregående uddannelser 9,0 mia. kr., mod 4,7 mia. kr. i 1994. Endelig er udgifterne til voksenuddannelse steget med 4,0 mia. kr. eller 21,7% fra 1994 til 2003. I 2003 udgjorde udgiften til området 16,4 mia. kr. Fra periodens start i 1994 til 2003 steg de samlede offentlige udgifter til uddannelse set i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) fra 7,4% til 8,2%. Det skal bemærkes, at opgørelsen i dette afsnit også omfatter udgifter til uddannelse uden for Undervisningsministeriets ressort samt andre former for uddannelsesstøtte end SU. Tabel 3.1 Offentlige udgifter til uddannelse fordelt efter uddannelsesniveau, 1994–2003
Note: Beløbene for 2001, 2002 og 2003 er foreløbige. Opgørelsen indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort. Opgjort på finansår. Figur 3.1 Udviklingen i de offentlige udgifter fordelt på uddannelsesniveau, 1994–2004
Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 2004", Finansloven, diverse år og beregninger foretaget af Undervisningsministeriet. 3.2 Offentlige udgifter til uddannelse i procent af samlede offentlige udgifter i Danmark og i udvalgte landeDe offentlige udgifter til uddannelse i Danmark udgjorde i 2001 15,4% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var lidt over gennemsnittet i OECD. Danmark satser meget på uddannelse, og der er tradition for offentlig finansiering af undervisningssektoren. I 2001 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse 15,4% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var over OECD-gennemsnittet på 12,7%. Andelen var dog højere i Korea (17,7%) og Mexico (24,3%), mens USA ligger lidt over Danmark, idet de brugte 17,1% af de samlede offentlige udgifter. Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, dvs. inkl. uddannelsesstøtte m.v. De offentlige udgifter til grundskole og ungdomsuddannelser udgjorde 8,7% af de samlede udgifter i Danmark mod et OECD-gennemsnit på 8,9%. I Island, USA og Australien var andelen lidt over 10%, og i Korea og Mexico udgjorde udgifterne til grundskoler og ungdomsuddannelser hhv. 12,8% og 18% af de samlede udgifter. Til de videregående uddannelser udgjorde de offentlige udgifter 4,9% af de samlede offentlige udgifter i Danmark, hvilket var ca. det dobbelte af gennemsnittet i OECD (2,8%). Danmark er det land, der bruger den største andel af offentlige udgifter på videregående uddannelse. Opgørelsen skal ses i lyset af, at Danmark har meget store offentlige udgifter i forhold til andre lande. De samlede offentlige udgifter udgjorde i 2001 ca. 55,3% af BNP og var internationalt set helt i top, idet kun Sverige lå over med 57,2%. Så selv om de faktiske uddannelsesudgifter er store i Danmark, er der mange andre poster, der vejer tungt på det offentlige budget (fremgår ikke af tabellen). At et land bruger en stor andel af det offentlige budget til uddannelse, kan være udtryk for, at uddannelse prioriteres højt, men også, at uddannelse er et område, der i høj grad påhviler det offentlige. I de fleste lande er uddannelse i højere grad privat finansieret end i Danmark og de andre nordiske lande. Tabel 3.2 Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande – 2001
1) Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, idet enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser. Figur 3.2 Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande – 2001
Kilde: (EAG tabel B4.1) ”Education at a Glance 2004”, OECD. 3.3 Samlede udgifter til uddannelsesinstitutioner efter niveau i procent af BNP i Danmark og i udvalgte landeSammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer til uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. De samlede udgifter (offentlige og private) til uddannelsesinstitutioner i Danmark udgjorde i 2001 6,7% af bruttonationalproduktet. De samlede private og offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) lå i Danmark i 2001 på alle niveauer over gennemsnittet i OECD. Danmark brugte således svarende til 6,7% af BNP til uddannelsesinstitutioner, hvilket i OECD kun er overgået af Finland, USA og Korea med hhv. 7,1%, 7,3% og 8,2%. Denne opgørelse indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, så udgifter til uddannelsesstøtte m.v. er således ikke inkluderet. De private udgifter omfatter bl.a. skolepenge/deltagerbetaling, der er betydelig i en række lande. Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige. Til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter udgifterne både undervisning, hjælpetjenester og forskning. Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på uddannelsesniveauer. Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, idet enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Prioriteringen mellem de forskellige uddannelsesniveauer varierer en del imellem landene. I forhold til de øvrige lande ligger især udgifterne til førskole og grundskole højt i Danmark. I Danmark udgør udgifterne til grundskolen 3% af BNP mod et OECD-gennemsnit på 2,5%. I Danmark udgør udgifterne til ungdomsuddannelserne 1,3% af BNP, hvilket også er gennemsnittet i OECD. Andelen i fx Belgien og UK ligger på hhv. 2,8% og 2,6%. Udgifterne til de videregående uddannelser svarer til 1,8% af BNP i Danmark mod et gennemsnit i OECD på 1,3%. I USA og Korea prioriteres de videregående uddannelsesinstitutioner højt, og udgifterne hertil udgør 2,7% af BNP i både USA og Korea, efterfulgt af Canada med 2,5% af BNP. Tabel 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner, fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til bruttonationalproduktet i Danmark og udvalgte lande - 2001
Note: Luxembourg er ikke med i opgørelsen. 1) Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige. 2) Udgifterne til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter både undervisning, hjælpetjenester og forskning. 3) Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for ”alle niveauer” i tabellen, i det enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Figur 3.3 Samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner, fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til BNP i Danmark og udvalgte lande – 2001
Kilde: (EAG tabel B2.1c) ”Education at a Glance 2004”, OECD. 3.4 Udgift pr. studerende i Danmark og i udvalgte landeSammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer pr. elev i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Danmark bruger også mere pr. studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD, men nogle landes udgifter pr. studerende ligger højere. Udgiften i 2001 til en elev i grundskolens 7.–10. klasse i Danmark svarede til ca. 7.653 USD (justeret efter den reelle købekraft i landet). Danmarks udgifter pr. elev er dermed betydeligt over gennemsnittet for OECD, og for 1.-6. klasse er udgiften den næsthøjeste pr. elev overhovedet (7.572 USD). På ungdomsuddannelserne er udgifterne 8.531 USD pr. elev i Danmark i forhold til et OECD-gennemsnit på 6.752 USD. I Norge, Frankrig, Tyskland og Schweiz er udgifterne dog højere pr. elev, hvor Schweiz brugte mest (13.701 USD pr. elev). I 2001 kostede en studerende ved de videregående uddannelser i Danmark i gennemsnit 14.280 USD. Gennemsnittet i OECD var 10.052 USD. USA, Schweiz og Sverige er de lande, der har større udgifter pr. studerende ved de videregående uddannelser i forhold til Danmark. For en række lande er det muligt at udskille udgifterne til undervisning pr. studerende fra de samlede udgifter til de videregående uddannelser. De øvrige udgifter går til forskning og hjælpetjenester. I Danmark er udgifterne pr. studerende alene til undervisning 10.771 USD, hvilket er relativt højt i forhold til de øvrige lande, der kan udskille udgifterne til undervisning. USA var det land, der brugte mest, nemlig 17.515 USD. Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på samtlige uddannelsesniveauer. Denne type opgørelser er behæftet med en vis usikkerhed, men tallene afspejler, at der er reelle forskelle mellem, hvordan landene traditionelt prioriterer ressourcer til de forskellige uddannelsesniveauer. Tabel 3.4 Udgift pr. elev/studerende i Danmark og udvalgte OECD -lande omregnet ved hjælp af PPP i USD - 2001
Note: Omregnet til USD ved hjælp af PPP vil sige, at omregningskursen er justeret efter den reelle købekraft i landet. Figur 3.4 Udgift pr. elev (1.-6. klasse) i Danmark og udvalgte OECDlande – 2001
Kilde: (EAG B1.1 & B6.2, ved e.d.s.) ”Education at a Glance 2004”, OECD. 3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelseDe offentlige udgifter til voksenuddannelse udgjorde 6,4 mia. kr. i 2002, svarende til ca. 10% af de samlede offentlige uddannelsesudgifter. Staten, amterne og kommunerne brugte ca. 6,4 mia. kr. i 2002 på drift af voksen- og efteruddannelse. Disse bruttoudgifter svarer til ca. 10% af de samlede offentlige uddannelsesudgifter, hvis man ser bort fra de forskellige tilknyttede godtgørelsesordninger som SU, uddannelsesorlov o.l. Frem til 1998 var udgifterne til voksen- og efteruddannelse konstant stigende i perioden 1993 til 1998 steg udgifterne med ca. 40% eller ca. 2,4 mia. kr. Fra 1998 til 2002 er udgifterne faldet med ca. 23%, svarende til ca. 1,9 mia. kr. Udgiftsfaldet skyldes især udgiftsudviklingen på daghøjskolerne, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og Åben Uddannelse (ÅU), som alle har haft betydelige aktivitetsfald fra 1999 og frem (fremgår ikke af tabellen). Fra 2001 til 2002 er der sket fald i udgifterne på flere områder, hvilket selvfølgelig også skal ses i sammenhæng med den faldende aktivitet. Udgifterne til AMU-ud-dannelse faldt ca. 9%, mens udgifterne til folkehøjskolerne faldt ca. 4%. På Åben Uddannelse steg de samlede udgifter med ca. 12%, heri er inkluderet den del af aktiviteten, der fra og med 2001 finansieres af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF), og de udgifter, der fra 2002 afholdes af Videnskabsministeriet. Udgifterne til danskundervisning for voksne udlændinge steg ligeledes fra 2001 til 2002 med ca. 6%. I 2002 var AMU-uddannelserne den største enkeltstående udgiftspost blandt voksen- og efteruddannelserne. De udgjorde 19% af de samlede udgifter. I de tidligere år har AMU-området også været den mest udgiftstunge på området, bl.a. på grund af de kostbare maskiner, materialer m.v., der benyttes i undervisningen. De næststørste udgiftsposter var i 2002 voksenuddannelsescentrene (VUC), danskundervisning og Åben Uddannelse. Kompenserende specialundervisning for voksne er en helt særlig foranstaltning, som tager udgangspunkt i den enkeltes handicap og de muligheder, der er for at kompensere herfor. Undervisningen afvikles oftest som eneundervisning, hvilket gør den særdeles udgiftstung. Udgifter til specialundervisning for voksne er steget fra 601 mio. kr. i 1993 til 710 mio. kr. i 2002 (se note til tabel). Tabel 3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelse i offentligt regi, 1993–2002
Note: Tallene er afrundede. Da redaktionen lukkede, lå der endnu ikke nyere tal. 1) Den kommunale andel af udgifterne før 1996 er skønnet. Kun udgifter til 1/7 2002, hvorefter daghøjskoler ved lovændring blev overført til kommunalt regi. Der er endnu ikke indberettet kommunale daghøjskoleudgifter for andet halvår 2002. 2) Ekskl. deltagerstøtte. 3) Indbefatter fra og med 2001 også udgifter for Åben Uddannelse finansieret af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (FL §20.72.31). Fra 2002 finansieres udgifter delvist af Videnskabsministeriet. 4) Omfatter frem til 2001 alene tillægstaxametret for voksendeltagere, hertil kommer eud-grundtaksten. Tillægstaxametret ophørte 2002, hvorefter voksenelever ikke er dyrere end almindelige eud-elever. 5) For 1993-99 regnes med en timepris på 61,70 kr. For 2000 61,60 kr., for 2001 63,60 kr. og for 2002 67,70 kr. Udgifterne i 2001/02 er opgjort efter antal afregnede betalingstimer, som er den reelle undervisningsudgift. Pga. ændrede registreringsmetoder er udgifterne i 2000 og før underestimerede. 6) Der er ikke foretaget indberetninger siden 1999. Derfor er 1999-tal anvendt som vejledende udgift. 7) Læsekurser udfaset i 2001 og afløst af fvu. For 2002 udgangspunkt i ARF's årselevtal og standardtaksten i 2002 (55.079 kr. pr. år). Den samlede udgift kan henføres til statslig refusion til amterne, AF's udgifter under aktivrammen til forsikrede ledige samt kommunale udgifter til ikke-forsikrede ledige under lov om aktiv socialpolitik. 8) Ekskl. indtægtsdækket virksomhed. 9) Pga. ændret konteringspraksis har det ikke været muligt at opgøre udgifter for 2000. Derfor er 2001-udgifter anvendt vejledende. Frem til 1999 indeholder udgiftstallet også deltagerbetaling m.v. 10) Direktoratet for FødevareErhvervs uddannelser. Figur 3.5 Offentlige udgifter til voksenuddannelse, opgjort på samtlige udgifter og udvalgte uddannelsesområdeudgifter i offentligt regi, 1993-2002
Kilde: "Voksenuddannelser i tal 2003", Undervisningsministeriet. 3.6 Udgifter til Statens UddannelsesstøtteI 2003 lå den samlede tildeling af SU-stipendier og SU-lån på ca. 11,3 mia. kr. Ca. 303.000 personer modtog 9,1 mia. kr. af dette beløb som stipendier (80,5%); resten blev modtaget som lån. I slutningen af 1988 blev klippekortsystemet introduceret. Reglerne for SU er opdelt efter, hvorvidt støtten tildeles studerende ved en ungdomsuddannelse (uden for klippekortet) eller ved en videregående uddannelse (inden for klippekortet). SU tildeles som stipendium og SU-lån (frivilligt). Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en sats for udeboende studerende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles i forbindelse med stipendium. For alle uddannelsestyper gælder, at støttemodtagere tildeles et fribeløb til egenindkomst for hver måned i støtteåret. De unge har altså ret til at have en månedlig indtjening i form af løn. Fra 1994 til 2003 steg udgiften til Statens Uddannelsesstøtte med 3,6 mia. kr. fra 7,7 mia. kr. til 11,3 mia. kr. Dette kan hovedsagelig forklares ved en stigning i stipendieudgifterne fra 6,5 mia. kr. i 1994 til 9,1 mia. kr. i 2004. Udgiften til SU-lån steg dog også med 1,2 mia. kr. i perioden. At udgifterne til stipendier steg, er en naturlig følge af, at bl.a. flere uddannelser blev stipendieberettigede, og at alle forældreafhængige støttemodtagere kunne få et grundstipendium uanset forældrenes indkomst. Desuden betød indsatsen for de unge markant lavere kontanthjælps- og dagpengesatser til unge under 25 år, hvilket fik flere unge til at uddanne sig på stipendier. Niveauet for SU-lån lå nogenlunde stabilt fra 1994 til 1995. Herefter ses en stigning i udgifterne. I 2003 er udgiften til SU-lån 2,3 mia. kr. Stigningen i låneudgiften fra 1995 til 1996 skyldes bl.a., at lånesatsen steg ekstraordinært som kompensation for en samtidig nedsættelse af stipendiesatsen for hjemmeboende. Fra 1996 valgte også en stigende andel at optage lån. I 2003 fik den gennemsnitlige SU-støtte-modtager ved ungdomsuddannelserne 19.500 kr. i stipendium og 15.700 kr. i lån. For de videregående uddannelser er de tilsvarende gennemsnitsbeløb 37.500 kr. og 20.200 kr. Tabel 3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte, 1994-2003
Note: Pga. afrundinger kan der forekomme afvigelser i summerne. Omregnet til 2003-priser. Figur 3.6 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte (stipendier og SU-lån), 1994–2003
Kilde: "SU-støtte og SU-gæld" diverse udgivelser, SU-Styrelsen. 3.7 Udgifter til forskningDe samlede udgifter til forskning steg konstant fra 1993 til 2002, hvor der blev brugt rundt regnet 34,4 mia. kr. til forskning. Erhvervslivets forskningsudgifter blev mere end fordoblet i perioden. I 2002 udgjorde de samlede udgifter til forskning ca. 34,4 mia. kr., fordelt på ca. 23,7 mia. kr. fra erhvervslivet (69,0%) og ca. 10,7 mia. kr. fra det offentlige (31,0%). Fra 1993 til 2002 steg de samlede udgifter til forskning med 85,4%. Erhvervslivets forskningsudgifter steg i samme periode med 119,5%; for de offentlige udgifter ses en stigning i perioden på 37,7%. Der er betydelig forskel på, hvor stor en andel af de offentlige udgifter der bevilges til de enkelte videnskabelige områder. I 2002 blev der brugt flest penge på det naturvidenskabelige område, ca. 2,9 mia. kr., efterfulgt af det sundhedsvidenskabelige område med ca. 2,6 mia. kr. I 2002 blev der givet 7.937 mio. kr. til de højere læreanstalter, 2.535 mio. kr. til offentlige forskningsinstitutioner og 195 mio. kr. til den private ikke-erhvervsdri-vende sektor. Den samlede stigning i de offentlige udgifter til forskning dækker over forskellige bevægelser i opgørelsesperioden. Sammenlignes 1993 med 2002, ses, at alle forskningsfelter havde en stigning i udgifterne. Den største stigning i de offentlige udgifter fra 1993 til 2002 ses for det samfundsvidenskabelige område med en stigning på 101,3%, efterfulgt af det humanistiske område (inkl. psykologisk/pædagogisk område) med en stigning på 58,0%. I 2002 var jordbrugs-/veterinærvidenskab det forskningsfelt, der havde de laveste offentlige forskningsudgifter (1.222 mio. kr.). Det offentliges udgifter til det teknisk videnskabelige forskningsfelt udviste den laveste stigning fra 1993 til 2002; for dette forskningsfelt steg de offentlige udgifter kun med 7,9%. Tabel 3.7 Private og offentlige udgifter til forskning, fordelt på sektorer og forskningsfelt, 1993–2002
Note: Summerne kan afvige pga. afrundinger. Figur 3.7 Offentlige udgifter til forskning, fordelt på forskningsfelt, 1993–2002
Kilde: ”Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor Forskningsstatistik 2002” og ”Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde Forskningsstatistik 2002”, Dansk Center for Forskningsanalyse Aarhus Universitet. 3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i Danmark og i udvalgte landeDanmark ligger i den bedre ende af midterfeltet i denne undersøgelse af fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene. Forskellen mellem piger og drenges færdigheder i avanceret computerbrug er både internationalt og i Danmark betydelig. Avanceret computerbrug defineres i PISA 2003 bl.a. som evnen til at konstruere programmer og hjemmesider samt evnen til at bruge regneark. Deltagerne i undersøgelsen er de 15-årige uddannelsessøgende. Danmark markerer sig i den øvre del af midterfeltet. Der er en betydelig overvægt af drenge, der er fortrolige med avanceret computerbrug. Tabellen viser et konstrueret indeks, som opsummerer det samlede niveau for færdigheder med avanceret computerbrug i PISA-landene. Indekset er beregnet således, at gennemsnittet for OECD-landene er 0, og standardafvigelsen er 1. Landsgennemsnittet er beregnet på baggrund af data fra PISA 2003, og forskellen mellem drenge og piger er udregnet som drengenes udsagn om egne evner ved brug af computer minus pigernes udsagn om brug af computer. Disse data er således et udtryk for den enkelte unges vurdering af egne evner. Sverige, USA, Island, Canada og Østrig placerer sig helt i toppen af indekset. Mens Danmark ligger i den bedre ende af midterfeltet sammen med Tyskland, Schweiz og Belgien. Endelig følger lande som Irland, Portugal, Ungarn og Grækenland, inden de baltiske lande og bl.a. Mexico og Tyrkiet ligger i den anden ende. Forskellene mellem drenge og pigers færdigheder i avanceret computerbrug er både internationalt (simpelt gennemsnit) og i Danmark betydelige. Kønsforskellen i Danmark viser sig at være mindst på andre mindre komplicerede computerfærdigheder og størst på det avancerede brug (0.88), som det ses af tabellen. Kønsforskellen i Danmark (0.88) er den største sammen med Island (0.88) og Finland (0.90) med hensyn til fortrolighed med avanceret computerbrug. Generelt er de nordiske lande (uden Norge, der ikke deltog i undersøgelsen) karakteriseret ved stor forskel mellem kønnenes avancerede brug. Tabel 3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene PISA - 2003
Landsgennemsnittene er beregnet på baggrund af de officielle PISA, 2003 data. Forskellen mellem piger og drenges fortrolighed med avanceret computerbrug er beregnet som drengenes færdighedsniveau minus pigernes færdighedsniveau. Figur 3.8 Fortrolighed med avanceret computerbrug i PISA-landene (alle) - 2003
Kilde: PISA 2003 - Danske unge i en international sammenligning og supplerende data indhentet fra Beatrice Schindler Ranvid, AKF, PISA 2003, figur 9.6. 3.9 Antal uddannelsesstederI 2003 var der i alt registreret 3.556 uddannelsessteder i Danmark. Af disse udgjorde grundskolerne alene 68,1%. I 2003 var der registreret 3.556 uddannelsessteder i Danmark. I 2003 var der 2.420 grundskoler, hvilket svarer til 68,1% af alle registrerede uddannelsessteder i Danmark. Folkeskolerne udgjorde 70,5% af grundskolerne, de selvejende private skoler 19,4% og efterskolerne 10,1%. Sammenlignes 1994 med 2003, ses ikke den store forskel i antallet af folkeskoler. I 2003 var der i alt 1.707 folkeskoler mod 1.696 i 1994. For de selvejende private grundskoler ses også et stigende antal skoler. Fra 1994 til 2003 steg antallet af skoler med 12,2%, og i 2003 var der i alt 469 selvejende private skoler. Også for efterskolerne ses en stigning i antallet af skoler fra 1994 til 2003 (stigningen svarer til 9,4%). Fra 1999 til 2000 faldt antallet af efterskoler med 15 skoler. I 2003 var der i alt 244 efterskoler. I 2003 var der 152 gymnasier, hf-kurser og studenterkurser. Heraf var 23 selv ejende private skoler (udgjorde 15,1%). Antallet af erhvervsskoler m.v. (inkl. afdelinger) var 283 i 2003. Af disse var ca. 57% handels- og tekniske skoler, ca. 14% var social- og sundhedsskoler, og 16% var landbrugs-, husholdnings- og levnedsmiddelskoler. I 2003 var der registreret 210 videregående uddannelsesinstitutioner (inkl. univer-sitetslovsinstitutioner og afdelinger). I 1994 var tallet 199 institutioner. Antallet af lærerseminarier var ca. 20 fra 1994 til 2003. For sygeplejerskeskolerne ses et fald, her fra 26 til 21 skoler (flere har indgået CVU-samarbejde). For de øvrige uddannelsessteder ses et fald i antallet af skoler fra 1994 til 2003, fra 540 til 491 skoler. Faldet skyldes især folkehøjskoler, produktionsskoler og daghøjskoler. Til gengæld steg antallet af VUC-centre fra 81 til 120 i perioden. I 2003 var der i alt 31 AMU-centre (inkl. Landtransportskolen) mod 39 i 1994. I 2003 var der 105 daghøjskoler, i 1994 i alt 175. Tabel 3.9 Antallet af registrerede uddannelsessteder i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1994–2003
Note: Søgt klassificeret efter højeste uddannelsesniveau. Undtaget er dog erhvervsskoler m.v., som henviser til ungdomsuddannelse, selv om en række skoler udbyder korte videregående uddannelser. Nogle institutioner kan have flere institutionstyper på en adresse, fx lærerseminarier og pædagogseminarier, og er derfor registeret 2 steder. 1) Ekskl. specialskoler for børn og voksne, sprogskoler og kommunale ungdomsskoler. Figur 3.9 Antallet af registrerede folkeskoler, selvejende private skoler og efterskoler i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1994–2003
Kilde: ”Institutionsregisteret”, Danmarks Statistik samt beregninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 3.10 Elev/lærerratio og normalklassekvotientDer er flest elever pr. lærer ved 1-årig hhx og erhvervsuddannelsernes merkantile uddannelser. I 2003 var der på disse uddannelser hhv. 14,1 og 12,6 elev pr. lærer. For de erhvervsfaglige tekniske uddannelser var der 8,7 elever pr. lærer. I 2002 udgjorde elev/lærerratioen i folke-skolen 10,8 mod en ratio på 11,4 for de frie grundskoler. Fra 1997 til 2000 steg elev/lærerratioen i folkeskolen fra 10,6 til 10,8 (for folkeskolen findes ikke tal før 1997). I de frie grundskoler lå elev/lærer-ratioen stabilt mellem 11,3 og 11,4. I 1994 var den dog 11,7. Normalklassekvotienten angiver antal elever i en klasse, der modtager såkaldt almindelig undervisning. Det betyder, at rene specialklasser ikke indgår i normalklassekvotienten. I folkeskolen var der i 2003 gennemsnitligt 19,9 børn i klassen. For de frie grundskoler var normalklassekvotienten i samme år lavere (17,2). I 2000 var elev/lærerratioen ved de almengymnasiale uddannelser 8,6. Elev/ lærerratioen har for det samlede almengymnasiale område udvist et fald i perioden - i 1994 var den 9,0. For det almengymnasiale område ses tillige, at normalklassekvotienten i 2003 var højst for gymnasiet med 24,3, hvor kvotienten for hf og studenterkurser lå på hhv. 23,4 og 20,2. Sammenlignes 1994 med 2003, ses, at for hf faldt normalklassekvoten med 2,3. For studenterkurser ses en næsten konstant stigning i normalklassekvotienten fra 1995 til 2001. Sammenlignes 1994 med 2003, ses en stigning på 1,7 elever flere i hver klasse. I 2003 var elev/lærerratioen for 1-årig hhx 14,1 mod 11,6 i 1994. For den flerårige hhx var elev/lærerratioen 11,9 mod 13,7 i 1994. I 2003 var ratioen for htx 8,6 mod 7,4 i 1994. Htx var den uddannelse af de erhvervsgymnasiale uddannelser, der havde den laveste elev/lærerratio. For de erhvervsfaglige uddannelser (merkantile og tekniske erhvervsuddannelser) varierer elev/lærerratioen en del efter skole- og uddannelsestype. På de merkantile uddannelser var der i 2003 12,6 elever pr. lærer; samme tal ses i 1994. På de tekniske uddannelser m.v. udgjorde elev/lærerratioen i 2003 8,7 mod 8,4 i 1994. I de seneste år ses, for de erhvervsfaglige merkantile uddannelser, en stigning i elev/lærerratioen. Tabel 3.10 Elev/lærerratio og normalklassekvotient, opgjort for folkeskolen, de frie grundskoler, gymnasiale uddannelser, merkantile og tekniske uddannelser m.v., 1994–2003
Note: Elev/lærerratio er beregnet ud fra det samlede antal lærerårsværk, dvs. én lærer på fuld tid i ét undervisningsår. Normalklassekvotienter er det gennemsnitlige indberettede antal elever/klasse, ekskl. specialklasser. Eks.: 1994 svarer til undervisningsåret 1994/95. For det almengymnasiale område findes ikke nyere tal end frem til år 2000. 1) Ekskl. efterskoler. Figur 3.10 Elev/lærerratio, opgjort for erhvervsgymnasiale uddannelser, merkantile og tekniske uddannelser, 1994–2003
Kilde: Beregninger baseret på indberetning fra skolerne til UNI•C Statistik & Analyse samt Finansloven for beregninger for de erhvervsgymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser. 4. ElevbevægelserMed elevbevægelser menes, hvor mange personer der starter på en uddannelse, hvor mange der er under uddannelse, og hvor mange der fuldfører eller afbryder en uddannelse. Der opgøres tillige overgange mellem de forskellige uddannelsesniveauer. Elevbevægelser er et statistikområde, hvor der er relativt mange og gode grundoplysninger, og derfor også en række beregnede modeltal. Nøgletal for antal elever på forskellige uddannelsesniveauer er interessante på baggrund af den demografiske udvikling. Dvs. at faldet i ungdomsårgangenes størrelse naturligt påvirker elevtallene på de forskellige uddannelsesområder. Opgørelserne over tosprogede elever og elever i vidtgående specialundervisning er særskilte opgørelser for grundskoleområdet, da disse elever normalt kræver ekstra ressourcer. Et centralt nøgletal er den forventede samlede uddannelsestid for et barn, som starter i 1. klasse. Her ses, hvor længe den unge i gennemsnit kan forvente at være i uddannelsessystemet. Der er ofte fokus på, hvor stor en andel af de unge der fortsætter på samme eller højere uddannelsestrin, med særlig interesse for elevfordelingen mellem hhv. de gymnasiale og de erhvervsfaglige uddannelser. Interessant er det også at se fordelingen af ansøgere og optagne til forskellige fagområder inden for de erhvervsrettede videregående uddannelser. Ventetider før påbegyndelse af uddannelserne og faktiske studietider er også meget brugte nøgletal, bl.a. set i lyset af debatten om, at danske unge er relativt gamle, når de forlader uddannelsessystemet. Endelig er de summariske fuldførelsesfrekvenser for uddannelsesniveauerne genstand for stor opmærksomhed.
4.1 Antal elever og studerendeSet over en 10-årig periode er antallet af elever og studerende nu det højeste. Pr. 1. oktober 2003 var ca. 1,134 mio. personer under uddannelse. Det svarer til, at ca. hver femte person i Danmark var i et uddannelsesforløb. Ca. 221.800 elever var i gang med en ungdomsuddannelse og ca. 202.300 studerende på en videregående uddannelse. Heraf var ca. 108.900 personer i gang med en bacheloreller kandidatuddannelse. Pr. 1. oktober 2003 var 1,134 mio. personer under uddannelse i Danmark, hvilket svarer til, at ca. hver femte person i den danske befolkning var under uddannelse (ekskl. voksen- og efteruddannelser m.v.). Årgangenes størrelse påvirker elevtallets størrelse, specielt i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men også overgangsfrekvenser er afgørende. I 2003 fordelte bestanden sig med: 62,6% i grundskolen (inkl. børnehaveklassen og ikke-kompetencegivende uddannelser), 19,6% på ungdomsuddannelserne og 17,8% på videregående uddan-nelser. En stigende andel af den samlede bestand var i gang med en videregående uddannelse (16,3% i 1994). I 2003 var der ca. 704.200 elever i grundskolen. Heraf gik 22,3% i 8.-10. klasse. I 1994 udgjorde de 27,0% af bestanden. Samlet gik der ca. 221.800 elever på en ungdomsuddannelse i 2003, heraf ca. 119.000 elever på erhvervsfaglige uddannelser. På de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser var der ca. 102.800 elever; heraf var ca. 68.600 i gang med en almengymnasial og ca. 34.200 med en erhvervsgymnasial uddannelse. Fra 1994 til 2001 faldt elevtallet på det almengymnasiale område konstant med 9,2%. De erhvervsgymnasiale uddannelsers elevtal varierede svagt over tid. I 2003 læste ca. 202.300 personer på en videregående uddannelse. Over ti år steg antallet af studerende med 27,0%. Antallet af studerende på de korte videregående uddannelser steg fra ca. 15.600 i 1994 til ca. 17.500 i 2003. I 2003 udgjorde studerende på professionsbacheloruddannelserne hele 32,4% af de studerende på de videregående uddannelser, og fra 1994 til 2003 steg antallet med 45,4% fra ca. 45.200 til ca. 65.700 studerende. Antal af studerende i gang med en kandidatuddannelse faldt i en periode pga. en strukturomlægning af området. I dag påbegyndes næsten alle kandidatuddannelserne først efter en fuldført bachelorgrad. I 2003 var ca. 108.900 studerende i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse. I 1994 var tallet ca. 90.300 (en stigning på 20,5%). Ca. 4.900 personer i 2003 i gang med en ph.d.-uddannelse. Tabel 4.1 Antal elever/studerende, fordelt på uddannelsesniveauer, 1994-2003
Note: Opgjort pr. 1. oktober i året. a) Tallet i 2000 er skønnet. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår, og derfor bør tallene betragtes som foreløbige. 2) Som følge af forsøg, allerede fra 1999 forud for eud-reformen i 2001, faldt tilgangen til hi og ti. Den fri ungdomsuddannelse blev afviklet med virkning fra udgangen af 2002, men forblev dog i kraft for allerede indgåede uddannelsesaftaler. 3) I 1998 og 1999 er indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde, og fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 4) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den ny eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002, det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 5) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning i 2003 fra Købehavns Universitet er tilgangen til humaniora, samfunds- og naturvidenskab ca. 1/3 mindre end i 2002. Figur 4.1 Antal elever/studerende, fordelt på uddannelsesniveauer, 1994-2003
Kilde: Danmarks Statistik, egne modelberegninger foretaget af UNI•C Statistik & Analyse samt tal for grundskolestatistikken fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.2 15-34-årige under uddannelseI 2003 var noget over en tredjedel af de 15-34-årige under uddannelse. Overordnet er andelen stigende for alle aldersgrupper. Hovedparten af de 15-19-årige var i gang med en uddannelse, i alt 82,5%. Andelen af kvinder under uddannelse var konstant højere end andelen af mænd under uddannelse. I 2003 var over en tredjedel af alle 15-34-årige under uddannelse. Blandt de 15-19-årige var hovedparten, omkring otte ud af ti, i gang med en uddannelse. Tallene er ekskl. voksen- og efteruddannelse. Af de 20-24-årige var 43,9% under uddannelse i 2003, og af de 25-29-årige var 23,6% i et uddannelsesforløb. I den ældste gruppe, de 30-34-årige, var 7,8% fortsat under uddannelse. I dag afslutter mange først en ungdomsuddannelse efter det fyldte tyvende år. Herefter fortsætter en stigende andel på en videregående uddannelse, nogle efter en pause. Mange uddannelsessøgende når derfor op i 20'erne, og for en dels vedkommende i 30'erne, før uddannelsen afsluttes. I international sammenhæng er danskerne relativt gamle, før de forlader uddannelsessystemet. Danske børn starter sent i skolen i forhold til børn i andre lande, mange børn tager 10. klasse med, og mange elever får en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Som nævnt vælger nogle også at holde et eller flere års pause, ligesom nogle vælger at skifte studium i uddannelsesforløbet. Tendensen er, at andelen af uddannelsessøgende i alle de viste aldersgrupper har været stigende siden 1994. Mest steg andelen af uddannelsessøgende blandt de 20-24-årige, 10,5 procentpoint fra 1994 til 2003. Mindst steg gruppen af 30-34-årige uddannelsessøgende (stigning på 2,6 procentpoint). Stigningen blandt de 25-29-årige udgjorde 9,7 procentpoint. Tidligere undersøgelser viser, at i slutningen af 1980'erne og først i 1990'erne var der en ligelig fordeling af mænd og kvinder, der var i gang med en uddannelse. Dette billede er ændret. I 2003 var 38,5% af kvinderne i aldersgruppen 15-34-årige under uddannelse mod 34,8% af mændene. For de 15-19-årige er andelene nogenlunde identiske for de to køn, men for fx aldersgruppen 20-24-årige er der stor forskel. Her udgjorde kvinderne under uddannelse i 2003 48,3% mod mændenes andel på 39,6%, primært fordi kvinder vælger længere uddannelsesforløb. Tabel 4.2 Andel af 15-34-årige under uddannelse, fordelt på køn og aldersgrupper, 1994–2003
Note: Uddannelsessøgende er opgjort på alle uddannelsesniveauer (ekskl. voksen- og efteruddannelse). De uddannelsessøgende er målt pr. 1. oktober. 7-14-årige er ikke medtaget, da stort set alle går i grundskolen. Anm.: Se noter om indberetningsmangler under tabel 4.1. Disse forhold påvirker naturligvis procentandelene i denne tabel. Figur 4.2 Andel af 15-34-årige under uddannelse, fordelt på aldersgrupper, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.3 Forventet uddannelsestidEt barn, der i 2003 påbegyndte grundskolens 1. klasse, forventes at være i uddannelsessystemet i 14,5 år. Nogle vil få mindre uddannelse og andre meget mere. Den forventede, samlede tid til uddannelse steg fra 1994 til 2003 med 0,2 år. I 2003 forventedes pigerne at forblive 14,8 år i uddannelsessystemet og drengene 14,2 år. Et barn, der i 2003 påbegyndte grund-skolens 1. klasse, forventes at blive i uddannelsessystemet i 14,5 år. Tendensen er en svagt stigende tid i uddannelsessystemet. Beregningen af den samlede, forventede tid til uddannelse er en gennemsnitsberegning. Nogle unge får aldrig 14,5 år i uddannelsessystemet, og andre får langt flere år under uddannelse. Tallet dækker al uddannelse, uanset om de unge fuldfører, afbryder eller skifter uddannelse. Voksen- og efteruddannelse samt børnehaveklassetrinet indgår ikke i beregningen. I dag går næsten alle børn i børnehaveklasse, og der sker megen løbende opkvalificering i form af voksen- og efteruddannelse i Danmark. Fra 1994 til 2003 steg den forventede tid i uddannelsessystemet for et barn, der påbegyndte grundskolens 1. klasse svagt, fra 14,3 til 14,5 år. Stigningen udgør således 0,2 år over perioden. I 1994 var den forventede samlede uddannelsestid for piger 14,3 år mod drengenes 14,2 år. I 1994 var der således nærmest ingen forskel på drenges og pigers forventede tid i uddannelsessystemet (forskel på 0,1 år). Pigernes forventede tid i uddannelse lå i hele perioden højere end drengenes. I 2003 forventedes pigerne at bruge samlet 0,6 år mere på uddannelse end drengene. Forskellen mellem pigers og drenges forventede tid til uddannelse har flere årsager. For eksempeltager piger oftere end drenge en gymnasial uddannelse. Drenge vælger oftere end piger at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen. Og flere kvinder end mænd gennemfører i dag en videregående uddannelse. Andre beregninger viser, at i 2003 var ca. 58% af dem, der fuldførte en videregående uddannelse, kvinder (fremgår ikke af tabellen). Tabel 4.3 Forventet, samlet uddannelsestid for elever, der begynder i 1. klasse, fordelt på køn, 1994-2003
Noter: Ekskl. børnehaveklasse og voksen- og efteruddannelse fx HD mv. Eks.: 1994 svarer til undervisningsåret 1993/94. I den samlede tid indgår også studerende der afbryder eller studerende der skifter studie mv. Figur 4.3 Forventet, samlet uddannelsestid for elever, der begynder i 1. klasse, fordelt på drenge og piger, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistik samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.4 Tosprogede eleverAntallet af tosprogede elever i folkeskolen steg markant fra 1994 til 2003. I 2003 var 9,7% af eleverne i folkeskolen tosprogede. Den største andel af de tosprogede elever kom fra Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien og Mellemøsten. I de frie grundskoler udgjorde de tosprogede elever i 2001 9,9% af eleverne. Antallet af tosprogede elever i folkeskolen steg pænt fra 1994 til 2003. Men antallet varierer efter kommune og landsdel. Den største andel af tosprogede elever i folkeskolen findes i hovedstadsområdet. I 2003 var der ca. 57.500 tosprogede elever i folkeskolen, svarende til 9,7% af eleverne. I 1994 var tallet ca. 30.600 elever eller 6,0% af eleverne i folkeskolen. Selv om den største gruppe af tosprogede elever i folkeskolen består af børn fra Tyrkiet, og selv om antallet af disse børn steg, så udgør de en faldende andel af alle tosprogede elever i folkeskolen. I 1994 udgjorde de 27,4% og i 2003 20,1%. Den næststørste gruppe af tosprogede elever i folkeskolen kommer fra det tidligere Jugoslavien (inkl. Bosnien). Disse børn udgør et stigende antal elever. Fra 1994 til 1996 steg deres andel af alle tosprogede elever i folkeskolen fra 6,8% til 15,7% (svarende til, at der var 6.185 elever i 1996). Herefter faldt andelen, og i 2003 udgjorde de 10,8% af de tosprogede elever i folkeskolen. Somaliere er en gruppe af tosprogede elever i folkeskolen, der er vokset markant siden begyndelsen af 1990'erne. I fx 1992 udgjorde de kun 1,3% af de tosprogede elever (fremgår ikke af tabellen). I 1994 udgjorde de 3,2%, og i 2003 var denne andel steget til 6,5%, svarende til ca. 3.700 elever i folkeskolen. I 2003 udgjorde de tosprogede elever fra andre oprindelseslande – end de fem nævnte i folkeskolen ca. 25.700 elever. Dette tal svarer til 44,8% af de tosprogede elever. På de frie grundskoler steg det samlede antal af tosprogede elever konstant fra 1994 til 1999. I 2001 var der i alt ca. 7.950 tosprogede elever på de frie grundskoler (svarende til 7.946 elever). Andelen af tosprogede elever på de frie grundskoler udviste også en konstant stigning fra 1994 og frem til 1999, fra 6,9% af eleverne til 10,0%. I 2001 ses en andel af tosprogede elever på 9,9% af eleverne på de frie grundskoler. Tabel 4.4 Tosprogede elever i folkeskolen, fordelt efter oprindelsesland, samt tosprogede elever i de frie grundskoler, 1994–2003
Anm.: Summerne kan pga. afrundinger afvige. 1) Summen af tosprogede elever i 2001 afviger med 268 elever. Den procentuelle fordeling bygger på faktisk indberettede tal i 2001. 2) Inkl. Bosnien. 3) Inkl. Libanon. 4) Da redaktionen lukkede, var der endnu ikke tal for 2002 og 2003. Figur 4.4 Procentvis fordeling af tosprogede elever i folkeskolen, fordelt efter oprindelsesland, 1994–2003
Kilde: Indberetning fra kommunerne til UNI•C Statistik & Analyse samt egne beregninger. 4.5 Elever, der modtager vidtgående specialundervisningAntallet af elever i folkeskolen, der i 2003 modtog vidtgående specialundervisning, udgør 1,35% af de 6-16-årige. For de frie grundskoler var andelen 0,09%. Med specialundervisning menes den undervisning, der ifølge folkeskoleloven skal gives til elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Vidtgående specialundervisning er en del af specialundervisningen, som er særligt specialiseret og omkostningsfuld. Vidtgående specialundervisning foregår hovedsageligt i folkeskolen, men også i de frie grundskoler (i forbindelse med frie grundskoler kaldes elevgruppen ”svært handicappede elever”). Opgørelsen vedrører de 6-16-årige. Elever med behov for vidtgående specialundervisning henvises af kommunen til et amtsligt specialundervisningstilbud. Undervisningen foregår i kommunale eller i amtslige foranstaltninger. Henvisningen til vidtgående specialundervisning kan enten være begrundet i, at udgiften ved at løse opgaven væsentligt overstiger det kommunale takstbeløb, eller at kommunen ikke råder over den nødvendige faglige ekspertise til at kunne løse opgaven. I 2003 var der 9.868 elever i folkeskolen, der modtog vidtgående specialundervisning. I 1994 var elevtallet 6.524. Efter et fald på 5,3% fra 1999 til 2000 ses igen en stigning i antallet af elever, der modtog specialundervisning (se note i tabel 4.5). I 2003 var der i alt 663 elever i de frie grundskoler, der modtog vidtgående specialundervisning. Dette er et langt mindre antal end tallet for folkeskolen. Antallet steg dog svagt hvert eneste år i opgørelsesperioden. I 1995 var der i alt 318 elever, der modtog vidtgående specialundervisning. I 1994 modtog ca. 1,0% af de 6-16-årige elever i folkeskolen vidtgående specialundervisning. Andelen steg konstant frem til 1999, hvor den var ca. 1,4%. Efter et fald var andelen i 2002 og 2003 igen ca. 1,4%. Der er ikke tale om en stigning i den vidtgående specialundervisning over et bredt felt. Nye diagnoser og deraf følgende krav om specialisering i undervisningstilbuddene har været en stærkt medvirkende årsag til stigningen på området. For de frie grundskoler ses, at en konstant andel fra 1995 til 1998 modtog vidtgående specialundervisning (0,05%). I 2003 udgjorde disse elever 0,09% af de 6-16-årige. Tabel 4.5 Vidtgående specialundervisning i folkeskolen og i de frie grundskoler, opgjort for 6-16-årige, 1994–2003
Note: Alderen er opgjort pr. 1. januar. 1) Ekskl. børnehaveklasser. Anm.: En del af stigningerne skyldes, at der fra 1996/97 er sket en ændring i registreringen af elever i Københavns Kommune og i de amter, hvor visitation og økonomi er delegeret ud til kommunerne. Figur 4.5 Andel af elever i folkeskolen, der modtog vidtgående specialundervisning (6-16-årige), 1994–2003
Kilde: Folkeskolens vidtgående specialundervisning, UNI•C Statistik & Analyse, Danmarks Statistik samt yderligere beregninger foretaget af UNI•C Statistik & Analyse. 4.6 Tilgang af elever og studerendeTilgangen af studerende til professionsbacheloruddannelserne steg med 24,0% fra 1994 til 2003, mens tilgangen af studerende til de korte videregående uddannelser i samme periode faldt med 8,9%. Tilgangen af nye elever/studerende på forskellige uddannelsestrin er bl.a. bestemt af antallet af unge i de berørte aldersklasser. Tilgangen er også afhængig af de unges valg af uddannelser og af deres muligheder for at blive optaget. Selv om den absolutte tilgang viser et fald, kan det godt være en stigende andel af en ungdomsårgang, der er under uddannelse. Grundskolens elevtilgang er naturligt bestemt af de respektive fødselsårganges størrelser. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsopgørelse var antallet af 7-årige i 2003 ca. 69.200. Tilgangen til de ikke kompetencegivende ungdomsuddannelser faldt markant fra 1994 til 2003. Faldet skyldes, at handelsskolernes introduktionsforløb (hi) og teknisk introduktion (ti) var under afvikling i perioden, idet eleverne efter eud-reformen i 2002 kunne optages direkte på et grundforløb. Den fri ungdomsuddannelse blev tillige afviklet i perioden. I 2003 var tilgangen til de almengymnasiale uddannelser ca. 27.600 elever. Fra 1994 til 2003 faldt tilgangen med 4,9%. Elevtilgangen til de erhvervsgymnasiale uddannelser lå i 2003 på ca. 15.100. Fra 1994 til 2003 steg elevtilgangen svagt med 0,8%. I 2003 påbegyndte ca. 42.900 elever et erhvervsfagligt grundforløb m.v. Ca. 39.300 påbegyndte en erhvervsfaglig hovedforløbsuddannelse. Tilgangen til de erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser var størst i 1996 med ca. 47.000 elever. Fra 1994 til og med 2003 ses at, tilgangen af studerende til de videregående uddannelser steg. Denne tendens ses ikke for de korte videregående uddannelser. Flest studerende valgte at påbegynde en professionsbacheloruddannelse. I 2003 var tilgangen hertil ca. 18.800, og fra 1994 til 2003 steg tilgangen med 24,0%. Ca. 8.000 studerende påbegyndte i 2003 en kort videregående uddannelse, fra 1994 til 2004 faldt tilgangen med 8,9%. I 2003 var tilgangene til bachelor- og kandidatuddannelserne hhv. ca. 15.900 og 15.300 studerende. Kandidatuddannelserne blev omstruktureret i perioden, så tilgangen hertil sker for størsteparten af uddannelserne efter en afsluttet bacheloruddannelse. I 2003 var tilgangen af studerende til ph.d.-uddannelsen ca. 1.300.
Anm.: Beregningen viser tilgangen til de enkelte grupper. Det vil sige, at tilgang til fx de almengymnasiale uddannelser svarer til tilgangen til: 1. g, 1. hf og 1. studenterkursus osv. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår, og derfor bør tallene betragtes som foreløbige. 2) Som følge af forsøg, allerede fra 1999 forud for eud-reformen i 2001, faldt tilgangen til hi og ti. Den fri ungdomsuddannelse blev afviklet med virkning fra udgangen af 2002, men forblev dog i kraft for allerede indgåede uddannelsesaftaler. I 2003 er tallet skønnet. 3) I 1998 og 1999 er indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde, og fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 4) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002. Det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 5) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få, udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning fra KU i 2003 er tallet skønnet. Figur 4.6 Tilgang af studerende til udvalgte videregående uddannelser, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.7 Ansøgere til og optagne på videregående uddannelserI 2003 blev 48.070 personer optaget på en uddannelse under Den Koordinerede Tilmeldings optagelsesområde. I samme år ønskede 59.403 at komme i gang med en uddannelse. Siden sidst i 1970'erne har ”Den Koordinerede Tilmelding” (KOT) administreret en årlig, fælles ansøgnings- og optagelsesprocedure for hele landet. Der kommer dog nye områder, nye uddannelser og nye institutioner til hvert år, mens andre uddannelser og institutioner falder fra. Dette forhold bør tages i betragtning, når man sammenligner tal over tid. Her opgøres antal 1. prioritetsansøgere og optagne (inkl. standby). I 2003 var der 59.403 ansøgere til uddannelserne under KOT. Fra 1994 til 2003 faldt det totale antal 1. prioritetsansøgere med 8,8%. I 2003 søgte 26.483 personer en kandidatuddannelse. 22.317 søgte en mellemlang videregående uddannelse og 7.715 en kort videregående uddannelse. Desuden søgte 2.888 personer den 1-årige hhx. Af ansøgningerne til de korte videregående uddannelser ses, at 6.984 personer søgte ind på erhvervsakademierne. Fra 1994 til 2003 faldt ansøgertallet til de mellemlange videregående uddannelser med 24,8%. Faldet er fx forårsaget af en søgning til fx pædagogseminarierne, hvor søgningen faldt i perioden med 53,6%. I 2003 søgte 4.872 personer ind på lærerseminarierne, og 2.864 ansøgte om optagelse på uddannelsen til sygeplejerske. I 1994 og 2003 er søgningen til kandidatuddannelserne næsten lige store. I 2003 var det samlede antal optagne på KOT's uddannelser 48.070 personer. I 1994 blev der optaget 43.444 personer (stigning på 10,6%). Der er i løbet af perioden kommet nye uddannelser ind under KOT, hvorfor den reelle stigning ikke nødvendigvis er helt så stor, som tallene antyder. For kandidatuddannelserne ses en stigning i antallet af optagne fra 1994 til 2003, her med ca. 700 personer. De mellemlange og korte videregående uddannelsesområder havde også en vækst i antal optagne på hhv. ca. 2.580 personer og ca. 1.500 personer. Den 1-årige hhx oplevede et fald i antal optagne i perioden, svarende til 6,8%. Tabel 4.7 1. prioritetsansøgere til og optagne på uddannelser under Den Koordinerede Tilmelding (KOT), 1994–2003
Note: Antal institutioner og antal uddannelser under Den Koordinerede Tilmelding varierer over tid. Derfor bør den historiske sammenligning foretages med forsigtighed. Differencen mellem 1. prioritetsansøgere og optagne er ikke lig med antal afviste, da nogle optages på deres 2. eller lavere prioritet. 1) Universitetslovsinstitutioner: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet, handelshøjskolerne i København og Århus, Danmarks Tekniske Universitet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks Farmaceutiske Højskole og tandlægeskolerne, Vestsjællands og Storstrøms handelshøjskolecentre og Herning Handels- og Ingeniørhandelshøjskolecenter. Fra 2004 er bibliotekaruddannelsen blevet en kandidatuddannelse. 2) Fra 1994-1997 tekniske højskoler. 3) Designskoler (fra 2001), ernærings- og husholdningsskoler (fra 1994 til 1997 husholdningslærerseminarier), radiografskoler, biblioteksskoler, Skovskolen (i 1994 og 1995 klassificeret som KVU, men er nu indplaceret som MVU), Center for Tegnsprog (fra 1997), maskinmesterskoler, Skibsofficersskolen, bandagist og afspændingspædagoginstitutioner. Fra 2003 indgår karakteranimation. 4) Fra 1994 til 1998 Apoteksassistentskolen, nu bioanalytiker. 5) Økonomaskoler, Glas- og Keramikskolen (kun ansøgere i 1997 og 1998) og tandplejere (kun i 1998). Figur 4.7 Antallet af optagne inkl. standby under Den Koordinerede Tilmelding (KOT), 1994–2003
Kilde: Diverse årgange af KOT hovedtal, Tilmeldingssekretariatet, Københavns Universitet. 4.8 Overgang fra grundskole til fortsat uddannelseFor 2003-årgangen fra grundskolen forventes 96% af årgangen på et eller andet tidspunkt at komme videre i uddannelsessystemet. 55% vil påbegynde en gymnasial uddannelse, 37% en erhvervsfaglig uddannelse og 3% en ikke kompetencegivende almenuddannelse. Der er en stigende tendens til, at de unge fortsætter i uddannelsessystemet efter grundskolen. Af den årgang, der i 2003 forlod grundskolen, forventes mindst 96% at fortsætte i uddannelsessystemet. I 1994 var tallet 94%. Der er tale om modelberegninger. Erhvervsgrunduddannelsen (egu) og voksen- og efteruddannelse indgår ikke. Pga. manglende elevindberetninger for produktionsskolerne i 2003 er den beregnede andel, der fortsatte efter grundskolen, for lav. Set over ti år var der mindst 2 procentpoint flere, som fortsatte i uddannelsessystemet efter grundskolen. Denne beskedne stigning skal ses i lyset af, at der i 1980'erne var en markant reduktion i andelen, der ikke fortsatte i uddannelsessystemet. I 1982 var der fx endnu 12%, som ikke fortsatte i uddannelsessystemet efter grundskolen (ses ikke i tabellen). Det forventes, at 55% af 2003-årgangen vil vælge en gymnasial uddannelse, 35% et erhvervsfagligt uddannelsesforløb og 3% en ikke kompetencegivende almen uddannelse (produktionsskoleforløb m.v.). Ca. 4% vil således ikke fortsætte i det ordinære uddannelsessystem. Af 2003-årgangen vil 39% påbegynde en almengymnasial og 16% en erhvervsgymnasial uddannelse. Andelen til de almengymnasiale uddannelser lå nogenlunde stabilt i perioden, hvorimod andelen, der vil påbegynde en erhvervsgymnasial uddannelse, steg med 3 procentpoint. 35% af 2003-årgangen vil fortsætte på et erhvervsfagligt grundforløb m.v. og 2% på et erhvervsfagligt hovedforløb. Der er fortsat store forskelle i drenges og pigers uddannelsesvalg. For 2003-årgan-gen forventes 64% af pigerne at påbegynde en gymnasial uddannelse (heraf 50% en almengymnasial uddannelse), og 28% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse (heraf 26% på et grundforløb m.v.). I 1994 var det kun 21% af pigerne, der ville fortsætte på en erhvervsfaglig uddannelse. 46% af drengene vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse (heraf 43% på et erhvervsfagligt grundforløb m.v.). Denne andel steg med 17 procentpoint i perioden. 47% af drengene vil påbegynde en gymnasial uddannelse (heraf 29% en almengymnasial uddannelse). Tabel 4.8 Andelen af unge, der efter grundskolen fortsætter i andre uddannelser, fordelt på køn, 1994-2003
Note: Pga. afrundinger på forskellige niveauer kan der forekomme afvigelser i totalerne. Man skal være opmærksom på, at overgang/tilbagegang til gruppen selv ikke indgår i beregningen. Beregningen bygger på den samlede afgang (fuldførte forløb plus afbrudte forløb). 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår, og derfor bør tallene betragtes som foreløbige. 2) Som følge af forsøg, allerede fra 1999 forud for eud-reformen i 2001, faldt tilgangen til hi og ti. Den fri ungdomsuddannelse blev afviklet med virkning fra udgangen af 2002, men forblev dog i kraft for allerede indgåede uddannelsesaftaler. 3) I 1998 og 1999 er indberetningerne Danmarks Statistik for adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 4) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002. Det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. Figur 4.8 Andelen af unge, der efter grundskolen fortsætter på enten en almengymnasial uddannelse, en erhvervsgymnasial uddannelse eller en erhvervsfaglig uddannelse m.v., 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistik samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.9 Overgang fra gymnasiale uddannelser til fortsat uddannelse95% af alle med en almengymnasial baggrund i 2003 forventes at fortsætte i uddannelsessystemet. For de erhvervsgymnasiale uddannelser er den tilsvarende andel 91%. Andelen, som fortsætter, har i de senere år været høj. For begge typer af gymnasiale uddannelser har de unge et stigende ønske om at fortsætte i uddannelsessystemet. Desuden ses en øget lyst til at påbegynde en videregående uddannelse. De gymnasiale uddannelser er studieforberedende. Erfaringen viser dog, at ikke alle med en gymnasial uddannelse går videre i det ordinære uddannelsessystem, og mange blandt dem, som går videre, holder en studiepause. Tallene her er modeltal, som viser andelen af unge, der efter et gymnasialt niveau (fuldført eller afbrudt) på et tidspunkt forventes at fortsætte i uddannelsessystemet. Voksen- og efteruddannelse indgår ikke i opgørelsen. For såvel de almengymnasiale som for de erhvervsgymnasiale uddannelser ses en stigende lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet og en stigende overgang til de videregående uddannelser. 95% af 2003-årgangen med en almengymnasial baggrund forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 63% vil påbegynde en videregående uddannelse, 15% en erhvervsfaglig uddannelse og 10% en erhvervsgymnasial uddannelse. Af den tilsvarende 1994-årgang ville kun 89% fortsætte i uddannelsessystemet, og heraf ville kun 60% forsætte på en videregående uddannelse. Unge fra 2003-årgangen med en almengymnasial uddannelse, som vil vælge at påbegynde en videregående uddannelse, vil fordele sig med 4% til korte videregående uddannelser, 24% til professionsbachelorer, 1% til øvrige mellemlange videregående uddannelser og 34% til bachelor- eller kandidatuddannelser. 91% af 2003-årgangen med en erhvervsgymnasial baggrund forventes på et tidspunkt at fortsætte i uddannelsessystemet. 3% vil påbegynde en almengymnasial uddannelse og 35% en erhvervsfaglig uddannelse. 49% forventes at påbegynde et videregående uddannelsesforløb. I 1994 ville 84% med baggrund i en erhvervsgymnasial uddannelse fortsætte i uddannelsessystemet. Heraf vil 44% påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse, og 36% vil starte på en videregående uddannelse. Unge med en erhvervsgymnasial uddannelse fra 2003-årgangen, som vil påbegynde en videregående uddannelse, fordelte sig med 11% til en kort videregående uddannelse, 14% til en professionsbacheloruddannelse, 2% til øvrige mellemlange videregående uddannelser og 22% til en bachelor- eller kandidatuddannelse. Tabel 4.9 Andelen af unge, der efter en fuldført eller afbrudt almeneller erhvervsgymnasial uddannelse fortsætter på andre uddannelser, 1994–2003
Note: Pga. afrundinger på forskellige niveauer kan der forekomme afvigelser i totalerne. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger, og derfor bør tallene i 2003 betragtes som foreløbige. 2) I 1998 og 1999 er indberetningerne af adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 3) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002. Det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 4) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning i 2003 fra Købehavns Universitet er tilgangen til humaniora, samfunds- og naturvidenskab ca. 1/3 mindre end i 2002. Figur 4.9 Andelen af unge, der efter en fuldført eller afbrudt almengymnasial uddannelse fortsætter på en videregående uddannelse – 2003
Kilde: Danmarks Statistik samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.10 Elever/studerende der fuldfører en uddannelseI 2003 fuldførte rundt regnet 204.000 personer en uddannelse. Fortsat flere unge bliver færdige med en uddannelse, og uddannelsesniveauet stiger. Flere og flere unge fuldfører en videregående uddannelse. Der er 9 års undervisningspligt. Derfor vil næsten alle frem til 9. klassetrin fuldføre grundskolen. For de øvrige uddannelser fuldfører alle, der gennemfører undervisningen og består eksaminerne efter de regler, der gælder for uddannelserne. I 2003 fuldførte ca. 204.200 personer en uddannelse. Antal fuldførelser på forskellige uddannelsesniveauer afhænger af antallet af personer på de pågældende årgangstrin, af andelen, der fortsætter på de forskellige uddannelser, og af frafald. Voksen- og efteruddannelse indgår ikke. I 2003 fuldførte ca. 58.000 elever grundskolens afsluttende trin (8.-10. klasse). Dette er ca. 3.900 færre end i 1994. Afgang fra grundskolen afhænger primært af årgangens størrelse. I 2003 fuldførte ca. 19.400 unge en almengymnasial eksamen, hvilket var periodens laveste antal studenter. I 1994 var tallet oppe på ca. 24.100 studenter. Antallet af unge, som fuldførte en erhvervsgymnasial uddannelse, lå på ca. 11.400 unge i 2003 mod ca. 12.800 unge i 1994. I 2003 fuldførte ca. 27.500 et erhvervsfagligt grundforløb m.v. Ca. 32.200 fuldførte et erhvervsfagligt hovedforløb (inkl. sosu og landbrugsuddannelser). Pga. flere omstruktureringer bør den historiske udvikling i tallene for de erhvervsfaglige uddannelser tolkes med forsigtighed (se evt. noter til tabel 4.10). Overordnet ses, at fra 1994 til 2003 steg antallet af unge, der fuldførte en videregående uddannelse. I 2003 fuldførte ca. 6.500 studerende en kort videregående uddannelse, ca. 14.300 en professionsbachelor uddannelse, ca. 1.400 fuldførte en af de øvrige mellemlange videregående uddannelser, ca. 9.200 en bacheloruddannelse og ca. 10.400 en kandidatuddannelse. I opgørelsesperioden blev bachelor- og kandidatstrukturen indført. Derfor bør man være varsom med konklusioner på udviklingstendenser for antallet af fuldførte personer. Tabel 4.10 Elever/studerende, der fuldfører en uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau, 1994-2003
Note: Eks. 1994 svarer til undervisningsåret 1993/94. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne, og derfor bør tallene i 2003 betragtes som foreløbige. 2) Som følge af forsøg, allerede fra 1999 forud for eud-reformen i 2001, faldt tilgangen til hi og ti. Den fri ungdomsuddannelse blev afviklet med virkning fra udgangen af 2002, men forblev dog i kraft for allerede indgåede uddannelsesaftaler. I 2003 er tallene for produktionsskoler for lavt, fordi skolerne først indberetter den enkelte elev, når denne afslutter opholdet. 3) I 1998 og 1999 er indberetningerne til adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 4) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002. Det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 5) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning i 2003 fra Købehavns Universitet er tilgangen til humaniora, samfunds- og naturvidenskab ca. 1/3 mindre end i 2002. Figur 4.10 Elever/studerende, der fuldfører en uddannelse, fordelt efter udvalgte erhvervsfaglige uddannelser og udvalgte videregående uddannelser, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.11 FuldførelsesfrekvenserI 2003 fuldførte 82% af dem der påbegyndte en almengymnasial uddannelse, og 79% fuldførte en erhvervsgymnasial uddannelse. I samme år var fuldførelsesfrekvensen for bachelorerne 66%, mens fuldførelsesprocenten var 73% for kandidatuddannelserne. Fuldførelsesfrekvenser bygger på modelberegnede tal, som er meget summariske og dækker over store variationer uddannelserne imellem. En række uddannelser er i perioden blevet omstruktureret. Derfor bør tallene tolkes med forsigtighed. I beregningerne opgøres de forventede resultater ud fra tilgang, overgang og afgang inden for uddannelsessystemet i det pågældende år. Fuldførelsen afhænger af mange forhold, bl.a. krav til faglige kvalifikationer. I 2003 fuldførte 82% af dem, der påbegyndte en almengymnasial uddannelse. Fuldførelsen af de erhvervsgymnasiale uddannelser lå i samme år på 79%. På erhvervsuddannelsesområdet har der været taget mange initiativer til at nedbringe frafaldet. Området har i opgørelsesperioden gennemgået flere reformer, og det er derfor problematisk at konkludere på de historiske fuldførelsesfrekvenser. I 2003 fuldførte 68% af dem der påbegyndte et erhvervsfagligt grundforløb. De historiske tal viser et fald i fuldførelsestendensen for de erhvervsfaglige grundforløb m.v. (se evt. note i tabel 4.11). I 2003 fuldførte 78% af de elever, der påbegyndte et erhvervsfagligt hovedforløb m.v. Også her ses en vigende fuldførelsestendens de seneste år af perioden. I 2003 fuldførte 65% af de,, som påbegyndte en kort videregående uddannelse, og 75% fuldførte en professionsbacheloruddannelse. Mod periodens slutning ses et fald i fuldførelsestendensen for begge områder. Også kandidatuddannelserne har gennemgået en strukturomlægning, nemlig til en bachelor-/kandidatstruktur, hvor bacheloruddannelsen skal fuldføres inden påbegyndelse af en kandidatuddannelse. Nogle få uddannelser er fortsat udelte. Derfor er det ikke her muligt at opgive en samlet fuldførelsesfrekvens. Bachelorernes fuldførelse lå i 2003 på 66%, og 73% fuldførte en kandidatuddannelse. I alt 79% fuldførte ph.d. i 2002. Tabel 4.11 Andel påbegyndte, som fuldførte uddannelsen, fordelt efter uddannelsesniveau, 1994–2003
Eks.: 1994 svarer til undervisningsåret 1993/94. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne, og derfor bør tallene i 2003 betragtes som foreløbige. 2) I 1998 og 1999 er
indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 3) Fra 1994 til 1997 var der
problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret,
således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og
2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens
indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der
tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen,
bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002, det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer
20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 4) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Figur 4.11 Andel, der påbegyndte udvalgte videregående uddannelser, som fuldførte, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistisk samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.12 FuldførelsestiderI 2003 tog det i gennemsnit 3,7 år at fuldføre en bacheloruddannelse og ligeledes 4,1 år at fuldføre en kandidatuddannelse. Fuldførelsestid, dvs. den gennemsnitlige tid for at fuldføre en uddannelse, bygger på modelberegnede tal udregnet på grundlag af oplysninger om fuldførte det pågældende år. Tallene bør tolkes med stor forsigtighed, da resultaterne er meget summariske og dækker over store variationer de enkelte uddannelser imellem. Også reformændringer påvirker tallene. I 2003 var den gennemsnitlige tid for fuldførelse af et erhvervsfagligt grundforløb m.v. 0,9 år. I 1994 var tiden 0,6 år. Området har gennemgået en række ændringer (se evt. noter til tabel 4.12). Den gennemsnitlige fuldførelsestid for de erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser var 2,2 år. For dette uddannelsesområde lå fuldførelsestiden stabilt i perioden. For de korte videregående uddannelser og professionsbacheloruddannelserne lå de gennemsnitlige studietider i 2003 på hhv. 2,2 år og 3,7 år. De øvrige mellemlange videregående uddannelsers gennemsnitlige fuldførelsestid var 2,3 år. Kandidatuddannelserne har gennemgået en strukturomlægning i perioden, således at de fleste kandidatuddannelser påbegyndes efter en fuldført bacheloruddannelse, men i beregningen indgår dog fortsat de få udelte kandidatuddannelser. I dag er den normerede studietid for en delt kandidatuddannelse 5 år, 3 år på bachelor og 2 år på kandidatoverbygningen. Af tekniske grunde er det ikke muligt at opgøre fuldførelsestiden for det samlede kandidatuddannelsesforløb. Da opgørelsen berører denne omlægningsperiode, bør tallene tolkes med forsigtighed. For bacheloruddannelserne på universiteterne var den gennemsnitlige studietid i 2003 3,7 år. De senere år ses et svagt fald i tiden til fuldførelse. For en afsluttende kandidatuddannelse var den gennemsnitlige fuldførelsestid 4,1 år. I 1994 var tiden 5,6 år. Det skyldes bl.a., at der tidligere var en overvægt af udelte kandidatuddannelser. I 2003 lå tiden for fuldførelse af ph.d.-uddannelsen på 3,9 år; i 1994 var tiden 3,5 år. Tabel 4.12 Gennemsnitlig fuldførelsestid, fordelt efter erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser, 1994–2003
Eks. 1994 svarer til undervisningsåret 1993/94. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår. Der kan forekomme manglende eller forkerte indberetninger fra institutionerne, ogderfor bør tallene i 2003 betragtes som foreløbige. 2) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002, det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 3) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning i 2003 fra Købehavns Universitet er tilgangen til humaniora, samfunds- og naturvidenskab ca. 1/3 mindre end i 2002. Figur 4.12 Gennemsnitlig fuldførelsestid, opgjort for de videregående uddannelsesgrupper, 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistisk samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.13 Ventetid før studiestartDer er ingen ventetid efter grundskolen. De fleste kommer i gang med en uddannelse umiddelbart efter sommerferien. Unge med en erhvervsgymnasial baggrund kommer nu hurtigere i gang med videreuddannelse end unge med en almengymnasial baggrund. Dog var ventetiden før påbegyndelse af en bachelor- eller kandidatuddannelse den samme for begge typer af gymnasiale uddannelser. Det primære mål er, at flest muligt gennemfører en kompetencegivende uddannelse, men et andet vigtigt mål er, at de unge kommer hurtigt i gang med fortsat uddannelse. Derved mindskes bl.a. frafaldsrisikoen, og overgangen til arbejdsmarkedet bliver fremrykket. Der er sket mange ændringer både på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Fx er adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser næsten afskaffet. På erhvervsuddannelserne har der været mulighed for at påbegynde en erhvervsuddannelse i skolepraktik, hvis de unge ikke kunne finde en egnet praktikplads. De fleste elever har dog kunnet afslutte deres erhvervsuddannelse med en ordinær uddannelsesaftale. Ventetiden bygger på modelberegninger (mediantal) og al afgang (fuldførte plus afbrudte forløb). Ventetiden opgøres for hhv. overgang fra grundskolen og fra de gymnasiale uddannelser. Tallene er summariske og kan dække over store variationer imellem de enkelte uddannelser. Ventetiden fra grundskolen til de gymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige grundforløb svarer alene til sommerferien. Dette mønster er konstant over ti år. Generelt kom unge med baggrund i en erhvervsgymnasial uddannelse hurtigere i gang med videreuddannelse end unge med en almengymnasial baggrund. Dog var ventetiden inden påbegyndelse af en bachelor- eller kandidatuddannelse ens. Fra 2003-årgangen ventede de unge, der havde en almengymnasial baggrund, 1,2 år, før de påbegyndte et erhvervsfagligt grundforløb m.v. For de korte videregående uddannelser og professionsbacheloruddannelserne lå ventetiden på hhv. 1,7 år og 2,1 år. Disse uddannelser henvender sig i nogle tilfælde til ældre studerende med erhvervserfaring. Ventetiden før påbegyndelse af bacheloruddannelserne var 1,3 år. Samme ventetid ses for påbegyndelsen af kandidatuddannelserne. Fra 2003-årgangen ventede de unge, der havde en erhvervsgymnasial baggrund, kun 0,5 år, før de påbegyndte et erhvervsfagligt grundforløb. Ventetiden til de korte videregående uddannelser og til professionsbachelorer lå begge på 1,2 år. Ventetiden før påbegyndelse af en bachelor- eller kandidatuddannelse var 1,3 år. Tabel 4.13 Median ventetid efter grundskole, almengymnasial og erhvervsgymnasial uddannelse før fortsættelse på en anden uddannelse, 1994–2003
Note: Medianventetiden er den ventetid, hvorefter 50% er fortsat i et nyt uddannelsesforløb. Ikke alle nye uddannelsesforløb vises. 1) 2003 er p.t. det seneste indberetningsår, så tallene i 2003 bør betragtes som foreløbige. 2) I 1998 og 1999 er indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til ingeniøruddannelsen mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2003. 3) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En del af de afbrudte forløb blev fejlagtigt registreret som fuldførte forløb. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil-eud ændret, således at eleverne kunne forlænge det 1-årige indgangsforløb til et 2-årigt forløb efterfulgt af praktik med kortere skoleophold end tidligere. Pr. 1. januar 2001 trådte den nye eud-reform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan variere fra 20-60 uger. Med reformens indførelse begynder de elever, der før startede på hi og ti, direkte på grundforløbet; derfor stiger tilgangen hertil. De seneste år er antallet af afbrud på grundforløb højt. Det skyldes, at den afklaring, der tidligere foregik på hi/ti, nu foregår på grundforløbet. Tallene indeholder såvel elever, der kommer via skolevejen, som elever, der allerede har en uddannelsesaftale. Elever, der kommer via praktikvejen, bliver derfor registreret på deres valgte uddannelse. En ny lov om social- og sundhedsuddannelserne trådte i kraft 1. januar 2002. Det betyder, at indgangsåret nu er afløst af et grundforløb, som nu varer 20-40 uger. Med eud-reformen i 2001 blev indgangsforløbet erstattet af et grundforløb. 4) Kandidatuddannelserne indeholder fortsat få udelte kandidatuddannelser. Pga. mangelfuld indberetning i 2003 fra Købehavns Universitet er tilgangen for lav i 2003. Figur 4.13 Median ventetid efter de almengymnasiale uddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser før fortsættelse på videre uddannelse - 2003
Kilde: Danmarks Statistisk samt egne modelberegninger fra UNI•C Statistik & Analyse. 4.14 Elever ved voksenuddannelseI 2002 var der ca. 94.800 årselever eller studenterårsværk, der modtog et tilbud om voksenuddannelse i offentligt regi. Fra 1994 til 2002 steg aktiviteten med ca. 3.400 årselever eller 3,7%. I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud. Voksenuddannelser kan opdeles i: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke-formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v. Aktiviteten i de offentlige voksenuddannelser har efter en stigende tendens i en årrække udvist et fald. I 2002 deltog ca. 84.8000 årselever/studenterårsværk i voksenuddannelse i offentligt regi. Hertil kommer den kommunalt finansierede aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven, som omfattede ca. 30.000 årselever. I 2002 var der således ca. 125.000 årselever på den samlede voksenuddannelse. Fra 1998, hvor antallet af årselever var højest, til 2002 faldt aktiviteten på de offentlige voksenuddannelser med 33.922 årselever eller 26,4%. Den samlede nedgang skyldes primært et fald i aktiviteten på de erhvervsrettede uddannelser under Åben Uddannelse (på erhvervsskoler og sosu-skoler), på AMU og daghøjskoler. Faldet på 60,0% fra 1998 til 2002 på Åben Uddannelse (på erhvervsskoler og sosu-skoler) skal bl.a. findes i en markant nedgang på pc-brugeruddannelsen. Daghøjskolernes fald på 58,8% skete pga. indførelsen af et aktivitetsloft over antallet af årselever. Aktivitetsfaldet fra 1998 til 2002 på 52,8% på AMU-uddannelser-ne skyldes primært en finansieringsomlægning i 2000, der begrænsede lediges muligheder for at deltage på AMU, samt tilgangsbegrænsninger pga. indførelsen af tilskudsrammer. Det højeste antal årselever viste sig for dansk som andetsprog med en aktivitet på 20.429 årselever i 2002. Fra 1994 til 2002 steg aktiviteten med hele 57,2%. En del af de årselever, der befandt sig på en voksenuddannelse, havde været eller var aktive i arbejdsstyrken – som beskæftigede eller som arbejdssøgende eftersom dele af voksenundervisningen finder sted i deltagernes fritid. Det gælder især for Åben Uddannelse, de korte højskolekurser og aftenskoleundervisningen. Tabel 4.14 Årselever/studenterårsværk ved voksenuddannelser i offentligt regi, 1994-2002
Noter: Eks. 1994 svarer til undervisningsåret 1994/95. Da redaktionen lukkede, var de seneste opgjorte tal frem til 2002. 1) Kun aktivitet/udgifter til 1/7 2002, hvorefter daghøjskoler ved lovændring blev overført til kommunalt regi. Der er endnu ikke indberettet kommunal daghøjskoleaktivitet for andet halvår 2002. 2) Lange kurser er på 12 uger eller mere korte kurser er på under 12 uger. 3) Amtsrådsforeningens opgørelse pr. skoleår. 2001-tallene er skoleår 2000/01, 2000-tallet er skoleåret 1999/00. osv. Der foreligger endnu ikke tal for 2002, og derfor er 2001-tallet anvendt som vejledende. 4) Fra 2001 vedrører en del af aktiviteten over Åben Uddannelse finansieret af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF). 5) Der går 756 timer på et årsværk. 6) Der er ikke foretaget indberetninger siden 1999. Derfor er 1999-tal anvendt som vejledende for de seneste år. 7) Læsekurser udfaset i 2001 og afløst af FVU. Udgangspunkt i ARF's kursisttal (825 kursisttimer pr. årselev). Ekskl. daghøjskolernes egen fvu-aktivitet under daghøjskoleloven (mulig indtil 1/1-2003). 8) Ekskl. indtægtsdækket virksomhed. 9) Direktoratet for FødevareErhvervsuddannelser. Figur 4.14 Årselever/studenterårsværk på udvalgte voksenuddannelser i offentligt regi, 1994-2002
Kilde: "Voksenuddannelser i tal - 2003", Undervisningsministeriet. 4.15 Voksnes efteruddannelsesaktivitet i Danmark og i udvalgte landeVoksne danskeres efteruddannelsesniveau ligger helt i top, viser en europæisk undersøgelse fra 2004. Efteruddannelsesaktiviteten er høj i de nordiske lande. Danmark placerer sig, som det land med mest efteruddannelse i undersøgelsen af efteruddannelsesaktiviteten i EU-landene. Den europæiske undersøgelse af efteruddannelsesaktivitet og anden livslang læring er foretaget af The European Centre for Development of Vocational Training (Cedefop), som er en institution under EU. Undersøgelsen fandt sted i 2004 med udgangspunkt i befolkningens efteruddannelsesaktivitet i 2003. Projektet er igangsat med det formål at indsamle information om livslang læring udfra interviewpersonernes egen opfattelse. Undersøgelsesgrundlaget er tilfældigt udvalgte europæere over 25 år fra de 15 EU-lande (før 2004). Den generelle deltagelse i efteruddannelse i EU, de sidste 12 måneder før undersøgelsen, tegner et billede af en meget stor andel, der ikke deltager i efteruddannelse (71%). Men dette generelle resultat modificeres, når de enkelte landes niveau for efterud-dannelse betragtes. Deltagelsen i efteruddannelse er højest i Danmark, Finland, Island og Sverige (alle er tæt ved 50%) og relativt høj i Nederlandene, Norge og UK (ca. 40%). Det er disse lande, Danmark normalt sammenligner sig med, hvorfor placeringen absolut i top må betragtes som tilfredsstillende. Under det europæiske gennemsnit for efteruddannelse ligger Belgien, Frankrig og Portugal (under 27%). Karakteristisk for undersøgelsen af efteruddannelse i EU-landene er opdelingen mellem nordeuropæiske og sydeuropæiske lande. De nordeuropæiske lande og UK ligger i top med hensyn til efteruddannelsesaktivitet, mens gruppen af sydeuropæiske lande ligger betydeligt lavere. Tabel 4.15 Voksnes efteruddannelsesniveau i Danmark og udvalgte lande - 2003
Anm. Pga. afrundinger summer tallene ikke altid til 100%. Figur 4.15 Voksnes efteruddannelsesniveau i Danmark og udvalgte lande - 2003
Kilde: Lifelong learning: citizens' views in close-up. Cedefop, 2004. 5. ResultaterResultatet af uddannelsesindsatsen afspejler sig bl.a. i befolkningens uddannelsesniveau, overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked og de unges kompetencer. Den voksne befolknings uddannelsesniveau afspejler de sidste mange års uddannelsesindsats og befolkningens uddannelsesmæssige sammensætning. Uddannelsesniveau er også en indikator for, hvor stor en
uddannet potentiel arbejdskraft der findes i det danske samfund. Uddannelsesprofilen belyser, hvordan den endelige uddannelsesprofil forventes at blive for ungdomsårgangen, der forlader grundskolen nu, herunder andelen, der forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse, og dem, som ikke får andet end studiekompetence. Et umiddelbart resultat af uddannelsesindsatsen er de unges forventede tid i uddannelsessystemet. Overgang fra uddannelse til anden uddannelse eller til arbejdsmarkedet er tillige et centralt mål til at vise resultater af den samlede uddannelsesindsats. Overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked kan bl.a. belyses ved arbejdsmarkedsstatus og indkomst fordelt efter uddannelsesniveau. De 15-åriges læse-, matematik- og naturvidenskabelige kompetencer viser, hvor godt de unge er forberedt til at møde udfordringerne i dagens samfund, og kan hjælpe til at belyse resultatet af indsatsen i grundskolen.
5.1 Befolkningens uddannelsesniveau i Danmark og de øvrige EU-lande83% af den danske befolkning (25-64-årige) har mindst en ungdomsuddannelse. Uddannelsesniveauet i Danmark er højt i forhold til gennemsnittet i EU-25-landene, som er 70%. I Danmark havde 83% af den voksne befolkning (25-64-årige) i 2004 mindst en ungdomsuddannelse. 17% af den voksne danske befolkning havde dermed kun en grundskoleuddannelse som højeste afsluttede uddannelse. Uddannelsesniveauet er ifølge denne opgørelse højt i Danmark i forhold til EU-landenes gennemsnit. I EU-25-landene som gennemsnit havde 30% kun en grundskoleuddannelse, 48% en ungdomsuddannelse og 22% en videregående uddannelse som højeste afsluttede uddannelse. Den del af Danmarks voksne befolkning, som har mindst en ungdomsuddannelse, ligger ca. 15 procentpoint over EU-25-gennemsnittet på knap 70%. Højere gennemsnit ses for de nye lande i EU. I fx Tjekkiet og Estland har omkring 89% af den voksne befolkning mindst en ungdomsuddannelse. Den andel af den voksne danske befolkning, som har en videregående uddannelse, er 33%, hvilket er betydeligt over EU-25-gennemsnittet på 22%. Danmark ligger helt i top, da højeste andel med en videregående uddannelse ses i Finland, hvor 34% af den voksne befolkning i 2004 havde en videregående uddannelse. Forskellen på uddannelsesniveauerne er stor i EU-25-landene. Fx udgør andelen af den voksne befolkning, som har mindst en ungdomsuddannelse, 25% i Portugal mod 89% i Estland. Til denne opgørelse er anvendt data fra Eurostat (EU's statistiske kontor) som kilde. Ofte anvendes Danmarks Statistiks uddannelsesregister til denne type opgørelser, hvilket resulterer i et lavere uddannelsesniveau for Danmark i forhold til opgørelser med interviewundersøgelser som kilde. Tabel 5.1 Befolkningens uddannelsesniveau i Danmark og i udvalgte lande, 26-65-årige – 2004
Note: Nederlandene er ikke medtaget, da der ikke findes data. Figur 5.1 Befolkningens uddannelsesniveau i Danmark og de øvrige EU-lande, 25-64-årige – 2004
Kilde: Eurostat. 5.2 Uddannelsesprofil for en ungdomsårgangCa. 75% af 2003-ungdomsårgangen forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse. 52,0% af kvinderne afslutter en videregående uddannelse mod 37,2% af mændene. 15,7% vil ikke få nogen form for studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse. Det kan beregnes, hvordan den endelige uddannelsesprofil bliver for 2003-årgan-gen (unge, der i 2003 påbegynder grundskolens 8. klassetrin). Resultatet viser bl.a. andelen, der forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse, dvs. at fuldføre en erhvervsfaglig eller en videregående uddannelse. Man får et overblik over slutresultatet for årets årgang af elever på 8. klassetrin, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, som svarer til den, deres ældre medstuderende har udvist i løbet af året. Tallene indikerer, hvor langt vi er nået i opfyldelsen af regeringens målsætning om, at mindst 85% af en ungdomsårgang i 2010 skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 95% i 2015, samt at mindst 45% af årgangen i 2010 skal gennemføre en videregående uddannelse og mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015. 75,0% af 2003-ungdomsårgangen vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse, fordelt således: 30,6% med en erhvervsfaglig uddannelse og 44,5% med en videregående uddannelse (hertil kommer i øvrigt en del efter- og voksenuddannelser, som ikke medregnes i opgørelsen). I 1990 var det kun 66%, der fik en erhvervskompetencegivende uddannelse (fremgår ikke af tabellen). Andelen, der aldrig fortsætter efter grundskolen, var ca. 5%, og 15,7% af 2003-årgangen forventes aldrig at få nogen form for kompetence. Flere kvinder (52,0%) end mænd (37,2%) får en videregående uddannelse. 79,4% af kvinderne afslutter en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 70,8% af mændene. Kvinderne er ligeledes overrepræsenteret på længevarende uddannelser og meget markant på de mellemlange videregående uddannelser (30,7% mod mændenes 16,3%). Mændene har til gengæld større andele på de korte videregående uddannelser (6,5% mod kvindernes 5,9%) som de erhvervsfaglige uddannelser (33,6% mod kvindernes 27,4%). På de lange videregående uddannelser vil flere kvinder end mænd få en uddannelse (15,4% kvinder mod 14,4% mænd). Tabel 5.2 Forventet samlet uddannelsesprofil for en ungdomsårgang fordelt efter uddannelses- og kompetenceniveau samt køn – 2003
Note: Bemærk, at summerne af tilgange og afgange fra de enkelte grupper kan afvige pga. afrundinger. Ud over de ordinære uddannelser indgår hf-enkeltfag, HD, ED og merkonomer. Følgende uddannelser indgår ikke: fri ungdomsuddannelse, produktionsskoler, egu og voksen- og efteruddannelse. Tallene er korrigeret for indberetningsmangler. MVU indeholder: professionsbachelorer, universitetsbachelorer og øvrige mellemlange videregående uddannelser (fx bygningskonstruktører m.v.). Figur 5.2 Forventet samlet uddannelsesprofil for en ungdomsårgang, fordelt efter kompetenceniveau samt køn – 2003
Kilde: Danmarks Statistisk samt modelberegninger foretaget for Undervisningsministeriet af UNI•C Statistik & Analyse. 5.3 De nyuddannedes indplacering på arbejdsmarkedetDen samlede ledighed for alle de nyuddannede i 2002-arbejdsstyrken var 9,4% mod den samlede arbejdsstyrkes ledighed på 6,7%. De seneste års tendens til stigende ledighed har også vist sig for de nyuddannede. I 2002 var 26,6% af de nyuddannede i arbejdsstyrken med en kort videregående uddannelse ledige, og tallet for de kandidatuddannede var 24,9%. Mange nyuddannede rammes ofte i kortere eller længere perioder af ledighed efter endt uddannelse. Under mindre gunstige konjunkturer vil det oftest være de nyuddannede, som har sværest ved at finde beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Selv under højkonjunktur vil en del af de nyuddannede i kortere eller længere perioder opleve ledighed. Fra 2001 til 2002 er arbejdsmarkedsstatikken omlagt, og derfor er der databrud i denne periode. Nyuddannede defineres som dem, der op til 1 år efter deres højeste fuldførte uddannelse befandt sig i arbejdsstyrken enten som ledige eller beskæftigede. Arbejdsstyrken er og var markant repræsenteret af personer, som har været færdiguddannede i 4 år og derover. I 2002 udgjorde disse ca. 87% af den danske arbejdsstyrke (fremgår ikke af tabellen). De sidste år viser en stigende ledighed i arbejdsstyrken. Dette mønster ses også for de nyuddannede. Den samlede ledighed i 2002, uanset dimissionsalder i arbejdsstyrken, var 6,7%. Den højeste ledighed for hele arbejdsstyrken i 2002 ses for personer med uoplyst uddannelsesbaggrund (17,3%), efterfulgt af personer alene med en grundskoleuddannelse (11,2%). Lavest var den samlede ledighed for mellemlange videregående uddannede (3,0%) og ph.d. (2,0%). De nyuddannedes samlede ledighed i 2002 var 9,4%. Dette er 2,7 procentpoint over den samlede arbejdsstyrkes ledighed. For nyuddannede med en erhvervsfaglig hovedforløbsuddannelse var ledigheden 9,4% i 2002. For de nyuddannede med en mellemlang videregående uddannelse var ledigheden i samme år 8,1%. De nyuddannede med en kort videregående uddannelse var dem, der havde sværest ved at vinde indpas på arbejdsmarkedet lige efter endt uddannelse. Deres ledighed udgjorde hele 26,6% i 2002. Også de nyuddannede kandidater havde svært ved at komme i beskæftigelse; i 2002 var ledigheden 24,9%. Set fra 1997 til 2002 havde både de nyuddannede med en kort videregående uddannelse og de nyuddannede med en kandidatuddannelse de højeste ledighedsprocenter. Tabel 5.3 De nyuddannedes ledighed sammenlignet med den samlede ledighed i arbejdsstyrken opgjort på højeste fuldførte uddannelse (15-69-årige). Procenterne er beregnet inden for hver uddannelsesgruppe, 1997– 2002
Note: Ledigheden i arbejdsstyrken er opgjort i uge 48 efter højeste fuldførte uddannelse. Ledige indeholder aktiverede, og derfor er ledighedstallene højere end ledighedstallene, som er opgjort i tabel 5.4. Uddannelsessøgende, der arbejder under 28 timer om ugen, er talt uden for arbejdsstyrken som studerende. * Fra 2001 til 2002 er der sket registeromlægning se evt.
http://www.uddannelsesstatistik.dk/pls/login/ndb?z_sessionid=88635223 Figur 5.3 De nyuddannedes ledighed og den samlede ledighed i alt (15-69-årige), 1997–2002
Kilde: Netpublikationen: http://static.uvm.dk/publikationer/2005/befolkning/ udarbejdet af UNI•C Statistik & Analyse for Undervisningsministeriet. 5.4 Ledighed og uddannelseLedigheden er faldet markant fra 1994 til 2003. I 2003 lå den samlede ledighed på 4,6% mod 12,3% i 1994. Kvindernes ledighed er fortsat højere end mændenes. I 2003 var kvindernes ledighed 4,9% mod mændenes 4,4%. Generelt gælder, at jo højere uddannelse, jo lavere ledighed, men der findes undtagelser fra reglen. Ledigheden er faldet markant. Den samlede ledighed faldt fra 12,3% til 4,6% fra 1994 til 2003. Fra 2002 til 2003 steg ledigheden dog svagt. Knækket i ledighedskurven fra 1995 til 1996 kom alle uddannelsesgrupper til gode, også personer uden afsluttet erhvervskompetencegivende uddannelse. Ledigheden for gruppen: grundskole-, gymnasial og uoplyst uddannelsesbaggrund, lå på 6,7% i 2003 mod 17,2% i 1994. Disse personer har, ikke overraskende, generelt langt større ledighedsrisiko end personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse. For personer med en erhvervsfaglig uddannelse var ledigheden i 2003 4,1% mod hele 10,6% i 1994. I 2003 udgjorde ledigheden for personer med en kort videregående uddannelse 4,4%; i 1994 lå den på 9,4%. Ledigheden for personer med en mellemlang videregående uddannelse var den laveste af alle grupper (i 2003 2,2%). Universitetsbachelorernes og kandidaternes ledighed lå i 2003 på hhv. 4,9% og 3,5%. I 2003 var kvindernes ledighed på nær ledigheden blandt kvinder med mellemlange videregående uddannelser – for alle uddannelsers vedkommende højere end mændenes. Den samlede ledighed for kvinder udgjorde i 2003 4,9% mod mændenes 4,4%. De kvinder, som ikke havde en afsluttet erhvervskompetencegivende uddannelse (inkl. uoplyst uddannelse) i 2003, havde en ledighed på 7,4% mod mændenes 6,1%. De sidste ti års fald i kvindernes ledighed er større end faldet i ledigheden for mændene. Fra 1994 til 2003 faldt kvindernes ledighed med 8,5 procentpoint, mændenes faldt med 6,9 procentpoint. Tabel 5.4 Ledighedsprocent af arbejdsstyrken, fordelt efter højeste fuldførte uddannelsesniveau og køn (15-69-årige), 1994–2003
Note: Ekskl. uddannelsessøgende. I denne ledighedsberegning indgår aktiverede personer ikke, og derfor er ledighedstallene lavere end ledighedstallene i tabel 5.3. 1) Uoplyst uddannelse er personer, som Danmarks Statistik ikke har uddannelsesoplysninger på, fx indvandrere. Figur 5.4 Samlet ledighedsprocent af arbejdsstyrken, fordelt efter højeste fuldførte uddannelsesniveau (15-69-årige), 1994–2003
Kilde: Danmarks Statistiks Statistikbank, Tabel HFU2. 5.5 Forventet tid i uddannelse, beskæftigelse og ledighed for de unge i Danmark og i udvalgte landeI Danmark er de 15-29-årige 8,1 år i uddannelse og 6,9 år uden for uddannelsessystemet. I de 8,1 år, de danske unge er i gang med en uddannelse, er de samtidig beskæftigede i 4,6 år. Danske unge er dermed mange år i uddannelse og samtidig i beskæftigelse i forhold til unge i andre lande. De 15-29-årige er 8,1 år i uddannelsessystemet og 6,9 år uden for uddannelsessystemet. Danmark er dermed det land sammen med Finland, hvor de unge er længst tid i gang med en uddannelse i forhold til de øvrige lande, der indgår i opgørelsen. I gennemsnit for landene, der indgår i opgørelsen, er de unge i 6,4 år i gang med en uddannelse og i 8,6 år uden for uddannelsessystemet i nævnte aldersgruppe. Denne opgørelse belyser de 15-29-åriges forventede tid i uddannelse (opdelt på tid i og uden for beskæftigelse) samt tid uden for uddannelsessystemet (opdelt på tid som beskæftiget, ledig og uden for arbejdsstyrken). Der kan være forskelle på, hvordan landene opgør ledigheden (på årsbasis eller på et bestemt tidspunkt). Der er meget store forskelle mellem landene på den forventede tid i uddannelsessystemet – fra 3,2 år i Tyrkiet til 8,1 år i Danmark. I den største del af landene er de unge i alderen 15 til 29 år, i gang med en uddannelse mellem 5 og 7 år. I de 8,1 år, danskerne i aldersgruppen 15-29-årige er i gang med en uddannelse, er de samtidig i beskæftigelse i 4,6 år, hvilket er meget højt i forhold til de øvrige lande. Her er de unge således typisk i beskæftigelse i 2 år eller mindre, samtidig med at de er i gang med en uddannelse. Dog ligger Island og Schweiz relativt højt, begge med 3,9 år i beskæftigelse. I årene, hvor de 15-29-årige i Danmark ikke er i gang med en uddannelse, forventes de at være ledige i 0,4 år og uden for arbejdsstyrken i 0,5 år. Ungdomsledigheden og den forventede tid uden for arbejdsstyrken er dermed lav i Danmark i forhold til de øvrige lande. I gennemsnit for de deltagende lande er de unge ledige i 0,8 år og uden for arbejdsstyrken i 1,3 år.
1) Kun 15-24-årige. Figur 5.5 Forventet tid i og uden for uddannelse, beskæftigelse og ledighed for de 15-29-årige i Danmark og udvalgte lande – 2002
Kilde: ”Education at a Glance, 2004, tabel c4.1a)”, OECD. 5.6 Indkomst fordelt efter uddannelsesniveau i Danmark og i udvalgte landeI Danmark som i andre lande stiger indkomsten normalt med uddannelsesniveauet. I Danmark er indkomstspredningen dog relativt lille sammenlignet med spredningen i andre lande. Med stigende uddannelsesniveau følger normalt stigende indkomst. Det gælder for Danmark som for andre lande. Indkomstspredningen varierer dog meget landene imellem. Danmark hørte i 2002 til de lande, der har mindst forskel i lønindkomsten mellem personer med en kort og personer med en lang uddannelse. Fx. tjener en mand (25-64 år) med alene en grundskoleuddannelse, hvad der svarer til 87% af, hvad en mand med en ungdomsuddannelse som højst afsluttede uddannelse tjener. En mand med en kort videregående uddannelse tjener 110% af gennemsnittet for gruppen med en ungdomsuddannelse, og en mand med en mellemlang eller universitetsuddannelse 139%. Der er i Danmark en relativt stor forskel i lønindkomsten mellem personer med en ungdomsuddannelse og personer med mellemlang videregående uddannelse/universitetsuddannelse, men i en international sammenhæng er forskellen ikke stor. Personer med en grundskole-uddannelse som højeste fuldførte uddannelse tjener, som det ses, noget mindre end personer med en ungdomsuddannelse, og forskellen for disse grupper er større end i fx Finland for både mænd og kvinder. Generelt er indkomstspredningen stor i fx USA, UK og Portugal, mens den er mindre i fx Norge og Schweiz. En forklaring på, at kortuddannede i Danmark har så relativt høj en indkomst, kan være, at der er forholdsmæssigt mange på arbejdsmarkedet uden erhvervs-kompetencegivende uddannelse, men med lang almen uddannelse suppleret med forskellige former for efteruddannelse. Efteruddannelse medregnes ikke i denne opgørelse, så gruppen af ufaglærte omfatter i Danmark mange reelt, men ikke formelt kvalificerede. Lønspredningen er lidt mindre for kvinder end for mænd i Danmark, mens der er betydeligt større forskel mellem mænd og kvinders lønspredning i fx Ungarn. Tabel 5.6 Gennemsnitlig indekseret indkomst for 25-64-årige, fordelt efter uddannelse og køn i Danmark og i udvalgte lande – 2002
Note: Indkomsten er defineret som lønindkomst. Opgørelsen er ikke vægtet for heltid/deltid. Der er mange forskelle landene imellem med hensyn til opgørelsesmetoder og definitioner. 1) 1997, 2) 1998, 3) 1999, 4) 2000, 5) 2001 Figur 5.6 Gennemsnitlig indekseret indkomst for 25-64-årige kvinder, fordelt efter uddannelse i Danmark og i udvalgte lande – 2002
Kilde: Education at a Glance 2004 (tabel A11.1a.), OECD. 5.7 15-åriges læse-, matematik- og naturvidenskabelige kompetencer i Danmark og i udvalgte landeDe danske resultater fra OECD-undersøgelsen PISA viser, at læsefærdighederne i Danmark er som gennemsnittet for alle de deltagende lande. Matematikfærdighederne ligger i den bedste halvdel og naturfagsfærdighederne i den dårligste. Resultaterne fra anden runde af OECD-undersøgelsen ”Programme for International Student Assessment (PISA)” fra 2003 viser, hvor godt unge mennesker omkring afslutningen af grundskolen er forberedt til at møde udfordringer i dagens og fremtidens samfund. PISA fokuserer på de unges evne til at reflektere, bruge deres viden og erfaringer samt håndtere problemer i forhold til deres eget liv. Disse resultater omfatter tre faglige områder: læsning, matematik og naturfag. Målingerne forudsætter, at eleverne forstår at analysere og reflektere over indholdet i de stillede opgaver. Resultaterne viser, at de 15-åriges læse-færdigheder i Danmark er som gennemsnittet for alle de deltagende lande. Matematikfærdighederne ligger i den bedste halvdel og naturfagsfærdighederne i den dårligste. De danske elevers læsefærdigheder ligger med en score på 492 lige omkring gennemsnittet for hele OECD (494). De danske resultater er på niveau med resultaterne i Norge og Island, mens de svenske resultater er lidt bedre (514), og Finland placerer sig helt i top med en score på 543. Danske elevers færdigheder i matematik ligger i den bedste halvdel med en score på 514 mod et OECD-gennemsnit på 489. I Norden har kun Finland og Island et højere niveau. Danmark placerer sig med en score på 475 i færdigheder i naturfag et stykke under gennemsnittet for OECD på 496. I alle de øvrige nordiske lande er niveauet højere end i Danmark. Ud over de tre faglige områder indgår der i den internationale færdighedsundersøgelse også målinger af elevernes sociale og personlige kompetencer. Resultaterne viser bl.a., at danske elever i international sammenhæng føler en rimelig høj grad af tilknytning til skolen og er interesserede og samarbejdsvillige i skoleregi (fremgår ikke af tabellen). Tabel 5.7 15-åriges læse-, matematik- og naturvidenskabelige kompetencer i Danmark og udvalgte lande opgjort på scorer - 2003
Note: Data for UK er ikke medtaget, da svarprocenten var for lav. Figur 5.7 15-åriges læsekompetencer i Danmark og udvalgte lande opgjort på scorer - 2003
Kilde: Learning for tomorrow's world. First results from PISA 2003. Programme for International Student Assessment (PISA). 5.8 Befolkningen fordelt efter højeste fuldførte uddannelseUddannelsesniveauet i Danmark stiger fortsat. I de seneste år er der blevet langt færre med kun en grundskoleuddannelse og flere med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse. I 2003 havde 55,0% af befolkningen (15-69-årige) en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 1994 var det kun 48,1% af befolkningen. I 2003 havde flere kvinder end mænd en videregående uddannelse. Der er generationsforskelle i aldersgruppen, idet ældre normalt har fået en del mindre uddannelse, målt i uddannelsesår, end yngre. En betydelig del af de ældre har kun 7 års skolegang. I 1972 blev undervisningspligten hævet til 9 år, og herefter har stort set alle fået mindst 9 års skolegang. Især mange yngre har deltaget i forskellige former for voksenuddannelse (indgår ikke i opgørelsen). Endelig har en del af gruppen med grundskoleuddannelse været i gang med fx en erhvervsfaglig uddannelse uden at afslutte den. Hertil kommer gruppen af uoplyste (3,0% i 2003), som principielt kan have fuldført en uddannelse på et hvilket som helst uddannelsesniveau. Fra 1994 til 2003 steg uddannelsesniveauet i Danmark (15-69-årige). I 1994 havde mindst 48,1% af befolkningen en erhvervskompetencegivende uddannelse mod mindst 55,0% i 2003. I 2003 havde 33,5% af de 15-69-årige en grundskoleuddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Denne andel har været konstant faldende siden 1994. Faldet udgør 8,2 procentpoint. I 2003 havde 8,5% af befolkningen en gymnasial uddannelse som højeste fuldførte uddannelse, heraf 6,2% en almen- og 2,3% en erhvervsgymnasial uddannelse. Af de 55,0% af befolkningen, der havde erhvervet sig en erhvervskompetencegivende uddannelse, har 33,9% en erhvervsfaglig uddannelse og 21,1% en videregående uddannelse. Personer med en lang videregående uddannelse udgjorde samlet 5,0%. Andelen af personer med en videregående uddannelse steg med 1,5 procentpoint fra 1994 til 2003. I 2003 havde 19,6% af mændene i befolkningen en videregående uddannelse. Kvindernes andel var 22,8%. Det tager år at ændre væsentligt på befolkningens samlede uddannelsesniveau. Der skal mange nye årgange af bedre uddannede unge til at opveje ældre årganges lavere uddannelsesniveau. Effekten af, at flere af en årgang unge får en ungdomsuddannelse, og af et stærkt øget optag til de videregående uddannelser, viser sig derfor først rigtigt i løbet af mange år. Tabel 5.8 Befolkningen (15-69-årige), fordelt på højeste fuldførte uddannelsesområde og køn, 1994-2003
Note: Omfatter 15-69-årige ekskl. voksen- og efteruddannelse. Opgjort på højeste fuldførte uddannelse og er inkl. uddannelsessøgende. 1) En overvejende del er indvandrere og efterkommere, der ikke har fuldført en uddannelse i Danmark, men også personer, som Danmarks Statistik ikke har uddannelsesoplysninger på. Figur 5.8 Befolkningen (15-69-årige), fordelt på højeste fuldførte uddannelsesområde, 1994, 1998 og 2003
Kilde: Danmarks Statistiks Statistikbank, Tabel HFU1. 5.9 Arbejdsstyrkens uddannelsesmæssige sammensætningI 2002 udgjorde den samlede arbejdsstyrke i Danmark ca. 2,681 mio. personer. Arbejdsstyrkens samlede uddannelsesniveau steg. Den samlede arbejdsstyrke består af personer, som er i beskæftigelse, og personer, som er ledige, opgjort efter højeste fuldførte uddannelse. I 2002 udgjorde arbejdsstyrken (15-69-årige) 2.681.434 personer. Det svarer til omkring 70,5% af befolkningen i aldersgruppen. Et mindre antal i arbejdsstyrken havde alene fuldført en grundskoleuddannelse. I 2002 var det ca. 680.200 personer. Fra 1997 til 2002 faldt antallet pænt med 12,1%. Rundt regnet 40% af 2002-arbejdsstyr-ken (ca. 1,067 mio. personer) havde en erhvervsfaglig uddannelse. Fra 1997 til 2002 steg antallet endvidere med 2,4%. I 2002 havde ca. 692.300 personer i arbejdsstyrken en videregående uddannelse. Heraf havde 53,1% en mellemlang videregående uddannelse. I 1997 var der ca. 600.100 personer med et videregående uddannelsesforløb. Antallet steg således pænt i perioden (en stigning på 15,4%). Antallet af personer i arbejdsstyrken med en uoplyst uddannelsesbaggrund steg fra ca. 41.200 personer i 1997 til ca. 47.000 personer i 2002. Dette svarer til en stigning på 14,1%. Andelen med en uoplyst uddannelsesbaggrund lå på mellem 1,5% og 1,9% af arbejdsstyrken. Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau steg i den betragtede periode. Det ses, ved at andelen med alene en grundskoleuddannelse i arbejdsstyrken faldt fra 29,1% i 1997 til 25,4% i 2002. Derimod lå andelen med en gymnasial baggrund nogenlunde stabilt. Det ses tillige, at omkring 39-40% af arbejdsstyrken havde en erhvervsfaglig uddannelse, og ca. 26,0% havde en videregående uddannelse. For de videregående uddannelser ses en stigende andel af personer i arbejdsstyrken; i 1997 udgjorde de ca. 23,0%. Tabel 5.9 Arbejdsstyrken (15-69-årige) opgjort på højeste fuldførte uddannelse, 1997-2002
Note: Uddannelsessøgende, der arbejder under 28 timer om ugen, er ikke talt med (indgår i gruppen uden for arbejdsstyrken som studerende, fremgår ikke af denne tabel). Arbejdsstyrken er målt i uge 48. * Fra 2001 til 2002 er der sket registeromlægning, se evt.
http://www.uddannelsesstatistik.dk/pls/login/ndb?z_sessionid=88635223 Figur 5.9 Den procentvise fordeling af arbejdsstyrken, opgjort på højeste fuldførte uddannelse - 2002
Kilde: Netpublikationen: http://static.uvm.dk/publikationer/2005/befolkning/ udarbejdet af UNI•C Statistik & Analyse for Undervisningsministeriet.
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Til sidens top |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Denne side indgår i publikationen "Tal der taler 2005" som hele publikationen