7 Styrkelse af lærerkompetencer

Lærernes kompetencer er den mest afgørende faktor for succesrig undervisning, og de kræver kontinuerlig pleje og udvikling. I hele det danske uddannelsessystem er investering i medarbejderudvikling imidlertid et forsømt område.

Det eksisterende lærerkorps i naturfagene har forudsætningerne for den omstillingsproces som er påkrævet for at nå de mål der beskrives i nærværende strategiplan. De nødvendige redskaber til denne proces efter- og videreuddannelse, lokalt og regionalt udviklingsarbejde, fagligt kollegiale kulturer og fagdidaktisk forskning er imidlertid for svage eller ikke eksisterende i dag. Inden for disse områder er der derfor behov for en systematisk, koordineret og målrettet indsats over en årrække.

Gennem dette kapitel refereres der til lærere som en samlet betegnelse for undervisere på alle uddannelsesniveauer.

Oprettelse af faglige lærerteam på uddannelsesinstitutionerne vil være en nøgle til at skabe sammenhæng horisontalt mellem fagene på et givet uddannelsestrin og vertikalt mellem de successive uddannelsestrin. De faglige lærerteam skal i fællesskab have ansvar for undervisningen i naturfagene og herunder for sikring af den ønskede flerfaglighed mellem naturfagene og med andre fag. Herved vil sådanne team være et effektivt værktøj til at bryde den jævnligt påpegede isolation af naturfagene i uddannelsessystemet.

Ledelser af uddannelsesinstitutioner skal se et sådant fagligt lærerteam som et nødvendigt forum for flerfagligt samarbejde hvor udvikling af nye undervisningsmaterialer, afprøvning af nye samarbejdsformer og fagdidaktisk diskussion kan foregå på kvalificeret måde.

I folkeskolen, som præges af en generelt svag fagdidaktisk kultur, og hvor der ofte kun er ganske få lærere til at undervise i de små naturfag, vil et fagteam med ressourcer til fagligt og fagdidaktisk samarbejde bidrage til en naturfaglig læreridentitet og skabelse af en naturfaglig kultur på skolen. Skoleledelsen skal således i mindre omfang basere undervisningen på den enkelte lærers isolerede indsats, men i langt højere grad på støtte til faglærerteam som struktureret arbejder med flerfaglige problemstillinger. Dialog og forpligtende samarbejde mellem lærerteam på for eksempel en folkeskole og et nabogymnasium, evt. med udveksling af undervisere, vil også udgøre positive bidrag i brobygningsarbejdet mellem forskellige uddannelsestrin.

På andre uddannelsestrin gør andre strukturelle, personalemæssige og økonomiske forhold sig gældende, men arbejdsgruppens anbefalinger om efter- og videreuddannelse af lærerkorpset med fokus på faglige lærerteam skal også her ses som en nødvendig vej mod en styrkelse af lærerkompetencerne op gennem hele uddannelsessystemet.

Indholdet af efter- og videreuddannelsen af lærerkorpset kan have mange former. Inden for nogle grene af uddannelsessystemet er det ønskeligt med en opgradering på den faglige front, mens det i andre grene er ønskeligt med efteruddannelse inden for det fagdidaktiske område. I eksempelvis folkeskolelæreruddannelsen står det almenpædagogiske og almendidaktiske relativt stærkt, men på et noget spinkelt naturfagligt grundlag. Omvendt forholder det sig for eksempel i gymnasielæreruddannelsen, hvor fagligheden er stærk, men det pædagogiske, almendidaktiske og fagdidaktiske forholdsvist svagt. Fælles for efter- og videreuddannelsestilbuddene er vigtigheden af at der bliver lagt vægt på aktiverende undervisningsformer, evaluering som udviklingsredskab for både eleven/den studerende og underviseren, og eleverne som læringsressourcer.

Diskussionen om naturfagenes krise og behovet for en styrkelse af den naturfaglige uddannelseskultur har hidtil overvejende været ført på nationalt plan. I kommuner, amter, i skolebestyrelser og hos skoleledelserne har denne diskussion haft en yderst beskeden genklang. Dette afspejles lokalt hos beslutningstagerne i en manglende prioritering af blandt andet midler til efteruddannelse af naturfagslærere og til udviklingsarbejder på området. Interessen for efteruddannelse og udvikling er til stede blandt naturfagslærerne, men denne interesse får ikke noget lokalt medspil. Løsning af konflikten mellem den forskellige nationale og lokale prioritering af naturfagenes rolle og udvikling er en af hovednøglerne hvis denne rapports anbefalinger skal kunne føres ud i livet. Forpligtende politiske aftaler mellem stat, amter og kommuner synes derfor nødvendige, men først skal der etableres en fælles forståelse af problemets vigtighed.

I bestræbelserne på at udvikle et effektivt efter- og videreuddannelsessystem for lærere på alle uddannelsesniveauer og samtidig drage nytte af allerede eksisterende ordninger og instanser skal et antal udviklingskonsulentstillinger oprettes. Konsulenternes arbejdsfelt skal hovedsageligt være af koordinerende karakter og dække alle uddannelsesniveauer, inkl. det tertiære. Udviklingskonsulenterne skal samarbejde med Undervisningsministeriets fagkonsulenter. Konsulentsystemet anvendes i denne funktion til systematisk at udvikle sammenhængen i faglærerteamarbejdet, horisontalt mellem fagene og vertikalt mellem uddannelsesniveauerne, ligesom det skal kunne bidrage til kvalitetssikring af lokale udviklingsprojekter samt udarbejdelse af lokale læseplaner. Brobygningsarbejde mellem successive uddannelsesniveauer skal have central placering og blandt andet indbefatte udveksling af lærerkræfter. I det decentrale danske skolesystem vurderes det at ca. 0,5% af lærerressourcerne bør afsættes til varetagelse af koordineringsopgaver.

Læreruddannelsessystemet i Danmark er resultatet af en lang historisk udvikling, hvilket er en af årsagerne til en enestående grad af spredning på forskellige institutioner som ikke mentalt har meget med hinanden at gøre. Læreruddannelserne i natur fag er lokaliseret ved pædagogseminarier, seminarier og universiteter og andre typer af institutioner med vidt forskellige paradigmer og idealer mht. den indbyrdes balance mellem fag, fagdidaktik og pædagogik. I modsætning til i mange andre lande er der således ikke et naturligt forum for at indtænke eksempelvis progressionen i undervisningen fra førskoleniveau til universitetsniveau.

De meget forskellige skole- og læreruddannelseskulturer uden indbygget gensidig kommunikation er den væsentligste blandt årsagerne til de alvorlige brobygningsproblemer som kan konstateres overalt i det danske uddannelsessystem. Problemerne findes fra indslusningen i folkeskolen til udslusningen på arbejdsmarkedet, med frafaldsproblemer og spild af menneskelige ressourcer til følge. 

I lyset heraf er der behov for at gennemtænke læreruddannelsessystemet med henblik på fremtidens krav. Ændringer på dette område er en langvarig proces der kræver grundige overvejelser. En målsætning i et nyt læreruddannelsessystem skal være sikringen af sammenhæng imellem lærerfunktionen på de enkelte uddannelsesniveauer og skabelsen af rum for en styrkelse af den pædagogiske, faglige og fagdidaktiske kultur.

På kortere sigt er der også behov for justeringer i læreruddannelsessystemet. I folkeskolelæreruddannelsen har de naturfaglige linjefag en alt for ringe størrelse i forhold til de indgangskompetencer som de lærerstuderende møder op med. Der forudsættes i princippet faglig kompetence på “gymnasialt B-niveau”, men relativt få lærerstuderende lever i praksis op hertil. Det anbefales derfor at revidere læreruddannelsen til kun at omfatte 3 linjefag (mod nu 4) og til gengæld forøge års-værket i linjefagene i forhold til det nuværende 0,55 studie års-værk. Både lærere og studerende i læreruddannelsens natur faglige linjefag ønsker sig større faglig og fagdidaktisk fordybelse. Hertil kunne man føje et behov for en fordybelse i hvordan naturfagene kunne spille bedre sammen på langs og på tværs i folkeskolen.

I folkeskolelæreruddannelsen bør linjefagenes centrale kundskabs- og færdighedsområder i videst muligt omfang formuleres i kompetencetermer. En lignende opgave skal løses i forbindelse med gymnasielæreruddannelsen, og det vil være naturligt at seminarier/CVU’er og universiteter går i nær dialog og udviklingssamarbejde herom. Dette er imidlertid ikke kun gældende for de naturfaglige linjefag.

I forlængelse heraf skal uddannelsen til gymnasielærer genovervejes. Gymnasielærerprofessionen lider under at være en lidet eftertragtet beskæftigelsesmulighed blandt nye universitetsstuderende. Ved at indføre kommunikations, formidlings- og fagdidaktiske elementer i de naturfaglige universitetsuddannelser kan universiteterne dels løse en påtrængende opgave af betydning uanset karrierevalg, dels signalere en øget status af formidling og undervisning som uddannelsesmål. På sigt bør det overvejes hvordan disse uddannelseselementer kan udvikles og samles, og hvordan særlige studieretninger med fokus på formidling af og undervisning i naturfagene kan tilrettelægges.

Der er mange hver for sig fornuftige muligheder for at indrette uddannelsen af lærere i naturfagene. Man kan både indrette uddannelser hvor didaktiskpædagogiske komponenter er en del af selve uddannelsen, og uddannelser hvor sådanne komponenter først behandles i et efterfølgende forløb. Arbejdsgruppen ønsker ikke at angive bestemte strukturer for hvordan didaktiske og pædagogiske komponenter bør bringes i samspil med de naturvidenskabelige komponenter. Det afgørende er at dette faktisk sker med en åbenhed over for det pædagogiskdidaktiske område og med inddragelse af ekspertise herfra.

Regionale udviklingskonsulenter Til sikring af de organisatoriske rammer for efter- og videreuddannelse oprettes et antal udviklingskonsulentstillinger som skal tilknyttes de nationale ressourcecentre (se kapitel 8). Ansvaret for udviklingskonsulenterne og deres finansiering ligger hos stat, amter og kommuner i fællesskab.

Nyt læreruddannelsessystem i Danmark Der bør nedsættes et udvalg der grundigt overvejer og analyser det samlede danske læreruddannelsessystem på langs. I overvejelserne skal nye samarbejdsrelationer mellem CVU’er og universiteter indgå. Som støtte for denne udvikling skal fagdidaktik gøres til et indsatsområde (se kapitel 8).

Justering af folkeskolelæreruddannelsen Folkeskolelæreruddannelsen bør på kort sigt ændres fra 4 til 3 linjefag, der til gengæld skal være markant større i årsværk.

Videregående uddannelser med større vægt på formidlingskompetence De videregående naturfaglige uddannelser skal udbyde fagdidaktiske og formidlingsrettede elementer og på sigt studieretninger med fokus på undervisning og formidling inden for naturfagene.

Samarbejde mellem CVU’er og universiteter CVU’er og universiteter bør indgå i et udviklingssamarbejde om at basere læreruddannelserne på en kompetencetænkning.