Forord

Regeringens visioner på uddannelsesområdet er et velfungerende uddannelsessystem, der tilbyder relevante uddannelser af høj kvalitet og på et højt fagligt niveau i alle dele af landet. Dette er en grundlæggende forudsætning for at sikre vækst og velfærd for den enkelte og for det danske samfund. I handlingsplan for Bedre uddannelser, som regeringen fremlagde i juni 2002, er det en målsætning, at de danske uddannelsestilbud skal stå mål med de bedste i verden, når der gennemføres evalueringer og benchmarking på tværs af landene. Dette gælder både for de almene og de erhvervsrettede uddannelser.

I indfrielsen af regeringens visioner spiller uddannelsesinstitutionerne en afgørende rolle. Det er på institutionerne, at visionerne skal omsættes til praktisk virkelighed for uddannelsessystemets mange interessenter. For at løse opgaven må uddannelsesinstitutionerne leve op til en række krav: De skal være fagligt og pædagogisk stærke, tilbyde velegnede fysiske rammer om undervisningen, forvalte ressourcerne effektivt, udvikle uddannelsesmulighederne og være økonomisk bæredygtige. Bedre institutioner er derfor en hjørnesten i regeringens vision om bedre uddannelser.

I publikationen "Bedre institutioner til bedre uddannelser" præsenterer undervisningsminister Ulla Tørnæs den overordnede institutionspolitik, som skal bidrage til at realisere visionen om bedre uddannelser. For at fremme institutionernes arbejde med kvalitetssikring og udvikling skal styringskonceptet videreudvikles, så fokus i højere grad er på output. Omlægning til en øget grad af outputstyring betegnes som 2. generation af den decentralisering, der blev sat i værk for godt 10 år siden, hvor alle de fordele, som allerede er opnået, samtidig fastholdes.

I nærværende "Bedre institutioner til bedre uddannelse - baggrund og analyse" giver Undervisningsministeriet en uddybende redegørelse for de overordnede principper bag institutionsstyringen, således som den er udviklet siden reformerne ved indgangen til 1990’erne, og for de institutionspolitiske målsætninger og initiativer, som følger af bl.a. Bedre uddannelser.

Ministeriets institutionspolitik og -styring, som beskrives i publikationen, udgør ét blandt flere elementer i et overordnet og sammenhængende styringskoncept. Sigtet er at redegøre for, hvordan de aktuelle ændringer i institutionspolitikken spiller sammen med udviklingen i det overordnede styringskoncept, der er sket siden Bertel Haarder ved indgangen til 1990’erne tog hul på den decentraliseringsproces og det omfattende reformarbejde, som siden er blevet udbredt til hele Undervisningsministeriets område.

Indfrielsen af de ambitiøse målsætninger for uddannelsessystemet stiller øgede krav til uddannelsesinstitutionerne. Bedre institutioner er ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for at realisere målsætningerne om bedre uddannelse. Institutionernes kvalitet afhænger igen af de krav og rammebetingelser, som institutionerne skal agere under, og som udgøres af Undervisningsministeriets institutions- og uddannelseslovgivning og de generelle økonomiske vilkår og rammer.

I såvel uddannelsespolitik som erhvervspolitik spiller geografisk spredning af uddannelsesmulighederne en central rolle. Det betyder, at der skal sikres stærke udannelsesmiljøer for de erhvervsrettede uddannelser i alle dele af landet. I takt med decentraliseringen er institutionsstrukturen gradvist kommet i fokus, og på flere områder gennemføres for øjeblikket institutionsstrukturreformer, som gennem sammenlægninger af mindre enkeltstående institutioner skal fremme dannelsen af brede regionale uddannelsesmiljøer og samtidig sikre bevarelsen af lokale uddannelsessteder.

Strukturreformerne blev indledt på de videregående uddannelsesinstitutioner med dannelser af Centre for Videregående Uddannelse og erhvervsakademier. Flytningen af AMU-området til Undervisningsministeriet har sammen med ny lovgivning om en enstrenget struktur for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner skabt grundlag for nye institutionsformer, der bl.a. vil skabe fælles institutionsdannelser mellem AMU-centre og tekniske skoler i samme byer og regioner.

Uddannelsesinstitutionsbegrebet undergår således en forandring i disse år. Ved decentraliseringens begyndelse blev hovedvægten i styringen lagt på at styrke og konsolidere den enkelte uddannelsesinstitution. I de senere år er fokus snarere på de opgaver - lokalt, regionalt og nationalt - som institutionerne skal løse, og på hvordan rammer og strukturer for opgaveløsningen kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Institutionernes opgaveprofiler er i stigende grad foranderlige og defineres i forhold til den samlede opgavefordeling og institutionens placering i den samlede institutionsstruktur. Uddannelsesinstitutionerne er blevet opgaveudførende enheder, der indgår i en samlet ”infrastruktur” med andre institutioner.

Det, der konstituerer en uddannelsesinstitution i dag, er ikke selve bygningerne og hovedafdelingens adresse, men at der eksisterer et undervisningsmiljø, og at der sker en opbygning og videreformidling af viden og kompetence. 100 års jubilæer må forventes at blive en sjælden begivenhed blandt fremtidens uddannelsesinstitutioner. Ikke mindst set i lyset af generelle samfundsmæssige udviklingstendenser - internationalisering, IT-anvendelse og individualiserede kulturformer – må institutionsbilledet forventes at være i konstant forandring.

Publikationen gør status for den decentraliseringsproces, der indledtes i slutningen af 1980’erne, og som sammen med den seneste institutionspolitiske udvikling har indebåret et markant skift i de opgaver, som institutionerne skal løfte, og skærpet de ledelses- og kompetencemæssige krav til institutionerne. Derfor er formålet også at definere, hvad der på baggrund heraf forstås ved ”den kompetente institution”, og hvad ministeriet kan gøre for at forbedre og videreudvikle institutionerne og deres rammebetingelser.

Det er ministeriets vurdering, at institutionerne indfrier forventningerne og generelt løser de mange og varierede opgaver godt og kompetent. Den overordnede målsætning for Undervisningsministeriets institutionspolitik er da også at skabe de rette forudsætninger for institutionerne til at kunne vokse med opgaverne. Dette kræver, at ministeriets styringskoncept hele tiden videreudvikles med fokus på at sikre både produktivitet, effektivitet, gennemskuelighed og - ikke mindst - høj kvalitet og udvikling i institutionernes ydelser.

Denne side indgår i publikationen "Bedre institutioner til bedre uddannelser Baggrund og analyse" som forord
© Undervisningsministeriet 2003