|
Det kræver dialog mellem brugere og beslutningstagere og en bevidst og
langsigtet planlægning af virksomheden at opnå den nødvendige kvalitet i den
pædagogisk-psykologiske rådgivning. Denne vejledning er et værktøj til dette
arbejde, samtidig med at den påpeger de opgaver, der skal løses for at sikre børn, unge
og deres forældre de samme rettigheder, uanset hvor i landet de bor. Der er mange måder
at løse denne opgave på, afhængigt af de valg der træffes i kommunerne om PPR's
organisation, opgavefelt, samarbejdsstruktur, personale og ikke mindst udviklingsretning.
Vejledningen giver ud over de lovpligtige opgaver en række bud på valgmulighederne
inden for de forskellige områder.Vejledningen er et resultat af PPR-projektet, som
Undervisningsministeriet igangsatte i 1994 for at få udredt, om vi overalt i landet havde
fået udviklet en pædagogisk-psykologisk rådgivning, der kunne imødekomme de ændrede
behov for rådgivning, som samfundsudviklingen havde medført og samtidig kunne
tilvejebringe forslag og inspiration til den fortsatte udvikling af PPR. I 1997
resulterede projektet i 'Afsluttende rapport og handlingsplan', der beskrev PPR's
funktion, kvalitetskriterier for PPR og handleforslag til den fortsatte udviklingsproces.
'Vejledning om PPR pædagogisk-psykologisk rådgivning' er et af de centrale
handleforslag, der nu er blevet til virkelighed. |