  |
|
![[ Undervisningsministeriets logo ]](images/stdlogo.gif) Undervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder
IndholdsfortegnelseIndledning Hovedgrupper af bevægelsesvanskeligheder Vejledningssystemet Den specialpædagogiske bistand til småbørn Skolegangen Undervisningens tilrettelæggelse Vanskelige perioder i skoleforløbet Ud af skolen
ForordFolkeskolen er for alle, og i folkeskoleloven er det præciseret, at undervisningen skal tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. Folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand er det sikkerhedsnet, som skal sikre, at alle elever får relevante og optimale udviklingsmuligheder i skolen. Nogle elever får hele deres undervisning som specialundervisning, men oftest gives specialundervisning som et supplement til den almindelige undervisning. I alle tilfælde gælder det, at de særlige behov, som nogle elever i skolen har, må være velbeskrevne, og lærerne må have forudsætninger for at imødekomme dem. I dette temahæfte om undervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder har ministeriet samlet og bearbejdet en række erfaringer og vurderinger, som er udviklet inden for den specialpædagogiske praksis. Temahæftet knytter sig til bekendtgørelsen om specialundervisning nr. 896 af 22. september 2000 med tilhørende vejledning nr. 82 og erstatter undervisningsvejledning om specialpædagogisk bistand til elever med bevægelseshandicap fra 1982. Følgende har medvirket ved udarbejdelsen af temahæftet: psykolog Jørn Greve, pædagogisk konsulent Pia Guttorm, ergonomisk konsulent Inger Jordansen, pædagogisk konsulent Bente Maribo, konsulent Erik Mørk Pedersen, forstander Karsten Torst Pedersen, psykolog Marianne Sommer, konsulent Agnete Svendsen. Det er ministeriets håb, at hæftet kan være til støtte for det praktiske arbejde i
skolens hverdag, men også at det vil kunne inspirere til fortsat udvikling og
kvalificering af skolens indsats over for elever med særlige behov.
IndledningUndervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder Dette temahæfte om undervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder er rettet mod skolen og er en introduktion til de udfordringer, skolen møder, når den modtager elever med bevægelsesvanskeligheder og skal have disse til at indgå i klassens og skolens liv. Børn med bevægelsesvanskeligheder udgør en bred og forskelligartet gruppe, som undervises i såvel almindelige klasser som i undervisningscentre og på specialskoler, men uanset hvor undervisningen finder sted, kræver den både en viden om handicappets særlige forhold og om det perspektiv, at eleven har sine individuelle forudsætninger i forhold til skolens undervisning. Det er således nødvendigt for skolen at vide noget konkret om, hvad det betyder for en elev at have bevægelsesvanskeligheder, og hvad der konkret kan gøres for at kompensere for og tage hensyn til dette. Samtidig skal skolen være i stand til at se eleven med bevægelsesvanskeligheder som enhver anden elev med sine særlige forudsætninger. Alle børn har behov for at være en del af en sammenhæng og føle, at de hører til og kan bidrage til helheden. Børn med bevægelsesvanskeligheder kan i mange situationer have svært ved at føle sig som en del af en gruppe. I skolen er det derfor vigtigt, at undervisningen tilrettelægges på en sådan måde, at børn med særlige behov medtænkes i både undervisningsmæssige og sociale sammenhænge. Konsekvenserne af bevægelsesvanskeligheder afhænger - ud over arten og graden af vanskelighederne - af barnets personlige, faglige og kommunikative potentialer samt evne og vilje til selv at tage ansvaret for - og medvirke til - at kompensere for følgerne af vanskelighederne. Dertil kommer andre forhold, som forældreønsker og -holdninger, undervisningens tilrettelæggelse, lærerengagement, kammerater osv. Idrætsundervisningen udgør en særlig udfordring for elever med bevægelsesvanskeligheder. Dette emne er behandlet i temahæfte nr. 17 udsendt af Undervisningsministeriet i 1996. Idrætsundervisningen omtales derfor kun sporadisk i denne udgivelse. En del af børnene med bevægelsesvanskeligheder har flere handicap. Typisk går der i amternes centerklasser eller specialskoler en del med bevægelsesvanskeligheder/psykisk udviklingshæmmede. Disse børns individuelle forudsætninger er meget forskellige, og beskrivelsen af deres undervisningsbehov kræver en tværfaglighed, som repræsenterer viden om de forskellige handicap og kombinationerne af disse. Disse forhold er beskrevet i dette temahæfte, men der henvises i øvrigt til temahæfte nr. 16: Skolen og specialundervisningen - om at lave individuelle undervisningsplaner. Bevægelsesvanskeligheder omfatter i dette temahæfte en bred vifte af meget forskelligartede vanskeligheder. De mange typer og grader af bevægelsesvanskeligheder kan være forårsaget af medfødte misdannelser, af erhvervede skader, af muskel- og ledsygdomme og af lidelser i hjernen og i det øvrige nervesystem. Graden af et handicap behøver ikke at være konstant, men er blandt andet afhængig af den løbende behandling, træning og undervisning.
Hovedgrupper af bevægelsesvanskelighederBevægelsesvanskeligheder kan være kombineret med andre vanskeligheder som fx kommunikations-, perceptions- og koncentrationsvanskeligheder. Et særligt aspekt er visse typer bevægelsesvanskeligheder med et fremadskridende forløb. Følgende er valgt ud som hovedgrupper af bevægelsesvanskeligheder: 1. Misdannede eller manglende arme/ben I det følgende gives en kort beskrivelse af de enkelte handicap med vægten lagt på de undervisningsmæssige konsekvenser af handicappet. Misdannede eller manglende arme/ben Dette drejer sig om medfødte misdannelser samt erhvervede skader. Ved hånd- og armdefekter skal der arbejdes med kompensation dels ved at gøre tingene på andre måder dels ved at benytte hjælperedskaber. Disse problemer medfører ofte et langsommere arbejdstempo. Eleverne kan have behov for ekstra tid til udarbejdelse af skriftlige opgaver, praktisk hjælp i idrætstimerne, i manuelle fag og i forbindelse med af- og påklædning og hygiejne. Der kan også være brug for særlige hjælpemidler og for fysio- og ergoterapeutisk behandling/opfølgning. Leddegigt er en bindevævssygdom, som fortrinsvis angriber bindevævet i leddene med smerte, hævelse og indskrænket bevægelighed til følge. Hyppigst angribes knæled, håndled og ankler. Lidelsen er ofte skiftende, således at barnet i perioder har det bedre. På længere sigt overvinder de fleste lidelsen, men en mindre gruppe får svære bevægelsesvanskeligheder. I idrætsundervisningen skal der tages særlige hensyn, fordi eleven ikke bør deltage i øvelser, som medfører store belastninger af leddene. Indlæringsmulighederne er som udgangspunkt de samme som for andre elever. Leddegigt medfører ofte i dårlige perioder mange forsømmelser, hvilket igen kan medføre et behov for supplerende undervisning. Ved forandringer i arme og hænder kan eleverne have brug for ekstra tid til skriftlige opgaver, fordi deres arbejdstempo er nedsat, og de kan i perioder udtrættes hurtigt. Der kan desuden være behov for praktisk hjælp og særlige hjælpemidler. Eleverne kan have behov for fysio- og ergoterapeutisk bistand og opfølgning. Børn med medfødt knogleskørhed er en talmæssigt lille gruppe. Lidelsen findes i alle grader. Størsteparten af børnene er kun lettere handicappede, men en lille del af børnene er svært bevægelseshandicappede og kørestolsbrugere. Knogleskørhed giver øget risiko for knoglebrud, men også for forstuvninger på grund af slappe ledbånd. Næsten halvdelen af eleverne får nedsat hørelse efter 15-årsalderen. I tilrettelæggelse af idrætsundervisningen og andre fag, hvori der indgår fysiske aktiviteter, skal der tages særlige hensyn. Desuden kan elevernes skrivehastighed være lettere nedsat. Elever med svære tilfælde af knogleskørhed kan i perioder have brug for vedligeholdelsesbehandling hos fysio- eller ergoterapeuten samt fortløbende behov for hjælpemidler. Muskelsvind og andre muskelsygdomme Der findes forskellige former for og grader af muskelsvind. De fælles kendetegn for børn med muskelsvind er, at de har nedsat bevægelsesfunktion, fordi muskel- og nervevævet omdannes, og muskelkraften samtidigt forsvinder. Muskelsvind findes i alle grader. Nogle typer af muskelsvind er hurtigere progredierende end andre. Elever med muskelsvind har ofte skrivebesvær på grund af nedsat muskelkraft. Der vil derfor være brug for forskellige hjælpemidler, herunder IT-udstyr. Ved progredierende muskelsvind (Duchennes muskeldystrofi) inddrages teknologien så tidligt, at eleven er fortrolig med anvendelsen af denne forud for reduktionen af de motoriske færdigheder. Eleverne kan i nogle situationer have vanskeligt ved at deltage i idrætsundervisningen. Deltagelse i hjemkundskab og sløjd kræver ofte særlige hjælpemidler og måske en særlig indretning af arbejdspladsen. Mange elever med muskelsvind kommer rundt på skolen ved hjælp af elektrisk kørestol. Dette stiller særlige krav til skolens indretning og adgangsforholdene på skolen. Elever med progredierende muskelsvind får ofte brug for psykologisk rådgivning og vejledning, når progressionen er så fremskreden, at eleven oplever tab af færdigheder. De psykiske problemer i det progredierende forløb kan også påvirke elevens muligheder for at koncentrere sig. Eleverne kan have behov for fysio- og ergoterapeutisk bistand og opfølgning, tilpasning af hjælpemidler samt personlig assistance. Rygmarvsbrok er en medfødt misdannelse med mangelfuld knogleudvikling i rygsøjlen og mere eller mindre brok (udposning) af rygmarven. Dette er oftest lokaliseret i den nederste del af rygsøjlen. Lidelsen medfører i de fleste tilfælde nerveforstyrrelser i form af lammelser og føleforstyrrelser fra det ramte sted og nedefter, hvilket kan betyde funktionsnedsættelser eller lammelser i benene og lammelser af lukkemusklerne for urin og afføring. Rygmarvsbrok medfører som regel lammelser, som påvirker blære- og tarmfunktionen. Derfor har eleverne behov for særlige foranstaltninger i forbindelse med toiletbesøg. Rygmarvsbrok er ofte ledsaget af andre handicap; således har en stor del af børnene hydrocephalus (vand i hovedet) og har indopereret en ventil til at fjerne væske og dermed undgå overtryk i hjernens hulrum, som lidelsen ellers medfører. Undervisningen skal tage højde for, at rygmarvsbrok kan medføre forskellige former for ledsagende handicap, fx har en del elever indlæringsvanskeligheder, koncentrationsvanskeligheder og nedsat fingermotorik, desuden langsom og dårlig skrivefærdighed og vanskeligheder med praktisk betonede fag. På grund af de nedsatte motoriske færdigheder har eleverne ofte behov for særlige hjælpemidler i tilknytning til undervisningen. Eleverne har i perioder brug for fysio- og ergoterapeutisk bistand og opfølgning, tilpasning af hjælpemidler og træning i selvhjælpsfunktioner. Spastisk lammelse (cerebral parese) Det karakteristiske ved spastisk lammelse er nedsat eller manglende evne til at styre muskelbevægelserne. Spastisk lammelse er en skade i centralnervesystemet, som oftest er opstået i forbindelse med fødslen, men også kan opstå senere som følge af iltmangel. Spastisk lammelse fremtræder med forskellige former for ustyrede og ukoordinerede bevægelser af forskellige dele af kroppen og lemmerne. Elever med spastisk lammelse kan - ud over de motoriske vanskeligheder - også have andre handicap på grund af den hjerneskade, som er årsagen til den spastiske lammelse. Der kan være tale om kommunikationsvanskeligheder og perceptionsvanskeligheder. Der kan også være tale om koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder og i nogle tilfælde om et mere generelt intelligenshandicap, som medfører, at eleverne skal have en særligt tilrettelagt undervisning. En del af børnene med spastisk lammelse har epilepsi. Undervisningen skal tage højde for, at elevernes arbejdstempo generelt er lavt, og at en del elever med spastisk lammelse har tale/sprogvanskeligheder. Mange elever med spastisk lammelse har behov for gangredskaber og/eller kørestol. Disse hjælpemidler stiller krav til den fysiske indretning af skolelokaler, toiletter og adgang til skolen. Eleverne kan endvidere have brug for særligt kommunikationsudstyr og andre hjælpemidler i undervisningen, fx IT-udstyr der er individuelt tilpasset. Eleverne har behov for daglig udspænding af musklerne fx gennem fortløbende fysioterapeutisk behandling og bistand, som også har til formål at fremme den motoriske udvikling og undgå fejlstillinger. Der er også behov for ergoterapeutisk behandling med henblik på udvikling af praktiske færdigheder. Andre typer af bevægelsesvanskeligheder Der findes en række andre årsager til bevægelsesvanskeligheder, som ikke kan rummes i dette temahæfte. Der er bl.a. blevet større opmærksomhed på bevægelsesvanskeligheder, som skyldes hjerneskade efter sygdom eller ulykker. Disse hjerneskader kræver ofte et intensivt behandlings-/undervisningsforløb, for at barnet kan genvinde de tabte funktioner helt eller delvist. Det viser sig også, at der kan være senfølger af disse skader, som kan kræve særlig behandling eller undervisning på et senere tidspunkt. Undervisning af elever med erhvervede hjerneskader må tage udgangspunkt i en nøje vurdering af den aktuelle funktionshæmning set i relation til elevens funktion før sygdommen/ ulykken. Det er i den sammenhæng afgørende, at der arbejdes i en tværfaglig sammenhæng, således at der skabes et optimalt tilbud, som indeholder undervisning, genoptræning og psykologisk støtte. Som tidligere nævnt er elever med bevægelsesvanskeligheder en meget forskellig gruppe, idet den dels omfatter elever, som alene har bevægelsesvanskeligheder, og dels elever som både har bevægelsesvanskeligheder og et eller flere ledsagende handicap. Elever med bevægelses- og kommunikationsvanskeligheder evt. kombineret med lettere indlæringsvanskeligheder går ofte i skoler, som rummer specialklasser for elever med bevægelsesvanskeligheder. Det miljø, som er opbygget på centrene, tager sigte på en helhedsindsats over for eleven, således at både indlæring, kommunikation og optræning tilgodeses. Elever som tillige har svære indlæringsvanskeligheder undervises ofte på specialskoler for psykisk udviklingshæmmede. Disse skoler tilbyder på samme måde en helhedsindsats, der bl.a. har kommunikation som et nøgleområde. Vejledningssystemet Pædagogisk-psykologisk rådgivning, PPR Pædagogisk-psykologisk rådgivnings (PPR's) opgaver er, som navnet angiver, af rådgivende karakter og tilbydes til forvaltninger, skoler og andre institutioner samt forældre og elever. PPR-funktionerne findes i amter og kommuner. Medarbejderne på PPR er en tværfaglig stab, som kan bestå af psykologer, skolekonsulenter, evt. socialrådgivere, talepædagoger m.fl. PPR er organiseret på forskellige måder rundt i landet. Det kan være som selvstændige kontorer, der betjener én eller flere kommuner, eller det kan være som en del af den kommunale forvaltning - i de senere år ofte Børne- og Ungeforvaltningen. Henvendelse eller indstilling til PPR Forældre kan henvende sig til PPR, hvis de oplever, at deres barn har vanskeligheder. Det kan også være andre end forældrene, som oplever, at barnet har særlige vanskeligheder (fx daginstitution eller skole), og som efter aftale med forældrene indstiller barnet til PPR med henblik på en pædagogisk/psykologisk vurdering. Forældrene henvender sig måske i første omgang, fordi de vil orientere sig om, hvilke følger et givet handicap kan få for deres barns videre udvikling, og hvad de eventuelt selv kan gøre ved det. De kan også formelt inddrage PPR til at vurdere barnet med henblik på en evt. specialpædagogisk foranstaltning. Når PPR inddrages, har børn med bevægelsesvanskeligheder ofte været eller er i behandling i sundhedsvæsenet og vil samtidig i mange tilfælde være kendte i det sociale system. PPR bliver inddraget for at vurdere, om barnet skal have specialpædagogisk bistand. Dette gælder både i småbørnsalderen, i forbindelse med skolestarten og i skolen. Når børn med bevægelsesvanskeligheder vurderes af PPR, inddrages viden, vurderinger og erfaringer fra de forvaltninger og institutioner, som har behandlet barnet tidligere. Dette foregår i et samarbejde med forældrene, hvis beskrivelse af barnets vanskeligheder er en vigtig og nødvendig del af den samlede vurdering. Hvis PPR ikke har tilstrækkelig faglig ekspertise til at vurdere et givet barns særlige behov og dermed behovet for specialpædagogisk bistand, inddrages sagkyndige udefra i vurderingen. Det vil ofte være naturligt, at den kommunale læge inddrages. I forbindelse med barnets skolestart foretager PPR en vurdering af barnets særlige behov i relation til skolen. PPR indhenter i fornødent omfang viden og bistand fra andre mere specialiserede fagpersoner og institutioner. PPR drøfter med forældrene, hvor barnet bedst kan begynde sin skolegang, og hvordan undervisningen kan tilrettelægges. På baggrund af dette - ofte komplekse - udredningsarbejde udarbejder PPR i samråd med forældrene et forslag til eventuel specialpædagogisk bistand, samt hvilken skoleform der anbefales. En del af den specialpædagogiske bistand er en orientering til lærere og pædagoger om barnets særlige behov. For skolebørn fremsættes forslaget om den specialpædagogiske bistand over for barnets kommende skole, hvor skolelederen træffer afgørelsen om iværksættelse af den specialpædagogiske bistand. Denne fremgangsmåde gælder, når der er tale om kommunens egne foranstaltninger (folkeskolelovens § 20, stk. 1). Når det drejer sig om mere specielle og omfattende tilbud, som medfører en særlig specialiseret indsats af et betydeligt omfang, inddrages amtet i opgaven (folkeskolelovens § 20, stk. 2). Den specialpædagogiske bistand i folkeskolen (bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand, nr. 896 af 22. september 2000) er uafhængig af, om det er amt eller kommune, som har ansvaret. Den specialpædagogiske bistand skal ses i forlængelse af folkeskolelovens § 18, hvor den generelle forpligtelse til at tilrettelægge undervisningen, så den rummer udfordringer for alle, beskrives. Dette opnås bl.a. ved, at lærer og elev samarbejder om fastsættelse af de mål i undervisningen, som søges opfyldt. Den specialpædagogiske bistand omfatter seks punkter: 1. Faglig hjælp - specialundervisning i eller uden for klassen. Elever med bevægelsesvanskeligheder vil ofte have behov for specialpædagogisk bistand på flere af de seks punkter. For en del elevers vedkommende er personlig assistance det eneste behov for støtte. I disse tilfælde ydes den specialpædagogiske bistand efter folkeskolelovens § 20, stk. 1. Som udgangspunkt går barnet i den lokale skole. Dette kan kræve visse bygningsændringer, installation af lifte mv., for at eleven med bevægelsesvanskeligheder kan komme rundt på skolen og bruge skolens faciliteter. I nogle tilfælde aftaler kommunen og forældrene, at barnet optages på en anden af kommunens skoler, hvis den lokale skole er helt uegnet for børn med bevægelsesvanskeligheder, og der i nærheden findes en skole, som er handicaptilgængelig. Hvis barnet ud over sine bevægelsesvanskeligheder også har så store kommunikationsvanskeligheder og/eller generelle indlæringsvanskeligheder, at den lokale skole ikke - med hjælp fra PPR og andre fagpersoner - ser sig i stand til at opstille et undervisningstilbud til barnet, kan en placering i en specialklasse eller specialskole komme på tale. PPR følger barnets udvikling og tager - for småbørn mindst hvert halve år og for skolebørn en gang om året - initiativ til en revurdering af den specialpædagogiske indsats og en deraf følgende indstilling om det videre forløb.
Den specialpædagogiske bistand til småbørnDen specialpædagogiske indsats til småbørn tilrettelægges på baggrund af en pædagogisk-psykologisk undersøgelse og vurdering af barnet. For børn med bevægelsesvanskeligheder er der ofte behov for at supplere med en lægelig vurdering. Den specialpædagogiske bistand kan fx omfatte fysio-/ergoterapeutisk bistand og talepædagogisk bistand. Optagelse i daginstitution kan være en del af indsatsen, fordi barnet her får samme oplevelser og udfordringer som andre børn. Småbarnet med bevægelsesvanskeligheder stiller særlige krav til familien og til det daglige miljø. Der vil bl.a. være mange praktiske problemer, som skal overvindes. En tidlig specialpædagogisk indsats i form af vejledning til omgivelserne, et særligt tilrettelagt miljø og evt. en særlig undervisning af barnet kan være forudsætning for, at barnets videre udvikling forløber optimalt. Det arbejde, der er gået forud for skolestarten, er en vigtig forudsætning for, at elever med bevægelsesvanskeligheder både fagligt og socialt kan trives i skolen. Den tidlige indsats skal tilrettelægges ud fra barnets muligheder. De fagfolk, der udøver den koordinerede indsats over for barnet, samarbejder løbende med og vejleder forældrene og daginstitutionspersonalet. Denne vejledning kan omfatte formidling af viden og erfaring, bearbejdning af holdninger og følelser, målsætning for arbejdet, planlægning af skolegangen.
Hjælpe- og kommunikationsmidler til småbørn Børn med bevægelsesvanskeligheder har ofte brug for hjælpemidler, som kan kompensere for handicappet. De seneste års udvikling af teknologiske hjælpemidler har i den sammenhæng været en vigtig landvinding, hvor anvendelsen af teknologi har medvirket til at støtte børnenes udvikling og kommunikation. Disse nye muligheder er ikke mindst vigtige for børn med tillægshandicap i form af manglende tale/sprog. For at støtte udviklingsmuligheder hos børn, som ikke kan bruge almindeligt legetøj eller andre gængse materialer, er det vigtigt meget tidligt at tilbyde særligt tilpasset legetøj og kommunikationsredskaber, der kan medvirke til at stimulere og udvikle barnet. Legen med almindeligt legetøj kan ikke erstattes, men batteridrevet legetøj kan dog give barnet en mulighed for leg. Det batteridrevne legetøj tilsluttes kontakter, som barnet kan tænde og slukke. Typen af kontakt vælges ud fra barnets motoriske formåen og kan enten betjenes med hånd, fod, kind, nakke, eller hvordan det nu er mest velegnet. Også en computer vil på et meget tidligt tidspunkt være et godt legetøj for barnet, og der er et stort udbud af programmer, der kan tilpasses betjeningsmæssigt. I gode børneprogrammer er interaktiviteten høj, og indholdet kan skræddersys til barnet, således at barnet kan lege og lære i sit eget tempo og på sine egne præmisser. Computeren er motiverende (bl.a. ved anvendelse af computerspil) - ikke bare for barnet selv - men også for søskende og kammerater. Ved hjælp af computeren kan der skabes aktiviteter, hvor alle har lige vilkår. Det er vigtigt, at de sværest motorisk handicappede børn får lært at bruge særlige hjælpemidler - omgivelseskontrol - som sætter dem i stand til ved hjælp af deres kontakt at fjernstyre forskellige dagligdags funktioner: døråbner, radio, tv, cd-afspiller, vinduesåbner, lys, computer og meget andet. Et udbygget omgivelseskontrolsystem er med til at gøre børnene mere selvhjulpne. I nogle tilfælde kan børn med bevægelsesvanskeligheder (fx spastiske lammelser) - ud over bevægelsesvanskelighederne - have store vanskeligheder med at udtrykke sig verbalt. Disse børn er fra småbørnsalderen særligt sårbare i forhold til at udvikle et brugbart sprog/kommunikation. Derfor er det ofte nødvendigt at opøve barnet i brug af alternative kommunikationsformer, som kan indgå i barnets hverdag. På et tidligt tidspunkt vil man kunne anvende en form for udpegningsapparat, hvor der kan benyttes konkrete ting fra barnets hverdag. Senere anvendes billeder og symboler som piktogrammer og Bliss samt ordbilleder.
En historie om en 5-årig spastisk dreng Per er 5 år og går i en almindelig børnehave. Han er spastisk lammet og sidder i kørestol, som han selv kan betjene. Per har intet talesprog, men det er tydeligt, at han på mange områder er normalt fungerende. Per er sjældent interesseret i legetøjet. Han kan fx ikke lege med legoklodser og skubber dem derfor væk. Per er gennem de sidste par år blevet trænet i at benytte et "kommunikationshjul", når han vil give udtryk for ønsker og behov. Han har dog ikke brugt det meget den sidste tid. Billederne, som er blevet sat op i hjulet, har primært været billeder, som forestiller ting fra hans hverdag. Selv om Per ikke kan lege med de samme ting som de andre børn, har personalet i børnehaven sørget for, at han får mulighed for at opleve og erfare det, de andre børn beskæftiger sig med. Han har derfor siddet på gulvet sammen med de andre børn og været med, når de har leget ude. Forældrene, psykologen, talepædagogen og børnehavepædagogerne er enige om, at der skal satses på:
Formålet med anvendelse af talemaskinen er at give Per mulighed for at koble forskellige billeder (piktogrammer) sammen med forskellige sætninger, han har brug for i hverdagen som fx "jeg vil gerne have..", "hvad er det..", "hvorfor det..", "skal vi...", "jeg er tørstig", "jeg er sulten". De sidste sætninger kan Per selv vælge. Han vælger: "Jeg vil høre bånd", "kys mig god-nat", "jeg er ked af det". Målet for perioden er, at Per udvider sine kommunikationsmuligheder, så han kan lære at udtrykke sig ved hjælp af et billedbaseret kommunikationsprogram på en computer. Med dette hjælpemiddel får han større muligheder for at meddele sig til andre, når han selv føler behov for det. Piktogrammer, Bliss og billeder med tekst
SkolegangenSkolebørn med bevægelsesvanskeligheder går oftest i almindelige klasser evt. med støtte, eller i specialklasser som findes i tilknytning til almindelige skoler. Forbedrede hjælpemidler og ændrede holdninger til undervisning har gjort det muligt, at flere elever med bevægelsesvanskeligheder kan gå i den lokale skole. På amternes specialskoler og enkelte undervisningscentre findes tilbud til elever med bevægelsesvanskeligheder og tillægshandicap i form af psykisk udviklingshæmning. Skolebarnets - elevens - forudsætninger for at være i en bestemt klasse/skoleform kan skifte i løbet af skoletiden afhængig af elevens udvikling, og hvilke skoletilbud der gives, men det må altid være formålet, at eleven foruden at få støtte til opfyldelse af de faglige mål også får mulighed for at udvikle selvstændighed, sociale færdigheder mv. ligesom andre børn. Sociale forhold Eleven med bevægelsesvanskeligheder kan ikke deltage i alle sociale aktiviteter på lige vilkår med ikke-handicappede elever. I en almindelig klasse bør muligheden for samvær med andre elever med handicap derfor planlægges. Det kan fx dreje sig om fritidstilbud og/eller ferietilbud. Omvendt bør det overvejes, om eleven har udbytte af i perioder at være sammen med ikke-handicappede kammerater, såfremt man vælger et særligt specialiseret tilbud på en specialskole. Indlæringsmæssige forhold Nogle elever med bevægelsesvanskeligheder kan have ledsagende handicap, som resulterer i forskellige former for indlæringseller kommunikationsvanskeligheder. Disse vanskeligheder bør være drøftet med forældrene før valg af skoleform. Med hensyn til de opgaver og den viden, som i skolen knytter sig til disse handicap, henvises til andre temahæfter. Fysioterapeutisk og ergoterapeutisk bistand Behov for fysio-/ergoterapeutisk bistand til eleven bør medinddrages i planerne for elevens skolegang. Der kan fx være tale om overvejelser om særlige hjælpemidler, behov for assistance til indretning af arbejdspladser for eleven i skolen og rådgivning til lærere og forældre om behov for særlig opmærksomhed vedrørende elevens fysiske behov og forudsætninger. Eksempler på enkeltintegration
Fysisk tilgængelighed til skolen Tilgængelighed handler om at kunne bevæge sig frit og uden unødigt besvær komme til og fra klasselokaler såvel som faglokaler, kunne komme på toilettet og kunne komme ind og ud af skolen. En elev med bevægelsesvanskeligheder skal kunne følge klassens undervisning, og det gælder også undervisning i skolens obligatoriske fag. Det betyder, at klasselokaler såvel som faglokaler må være tilgængelige, så eleven kan deltage på lige vilkår. Mange skoler har "ondt i tilgængeligheden", og to trappetrin op til skolens hoveddør kan eleven med bevægelsesvanskeligheder opleve lige så diskriminerende, som skiltet "adgang forbudt for farvede" i sin tid virkede. Fri bevægelighed på skolen er vigtig for den enkelte elevs skolegang. Derfor er det vigtigt, at tilgængelighed medtænkes fra starten, når skolegangen for en elev med bevægelsesvanskeligheder planlægges. Der skal tages fat så betids, at ændringerne er på plads inden skolestart. Det er de lokale skolemyndigheder, der har ansvaret for at gennemgå de fysiske rammer på skolen samt planlægge og gennemføre nødvendige ændringer. En gennemgang af skolens lokaler bør ske i et samarbejde mellem kommunens bygningssagkyndige, ergo- og fysioterapeut og de personer, der kender barnet. Ved gennemgangen skal der tages stilling til indretning og evt. ændringer af:
Der vil samtidig ofte være brug for at indrette egnet arbejdsplads for eleven. Det gælder fx bord, stol, hjælpemidler, computer, værktøj i sløjd, køkkenredskaber og idrætsredskaber. I By- og Boligministeriets bekendtgørelse BR 95 findes der en mere detaljeret gennemgang af indretning for bevægelseshandicappede.
Undervisningens tilrettelæggelseUndervisningen skal tilrettelægges, så alle eleverne får udfordringer og muligheder for aktivitet og medleven i klassen. Kendetegnende for en sådan undervisning er bl.a. fleksible strukturer med plads til individuelt tempo og et indhold tilpasset den aktuelle elevgruppe. For at kunne modtage en elev med bevægelsesvanskeligheder skal skolen have de relevante informationer i god tid, så der er muligheder for at tage de praktiske hensyn på skolen. Skolen skal sikre, at eleven får indrettet en arbejdsplads og får de nødvendige hjælpemidler stillet til rådighed. Lærerne skal have informationer, som sætter dem i stand til at medtænke eleven med bevægelsesvanskeligheder i undervisningsplanlægningen forud for skoleårets begyndelse. Der er behov for en konkret vejledning, og det er en fordel også at tale med andre lærere, der har erfaring på området. Specielt vedrørende undervisning i manuelle fag og idræt er der ofte brug for andres erfaringer for at kunne forestille sig, hvordan de praktiske problemer skal løses. Tilrettelæggelsen af undervisningen til en elev med bevægelsesvanskeligheder stiller krav til læreren om en særlig viden om handicappet i henseende til, hvilke specielle hensyn der skal tages til elevens funktionsnedsættelse. Samtidig har læreren brug for en viden om elevens kompetencer, således at undervisningen kan tilrettelægges under stadig hensyntagen til udvikling af elevens kompetencer og muligheder - som for alle andre elever. I nogle tilfælde skal læreren have særlige forudsætninger inden for fx alternativ kommunikation for at kunne imødekomme elevens kommunikative behov i forhold til undervisningen. Lærerens opgave bliver at tilrettelægge klassens undervisning, så den kan rumme alle elever. Her skal især medtænkes, at
Undervisningsformer, hvor tid er afgørende, knytter sig ofte til udførelse af skriftlige og manuelle præstationer. Idrætsundervisningen kan på samme måde være præget af tidsfaktoren. For elever med svære eller kombinerede bevægelsesvanskeligheder er det ofte nødvendigt med støtte i klassen i form af ekstra læ-rertimer eller personlig assistance - og hjælpemidler. I klassen er det læreren i faget, som er ansvarlig for undervisningen, og støttelæreren er en del af den samlede lærerressource i klassen. Det er af stor betydning for eleven, at klasselæreren og støttelæreren har afklaret deres opgaver i forhold til eleven og aftalt, hvordan undervisningen igangsættes og gennemføres. Den ekstra ressource, som støttelæreren udgør, tildeles på baggrund af en individuel vurdering af en given elevs særlige behov og muligheder. Det er vigtigt at holde fast i, at hjælpen/ støtten bruges til at fremme elevens aktive deltagelse i de fælles aktiviteter. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at overdreven hjælp kan være en barriere, som forhindrer elevens selvstændighedsudvikling. Sikringen af elevens daglige deltagelse i klassens aktiviteter kan i nogle tilfælde klares med personlig assistance. Denne assistance skal ud fra lærerens instruktioner og elevens behov medvirke til elevens selvstændige udvikling og hjælpe eleven med praktiske problemer i skolen. Behovet for praktisk hjælp må derfor nøje vurderes, så det bliver præciseret, i hvilke situationer og på hvilke tidspunkter den skal gives, og hvem der kan udføre den personlige assistance. Behovet for personlig assistance revurderes med passende mellemrum sammen med elev, forældre og relevante fagfolk. Den løbende tilpasning af hjælpen i forhold til behovet afhænger bl.a. af de mål, der sættes i forbindelse med elevens selvstændighedsudvikling. IT og andre hjælpemidler i skolen Særligt udformede hjælpemidler kan være en forudsætning for, at en elev kan gennemføre en almindelig skolegang. Der er ofte tale om enkle og praktiske løsninger, fx tung lineal af metal - skridsikkert plasticunderlag - bøger, hvor siderne tages ud og lamineres - hævbare og sænkbare borde, håndvaske, høvlebænke o.l. IT er på samme måde et vigtigt redskab for elever med bevægelses- og kommunikationsvanskeligheder.
Med en computer vil eleven have mulighed for at følge undervisningen og lave det skriftlige hjemmearbejde på lige fod med de øvrige elever. De handicappede elever vil opnå en høj grad af kompensation for den nedsatte eller manglende skrivefærdigheder blot ved at få stillet en computer til rådighed. For nogle vil der være brug for, at arbejdspladsen bliver særligt indrettet fx i form af et højdeindstilleligt bord, underarms- og/ eller håndledsstøtte mv., ligesom nogle elever vil have behov for alternativt betjeningsudstyr. En computer med eller uden særlige tilpasninger vil for mange elever med fx muskelsvind, leddegigt eller misdannelser i arme eller hænder kunne betyde, at de ikke bliver hægtet af i forhold til resten af klassen, men at de får en reel chance for at følge med. Eksempler på anvendelsen af IT, hvor IT vil være en gevinst for alle elever, men for elever med bevægelsesvanskeligheder en forudsætning for at kunne deltage i undervisningen,
Syntetisk tale kan spille en væsentlig rolle både fagligt og kommunikativt, og samtidig har den ofte en motiverende effekt for eleven. Den syntetiske tale kan anvendes både til undervisning og kommunikation, også selv om den ikke er perfekt på dansk, kan den i visse situationer være et supplement til elever uden verbalt sprog. For elever med et fremadskridende vanskeligheder skal der - i højere grad end for de øvrige elever - være en skærpet opmærksomhed på en løbende tilpasning af målsætning og planlægning af undervisningen, og det er vigtigt at være fremsynet ved valg af hjælpemidler. For at få det optimale udbytte af hjælpemidler og især ITudstyr, får eleven udstyret, mens der endnu er kræfter og overskud til at lære og eksperimentere, og ikke først når bevægeligheden og kræfterne i hænderne er så små, at eleven går i stå og oplever større tab i funktioner og dermed også unødvendigt afbræk i skolegangen. Lejrskoleophold er en vigtig oplevelse - og et led i undervisningen - for alle elever, også for elever som selv har svært ved at komme rundt. Elever med bevægelsesvanskeligheder er ofte passive iagttagere til andre børns aktiviteter. Da erfaringer ofte skabes i samspil med andre, er det vigtigt, at elever med bevægelsesvanskeligheder i så vid udstrækning som muligt får lejlighed til at benytte alle sanser (røre, se, føle, smage og bevæge). Når elever med bevægelsesvanskeligheder oplever mulighederne i undervisningen i stedet for begrænsningerne, skabes grundlaget for at styrke den personlige og sociale udvikling. Der vil ofte være et større behov for fx personlig assistance, når klassen skal på ekskursioner, lejrskole osv. For at sikre sig de nødvendige ressourcer til at en elev i en kørestol kan være med på lejrskoleopholdet, må skolen være i god tid med sin planlægning, så lejrskoleopholdet - når det kommende skoleår planlægges - medtages i revisitationen. Det er skolemyndighedernes opgave at sikre elever, som ikke kan transportere sig selv, befordring til og fra skolen. Kan eleven selv klare sin skolevej ved fx at anvende el-kørestol, er dette at foretrække. Folkeskolens afsluttende prøver Når elever med bevægelsesvanskeligheder skal til folkeskolens afsluttende prøver, kan der gives tilladelse til fravigelser, som kompenserer for handicappet. Fx i form af tidsforlængelser ved prøverne og en praktisk medhjælp, som fungerer som elevens forlængede arm. I bekendtgørelse nr. 4 af 6. januar 1998 og tilhørende vejledning er mulighederne for fravigelser beskrevet detaljeret. Skolelederen giver tilladelse til fravigelserne efter retningslinierne i bekendtgørelsen og vejledningen. Imidlertid er gruppen af elever med bevægelsesvanskeligheder så forskellige, at der kan opstå behov for fravigelser, der går ud over bestemmelserne. I disse tilfælde ansøger skolelederen Undervisningsministeriet, som giver tilladelse til øvrige fravigelser. Undervisningsministeriet kan også inddrages som rådgiver, når skolen skal tilrettelægge et kompliceret prøveforløb for en elev. Elever, som i det daglige benytter computer, kan også - uden at dette er en fravigelse - anvende computer ved folkeskolens afsluttende prøver. Dette er beskrevet i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 4 af 6. januar 1998 og tilhørende vejledning om anvendelse af computer ved folkeskolens afsluttende skriftlige prøve nr. 58 af 28. januar 1998 samt Vejledning, råd og vink til denne bekendtgørelse.
Vanskelige perioder i skoleforløbetUanset skoleform kan det at have bevægelsesvanskeligheder medføre en oplevelse af at være anderledes og måske utilstrækkelig. Denne oplevelse kan i perioder påvirke eleven psykisk og vise sig ved mindre involvering i klassens sociale liv og eventuelt mindre interesse for de fag, hvori vanskelighederne opstår. Fra de første skoleår kan eleven have gavn af samtaler og vejledning. Elever, som går i almindelige klasser, kan endvidere som tidligere omtalt have periodiske behov for at være sammen med andre børn med samme handicap som led i identitetsudviklingen. I løbet af de første skoleår får eleverne deres kammerater i skolen, og nogle elever etablerer deres første egentlige venskaber. I 9-11-årsalderen bliver børnene mere selvforvaltende og uafhængige. For elever med bevægelsesvanskeligheder kan det være meget begrænsende, at de fx fortsat er afhængige af forskellige former for praktisk hjælp. Dette er med til at afskære dem fra at deltage på egen hånd og kan medføre oplevelse af isolation og afmagt. Oplevelserne af sådanne tab kan være medvirkende til en del af de psykiske reaktioner, man kan opleve hos dem. Psykiske symptomer og forstyrrelser, der viser sig som ængstelse og lav selvfølelse, kan begynde hos børn i 2.-3. klasse. Disse symptomer optræder hos en større andel af elever med bevægelsesvanskeligheder end hos elever i almindelighed. Det kan begynde med uro, uoplagthed og aggressivitet i de første skoleår. Når de bliver lidt ældre, kan det skifte til en mere indadrettet reaktion, hvor børnene er trætte, kede af det, får ondt i maven osv. Børnene kan samtidig føle sig ensomme og forladte af kammerater og voksne. I førpubertetsperioden kan der opstå nye krisetegn, hvor børnene er vrede over det uretfærdige i, at de har et handicap og ikke kan klare ting som andre. De vægrer sig ved at få behandling og bruge hjælpemidler. De oplever det negative ved, at deres krop ikke fungerer som andres, og at de ikke tiltrækker det andet køn. Når der opstår kriseperioder, kan det være nødvendigt, at eleven får hjælp til at bearbejde situationen. Det er derfor vigtigt, at de voksne omkring eleven kan opfange signalerne, når en krise er under udvikling. Situationen bør drøftes med forældrene med henblik på at skaffe relevant bistand til eleven, fx ved henvendelse til PPR eller skolesundhedstjenesten. I skolearbejdet er det således ikke alene det synlige handicap, der skal tages hensyn til. Der vil ofte være afledte problemer af psykisk natur. Men gives den nødvendige vejledning og støtte i skoleforløbet, vil det give eleven de bedste muligheder for at blive psykisk styrket til at kunne tage ansvar for sig selv.
Ud af skolenAlle unge, der forlader folkeskolen, har krav på vejledning og rådgivning i mindst 2 år efter undervisningspligtens ophør. De enkelte unges behov for vejledning varierer naturligvis, men for en stor dels vedkommende synes de almindelige vejledningsmuligheder at være tilstrækkelige. Der er imidlertid grupper af unge, som har brug for en mere omfattende og personligt tilrettelagt støtte, hvor vejledningen om de fremtidige muligheder tilpasses den enkelte, og hvor der suppleres med en rådgivning af mere socialpsykologisk karakter. Disse unge har brug for kontinuitet i vejledningsforløbet, så det bør være den samme person, der følger barnet i hele overgangsfasen. Denne fase begynder allerede nogle år før skolegangens ophør og slutter ikke, før den unge er godt i gang med en ungdomsuddannelse eller har opnået et andet tilfredsstillende ståsted i voksenlivet. Der kan være flere fagpersoner involverede i denne vejledning. Det er derfor nødvendigt, at der samarbejdes i disse tilfælde. (Kuratoren er skolekonsulent og indgår som en del af det tværfaglige team ved pædagogisk-psykologisk rådgivning). I ca. halvdelen af landets kommuner er der oprettet stillinger som skolekonsulent for kuratorvirksomhed. Denne særlige form for specialpædagogisk bistand omfatter individuel vejledning og rådgivning til unge med særlige vanskeligheder, hvilket betyder, at elever med bevægelsesvanskeligheder også vil have muligheder for at benytte sig af denne særlige støtte. Hensigten med denne specialpædagogiske bistand er, at alle unge får mulighed for at udnytte deres erhvervsevne bedst muligt samt får orientering om mulighed for yderligere uddannelse. Kuratorvirksomhedens indhold kan i det væsentligste opridses i følgende punkter:
BilagAdresseliste (pr. december 2000)Statslige myndigheder Undervisningsministeriet Videnscenter for Bevægelseshandicappede VIKOM Handicapidrættens Videnscenter Center for Ligebehandling af Handicappede Hjælpemiddelinstituttet Statslige specialkonsulenter Oplysninger om navn og adresser på specialkonsulenterne fås i Udviklingscenter for Specialrådgivning Hjælpemiddelcentraler Oplysninger om kommunernes/amtskommunernes hjælpemiddelcentraler fås i de sociale forvaltninger Kostskole/undervisningscentre for bevægelseshandicappede børn Geelsgaardskolen Centerklasser Oplysninger om adresse og telefonnr. på centerklasser fås i de enkelte amters undervisnings- og kulturforvaltninger Foreninger, organisationer Oplysninger om brugerorganisationer fås hos
|
|
|||||||||||
| Til sidens top |
Denne side indgår i
publikationen "Undervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder" som hele
publikationen