Forrige kapitel Forsiden  
[ Undervisningsministeriets logo ]

Bilag 2: Kommisorium for udvalgsarbejde om en sammenhængende ungdomspolitik




I foråret 1996 fremlagde regeringen sit første oplæg til en sammenhængende ungdomspolitik. Udspillet tager udgangspunkt i, at det er en ungdomspolitik, der omfatter alle unge. Udspillet beskriver en række overordnede målsætninger og initiativer, der skulle sættes i værk eller overvejes sat i værk inden for de involverede ministerområder.

Regeringens Børneudvalg besluttede på møde den 8. januar 1997, at det igangværende arbejde med at formulere en sammenhængende ungdomspolitik blev udskilt fra Det Tværministerielle Børneudvalg, og at arbejdet fremover gennemføres i et nyt tværministerielt embedsmandsudvalg under Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeren har givet udvalget følgende opgaver:

Formålet med en ungdomspolitisk indsats er at fremme forudsætningerne for et godt ungdomsliv med perspektiv for alle unge.

Udvalgets opgave er løbende at udvikle forslag til ungdomspolitikken samt at følge, dokumentere og evaluere igangsatte initiativer. Forslag til næste konkrete ungdomspolitiske udspil udarbejdes i foråret 1997.

Udvalget har til opgave at afdække problemområder, indsamle dokumentation og foretage analyser. På denne baggrund skal udvalget på tværs af sektorer udarbejde oplæg og skitsere forslag, således at der politisk kan arbejdes hen imod en sammenhængende ungdomspolitik. Det er udvalgets opgave løbende at vurdere og stille forslag til de overordnede målsætninger og initiativer for ungdomspolitikken, så indsatsen tager højde for ændringer i samfundet og i de unges vilkår, behov og holdninger.  Til støtte for løsningen af opgaven kan udvalget indhente særlig sagkundskab.

Udvalget skal arbejde for at sikre en koordinering af den fremtidige ungdomspolitiske indsats på tværs af ministerierne. Udvalget skal ligeledes sikre de unges egen deltagelse i den fremtidige udvikling af ungdomspolitikken sammen med de andre involverede parter.

Det er hensigten, at udvalget med 2 til 3 års mellemrum forbereder en ungdomspolitisk redegørelse, der dels giver en status for de forgangne års ungdomspolitiske arbejde, dels fastlægger regeringens plan for de kommende års indsats.

Udvalget skal bestå af embedsmænd udpeget henholdsvis fra Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Socialministeriet, Justitsministeriet, By- og Boligministeriet, Indenrigsministeriet og Sundhedsministeriet.

Udvalget kan efter behov tilknytte eksterne repræsentanter som tilforordnede, ligesom udvalget har mulighed for at nedsætte ad hoc grupper suppleret med eksterne deltagere.

Udvalgets formand er Uddannelsesdirektør Roland Svarrer Østerlund, Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet stiller sekretariat til rådighed.

Denne side indgår i publikationen "Regeringens ungdomspolitik - status og perspektiver" som kapitel 5 af 5
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  
Til sidens top