![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Forord
Med afsæt i ti målsætninger og en vifte af ungdomspolitiske initiativer slog regeringen fast, at Danmarks unge har fast plads på den politiske dagsorden. Og meget er sket siden da. Ikke blot på grund af de særlige initiativer, der er taget som led i den sammenhængende ungdomspolitik. En lang række af de reformer og øvrige indsatser, som regeringen har lanceret siden 1997, tager udgangspunkt i de udfordringer, unge står over for. Men samfundet er i hastig forandring. For at sikre en tidssvarende ungdomspolitik, der kan understøtte visionen om et godt ungdomsliv med perspektiv for alle unge, er det nødvendigt konstant at revurdere og udvikle de ungdomspolitiske målsætninger og samtidigt se på, hvordan disse bedst nås. Denne publikation er udarbejdet af embedsmandsudvalget Det tværministerielle Ungdomsudvalg. Efter kommissoriet skal dette udvalg med to til tre års mellemrum afrapportere, og i denne publikation gøres status for de seneste års ungdomspolitiske arbejde, og samtidig skitseres de kommende års indsats. Publikationen er inddelt i tre dele. Del I gør status for, hvordan regeringens initiativer har medvirket til at opfylde de ti ungdomspolitiske målsætninger. De erfaringer, der er gjort siden 1997, skal blandt andet inspirere til at bringe ungdomspolitikken endnu videre. Del II omhandler regeringens planer for de kommende års ungdomspolitiske indsats. Den sidste del III består af en række artikler skrevet af eksperter og personer med stor indsigt i ungdomsanliggender. Hver især giver de deres bud på, hvad en tidssvarende ungdomspolitik skal omfatte. Disse bidrag er beregnet på at sætte regeringens ungdomspolitik i perspektiv. Det skal bemærkes, at meninger og synspunkter i bidragene står for forfatternes egen regning. Det tværministerielle ungdomsudvalg:Arbejdsministeriet Maj 2000
|
![]() |
![]() ![]() Til sidens top |