6. Portrætter - den kvalitative undersøgelse

6.1 Baggrund og formål

Der er gennemført 12 personlige interview med fire elever og otte mestre/uddannelsesansvarlige inden for fire fag. Der er interviewet en malerelev, en frisørelev, en smedeelev og en slagterelev, hertil kommer en smedemester og en driftsleder fra en smedevirksomhed, to frisørmestre, en malermester og en konduktør fra et malerfirma samt to slagtermestre.

Interviewene er gennemført i perioden 15. april 1999 til 7. maj 1999.

Formålet med de kvalitative interview er at få uddybet nogle af de problemstillinger, som den kvantitative undersøgelse ikke i tilstrækkelig grad giver entydigt svar på. De personlige interview når længere ud i hjørnerne med elevernes og mestrenes oplevelse af uddannelses- og skoleforløbet. Dermed bidrager de til at give en bedre forståelse af resultaterne i den kvantitative undersøgelse.

De enkelte interview er ikke gengivet i deres helhed, men er derimod struktureret omkring forskellige områder fra den kvantitative undersøgelse. Elevportrætterne er opdelt i følgende ti områder: nutidens elever, tilfredsheden med praktikvirksomheden, opstarten, forholdet til mester, det kollegiale sammenhold, konflikter, oplæringen, fagligt relevante arbejdsopgaver, elevernes syn på skoleopholdet samt overgangen fra skole- til praktikophold. Mesterportrætterne er opdelt i følgende otte områder: nutidens elever, virksomhedens krav til elever, tilfredsheden med elever, konflikter, fagligt relevante arbejdsopgaver, virksomhedernes syn på skoleopholdet, kontakten med skolerne samt overgangen fra skole- til praktikophold.

6.2 Elevportrætter

Nutidens elever

Eleverne har i de personlige interview fået mulighed for at tegne et billede af deres generation af elever. De er bl.a. blevet spurgt om, hvordan de oplever elever i dag. De fire interviewede elever er alle enige om, at der findes forskellige typer elever, og de peger på, at det hænger sammen med elevernes indstilling til tingene. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at de fleste af eleverne kommer ind på den store kulturforskel mellem folkeskolen og virksomhederne, en vinkel, vi ikke har belyst i den kvantitative undersøgelse.

Peter peger på den svære overgang fra folkeskolen til praktikvirksomheden. Han henviser bl.a. til, at man i folkeskolen har det mere frit, og at der stilles ikke de samme krav om ansvarlighed og respekt, som man gør i virksomhederne. Man er ikke så moden, når man starter som elev direkte fra folkeskolen, og derfor har man svært ved at omstille sig til virksomhedskulturen.

Peter, malerelev, 17 år:
Man er nok meget mere overbeskyttet, end man var dengang og meget mere umoden. Man havde nok mere respekt for mester og svendene, når man kom ud, end man har nu - for 10 år siden har man nok haft større respekt. Når man også taler med svende om, hvordan de har haft det, så er der jo også en stor forskel.

De unge er nok også blevet bedre til at stille krav, men når man kommer ud i virksomheden, så er man nok lidt mere umoden, fordi i folkeskolen, eller hvor man nu har gået, der har man kunnet passe sig selv og gøre, hvad man ville. Det kan man jo ikke i en virksomhed. Det jeg tror, det er meget med, hvor gammel man er, og hvor umoden man er, og hvor meget man har prøvet før.

En folkeskolelærer kan jo ikke gøre det samme, som en mester kan. En folkeskolelærer kan jo ikke fyre dig. Så når du går fra folkeskolen og direkte over i en mesterlære, så er det nok dér, du lige skal lære at indfinde dig under det, og det er man jo ikke vant til, så det kan godt tage lidt tid.

Der er da et par stykker, der falder fra. Det er nok også fordi, at de kommer ud direkte fra folkeskolen og har ikke prøvet andet, men går direkte ind i lære. Og så kan man ikke omstille sig til det. Det drejer sig om, at man er viljestærk og bare kan komme videre, i stedet for at sige "nu gider jeg slet ikke." Det er noget med at sige, at nu tager man sig lige sammen. Det er nok også, fordi man havde lyst til det i forvejen. Hvis man ikke havde det, så kunne man jo lige så godt stoppe. Det er nok lysten, der har trukket dér, og jeg har sagt, "nå, men så fortsætter vi".

Rasmus beskriver på en anden måde, hvordan eleverne i dag adskiller sig fra tidligere. Han synes, at de unge i dag giver for let op. De unge kæmper for lidt for tingene. Som han selv udtrykker det, så ville det også være dejligt engang imellem, hvis han kunne blive i sin seng om morgenen i stedet for at skulle på arbejde, hvor der bliver forventet en masse af én, og hvor tingene ikke altid går så let.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Lige så snart man får lidt modgang, så springer man fra. Jeg bliver bare hidsig, og så skal det sgu nok komme til at fungere ordentligt. Hvis der er ét eller andet, der går mig i mod, så koger jeg lige op et lille stykke tid, og så slapper jeg af igen. Og så - "Nu må det bare kunne lade sig gøre." Der er altid noget, der går imod. Der vil altid være et eller andet, der er skævt eller noget. Så går man hen og spørger svendene, hvad man skal gøre, og så plejer de at vide det.

Nogle gange om morgenen, når man vågner, så tænker man "nej -jeg gider ikke på arbejde", men man gør det jo alligevel, for man har et ansvar, og det skal man gøre. Jeg gider godt gå på arbejde, når jeg vågner om morgenen. Selvfølgelig er der nogle dage, hvor dynen ligger inde på ens værelse og bare kalder på een og man har bare lyst til at kaste sig ind under den igen. Det har de fleste, tror jeg. Og så er der nogle, der bare bliver væk. Det synes jeg ikke, man skal gøre, så kan man trods alt lige ringe og sige, at det ikke er noget for én alligevel. Jeg går på arbejde, hvis jeg ikke er syg - også hvis jeg er syg, for at se om jeg kan klare det, så går jeg så hjem igen, hvis jeg ikke kan.

Anders har et meget kritisk syn på nutidens elever, som han betegner som forkælede, fordi de ikke er vant til at bestille noget. Han har godt nok selv haft det lidt på samme måde i folkeskolen, men har lagt en anden - og langt mere målrettet holdning for dagen - efter, at han er startet som slagterelev.

Anders, slagterelev, 20 år:
Men der er også mange, der sidder og sover i timerne og er sløve. Og det synes jeg også er latterligt, for det er jo ikke derfor, jeg er der, jeg vil godt lave noget for mine penge. Men mestrene har ret i, at der er mange lærlinge, som er meget forkælede og ikke gider lave noget. Jeg tror bare, de får i hoved og ...

Jeg er aldrig kommet for sent. Jeg har ændret mig meget siden folkeskolen. Jeg sagde til mig selv, at det er ét liv, min karriere, man kan ikke bare slappe af og have det sjovt med sine venner, men man har været nødt til at sætte tempoet op igen.

Sisse beskriver på den ene side de unge som meget bevidste og krævende og på den anden side som ikke særlig disciplinerede. Hun fremhæver, at de unge ikke finder sig i så meget i dag, og det er let for dem at skifte uddannelse og praktikvirksomhed, hvis det ikke lige passer dem. Man kan sige, at de unge er rastløse og har svært ved at holde fast i noget.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Der er forskel på elever. Jeg tror, det har noget med generationen at gøre. De unge har mere indblik i deres eget, og har egne meninger og holdninger, og de ved, hvad de vil. Og trods det, finder man sig ikke i ret meget. Tidligere hørte man efter og vidste, hvem der bestemte. Man finder sig ikke i så meget nu...så slår man i bordet. Der er ingen forskel på om man er 18 eller 23...der er mindre disciplin. Det er også en af grundene til, at folk springer fra i dag. Der er så mange uddannelser i dag, at kan man ikke lide den her uddannelse, så tager man bare end anden. Eller kan man ikke lide den her læreplads, så finder man bare en ny. Den måde jeg er opdraget på, kan man kun få det ene, hvis man også gør det andet. Min mor har sagt: "Jamen, du har skrevet under på en kontrakt." Men det er let at få en ny læreplads, og uddannelses- og erhvervsvejlederne er meget på elevernes side.

Rasmus peger ligeledes på, at nogle elever i dag har en negativ og passiv indstilling til tingene, der skyldes, at de ikke gider bestille noget, og derfor bliver det - efter hans mening - hurtigt kedeligt at være i lære.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Hvis du bare sådan er negativ indstillet, hvor du bare kommer og ikke gider at lave noget, så bliver man også træt af det. Vi har haft nogle her, hvor de bare står og sover nærmest. Det gider man ikke til sidst.

Tilfredsheden med praktikvirksomheden

Eleverne i de personlige interview er blevet bedt om at fortælle, hvordan de ser på deres praktikvirksomhed. Rasmus er et eksempel på en elev, der har fået opfyldt tre væsentlige forudsætninger for at trives i virksomheden; han føler sig værdsat og uundværlig, samtidig med, at han bliver sat til mange spæn-dende opgaver.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Det har meget stor betydning, at det er en god virksomhed med spændende opgaver. Hvis jeg var kommet ud et sted, hvor jeg skulle lave det samme i 11/2 år, så ville jeg også blive træt af det til sidst. Hvis de så ikke lavede andet end det, så ville jeg begynde at lede efter noget andet. Jeg ville ikke stoppe som smed. Så ville jeg bare finde noget andet arbejde et eller andet sted eller gå ind og forklare mester, at "det her det går sgu ikke, det er for kedeligt" og så finde et andet sted - ophæve kontrakten og finde et andet sted.

Vi har altid travlt. Der er altid noget at lave. Det er ikke sådan noget med, at man bare kommer og sætter sig på en stol eller går og fejer gulv en hel dag. Vi har en fast produktion, så hvis du ikke har noget at lave, så kan du smutte derover.

Anders er også glad for at være i sin slagterbutik. Han er meget bevidst om at skulle bruge sin butiksslagteruddannelse som grundlag for at videreuddanne sig; derfor er han indstillet på "at holde ud."

Anders, slagterelev, 20 år:
Jeg er helt klart tilfreds. Det er et sted, hvor de har kvalitetsvarer, og det synes jeg er godt. Og det vil folk godt betale for, og det kan jeg godt lide at arbejde med. Jeg har tænkt mig at uddanne mig videre, sådan, at når jeg er færdig om 11/2 år, så har jeg tænkt mig at uddanne mig til noget, der hedder tilsynstekniker - det er lidt noget andet, men stadig inden for faget.

Peter peger især på det kollegiale som særligt positivt ved hans praktikvirksomhed. For ham er det værdifuldt, at man er kammerater med hinanden tillige med, at man arbejder sammen, hvilket samtidig skyldes, at han føler sig fuldt respekteret af de andre.

Peter, malerelev, 17 år:
Vi har det godt her, det kører rigtig godt, fordi man får respekt fra alle parter både svendene og mester. Det er det dér kammeratskab. Selvom det er arbejde, så er der stadig det dér venskab blandt alle i firmaet, og det synes jeg er godt ved det.

Sisse er er ved at være ved vejs ende med sin frisøruddannelse, og set i bakspejlet synes hun, at det har været hårdt til at begynde med, men i dag er hun godt tilfreds med sin praktikvirksomhed. I takt med, at hun har fået flere spændende arbejdsopgaver, er hun blevet gladere for at være dér.

Sisse, frisørelev, 21 år
Ja, nu er jeg tilfreds. Men fire år, det er lang tid at gå, for de første to år det er spildår, man går og rydder op, fejer gulv og vasker hår, og det er dét. Jeg har selvfølgelig haft nogle problemer, ikke sådan, at jeg har sagt, at det vil jeg ikke, men hvor jeg har syntes, at det var latterligt, men så har jeg kæmpet alligevel. Jeg har ikke haft så store problemer, at jeg har villet søge ny læreplads. Altså han er en hård mester, men han er god, han banker i bordet, for tingene skal være i orden. En gang imellem kan man da godt føle sig lidt latterliggjort, men ellers har jeg været tilfreds.

Opstarten

I den kvantitative elevundersøgelse har vi spurgt en del til mødet med praktikvirksomheden, og her svarede 10% af eleverne, at de ikke syntes, det var let at falde til i virksomheden, hvilket vi har fået uddybet i de personlige elevinterview.

Anders er faldet rimeligt let til i sin praktikvirksomhed. Selvom han er en meget målbevidst og selvsikker fyr, er han alligevel blevet overrasket over de høje krav til selvstændighed, der stilles til elever. Derudover var det eneste, han skulle vænne sig til - den særlige jargon i en slagterbutik.

Anders, slagterelev, 20 år:
Jeg vidste, at arbejdstiderne var hårde, men det var det eneste, jeg vidste.

Jeg blev utroligt godt modtaget, og de var venlige. Det er sådan i en slagterbutik, at der er det sådan lidt grov snak i starten, og de skal lige lære én at kende. Man skal se hinanden an. Men sådan er det jo. De er nogle grove nogle en gang imellem, men det lærer man jo at leve med, så bliver man det også selv - det gør man. Lidt hurtig i munden.

Det har været rimeligt det hele. Det kommer an på, hvor meget man går op i det. Nu går jeg meget op i mit erhverv, så kommer man også hurtigere ind i det. Jeg kom hurtigt ind i det, og der er ingen problemer. Og min mester lader mig prøve ting. Han kan være lidt svær at overtale en gang imellem, men sådan er det jo. De skal jo lige være sikre på, at tingene bliver gjort ordentligt.

De stiller store krav til én, og det ved jeg ikke, om jeg havde forventet - ikke så store krav. Men det er også igen, fordi det er en lille butik, så man er nødt til at yde meget, for ellers kan det ikke gå rundt. Hvis der er en 1/2 times overarbejde, det er man nødt til, der er ikke nogen sure miner - det er der ikke noget, der hedder. Man er nødt til at møde før tiden i sådan en lille butik.

Sisse er ligeledes en målrettet pige, der for enhver pris vil være frisør, hvilket uden tvivl har medvirket til, at hun har holdt fast i sin læreplads. Hun betegner nærmest de to første år som tidsspilde. Desuden oplevede hun det tydeligvis som lidt af et kulturchok at starte i praktikvirksomheden, fordi hun fra folkeskolen var vant til at have en mere "afslappet" holdning til tingene. Hun havde ikke altid så stor respekt for lærerne i folkeskolen, men blev hurtigt klar over, at den stil ikke gik i en frisørsalon. I virksomheden skulle hun derfor i starten lære at udvise respekt for mester.

Sisse, frisørelev, 21 år
Det eneste jeg vidste var, at perioden var 4 år, men jeg havde ikke nogen idé om, hvordan det bliver delt op. Her kører de meget i perioder, fordi vi er så mange elever. Så sidsteårs-eleverne skal lære mest. De yngre elever skal sørge for assistenterne. Derfor er det hårdt i starten, man føler ikke rigtig, at man kommer nogen vegne. På et tidspunkt følte jeg bare, at jeg stod på et step-bånd, og ikke kom nogen vegne. Og det snakkede jeg så med mester om, hvor han så ligesom måtte forklare mig, hvordan tingene hang sammen. Og så måtte man bare "hænge ud", men der har været perioder, der var spild af tid.

Jeg synes, at de første to år var hårde, netop fordi der ikke var nogen fremgang i det, det var oprydning, gulvfejning og hårvask... det var lortearbejde, som vi kalder det. De to år er lange. Og i de sidste to år begynder det at gå fremad, for så begynder man at få mere indblik i, hvad faget går ud på.

At jeg ikke sprang fra har noget at gøre med, at jeg ville have den uddannelse hér, jeg har måttet hænge i og bide i det sure æble, og så har jeg måttet kæmpe videre. Og jeg synes at springe fra, jamen altså, hvis man finder ud af, at det ikke er det, man vil lave, at det ikke er det man vil, så skal man selvfølgelig ikke gøre det. Det er nogle lange uddannelser, og det er mange år at gå det samme sted med de samme mennesker og lave de samme og de samme ting. Det bliver meget en hverdag, hvor du bare laver det samme. Og du kommer på arbejde, og så går du hjem, og så starter du forfra. Men jeg ville have den hér uddannelse, og så har vi snakket om det, hvor jeg synes, at jeg ikke gad mere, og det hang mig langt ud af halsen.

Og folkeskolelærerne i dag er måske også mere frie, man har mindre respekt for dem, og det overfører man måske. Det skal man lige lære. Og her skal man lære, at en chef er en chef, og så stiller man sig ikke op og siger "jamen jeg gider ikke høre på dig." Så må man lige rase af et andet sted, og i løbet af dagen bløder man så lidt op.

Rasmus oplevede opstarten i virksomheden som god. Han følte straks, at han blev accepteret af de andre i virksomheden. Rasmus er blevet positivt overrasket over, at han er blevet kastet ud i spændende arbejdsopgaver med det samme.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Mine kolleger er meget sådan, at når der kommer en ny mand, så tager du pænt imod ham og ser, hvordan han er, og så, hvis man opfører sig godt, så er de også gode mod én. Selvfølgelig tager vi pis på hinanden engang imellem, det gør man jo, men jeg synes, at det er en god omgangstone.

Jeg skal jo først læres op. Jeg forventede, at der var meget læreperiode, det er der også, der er rigtig meget, med hvordan man skal sætte tingene sammen, og når man kan, så får man så også lidt sværere opgaver. Det er vigtigt at blive udlært ordentligt og få en hel masse opgaver, hvor man lærer noget. Jeg synes, jeg lærer rigeligt. Man lærer, hvordan man skal gøre, ikke? Man skal igennem alle faser her på arbejdspladsen. Det kommer man også.

Peter er et eksempel på en af de mere umodne og tøvende elever. Han forstod ikke helt at tilpasse sig virksomhedskulturen og fik derfor en advarsel af mester. Peter havde svært ved at skelne mellem sjov og alvor. Han var imidlertid heldig, fordi kollegaerne i firmaet hjalp ham til at forstå, at man skal have en seriøs indstilling, hvis man skal begå sig på en arbejdsplads.

Peter, malerelev, 17 år:
Det må jeg erkende, at jeg havde meget svært ved, for jeg var sådan lidt af en vildbasse, da jeg kom her. Det var sådan lidt med krudt i røven, og ikke rigtig kunne finde ud af, når der skulle laves noget, og når der skulle pjattes lidt. Det kunne jeg ikke rigtig selv finde ud af, lige da jeg startede. Så det var nok mit problem, at jeg var sådan lidt umoden, hvis man kan sige det sådan. Så har vi talt det ud mig og mester - eller han kaldte mig ind til et møde, og så sagde jeg, at det ville jeg da gerne prøve - på en stille og rolig måde - og så har jeg så prøvet det, og det har kørt meget godt.

De var alle sammen meget hjælpsomme, svendene. Det var nok mere ens egen skyld, at man ikke sådan rigtig fik lov til at komme ind og prøve alting, fordi man var sådan lidt umoden og pjattede for meget. Det har man så lært senere hen, at det går ikke, for nogle gange skal man jo.

Jeg tror, det er svært at finde ud af, lige når man starter, hvor man står henne i firmaet. Du har jo egentlig ikke noget at skulle have sagt, hvis man kan sige det sådan, når man lige starter, for du kan jo ikke tillade dig sådan lige at råbe op, så jeg tror bare, at man følger de andre. Hvis du så går rundt med én og pjatter, og det så går over i arbejde igen sådan lynhurtigt, det tror jeg er meget svært for en lærling at indfinde sig under, for så skal man lige pludselig kunne omstille sig. Det tror jeg er svært.

Jeg kunne godt selv indse, at det var mig. Det var nok mig selv, der var lidt gal på den. Firmaet har hjulpet meget og de personer, man så er kommet ud til. Der er nogle gode nogle ind imellem, som er gode til at hjælpe én, når det er sådan, at man har lidt problemer.

Forholdet til mester
Hver 5. elev i den kvantitative elevundersøgelse har et anstrengt forhold til mester, hvilket kan være en af årsagerne til, at mange elever vælger at springe fra. Derfor var det interessant at se nærmere på disse fire elevers forhold til mester. Tilsyneladende er der ingen af eleverne, der har et dårligt forhold til mester, men helt problemfrit har det ikke været hos dem alle. Men det interessante i den forbindelse er, at to af eleverne er bevidste om, at de selv bærer en del af ansvaret for, at de har haft problemer med mester, fordi de bl.a. har været umodne eller urimelige. Det hænger sammen med, at de ikke selv udviste respekt til at begynde med, og derfor heller ikke fik respekt fra mester.

Rasmus har et lidt overfladisk - men ellers godt - forhold til sin mester. Han er primært godt tilfreds med mester, fordi han kan styre sit temperament, når Rasmus har lavet fejl. Rasmus føler i det hele taget, at mester giver ham en fair behandling.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Forholdet til mester er godt. Altså hvis jeg laver noget forkert, så får jeg en skideballe. Sådan er det, og sådan skal det også være. Det er ikke sådan noget med, at han bliver helt rød i hovedet og hidser sig fuldstændig op. Man får at vide, at man har lavet noget forkert. Der i vores morgenpause, der sidder mester altid derinde, og så snakker vi sådan normalt om alt muligt - lidt vind og vejr. Det er sådan meget nede på jorden.

Sisse har et meget nært forhold til sin mester, og havde det ikke været for ham, ville hun formentlig være sprunget fra. Hun har brugt meget tid på at snakke personlige og arbejdsmæssige problemer igennem med mester. Mester har været med til at "holde hende oppe", når hun har været ved at opgive det hele. Men samtidig oplever hun ham som en barsk mester, som hun imidlertid har kunnet tackle, fordi hun tør sige fra i situationer, hvor hun føler sig uretfærdigt behandlet. Endelig erkender hun, at hun selv har været urimelig i nogle tilfælde.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Mester har været god. Han har kunnet mærke, når man har været ved at give slip. Så har han sagt "tag dig nu sammen." Og så forklaret, at sådan hænger tingene sammen. Og så har jeg fået en forståelse af, at på ét eller andet tidspunkt bliver det min tur. Og dét er det så også blevet, og jeg er da glad for i dag, at jeg blev her. Nu er jeg ved vejs ende og kan se et lys forude. Men fire år er lang tid. Hvis man skriver under på en kontrakt, det er mere bindende end på en handelsskole, man er bundet af en kontrakt. Det er jo ikke bare sådan at skifte job fra dag til dag.

Mit forhold er blevet rigtig godt. Jeg har haft nogle problemer med ham, for han er en hård mand. Han kan snerre af os, ligesom vi kan snerre af ham, og så bliver man sur og kan komme op og skændes. Der har været nogle perioder, hvor jeg har syntes, at han var skide irriterende. Men i dag har vi det kanon sammen.

Vi har fået det bedre, måske også fordi, jeg er blevet det ældre. Jeg kan godt se, at mange af de komplikationer vi havde dengang måske var, fordi jeg var en anelse naiv. Med tiden har man kunnet se, at det jo er en arbejdsplads, og at der er nogle forholdsregler, man skal holde sig til. Man lærer at respektere, at han er en hård mand. Han respekterer dig, hvis du respekterer ham. Og latterliggør du ham, så bliver han sur. Og føler han, at han støder hovedet mod en dør hele tiden, så opgiver han til sidst. Vi har snakket sammen og prøvet at forstå hinanden og med tiden er det blevet bedre. Jeg er glad for ham som mester.

Anders er - på samme måde som Sisse - en elev, der har forstået at sætte sig i respekt over for mester. Anders er meget bevidst om sine rettigheder og stiller mange krav, hvilket han i flere tilfælde - når disse ikke blev opfyldt - har været nødt til at gøre mester opmærksom på. Anders er tydeligvis en elev, som man ikke "løber om hjørner med" - han er god til at gennemskue, hvis mester forsøger at lokke ham til forskellige ting.

Anders, slagterelev, 20 år:
Der er selvfølgelig problemer med mester, som de fleste har, det er jo nogle småting og bagateller, man kommer op og diskuterer om. I starten havde vi skrevet en kontrakt, men af en eller anden underlig grund, så havde jeg ikke læst den ordentligt igennem. Jeg havde bare skrevet under, og det var dybt dumt, for der stod delikatesseassistent, og jeg skal være butiksslagter, og det opdagede jeg så, da jeg kom på skole, og der havde jeg så problemer med mester på et tidspunkt. Og han blev ved med at sige, at det skulle jeg have lagt mærke til, og der var lidt ballade der, men han besluttede så at sige, at "så tager jeg dig i lære som butiksslagter, og så må det gå, som det går." Og det er så gået fint nok. Han har så rettet sig efter mine krav, og som jeg så er nødt til at stille, fordi det er noget andet. Han kører meget med smørrebrød og salat, og når man skal være butiksslagter, så skal man have meget med kød at gøre - skære i kød og bestille det hjem. Så jeg har stillet krav til ham.

Mester kan godt finde på at argumentere med, at for 20 år siden, der arbejdede de 50 timer om ugen, og siger, at "du er sej" for at lokke én til at arbejde mere. De siger også, at en slagter ikke kan blive syg, han kan kun dø! Det er noget pis. Jeg synes folk, der blærer sig med, at de arbejder meget, er latterlige, de kan ikke have et liv ved siden af.

F.eks. smørrebrød er ikke relevant for mig, og det kan jeg blive sur over. Det prøvede mester på et tidspunkt at bilde mig ind, at det er og sige, at jeg kunne risikere at komme op i et stykke smørrebrød til min svendeprøve. Og så fik jeg det på skrift fra skolen, at det kunne jeg ikke. Det er fair nok, det skal jo laves. Men de kunne jo bare spørge pænt.

Peter har et afslappet og ukompliceret forhold til sin mester. Han synes, mester er fair og kan godt lide, at mester giver en undskyldning, hvis det viser sig, at han har irettesat Peter i en sag, hvor Peter havde ret.

Peter, malerelev, 17 år:
Ham har jeg det meget godt med. Selvfølgelig kan jeg godt blive lidt træt af ham en gang imellem, men det kan alle vel. Nogle gange kan jeg godt synes - nej, nu kommer han igen, og så hvis der er et eller andet, der lige har kørt galt på en eller anden arbejdsplads, han lige har været ude på, så er han måske lidt halvsur, og det kan man godt være lidt irriteret over. Men ellers sådan personligt og arbejdsmæssigt, så kører det meget godt. Han skærer selvfølgelig igennem, når han har ret - eller når han synes, at han har ret. Men så er han også god nok til at komme dagen efter og sige "nej, men okay, det var mig" og så sige undskyld. Hvis du har haft ret, så kommer han altid og giver en undskyldning. Det er meget rart.

Det kollegiale sammenhold

Af den kvantitative elevundersøgelse ses det, at det kollegiale sammenhold fremhæves som en af de væsentligste kvaliteter ved elevernes praktikophold. Nedenstående eksempler viser på hver deres måde, hvordan eleverne oplever det kollegiale sammenhold i virksomhederne. Det er især bemærkelsesværdigt, at eleverne oplever en stor gensidig respekt fra kollegaerne. Når eleverne får respekt, skal de også selv udvise det.

Peter beskriver meget fint, hvordan han oplever den gensidige respekt fra kollegaerne. Desuden synes han, at det er godt, at man løser problemer indbyrdes mellem hinanden, frem for at gå til mester og klage.

Peter, malerelev, 17 år:
Alle i firmaet har det godt med hinanden. Jeg tror ikke, at der er nogle, der sådan ikke kan lide hinanden. Og hvis det endelig er, så tager man det altid op. Det synes jeg, at de er meget gode til. Hvis der er ét eller andet mellem en lærling og en svend eller en svend og en svend, så snakker man altid om det. Man behøver ikke at gå til mester. Det er meget rart, at folk går til hinanden i stedet for, når der er ét eller andet, de er utilfredse med.

Jeg synes, at vi er på lige fod alle sammen. Selvfølgelig skal man respektere svendene, fordi de er udlærte, men det synes jeg ikke er noget problem, for du får også selv stor respekt fra svendene. Du får det samme igen. Jeg tror, det er sådan, at du respekterer dem, og så respekterer de også dig. Sådan tror jeg, at det er. Jeg har jo nok prøvet grænser med dem i starten, men ikke bevidst.

Anders har med tiden fået et bedre forhold til sine kollegaer. Men han har oplevet, at de hundser rundt med ham og bestemmer det hele, når mester ikke er i forretningen. Hvis ikke han lytter efter dem, bliver han sat til kedeligt arbejde.

Anders, slagterelev, 20 år:
Der har jeg det fint. Min svend har taget godt imod mig, og han behandler mig også godt. Det gjorde han selvfølgelig ikke i starten, for der tænkte han "sådan en pisselærling, han skal ikke tro, han er noget" - og så får man bare, men der er ikke noget nu. Svende kan godt være værre end mester. Hvis mester ikke er der nogle gange, så skal man nok få at vide, at det skal fandeme være, som de siger. Så siger man "ja" - det er man nødt til, for ellers går det ud over én selv, og man bliver sat til det sure arbejde.

Sisse har et særdeles godt forhold til sin kollegaer, og de kommer en del sammen privat. Hun betragter dem som én stor familie. Når de er så tæt på hinanden i hendes virksomhed, betyder det også, at der lettere opstår gnidninger imellem dem, og derfor bruger de meget tid på at diskutere, hvordan man taler til hinanden. Sisse har imidlertid erfaret, at kollegaerne har prøvet en del grænser af med hende for at se, hvor meget hun kan klare, og det har været den mere barske side af det kollegiale samarbejde.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Vi har det godt. I forhold til dem, jeg har gået i skole med, er jeg nok én af dem, der har haft mest familie på min arbejdsplads, forstået på den måde, at vi snakker meget sammen - ikke kun om arbejde, også privat og om privatliv. Vi går meget op i hinanden og fester sammen. Til hverdag har vi det godt. Selvfølgelig kan der opstå nogle komplikationer, det vil der jo altid gøre, hvis der er travlt, kan man komme til at snerre af hinanden, og man er stresset. Men så er vi ret gode til at sige til hinanden, at det ikke var sådan ment. Eller sige, at "jeg bryder mig ikke om den måde, du snakker på." Så det skal køre, og det bliver det jo nødt til. Hernede kører det godt, og det hænger nok sammen med, at vi har været her længe. Der er ikke så stor udskiftning af personalet hernede. Det er kun eleverne, der springer fra.

De kan jo mærke på dig, hvordan du er. Men jeg er én, der vil frem. Men der er nogle, der går rundt med dukket hoved og finder sig i alt. Der var én, der ikke kunne, så hun skiftede. Min mester har været god til at være dér, når man havde brug for det. Han er her heller ikke så meget, så det bliver lettere end i små saloner, hvor mester er der hele tiden. Men jeg har da også nogle gange kunnet se, at det var mig, der var hoppet fra. Men hvis jeg har haft problemer, så har jeg undgået personen i nogle dage. Hernede er der ikke én eneste elev, der ikke har haft problemer, for de vil gerne prøve dig af, for så har de set, hvor din grænse er. Men til sidst må man sige til mester, at nu er det nok, og når vi har haft møder, har man kunnet sige fra. Og så har personen svaret, og så har man fundet grunden. Vi elever føler os nok hurtigere dårligt behandlet.

Rasmus har et meget fint forhold til sine kollegaer, og han giver et eksempel på, hvordan han får hjælp af dem, hvis han får nogle opgaver på skolen, han ikke kan løse. Hans kollegaer viser stor hjælpsomhed og interesse for Rasmus’ oplæring. Der er en meget stor gensidig respekt mellem ham og svendene.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
De respekterer mig helt klart. Altså, selvfølgelig kommer de hen og checker, om det er rigtigt. Det skal de også gøre, for det er dem, der har ansvaret for det, når det er dem, der har sat mig til det. De kalder mig for yngstelærling nogle gange, men altså det er jo kun for sjov.

Der er jo nogle, man snakker mest med. Det er én af svendene derude. Vi snakker meget sammen og går og finder på alt muligt pis sammen. Det er ham, der mest sætter mig i gang. Også fordi det er ham, der får alle opgaverne ned. Og så deler han dem så ud til de andre svende.

Når man er på skole og man kommer over, så spørger de selvfølgelig, hvordan det går, og hvordan ens karakterer er og sådan noget. Hvis man har et eller andet problem ude på skolen, så kan jeg bare ringe hertil og spørge en af svendene, og så kan de lige lynhurtigt forklare over telefonen, hvordan man gør, så man får en lidt bedre karakter - det er altid godt.

Hvis man ved, hvad man snakker om, så lytter de altid til én. Det er ikke sådan, at jeg er ældre end dig, så ved jeg mere end dig - sådan er det jo ikke.

Konflikter

I spørgsmålet om konflikter har resultaterne i den kvantitative undersøgelse været vanskelige at fortolke, fordi eleverne (og mestrene) muligvis ser forskelligt på konflikter. Nogle elever betragter konflikterne som positive, mens andre betragter dem som negative. Derfor var det vigtigt at få belyst dette nærmere i de personlige interview. De fire elever ser positivt på de konflikter eller "skideballer", der opstår i forbindelse med arbejdsrelaterede problemer, f.eks. hvis eleverne laver fejl. Tilsvarende synes eleverne, det er i orden at have holdningsmæssige konflikter, dvs. uenighed som følge af forskelligt syn på, hvordan arbejdet skal gøres. Med andre ord peger de fire eksempler på, at konflikter er fint, så længe de er en naturlig del af læreprocessen.

Anders accepterer, at der indimellem opstår konflikter, fordi han ikke er enig i den måde, tingene skal gøres på. Han giver udtryk for sin mening, men er samtidig indstillet på at rette sig efter, hvad mester siger, fordi han skal oplære Anders i at gøre tingene.

Anders, slagterelev, 20 år:
Holdningskonflikter vil der altid være, for alle har en mening om, hvordan tingene skal laves, og hvordan de forskellige ting skal gøres, rengøring og sådan noget - det vil der altid være. Og det er der også hos os.

Altså konflikter finder sted, men det er jo igen, fordi jeg sætter mig på tværs, så er jeg nødt til at rette mig efter ham, for det er ham, der er mester, og det er ham, der skal lære mig tingene, så jeg er nødt til at rette mig efter det.

Jeg siger altså min mening, og så må der blive konflikter, og så går jeg ud og trækker noget frisk luft. Og så går tiden, og så snakker vi ikke mere om det.

Rasmus er indforstået med at modtage en "skideballe", når han har lavet fejl, men det er han glad for, fordi så bliver luften renset.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Selvfølgelig får man en skideballe, hvis man laver noget forkert, så går de ikke og er sure på én i flere måneder. De hjælper én meget. Hvis man har nogle spørgsmål, så går man hen til en af svendene og spørger, hvad man skal gøre. Eller også kommer han hen og viser det, og så gør man det.

Peter undgår holdningsmæssige konflikter ved at indordne sig under de andre, fordi han ikke er så langt i sit læreforhold, og derfor mangler den fornødne erhvervsfaglige ballast.

Peter, malerelev, 17 år:
Der er selvfølgelig holdningsmæssige konflikter, men det har jeg ikke rigtig prøvet noget af endnu, fordi jeg ikke er så langt endnu i min læretid, så jeg har det meget med sådan at "bukke under svenden", når han siger "sådan er det altså." Så kan det godt være, at jeg siger, at "sådan har jeg ikke lært det fra en anden", men sådan gør han det måske ikke, og så må man jo bare høre efter, for det er ham der bestemmer.

Sisse har oplevet en del negative konflikter, der har været knyttet til hendes mindreværdsfølelse som elev. Hendes konflikter har haft en mere alvorlig karakter, og har ikke kunnet løses mellem medarbejderne, hvorfor hun er gået til mester med problemerne.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Jeg har haft nogle problemer. Jeg har f.eks. følt, at jeg var blevet sat til side eller blevet latterliggjort. Men hvis jeg har haft et problem med en person, har jeg taget personen ud og snakket med vedkommende. Men jeg synes ikke, at det er sjovt at gå og være sure på hinanden i ti timer om dagen...det er ikke sjovt...det er faktisk et rent helvede...fordi man går og har det skide dårligt og ikke kan finde ud af sig selv. Man går jo og gnider op ad hinanden.

Nogle gange kan man godt føle, at man er et mindre menneske end dem, og så har jeg banket i bordet og sagt "jeg er sgu lige så meget menneske, som I er", "I har selv været igennem denne her uddannelse, så må I også respektere, at der er andre, der skal igennem den".

Det er mange gange sådan, det har været, hvis man har misfor-stået situationen, men mange gange har man så snakket om tingene. Hvis vi har haft nogle problemer, der ikke har kunnet løses indbyrdes, er vi gået til mester, og så plejer han at sætte et møde op, hvor vi forsøger at finde ud af, hvad der er galt. Og så plejer det at gå i hak igen. Omkring én gang om året har det ikke kørt så godt.

Oplæringen

Nedenstående eksempler viser, hvordan oplæringen foregår i nogle af virksomhederne. Styrken i oplæringen består i, at eleverne prøver kræfter selv, og så kommer mester eller en svend og tilser arbejdet. De fire elevers oplæringssituation viser ligeledes, at svendene i høj grad udviser tillid og tager ansvar for elevernes oplæring.

Rasmus synes, at det er betryggende, at svendene løbende kontrollerer, at hans arbejde er godt nok, men ellers er han glad for at løse opgaverne selv og blot spørge, når han ikke kan finde ud af det.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Der er ikke nogen bestemt svend, der bestemmer over os. Til hverdag går jeg ud og spørger en af svendene, om de har noget til mig. Og hvis de så har noget til mig, så er det dem, der står for det, fordi det er dem, der har sat mig i gang. De sætter mig i sving, og så laver de noget andet. Så laver jeg selv den opgave, og så kommer de hen og checker en gang imellem eller, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, så går jeg hen og spørger dem. Så går han lige hen og kigger på tegningen, og så kigger han på det, og så siger han, at sådan skal du gøre.

Hvis jeg nu står og tror, at jeg har vendt en låge rigtigt, når jeg har vendt hele lortet på hovedet og så sender jeg den til galvanisering, og så får vi den tilbage og så er den forkert, så kan du lige så godt smide den ud. De kommer meget hen og sådan lige kigger over og siger "det ser godt nok ud - bare fortsæt." Det synes jeg er meget godt, for hvis man sender noget ud, så har man en vis sikkerhed for, at så er det i orden. De viser, hvordan man gør. Det er ikke sådan, at de vender ryggen til, og så laver de det hele selv. De viser det lige en gang, og så skal man altså selv gøre det, for de har ikke tid til at stå og lave det for én, så bliver man bare nødt til at finde ud af det. Og hvis man så ikke kan finde ud af det, så spørger man bare igen.

Anders føler ikke altid, at der er tilstrækkelig tid til hans oplæring, hvilket skyldes, at der er meget travlt i butikken. Anders er derfor nødt til at prøve sig frem, og hvis han laver fejl, forsøger han at skjule det, så godt han kan for at udgå at ulejlige de andre.

Anders, slagterelev, 20 år:
Svenden står for oplæringen, når mester ikke er der, men det, man lærer, som kan bruges, når man skal til svendeprøve, det lærer man på skolen. Dét, du lærer på en arbejdsplads, så kører man derudad, det er ikke sådan, at man står og kigger på, at nu skal man gøre sådan og sådan. Det er meget sjældent. Man må suge til sig, for der er ikke tid til at stille sig op og stå og sige "kom nu skal jeg vise dig" et eller andet - det er der ikke tid til.

Derfor er det også svært at gå til svendeprøve, og sige "jamen, sådan gør vi derhjemme", for det er der ikke noget, der hedder. Dét, du har lært, det er noget, du lærer på skolen, og der gør de slet ikke på samme måde. Den måde, de gør på skolen, og den måde, de gør det hjemme hos mester - økonomisk kan det ikke hænge sammen - så det bliver aldrig gjort på samme måde. Så må man bare høre efter, når man er på skolen, der er ikke så meget andet at gøre.

Vi er en lille butik, så jeg er blevet sat ind i rutinen, og jeg kan altid gøre det. I starten blev jeg sat til det. Det, man laver, kommer man hurtigt ind i, også på skolen, man lærer det hurtigt. Det er jo ikke det sværeste fag, men selvfølgelig er der nogle indviklede ting. Hvis man laver en fejl, skjuler man det selvfølgelig, og hvis de så opdager det, så viser de, hvordan det skal laves. Hvis man laver en fejl, siger man det på en sjov måde for at fortælle, at man har gjort det forkert - der er ikke nogle sure miner. Der er nogle mestre, der slet ikke kan tage, hvis deres lærlinge gør noget forkert.

Man får også den faglige oplæring hen ad vejen, sådan, at når man har lavet tingene nogle gange, så siger de "nu må du lige selv prøve." Det nytter ikke at spørge om hjælp, for de har for travlt. Så forsøger man selv, og så bliver det rutine.

De kommer ikke og siger "nu skal du lære et eller andet." Der må man selv tage initiativ. De giver ikke nogen opgaver. Det er kun på skolen. De er selvfølgelig interesserede i, at jeg hurtigt kom i gang, så jeg kunne arbejde selvstændigt, så de ikke behøvede at kigge over nakken, for det er belastende. Det gjorde mester i starten. Men nu har jeg også været på skole og fået karakterer, så nu ved han, hvordan det går oppe på skolen.

Sisse har selv valgt, hvem af svendene der skal stå for hendes oplæring. Hun er et eksempel på, at eleverne oplæres til selv-stændighed, dvs. at eleverne selv vælger, hvem de mener, de kan lære noget af. Sisse synes, at det er positivt, at hun bliver oplært af én, der arbejder lidt ligesom hende selv.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Normalt har de andre elever en mester, der oplærer dem. Men jeg har valgt én ud, som jeg synes arbejder som jeg, og hun har lært mig meget. Hun er meget hård og bestemt. Hun følger mig meget i dagligdagen. Hvis jeg skal bruge hjælp, går jeg til hende. Og hvis hun kan se, at der er noget, jeg har sprunget over, så kommer hun og siger det til mig. De første to år tænker man ikke i de baner. Men når man kommer mere ind i faget, vælger man én ud, som er lig én selv.

Peters oplæringssituation er præget af en høj grad af selvstændighed, men samtidig kan han til enhver tid komme og spørge om hjælp, hvis han ikke kan finde ud af tingene. Efterhånden behøver han ikke længere at blive sat i gang af en svend, han tager bare fat ligesom de andre.

Peter, malerelev, 17 år:
Svendene står for den daglige oplæring. Det foregår sådan, at hvis du har noget, du vil spørge om, så spørger du, og hvis der er noget, hvor du siger, at det her tror du ikke helt, at du kan finde ud af, så er de alle sammen gode nok til at komme hen, og så viser de lige lidt.

I starten var det dem, der satte mig i sving, men nu siger de bare, at "du ved jo, hvad du skal", og så siger man "ja", og går i gang, hvis man ved det - hvis man ikke ved det, så siger man så, at "det har jeg altså ikke prøvet før, det her" og "kan du ikke lige vise det." Men de siger også altid alle sammen, at du kan jo altid spørge, hvis der er et eller andet.

Selvfølgelig er der nogle, der er bedre end andre til at lære fra sig. Sådan vil det jo altid være, men forholdsvis er de alle sammen rimeligt gode til det.

De går meget op i ens oplæring. Du skal gøre det rigtige. Det går de meget op i. Fordi jeg skal lære det rigtige og så kunne lære det videre bagefter.

Der er egentlig ikke noget, som jeg ikke får lov til - ikke af svendene. Det er mere mester. Han ved jo så ikke altid lige, hvad der sker ude på en arbejdsplads. Det kan godt være, at svendene siger "nå, men så skal du lige sætte det der væv op" - og så siger mester, "nej, det skal han ikke, fordi han er ikke langt nok henne i sin læretid til at lære det." Men så siger svendene "bare gør det alligevel." Og det er jo meget rart. Så siger svendene, at de tager ansvaret, hvis det er, og så lærer du det. Mester er altid med ude og ved, hvad der sker, men han ved aldrig, hvem der gør hvad.

Fagligt relevante arbejdsopgaver

Netop elevernes forståelse af og holdning til "fagligt" relevante arbejdsopgaver i virksomheden har betydning for deres trivsel. I den kvantitative undersøgelse peger eleverne på, at de i mindre grad finder arbejdsopgaverne "fagligt" relevante end virksomhederne. Dette kan forklares ved, at eleverne ser anderledes på, hvad der er "fagligt" relevant arbejde, og hvad der ikke er.

Rasmus er godt klar over, at man som den yngste i hierarkiet på en arbejdsplads må tage sig af visse "sure opgaver", men han er samtidig bevidst om, at han får tildelt sværere og sværere opgaver i takt med, at han kan løse dem. Han oplever, at alle medarbejdere tager del i alle opgaver - også de mere kedelige - hvorfor han er opmærksom på, at disse opgaver er en naturlig del af arbejdet som smed.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Jeg er yngstelærling, så det er mig, der skal lave kaffe til dem i alle pauserne. Det er bare noget, jeg bliver nødt til at finde mig i. Og så er det mig, der mange gange får de sådan lidt mindre spændende opgaver. Men det er så fordi, at jeg ikke er så dygtig endnu, så jeg får jo det, som jeg kan finde ud af. Men det er ikke noget med, at der går én derude og siger "jeg er ældst, så jeg er boss", sådan er det ikke. Jeg laver mange gange det samme som svendene også.

Når man kommer til skade, det er jo mindre godt, det må man sige. Og når man bliver sat til noget godt arbejde, det er dejligt. Det er jo altid dejligt at blive sat til noget sjovt noget, noget udfordrende.

Vi fejer alle sammen gulv. Det gør vi hver fredag, og det er ikke en bestemt, der gør det. Man fejer foran sit eget plan. Hvis der er rigtig beskidt, så kan det godt være, at en af lærlingene eller måske en af svendene bliver sat til at feje over det hele, men det sker sjældent.

Anders synes hurtigt, at hans arbejde bliver kedeligt, men han føler tit, at det er op til ham selv at finde på nogle gode ideer, der kan gøre arbejdet mere spændende.

Anders, slagterelev, 20 år:
Nogle gange er jeg tilfreds med mine arbejdsopgaver, men hurtigt, og dét er det allerede, er det for meget af det samme, man laver. Det bliver rutine det hele, og dagen bliver lang og kedelig. Men der er jo ikke så meget at tage sig til, så må man selv komme med nogle forslag engang imellem.

Peter føler i høj grad, han får lov til at lave "fagligt" relevante opgaver, og det er for ham ensbetydende med, at han laver det samme som svendene.

Peter, malerelev, 17 år:
Vi har det sådan i firmaet, at når en lærling kommer ud, så skal han have lov til at prøve det samme, som svendene render rundt og laver, og så må man så bare tage tiden til det og gøre det så godt, man nu kan.

Jeg har hørt fra andre, jeg går på skole med, at deres mestre er sådan mere hårde. De får ikke lov til at lave så meget, før de måske er tredje års lærlinge og skal til at være udlærte. Før får de ikke lov til de store ting - det færdige arbejde. Og det lærer man jo ikke noget af. Så går de ud med nogle dårlige karakterer, fordi de ikke har fået lov til at lave det.

Skoleopholdet

De fire elever har generelt et mere negativt syn på skolerne end på deres praktikvirksomhed, hvilket ligeledes fremgår af den kvantitative undersøgelse. Eleverne er meget målrettede mht. deres skoleophold; således peger hovedparten i den kvantitative undersøgelse på, at de primært kommer dér for at lære noget om branchen. Dette kan være med til at forklare, at de stiller meget store krav til det erhvervsfaglige niveau og undervisningen på skolerne.

De interviewede elevers synspunkter fordeler sig i fire grupper: bedre sammenhæng i den teoretiske undervisning, et højere erhvervsfagligt niveau, bedre materialer og metoder samt en mere "virksomhedsorienteret holdning" (skolekulturen).

Sisse peger på to problemer ved sit skoleophold; for det første synes hun, at de klippeteknikker og -metoder, eleverne lærer, er gammeldags, og for det andet synes hun specielt, at faget erhvervsøkonomi er placeret for tidligt i uddannelsen. Hun savner i det hele taget en bedre forståelse for, hvorfor de skal have de pågældende fag, som hun i øvrigt mener bør placeres i skoleforløbet, når man har brug for dem.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Jeg har altid været glad for skolen, som én af de eneste. Men de kører meget med de metoder, de altid har kørt med. F.eks. er svendeprøven meget gammeldags og meget friseret. Meget umoderne - det moderne kan man ikke lave til svendeprøven. De kunne godt prøve at udvide deres horisonter - de har svært ved at give slip på de gamle metoder. Der er ikke nok, som får eleverne til at bide fat. Hvis du ikke virkelig har interessen i at lære teorien, så glider du fra, for den er bare så tør. Hvis din lærer ikke er god, er det meget tørt. Det kræver, at lærerne er friske.

Jeg har let ved de boglige fag, og hvis jeg fortæller, hvad vores skole går ud på, så taber folk øre, næse og mund og spørger, hvad vi skal bruge det til. Erhvervsøkonomi er dødssygt. Det ligger forkert, men jeg kan ikke se, hvorfor det ligger på Tek 2, for man har glemt det på Tek 4, så hvis man skal åbne en forretning, så har man glemt det.

Peter er heller ikke tilfreds med skolen, og han klager især over lærerne, der ikke rigtig kan "styre eleverne." Desuden peger han på, at materialerne er meget nedslidte og forældede, og generelt savner han tid til fordybelse i den erhvervsfaglige undervisning. Peter synes, der burde være mere tid på skolerne til at gå i dybden med tingene, som der ikke er tid til i virksomhederne, hvor man har travlt med at få arbejdsopgaverne udført. Endelig fremhæver Peter, at holdningen på skolerne er for slap. I modsætning til virksomhedskulturen, hvor elever oplever, at det har en betydning, at de er dér, og at man interesserer sig for deres uddannelse. Skolekulturen er præget af, at eleverne får lov til at passe sig selv, og her føler Peter ikke, at der bliver stillet krav nok til eleverne.

Peter, malerelev, 17 år:
Skolen den er ikke god. Der er nogle af lærerne, der ikke rigtig kan sætte sig igennem. Det er ligesom om, at lærerne bliver eleverne. Eleverne bliver lærere, fordi nogle af lærerne ikke er dygtige nok. Undervisningsformen er god nok, men alle materialerne er forældede. Nogle af hårene ligger ud af penslerne, og det kan du ikke bruge til noget. Det synes jeg godt, man kunne lave lidt om på - forholdene derinde med værktøjet.

Nogle af fagene, der lærer du virkelig noget. Der er selvfølgelig også nogle af fagene, hvor du kommer hjem og tænker - wow, hvad lærte jeg lige her - ikke noget.

Vi havde en lærer i materialelære. Han kiggede ned på folk. Der var én kæledægge og resten der ikke var, det var bare vores problem, hvad vi lavede. Og det lærer man altså ikke ret meget af. Og det har vi sagt til skolebestyrelsen, men det er der ikke sket noget ved. Jeg ville gerne have, at lærerne tog sig lidt bedre tid til eleverne derinde og uddybede tingene lidt bedre. Det kan godt være, der ikke er tid nok til det, men så må man få tid nok. Der er mange gange, man kommer hjem og siger, at der er et eller andet her, man slet ikke har lært.

Jeg er godt tilfreds med den ordning, jeg er på, hvor vi ikke har nogen boglige fag. Man har lavet uddannelsen om for de nye, der er startet, hvor man så skal have boglige fag. Der er jo mange, der f.eks. har læse- og skrivevanskeligheder og derfor vælger at være malere, og det synes jeg er synd for dem, at de skal ryge en karakter ned, fordi der er noget, de ikke er gode til, som ikke har med faget at gøre.

I virksomheden lærer man meget mere, end man gør på skolen. Selve opbygningen af ens uddannelse lærer man i virksomheden. Man kommer kun ind og lærer farverne inde på skolen. Resten er bare for at få tiden til gå. Jeg synes ikke, at man får særlig meget ud af at få udleveret en plade, og så kan du få lov at lave noget på dem. Det lærer du jo ikke noget af som sådan, når du er bygningsmaler. Du får ikke prøvet nogle ting derinde. Du får en plade udleveret og skal male kunstmalerier på. Der er jo ikke nogen bygningsmalere, der sidder og maler små kunstmalerier på små plader nu om dage.

Man får meget lov til at slappe af derinde. Du bliver aldrig nogensinde kigget efter. Du kan passe dig selv. Du kan gå fra en time uden, at der nogensinde vil ske noget - du kan gå hjem. De holder slet ikke øje med folk, og du kan stort set gøre, hvad du vil. Det bliver man jo doven af, det siger jo sig selv.

Rasmus har ligeledes problemer med at kunne anvende det, han lærer på skolen i virksomheden, men det skyldes især, at udstyr og materialer er for moderne i forhold til det, han møder i virksomheden. Han kritiserer den almene undervisning for at hænge dårligt sammen med den erhvervsfaglige undervisning; han foreslår, at man i stigende grad anvender helhedsorienteret undervisning og integrerer den almene og erhvervsfaglige undervisning. Desuden synes Rasmus, at det erhvervsfaglige niveau er for lavt - hvilket igen skal tages som udtryk for, at han gerne så, at skolen havde samme holdning som i virksomhederne, hvor man ikke opererer med særligt store tolerancer.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Jeg synes ikke, at man lærer helt vildt meget. Nogle gange lærer man noget, og andre gange lærer du ikke noget. Der står i bøgerne, at sådan skal du svejse, og det er de færreste, der svejser sådan, som det står i de smedehåndbøger, som du skal lære. Du kommer fra en virksomhed, hvor du er vant til at gøre én ting, og så kommer du ud på en skole, hvor de er vant til at gøre en anden ting. Det er sådan lige lidt forvirrende nogle gange. Når du kommer hjem, så er der lige gået ti uger på en måde, og så kommer du hjem og skal vende dig til en anden måde. Der går et stykke tid, før man kan vende op og ned på tingene igen.

Skolerne bestiller de nyeste materialer og investerer helt vildt meget på værkstedet. Det er også det, der er svært, at de har de helt nye maskiner, og så kommer du ud i firmaet, hvor de har maskiner, der måske er 55 år. Den er ældre end én selv. Det er da godt nok at lære at bruge de nye maskiner, for hvis du kommer hen på et firma, hvor de har de nye maskiner, så er det jo godt. Det er ikke sådan noget, som jeg helt vildt jubler for at komme på skole efter.

Der er måske lidt for lidt værkstedstimer og lidt for meget bogligt. Du har ikke helt vildt meget brug for at sidde og lære engelsk. Selvfølgelig, hvis det var engelsk relateret til arbejdet, men når du bare sidder og læser historie, ligesom du gjorde i folkeskolen, så kan du ikke bruge det til noget ude i et firma. F.eks. hvis du i engelsk, i stedet for at læse en historie om en fodboldkamp, sad og læste en manual til en maskine. Hvis du køber en ny maskine, så er der jo mange gange, hvor manualen ikke er på dansk, men på tysk og engelsk og fransk. Jeg kan godt se pointen i at have de boglige fag, men de bliver bare ikke brugt godt nok.

Det faglige niveau kunne godt være lidt højere. Måske lidt mindre tolerancer. Herude der arbejder vi med omkring én millimeter, at det sådan må svinge, og helst ikke noget. Men på skolen er "nå, en 3-4 millimeter", det kan vi bare stå og slibe lidt af. Det burde være lidt mere hårdt, men det har du ikke tid til. Det er derfor, der skulle være lidt flere værkstedstimer. Det tager længere tid at gøre det nøjagtigt. Det har du ikke tid til på skolen.

Personligt har jeg aldrig selv haft svært ved skolen. Der er nogle, der f.eks. har meget svært ved engelsk eller matematik eller dansk, så jeg synes nogle gange, niveauet ligger for lavt, men så er der måske nogle, der synes, at det ligger for højt. Dansk - det har vi lært i ti år i folkeskolen. Vi har dansk ét år, og så hellere lave det om til værkstedstimer.

Man bliver sådan lidt mere bevidst ude på skolen med at "nå, er det sådan, det foregår." Ude på skolen kan du tillade dig at dumme dig lige så meget, du vil, og så bare smide det ud. Det kan du ikke her, hvis du står med en låge til 5.000 kroner, så kan du ikke bare smide den ud. Det er sådan lidt, "nå, er det sådan man gør", og så bliver man også bedre til det, og til at se tingene for sig. Når du kigger på en tegning, er det nogle gange svært at forestille sig, hvordan den kommer til at se ud, men når du så har været på skole og har haft tegneforståelse, så står du ude på værkstedet og tænker, aha, det er sådan det ser ud.

Hvis jeg har lært et eller andet på skolen, så plejer det også at være rigtigt herude. Eller også så har vi jo vores metoder herude, så bruger jeg bare dem i stedet for, ikk’? Det er ikke sådan noget med, at alle skal gøre det ens. Man gør det sådan på den måde, man selv synes. Hvis der er et eller andet, som jeg kan se, at han står og fumler med, så i stedet for at stå og "klods" med det, så "hallo - vend lige lågen" eller sådan noget og få det tæt på dig, så gør de det.

Anders har også blandede følelser over for sine skoleophold. Han giver et kedeligt eksempel på holdningen hos en lærer på skolen og fortæller, hvordan det påvirker elevernes motivation. Desuden nævner Anders, at lærerne har problemer med at holde ro under undervisningen, hvilket igen forringer elevernes indlæringsmuligheder. Anders føler tillige, at der er en dårlig sammenhæng mellem dét, man lærer på skolen, og det, man gør i virksomheden, og det medfører en utrolig splittelse hos eleverne med hensyn til, hvilken metode de egentlig skal anvende. I øvrigt føler han, at skolerne betragter eleverne som "børn" og ikke tager dem alvorligt, som de er vant til fra virksomhederne. På den positive side er det interessant at se, hvordan Anders oplever den erfaringsudveksling, der sker mellem eleverne på skolen.

Anders, slagterelev, 20 år:
Den, jeg er på lige nu, er ok, men der er nogle lærere og nogle fag, der er dårlige. F.eks. skal vi lære tysk, hvilket jeg synes er totalt hjernedødt. Og der er mange elever, der aldrig har haft tysk før. Og vores lærer er en drukkenbolt, og jeg har klaget over ham, for han kan ikke en s..., og han kan ikke lære eleverne noget. Jeg har fået en seddel af min mester, hvor jeg skriver ned, hvad vi laver i løbet af dagen, og der har jeg skrevet, at han sidder og fortæller historier og vittigheder og rejser. Og så bruger han timerne til det...f.eks. går han sin vej og tager sine fotokopier i timen og kommer tilbage 45 minutter senere. Nogle gange skal vi se video, der ikke har en sk... med tysk at gøre. Og så forventer folk, at man skal kunne gå op...og når læreren selv siger at "I skal jo ikke bruge det til noget", så er det ikke ret motiverende. Og min mester har lige indgivet en klage, og vi gjorde det også sidst, men jeg tror ikke, det hjælper noget. Mester interesserer sig for det, han går skam op i det, det gør han. Jeg tror ikke, der er nogen lærere, der gider være på den skole og lære nogle tysk.

Jeg er godt tilfreds - men i dag f.eks. har vi brugt otte timer på tilberedning af kød, og det er lidt spild af tid. Men der er meget teori, og rigtig meget spildtid. Og mange pauser. Og det teori, man har, kan man ikke rigtig bruge til noget, og man glemmer det hurtigt - det er svært at få det ind, for der er mange, der sidder og larmer og ikke kan sidde stille, og så er det klart, at så sidder folk og råber. Undervisningsmaterialerne er gode, de har det nyeste udstyr.

Skolen gør det, som man gjorde i gamle dage, de gør det præcis efter bogen. Når man så kommer hjem, er der ikke noget, der er ens, f.eks. når man skærer kød, det er det samme, det er måske lidt mere groft. Til svendeprøven skal man lave fine pølser til eksamen efter at have prøvet det to gange med et års mellemrum, og man laver aldrig sådan noget i virksomheden. Det er jo umuligt at kunne huske det. Det er totalt ulogisk. Sådan noget gør man ikke i butikkerne, så køber man det - for de er jo lige så gode - man skal bare tage dem ud af posen.

Nogle gange taler de til os, som om vi er dybt åndssvage, og det er sådan nogle bagateller, de fortæller os. Det kan godt være belastende, vi er jo ikke dumme. Men ok, der er også nogle, der ikke kan finde ud af det, men man kan jo ikke dele klassen op i de dumme og de mindre dumme, så det er klart, at der er nogle, der ikke rigtig fatter det, men så må man tage det forfra.

Det er meget lidt, jeg kan bruge, når jeg kommer hjem, for det bliver lavet på en helt anden måde - det er ikke det samme. Det man skal huske på, er, at man skal have det siddende i hovedet, for næste gang man kommer på skole, så skal man bruge det igen, men man glemmer meget af det, fordi man ikke bruger det til hverdag. Det er meget lidt, man kan bruge, for det er noget andet man laver - pølser f.eks.. Og vi har jo også computere og erhvervsøkonomi, og det skal vi ikke bruge. Det man kan bruge er sådan noget med, hvordan man anvender tingene.

Man kan helt sikkert få nye ideer, men det er meget sjældent lærerne, der kommer med det. Det er for det meste eleverne, der kommer med et eller andet. Så lærer læreren også noget.

Skolen gør det på en måde og mestrene på en anden, og så er det også svært for eleverne at gøre det rigtigt. Det er umuligt, for mestrene gør det forskelligt, så skolen er nødt til at følge bøgerne. Men de er også underlige, de er latterlige.

Overgangen fra skole- til praktikophold

Knap hver fjerde elev i den kvantitative undersøgelse har svært ved at komme tilbage i praktikvirksomheden efter et skoleophold. De fire interviewede elever har måske ikke ligefrem svært ved at omstille sig, men de er alle klar over, at tempoet er meget forskelligt inden for de to kulturer.

Rasmus nævner igen de større erhvervsfaglige krav i virksomheden i forhold til skolen, og han slapper i det hele taget meget af under sine skoleophold.

Rasmus, smedeelev, 18 år:
Der er stor forskel med arbejdstempoet. Det ligger meget lavt inde på skolen. Her møder vi 7-16 og inde på skolen, der møder vi 8-15. Det er meget mere afslappet. Der er større krav her, end der er ude på skolen. De kigger sådan lidt mere løst på, hvordan det ser ud, bare sådan cirka og det ser meget godt ud.

Man er sløv ude på skolen. Der går man rundt og dovner den i ti uger, og så kommer du tilbage på virksomheden, og lige pludselig farer folk rundt omkring dig og så hov, nu skal jeg vist lige arbejde mig op i tempo igen, det kan godt tage et stykke tid. Man er fuldstændig smadret den første dag, man kommer tilbage efter skolen.

Sisse fremhæver ligeledes forskellige holdninger på skolerne og i virksomhederne, og at der ikke bliver stillet særligt store krav til eleverne på skolerne.

Sisse, frisørelev, 21 år:
Man skal lige geares op igen. Man er lidt sin egen på skolen, for lærerne har den holdning, at skal man lære noget, skal man selv tage initiativ til det. Men man kan tage det stille og roligt. Men man er frisk og klar - for på skolen får man noget frisk luft. Og når man kommer tilbage, er man klar igen.

Anders betragter sit skoleforløb som ren ferie, hvorfor det tager noget tid at komme op i tempo igen efter et skoleophold.

Anders, slagterelev, 20 år:
Det kan lyde dovent, men det er en ferie at komme på skole, man har fri hver weekend. Det er en pause, og det er dejligt at komme væk. I starten er det hårdt, men der går 14 dage, så er man inde i det igen, og det er ren rutine.

Jeg er aldrig kommet for sent. Jeg har ændret mig meget siden folkeskolen. Jeg sagde til mig selv, at det er et liv, min karriere, man kan ikke bare slappe af og have det sjovt med sine venner, men jeg har været nødt til at sætte tempoet op igen. Man skal bare lige i gang igen.

6.3 Mesterportrætter

Nutidens elever

Virksomhederne beskriver her med deres egne ord, hvordan de oplever nutidens elever. Af interviewene kan der spores forskellige elevtyper, nemlig de mere målbevidste, modne og selv-stændige elever på den ene side og de tøvende, umodne, uselvstændige elever på den anden side. Derudover antyder mestrene også, at der findes krævende og forkælede elever. Endelig giver mestrene udtryk for, på hvilken måde det er blevet sværere at have elever i dag end tidligere, dvs. for ca. ti år siden.

Dennis synes på den ene side, at nutidens elever er modne og selvstændige, og på den anden side er eleverne forkælede i den forstand, at de ikke er vant til, at der bliver forventet så meget af dem. Tilsvarende peger han på et andet dilemma, nemlig at eleverne i høj grad springer ud i nye arbejdsopgaver samtidig med, at de har behov for støtte, når de ikke kan magte opgaverne alligevel.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Kravene til det at have elever i dag er blevet større, så på den måde er det blevet sværere.

Eleverne er mere modne i dag. De går længere i skole og bliver derved noget ældre, inden de påbegynder deres uddannelse. Ofte er det en af mine opvaskere, der påbegynder uddannelsen hos mig. De kan se, hvad det indebærer at blive slagter ved at følge den daglige gang i forretningen og er på den måde godt forberedt.

Eleverne er mere selvstændige end tidligere - igen nok fordi de er ældre, når de starter - men til gengæld får mange af dem et chok, når de opdager, hvor meget der skal arbejdes for at få en forretning til at fungere optimalt. Man kan ikke bare sætte sig og sludre lidt, hvis det er det, man lige har lyst til. Jeg mener, de unge mennesker i dag er meget forkælede og har lidt svært ved at klare modgang. Mange er vant til at "få det hele serveret." De har mod på at klare opgaverne, og går gerne selv i gang, men vil også gerne have en at støtte sig til i visse tilfælde.

Erik fremhæver en anden problemstilling mht. de tøvende elever, som han har mødt en del af. Disse elever har ikke engagement og vilje til at gennemføre den pågældende uddannelse, hvilket gør det vanskeligt at få dem til at passe ind i virksomhedskulturen.

Erik, malermester, seks ansatte:
Vi har været ude for mange gange, at de i realiteten måske ikke har det i sig - det med at være håndværkere generelt, og det er ligesom noget, der bare skal overstås for dem. De er ligeglade, man kan sige det samme hundrede gange. Der får man også problemer, når man skal placere dem, og de skal ud og hjælpe. Jeg er ude for tit, at hvis et par svende skal bruge hjælp, så siger man "ok, så får du lærlingen ud her", og så svarer de: "nå men så...vi kan selv nå det." Så det er ikke altid lige let i hvert fald.

Søren peger især på, at elever i dag er mere krævende end tidligere, og de gider ikke tage del i alle arbejdsopgaver i virksomheden, men vil primært beskæftige sig med "de spændende og kreative ting" hele tiden. Desuden føler han, at eleverne mangler en grundlæggende respekt for mester, således at hvis eleverne ikke får deres vilje, så gider de bare ikke. Selv "den gode elev", synes Søren, er blevet meget krævende, og derfor er der efter hans mening ingen "rigtig" gode elever længere. De unge skal have tingene forklaret mere, før de vil udføre arbejdet. Desuden føler Søren, at man skal passe meget på, hvordan man siger ting til eleverne i dag. Han har bl.a. erfaret, at der ikke skal ret meget til, før de unge føler sig mistænkeliggjort og under pres.

Søren, frisørmester, 18 ansatte:
Det er blevet sværere på en måde at have elever i dag. Altså det har noget at gøre med, at de unge i dag siger "det vil jeg ikke." Jamen, hør engang "du skal fandeme" - "du må altså lige tage det halve år, hvor du skal gå og feje lidt gulv og vaske lidt hår." Jamen, det gider man ikke. Man har nogle tanker og ideer, og det er dem, der tæller, og så er det lidt lige meget med mester. Mester er sat ud på et sidespor. Man har ikke rigtig den respekt, man havde i gamle dage. Så nu har man besluttet sig for, at det her, det gider man ikke. Hvis det ikke lige passer i deres kram, så gider man bare ikke. Man bøjer ikke af.

Den gode elev, og den dårlige elev...Altså det er skredet lidt det hele. Den gode er ikke blevet ved med at være den rigtig gode, hun er også blevet lidt mere med nogle spørgsmålstegn. "Det må du lige forklare mig, så jeg kan forstå det." I gamle dage kunne man sige: "tag nu for helvede og fej det gulv." Og så svarede de: "ja, ja, jamen jeg ved det sgu godt...jamen det er fint." Der er mindre tillid.

Er de syge, så ringer de til mig. Og så siger jeg "hvad fejler du ?." Og så siger de, at det har de ikke pligt til at oplyse. Og så siger jeg "jamen, det ved jeg sgu godt." Men du skal bare sige, at "jeg kommer ikke i dag." Det er sgu da ikke for at få en udredning. Men det er jo almindelig høflighed. Og de sagde "kan du ikke godt lade være med at presse, når vi er syge." Og jeg siger "ved du hvad, tror du ikke godt, du kan klare den, du har lige haft en sygdomsperiode". Altså, du skal passe uhyggeligt på, hvordan du siger ting. Det er måden, tingene bliver sagt på. De føler sig nemt mistænkeliggjort.

Tine føler, at man skal bruge alt for meget tid på at opdrage nutidens elever - og i særdeleshed de unge elever; derfor vil hun ikke anbefale at tage de helt unge elever. Tine har erfaret, at når man skal lære eleverne grundlæggende ting om f.eks., hvordan man opfører sig, så bliver det surt både for eleven og mester, og det kan være medvirkende til, at mange elever falder fra. Hvis eleven ikke udviser ansvarlighed og modenhed, så får hun/han heller ikke tildelt udfordrende og svære arbejdsopgaver. Tine peger i det hele taget på problemstillingen om, at det er vanskeligt at socialisere eleverne ind på arbejdspladsen.

Tine, frisørmester, fire ansatte:
Som 17-årig har du ikke prøvet nok. Deres grænser er ligesom ikke sat. De kommer næsten lige fra skolen. Der er ingen, der har sat grænser for dem, andre end deres mor og far. Du skal gøre sådan og sådan, og så at det også er noget kedeligt noget. Så er der mange, der går i stå. Der er nogle, der får lidt frie tøjler. Det tror jeg simpelthen ikke fungerer. Jeg vil gerne give dem frie tøjler under eget ansvar, og det føler jeg ikke altid unge kan administrere. De unge piger, der vil være frisører, starter for tidligt. Det tror jeg simpelthen har noget med deres alder at gøre. Det kender jeg fra mig selv.

Jeg kan ikke anbefale at tage unge elever. Du vil heller ikke have en 17-årig pige til at stå og rode i dit hår. Nogle kunder bliver irriterede over det. Visse ting skal du altså ikke sige til en kunde. Det er sådan nogle ting, du kan sige til en kunde. Hvis du havde en moden pige, kunne hun bedre forstå det. Hvis du skal til at lære hende alle de ting fra bunden af, så er der mange ting, der bliver surt. Så cutter eleverne, så er der mange ting, der bliver kedelige. Fordi de ikke kan de ting. De skal lære det først. De unge tror simpelthen de kan, og de er så modne, og de kan det hele. De synes, det er kedeligt det første år, hvor de ikke får lov til ret meget. Jeg synes, det er hårdere at have elever, end jeg havde regnet med, hvis jeg f.eks. sammenligner med mig selv.

Svend tegner et billede af nutidens elever som nogle, der har travlt med at blive udlærte, og som underforstået tror, de kan mere, end de egentlig kan.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Elever i dag, det er nogle, der er fuld fart på. De tror nok de fleste af dem, at de kan blive udlært på den halve tid af før i tiden.

Uffe ser nutidens elever delt i to grupper: de målrettede og restgruppen. Restgruppen kan sammenlignes med de tøvende elever, som han på samme måde som Erik, finder svære at få til at fungere på arbejdspladsen.

Uffe, smedemester, 28 ansatte
Jeg ser dem jo faktisk delt i to grupper, der er dem, som går målrettet efter det skal absolut være den uddannelse, de nu har bestemt sig for, og finder man dem, jamen, så har man en knaldgod lærling, som interesserer sig for det og bruger noget af sin fritid på enten at dygtiggøre sig eller på anden vis, fordi de simpelthen er så målrettede, og så er der den anden gruppe, som vi desværre nok må sige, at man føler nogle gange, at det er restgruppen, og så har man en større opgave i at få dem til at passe ind i arbejdslivet.

Lars synes, elever i dag stiller flere krav end tidligere; de er f.eks. mere bevidste om deres rettigheder og vil have mere fritid, hvilket han føler har gjort det sværere at have elever. Samtidig oplever han eleverne som målrettede og selvstændige og med en højere grad af gåpåmod, hvilket betyder, at de kan få mere ansvar og spændende arbejdsopgaver.

Lars, slagtermester, seks ansatte
Jeg synes, det både er blevet lettere og sværere at have elever. Lettere, fordi eleverne i dag er mere bevidste, og sværere, fordi de stiller større krav.

Det er min opfattelse, at når de unge mennesker i dag vælger slagterfaget, er det, fordi de har et ønske om at blive slagtere, og de har samtidig en del forventninger til uddannelsen. Det betyder også for de flestes vedkommende, at de stiller større krav til deres uddannelse og holder mester op på uddannelsens indhold, således at mestrene ikke kan bruge eleverne til "skidt og kanel", som tilfældet måske var tidligere. Udover den faglige bevidsthed er de unge mennesker i dag også meget bevidste om bl.a. arbejdstiden. Mange elever stiller det ofte som et krav, at de har fri om lørdagen en gang imellem, og det er ikke, fordi de ikke er glade for deres arbejde - tværtimod.

Nutidens elever er både målrettede og selvstændige. De er bevidste om deres valg af uddannelse og stiller krav til mester med henblik på at få en så optimal uddannelse som muligt. Når jeg også mener, at nutidens elever er selvstændige, er det, fordi de efter min mening i højere grad end tidligere tør gå i gang med mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg lægger også selv vægt på at give eleverne et ansvar for deres arbejde, og det giver dem måske en større motivation for at gå i gang med forskellige opgaver.

Virksomhedernes krav til elever

Vi har i de personlige interview med mestre og uddannelsesansvarlige fået uddybet, hvilke krav virksomhederne stiller til deres elever. Netop mestrenes og elevernes forskellige forventninger er med til at forklare, hvorfor det går galt i mange læreforhold. I disse portrætter ses det tydeligt, at mestrene primært stiller krav til elevernes personlige egenskaber, som f.eks. engagement, initiativ, ansvarlighed, selvstændighed og mødedisciplin. Endelig er det værd at bemærke, at flere af mestrene foretrækker at tegne kontrakt med elever, der enten har været i erhvervspraktik eller på anden måde arbejdet i virksomheden, således at de har et forkendskab til eleverne og deres personlige egenskaber.

Dennis er et godt eksempel på, at han nøje udvælger elever blandt sine tidligere opvaskere, hvis han kan se, at de besidder de rette personlige egenskaber. Hvis fundamentet er i orden, skal Dennis nok lære eleverne at blive erhvervsfagligt dygtige.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Jeg stiller som krav, at mine elever frem for alt skal være 100% ærlige. Som tidligere nævnt er det af og til én af mine opvaskere, jeg tager i lære. Derved har jeg jo et godt kendskab til eleven allerede fra starten og har derfor en formodning om, at uddannelsen er den rette for eleven. Er de selvstændige, ansvarsbevidste og modne, skal vi nok lære dem det, der skal til for at blive en dygtig slagter.

Ole peger ligeledes på, at det gælder om at få de målrettede elever med den rigtige indstilling, og derfor forsøger hans firma at "spore" eleverne tidligere, f.eks. i folkeskolen.

Ole, driftsleder i smedevirksomhed, 52 ansatte
Det er svært at spore de dygtige og målrettede elever. De skal spores hele tiden, og dem vi ikke kan spore, går vi så ind og får en rimelig dialog med, sådan at de bliver sporet, fordi det er vores krav her i huset, at eleverne skal være skide dygtige - og på skolen, der skal de altså bare hænge i.

Et andet krav er, at de skal være pålidelige. Vi kan ikke have én, der stjæler af kassen for at sige det på jævnt jydsk, det kan vi ikke bruge til noget. Og så skal de melde fra, hvis de er syge, altså have den respekt til arbejdspladsen, altså at man melder fra, hvis man er fraværende en dag. Vi har haft problemer med en enkelt person, og til sidst måtte jeg give ham en advarsel, så det er ham, der bestemmer, om han vil blive her eller ikke. Det vil også ødelægge moralen over for de andre, at han kommer ligesom det passer ham.

Uffe lægger vægt på, at elevernes holdning til tingene skal være i orden, og at de skal have et målrettet ønske om at blive smede. Han udvælger ofte sine elever blandt tidligere erhvervspraktikanter.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Jamen, altså vi forsøger at gå ind og se på deres holdninger, fordi det er så væsentligt, at vi får nogle, som går målrettet efter det her. Det skal være noget, de vil være, og det er et af de kriterier, vi prøver at komme ind til, men hvad de har af skolebaggrund osv., det har vi nu ikke været inde og vurdere ret meget på. Vi har vurderet mere på deres holdninger og deres indstilling til det, og så har vi ofte ansat nogle, som vi har haft i en praktikperiode før end fra skolen af eller på anden vis, som vi har lidt kendskab til. Det er meget mere om kemien passer, end det er den teoretiske baggrund.

For Erik betyder det meget, at eleverne er indstillet på at levere kvalitet i deres malerarbejde, dvs. at eleverne har en vis "faglig" stolthed og et ønske om at gøre arbejdet rigtigt i stedet for at "jappe" det hurtigt igennem.

Erik, malermester, seks ansatte:
Det vigtigste for os, også med hensyn til vores kunder, det er jo, at vi prøver at holde fast i at levere noget pænt arbejde, og det er klart, at det så går ud på at lære eleven det. Og så skal det selvfølgelig også helst hænge nogenlunde sammen med timerne på det. Hellere, at de bruger en time mere, og det er pænt, og man kan se, at de kan finde ud af det, end at de bare japper et eller andet igennem. Det har jeg gjort meget ud af, når vi har elever, at få dem til at gøre det på den rigtige måde. Men mange elever bruger den dér med, at de siger "jamen, du siger, at vi skal gøre det på den måde, og når jeg kommer ud og hjælper nogle af de andre derude, så skal vi gøre det på en anden måde." Der skal ikke ret meget til, så synes de, at det ikke er til at finde ud af. Hvor man må gå ud fra, at de tager det bedste fra det hele, ikke?

Svend stiller ikke så store krav til sine elever - blot at de er velsoignerede, møder til tiden og kan sige fra, hvis de bliver udnyttet til kedelige opgaver.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Jeg forventer for det første, at de er pæne og rene i tøjet på arbejde. At de møder til tiden. Hvis der er nogle problemer, at de så kan åbne deres mund, hvis de f.eks. bliver udnyttet for meget.

Tine er inde på lidt af det samme som Erik, nemlig at eleverne skal lære at "tænke" lidt som mester, dvs. have en grundlæggende forståelse for kvalitet og service inden for branchen. Desuden mener Tine, at det er væsentligt, at elever udviser initiativ. Hun føler imidlertid, at det er svært at kommunikere med elever i dag - man skal næsten være psykolog for at vide, hvordan man skal tale til hinanden.

Tine, frisørmester, fire ansatte:
Det kan være svært at forme en elev. Jeg har nogle tanker i hovedet om, hvordan en elev skal være, og sådan er hun jo ikke. Når en elev starter, skal man jo forme eleven, og det kan jo godt tage længere tid, end man selv måske lige synes. Og det kan godt være lidt negativt, at det ikke lige går hurtigt nok. Og fordi alle mennesker tænker jo ikke ens. Jeg stiller nogle krav til mine elever: At de skal tænke lidt, som jeg også tænker. Og der opstår nogle store problemer nogle gange.

F.eks. med at sætte sig selv i gang og overskue, hvornår tingene skal være i orden. Når pladserne roder, og der skal fejes af, så er eleven i gang med at lægge håndklæder på plads. Også måden man taler til kunderne på. Når man f.eks. tager telefonen, skal man smile. Pinligt når hun f.eks. snakker om nogle ting, der er helt hen i vejret. Det er sådan nogle ting, jeg hele tiden skal sige. Og det er lidt hårdt, for det er sådan nogle banale ting.

Det er svært at kommunikere med eleven, når de starter for tidligt. Man misforstår let hinanden. Deres tankegang er helt anderledes. Jeg har nogle ideer med, hvordan hun skal være. Jeg er nødt til at opdrage hende. Det er godt nok lettere at forme en ung pige, men det kræver noget mere. Selvom det godt nok også er et plus, at de er lettere at forme. Man skal være en kæmpe-psykolog. Der burde faktisk være noget psykologi på frisøruddannelsen - hvordan man taler til hinanden - både mellem chefen og de ansatte og så videregive det til kunderne. Ellers burde chefen gå på kursus - de er ikke særlig psykologiske. Der tror jeg også, mange elever bakker ud. Hvis du ikke kan tale med chefen, så dur det ikke. Hvis du har en dårlig dag, og du ikke kan gå ind og sige, "ved du hvad, jeg har det sådan og sådan" "prøv at forstå det…", så er det jo klart, at mange elever har det svært. Der er mange chefer, som ikke er særlig gode menneskekendere, som kun tænker i penge.

Lars siger samstemmende, at modenhed, selvstændighed og engagement er nøglekvalifikationer hos elever, så skal han nok lære dem de erhvervsfaglige discipliner. Derudover lægger han vægt på, at hans elever har kreative evner, hvilket efter hans mening er afgørende inden for slagterbranchen.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Det vigtigste for mig er, at eleverne udviser modenhed og selvstændighed, således at de fra starten tør gå ud og tale med kunderne, ligesom jeg også lægger vægt på, at de er motiverede og har lyst til at engagere sig. Derimod tager jeg det ikke så tungt, om de udviser faglig dygtighed med det samme - det skal de nok få lært i løbet af uddannelsestiden.

Jeg bruger prøvetiden til at "kigge eleven an", og et af de kriterier, jeg bedømmer eleven på, er vedkommendes kreative evner. I min virksomhed er kreativiteten sat i højsædet, og det gælder både fagligt, men også indretningsmæssigt. Jeg finder det af stor betydning at bruge prøvetiden til at vurdere, om eleven er i stand til at leve op til forretningens krav, ligesom vi naturligvis også bruger tiden til at vurdere kemien parterne imellem. Sidstnævnte er dog sjældent et problem, idet mine elever er valgt blandt unge mennesker, der har været i erhvervspraktik hos mig, hvilket gør, at vi har stiftet bekendtskab med hinanden, inden læreforholdet etableres.

Jeg modtager mange praktikanter i løbet af et år, og i løbet af den uge, de er hos mig, kan jeg hurtigt vurdere, om der blandt dem er én, jeg kunne tænke mig at få i lære. Vedkommende får så tilbudt en læreplads. Jeg kan i den forbindelse nævne, at jeg lige har haft en praktikant, som er blevet tilbudt en læreplads, og han starter sit læreforhold hos mig til efteråret. Jeg bedømmer dem som oftest ud fra, hvordan de er som mennesker, og så kan man jo også hurtigt se, om de er motiverede og har flair for faget.

I Sørens frisørsalon er det afgørende kriterium, at eleverne ser præsentable ud, og at de typemæssigt passer ind i salonen.

Søren, frisørmester, 18 ansatte:

Det første går på udseende. De skal være præsentable. Hvis der kommer en med ringe i ører og næse, så er det måske ikke lige typen. Vi prøver at finde nogle, der passer.

Virksomhedens tilfredshed med eleven

I den kvantitative virksomhedsundersøgelse var hovedparten af virksomhederne godt tilfredse med deres elever, hvilket vi har fået de otte mestre til at uddybe i de personlige interview. Selvom de ovenfor har peget på en lang række kritikpunkter ved nutidens elever, er det bemærkelsesværdigt, at mestrene trods alt er godt tilfredse med deres elever, selvom de måske ikke opfylder alle de krav, som mestrene stiller.

Dennis er et glimrende eksempel på en mester, der virkelig har taget hånd om sin mere tøvende elev, som måske ville være faldet igennem i andre praktikvirksomheder. Til trods for, at eleven kræver mere tid end andre elever, er han indstillet på at bruge de ressourcer, der skal til for, at hun bliver en god slagter. Eksemplet viser netop, at selvom Dennis har en elev, der er lidt "tungere" end andre, så er han ikke utilfreds med eleven. Han ser det som en udfordring at give eleven en chance. Det kan være én af forklaringerne på, at virksomhederne generelt er mere positive over for deres elever, end eleverne er over for praktikvirksomhederne.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Eleven er 20 år og hunkøn. Hun kommer fra et belastet miljø og har bl.a. været i familiepleje. Vi tager os lidt mere af hende, end det plejer at være nødvendigt med de elever, vi har. Det ser jeg som en ekstra udfordring, og det er dejligt at se, hvordan hun udvikler sig positivt. Der er nogle områder, vi må gøre lidt ekstra ved, bl.a. hendes sprog - især når hun er i butikken, er det vigtigt, at hun forstår, hvordan man taler til kunderne.

Hun er meget ivrig efter at lære og gøre sit bedste. Det bevirker så, at tingene nogle gange går lidt for hurtigt og derved ikke bliver lavet tilfredsstillende. Det må vi så tage en snak om. Hendes faglige evner er middel.

Eleven er meget smilende og positiv og har lysten til at blive slagter. Skal jeg sige noget negativt, må det være, at hun til tider tror, hun kan mere, end hun i virkeligheden formår, og det kan så give et dårligt resultat. Hun magter ikke altid dét, hun agter.

Hun var lidt frustreret i starten og havde svært ved at modtage besked fra mere end én. Hun havde første skoleophold, da vi fik hende, så hun vidste en del. Det kom dog alligevel bag på hende, hvor meget der skal laves, også dét at skulle vaske op og rydde til side er en del af jobbet. Det er en balancekunst at have elever. Det kræver tålmodighed fra begge sider.

Svend er tilfreds med sin elev, selvom elevens mødedisciplin ikke er god. Til gengæld er eleven altid villig til at tage en ekstra tørn, hvis der er brug for det i firmaet.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Han er 17 år. Ham er jeg tilfreds med. Det er jo nok hans læreevner, der er gode - han er god til at tage imod. Hans faglige evner er gode, og han har sans for det faglige, må man sige. Hans mødedisciplin er til gengæld ikke fin, og han er lidt for meget syg en gang imellem.

Det positive er, at han faktisk altid er der, når man beder ham om at arbejde over, der siger han sgu aldrig nej, hvis der er noget, man beder ham hjælpe med. Han beklager sig ikke over det, han går og laver.

Søren roser ligeledes sin elev og betegner hende som en pige, der har flair for branchen og har forstået, hvordan man behandler kunder. Han har imidlertid måttet støtte hende meget, fordi hun har haft en del personlige problemer.

Søren, frisørmester, 18 ansatte:
Jamen, hun er én, der går til den. Hun ved, hvordan folk skal behandles. Det er så en, der har haft nogle problemer på hjemmefronten med forældrene. Hun er en pige, der altid vil have nogle problemer. Jeg er så god til at tage tiden og snakke med hende. Det skal gøres rigtigt, ellers går det galt. Hun skal plejes lidt. Det er en pige, der falder ind. Men det er også en stresset pige.

Erik er mildest talt ikke tilfreds med sin elev, der tilsyneladende har en forkert indstilling til arbejdet. Eleven er et eksempel på en tøvende elev, der ikke rigtig brænder for malerbranchen.

Erik, malermester, seks ansatte:
Eleven ringede en dag, hvor vi havde meget travlt, det var et halvt år, før han blev udlært. Så ringede han og sagde, at han sådan set ikke havde lyst til at være på arbejde i dag, om ikke han måtte gå hjem. Så sagde jeg: "Hvad mener du med det?", og så sagde han, at han kunne jo ligeså godt sige det, som det var. Han kunne jo ligeså godt have ringet og sagt, at han var syg, men han ville hellere være ærlig og sige dét, som det var...at det var bare én af de dage...han kunne simpelthen ikke holde ud at være på arbejde i dag. Og det blev der jo sådan lidt...jeg vil ikke sige skænderi ud af, men jeg sagde, at det kunne man selvfølgelig ikke. Han spurgte så selv, om det havde været bedre, hvis han havde ringet og sagt, at han var syg, og så sagde jeg, at det havde det da nok været. Men det...ham er jeg heller ikke tilfreds med.

Lars har en udpræget "mønsterelev", der på alle områder lever op til virksomhedens forventninger.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Eleven er 20 år gammel og af hankøn. Jeg er meget, meget tilfreds med eleven, som er både dygtig, kreativ, fuld af krudt og utrolig pligtopfyldende. Han er altid parat til at gøre en ekstra indsats, hvis der er behov for det, og jeg behøver ikke engang at spørge ham om det. Han har en god situationsfornemmelse, og tilbyder altid selv sin hjælp, når han kan se, det "brænder på." Det allermest positive, set med mine øjne, er, at han har en drøm om en dag at blive selvstændig. Han havde utrolig nemt ved at tilpasse sig, og selv om han dengang boede mere end 30 km fra butikken, mødte han hver dag og altid til tiden.

Eleven var fra starten helt bevidst om, at han ville være slagter og var ligeledes bevidst om, hvad uddannelsen indebar. Han havde i lighed med mine andre elever også været i erhvervspraktik hos mig, inden uddannelsesforholdet blev etableret.

Uffe har ligeledes en elev, der på de fleste områder passer ind i virksomhedskulturen samtidig med, at han er målrettet og "brænder" for branchen.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Han er 19 og vores klejnsmed. Jeg er meget tilfreds med eleven. Det er en af dem, som man kan sige, der kommer, fordi han skal være dét her. Han har fungeret fra den første dag, så han er en af dem, der absolut tilhører den positive side. Det er mit indtryk, at han var meget klar over, hvad det vil sige at komme i virksomheds-praktik.

Han er målrettet, og han er en fagligt dygtig elev, som med det samme har forstand på, hvad det er for en opgave, han har fat i, og kan se målet med det, han laver. Det eneste, jeg kan sige er, at han savner lidt viljen til måske at give den en skalle indimellem for ligesom at virke i huset, men han har en helt klar indstilling til, at hans fritid, den har høj prioritet.

Mit indtryk det er, at da han kom fra teknisk skole med et godt fagligt niveau, kunne han indgå i jobbet fra den første dag, og det er sjældent, vi oplever, at elever kommer ud og kan udfylde jobfunktionen faktisk fra den dag, de starter, og det kunne han, og der er ingen tvivl om, at han har haft noget ballast.

Tine er mindre tilfreds med sin elev, fordi hun føler, at hun skal bruge meget tid på at lære hende banale ting om, hvordan man begår sig blandt andre mennesker og på en arbejdsplads. Eleven har svært ved at se det interessante ved at vaske hår f.eks., men det er efter Tines mening en meget væsentlig ting at lære, fordi den indledende kontakt med kunden er så vigtig i frisørbranchen. Tine mener, at det tager lang tid at lære at gøre dette ordentligt, og derfor kan man ikke blive frisør på den halve tid.

Tine, frisørmester, fire ansatte:
Hun har meget interesse i faget. Det kan både være et plus, men også et minus. Det er lækkert at se, hvor engageret hun er i sit fag. Men hun tror, at hun skal lære alting på én gang. Hun tror, at hun kan blive frisør på tre måneder. Mange gange, når man skal forsøge og forklare nogle ting, er hun så ivrig, og hun mister halvdelen af tingene. Nogle gange føler hun, det går for langsomt.

Jeg har sagt til hende, at det første år er kedeligt. Der skal hun blot lære at omgås kunderne - ligesom at være i berøring med kunderne. Det har jeg forberedt hende på. Der tror jeg, mange allerede springer fra, fordi de har lavet mange af de kedelige ting, inden de kommer til skoleperioden. Mange elever synes, det er kedeligt, hvis de har været i praktik i et halvt år og kun har lavet de kedelige ting. F.eks. er det at vaske hår en stor del af jobbet, hvor man skal fortælle, hvad kunderne skal bruge af midler, og hvor du skal prøve at få en dialog i gang. Det er faktisk svært. Og det kommer jo også an på deres alder.

Ole har to elever, der er meget forskellige. Den ene er han utrolig tilfreds med, mens den anden er en tøvende elev, der mangler initiativ og engagement.

Ole, driftsleder i smedevirksomhed, 52 ansatte:
Han er 19 år. Han er dygtig, rigtig sådan. Han har gåpåmod og et lyst sind. Han har de evner og de kvaliteter, som vi har behov for, og han er en arbejdsom fyr. Han er ikke "nejsiger." Han glæder sig - det er sådan mere det, jeg lægger mærke til - at han ikke ser det som noget praktikophold. Det er, så jeg er lige ved at brække mig, når folk de kalder det praktikophold, fordi det er da arbejdspladser, vi snakker om, det er ikke en praktikperiode. Han er virkelig en dygtig fyr, og han har en god gnist til at lære noget, så der er vi bestemt ikke gået fejl med ham. Han er en rigtig god fyr.

Han er fuldt på højde med de forventninger, jeg har til en elev på hans stadie, og han er bedre end det. Altså, arbejder han på nogle serieproduktioner, jamen altså, så når han fuldt ud lige så meget som svenden gør.

Vi har også en anden elev. Han er 20 år. Han har meget, meget lidt gåpåmod. Han savner lidt mere gejst. Ham har jeg haft problemer med - med at melde fra, hvis han er syg eller fraværende. Af én eller anden grund skal han ligesom have et lille puf en gang imellem.

Konflikter i virksomheden
I den kvantitative undersøgelse har vi stillet en række spørgsmål, der går på det psykiske arbejdsmiljø, herunder omfanget af konflikter med eleverne. Vi har i de personlige mesterinterview ønsket at få at vide, hvordan mestrene ser på konflikter, og om deres syn herpå adskiller sig fra elevernes.

Dennis anser ikke konflikter som noget stort problem, og han forsøger at tage problemerne i opløbet, inden de udvikler sig til egentlige konflikter.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Jeg har ingen konflikter med eleven, men fornemmer jeg, at noget kan udvikle sig til et problem, forsøger jeg at tage det i opløbet ved at snakke med hende. Generelt mener jeg, at man som mester skal have øjne og ører åbne hele tiden, og er der optakt til problemer eller konflikter, skal de tages i opløbet, så det ikke når at udvikle sig til nogen af delene.

Uffe har en meget klar holdning til, hvad der giver anledning til konflikter med eleverne, nemlig hvis de ikke overholder de "uskrevne regler" på arbejdspladsen, dvs. ikke møder til tiden, ikke melder afbud i tilfælde af sygdom osv.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Hvis man begynder at forsømme sit arbejde, man ikke møder til tiden, og man ikke udfylder sin sociale rolle i huset overfor sine kollegaer - så skaber det konflikter. Det skaber ikke konflikter, at man ikke er god til jobbet - altså, det er vores opgave at lære ham, men hvis man ikke passer ind i huset, hvis man ikke opfylder de basale krav om at komme til tiden, ikke mener det er nødvendigt og ikke melder, når man er syg osv., så har vi konflikter.

Lars har det på samme måde som Dennis, idet han sjældent oplever konflikter, fordi problemerne tages i opløbet. I øvrigt betegner han ikke arbejdsmæssige og holdningsmæssige uenigheder som egentlige konflikter.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Jeg oplever aldrig konflikter med eleven. Vi kan naturligvis diskutere arbejde og holdninger, men jeg vil ikke betegne det som en konflikt at "tilrette" en lærling i specielle situationer. I øvrigt er det min opfattelse, at man altid bør tage fat om et problem, inden det udvikler sig til at blive et reelt problem, og det mener jeg selv, at jeg er meget åben overfor.

Erik synes kun, at det giver anledning til konflikter, hvis eleven sjusker med arbejdet gentagne gange, selvom han har påpeget overfor eleven, hvordan arbejdet skal udføres.

Erik, malermester, seks ansatte:
Men hvis eleven håndværksmæssigt er sprunget let hen over noget, så når det som regel ikke til en konflikt....andet end, at det bliver rettet undervejs. Men dermed ikke sagt...der kunne jo komme en konflikt, hvis jeg flippede ud, næste gang han laver den samme fejl...Men sådan er det normalt ikke.

Fagligt relevante arbejdsopgaver

Et af de områder, hvor eleverne og mestrene tilsyneladende har forskellige opfattelser, er med hensyn til, om eleverne i tilstrækkelig grad får tildelt "fagligt" relevante arbejdsopgaver under deres oplæring. Den kvantitative undersøgelse viser, at virksomhederne føler, at langt de fleste opgaver er "fagligt" relevante, mens eleverne føler, at de indimellem skal udføre de kedelige, rutineprægede opgaver. Eftersom eleverne har høje forventninger til, at de skal have spændende og udfordrende arbejdsopgaver under deres praktikophold, er det interessant at belyse denne problemstilling nærmere.

For Dennis er der ingen tvivl om, at alt, hvad man arbejder med i en slagterbutik, er "fagligt" relevant, og det skal eleverne efter hans mening lære at acceptere.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Eleven gider ikke det kedelige, ensformige arbejde, men er klar over, at det er en del af uddannelsen og arbejdet i det hele taget.

Relevante faglige opgaver indgår automatisk i hendes dagligdag. Det er den eneste måde, eleverne kan lære håndværket rigtigt og ordentligt på. På skolerne har de alt for lidt kød at arbejde med. Jeg lægger også stor vægt på, at de lærer meget om hygiejne og rengøring, for det er alfa - omega for at drive en forretning efter de krav, der er i dag.

Fagligt relevante opgaver er simpelthen alt, hvad der skal laves i en slagterforretning, også rengøring mv. Jeg kunne ønske mig, at eleverne skulle lære noget mere om økonomi. Det bør ligge i undervisningen på skolerne. Jeg føler ikke, at jeg selv er i stand til at give dem den viden, de bør have på dette område.

Svend er inde på, at det ikke altid er muligt at tilbyde eleverne tilstrækkeligt med "fagligt" relevante arbejdsopgaver, fordi der ikke altid er tid til det. Derfor bliver eleven måske sat til noget mindre krævende arbejde, fordi der ikke er tid til at oplære eleven i svære ting.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Vi tilbyder eleverne fagligt relevante arbejdsopgaver i den grad, der er tid til det, og hvor man kan se, at der er nogle opgaver, de kan lære noget af.

Det kan man jo nok godt gøre, men med den tid man har til arbejdet i dag, der er det nok svært at gøre det med de stramme tidsplaner, man har på arbejdspladserne i dag. Men hvad man kan gøre? Man kan jo pille ham ud og sætte ham ud på nogle pladser, hvor han kan lære noget...hvor der ikke er så travlt, måske.

Uffe skelner mellem rutineopgaver og spændende opgaver, men han mener, at alle elevens opgaver er "fagligt" relevante.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Kedelige opgaver, det synes han er en dårlig ting, altså hvis han føler, at han er inde i nogle rutineopgaver, så varer det ikke ret lang tid, så får man at vide, om han ikke snart skal til noget andet. Så han har det skidt med rutineopgaver, det er helt sikkert.

Han får ikke andet end fagligt relevante arbejdsopgaver, vi prøver på at stille dem i en stigende sværhedsgrad. Han får ingen opgaver, som ikke er relevante.

Fagligt relevante arbejdsopgaver, det er nogle, som man kan se skal bruges i den videre proces. Det er vigtigt, at eleven får lov at lave hele opgaven, hvor man kan sige, at opgaven har et omfang, hvor han starter med at korte et eller andet op, og så kan han se det færdige resultat, når det kommer hjem fra maler. Han skal selv samle det. Det er fagligt relevante opgaver for os.

Erik er meget bevidst om at tilbyde eleverne opgaver, som er spændende og varierende. Han synes, at de fleste arbejdsopgaver er "fagligt" relevante, men han er opmærksom på, at eleverne sætter lighedstegn mellem de spændende og de "fagligt" relevante arbejdsopgaver, derfor forsøger han at undgå at give eleverne visse typer opgaver.

Erik, malermester, seks ansatte:
Jamen, jeg synes, vi prøver at give dem fagligt relevante opgaver. Jeg vil ikke have det godt med en elev, der ikke fik lov til at male. Men det er klart, at man undgår jo ikke de "støvede" opgaver også. Det er klart, at i perioder er det kedeligt. Men jeg synes, vi har lidt afvekslende opgaver.

De fleste opgaver er vel fagligt relevante. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor meget fagligt relevant der er i at gå og rulle nede i en parkeringskælder, men det er igen om at aflevere det pænt jo.

Det er klart, at i perioder alt efter, hvad man har af opgaver, og især når eleven starter. Man vil gerne have, at vedkommende får et indblik i alt det, man kommer rundt i. Men på længere sigt er det klart, at eleven kommer alt igennem. Men hvis du sender en elev ud og male rør i en fyrkælder, så kan du jo nærmest jage vedkommende væk. Der er nok større firmaer, hvor svendene sætter eleverne til alt det grove. Men sådan er det ikke her.

Lars mener ligeledes, at alle arbejdsopgaver er "fagligt" relevante, og det har han gjort meget ud af at forklare eleverne.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Jeg mener, at det er fagligt relevant, når man får pålagt et ansvarsområde i butikken eller i produktionen, uanset arbejdsopgavens art. Samtlige medarbejdere har et område, som de har ansvar for, men på grund af rotationsprincippet kan opgaverne skifte. Bl.a. anser jeg det også som fagligt relevant, når der gøres rent, og heldigvis deler mine medarbejdere, også mine elever, denne opfattelse, så rengøring ikke er en sur pligt, men derimod et ansvarsområde, som tages alvorligt af alle.

Ole betragter "fagligt" relevante opgaver som dem, der er lidt mere udfordring i at udføre. Han peger på, at det er meget individuelt, hvad eleverne betragter som spændende og udfordrende, men han plejer at tage hensyn til deres individuelle ønsker. Desuden er han opmærksom på, at ikke alle elever ønsker svære udfordringer, nogle elever stiller sig fint tilfreds med at lave nogle specielle ting.

Ole, driftsleder i en smedevirksomhed, 52 ansatte:
Jamen, jeg vil da mene, at det ligger sådan 50-50 procent, når vi snakker om det. Det er klart, at det er lige sådan med svendene, de får jo heller ikke altid noget, de synes er sjovt.

Fagligt relevante opgaver er at fræse noget for eksempel eller dreje noget, der er specielt. Noget der er lidt kød på af en art, men der skal også prøves og laves nogle serier, det mener jeg nok.

Det er helt individuelt - også for en svend - hvad der er fornuftigt arbejde at lave, nogle vil jo helst lave serieproduktion. Og nogle de vil helst lave små specialemner, sådan er det jo, og det finder man jo også lynhurtigt ud af, at de elever, som helst vil lave noget, de har set før. Og det kan jo godt være drilsk og give dem nogle nye opgaver - tit så synes jeg egentlig også, at det er i orden.

Sådan noget med at rydde op og feje, det er lige så meget svendene. Det gør de alle sammen. Her i huset er det ikke lærlingene, der rydder op. De rydder hver især de maskiner og de arealer, de selv har svinet, og det gør alle svendene også, og så kommer der en fejemaskine og samler det op.

Virksomhedernes syn på skoleopholdene

Som det fremgår af den kvantitative undersøgelse, har virksomhederne et relativt kritisk syn på elevernes skoleophold. De interviewede mestre uddyber her, hvorfor de er utilfredse med skolen. Deres kritiske holdning er dels påvirket af, at mestrene oplever det som et problem at skulle undvære eleverne, mens de er på skole. Dels er mestrenes interesse for skolerne præget af, at virksomhederne betaler løn under hele elevernes uddannelsesforløb. Det har naturligvis en positiv betydning i og med, at det fremmer virksomhedernes ansvarsfølelse.

Mestrenes kritikpunkter over for skolen samler sig omkring følgende fire problemstillinger: kritik af for meget spildtid og for mange almene fag, ønske om en bedre "holdning" (kultur) og et højt teknologisk niveau.

Lars kritiserer i særdeleshed lærernes holdning på skolen, som efter hans mening er under al kritik. Han synes generelt, at der undervises for lidt, og derfor bliver der for meget spildtid, dvs. ikke-produktiv tid.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Min egen vurdering er, at skoleopholdene er en form for ferie for eleven, idet jeg ikke mener, de får noget som helst ud af disse ophold. For det første er det min elevs opfattelse, at skolen ikke tager eleverne seriøst. Der er for meget pjat og pjank på skolen, og nogle af lærerne betegnes også som useriøse. Ved flere lejligheder har klassen stået uden lærer - af flere forskellige årsager. Skolen forsøger at skaffe vikarer i disse situationer, men dette fungerer heller ikke altid optimalt.

Jeg kan give et eksempel på det. Klassen skulle have vikar, da den faste lærer var fraværende. Den pågældende vikar mente dog ikke, at han kunne undervise klassen, da der - efter hans opfattelse - var for mange elever i klassen. Derfor blev halvdelen af klassen sendt ned i biblioteket, hvor de så kunne tilbringe dagen med at spille kort eller se videofilm, mens den anden halvdel af klassen blev undervist. En sådan situation er meget utilfredsstillende for både elev og mester. Ved en anden lejlighed mødte eleverne op til normal mødetid en fredag blot for at få at vide, at der ikke var undervisning den pågældende dag, hvorefter de blev sendt hjem. Dette vakte især harme hos en elev, der havde taget turen helt fra Nordsjælland.

Jeg mener, at der er for meget spildtid på skolen, og dette kan primært tilskrives, at klassen ofte står uden lærer - og derfor i flere tilfælde ikke får nogen undervisning. Personligt kunne jeg også ønske mig en bedre tilrettelæggelse af undervisningen, så den gøres mere effektiv. Et skoleophold kan efter min mening let skæres ned med en uge eller mere uden, at det behøver at gå ud over det faglige indhold. Det kræver blot en effektiv planlægning og gennemførelse.

Det er desuden et irritationsmoment for mange mestre, at eleverne kun er på skole få timer om fredagen, hvorefter de kan tage hjem og holde weekend. De må jo ifølge overenskomsten ikke komme og arbejde i butikken, selv om fredag og lørdag er de travleste dage i butikken.

Jeg bruger dog ikke tiden på at ærgre mig over skolen, men har valgt at betragte skoleopholdene som perioder, hvor eleven kan "lade batterierne op." Min vurdering er, at de fleste elever efter to-tre uger på skolen savner den normale hverdag.

Svend er primært utilfreds med, at eleverne skal være væk fra virksomheden i så lang tid, men han finder det samtidig positivt med erfaringsudvekslingen eleverne imellem på skolen.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Det, jeg synes er mindre godt, er, at de skal være der så lang tid. Og det, der er godt, det er jo nok, at de også kommer til at møde lærlinge fra andre firmaer og hører, hvordan det gøres i deres firmaer.

Ole finder også skoleopholdene for lange, og han synes generelt, at der er for meget teoretisk undervisning. Han peger på, at teknisk skole har udviklet sig til en selvstændig skolekultur, der ikke arbejder på de samme præmisser, som virksomhederne gør. Ole savner et fælles mål og en bedre sammenhæng mellem de to kulturer i elevuddannelsen.

Ole, driftsleder i en smedevirksomhed, 52 ansatte:
Skoleperioden er alt for langstrakt, det er jo tre måneder, ad gangen, de er væk, og jeg kan da godt følge lærlingene i, at de er ved at gå kold på dem, og så møder de ikke til tiden på skolen.

Jeg synes, at der er for meget teoretisk viden. Det behøves ikke være over halvdelen af tiden, man er i lære, for jeg mener, at de praktiske lussinger, man får ved at stå i lort til halsen, for at sige det direkte, det lærer man lige så meget af som ved at læse en bog.

De må godt bare sætte gryden lidt op i kog eller hælde det halve vand fra, så det kunne koge lidt før. Jamen, altså jeg mener, at de skal køre meget mere aggressivt på med det stof, de har. Det virker til, at det ikke er på virksomhedernes præmisser, de uddanner dem, det er mere blevet til sådan en folkeskole eller institution og ikke en håndværksmæssig skole. De havde en lærer, der altid sagde: "kan du svejse bedre, end jeg kan, så er det godt", altså den holdning, den dur jo ikke. Det nytter jo at klø på, ikke også? Det eneste, vi kan kæmpe os frem med, det er, at vi er bedre end alle andre, ikke?

Erik synes, det er værdifuldt, at eleverne får prøvet kræfter med nogle erhvervsfaglige discipliner på skolen, som de aldrig ville få lejlighed til i virksomhederne, for at give eleverne tilstrækkelig bredde i uddannelsen. Men han påpeger, at skolerne har behov for en mere differentieret undervisning, som tager hensyn til den enkelte elevs "faglige" niveau. Endelig så Erik gerne, at skolen stillede de samme krav til eleverne, som virksomhederne gør med hensyn til, at de skal nå arbejdet eller opgaverne inden for en bestemt tidshorisont.

Erik, malermester, seks ansatte:
Det, der er godt, synes jeg, er at man har tiden til at prøve at lave noget...der er ting, som jeg næsten ikke har lavet efterfølgende. At lave skitser og skrivestok...at prøve det igennem...det er ting, man aldrig ville få lov til på byggepladserne.

Måske mere med, at når man går i gang med at male den bås, man har på skolen...så gøre det mere effektivt, og så sige, at den uge vi kommer ind i, der skal vi nå at lave den...sådan vil det også være ude på arbejdspladserne. Måske kan man dele arbejdet mere op og lave båsen færdig på 14 dage. Og så lave papirarbejdet færdigt på 14 dage. Eleverne er på alle mulige niveauer - når én er færdig - er en anden dårligt nok begyndt. Der er lærerne nok ikke grundige nok til at følge op på den enkelte elev. Det må også være sværere for lærerne at styre, hvis ikke tingene er færdige. Eleverne må blive ligesom på en byggeplads, så de lærer noget om at gøre tingene færdige til tiden.

Dennis lægger vægt på et højt erhvervsfagligt niveau på skolerne, bl.a. er han utilfreds med, at eleverne ikke har tilstrækkeligt med kød at arbejde med. Der forringer efter han mening uddannelsen for de enkelte elever og betyder, når de ikke får mulighed for at prøve kræfter selv.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Jeg synes, at det er en god idé med skoleophold, måske skulle de ikke vare så længe. Jeg mener nok, at det, de skal lære, kan gøres på kortere tid, eller også skal der "fyldes" noget mere på. Jeg mener, at der skal være mere undervisning i økonomi.

Jeg synes først og fremmest, at man skal skelne mellem elever, der bliver uddannet i supermarkeder og i slagterforretninger. Jeg mener ikke, at de skal modtage den samme undervisning i og med, at det er vidt forskellige job, de skal udføre.

Jeg mener, at der er for megen spildtid. Som eksempel kan jeg nævne, at der er for mange elever om den mængde kød, der bliver brugt til opskæring. Har man noget mere kød, kan der arbejdes mere intensivt, og det skal være muligt at skaffe det kød, der skal til, og ligeledes skal det være muligt at distribuere det videre. Ud over det mener jeg også, at der er nogle fag, der er irrelevante for uddannelsen og derfor ikke interesserer eleverne.

Ligeledes mener jeg, at lærerne er for lidt praktiske. De mangler viden om detailhandel og er for lidt kreative. Jeg kender lærerne og er tilfreds med, at der er kommet flere kvindelige lærere. De er mere kreative og nytænkende end de mandlige lærere.

Jeg tror, at der er en del mestre, der tager sig for lidt af deres elever, bl.a. fordi det ER tidskrævende, og derfor heller ikke interesserer sig for skoleopholdene. De opfatter det som en belastning, når eleverne skal på skole. De mangler deres arbejdskraft.

Uffe mener, at skolerne er vigtige, fordi eleverne her får det teoretiske indblik og dermed en bedre erhvervsfaglig forståelse, som virksomhederne ikke kan give dem. Uffe har den holdning, at skolerne i højere grad skal koncentrere sig om teorien bag ved det erhvervsfaglige, og samtidig mener han, at skolerne bør lægge stor vægt på at være på teknologisk forkant med udviklingen, således at eleverne kan være med til at påvirke virksomhederne i denne retning.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Dét, der skal være godt ved skolerne, er, at de kan prøve noget på det teoretiske plan, som vi ikke kan tilbyde dem. Jeg synes, at skole-opholdene er for lange. Jeg synes, at man skulle gå mere direkte på teorien frem for, at man arbejder med det praktiske, for jeg har det indtryk, at det praktiske, det skal man nok lære ude i virksomheden.

Jeg mener, at der er for meget spildtid, og man kan konstatere, at det ikke kun er på det praktiske, men også på det teoretiske. Jeg synes godt, at forløbet kunne være lidt mere koncentreret, fordi de er jo reelt vant til at være i et forløb, som varer otte timer om dagen, og det kan jeg konstatere, at det har de ikke på teknisk skole.

Jeg tror absolut, at skolerne skal fokusere på den nyeste teknologi, fordi vi må erkende, at selvom de store virksomheder her i landet opererer meget på det teknologiske plan, så er der mange virksomheder, som halter efter teknologisk, og der tror jeg, skolerne har langt den største opgave i at bidrage til, at eleverne får den nyeste teknologiske viden, og da i hvert fald den teknologiske indsigt, som absolut halter i mange virksomheder inklusiv os selv.

Søren er godt tilfreds med det erhvervsfaglige niveau på skolen, men han har en klar opfattelse af, at første og anden skoleperiode er overflødige. Desuden foreslår han, at eleverne højst bør være væk i fem uger, og at holdene derfor kunne skæres ned til det halve.

Søren, frisørmester, 18 ansatte:
Jeg kan sige dig, at både Tek 1 og Tek 2 er irrelevant. Og at ti ugers skolegang er for lang tid. Det er for lang tid, at eleven er ude af døren. Man skulle have fem uger med det halve antal elever i klassen. Og de samme lærere. Det ville være bedre for alle. Der er for meget tomgang. Tempoet er lavt. De glæder sig, til de skal på skole. Der er jo herligt, man sætter sig i en kantine og snakker med sine kollegaer. Man kan også tillade sig at komme for sent, og man kan tillade sig at blive væk og have det godt med det, for der står ikke en kollega og er afhængig af dig. Min indstilling er, at skal du være syg og have det dårligt og have nogle fritimer, så må du tage dem under dit skoleophold.

Men de lærer godt. Vi kunne slet ikke undvære den skole. De kommer hjem og har lært noget.

Kontakten med skolerne

I den kvantitative undersøgelse har vi spurgt virksomhederne om deres kontakt med skolen, som tilsyneladende er rimelig god, hvilket vi har set nærmere på i de personlige interview. Umiddelbart er kontakten dog mere overfladisk, end den kvantitative undersøgelse giver indtryk af.

Lars er tydeligvis ikke tilfreds med sin kontakt med skolen, han mener f.eks. ikke, at der er noget ønske fra skolerne om at have kontakt med virksomhederne under elevens uddannelse. Han peger i øvrigt på, at skolen ikke overholder sine forpligtelser på dette område.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Jeg har ingen daglig kontakt til skolen, men møder naturligvis op, hvis skolen inviterer til specielle arrangementer under min elevs skoleophold. Det er typisk en forældre-/mesterdag, der afholdes på skolen. Herudover hører jeg intet fra skolen, og selv nu - fem uger efter, at min elev har afsluttet sit skoleophold - har jeg ikke modtaget resultatet af de prøver, der er blevet afholdt under opholdet.

Jeg er også bekendt med, at der i samarbejdsaftalen mellem skolen og min organisation er en bestemmelse om, at klasselæreren skal aflægge besøg hos mester og lærling i praktikperioden mellem 3. og 4. skoleperiode for at drøfte uddannelsesforløbet, men dette er heller ikke opfyldt.

Normalt modtager mester brev mellem skoleperioderne med besked om, hvad eleven skal lære inden næste skoleophold. Det har jeg ikke oplevet med denne elev, og det har så desværre haft den betydning, at der ingen kontakt er mellem skolen og mig.

På lærersiden kunne jeg ønske mig en løbende efteruddannelse, evt. kombineret med praktikophold hos en slagter, så lærerne derigennem kunne blive ajour med, hvad der sker i butikkerne.

Både Oles og Eriks kontakt med skolen er særdeles mangelfuld - de besøger først skolen, når eleven er udlært.

Ole, driftsleder i en smedevirksomhed, 52 ansatte:
Vi bliver orienteret om den dag, de er færdige.

Erik, malermester, seks ansatte:
Jeg bliver kun indkaldt til møder den sidste dag, hvor der er aflevering. Jeg mener nok, at jeg har besøgt dem hver gang.

Både Uffe, Dennis og Svend efterlyser en metode til at skabe sammenhæng i elevernes uddannelsesforløb, og de savner alle en bedre dialog med skolen om elevernes skoleforløb.

Uffe, smedemester, 28 ansatte:
Jeg tror, en anden evalueringsform kunne være guld værd. Jeg tror, at det er det, der mangler lidt. Dét, at man kommer til at tale

med eleverne omkring det at være på skolen, fordi ellers får vi indtryk af, at det har en begrænset faglig værdi at gå på teknisk skole.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Jeg savner noget mere information fra skolerne, inden eleverne starter der. Pensum osv. Jeg har faktisk kun kontakt til skolen, hvis der er problemer, hvilket der heldigvis sjældent er. Vi bliver ikke indkaldt til møder. Det ville være ønskeligt en gang imellem ud fra den betragtning, at vi så ville få noget mere information om skoleforløbet.

Der er bestemt nogle ting, der kan være med til at gøre skoleopholdet mere spændende og kreativt for både mester og elev. Det er også vigtigt, at mester motiverer og bakker op omkring skoleopholdene. Men jeg tror, der skal ske en strukturændring, hvis skoler og virksomheder skal samarbejde mere om elevens oplæring.

Svend, konduktør i malerfirma, 39 ansatte:
Den nære kontakt kunne godt være noget bedre. Måske et møde engang imellem om, hvordan det går.

Søren, frisørmester, 18 ansatte:
Jeg har et meget stærkt forhold til skolen og besøger den. Jeg tager derind to gange i hvert fald, og sludrer med elevens lærere og spørger, hvordan det går. Så ved hun, der er interesse. Vi har et utroligt tæt forhold til skolen. For at knytte eleven tættere til mig. Også lærerne - de gode af dem inviterer vi herud til nogle klippeaftener.

Overgangen fra skoleophold til praktikophold

I den kvantitative virksomhedsundersøgelse peger 35% af virksomhederne på, at eleverne er blevet sløve efter et skoleophold. Det har vi forsøgt at få mestrene til at uddybe nærmere i de personlige interview.

Lars mener, at elevernes sløvhed efter et skoleophold opstår, fordi de ikke arbejder under samme pres som i virksomheden, og fordi eleverne er færre timer i skole.

Lars, slagtermester, seks ansatte:
Man kan tydeligt mærke, at de er gået væsentligt ned i tempo. Dette skyldes nok, at dagligdagen på skolen ikke er så presset som dagligdagen i butikken, hvor der jo ikke holdes pause efter hver 45 min., og hvor der heller ikke afsættes x antal timer til udskæring, rengøring, osv. Under skoleopholdene er eleven jo heller ikke i gang i 37 timer pr. uge, men typisk 32 lektioner á 45 minutter. Hertil kommer så evt. hjemmearbejde, men under alle omstændigheder arbejdes der i et andet tempo end hjemme hos mester. Jeg mener ikke, at eleven har glemt de daglige rutiner, men det tager lidt tid, inden eleven efter et skoleophold kommer op i tempo igen.

Ole beskriver elevernes tempo under et skoleophold som det halve af tempoet i virksomheden.

Ole, driftsleder i en smedevirksomhed, 52 ansatte:
De er røget ned i andet gear, hvis vi kører i fjerde her.

Dennis forklarer elevernes sløvhed udfra, at de dels modtager undervisning, der ikke er relevant, og dels ikke er vant til at være "passive" på skolebænken.

Dennis, slagtermester, ti ansatte:
Modtager eleverne undervisning, der er irrelevant og uinteressant, bliver de sløve. De er vant til at være aktive, og er de på skole i ti uger, foregår meget af undervisningen på skolebænken. Den sløv-hed, der opstår, er hurtigt væk igen, når de er tilbage i butikken.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel