Casen i psykologiundervisningen

Dette hæfte er blevet til på baggrund af et behov for at tilføre psykologiundervisningen på avu id&eacuteer og materiale, der kan inspirere til anvendelse af cases.
Hæftet indeholder 38 cases, hvor en case skal forstås som en kortere tekst, der som et stykke redigeret virkelighed skildrer et forløb eller en situation.
Psykologi er et videnskabsfag - også på avu. Det betyder bl.a., at psykologien beskriver mange hverdagsfænomener i et teoretisk sprog med mange fagudtryk, og det giver ofte en vis afstand til den konkrete virkelighed, som fagudtrykkene skal beskrive. I videnskaber er denne afstand en nødvendighed. For mange kursister kan afstanden imidlertid nemt blive for stor.

Casen kan i psykologiundervisningen mindske denne afstand. Casen kan være det bindeled mellem teori og virkelighed, som øver kursisten i at kunne tænke en tilsvarende forbindelse i sin egen hverdag. Virkeligheden kommer via casen atter i forgrunden, og teorien finder et vedkommende anvendelsesområde. Det er i håbet om at kunne fremme denne læringsproces, at hæftet er blevet udarbejdet.

Hæftet indledes med et kapitel, der belyser selve case-begrebet.
Halvdelen af casene er blevet suppleret med illustrationer.
Fagkonsulenten har under hele forløbet suppleret arbejdsgruppen fra sidelinjen, men har ikke medvirket direkte.

Casen i psykologiundervisningen

Hvorfor cases?

Psykologi er et videnskabsfag - også på avu. Det betyder bl.a., at psykologien beskriver mange hverdagsfænomener i et teoretisk sprog med mange fagudtryk, og det giver ofte en vis afstand til den konkrete virkelighed, som fagudtrykkene skal beskrive. I videnskaber er denne afstand en nødvendighed. For avu-kursisten kan afstanden imidlertid nemt blive for stor.

Casen kan i psykologiundervisningen mindske denne afstand. Casen kan være det bindeled mellem teori og virkelighed, som øver kursisten i at kunne tænke en tilsvarende forbindelse i sin egen hverdag. Virkeligheden kommer via casen atter i forgrunden, og teorien finder et vedkommende anvendelsesområde. Ydermere etablerer casen en fælles virkelighed i klasserummet.

Cases kan derfor med fordel tildeles en fremtrædende rolle i pyskologiundervisningen. Enhver psykologilærer har givetvis både mange psykologibøger og flere mapper fyldt med gode, teoretiske tekster. Måske vil det også være en god idé, at enhver psykologilærer, hvis ikke det allerede er tilfældet, etablerer nogle mapper fyldt med gode cases.

Cases - et forsøg på en definition

En case er en kortere tekst, der skildrer et forløb eller en situation. Casen fastholder ideelt set virkelighedens kompleksitet, spænding og løse ender, hvorved den modvirker ethvert forsøg på at blive udtømmende forklaret af én teori.

En case benytter sig ikke af fagudtryk. Den skal ikke i første omgang udtrykke et stykke psykologi, men et stykke virkelighed - liv - som kursisten kan identificere sig med. Ved nøjere undersøgelse træder psykologiske forhold frem. Disse forhold forklarer casen enten ikke selv eller kun mangelfuldt; en tilfredsstillende opklaring forudsætter en teoretisk belysning.

En case skal altså så vidt muligt rumme virkelighedens kompleksitet - og være troværdig! Casen rummer gerne flere lag og problemstillinger, herunder også det der ikke bliver fortalt direkte. Casen skal betragtes som et stykke redigeret virkelighed - til forskel fra en konstrueret virkelighed, der let kan virke kunstig og éndimensionel.

Cases i praksis

En case lægger gerne op til, at visse teoretiske indfaldsvinkler er mere relevante end andre; der råder ikke det totale teori-anarki. Og derfor er visse cases bedst til bestemte temaer, mens andre cases bedst benyttes i andre sammenhænge. Men cases kan i særlige tilfælde også pege på gråzoneområder, som ikke for alvor indfanges af nogen psykologisk teori.

Cases skal som nævnt gengive virkelighedens kompleksitet, men i starten vil det nok være en god idé at give kursisterne forholdvis enkle cases. Derefter kan valget af cases være styret af en progression med hensyn til kompleksitet.

Det er et vigtigt led i fortolkningen af en case, at man undersøger fortællersynsvinklen. Er det en jeg-fortæller, der selv er med i historien, og som derfor kan have en begrænset eller forvrænget bevidsthed, eller er det en 3.-persons-fortæller, der står hævet over casens personer? Den psykologiske analyse må tage højde for dette. Man må altså spørge: Hvem fortæller, og hvad betyder det for det, vi får at vide, og for det vi ikke får at vide?

Casen bør behandles som en åben tekst, ikke som en rebus, der definitivt kan løses. En såkaldt 'rebus-case' yder ingen modstand, når den er løst, og derved stimulerer den ikke en psykologisk tænkning hos kursisten. Den åbne case derimod medfører en øget selvvirksomhed hos kursisten. Arbejdet med cases ansporer til aktiv medtænken i forhold til den virkelighed, casen åbner for, for casen giver ingen forklaringer, men beder i stedet om at blive forklaret. Casen signalerer, at initiativet nu ligger hos kursisten - et initiativ, der skal bæres af kursistens indsigt i og sans for psykologiske begreber og teorier, dog ikke sådan at forstå at kursisten kan lægge en teori ned over casen og i ét hug forklare den.

Casens implicitte psykologiske problemstillinger er kontekst-afhængige. Casen skaber som tekst en kontekst, og den må ikke ignoreres, når casen skal åbnes. Dette medvirker til, at kursisten i forståelsesprocessen forener det almene og det specifikke.

En fordel mere ved anvendelse af cases i psykologiundervisningen er muligheden for at sekvensopdele undervisningen. Arbejdet med en case kan lægges ud i grupper eller til parvis arbejde, og således kan man bryde en måske ensidig klasseundervisning.

At finde cases

Det vil altid være en mulighed at skrive en case selv. Det er besværligt, men det kan i heldige tilfælde lykkes. Men det er ikke let, bl.a. fordi faren for at den bliver for konstrueret er stor. Skriver man selv en case, har man gerne en bestemt teori eller problemstilling i baghovedet, og så risikerer man at lave en simpel illustration til teorien, hvilket ikke udfordrer til psykologisk tænkning.

Man kan også gå til allerede foreliggende kilder. Der ligger utallige gode cases gemt i litteraturen, i fiktionen. Uddrag af romaner og noveller, digte, folkeviser og eventyr kan ofte fungere som gode cases.

Det samme er tilfældet med non-fiktion, så som læserbreve, avisartikler og portrætter (fx via interviews). Her kan perspektivet være skarpere trukket op end i fiktionen, men stadig vil der kunne være en del psykologisk stof at arbejde med.

Endelig vil filmuddrag kunne fungere godt som case. Som sådan er film også at betragte som tekst, men en hel film vil ikke være en case - lige som en hel roman ikke vil være det. En kraftig beskæring i form af et uddrag er nødvendig. Måske er det en god idé at overspille filmuddrag til et nyt videobånd - et casebånd.

Lærebøger inden for psykologi indeholder ofte cases, men her skal man som underviser (også) være kritisk, idet en case her kan være placeret alene for at illustrere en bestemt træk af en teori. Og det opfylder ikke de krav til en case, som er opstillet ovenfor.

Dårlige cases

Den gode case kan være vanskelig at definere; nemmere er det at pege på træk, som en case ikke bør rumme for at kunne fungere optimalt. Den dårlige case

• eksemplificerer blot en teori - og kun én teori,
• er formet som en rebus, hvortil der findes en facitliste,
• er utroværdig, fx fordi den 'passer' alt for godt til teorierne,
• indeholder for få oplysninger, så kursisten selv må lægge for meget ned i teksten,
• er for enkel, så den ikke stimulerer den psykologiske tænkning,
• er glemt, når den er gemt.

Det er fristende at hævde, at ved at undgå disse træk nærmer man sig den gode case.

Cases i prøvesituationen

Cases, der har været anvendt i undervisningen, skal opføres på forløbsbeskrivelsen. Bl.a. derfor kan cases uden videre indgå i prøven.

Det kan de gøre på to måder. For det første kan de fungere som perspektiveringsobjekter. Kursisten kan til prøven underbygge en psykologisk teori eller problemstilling ved at perspektivere til en case fra forløbsbeskrivelsen. For det andet kan kursisten vælge at vedlægge en case til sit korte skriftlige oplæg. Derved rykker casematerialet fra perspektiveringen ind til en mere central position i prøvesituationen. Den vedlagte case kan være taget fra forløbsbeskrivelsen, eller den kan være hentet 'udefra'.

Med udgangspunkt i Individet

1. Drømme

Susanne og Carsten har svært ved at få tiden til at gå. Dvs. det er mest Susanne, det kniber for. Hun har aldrig rigtig befundet sig godt i København. Og den lille lejlighed var ikke lige det, hun havde drømt om.

Det hele tegnede ellers så godt. Brylluppet havde været præcis så vidunderligt, som hun havde forestillet sig det. Kjolen sad, som den skulle, og hun havde lånt det smukkeste slør af tante Erna. Heldigvis havde Susanne fået hende overtalt til sidst. Og ringen med den blå sten passede perfekt til servietterne på bordet. Solen skinnede den dag, så de kunne tage bryllupskagen i haven. Det kunne ikke have været bedre.

Susanne og Carsten havde haft det rigtig godt i tiden inden brylluppet. Der havde været så meget at gå op i. Susanne havde deltaget i et konditorkursus. Egentlig var det beregnet på arbejdsledige, der kunne tænke sig at blive bagere. Men Susanne lærte at forme de smukkeste roser i marcipan, og hun havde rig lejlighed til at drømme om den mest overdådige bryllupskage. Carsten havde taget tidligt fri om onsdagen, så de sammen kunne gå på dansekursus. Man skulle vel kunne trinnene til brudevalsen.

Bordplanen kunne også endevendes igen og igen, og det samme gjaldt ønskelisterne. Det hele skulle være gennemtænkt til mindste detalje. Det ville være alt for upraktisk, hvis halvdelen af gaverne skulle byttes bagefter.

Nu sidder hun så her - på tredie sal. De skulle have haft et hus, og allerhelst skulle det ligge i nærheden af Susannes barndomshjem. Hun længes ofte hjem, men Carsten befinder sig godt i byen. Han elsker turene med S-toget frem og tilbage til arbejdet, og han er ikke sikker på, at han kan finde et tilsvarende job i Jylland.

Det er heller ikke gået efter planen med hensyn til børn. Carsten har egentlig slet ikke lyst til at få børn. Han havde det svært, da hans forældre blev skilt, og i flere år boede han hos sin ældre søster. Han er ikke sikker på, at han egner sig som far.

Men Susanne har altid haft børn med i sine familiedrømme. Hendes familie skal bestå af en mor og en far og to eller tre børn. Hvis det bliver to, skal det være to piger, bliver det tre, skal de også have en lillebror. Susanne har tit i tankerne forestillet sig, hvordan det hele vil blive, hvad børnene skal hedde, hvordan badeværelset skal indretttes, og hvordan storesøster kan passe de små, når Susanne selv kommer træt hjem fra arbejde.

Det kan ikke nytte noget at vente alt for længe med at føre planerne ud i livet. Susanne er allerede blevet tredive, og hvad nu hvis hun slet ikke kan få børn? Hun har tidligere haft en del besvær med sit underliv. Det bedste vil være at få foretaget en fertilitetsundersøgelse. Men hver gang hun bringer emnet på bane, kommer de op at skændes.

2. Ønskebarnet

Endelig blev Solvej gravid. Det havde hun ønsket sig i årevis. Vejen dertil havde været hård. Hendes mand var 50 år. De havde et fælles barn, og Solvej havde en dreng på 16 år fra et tidligere ægteskab. Selv var hun sidst i 30'erne.

Solvej ønskede sig brændende endnu et barn. Først havde hendes mand været meget imod dette, men efterhånden som han så, hvor meget hans kone ønskede sig et tredje barn, gav han efter.

De forsøgte i et par år at få et barn, hvorefter de søgte professionel hjælp, blev undersøgt og fik hormoner. Det hjalp ikke. De var ved at opgive håbet, da Solvej begyndte at gå til zoneterapeut p.g.a. problemer med fordøjelsen. Zoneterapeuten fortalte Solvej, at grunden til, at hun ikke kunne blive gravid, var nogle blokeringer i underlivet. Efterhånden som behandlingen skred frem, begyndte blokeringerne at forsvinde, og Solvej blev lykkeligvis gravid.

Alle i familien glædede sig voldsomt til det spæde barns ankomst. På grund af Solvejs alder fik hun foretaget en fostervandsprøve, og en scanning viste, at hun ventede sig en tredje dreng. De første par uger af Solvejs graviditet var Søren - hendes mand - en smule betænkelig over igen at skulle være far, men det fortog sig hurtigt, så også han glædede sig meget.

Både faderen og børnene var med til fødslen, så det blev i høj grad et fælles barn. Alle deltog i pasningen af den lille Lucas. Den ældste dreng bar Lucas til dåben.

Straks efter fødslen sagde Søren, at han ville steriliseres, for han ville ikke have flere børn nu. Solvej bad ham vente, til Lucas var lidt ældre. Da Lucas var to måneder, bestilte Søren tid hos lægen for at lade sig sterilisere. Det var Solvej meget ked af.

En nat fik Solvej et mareridt. Hun drømte, at Søren forlod hende. Drømmen gentog sig nat efter nat med stigende intensitet. Solvej vågnede op ved siden af sin mand og sagde grædende til ham: "Nu gjorde du det igen." Hendes mand holdt om hende og trøstede hende. De havde jo aldrig haft det så godt som nu, og sammen nød de den lille Lucas.

Den første nat, Solvej havde drømmen, var der kun en sekvens: Søren forlod hende. Næste nat fortalte han hende, at han havde en anden og ville forlade hende for at flytte sammen med den anden kvinde. Tredje nat blev drømmen udvidet med, at Solvej fortalte ham, at hvis han forlod hende, ville han ikke få lov til at se børnene. Og Solvej gik til angreb på kvinden. Søren var i drømmen fuldstændig upåvirket af, hvad der skete.

3. Dronningen af Saba

En sømand fra Fyn, der sejlede på de store have, kom engang til Australien, hvor han forelskede sig i en dejlig pige. Han giftede sig med pigen og tog hende med til Fyn, hvor han installerede hende i et lille hus langt ude på landet. Hun kendte ingen og glædede sig derfor ufatteligt til hver gang, hendes sømand igen kom hjem på ferie.

Når han var hjemme - ofte et par måneder ad gangen - var der fest og farver. I den lange ventetid ind imellem levede hun højt på minderne. Hun foretog sig intet ud over at holde huset i orden. Hun gjorde ikke noget for at lære dansk eller for at møde andre mennesker.

En dag gik sømanden hen og døde i en skibsulykke. Konen blev selvfølgelig dybt ulykkelig. Hun åd sig stor og tyk. Hun vaskede sig ikke, og huset forfaldt. Hun kunne slet ikke håndtere sin sorg og gik ind i en psykose, hvori hun blev til "Dronningen af Saba" med mange imaginære undersåtter.

Hun blev af behjertede mennesker indlagt på statshospitalet i området. Der havde hun lægerne i audiens. Hun viste sig meget nådig imod dem. Sygeplejerskerne og lægerne var hendes personale, som adlød hendes mindste vink.

Blandt lægerne foregik der hurtigt en voldsom debat. Nogle holdt på, at hun skulle medicineres tilbage til virkeligheden. Andre holdt på, at hun skulle have lov til at forblive i sin skinverden. Hvorfor skulle hun tilbage til et liv uden familie, uden venner, uden penge?

4. Jons historie

Jon var vokset op hos Jørgen og Betty. Selv om de havde alderen til det, var de ikke hans bedsteforældre. Ja, de var ikke engang i familie med Jon, så han kunne faktisk ikke forstå, hvorfor han netop skulle være hos dem. Måske havde de brug for de penge, som kommunen sendte en gang om måneden.

Jon vidste godt, hvem han var i familie med. Han boede faktisk ikke så langt fra sin rigtige mor og sine søskende - halvsøskende var det nok. Men de snakkede faktisk aldrig sammen - heller ikke selv om han sendte en blomst en gang imellem til jul eller til mors dag. Engang havde de holdt en havefest, og så skulle de alle sammen stilles op for at blive fotograferet. Jon fulgte med i det hele bag de store buske bagerst i haven. Da de stod der alle sammen, kunne han ikke lade være med at liste sig hen i nærheden af de andre. Han følte egentlig, at han også hørte med, men han fandt aldrig ud af, om han var kommet med på billedet.

Da Jon blev født, var moderen, Sonja, kun 19 år - og det var allerede hendes anden graviditet, så hun kunne ikke overskue endnu et spædbarn. Tina var dengang ikke mere end godt et år gammel. Jørgen og Betty havde aldrig betragtet Jon som deres barn. De var over den alder med små børn, da de fik Sonjas knægt i pleje. I første omgang var det også kun for nogle måneder. Det var på det tidspunkt, hvor Betty var blevet fyret, fordi filetfabrikken lukkede, så hun kunne jo ikke så godt sige nej. Det gav da også en slat penge hver måned. Og Jon var nem. Han passede for det meste sig selv. Da han blev større, rendte han altid ude. Hvor han holdt til, vidste Betty egentlig ikke, men han dukkede da altid op, når han blev sulten.

Sådan gik Jons barndom. Da han kom i den alder, hvor han skulle bestemme sig for, hvad han ville i livet, var der ingen, der syntes, det var mærkeligt, at han ville ud af skolen så hurtigt som muligt. "Sådan en knægt har godt af at komme ud at arbejde," mente Jørgen. Så var deres forpligtelser også ved at være afsluttede, og det passede fint. De var nu i den alder, hvor de kunne få førtidspension, og så var de netop blevet bedsteforældre.

Jon fik arbejde i fiskeindustrien, men det varede ikke længe. Han fandt det dødsens kedsommeligt at stå ved en maskine dagen lang, så en smuk morgen blev han hjemme i sin seng. Senere arbejdede han forskellige steder. Det varede dog aldrig mere end højst et halvt år, så gad han ikke mere - eller også blev hans arbejdsgiver træt af alle hans sygedage.

På trods af det manglende arbejde havde Jon penge nok. Der var altid et eller andet at handle med på havnen. Han lærte, hvordan man kunne snyde i handel med gamle biler og organisere toldfrie varer. Engang imellem solgte han lidt narko.

Jon havde et godt øje til det andet køn. Selv om han efterhånden var blevet rigtig voksen, søgte han altid sine kærester blandt piger mellem 15 og 18 år. Så vidste han bedre, hvor han havde dem. Det hele blev mindre forpligtende. Det var først, da han mødte Helle, at det gik galt. Hvem skulle have troet, at hun skulle få krammet på ham på den måde.

Det hele gik så fint i begyndelsen. Da havde de det skægt - hun var en rigtig frisk pige, der ikke stod tilbage for noget. Hvorfor pokker skulle hun også gå hen og blive gravid. Det var dumt, at hun ikke ville have den abort. Man kunne jo ikke engang være sikker på, hvem der var faderen.

For Helle betød graviditeten, at hun blev mere moden. Efter at lille Karsten var født, indså Helle, at det var nødvendigt, hun fik en uddannelse. Hun gik derfor i gang med at kvalificere sig til at blive børnehavepædagog. Karsten kunne heller ikke være tjent med, at hans far ikke kunne tage sig sammen til noget som helst, så Helle ville have Jon med på skolebænken. Jon kunne dog ikke holde interessen fanget, og en skønne dag sendte han et kort fra Amsterdam. Han havde fået kørelejlighed med en lastbil. Da dette handlingsmønster havde gentaget sig nogle gange, sagde Helle, at hun ikke ville se Jon mere.

I dag, hvor Jon er 28 år gammel, går han stadig på de diskoteker, hvor de unge holder til. Og der er næsten altid en af pigerne, der synes det er sejt, at en voksen falder for hende.

5. Fodbold er fortid for mig

Vi mødtes på en cafe i den indre by. Jeg skulle lave et interview om mennesket bag fodboldspilleren, og havde sat ham stævne et sted, hvor vi kunne snakke sammen i fred og ro. Lad os kalde ham Thomas. Det er der så mange fodboldspillere, der hedder, og Thomas ønsker ikke så meget offentlighed omkring sin person. Men han vil gerne have, at andre lærer af hans historie.

"Allerede i 6-8 års alderen var jeg god til fodbold," fortæller Thomas, "og min far fik mig flyttet fra den lille klub, hvor jeg spillede sammen med mine kammerater, til byens "store klub". Den lå i den anden ende af byen, så far måtte køre mig til træning. Han blev siddende og overværede træningen og kampene. Hvis jeg klarede mig godt, var han glad og gav mig et knus og slog mig på skulderen, men hvis jeg havde gjort det mindre godt, var der afstand imellem os - der var kulde og tavshed. Jeg fik en vane med at se op på det sted på lægterne, hvor min far sad, hver gang jeg havde lavet en detalje, og hvis han nikkede, var alt i orden.

Gennem ungdomsårene i fodboldklubben gik det udmærket for mig. Jeg var hele tiden på førsteholdet, men som 18-årig blev jeg "fodboldlærling" i en stor klub i Holland. Det var ensomt, og det var alles kamp mod alle om at komme på holdet. Nogen siger, at modgang modner én, men det gælder i hvert fald ikke for mig.

Jeg kom på eliteholdet, og nu var jeg pludselig interessant for den hjemlige presse. En overgang blev jeg af aviserne nævnt som aspirant til landsholdet i fodbold, og det gik også godt for mig på dette tidspunkt. Jeg havde den selvtillid, der skulle til for at spille godt, og når jeg spillede godt, fik jeg positiv omtale i aviserne, men inderst inde var jeg forfærdelig bange for at få fiasko og for ikke at leve op til folks forventninger.

Pludselig kunne jeg ikke mere. Forventningspresset blev for stort. Jeg havde trænet og trænet for at være i den bedst mulige form, så i første omgang var det en lettelse bare at melde sig syg. Men så måtte jeg stikke af fra det hele. Jeg tog orlov fra den hollandske klub efter at have fået en lægeerklæring af en forstående læge. I den anledning var der en masse avisskriverier, både i Holland og Danmark, men nu er der mere stille om sagen.

Jeg vil nu aldrig spille fodbold mere på topplan. Jeg har ikke den selvfølelse, der skal til for at klare de uundgåelige nedture. Selv da jeg var på toppen, følte jeg hele tiden en angst for ikke at slå til, og jeg skulle stadig finde en autoritet uden for banen at se på for at være sikker på, at jeg var god nok.

Jeg har det meget bedre nu. Men jeg tør overhovedet ikke spille fodbold, for så vil det straks være en sensation for aviserne: "Thomas gør come-back".

Jeg går i terapi to gange om ugen for at få det bedre. Jeg arbejder med at finde ud af, hvem jeg selv er, for det kan jeg se nu, at jeg aldrig tidligere har vidst.

Da jeg fik min nedtur, var jeg nødt til at bryde med min familie, fordi deres billede af mig betød så meget for mig. Jeg kunne ikke klare at se min fars misbilligelse, det var ligesom, jeg havde svigtet.

Jeg har også slået op med min kæreste, for jeg ved helt sikkert, at det var den store fodboldstjerne Thomas, hun var forelsket i, ikke personen Thomas. Mærkelig nok gjorde det ikke ondt at gøre det forbi med hende. Hun blev vred, men jeg tror mest, det var på grund af såret forfængelighed.

Det jeg skal finde ud af nu, er at lære mig selv at kende og at lære at tro på mit eget værd, men det gør ondt at mærke sig selv, og det er hårdt arbejde hele tiden at mærke efter, hvad Thomas tænker, og hvad Thomas føler og ikke bare prøve at leve op til, hvad andre mennesker forventer af Thomas.

Jeg håber, at jeg snart er så stærk, at jeg kan klare at se mine forældre og mine søskende igen. Hvad fremtiden skal bringe, har jeg ikke taget stilling til, men det er i hvert tilfælde ikke fodbold på topplan."

6. Indlæringsvanskeligheder

Lise var en glad og helt almindelig pige, og hun trivedes godt i børnehaven. Hun glædede sig voldsomt, til hun skulle begynde i første klasse, for hun havde jo set, hvordan hendes storesøster læste lektier og allerede kunne læse. Hun havde også bemærket, hvor stolte og glade forældrene var, når storesøsteren læste højt for dem.

Dagen før Lise skulle begynde i første klasse, faldt hun ned fra gyngen på legepladsen og fik et meget kompliceret hofte- og benbrud. Hun måtte indlægges og skulle blive på sygehuset i 2 måneder.

Lise fik et chok, som hun havde meget svært ved at komme over. Hun lukkede af for sygeplejerskerne, og hun var fuldstændig utrøstelig, hver gang forældrene forlod hende på sygehuset. Hun græd hjerteskærende. Det kom til at tage længere tid på sygehuset end først beregnet.

Da hun endelig fik gipsen af, skulle hun genoptrænes. Hun var stadig indadvendt og pjevset. Hun var meget bange for at skulle i skole alene. Hun ville have sin mor med. På sygehuset var det ikke blevet til meget med undervisningen. Dels havde Lise ikke været motiveret, og dels havde man ikke de fornødne lærere til rådighed.

Lise kom aldrig rigtig med i skolen. Hun blev mere og mere indadvendt og til tider aggressiv. Når hun blev spurgt, var det ikke altid, hun svarede. Hun fik specialundervisning i hele folkeskoleforløbet. På de små hold i specialundervisningslokalerne følte hun sig en smule mere tryg og åbnede sig lidt, men indlæringen var vanskelig for hende. Hun manglede koncentration og motivation.

Storesøsteren klarede sig særdeles godt i skolen. Hun blev student og begyndte på universitetet. Forældrene var meget stolte og talte meget om, hvor dygtig hun var. Lise fik ikke nogen 9. klasse. Lærerne rådede hende fra at gå op til prøven.

I løbet af sin folkeskoletid var Lise til psykolog et par gange, men hun var ikke samarbejdsvillig. Hun sagde, at psykologen spurgte om sådan nogle åndssvage ting. Det gad hun i hvert fald ikke svare på.

Da Lise blev omkring 18 år, kom hun til en psykolog, som formåede at komme ind på livet af hende. Hans vurdering af Lise var, at hun var ganske normalt begavet, men umådelig hæmmet.

Lise besluttede at begynde at gå i skole igen, men hver gang hun skal til undervisning, får hun ondt i maven, kvalme og angstanfald, så hun har svært ved overhovedet at følge med i, hvad der foregår i timerne. Hun sidder hele tiden og er bange for at blive spurgt om noget. "Jeg vil være dygtigere end de andre," siger hun. Når hun bliver spurgt, er hun meget længe om at svare af skræk for at sige noget forkert. Hun er ikke sikker på, at hun vil fortsætte i skolen.

7. Lille spejl på væggen der

Kære Brevkasse

Mit problem er, at jeg har store problemer med min vægt.

Jeg er en 170 cm høj kvinde, som vejer 58 kg. Det er jeg egentlig godt tilfreds med, men det er meget svært for mig at holde min idealvægt. Jeg kan kun holde den, hvis jeg konstant er på en meget hård kur, hvor jeg ikke kan tillade mig det mindste. Jeg går ofte i motionscenter, for jeg har altid haft den holdning, at man skal holde sig i form. Jeg er 35 år gammel, og jeg er alene med en dreng på 7 år.

Da jeg var gravid, tog jeg 20 kg på, og jeg havde det meget dårligt på det tidspunkt. Jeg kunne faktisk ikke holde ud at se mig selv i spejlet. Jeg ville helst ikke vise mig frem for andre mennesker, så de kunne se, hvor uformelig jeg var. Det tog ret lang tid for mig at komme ned på en ordentlig vægt igen efter fødslen.

Jeg har det fint med min søn, men jeg kunne godt tænke mig endnu et barn. Jeg ved bare ikke rigtig, om jeg tør, for tænk hvis jeg igen bliver så utrolig stor. Det er desuden et problem, at jeg ikke har fundet manden i mit liv - faderen til mine børn. Min søn ser ikke sin far, og det er jeg godt tilfreds med. Selv ville jeg have svært ved at mødes med ham igen, da han jo har set mig tyk.

Den mand, jeg kunne tænke mig at dele livet med, er gift og lever i et godt ægteskab. For tiden er jeg ledig på arbejdsmarkedet, og jeg synes ikke, jeg har energi til at finde et godt job. Så det kører ikke rigtig for mig lige nu.

Jeg håber, du kan give mig et godt råd.

Venlig hilsen

"Fisken"

8. Rigmor klarer sig selv

Rigmor er 85 år. Hun har sit eget hus, som hun altid har passet til punkt og prikke, også efter at hun for nogle år siden blev alene. Familie og venner er imponerede over, så godt hun klarer det, alderen taget i betragtning. "Jeg skal ikke have nogen til at rode i mine ting," siger Rigmor, hvis man spørger hende, om hun ikke vil have hjælp til noget af det grove.

Også haven klarer Rigmor selv. "Det er mine planter, der holder mig i gang," siger hun, og hun er meget stolt af sine fine rododendroner. Om sommeren, når hækken skal klippes, går Rigmor i gang med krum hals, og om vinteren er hun altid en af de første, der får skovlet fortovet fri for sne.

Da Ove, Rigmors mand, stadig var i live, havde de en fast arbejdsdeling. Rigmor tog sig af hus og have, og Ove passede sit arbejde. "Huset og haven er det eneste, jeg har. Du har jo dit arbejde," plejede Rigmor at sige til ham.

Det gik fint indtil den dag, Ove blev pensioneret. Han ville gerne gå Rigmor til hånde, nu hvor han ikke længere havde sit arbejde, men han kunne aldrig gøre det godt nok. Rigmor havde svært ved at acceptere hans måde at gøre tingene på. Til sidst tyede Ove til sine elskede frimærker, eller han gemte sig bag avisen. Men det havde Rigmor det også svært med. "Skal jeg virkelig gøre alting selv?" kunne hun sige.

En dag, da Rigmor var på vej op ad en stige for at rense tagrenderne for nedfaldne blade, faldt hun og brækkede lårbenet. Efter et længere hospitalsophold er Rigmor nu atter tilbage i sit eget hus. Hun forsøger at genoprette sine tidligere gøremål, men det er svært at slå græs, når man helst skal gå med stok. Og der begynder at blive nusset i krogene inde i huset.

Efter hospitalsopholdet er der også sket andre forandringer med Rigmor. Hun har mistet noget af sin tidligere glæde over hus og have. "Jeg sidder tit og tænker på min ungdom. Tænk, hvis jeg var ung i dag. Tænk, hvis jeg havde haft alle de muligheder, som de unge har nu. Tænk, hvis mine forældre havde givet mig lov til at få en uddannelse lige som min lillebror, så havde jeg haft mulighed for at tjene mine egne penge. Og så er de unge utilfredse. De skulle bare prøve at leve under de forhold, vi andre gjorde."

Rigmor er i dag endnu mere afvisende over for at modtage hjælp end tidligere. "I skal endelig ikke tro, at jeg ikke kan klare mig selv. Der er ingen andre, der skal komme og bestemme over mine sager," gentager hun igen og igen.

9. Tynd som en bønnestage

En dag, da Else gik forbi badeværelset, så hun Erik stå på vægten. Hun blev forskrækket over at se, hvor mager han var blevet. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Derimod havde hun lagt meget mærke til, hvor irritabel han var blevet i den seneste tid. Ja, faktisk lige siden den aften, de havde været ude at spise sammen med Pia og Peter.

Else og Erik blev forholdsvis tidligt gift. De havde begge to job i en bank. De havde kun ét barn, en søn, Peter. Deres ægteskab var som de fleste ægteskaber, der holder. De havde haft deres op- og nedture, men havde trods forskellige konflikter valgt at blive sammen. I længere perioder havde de haft det fint med hinanden på alle måder.

Peter havde altid interesseret sig for sport, og han dyrkede meget fitness. En dag gik det op for forældrene, at han var ved at blive rigtig voksen, for han kom og præsenterede den pige, han agtede at gifte sig med. En meget flot pige, som han havde truffet i fitnessklubben. Et flot par. Begge forældrene syntes vældig godt om Pia.

En aften havde Erik inviteret Else, Pia og Peter ud at spise. Han havde været i strålende humør og havde danset meget med Else og Pia - især med Pia. De havde drøftet mange emner den aften, bl.a. synspunkter på det andet køn. Pia havde bl.a. sagt, at hun ikke kunne udstå gamle, overvægtige mænd.

Efter den aften var det, at Eriks humør havde været meget dårligt. Else fik det efterhånden også dårligt på grund af Eriks humørsyge. Hun var nødt til at gå til lægen for at få noget beroligende, for hun kunne ikke gøre Erik tilpas. Han kritiserede hendes hår, hendes krop, sagde hun var for tyk, og at hun klædte sig for ufikst.

Han brød sig ikke længere om, at der kom gæster. Else blev mere og mere fortvivlet over situationen. Hvis hun omtalte Pia, blev han ubehagelig og f¢r op. Else stod uforstående over for hans vrede mht. Pia. Else havde endda været lidt jaloux på Pia i begyndelsen.

Det var snart Eriks 50-års fødselsdag, og Elses svigermor, Grethe, ville absolut arrangere et surprise party for Erik, så hun planlagde at invitere nogle venner, sin sønnesøn og hans forlovede. Else var ikke begejstret for tanken. Hun kunne heller ikke forhindre det, for alt var forberedt, før hun blev involveret i sagen.

Den dag var det, Else opdagede, hvor mager Erik var blevet. Hun gik ind i soveværelset og kæmpede med gråden. Hun syntes, hun var nødt til at fortælle Erik, at Peter og Pia ville komme, og at de ville overnatte. Erik f¢r op og sagdeé at han ikke ville se Pia i sit hus. Hvorfor denne ændring efter al den opmærksomhed Erik havde vist Pia den første aften, hun havde været med Peter hjemme?

Kl. 18 præcis kom gæsterne, og de var i stålende humør. Fødselaren fik knus af sin familie og af sine venner. Hans mor sagde: "Du godeste! Hvordan er det, du ser ud? Du er jo ikke andet end skind og ben." Og Søren, en ven gennem snart 30 år, sagde: "Det siger jeg også. Giver du ham ikke noget at spise, Else?"

Elses svigermor havde sørget for alt: velkomstdrink, mad etc. Ingen syntes at lægge mærke til, at Erik næsten ingenting sagde. Festen forløb dog nogenlunde, indtil Søren rejste sig op for at holde tale for Erik. En lidt drillende tale, som gamle venner kan holde. Han sagde bl.a.: "Jeg tror, vi kommer til at nyde vores otium sammen på plejehjemmet. Jeg er jo lidt stor, men du  du er så tynd, at du bliver let at flytte rundt med."

"Hold kæft!" brølede Erik, "du skal fandeme ikke komme her og gøre mig til grin. Tror du ikke, jeg ved, at jeg er tyk som en elefant? Tror du ikke, jeg ved det? Forsvind ud af mit hus, allesammen!"

Erik rejste sig, skred hen til døren, åbnede den, vendte sig og skreg: "Forsvind, allesammen, UD!"

Hans mor vendte sig og sagde: "Vi skal nok gå. Du opfører dig som et forkælet barn."

Da de var gået, strømmede tårerne ned ad Eriks kinder. Han gik ind i soveværelset og smækkede døren i efter sig.

Med udgangspunkt i Familielivet

1. Den lille tyran

Helle og Annie er dagplejemødre, og de mødes ofte over en kop kaffe, mens børnene leger med hinanden.

"Se, hvor stille og roligt Rasmus leger med de små," siger Helle. "Jeg havde ellers en længere snak med hans mor i dag. Jeg er snart godt og grundigt træt af hende. Det er næsten hver morgen, der er ballade. Han har faktisk aldrig fået morgenmad, når han kommer, og tit har han ikke tøj nok på. Når hun så skal gå, er han helt tosset. Han hyler og skriger, og hun er ikke til at få af sted, for som hun siger, så kan hun ikke bære at forlade Rasmus sådan. Somme tider kan det tage mere end en halv time. Det nytter ikke noget, at jeg siger til hende, at det er meget lettere at trøste Rasmus, når jeg er alene med ham.

Forleden dag var han i rigtig godt humør, da han kom. Men hun blev ved med at spørge ham, om han havde det godt, så til sidst begyndte han at hyle."

"Ja, det hele er meget lettere, hvis forældrene ikke blander sig for meget." Annie er enig med Helle. "Hvordan gik det egentlig, da du var hjemme hos Rasmus med hele gruppen?" "Uh ha, det var en rigtig dårlig idé. Det var jo Rasmus' fødselsdag. Han havde fået en masse gaver, som de andre børn ikke måtte lege med. Kun Rasmus måtte røre dem. Bl.a. havde han fået en forfærdelig larmende pistol, som han ikke kunne holde fingrene fra. Selv da lille Sofie blev bange og græd, kunne moderen ikke få ham til at stoppe. Hun gik bare rundt og arrangerede flag og guirlander og sagde til Rasmus, at nu skulle han være sød mod de små. Men det var han ligeglad med. Jeg kunne ikke gøre meget andet end at trøste Sofie. Det er jo svært, når man er i andres hjem.

Og sikke et cirkus, da de skulle have kagemand. Rasmus ville have det meste af slikket, og de andre ville selvfølgelig også smage. Så det endte med hyl og vræl. De små var helt udmattede, da vi endelig var hjemme igen.

Jeg har faktisk også problemer, når Rasmus skal hentes, for han vil som regel aldrig med hjem. Hans mor er nok ret skuffet over, at han ikke falder hende om halsen, når han bliver hentet. Jeg tror, at hun styrter herhen for at hente Rasmus, fordi hun tror, at han har tudet hele dagen af længsel efter hende - og så leger han i stedet for og vil ikke med hjem.

Da vi prøvede at snakke om det, beskyldte hun oven i købet mig for, at det var min skyld, at Rasmus ikke han beskæftige sig selv derhjemme. Men så sagde jeg, at her er han altid god til at finde på lege - både selv og sammen med de andre."

Hun så helt forkert ud i ansigtet.

2. De kære børn

Kit er i 30'erne, er ugift og har ingen børn. Hun har nogle venner, der bor et stykke fra hendes bopæl. Hun ser dem ofte. De venter barn. Da barnet kommer, får Kit et tæt forhold til ham. Hun leger meget med ham, læser for ham og går tur med ham.

Senere får vennerne et barn mere, men nu ser hun ikke familien så ofte. De er stressede pga. arbejde og små børn. Det er hun lidt ked af, men på den anden side kan hun godt forstå deres situation og presser ikke på. Moderen bruger megen tid på at gøre rent.

Den lille er meget opsat på at ligne sin storebror, vil gøre alt, hvad denne gør, og sige alt, hvad denne siger. Kit har ikke nær så god kontakt med ham, som hun havde med den store.

Af og til bliver hun bedt om at passe børnene nogle timer, hvis forældrene skal noget. Det gør hun gerne, men efterhånden bliver det vanskeligere for hende at holde styr på dem. De er ret energiske. De vil ikke lege det samme ret længe ad gangen. Der skal hele tiden ske noget nyt. Allerhelst vil de sidde ved computeren eller foran fjernsynet. Det synes moderen ikke om.

Sidste gang, Kit skulle passe børnene, gik det ikke særlig godt. Lige så snart moderen var ude af døren, f¢r de rundt i stuen oppe i møblerne. Det fik Kit stoppet. Så skulle de have boller med chokolade på. Den lille satte sig ved bordet, rev dugen af og sagde, at den ville han ikke have der. Kit tog dugen op igen. Hun var efterhånden ved at fortvivle. Da de havde spist bollerne, og den lille havde masser af chokolade omkring munden, tørrede han sig om munden med dugen og så provokerende på Kit. Da den store så det, gjorde han det samme.

Kit blev så vred, at hun tjattede til den store og begyndte at råbe. Hun sagde, hun ikke ville passe dem mere, og at hun ville tale med forældrene om det.

Den store blev meget stille og sad med bøjet hoved. Kit prøvede at tale med ham, men han svarede kun i enstavelsesord. Hun spurgte, om han gjorde det samme, når hans forældre var hjemme. Nej. Om han gjorde det hos sin mormor. Nej. Om han gjorde det hos sin farmor. Nej. Til sidst lovede Kit, at hun ikke ville sige noget til forældrene, hvis han til gengæld lovede at lade være med at opføre sig sådan igen.

Samtalen med den lille var knap så let, for han ville slet ikke svare, vendte blot hovedet væk. Kit fik ikke noget ud af det.

Resten af tiden, indtil moderen kom hjem, legede de sammen alle tre, og alt gik forholdsvist fredeligt. Kit måtte dog et  par gange minde den store om deres aftale.

3. Familieidyl

Lone og Lars er på ferie hos Lones forældre sammen med deres søn, en livlig dreng på 4 år. Han hedder Andreas.

De lader sig varte op af Lones mor og nyder ferien. Lones far har lidt svært ved, at de "fylder" så meget, og at de er der så længe, 3 uger. Han er meget temperamentsfuld.

De har nu været der i 14 dage. Lone og Lars sidder i dagligstuen og læser i hvert sit ugeblad. Andreas løber rundt om spisebordet, men er forholdsvis stille.

Lidt efter lidt savner han selskab og opmærksomhed, og han begynder derfor at sætte lyd på sine ture rundt om bordet. Lone siger: "Kan du være stille, Andreas?" Det hjælper ikke. Andreas sætter derimod støjniveauet i vejret. Lone gentager henstillingen, denne gang lidt højere. Det hjælper ikke. Lone appellerer til Lars: "Du kunne også godt tage dig lidt af ham." "Kan du så være stille," siger Lars i en bestemt tone. Andreas fortsætter turen rundt om bordet med ekstra meget lyd på. Lars farer op, griber drengen i armen og råber op. Andreas ser betuttet på sin far og indstiller øjeblikkelig lyden.

Lone henvender sig nu meget forarget til Lars. "Ku' du ikke hidse dig ned. Det ligner da ikke noget at fare sådan op. Andreas har jo ikke gjort noget." Situationen udvikler sig til at veritabelt skænderi. Så vender Lone sig pludselig om mod Andreas og siger: "Se nu, nu er det din skyld, at far og mor skændes."

Andreas ser forvirret fra den ene til den anden og giver sig til at græde. Nu kommer Lones mor ind fra køkkenet, hvor hun er ved at tilberede frokosten, og spørger: "Hvad er der dog i vejen? Kan I ikke holde op med alt det råberi?" Hun tager drengen med sig ud i køkkenet og giver ham en småkage. Lones far kommer ind i det samme og råber: "Kan du ikke holde op med det hyleri, knægt. Det er fandeme ikke til at holde ud med al den ballade."

4. Dine børn og mine børn

Per og Helle er meget forelskede. De har begge været gift før. Han har en datter på 9 år, og hun har to drenge på 5 og 9 år.

De beslutter, at de vil have et barn sammen. Det får de - en pige. De bor nu sammen med Helles to drenge og den lille ny. Peters datter kommer ofte på besøg. Alt tegner godt, selvom det er lidt svært at få økonomien til at hænge sammen. Helle er nemlig uarbejdsdygtig på grund af en kronisk ledbetændelse.

Efterhånden begynder det at knibe med tålmodigheden i den lidt trange lejlighed. Per begynder at komme senere og senere hjem. Så skal han til møde, så skal han arbejde over, så går han til sport.

Helle føler sig låst fast med børnene - også Pers datter, Kirsten, tager hun sig meget af. Kirsten irriterer Helle en del, fordi hun er så selvudslettende og kontaktsøgende. Helle gør dog sit bedste for at skjule sin irritation.

Det kommer også ofte til konflikt mellem Per og den største af drengene, Søren, der efterhånden er kommet i puberteten og ikke altid er lige villig til at hjælpe til med de forskellige huslige gøremål. Per er selv strengt opdraget, og han bliver meget hidsig, når Søren ikke med det samme gør, hvad han bliver bedt om.

Konflikterne bliver så store, at Per beslutter sig til at flytte. Både han og Helle er dybt ulykkelige over, at det er kommet så vidt. Selvom Per er flyttet, har de stadig mange konflikter om børnene. Per kommer - i de weekender han skal have børnene - hjem til Helle og er sammen med dem hos hende.

Det eneste Helle ønsker sig er, at Per og hun kan finde ud af at leve sammen igen. Hun gør alt for, at det skal lykkes, men Per er stadig meget optaget i sin fritid. Han engagerer sig i foreningsarbejde, og han har stadig meget overarbejde, så selv i de weekender, hvor de skulle være sammen, er hun ofte - en del af tiden - alene med børnene. Per svigter ofte en aftale, og hver gang bliver Helle lige ulykkelig.

Efter et år beslutter de sig til at flytte sammen igen, men først efter, at Helle har fortalt Per, hvordan hun mener deres samliv skal forme sig. Han har indvilliget i at være mere hjemme og opgive nogle af sine fritidsinteresser, så de kan foretage sig noget sammen med børnene.

I begyndelsen går det godt, men det viser sig, at Per ikke kan overholde de indgåede aftaler. Han er stadig meget ude. Helles konflikter med Kirsten, som nu er kommet i puberteten, bliver større. Den før så selvudslettende pige begynder nu at gøre åbent oprør mod de normer, som Helle opstiller fx for gode manerer ved bordet. Kirsten siger hele tiden: "Sådan gør vi ikke hos min mor." Helle bliver vred og beder Per om støtte. Så bliver Per meget hidsig, og de kommer op at skændes.

Helle beklager sig over, at Per ikke er til at tale med. Han bliver bare vred og utilnærmelig. De kan aldrig få tingene talt ordentligt igennem og få løst op for konflikterne.

Engang imellem lykkes det dog Helle at få Per i tale, og han indrømmer, at Helle har urimelige vilkår. Han lover bod og bedring, men...

5. Ali

Det hele begyndte den dag, Trine kom hjem og fortalte, at hun var blevet vildt forelsket i Ali. Trine er vores datter på 17 år. Hun er lige startet på handelsskolen efter et rigtigt godt år på efterskole i 10. klasse. Søren og jeg havde sådan glædet os til at få hende hjem igen efter skoleopholdet. Hun er trods alt den sidste, så det gjaldt om at nyde hende hjemme lidt endnu.

Men så er der det med Ali. Det er ikke fordi, vi er racister, men de er jo så forskellige fra os. Hvad nu, hvis det bliver de to - og hvis de får børn, hvad så? I begyndelsen turde jeg slet ikke fortælle det til Søren, for Trine har altid været hans yndlingsbarn. Men det gik hverken værre eller bedre, end at Søren en dag kom tidligere hjem, end han plejer, og så sad Trine og Ali inde foran fjernsynet og så video. Søren spurgte, hvem det var, der var på besøg, og Trine sagde nok så provokerende, at det var den fyr, hun kom sammen med for tiden.

Først tog Søren det pænt. Han regnede nok med, at det hurtigt ville gå over. Men da det tværtimod lod til at blive mere hedt mellem de to, begyndte Søren at se sig gal på Ali. Som her forleden, hvor vi skulle hjem til Bedste, fordi hun fyldte år. Ikke tale om, at Trine ville med - kun hvis Ali også måtte komme. Hun kunne slet ikke forstå, at det er svært for den gamle at møde sådan en, der ikke kan snakke rigtig dansk.

Søren blev rigtig arrig og sagde, at vi også altid havde haft bøvl med Trine, og at hun var en rigtig forkælet møgunge, der aldrig kunne tage hensyn til andre end sig selv. Så skal jeg ellers love for, at Trine f¢r op og fik sagt noget til ham. "Hvem er det her i familien, der tænker på sig selv?" råbte hun. "Og hvem er det, der bliver eddikesur, hvis maden ikke er klar på klokkeslet?" Alt sådan noget fik hun fyret af. "Er det ikke også rigtigt, mor?" skreg hun.

Men jeg syntes jo ikke, at jeg skulle blandes ind i det. Og selvfølgelig fik Trine ikke det sidste ord. Søren var nu ved at være rigtig godt rasende og råbte op om, at hvis hun troede, hun skulle gå i hans hus og spille Kong Gulerod, så kunne hun godt begynde at tro om igen. Hvis det var sådan, så måtte hun hellere finde sig et andet sted at lade sig opvarte.

"Jamen, jeg gider heller ikke bo hos sådan et par gamle racistiske røvhuller." Og til mig råbte hun, at jeg ikke var et hak bedre end ham.

Så tog hun sin jakke og sagde, at vi ikke skulle regne med at se hende foreløbig, og hun smækkede med døren, så hele huset rystede.

6. Den mellemste søster

Henrik og Ingrid blev gift i 1975, og de fik tre piger i rap. Ingrid valgte at være hjemme, mens børnene var små. Henrik passede sit arbejde på maskinfabrikken.

Christina blev født i 1976, Stine i 1978 og Sabine i 1980, så der var ikke meget tid til andet end at passe børnene, men Ingrid var selv storesøster i en børneflok på fem, så hun havde et godt tag på børn.

Pigerne voksede til, og da den yngste, Sabine, begyndte i første klasse i 1986, begyndte Ingrid at arbejde igen som sygeplejerske. Henrik rejste meget for sit firma, nogle gange flere uger ad gangen, så Ingrid var meget alene med pigerne. For at klare økonomien tog Ingrid tit ekstravagter, så Christina fik tidligt at mærke, hvordan det var at have ansvaret for to små søskende. Hjemmet var dog altid i orden, man kunne ikke sætte en finger på noget.

I 1996 begyndte Christina på universitetet, og samtidig fik hun en lejlighed i byen. Egentlig var hun gerne blevet boende hjemme, men alle hendes kammerater blev efterhånden udeboende, og da Henriks moster kom på plejehjem, fik Christina chancen for at få en lille to-værelses lejlighed.

Lige så regelret blev tilværelsen ikke for Stine. Forældrene foretrak helt klart den dygtige og modne Christina, og alt, hvad Stine fandt på, var på en eller anden måde forkert. Bedre blev det ikke af, at faderen, når han endelig var hjemme, enten snakkede fornuftigt med Christina eller pjattede og hujede med den lille Sabine. Faderen havde håbet på at få en dreng, så Sabine fik tildelt noget af den rolle, en dreng skulle have haft.

Stine klarede sig ikke så godt i skolen. Hjemme var hun tit i opposition til moderen, der altid fremhævede Christina frem for hende. Hun havde svært ved at få veninder, og når hun havde en skoleveninde med hjem, blev denne altid kritiseret af moderen. I 9. klasse gik det helt galt. Stine kunne finde på at blive ude hele natten, og engang overraskede faderen hende i at ryge hash sammen med nogle kammerater. Derfor blev hun sendt på efterskole i 10. klasse.

Her havde hun det rigtig godt. Skolen lagde meget vægt på kreative fag og på drama og poesi. Samtidig med at hun stortrivedes med disse anderledes værdinormer, frygtede hun den dag, da hun skulle hjem fra efterskolen og igen komme til kort over for sine to søskende, der klart bedre passede ind i hjemmets mønster.

Det var også svært for hende at finde ud af, hvad hun skulle uddanne sig til. Hun svingede mellem at prøve at tilpasse sig forældrenes normer og at være i opposition til dem. Hun fik et værelse i den anden ende af byen og begyndte at gå på hf-enkeltfag. Hun valgte at gå til psykologi og billedkunst, selv om faderen rådede hende til at vælge matematik og fysik, fordi det var det, der ville blive brug for.

Stine kunne blive rasende på storesøsteren, selv om hun godt vidste, det var en form for misundelse. Christina havde allerede fast fyr og gjorde tilsyneladende altid det rigtige. Hun kunne også blive jaloux på Sabine, der kunne sno specielt faderen om sin lillefinger, selv om hun mere eller mindre forsyndede sig mod alle familiens normer. Lillesøsteren var politisk aktiv på den yderste venstrefløj, klædte sig som en lazeron i hullede cowboybukser og røg som en skorsten.

Stine derimod kunne aldrig gøre sin far eller mor tilpas, selv om hun virkelig prøvede på det.

7. Familiens sorte får

Den dag Kenneth fik sin studentereksamen, havde hans far udgang fra fængslet, og han havde lånt onkel Jans mørke jakkesæt, men heldigvis var det skyet og halvkoldt, så han ikke faldt helt ved siden af påklædningsmæssigt. Moderen var checket som sædvanlig. Hun sagde altid, at hun som ejer af restauranten måtte bruge penge på sit udseende og tøj, det forlangte kunderne i restauranten. Kenneths bror, Niller på 22 år, var ikke kommet, men lillebror Claus på 18 år dukkede op direkte fra bodybuilding. Hans enorme bøffer var kun slet skjult af den lille bryderundertrøje.

Kenneth skulle være glad for, at de i det hele taget viste sig. Han havde tit fået tudet ørerne fulde med, at studentereksamen var da den værste form for tidsspilde, man kunne tænke sig.

De var i god tid - der var stadig et kvarter, til højtideligheden skulle begynde - og det var for tidligt for familien at sætte sig på de nummererede pladser.

Kenneth smilede i forbifarten til Helle fra hans klasse og overvejede, om han skulle præsentere hende for familien, men det ville nok ikke være en god idé. Faderen kunne finde på at komme med en af sine sjoferter, og Claus ville sikkert skrue charmen på og blive påtrængende med sin massive flirt. Det var ikke sikkert, mødet ville falde heldigt ud.

Han måtte hellere se at komme op på sin plads på podiet, hvor alle studenterne sad klassevis med deres flotte nye studenterhuer.

Han havde været oppe ved tante Rosa, den dag han havde fået huen. Han vidste, hun var stolt af ham. Hun boede på 3. sal i en lille to-værelses, og hun havde altid været fast inventar i familien. Det var accepteret, at hun tog afstand fra alt det kriminelle, og man talte ikke for højt om disse ting, når hun var til stede.

I hendes lille stue havde han tit siddet med sine opgaver. Så slukkede hun for fjernsynet og serverede en kop kaffe. Hjemme var der aldrig ro nok. Tjenerne brugte dagligstuen som rygerum og hvilerum, og selv på hans værelse på 1. sal kunne han høre musikken fra restauranten.

Han havde egentlig aldrig blandet sig med kammeraterne fra klassen. Han vidste, at han umuligt kunne invitere dem hjem, men en enkelt gang havde han inviteret et par stykker med op til tante Rosa, når de repeterede matematik.

Han kunne se, at Niller var dukket op i sidste øjeblik. Han var lidt usikker på benene, og en overgang så det ud til håndgemæng, da en anden havde taget hans plads.

Niller havde altid haft en særlig klemme på Kenneth. Som dreng blev han udnyttet til at hente Nillers madpakke, og han måtte tage skylden for knuste ruder eller tallerkener. Senere kunne han bruges til at bringe breve til Nillers mange kærester. Til trods for at han stort set aldrig sagde nej til at gøre Niller en tjeneste, var han tit både gul og blå af alle de tæv, han fik, når han alligevel ikke gjorde tingene godt nok.

Mærkeligt nok troede forældrene altid på Niller, skønt han den ene gang efter den anden brød aftaler. Måske betød det meget for dem, at han var så stærk og kompromisløs og var blevet accepteret i de kriminelle kredse.

Så gik rektor på talerstolen for at begynde sin tale, og Kenneth prøvede at koncentrere sig om det.

8. Mors dreng

Min kæreste er en mand på 38. Han er jordens dejligste menneske. Vittig, følsom og begavet. Han kan gøre mig jublende glad, og jeg kan grine sammen med ham som med ingen anden. Selvfølgelig elsker jeg ham over alt på jorden.

Men - for der er et men - jeg har aldrig været præsenteret for hans forældre. Vil han ikke være mig bekendt? Desuden indretter han sig i enhver henseende specielt efter sin mor. Når hun melder sin ankomst, bryder han alle aftaler (med mig), for at hun kan gøre rent og vaske hans tøj. "For hun vil jo så gerne".

Han er ude af stand til at sige sine forældre (sin mor) imod. Han har aldrig omtalt sit forhold til mig for dem, idet jeg åbenbart ikke passer ind i deres forestillinger om en passende partner for deres eneste søn.

Jeg er bange for fremtiden. Vil han nogensinde blive et selvstændigt væsen, eller vil han altid være en "dresseret abe", så snart forældrene gør deres entre? Ind imellem hader jeg hans forældre. For hvis de ikke var der, kunne vi have det så dejligt.

Hans splittelse er på vej til at forplante sig til mig. Nok elsker jeg dette prægtige menneske, men jeg føler også, at jeg altid vil have svært ved at tale med ham om det, der piner mig så meget. Lige nu blokerer han fuldstændig, så snart jeg nævner forholdet til hans forældre.

Jeg kan selvfølgelig "skride", hvis jeg ikke kan klare disse forhold, men inderst inde har jeg valgt ikke at slippe min kæreste på trods af hans forældre.

Er der nogen, der kan hjælpe mig? Findes der en kvinde i en tilsvarende situation, der kan give mig et råd?

M.P.

Svar:
Du må gøre dig helt klart, at du ikke skal tænke på at ændre ham. Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at han ikke vil præsentere dig for sine forældre - og det synes jeg, du skal sige til ham. Han ved det helt sikkert allerede. Hans problematiske forhold til forældrene og hans følelser derved er det kun ham selv, der kan ændre.

Du har valgt en mand med nogle fantastisk dejlige egenskaber. Vær glad for det, og dyrk disse gode sider. Hadet kommer fra dig, og det er noget ved dig, der gør, at du må opleve hans forhold til forældrene så negativt.

Hvis du opfører dig kærligt og modent, vil hans forhold til forældrene måske ændre sig, men hvis du forholder dig barnligt og omklamrende til ham, er der stor sandsynlighed for, at han fortsat blokerer.

Prøv at se tingene, som de er, og ikke som du gætter på, de er - så kan du og din kæreste mødes i et ligeværdigt forhold og ikke i et forhold, hvor barndommens fortrængninger og traumer ødelægger og fordrejer tingene.

JG.

9. Min livshistorie

Da jeg blev født, havde jeg tre ældre søskende, og så vidt jeg ved, var ingen af os ønskebørn. Min mor var 17 år, da hun blev gravid første gang. Så hun måtte skynde sig at blive gift.

Min mors og fars ægteskab gik ikke så godt, så de blev skilt, da jeg var 4 år. Vi kom alle fire med vores mor. De første år var ikke så gode. Min mor havde forskellige kærester, hvoraf den ene var meget voldelig. Han bankede tit vores mor, og hvis vi stod i vejen, kunne vi da også lige få et par på hovedet. Han prøvede også tit på at begå selvmord, men det lykkedes selvfølgelig aldrig.

Men da jeg var 8 år, fandt min mor min nuværende stedfar. Det var dejligt. Han er bare det bedste, der er sket.

Jeg var 12 år, da mine problemer for alvor begyndte. Jeg ved egentlig ikke, hvordan det startede, men min yngste bror og jeg begyndte at slås. Det vil sige, han bankede mig med knytnæver i hovedet, så jeg fik store buler. På et tidspunkt begyndte han også at sexmisbruge mig. Han gjorde det, når vi var alene hjemme, eller også kom han ind til mig om natten. Det skete flere gange om ugen.

Da jeg var 15 år, blev jeg voldtaget af en af min mors og stedfars venner. Det skete en tirsdag. Det var den 23. december. Jeg husker så tydeligt, at det var en tirsdag, fordi han sagde, han ville komme næste tirsdag og gøre det igen, hvis jeg sagde det til nogen. Så det gjorde jeg ikke, først mange år efter.

Da jeg blev 18 år, flyttede jeg hjemmefra. Jeg kunne ikke klare min bror længere. Jeg var glad for at slippe væk. Fri for at ligge hver nat og være bange for, at han skulle komme ind til mig. Det at komme væk fra dette helvede er helt ubeskriveligt.

Da jeg var 20 år, flyttede jeg sammen med min mand, som jeg havde kendt i flere år. Indtil da var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville have børn. Men da jeg var 21, fødte jeg mit første barn. Han døde desværre kort før, han blev født. Vi kaldte ham Nikolaj. Det var frygteligt at begrave sit barn, så jeg blev hurtigt gravid igen. Nok for hurtigt. Men jeg fik min datter Maria næsten et år efter. Jeg kunne ikke rigtig glæde mig, før hun var cirka 6 måneder. Men jeg elsker hende nu, selvfølgelig.

Efter megen overtalelse fra min mand blev vi enige om at få endnu et barn, Rene, som blev født, da Maria var 4 år. Jeg kunne glæde mig lige fra starten. Det var nok derfor, jeg allerede et år efter fik Jeanette. Og jeg elsker alle mine børn lige meget. Men mit ægteskab begyndte at ligne min barndom. Min mand begyndte at tage på drukture, tit 3-4 dage i træk, uden jeg vidste, hvor han var.

Så begyndte han at voldtage mig, hvis jeg ikke havde lyst, når han kom hjem efter en druktur. Det var ikke bare en gang imellem, nej, det var mindst en gang om ugen. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville væk.

Pludselig skulle han fremstå som den gode far, selv om han lige havde skejet ud i seks måneder. Så ville han i hvert fald have Rene. Jeg gik modvilligt med til, at han fik ham hver anden uge på den betingelse, at hvis det ikke gik, skulle Rene hjem til mig, og det gik han med til. Men da problemerne begyndte, ville han selvfølgelig ikke aflevere Rene. Han syntes ikke, der var nogen problemer.

Det værste ved denne ordning er, at Rene har sin adresse hos sin far. Jeg er da ligeglad med de penge, jeg går glip af - det er drengen, jeg tænker på.

Hvad har jeg gjort, siden mænd er sådan mod mig? Hvad skal jeg gøre?

10. Han er grov og urimelig

Jeg er 34 år og har boet sammen med en jævnaldrende mand i otte år. Lejligheden, vi bor i, er min. Vi har ingen børn, hvilket aldrig har været noget problem. Hvis jeg skulle blive gravid, er det heller ikke den store ulykke. Vi har ingen prævention brugt i to år.

Min mand og jeg er meget forskellige. Jeg er meget selskabelig, og min mand er det stik modsatte. Det kan godt give problemer, fordi jeg vil i byen eller have gæster flere gange om ugen, og min mand mener, det er nok med én gang om ugen. Så vi bruger aftenen til at se fjernsyn, og min mand går i seng ved 21-tiden.

Seksuelt er der ingen problemer, skønt hans behov er større end mit, men for husfredens skyld elsker vi hver dag.

Rent følelsesmæssigt er han meget lukket. Han har aldrig sagt, at han elsker mig, og han giver mig aldrig gaver, hverken til jul eller fødselsdag, men i hverdagen viser han dog på mange måder, at han godt kan lide mig.

Min mand siger, at jeg er gift med min familie, og jeg har da også et utrolig godt forhold til dem. Selv har han kun en syg mor og en lidt ældre søster, som han ikke ser. Hans forældre blev skilt, da han var 4 år, og hele hans barndom har været et helvede, som han kun nødigt taler om.

Når jeg fx vil se min familie, kan det føre til skænderier, der kan gøre ham tavs i dagevis. Vi spiser ikke sammen, vi taler ikke sammen, og så er jeg glad for, at vi ingen børn har. Jeg bliver så gal og ked af det, at jeg kan finde på at forlade min egen lejlighed og flytte på hotel eller leje et værelse. Efter nogle dage giver jeg mig som regel og flytter hjem igen. Vi får ikke talt ud, men alligevel bliver forholdet tåleligt igen.

Når vi har vore skænderier, er vi meget onde mod hinanden, og det går mig meget på, så i vore "gode perioder" passer jeg på at være sød mod ham for at undgå uvenskab. Min mand vil ikke høre tale om at gå i parterapi, han mener ikke, han har noget problem.

Af og til ønsker jeg at blive alene, men så går det godt et stykke tid, og så tænker jeg ikke mere på det.

Jeg arbejder som sagsbehandler på et socialkontor, og jeg tænker tit på, hvordan jeg kan udføre et sådant arbejde, når jeg ikke engang kan klare mit eget liv. Der er ingen på mit arbejde eller i min familie, der ved noget om, at jeg engang imellem forlader min mand. Hvad skal jeg gøre for at få løst problemerne?

Sidste gang, jeg flyttede hjemmefra, talte jeg med en advokat, og han sagde, at jeg bare skulle skifte låsen ud. Men min mand truer med alle mulige ulykker, hvis jeg gør det. Min mand må gerne få alt inventaret, bare jeg kan få fred.

Tvillingen.

11. Selv en psykolog kan have problemer

Grethe er en yderst velbegavet pige, derfor klarer hun sig godt i skolen. Hun er også socialt velfungerende.

Hendes far er en meget dygtig og effektiv læge. Grethe beundrer sin far meget, men hun er også en lille smule bange for ham. Moderen er lidt forsagt. Hun gør sig ikke så meget gældende, men hun har alligevel ambitioner på Grethes vegne.

Både faderen og moderen udtrykker glæde og tilfredshed, da skolen henvender sig til dem med et forslag om, at Grethe skal springe en klasse over, så hun går direkte fra 6. til 8. klasse, fordi hun keder sig lidt i skolen.

Faderen spørger altid til skolen, hvad hun arbejder med, hvordan lærerne er, om hun læser sine lektier osv. Grethe kan ikke forstå, hvorfor hun er en lille smule bange for sin far, for han er jo så rar og interesseret i hende.

Grethe har ikke ret mange fritidsinteresser. Hun kan bedst lide at sidde og læse. Hun er altid velforberedt til timerne. Hun elsker at gå i skole og lære nye ting. Hun har det fint med sine kammerater. Det er dog lidt svært for hende at springe en klasse over. Pigerne i 8. klasse er meget voksne i forhold til hende. Grethe klarer sig ved at være den, der kan hjælpe med lektierne.

Grethe uddanner sig efter studentereksamen til sygeplejerske og er glad for sit arbejde. Efter nogle år som sygeplejerske får hun lyst til at læse psykologi. Efter afsluttet eksamen bliver hun snart en efterspurgt kursusleder på kurser for læger, lærere eller erhvervsledere. Hun er dygtig og afholdt, fordi hun ud over sin store viden har indføling. Hun formidler sin viden på en elegant og letforståelig måde.

Grethe har et problem med nogle af sine kursister. Det er langt fra sikkert, at de pågældende opdager det, men når en kursist, fx en læge, stiller et kritisk spørgsmål, går Grethe i sort. Hun er imidlertid så professionel, at hun lærer sig selv at tackle situationen, men det tærer på hendes energi.

Hun er klar over, at her er noget, hun skal arbejde med, for hun får mindreværdskomplekser af disse situationer. Hun spørger sig selv, om hun overhovedet skal være kursusleder eller psykolog for den sags skyld, når hun har svært ved at klare kritiske spørgsmål.

12. Noget at leve for

Familien Bergsøe havde i mange år været slemt ramt af sygdom, men de tog skæbnen med oprejst pande.

Katrine på 10 år nægtede nu fuldstændig at gå i skole. Hun led så meget af hovedpine, at hun tit måtte gå hjem i løbet af skoledagen. I det sidste halve år havde hendes hovedpine ofte været af flere dages varighed. Lægen kunne ikke påvise nogen grund til den tiltagende lidelse, og nu mente faderen, Otto, at det måtte være skolens loftsbeklædning, der var skyld i hovedpinen.

Skolen antydede derimod, at det var Katrines overvægt, der var skyld i misŠren. Selv om hun ikke blev drillet direkte, kunne det ikke undgås, at Katrine blev lagt mærke til, da hun var meget overvægtig.

Otto havde nu bestemt, at Katrine skulle flytte til en anden skole, og han havde forhørt sig på naboskolerne, idet det var vigtigt at vælge den rigtige skole. I øvrigt havde Otto en formodning om, at Katrines fedme hang sammen med hendes stofskifte, som var genetisk bestemt. Moderen, Helle, var også meget overvægtig. Hun havde arbejdet som hjemmehjælper, men havde måttet sygemelde sig med ryg- og hoftesmerter på grund af det hårde arbejde.

Otto havde tidligere været hos en børnepsykiater på grund af Katrines storebror, Nikolaj, der var meget aggressiv og svær at klare derhjemme. Efter en enkelt konsultation havde familien meldt afbud på grund af sygdom, og der var ikke blevet lavet en ny aftale før nu, hvor de var der på grund af Katrines skolevægring.

Om sin egen situation fortalte Otto, at han fik invalidepension, idet han havde været udsat for en arbejdsulykke for 10 år siden, hvor han havde fået ødelagt sit ene ben. Benet havde det bedre nu, og han følte også, at han havde så meget overskud, at han kunne tage sig af familien, nu hvor den var så meget ramt af sygdom.

Familien havde en overgang prøvet at skifte læge, men det er svært at finde en god læge i dag, så man var vendt tilbage til den gamle familielæge.

Otto var interesseret i familieterapi, så man kunne få problemerne med Nikolaj på plads. Drengen ville på efterskole, men det var faderen ikke videre tryg ved - man hørte så meget, og som det var nu, var Nikolaj under familiens omsorg, og det var klart det bedste, da han havde det her vanskelige sind. Det værste var, at moderen ikke kunne styre ham. De tog nogle ordentlige ture.

Det var svært at finde en tid til et nyt møde med børnepsykiateren, da faderen havde aftale om at snakke med skoleinspektører på tre forskellige skoler, og "det var jo vigtigt at finde den rette".

Til næste møde var Katrine syg, og moderen sad og holdt om hende. Nikolaj var til gengæld oppe på dupperne og benyttede enhver lejlighed til at komme med sin mening. Han ville stadig gerne på efterskole, helst på idrætsefterskole - og det blev denne diskussion, der fyldte mødet.

Til det næstfølgende møde meldte familien afbud. Katrine havde høfeber og hovedpine, og Nikolaj havde halsbetændelse.

Otto kunne ikke lige overskue sin kalender, nu hvor der var så meget. Men måske lettede det, når Katrine startede på den nye skole. Og Helle var også godt i gang med en række behandlinger hos en kiropraktor. Så skulle det nok blive godt alt sammen. Otto var glad for, at han kunne gøre så meget for sin familie, selv om han nok syntes, den var urimelig hårdt ramt.

Med udgangspunkt i Arbejdslivet

1. Signes bolsjer

Signe var ikke vellidt på sin arbejdsplads. Det gik nogenlunde, så længe hun fik lov til at passe sig selv, men da der skete omstruktureringer på fabrikken, og produktionen blev omlagt til selvstyrende grupper, gik det galt. Omlægningen betød, at det blev nødvendigt for alle i gruppen at blive enige om, hvordan samarbejdet skulle foregå. Et ugentligt planlægningsmøde blev en fast del af arbejdet.

Ingen af medlemmerne i Signes gruppe ønskede at arbejde tæt sammen med hende. "Det er lige meget, hvad vi foreslår, så er hun modstander af det," fortæller Kirsten. Hans, der er i samme gruppe, fortsætter: "Og når vi spørger hende, hvordan hun synes, det skal være, så svarer hun lige så tvært, at det ved hun sgu ikke."

Signe selv kan ikke forstå, hvorfor der altid skal være så meget bøvl med alting. Hun har det bedst, når alt får lov til at gå, som det plejer. En god dag for Signe er den dag, hvor hun ubemærket kan liste sig hen til sin maskine og stå uforstyrret ved den, kun afbrudt af de nødvendige smøgpauser. Hun kan slet ikke se, hvad hendes pauser kommer Kirsten og Hans ved. Hvis hun så kan komme hjem i så god tid, at hun kan nå at slappe af foran fjernsynet, og hun har købt rigeligt med slik og smøger, ja, så er det godt.

Et led i produktionsomlægningen var, at alle skulle sendes på kursus for at lære at samarbejde. Der var delte meninger om dette blandt medarbejderne. Nogle mente, at det var et velfortjent pusterum i den daglige trummerum, andre at man vel altid kunne lære noget nyt, og atter andre at det var spild af tid. Signe hørte til den sidste gruppe.

Allerede den første dag på kurset viste det sig, at Signe kom til at indtage en særstilling. Hun trak sig ud af alt gruppearbejde, og hun modarbejdede de andres forsøg på at få hende integreret i de fælles opgaver. Når der var klasseundervisning, kunne hun sidde udeltagende time efter time. Selv i pauserne var hun aldrig sammen med de andre.

"Gad vide, hvad der er i vejen med Signe," udtaler kursuslederen. "Hun har en stor almenviden, men hun udstråler i den grad negativitet over for sine medmennesker, når hun sidder med ryggen halvt til de andre og med armene krampagtigt over kors. Jeg kan godt forstå, at ingen vil i gruppe med hende. Forleden dag havde vi en øvelse, hvor alle skulle fremlægge en sag for hinanden. Jeg måtte nærmest bære Signe op, og da det var overstået, og Signe igen sad sikkert på sin plads, blev hun ved med at sige, at det duede hun ikke til. Men hendes oplæg adskilte sig ikke synderligt fra de andres. Jeg roste hende meget, men hun ville simpelthen ikke høre på mig. Den eneste sociale handling, jeg har set hende foretage sig, er, når hun deler bolsjer ud, og det gør hun tit."

2. Samarbejdets kunst

I boligfællesskabet, Firkløveren, er der fællesmøde. Formanden foreslår, at beboerne for at spare penge selv skal male de skure, der hører til foreningen. Han glemmer imidlertid at fortælle, at Birthe, der ikke er med til mødet, allerede har meldt sig til at være med i dette arbejde, men det kommer med i referatet.

Kathrine og tre andre kvinder melder sig til opgaven under mødet.

Nogle uger senere tager Birthe initiativ til at få gang i arbejdet. Hun går rundt og spørger alle, undtagen Kathrine, om de kan male onsdag i næste uge. Det kan de.

Referatet af mødet er delt ud, så alle i boligfællesskabet er klar over, hvem der har meldt sig til opgaven.

Det bliver onsdag aften, og arbejdsgruppen går i gang med arbejdet. Kathrine, der på en forespørgsel hos formanden har fået at vide, at der vist nok allerede er en aftale i stand vedrørende maling af skurene, går ud for at kigge på arbejdet. Birthe siger meget aggressivt til hende: "Du skal ikke komme her og sige noget som helst om, hvordan vi maler." "Jeg har vel lov til at kigge på", siger Kathrine. Situationen udvikler sig til et voldsomt skænderi mellem Kathrine og Birthe, alt imens de andre koncentrerede maler videre uden at blande sig i diskussionen.

Kathrine slutter af med at sige: "Det er lige skrapt nok, at du har lavet det her nummer, selv om du ikke engang var med til mødet." Birthe: "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du mener om mig."

Dagen efter går Birthe over til Lene, som er en af de tre andre i malegruppen, og bebrejder hende, at hun ikke har sagt til Kathrine, hvornår de havde besluttet at male. Lene bliver meget forbavset og står fuldstændig uforstående over for Birthe og siger: "Ja, men hvorfor siger du det? Det har vi da ikke aftalt. Det var jo dig, der gik rundt og organiserede arbejdet."

Det næste halve år lader Birthe, som om hun ikke ser Kathrine, når de møder hinanden på fællesarealerne.

3. Slyngveninderne

Tina, Johanne og Lene havde været slyngveninder hele sommeren, selv om de på mange måder var forskellige. Især havde de forskellige opfattelser af skolen og lektierne. Tina og Johanne gad ikke skolen, de ville hellere alt muligt andet end at passe deres lektier. Lene derimod havde altid været glad for at gå i skole, og hun klarede sig godt i de fleste fag. Det havde altid ligget i luften, at hun skulle fortsætte i gymnasiet efter 9. klasse. Johanne og Tina glædede sig til det var slut med at gå i skole, så de kunne komme i gang med alt det, der er sjovt i livet: at tjene penge, at gå til fester, at få rigtige kærester.

Efter deres konfirmation i foråret havde de tre piger fundet ud af, at de havde mange fælles interesser, især tøj, fester og drenge. Egentlig syntes de, at de andre piger i klassen var lidt barnlige.

Da skolen atter begyndte efter sommerferien, blev det sværere og sværere at opretholde det gode forhold. Tina og Johanne ville gerne være længe ude efter møderne i ungdomsklubben, og de ville gerne til fest hver weekend - og helst både fredag og lørdag. Lene ville også gerne have tid til lektierne. Efterhånden blev situationen sådan, at Lene følte, at hun gled længere og længere væk fra veninderne. Men hun savnede de sjove timer, de havde haft sammen.

8. C, som pigerne gik i, havde altid været en problemklasse med uro og mobning af såvel elever som lærere. Senest gik det ud over tysklæreren, der havde store vanskeligheder med at sætte sig i respekt. Man kunne høre larmen langt ned ad gangen, når 8. C havde tysk.

Klasselæreren havde en fornemmelse af, at der var konflikter mellem pigerne. Hun besluttede derfor, at det skulle tages i opløbet denne gang. Klassen blev derfor sat til at spille et konfliktløsningsspil, der gik ud på, at alle skulle skrive deres ærlige mening om hinanden på dertil indrettede kort. Disse kort blev så trukket, læst op og kommenteret.

På et af de første kort, der blev valgt, stod der om Lene: "Jeg tror, du bliver holdt udenfor." Læreren bad den pågældende begrunde påstanden. Dette blev gjort ved henvisning til, at Lene var en stor snob. Andre i klassen var hurtige til at følge dette op, og flere sagde, at Lene altid skulle fedte for lærerne, at hun var overflittig og en snob.

Pludselig oplevede Lene, at hele klassen vendte sig mod hende. I næste time stod der "SNOB" med farvet kridt på hendes bord, og da hun kom ned i rygegården, hvor de store elever holdt til i frikvartererne, stod hun for sig selv. Ingen havde lyst til at snakke med Lene.

Tysklæreren kunne ikke forstå, hvad der var sket med 8. C. I den sidste tid var det gået meget bedre med at holde ro i klassen. Selv Tina og Johanne, der tidligere altid kom med et frækt svar, når de blev bedt om at læse, lavede deres ting. Lene derimod syntes at sakke lidt bagud. Hun virkede så ukoncentreret, og i sidste time var hun komplet uforberedt.

4. Amoriner på jobbet

Denne historie handler om Agnete og Martin, der er ansat i en stor københavnsk virksomhed. Martin er midt i trediverne og nyansat i økonomiafdelingen, mens Agnete på 45 er chef i eksportafdelingen. Hun er med i direktionen, så derfor ønsker parret ikke at stå frem.

"Vi mødtes tilfældigt i byen en aften," fortæller Agnete. "Jeg havde været ude at spise med en ældre veninde, og på vejen hjem gik jeg ved en pludselig indskydelse ind på et værtshus, jeg kendte fra tidligere, for at få en enkelt drink. Min mand var til kongres i Kina, så jeg var helt alene hjemme. På værtshuset sad Martin. Vi snakkede et par timer, og det var virkelig enormt hyggeligt. Mit forhold til min mand havde haltet på det sidste, så for mig var det meget forfriskende at møde en mand, der gav mig sin fulde opmærksomhed."

De mødtes nogle gange "tilfældigt" på det samme værtshus, og Martin gjorde det til en vane at møde et kvarter tidligere om morgenen og lige slå et smut forbi eksportafdelingen, hvor Agnete lige så "tilfældigt" sad og skulle forberede et møde.

"Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg havde denne her kildrende fornemmelse i maven," sagde Martin.

Agnete og Martin var ude at spise sammen et par gange, men på jobbet holdt de lav profil, og ingen vidste noget før til firmaets julefrokost i december. "Til den slags fester er det jo legalt, at man er i godt humør og glade for hinanden," sagde Agnete. "Man flirter og danser tæt. Den aften fandt vi ud af, at det skulle være os to. Flere af vore kolleger lagde også mærke til det, og da vi derefter begyndte at komme fast sammen, holdt vi det ikke hemmeligt længere."

Alligevel var Agnete stadig lidt forbeholden. Hun forudså alle de problemer, der måtte komme, og hun var ikke sikker på, hvad firmaets reaktion ville blive. Og desuden var det måske lidt usmart at være chef for sin egen mand.

Agnete blev separeret fra sin mand lige efter jul, og Martin var allerede skilt, så der var ingen hindring for, at Agnete og Martin fik samme adresse.

Det første der skete var, at Martins nærmeste overordnede ikke kunne klare at have ham i sin afdeling. Martin sagde, at den overordnede ikke syntes, han kunne tale frit, når Martin var til stede, fordi Martin boede sammen med en af topcheferne. "Jeg syntes bare, det var noget pjat. Jeg fortalte da ikke Agnete alt om min afdeling, men det var indrømmet en svær balancegang," sagde Martin.

Martin var nær blevet fyret, men til sidst besluttede ledelsen at finde en stilling til ham i en anden afdeling. Indtil det lykkedes, var tiden ikke ligefrem rar. "Jeg var rasende, og meget ked af det. Jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg skulle fyres. Jeg var glad for mit job og kunne ikke se problemet. Nogle af mine kolleger støttede mig i, at der ikke var noget problem, mens andre mente, det aldrig kunne gå.

Noget andet, der også berørte min mandlige stolthed, var, at ingen talte om, at Agnete skulle flytte sig." "Det ville være ret umuligt," sagde Agnete. "Jeg ville aldrig kunne få et tilsvarende job, og vores økonomi ville blive ødelagt."

5. Marie og Morten

Marie er 38 år. Hun er gift med Morten, og sammen har de Line på 9 og Sara på 12 år. Morten er langturschauffør, derfor er han væk fra hjemmet i flere uger ad gangen.

Marie har en uddannelse som frisør, men hun har ikke brugt uddannelsen i mange år. Det viste sig nemlig, at hun havde svært ved at tåle de mange forskellige kemikalier, hun arbejdede med i frisørsalonen.

I flere år har Marie arbejdet på byens sygehus i linneddepotet. Hun skulle koordinere afdelingernes forbrug af linned med vaskeriet. Det var også hende, der skulle lægge tøjet på plads. Hun var glad for sit arbejde. Hun kunne gå og passe sig selv og tilrettelægge sin dag efter sit eget tempo.

Men i det lange løb viste det sig, at Marie heller ikke kunne tåle de kemikalier, der var i vasketøjet. Problemerne begyndte med, at hun udviklede astma. Til sidst havde hun stort besvær med at trække vejret, når hun var på arbejde. I begyndelsen hjalp astmamedicinen godt, men efter en tid var der perioder, hvor det ikke var nok. Så måtte Marie sygemeldes. I den sidste tid, hun var på sygehuset, fik hun udslæt på armene af at røre ved tøjet.

Nu er Marie langtidssygemeldt, og hun har meget svært ved at finde ud af, hvad hun skal gøre i fremtiden. Hun kan dårligt nok omgås andre mennesker, for der er dage, hvor hun ikke kan tåle lugten af deres tøj. Hun kan heller ikke tåle deres deodoranter og parfume. Stearinlys og blomster har hun det også svært med - for slet ikke at tale om røg.

Marie synes, hun er for ung til at være færdig på arbejdsmarkedet. Hun vil gerne omskoles, men har svært ved at overskue det, også økonomisk. Hun kan nok ikke få en arbejdsskadeerstatning, da generne sikkert stammer helt tilbage fra hendes frisørtid.

Det er svært for Marie at klare tingene, når Morten er ude at køre. Men Morten vil helst ikke opgive sit job for at være mere sammen med familien. Når han endelig er hjemme, går det heller ikke særlig godt. Morten, der altid har været storryger, har svært ved at acceptere, at han ikke må ryge i huset mere. Han har været vant til at have mange mennesker på besøg, og nu kan Marie ikke engang tåle at være sammen med naboen uden at blive syg.

Marie drømmer om, at de skal sælge hus og bil, så hun kan få en ny uddannelse, men Morten synes, hun er godt tosset, når hun lufter sådanne idéer. Marie mener dog, at der snart skal ske noget, hvis hun ikke skal ende med at blive menneskesky. Hun føler, at mange i den lille by, hvor de bor, ser skævt til hende. De tror nok, at hun går og danderer den på skatteydernes bekostning. Det føles også helt forkert at gå til købmanden midt om formiddagen, når det kun er de gamle og pensionisterne, der er hjemme.

6. Lugten i bageriet

Ole Sørensen arbejder i værktøjsafdelingen på en større maskinfabrik. I hans afdeling arbejder otte andre samt værkføreren Per Lund. Afdelingen er delvist selvstyrende. Det vil sige, at medarbejderne inden for visse rammer selv kan tilrettelægge og fordele arbejdet. Værkføreren er ansvarlig over for ledelsen, og det er hans forpligtelse at gribe ind, hvis der opstår problemer.

Ole har kun arbejdet på fabrikken i kortere tid. Fra sin tidligere arbejdsplads er han vant til en noget højere grad af medbestemmelse. Her fungerede arbejdet fint, og Ole var respekteret for sin faglige dygtighed. Her havde man bl.a. morgenmøder, hvor tingene blev diskuteret igennem. Ole var ofte den, der kunne komme med konstruktive løsninger, hvis der var problemer.

På den nye arbejdsplads er der meget for Ole at lære. Arbejdet kræver præcision på brøkdele af millimeter, og Ole må ofte spørge sine kolleger til råds. Efterhånden føler han, at de andre er godt trætte af ham. Det har ikke gjort det bedre, at han ved et par lejligheder har foreslået, at man skulle udnytte mulighederne for medbestemmelse noget bedre, fx ved at holde møder. Efter hans mening er arbejdsgangen ikke særlig hensigtsmæssig; det hele kører efter gamle rutiner. Men Ole har fået det indtryk, at de andre ikke er interesserede i medbestemmelse. "Det hele går bedst, hvis vi blander os udenom. Det er aldrig godt med for mange haner i kurven," siger en af de andre.

Keld er ansat i samme afdeling. På det tidspunkt, hvor ferieplanen skulle lægges, blev hverken Ole eller flere af de andre inddraget i planlægningen, hvilket resulterede i, at Ole ikke fik ferie sammen med sin kone. På forespørgsel fik Ole at vide, at ferien altid blev lagt i samarbejde mellem Keld og Per. Efter Oles mening er Keld den uformelle gruppeleder. Keld bryder sig ikke om Oles kritiske holdning. "Han skal ikke komme her og tro, han er noget. Hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, kan han bare forsvinde. Vi har ikke bedt om hans hjælp," siger Keld.

En dag kort før fyraften kommer Per hen til Ole med et stykke værktøj og siger: "Det skal laves om. Afdelingen, der skal bruge det, klager over, at det ikke holder målene." Da Ole påpeger, at det ikke kun er hans problem, men hele afdelingens, svarer Per, at der aldrig har været problemer, før Ole blev ansat. Ole bider tænderne sammen og går i gang med at arbejde. Ingen af kollegerne tager ham i forsvar, alle har travlt med at komme hjem.

Da han efter flere timers forsinkelse endelig er hjemme og sidder ved aftensmaden sammen med sin kone og sin søn på 5 år, kan konen mærke, at han er i dårligere humør, end han plejer. Pludselig vælter sønnen sin mælk, og Ole farer op og rusker drengen, så han græder. Konen spørger, hvad der er i vejen og Ole råber: "Jeg er snart led og ked af det hele. På arbejdet slider og slæber man, og når man kommer hjem, er der ikke andet end skrig og skrål. Og nu skal du også til at brokke dig!"

7. Pigen i kiosken

I en time på psykologiholdet fortæller Pernille en historie fra sin dagligdag. Hun har fået arbejde i døgnkiosken i centret. Ejeren opholder sig meget i udlandet, så Pernille tager sig af den daglige ledelse. Hun står for regnskab og indkøb, og hun fordeler vagterne, så der altid er et passende antal ansatte i butikken. Hun er handels- og kontoruddannet, og det er svært at få arbejde inden for hendes fag, så derfor er hun glad for dette job.

Kiosken er åben til klokken 23, og Pernille er nødt til at tage nogle af aftenvagterne fra 21.30 til 23, hvor man er helt alene i forretningen, og det er hun meget nervøs for. Der lusker så mange tvivlsomme personer rundt. Specielt hen ad 23-tiden kan der være meget ensomt.

De andre ansatte har tilsyneladende ikke den samme angst som Pernille, men det er unge mennesker, og "de har måske ikke så mange lig i lasten," som Pernille udtrykker det - uden at ville uddybe. Hun kunne selvfølgelig sætte de unge til at tage de sene vagter, men "det kan man jo heller ikke".

Centret har et vagtværn, hun kan tilkalde, hvis hun føler sig truet, men hendes tiltro til vagtværnet er ikke stort, idet hun en gang, hun slog alarm, måtte vente en halv time, før vagten dukkede op.

Til butikken hører der et baglokale, som kun personalet har adgang til. I dette baglokale er der en nødudgang, og hun var i begyndelsen tryg ved, at hun kunne flygte den vej ud, hvis hun følte sig truet. Nu har hun imidlertid en gang oplevet, at der var en person i baglokalet. Personen tog hurtigt flugten, men oplevelsen gav yderligere næring til Pernilles angstfølelse.

Hun er rystende nervøs for aftenarbejdet. Man hører jo om så mange, der bliver slået ned eller det, der er værre. Samtidig er hun også bange for at lave vrøvl, for hvis hun sagde op eller blev fyret, ville det blive vanskeligt for hende at finde et tilsvarende ansvarsfuldt job.

Det er ikke fulderikkerne, hun er bange for. De er grove i munden, men dem kender hun, og dem kan hun let sætte på plads. Nej, det er psykopaterne. De kan finde på hvad som helst. Pernille synes, hun kan se på øjnene af dem, om de er psykopater.

I kiosken har de altid mange penge liggende om aftenen, fordi de ikke kan aflevere dem i banken på det tidspunkt, og det meste af deres omsætning ligger fra kl. 19-22, hvor de andre dagligvareforretninger er lukkede.

Pernille vil gerne vide, hvad hun skal gøre, for hun er hundeangst for de lange ensomme aftenvagter.

8. Suma

Suma er en mellemstor virksomhed, der producerer udendørslegetøj. Fabrikken har altid været præget af sæsonarbejde, således at der er mest at lave i forårsmånederne og om sommeren. Derimod er der ofte døde perioder om foråret og op til jul. Indtil nu har det været klaret med, at en bestemt gruppe af medarbejdere blev fyret nogle måneder og senere genansat, når der var gang i produktionen. "Det er helt fint med lidt fritid op til jul," siger Anna, der har været ansat på Suma i snart 25 år.

I den sidste tid har der dog i længere perioder været mangel på ordrer og sammen med, at ledelsen har bestemt sig for en omlægning af produktionen, således at der produceres mindre til lageret, vil det blive nødvendigt med flere fyringer end tidligere.

Det har givet usikkerhed og uro i de forskellige afdelinger. Mange er bange for, at ledelsen nu vil benytte lejligheden til at se sig om efter nye medarbejdere. Dette gælder især de gamle i gårde. Bl.a. er Anna bange for, at hun skal ofres i en nedskæringsrunde. I den sidste tid har hun haft en del sygefravær pga. rygsmerter, men da hun kun er 50, føler hun sig slet ikke færdig på arbejdsmarkedet. "Bare vi dog vidste, hvor vi står, " siger Anna. "Det ville være rart at vide, om man er købt eller solgt."

Da Anna spurgte, om der ikke ville blive holdt et personalemøde, så alle kunne blive informeret om, hvorledes sagerne stod, fik hun at vide, at det ikke var noget, hun skulle bekymre sig om. Fabrikschefen udtaler: "I den sidste ende er det mig, der bestemmer. Det overordnede ansvar kan jeg aldrig uddelegere. Medarbejderne hverken kan eller skal have indflydelse på, hvem eller hvor mange der skal fyres. Vi er jo en forretning, der skal kunne forrente sig, ikke en social institution."

Anna kan mærke, at stemningen blandt arbejdskammeraterne har ændret sig. Det er, som om alle lurer på hinanden. Anna har især bemærket, at Laila, der er alene med to mindre børn, har set dårlig ud i den sidste tid. På forespørgsel sagde hun, at hun ikke kunne klare at blive fyret igen. "Jeg har det elendigt. Holm er konstant på nakken af mig. Han holder øje med mig hele tiden. Jeg tror faktisk, at han ønsker, jeg skal begå fejl, så han kan fedte for chefen ved at fortælle, at de kan undvære mig. Jeg bliver så nervøs, når han sniger sig rundt. Ja, jeg har faktisk dårlig samvittighed, hver gang jeg skal have en smøg, selv om jeg har ret til pauserne."

Holm er værkfører. Også Holms gruppe føler sig klemt i forbindelse med omlægningen. "Det er set før, at nogle af værkførerne mister deres arbejde i forbindelse med nedskæringer," siger Holm til sin arbejdskammerat Søren. "Nu skal du ikke male fanden på væggen," siger Søren. "Det skal nok gå. Jeg tror ikke, de kan undvære sådan nogle gamle ræve som os." "Ja, du kan tænke, hvad du vil. Jeg har i alle tilfælde tænkt at gøre mig uundværlig," er Holms svar.

9. Fyret som 55-årig

Efter 35 års ansættelse i en grafisk virksomhed var det pludselig sket. Inden for fire dage oplevede jeg først en betalingsstandsning og siden en konkurs, og jeg kunne stoppe mine ting i den sorte sæk og sige farvel til kollegerne

Som 20-årig skulle jeg starte som typograf i et godt firma med en god og sund økonomi. Firmaet var meget fremsynet og gav de ansatte mulighed for at vise initiativ og ansvarlighed. Jeg ville gerne lære nyt og være med i hele udviklingen, som rigtig tog fart i den periode. Jeg blev udnævnt til afdelingsleder med ansvar for en afdeling på 45 medarbejdere, indførelse af den nyeste teknologi, produktionsansvar, kundekontakt samt personaleudvidelser - og så fyringer ikke at forglemme, hvilket var den mest ubehagelige del af jobbet.

Virksomheden flyttede i 1980'erne til nye lokaler, og det var dyrt. Nye direktører kom og gik, og der blev en voksende uro for firmaets fremtid. Sådan gik det frem til den frygtelige uge i 1995, hvor vi tirsdag morgen ved ankomsten fik besked på at gå i kantinen, hvor bestyrelsesformanden gav meddelelse om, at direktøren var trådt tilbage, og at han selv ville forsøge at rekonstruere virksomheden.

Allerede torsdag morgen var der nyt møde i kantinen, denne gang med formanden og en advokat, der kunne meddele, at virksomheden var nødt til at gå i betalingsstandsning. To nye advokater fra København dukkede op i dagens løb. De kunne så blot i løbet af natten til fredag konstatere, at der ikke var mulighed for at redde virksomheden, og at de nu indgav konkursbegæring med opsigelse af samtlige medarbejdere med øjeblikkelig virkning.

Tusind ting om fremtiden løber gennem hovedet på én, når den endelige afslutning er nået, ting som man sådan set tit havde tænkt på, men alligevel havde skubbet lidt fra sig. Det var et par svære, sidste timer på arbejdspladsen, hvor man skulle tage afsked med de mennesker og den hverdag, som havde været så stor del af ens liv i så lang tid.

Allerede den første ledighedsdag fik jeg den første nye oplevelse, nemlig at skulle stille på arbejdsformidlingen for heldigvis første gang, men med en underlig fornemmelse. Jeg følte mig lidt trykket ved situationen og var usikker over for love og regler, som jeg kun har haft et perifert forhold til. Heldigvis var der god hjælp at hente hos min egen fagforening, hvor der var kvalificeret mandskab til at hjælpe mig med mine rettigheder i forbindelse med en konkurs.

I den første tid var jeg i kontakt med mange folk, der lovede at huske på mig, hvis de manglede folk, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle komme i gang igen. Men virkeligheden var en anden.

Chokket over konkursen var ikke så voldsomt for mig selv, som jeg havde frygtet. Værre var det for min kone. Hun havde haft det hele lidt mere på afstand, så derfor var det en frygtelig omvæltning for hende, at hendes liv og drømme lå i ruiner.

Ud over det rent økonomiske var der også det mere psykiske. Jeg måtte mange gange overbevise mig selv om, at afskedigelsen ikke skyldtes mangler i mine faglige kvalifikationer. Alle de andre var jo også blevet fyret, men alligevel dukkede følelsen af at være kasseret op igen og igen.

Dertil kom så, at familie, venner og bekendte igen og igen spurgte (sandsynligvis af ærlig interesse), om det var lykkedes mig at skaffe nyt arbejde, og jeg opdagede, at det irriterede mig. Jeg følte mig måske alligevel skamfuld over, at det ikke var lykkedes.

Jeg kunne godt se, at mange af mine følelser med hensyn til fyringen var irrationelle. Jeg havde det jo rigtig godt privat, kunne sagtens beskæftige mig selv, havde mange interesser og masser af kontakt med andre mennesker.

Som 58-årig har jeg nu opgivet håbet om at komme på arbejdsmarkedet igen. Men jeg tror, det er vigtigt, at både jeg selv og andre har forventninger til mig, og at jeg har sat mig nogle mål for fremtiden.

Med udgangspunkt i Samfundslivet

1. Livskvalitet

Min mor siger altid, at jeg skal være lidt mere positiv, men jeg synes nu, det er svært at være positiv, når jeg aldrig kan nogen ting. Jeg kan selvfølgelig godt se, at jeg har det meget bedre nu, end jeg havde det tidligere. Men der er bare så meget at være bange for. Jeg er bange for at blive forkølet, bange for at blive for tyk, bange for at være anderledes end de andre, bange for at mit hjerte pludselig skal holde op med at slå. Somme tider spørger folk mig, om jeg har fortrudt, og jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal svare. For på en måde har jeg fortrudt det, men på den anden side ville jeg nok gøre det samme igen. Og så skal jeg heller ikke være så utaknemmelig, som min mor ville sige.

Jeg havde det ret svært, da jeg gik i skole, fordi jeg kørte i kørestol det meste af tiden. Jeg er nemlig født med en hjertefejl, og det betød, at jeg ikke kunne holde til selv det mindste, fx kunne jeg ikke gå op ad trapperne uden at skulle have hjælp. Og det er smaddertræls altid at skulle bede andre om hjælp. De andre i klassen havde svært ved at forstå det. Tit blev jeg drillet med at være en prinsesse, der ingenting gad selv, og som skulle have en opvarter på hver finger. Det ville have været meget bedre, hvis jeg havde dårlige ben, så alle kunne se, hvorfor jeg ikke kunne gå.

For nogle år siden sagde min læge til mig og mine forældre, at det måske var en god idé for mig at få en hjertetransplantation. Vores første tanke var, at det ville være alle tiders, for så ville jeg snart få et liv, der var lige som alle de andres. Men det viste sig hurtigt at blive anderledes.

For det første skulle vi at vide, at der var en risiko for, at det ikke ville lykkes. Det var næsten som at spille terning med sit eget liv. Min mor sagde altid, at det skulle jeg ikke tænke på, og at jeg skulle være optimistisk. Men når jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen, var jeg altid bange for, at det ikke ville lykkes.

For det andet var der ventetiden, inden de fandt en donor, der passede. Jeg skulle hele tiden være parat, og der skete alligevel ikke noget. Men pludselig ringede de fra Rigshospitalet midt om natten. De havde et egnet organ. Så var det bare om at komme af sted. Jeg tænkte faktisk slet ikke på at sige nej tak lige den nat. Hvor organet kommer fra, tør jeg ikke tænke på. Jeg får stadig et sug i maven, hvis telefonen ringer om natten.

Jeg har det godt nu. Der er så mange ting, jeg kan gøre, som jeg aldrig tidligere har gjort. Jeg nyder især, at jeg kan gå rundt blandt andre mennesker, uden at folk lægger specielt mærke til mig. Nu skal jeg bare have min mor til at forstå, at jeg ikke kan blive boende hjemme resten af livet, så hun kan passe mig. Jeg kunne godt tænke mig et arbejde, så jeg kunne tjene mine egne penge. Men jeg ved ikke, hvad det skal være. Allerhelst vil jeg være sygeplejerske, men min læge siger, at det nok er for hårdt for mig. Så er der også det, at man helst skal have studentereksamen, og jeg var ikke så glad for at gå i skole. Jeg var jo tit syg som barn. Jeg vil også gerne have et barn selv, men en graviditet er for stor en belastning. Hvordan får man fat i en kæreste, der allerede har et barn?

Noget andet er, at jeg er træt af at skulle spise piller resten af mit liv. Jeg får oven i købet piller mod de bivirkninger, medicinen har. En daglig dosis på 10-20 piller om dagen er ikke ualmindeligt for mig.

Endelig er jeg træt af, at jeg skal til kontrol i tide og utide. Det er som om, jeg ikke selv bestemmer over mit eget liv.

En gang imellem har jeg mest lyst til at pakke min kuffert og stikke af fra det hele, men jeg har ikke gjort det endnu.

2. Spilledjævelen

Spillelidenskab har altid haft sine ofre, men med de mange nye spillemuligheder og den større omsætning inden for "spilleindustrien", er der langt flere mennesker med ludomani - spillelidenskab - end tidligere.

Da Peter blev 18 år, tog han første gang til det nye Casino med nogle venner, og han blev straks grebet af atmosfæren. Casino er en helt egen verden. Folk går klædt i pænt tøj, og der er en speciel "soft" atmosfære med dæmpet belysning, tykke tæpper og behagelig musik. Det er, som om der ingen problemer eller ulykker kan komme herind.

Hele opholdet på Casino er en kildrende oplevelse, men "suset" er den korte ventetid, fra man har gjort sin indsats, til afgørelsen falder. Det virker, som om hele verdens opmærksomhed centreres om den lille kugles dans, fordi det er den, der kan udløse formuer.

Peter var på Casino nogle gange med sine kammerater, men de havde ikke helt den samme fascination af spillet som Peter, så han begyndte at komme der alene. Som regel forlod han Casino med tomme lommer, men en enkelt gang havde han mange penge med hjem, og det var nok til, at han bevarede manien.

Han flyttede hjem igen til sine forældre for at spare pengene til kost og logi, og alle de sparede penge gik til stadig hyppigere casinobesøg.

Siden hen begyndte han at låne penge af sin mor og mormor, og han fortalte, at pengene blev investeret, men alt blev spillet væk. Samtidig havde han alvorlige samvittighedskvaler over at have løjet for sin familie. Men intet kunne dog stoppe ham, og han begyndte at tage banklån for at finansiere spilleriet.

Når han stod ved rouletten, var det spillet, der overtog kontrollen. Det var umuligt for ham at holde op, og fra han forlod Casino, til han stod der igen, samlede hans tanker sig om, hvordan han skulle få skaffet penge nok til at spille igen.

Han "lånte" 10.000 kroner på sit arbejde med den faste intention at lægge dem tilbage efter weekenden, men heller ikke denne gang var heldet med ham.

Pludselig stod det ham ganske klart, at han ville være afsløret som bedrager over for arbejdsgiver, venner og forældre. Så var det lettere at tage et glas piller. Heldigvis blev han reddet, og forældrene gik ind på at betale pengene tilbage til virksomheden, der lovede at give Peter en chance til.

Forældrene tog kontakt til Ringgården i Middelfart, hvor man havde planer om at oprette en afdeling til afvænning af spilleafhængige.

Der ville gå en tid, før de nødvendige penge blev bevilget. Men Peter kom på venteliste til en plads på den nye afdeling, når den blev oprettet. I mellemtiden måtte han arbejde på at undgå de fristende casinoture.

Efter en tid, hvor det gik godt, faldt Peter i igen. Han havde helt undgået Casino et stykke tid, og han mente nu, at han var så stærk, at han selv kunne administrere sin spillelidenskab. Han tog igen et beløb fra kassen på arbejdet, og denne gang blev han fyret omgående. Hans kærestes mor tilbød at betale de 15.000 kroner, det drejede sig om, så han kunne undgå at komme i kontakt med politiet, hvis han lovede aldrig at spille mere, og at han indvilligede i at gå på det nyoprettede 14 dages kursus på Ringgården.

Ringgården har gode resultater med afvænning af alkoholikere, og disse resultater ville man nu overføre på ludomaner. Peter gennemførte kurset, og han synes selv, han nu efter omstændighederne har en tålelig tilværelse. Alle hans penge går fortsat til spil, og hans kæreste har forladt ham, men han har lært at sætte grænsen ved det kriminelle, så han stjæler ikke. Nogle gange lever han af havregrød en hel måned, fordi han har brugt alle pengene til spil.

3. Det er æren, der betyder noget

Under rockerkrigen i efteråret 1996 var der mange teorier om, hvad der drev Hells Angels og Banditos ud i stadig voldsommere hævnaktioner. En meget spændende teori blev lanceret af forskningsstipendiat Joi Bay på Københavns Universitet. Han mente, at rockerne hverken kæmper om territorier eller narkomarkeder. De slås om omdømme.

"Da Hells Angels-borgen i Titangade i København blev ramt af en panserværnsraket, hvorved to mennesker, der var på besøg på "borgen", blev dræbt, var det en situation, Hells Angels måtte hævne. De havde garanteret gæsternes sikkerhed, og da det gik galt, måtte de udslette skamfølelsen med en blodig hævn," siger Joi Bai. "Problemet med omdømme i en sådan subkultur er, at den kun findes i en begrænset og fast mængde. Den eneste måde, hvorpå man kan forøge sit eget omdømme, er ved at frarøve andre deres omdømme," udtaler han. "De, der får røvet deres omdømme, oplever det som en nedværdigelse og ydmygelse."

Hidtil havde Hells Angels holdt sig i ro under Banditos-rockernes mange angreb, og i folks bevidsthed var Hells Angels usårlige. Efter episoden i Titangade var de det ikke længere. Derfor måtte det ifølge ovenstående logik hævnes.

De bange anelser, vi som danskere får i den anledning, har rod i krigen mellem Hells Angels og Bullshit i 1980'erne, der kulminerede i Hells Angels-lederen Jønkes likvidation af Bullshit-præsidenten, Makrellen. Et mord, Jønke senere kynisk har kommenteret med, at en måtte jo gøre det, og det var mest logisk, det blev ham, da han stadig ville være ung, når han kom ud af fængslet.

Nu gik det ikke helt, som Joi Bai havde profeteret. Der blev vedtaget en rockerlov, og rockerne måtte forlade deres "borge". De måtte heller ikke vise sig offentligt med deres rygskjolde, der jo var symbolet på deres styrke. De kriminelle rockere blev samlet i specielle afdelinger på visse fængsler og en voldsom politipatruljering blev sat i værk omkring disse fængsler.

Så var der ro et stykke tid - hvor vi alle holdt vejret - hvorefter vi overraskende så, at præsidenterne for de to rivaliserende rockergrupper sluttede fred for åben skærm. De havde nok håbet at få rockerloven ophævet med det samme, men der gik dog lang tid, før dette skete.

Nu kan Banditos og Hells Angels ligge side om side på Midtfynsfestivalen i 1998 i hver deres teltlejr, og Fyns Stiftstidende kan bruge overskriften "Bedste venner" om dette forhold. Rygskjoldene bruger de igen.

Kønsforsker Hans Bonde siger, at de fleste mænd er både bange for og fascinerede af rockerne. Rockerne skider på civilisationen. De er beskidte, stærke, rå, æder sig fede, slås, voldtager, bander og blæser alle konformiteter et stykke. Måske gemmer der sig i den danske mand en minirocker, der længes efter friheden, galskaben og blæsten gennem håret.

4. Flygtninge- og indvandrerdebat

Tove har besøg af sin veninde, Karen, og hendes mand, Kaj. Tove holder meget af dem begge 2 ikke mindst fordi de er så hjælpsomme. Tove bor alene i et ret stort hus, og der er altid noget, der skal repareres eller vedligeholdes. Hun skal bare lige nævne, at hun har brug for hjælp til dette eller hint, så kommer Karen og Kaj. De taler altid for sjov om, at Kaj er Toves pedel.

Kaj taler meget og gentager gerne sine udsagn indtil flere gange. Han lytter ikke, og det er næsten umuligt at få indført et ord, men alligevel er han et rart menneske, bl.a. fordi han også kan være meget humoristisk. Og så er han som sagt utrolig hjælpsom.

Tove har lavet en dejlig middag med rødvin til, og de sidder nu alle tre og hygger sig over maden. De har egentlig aldrig talt andet end "small-talk" med hinanden. Tove og veninden havde et nært forhold til hinanden i deres unge dage, før Kaj kom ind i billedet. De arbejdede sammen på et advokatkontor og gik meget ud sammen. Men siden Karen giftede sig med Kaj, har de to veninder ikke været sammen alene. Og det er snart 10 år siden nu.

Talen falder på indvandrere og flygtninge. I samtalens løb siger Kaj: "Alle muslimer skal døbes. De er jo hedninger. Men hvis de bare bliver døbt, så er de ikke hedninger mere. Alle dem, der læser Koranen, de er hedninger." Tove bliver meget overrasket og mister i et øjeblik mælet. Så forsøger hun at sige noget, men kan ikke komme til orde. Engang imellem forsøger hun at sige, at der også er begået mange forbrydelser i kristendommens navn, men Kaj hører slet ikke efter og fortsætter bare i sin egen skure. Karen prøver - forgæves - at støtte Tove. Der er ikke tale om en samtale. Det er umuligt at nå ind til Kaj.

Da Kaj og Karen skal hjem, siger Karen med eftertyk på det første ord: "Tak for i aften!"

Tove har det underligt, da de er gået. Hun fortryder, at hun overhovedet forsøgte at gå ind i samtalen, at hun ikke bare overhørte Kajs bemærkninger for den gode stemnings skyld. Hun er også ked af det på Karens vegne. Det må være svært at leve sammen med så forskellige meninger om et så væsentligt emne.

I den efterfølgende tid oplever Tove, at hun har nogle meget ambivalente følelser, når der er tale om indvandrere og flygtninge. Det forvirrer hende. Hun mente sig tidligere sikker på sin holdning. De fremmede burde måske alligevel ikke være her. "Er der ikke også alt for mange?" spørger hun sig selv.

5. Krig og fred

Mariannes søn er professionel soldat. Han har indvilliget i at blive sendt til Bosnien. Per, som han hedder, har altid været en stille dreng. Han elsker at være soldat og blomstrer op, når han fortæller om sit soldaterliv. Ellers siger han ikke meget.

Per er gift med Else. Hun er meget imod, at han skal af sted, men giver sig til sidst. Det har noget med deres økonomi at gøre.

Per tager af sted. Else begynder at lide af angst. Hun må have beroligende medicin, så hun i det mindste kan sove om natten. Hun får efterhånden svært ved at passe sit arbejde. Hver gang hun taler med Per i telefonen, bebrejder hun ham, at han er taget af sted og ladet hende i stikken.

Marianne har det heller ikke for let. Hun ringer hver morgen til telefonavisen, der er stillet til rådighed for pårørende til udsendte soldater. Hun får igen vrøvl med sit blodtryk og må have blodtryksnedsættende medicin. Hun havde endelig fået det nogenlunde på plads, efter at hun havde mistet et barnebarn, der kun nåede at blive halvandet år.

Per stortrives i Bosnien. Han kan lide den spænding, der er forbundet med at være udstationeret i et krigsramt område. Han forstår ikke sin kones og sin mors angst og slår det derfor hen. Og da han får tilbudt at komme hjem, tager han ikke imod tilbudet.

Da han efter 9 måneders tjeneste kommer hjem, går han helt i stå. Han sidder hele tiden for sig selv og vil ikke ud blandt andre mennesker. Han kan ikke tage sig sammen til at lave noget.

6. Birgitte på besøg

Anna gik en stille tur gennem stuerne. Det gjorde hun altid efter kirketid om søndagen. Hun gik og nippede visne blade af potteplanterne og tørrede støv af møblerne.

Selvfølgelig glædede hun sig til, at Birgitte, hendes yngste datter, kom på besøg, men der var også så mange problemer forbundet med datterens besøg. Hvordan fik hun fortalt Birgitte, at Lars, der var Birgittes samlever, ikke måtte komme med, og hvordan fik hun Helge, hendes mand, til at undgå at komme ind på alle de spørgsmål, der kunne give problemer? Hvorfor ville Birgitte og Lars ikke giftes, og hvordan kunne de leve sammen i synd, når man tænker på den opdragelse, Birgitte havde fået? Hvordan kunne hun overhovedet vælge Lars, der kom fra et kirkefremmed miljø?

Lars havde slet ikke forstået, hvordan forholdet var, første gang han var med Birgitte hjemme. Han havde indladt sig i en diskussion med Helge om religiøse spørgsmål. Som om disse spørgsmål kunne diskuteres. Helge var blevet tavs, og Birgitte og Lars havde taget første tog tilbage til København.

Det forlød en tid, at Birgitte og Lars ikke var kærester mere, men så begyndte de at komme sammen igen, og nu flyttede de også sammen.

Anna havde prøvet at snakke med den kvindelige præst om forholdet, og præsten havde også lyttet til hende, men hun kunne slet ikke forstå, at det var så umuligt med Birgitte og Lars. I stedet talte hun om at tilgive, og at Gud havde sine egne veje.

Men Anna vidste bedre. Guds veje kunne man læse om i Bibelen, og Anna kunne blive dybt ulykkelig, når hun tænkte på, hvad der skete med dem, der ikke fik Guds tilgivelse.

Helge var gået ud i stalden, selv om det var søndag, og han ville nok ikke komme ind, før de skulle spise. Hun fik altså god tid til at snakke med Birgitte før middagen. Birgitte havde altid været så sjov at snakke med. Hun havde altid læst meget, og så spurgte hun Anna, hvordan hun skulle forstå det ene og det andet. Anna havde nok at gøre med at finde svar. Men hun syntes, det var spændende at få indblik i alle disse emner. Hun havde også læst meget, da hun som ung var på højskole, og hun havde læst mange bøger senere, men med pigerne og gården blev der så lidt tid. Helge havde altid syntes, at den megen læsning var noget pjat. Alt det vigtige her i livet stod alligevel i Bibelen.

Birgittes to ældre søstre var gift med kristne gårdmænd på egnen. De kom tit på besøg, og det voldte ingen problemer. De kunne dog ikke forstå, at Helge tog Birgitte og Lars' forhold så alvorligt. Herregud, tiderne har jo ændret sig, og man vidste jo godt, hvordan det var i København. Lars var vist god nok, selv om han ikke gik i kirke om søndagen. Kom de ind på disse ting, rejste Helge sig fra sin stol og gik en tur. Så nu holdt man sig fra det emne.

Egentlig kunne Anna godt forstå, hvordan Lars tænkte. Det ville Birgitte gerne tale om, når de var sammen. Lars mente, at alle led under selvhad og skyldfølelse, men hvis man kunne give slip på bitterheden og kritikken, så ville alle få det bedre. Og så talte han om, at selv alvorlige sygdomme kunne man helbrede, hvis bare man tænkte og følte positivt. Han mente også, at vi alle skulle lære at leve på en måde, så vi ikke ødelagde jorden med krig og forurening.

Anna sukkede. Hun syntes, der var meget kritik og bitterhed i verden, også i hendes egen lille verden. Men så tog hun sig i det. Hun måtte ud i køkkenet og forberede middagen. Hun følte pludselig, at hun glædede sig til at se Birgitte.

7. Modsætninger mødes ikke altid

Et hold kursister fra et intensivt sprogundervisningsforløb i tysk er på studietur i Berlin. Klientellet er meget blandet  lige fra sekretærer og håndværkere til gymnasieelever og mellemledere fra erhvervslivet. Blandt kursisterne er der et par nydelige herrer, meget velklædte, høflige, tiltalende og veluddannede i mellemlederstillinger i en stor virksomhed. De hedder Jens og Jørgen.

Jens og Jørgen er fascineret af deres kvindelige lærer og er meget belevne over for hende. Under middagen - den første aften - får Jens og Jørgen lidt at drikke, hvilket gør dem meget snakkesalige. Som aftenen skrider frem, fortæller de den ene vovede historie efter den anden, og slipset bliver løsnet lidt. De konkurrerer i al godmodighed om deres lærers opmærksomhed.

Senere på aftenen går hele holdet rundt og kigger på Berlins natteliv. De kommer forbi et kvarter, hvor der er mange prostituerede. Jens og Jørgen synes, at det er spændende og tiltaler nogle af dem samtidig med, at de har en meget beskyttende holdning over for deres lærer.

På et tidspunkt kommer de ind et sted, hvor der er to transvestitter, der danser dels med hinanden, dels med deres veninder. Transvestitterne nyder tydeligvis at danse og vide, at de bliver betragtet.

De fleste af kursisterne synes, det er spændende at betragte sceneriet. Nogle finder det ubehageligt, deriblandt læreren. Jens, der efterhånden er godt pyntet, træder hen til den ene af transvestitterne og siger til ham: "Skrub hjem og få noget ordentligt tøj på. Hvad Fanden bilder du dig ind og rende rundt i den der fjollede mundering! Du er direkte ulækker."

Jørgen, der kan se, at læreren er ved at græde, skynder sig at få hende bugseret udenfor.

Transvestitten reagerer med at give Jens et smækkys og omfavne ham. Og da transvestitten er en velvoksen mand med mange kræfter, har Jens svært ved at komme fri af det voldsomme favntag. Da han endelig slipper løs, styrter han ud og spytter og bander: "Jeg skal fandemig hjem og vaskes. Fy for Satan. Sådan en bøssekarl."

8. På kollisionskurs

Kirsten og Michael bor sammen. Det har de gjort i nogle år efterhånden, men i den sidste tid har der været problemer.

Kirsten er sygeplejerske, og det har længe været hendes ønske at arbejde i udlandet. Hendes store drøm er at arbejde på et ulandsprojekt i Afrika. Michael er ansat i en større virksomhed. Han har oprindelig en tømreruddannelse. Nu har han fået et job, hvor der både er mulighed for videreuddannelse og avancement. På lidt længere sigt kan han arbejde i kortere perioder forskellige steder i udlandet. Sammen har de Emma på to.

Michael:

Jeg kan altså ikke forstå Kirsten. Nu har vi muligheden for at få vores drømmehus, og Kirsten kan gå ned på halv tid, så hun kan blive fri for de mange vagter om aftenen og i weekenderne. Det ville være en stor fordel for Emma at have sin mor lidt mere hos sig.

Da vi var yngre, havde vi en drøm om at arbejde i Afrika, men i dag ser verden helt anderledes ud. Jeg synes faktisk, det er direkte uforsvarligt at slæbe et lille barn med til så usikre forhold. Og vi kan da ikke bare lade Emma blive i Danmark, mens vi selv tager af sted. Det vil desuden være svært for mig at få et arbejde, der er lige så interessant som det, jeg har - for slet ikke at tale om, at jeg mister min mulighed for at arbejde mig op, hvis jeg rejser nu.

Om nogle år kan jeg sikkert komme ud med firmaet. Så kunne Kirsten få orlov og komme med sammen med Emma - og måske en lille ny. Vi ville se noget af verden, men under trygge forhold. Jeg har altid ønsket mig en redefuld unger, som jeg kan skabe en god og tryg tilværelse for.

Kirsten:

Jeg orker snart ikke mere. Det er, som om Michael har forandret sig, siden vi fik Emma. Han har givet afkald på alle sine idealer. Jeg tror, at han helt har glemt alle de planer, vi har lagt sammen. Vi ville gøre noget, der virkelig havde betydning - ikke kun for os selv. Nu taler han kun om sin karriere.

Jeg tror faktisk, at han helst vil have en lille nikkedukke med forklæde, der altid har maden klar til farmand, når han kommer træt hjem fra arbejde. Han er begyndt at tale om, at jeg skal gå ned i tid, så vi kan have familiehygge om søndagen. Han kan selv gå ned i tid, hvis han savner familiehygge.

På mit arbejde er vi et par piger, der har alvorlige planer om at arbejde i Bukina Faso. Jeg er sikker på, at vi godt kan finde ud af at være sammen om at passe Emma.

Jeg synes, at Michael og jeg har haft nogle gode år sammen, og vi vil altid være knyttet til hinanden gennem Emma. Men der er grænser for, hvor meget jeg vil gå på kompromis for at redde forholdet. Michael synes også, at vi skal giftes, og at vi skal have flere børn. Men måske ville det bedste være, at vi flyttede hver for sig og så bare var rigtig gode venner.

TILBAGE TIL UNDERVISNINGSMINISTERIETS STARTSIDE