Tvistighedsnævnets
kendelser 1990-1998
med referater

Indhold

1992

1993

1994

1995

1996

1997

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 5. november 1997 i sag nr. 1/1997
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. september 1997 i sag nr. 26/1996 og 5/1997
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. september 1997 i sag nr. 27/1996 og 6/1997
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 13. februar 1998 i sag nr. 15/1997
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. juni 1998 i sag nr. 29/1997

1998

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 11. marts 1998 i sag nr. 03/1998
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 3. juni 1998 i sag nr. 4/1998
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. maj 1998 i sag nr. 8/1998

Forord

Tvistighedsnævnet har besluttet, at nævnets afgørelser skal gøres lettere tilgængelige.

I denne bog er optaget samtlige kendelser, som er afsagt af nævnet fra 1990 til og med 1. juli 1998. (Tre kendelser, der vedrører retstilstanden for lærlinge efter lærlingelovens § 30 er dog ikke medtaget, da de nu kun har historisk interesse). Også kendelser, som måske kunne have været udeladt, er medtaget.

Daværende kontorchef Borgqvist udgav i sin tid et lille hæfte "Tvistighedsnævnets praksis 1977-1988". Her er valgt en anden systematik, idet kendelserne i denne bog er ordnet efter nævnets journalnumre. Vi har valgt at trykke kendelserne og ikke som Borgqvist i sit pionerarbejde at gengive praksis. Borgqvists bog er fortsat i meget vidt omfang udtryk for gældende ret.

For at lette brugen af bogen er der udarbejdet referater af de enkelte kendelser. Disse referater er udarbejdet af undertegnede og stud. jur. Line Thornbjerg Larsen. Vi kan i dag ikke sige, hvem der har skrevet hvad, så vi hæfter begge for referaterne, og de tolkninger, som et referat også vil være. Referaterne står for vores regning, og vil man dybere i en sag, må vi henvise til nævnets kendelser, hvor vi har medtaget hele teksten. Teksterne gengives i en form, der svarer til, hvordan lignende sager vil være gengivet i Ugeskrift for retsvæsen, og sagens parter er ikke gengivet ved navn.

I ganske enkelte tilfælde har vi knyttet kommentarer til kendelserne. Vi har tillige medtaget oplysninger om, hvilke sager der har været indbragt for domstolene og resultatet heraf. Vi kan ikke garantere for at disse oplysninger er komplette, idet nævnet ikke altid orienteres af parterne om, at afgørelsen er indbragt for domstolene.

Undervisningsministeriet har valgt, at bogen udgives i ESAs skriftserie, selv om den ikke omhandler skriftseriens traditionelle emner.

Endelig indeholder bogen et afsnit om Tvistighedsnævnets kompetence. Spørgsmålet har flere gange været gjort til genstand for domstolsbehandling, og det er fundet naturligt, at der er et kapitel med om dette forhold. Dette afsnit er skrevet af undertegnede, og er naturligvis et udtryk for min opfattelse af gældende ret på området.

Juli 1998

Finn Møller Larsen

Indledning

Afspadsering

Uddannelsesaftalen mellem elev og arbejdsgiver var udstyret med en påtegning om afspadsering af overarbejde. Det faglige Udvalg havde ikke godkendt påtegningen, hvorfor denne var ugyldig, jf. EUL § 52, stk. 2. En evt. aftale om afspadsering af overarbejde i slutningen af praktikperioden fandtes uvæsentlig, da parterne havde ophævet aftalen gensidigt på et tidspunkt, hvor afspadsering ikke kunne finde sted som forudsat. Krav, som vedrører tiden før uddannelsesaftalens indgåelse eller efter dens ophævelse, kan ikke påkendes af nævnet, jf. EUL § 61, stk. 1. Ligeledes kan krav som vedrører opstaldning af hest, benyttelse af telefon etc., som ikke vedrører selve elevforholdet, ikke påkendes af nævnet, da det ikke er tvister, som drejer sig om selve uddannelsesforholdet. Elev tilkendt en skønsmæssig erstatning på 22.250 kr. Sag nr. 58/1996.

Afvisning

En sag, der var anlagt mod en virksomhed (ApS), der allerede inden klageskrift blev indgivet, var tvangsopløst, blev afvist fra nævnet. Sag nr. 3/1998.

Anerkendelses „dom"

En elev nedlagde påstand om, at arbejdsgiveren skulle anerkende, at der ikke var indgået et uddannelsesforhold og krævede herefter forskellen mellem elevløn og fagets mindstebetaling. Under sagen tog Tvistighedsnævnet stilling til, om der var indgået en uddannelsesaftale og fra hvilket tidspunkt. Den del af erstatningspåstanden, som vedrørte perioden før uddannelsesforholdet, blev afvist fra nævnet. Sag nr. 15/1993.

Arbejde i konkurrerende virksomhed

En elev blev bortvist på grund af, at arbejdsgiveren havde fundet eleven i en tilsvarende konkurrerende virksomhed på trods af, at eleven var sygemeldt. Nævnet fandt, at bortvisningen var berettiget. Parterne var enige om betaling af overarbejde omend uenige om størrelsen heraf. Nævnet fastsatte skønsmæssigt et beløb herfor. Nævnet fandt endvidere, at eleven ikke havde modtaget fornøden oplæring hos arbejdsgiveren, idet der ikke var udfærdiget en uddannelsesplan for eleven, og da eleven havde været beskæftiget med arbejde, som ikke vedrørte uddannelsen. Elev tilkendt erstatning på i alt 25.000 kr. Sag nr. 60/1996.

Arbejdsmangel

En elev blev opsagt med den begrundelse, at virksomheden manglede ordrer. Ophævelsen var uberettiget. Da der blev tale om en forlængelse af elevens uddannelsesperiode med 1 måned, fik eleven tillagt 12.000 i erstatning. Desuden efterbetaling for overarbejde ca. 65.000 kr. Sag nr. 2/1993.

En elev blev afskediget p.g.a. manglende ordretilgang. Afskedigelsen fandtes at være uberettiget. Arbejdsgiveren fandtes at være berettiget med et passende varsel på 14 dg. at nedsætte elevens løn til overenskomstmæssig løn. Eleven kunne fysisk ikke bestride arbejdet. Praktikvirksomheden bærer ansvaret for, at arbejdet ikke overstiger elevens fysiske formåen. Eleven blev tillagt en erstatning på 31.140 kr. Sag nr. 14/1993. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

Arbejdsmiljøreglerne

Arbejdsgiveren indbragte sagen for nævnet med påstand om, at eleven skulle betale en erstatning på grund af elevens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen. Eleven havde bragt uddannelsesforholdet til ophør på grund af virksomhedens manglende overholdelse af arbejdsmiljøreglerne vedr. arbejde med sundhedsfarlige produkter. Virksomheden er miljøgodkendt og ved kontrolbesøg fra det kommunale tilsyn, har virksomheden aldrig fået påtale. Nævnet fandt, at eleven ikke havde godtgjort, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljøreglerne, således at eleven var berettiget til at hæve, hvorfor eleven ifaldt erstatningsansvar over for arbejdsgiveren. Arbejdsgiver tilkendt erstatning efter nævnets faste praksis på ½ måneds løn svarende til 4.000 kr. Sag nr. 47/1996.

Befordringsgodtgørelse

Sagen drejede sig om efterbetaling af manglende løn med tillæg af feriepenge samt befordringsgodtgørelse under 2 skoleophold. Eleven havde med arbejdsgiveren ved uddannelsesaftalen aftalt, at eleven skulle have 2,50 kr. i timen til dækning af kørsel. Nævnet fandt, at elevens krav om efterbetaling af løn var godtgjort. Den indgåede aftale om betaling for kørsel var ugyldig, idet den ikke var godkendt af Det faglige Udvalg, jf. EUL § 52, stk. 2. Skønsmæssigt fastsat erstatning til eleven på 15.000 kr. Sag nr. 54/1996.

Bevis

Se under udeblivelse.

Bod

En elev havde ved sin faglige organisation påstået, at arbejdsgiveren skulle betale en bod. Tvistighedsnævnet kan efter EUL ikke pålægge en part at skulle betale bod. Nævnet lagde elevens opgørelse vedrørende løntilgodehavende til grund, da arbejdsgiveren ikke havde afgivet svar ej heller havde mødt i sagen. Arbejdsgiveren havde ikke draget omsorg for uddannelsesaftalens registrering, arbejdsgiveren skulle efter nævnets praksis betale ½ måneds løn herfor. Oplæringen fandtes at have været mangelfuld, idet eleven havde stået alene i virksomheden i 3 uger af sin uddannelse, og da eleven i sin nye uddannelse ikke kunne få godskrevet nogen del af tiden hos den tidligere arbejdsgiver. Eleven tildelt 34.906,08 kr. Sag nr. 49/1996.

Bortvisning

En elev var udeblevet i to dage fra sin uddannelsesplads uden at ville oplyse om grunden hertil. Hun blev derefter bortvist. Bortvisningen sket med rette. (Dissens). Sag nr. 4/1992.

Efter at der fejlagtigt i forbindelse med optælling foretaget af virksomhedens butikschef og førstemand af en kasse var konstateret en mangel på 500 kr., blev eleven presset til at underskrive en erklæring om ophævelse af uddannelsesforholdet, samt at eleven i øvrigt havde tilegnet sig ca. 10.000 kr. Lagt til grund, at erklæringen var fremkommet under et ganske utilbørligt pres, at den var ubindende for eleven. Forholdet sidestillet med uberettiget bortvisning og eleven tillagt en godtgørelse på 30.000 kr. Sag nr. 36/1991.

En elev blev syg under arbejdet og tog hjem. Blev rådet af HK til at sygemelde sig. Arbejdsgiveren betragtede dette som en ulovlig udeblivelse og bortviste eleven. Elev tillagt erstatning på kr. 6.000 for afbrydelse af uddannelsesforholdet. Sag nr. 5/1993.

En elev blev bortvist p.g.a. elevens økonomiske dispositioner. Da indklagede ikke kunne bevise dette, fandtes eleven at være bortvist med urette og tillagt en erstatning på 25.000 kr. Sag nr. 12/1993.

En elev udeblev fra arbejdet trods skriftlig advarsel om bortvisning. Bortvisning sket med rette. Sag nr. 6/1994.

En elev blev 2½ måned før uddannelsesaftalens udløb bortvist p.g.a. tyveri. Eleven havde tilstået at have gjort sig skyldig i tyveri af stearinlys til i alt 18 kr. Eleven har underskrevet en tilståelsesrapport. Eleven krævede at få udbetalt løn i den på bortvisningstidspunktet resterende uddannelsesperiode. Det var virksomhedens politik, at tyverier begået af personale medførte øjeblikkelig bortvisning uanset det stjålnes værdi. Eleven fandtes at være bekendt med arbejdsgiverens holdning til tyveri, og derved havde eleven tilsidesat tillidsforholdet mellem parterne. Dette uanset, at der ikke var meddelt klageren et varsel. Arbejdsgiveren frifandtes derfor for påstanden om uberettiget bortvisning. (Dissens). Sag nr. 14/1994.

En elev udviste voldelig og truende adfærd under sit skoleophold. Da eleven vendte tilbage til lærepladsen, fandtes det, at have stået eleven klart, at den advarsel, som han havde fået, måtte opfattes som en sidste chance for, at eleven kunne gennemføre sin uddannelse. Eleven fortsatte sin optræden og blev bortvist. Bortvisningen fandtes at være berettiget, og virksomheden frifandtes. Sag nr. 21/1994.

En elev blev af arbejdsgiveren bortvist p.g.a. tyveri fra arbejdspladsen. Anklagemyndigheden fandt, at eleven ikke havde begået det anmeldte tyveri. Arbejdsgiveren havde derfor ikke haft nogen grund til at bortvise eleven. Under hensyn til den uberettigede beskyldning om tyveri, og elevens besvær med at indgå en ny uddannelsesaftale, fandtes godtgørelsen at skulle fastsættes til et væsentlig højere beløb end normalt. Elev tilkendt 65.000 kr. Sag nr. 31/1995. Sagen er blevet ført videre ved domtolene, forligt inden domsafsigelse, således at nævnets afgørelse står ved magt.

En elev havde indgået en uddannelsesaftale med arbejdsgiver 1, som drev virksomheden fra forpagtede lokaler. Arbejdsgiver 1 blev af bortforpagteren (arbejdsgiver 2) udsat af de forpagtede lokaler pga. misligholdelse den 7/9-1995. Efter udsættelsesdatoen ophørte arbejdsgiver 1 sine betalinger til eleven. Den 7/9-1995 blev virksomheden forpagtet af arbejdsgiver 2. Eleven fortsatte sit arbejde i virksomheden, nu for arbejdsgiver 2 uden ændringer eller tilføjelser til den oprindelige uddannelsesaftale, indtil 30/9-1995, hvor eleven blev skriftligt opsagt. Arbejdsgiver 2 beskæftigede ikke en udlært kok, hvorefter arbejdsgiver 2 gjorde gældende, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke fandt anvendelse, da stedet ikke ville kunne blive godkendt som uddannelsessted. Nævnet lagde til grund, at arbejdsgiver 2s overtagelse af forpagtningen var sket med henblik på videreførelse af restaurationsvirksomheden. Det kunne ikke udelukkes, at virksomheden ville have været blevet godkendt som uddannelsessted for en kokkeelev. Nævnet udtalte, at arbejdsgiver 2s overtagelse af forpagtningen var en egentlig virksomhedsoverdragelse i forhold til eleven, og at eleven derfor var blevet ulovligt bortvist. Elev tilkendt 108.667,39 kr. Arbejdsgiver 1 frikendt. Sag nr. 15/1996 og 51/1996.

Under sagens behandling for nævnet anførte arbejdsgiveren, at uddannelsesforholdets etablering var på betingelse af, at han lejede hestebokse af elevens far. Spørgsmål om lejeforhold i forbindelse med fast ejendom ligger uden for Tvistighedsnævnets kompetence, idet forholdet ikke udspringer af uddannelsesforholdet. I sagens bilag indgik en kvittering for betaling af løn, som var underskrevet med elevens navn. Eleven gjorde gældende, at hun ikke havde skrevet under herpå. Arbejdsgiveren oplyste, at det var elevens underskrift. Nævnet fremsendte kvitteringen til nærmere undersøgelse hos Rigspolitiets Kriminaltekniske afdeling, som konkluderede, at underskriften på bilaget ikke hidrørte fra eleven. Nævnet lagde derfor til grund, at kvitteringen ikke var underskrevet af eleven. Eleven blev bortvist under et skoleophold. Nævnet fandt, at eleven havde været berettiget til at fuldføre skoleopholdet med løn fra arbejdsgiveren i hele skoleperioden. Den opgørelse, som eleven havde udfærdiget i forbindelse med sit overarbejde, var ikke konkret bestridt af arbejdsgiveren, hvorfor nævnet lagde opgørelsen til grund. Elev tildelt i alt 90.881,59 kr. Sag nr. 48/1996.

En elev havde under sin ansættelse i et varehus tilegnet sig et par solbriller fra en butik, som ikke var identisk med ansættelsesstedet. Virksomheden oplyste, at man i forbindelse med ansættelse af personale også fremhævede, at ansættelsesforhold ville blive ophævet, såfremt der skete butikstyveri. Et flertal af nævnet udtalte, at det forhold, at en virksomhed særlig indskærper forhold overfor de ansatte, ikke har virkning i forhold til elever i det omfang, at sådanne tilkendegivelser skærper dansk rets almindelige regler. Der var ikke i uddannelsesaftalen indsat særlige oplysninger, der var godkendt af det faglige udvalg, jfr. EUL § 52, stk. 2. Tyverier fra en arbejdsgiver kan medføre bortvisning, selv når der er tale om mindre beløb. Da der ikke var tale om krænkelse af det særlige tillidsforhold mellem elev og uddannelssted, havde virksomheden ikke været berettiget til at bortvise eleven i dette tilfælde. Elev derfor tillagt erstatning for uberettigt bortvisning. Et mindretal fandt, at personalereglementets tyveribegreb også omfattede tyveri begået uden for arbejdspladsen samt at eleven var bekendt hermed. Mindretallet fandt, at bortvisningen var sket med rette. Erstatning fastsat til 25.000 kr. Sag nr. 29/1997.

Efterbetaling

En elev krævede en efterbetaling på ca. 2.000. Indklagede afgav ikke svarskrift og mødte ikke i forbindelse med sagens behandling. Elevens krav imødekommet, da der ikke var grundlag for at anfægte elevens opgørelse af kravet. Sag nr. 9/1992.

En elev krævede en efterbetaling på ca. 20.000. Indklagede afgav ikke svarskrift og mødte i ikke forbindelse med sagens behandling. Elevens krav imødekommet, da der ikke var grundlag for at anfægte elevens opgørelse af kravet. Sag nr. 27/1992.

En elev rejste efter uddannelsesaftalens ophør et efterbetalingskrav. Nævnet er jf. EUL § 63 enekompetent til at behandle sager, der har sin oprindelse i et elevforhold. Dette uanset hvilket tidspunkt sagen bliver forelagt til afgørelse. Fristen i EUL § 61, stk. 3 finder kun anvendelse på ophævelse af en uddannelsesaftale. Bestemmelsen kan derfor ikke bruges på andres misligholdelsesbeføjelser herunder efterbetaling. En elevs løn skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, jf. den ufravigelige regel i EUL § 55, stk. 2. Arbejdsgiveren har en selvstændig pligt til at efterleve overenskomsten. Elev tilkendt efterbetalingskravet. Sag nr. 22/1993.

Se sag nr. 12/1994

Efterbetalingssag.

Se sag nr. 17/1994

Efterbetalingssag.

Se sag nr. 26/1994

Efterbetalingssag.

Se sag nr. 28/1996

Efterbetalingssag.

Eleven var lovligt blevet opsagt i prøvetiden. Eleven havde indbragt sagen for nævnet under henvisning til EUL § 63, stk. 2 og 3 med påstand om, at arbejdsgiveren skulle betale løntilgodehavende. Ved mundtlig forhandling i nævnet gjorde arbejdsgiveren gældende, at opgørelsen skulle tilsidesættes. Nævnet lagde elevens opgørelse til grund, da arbejdsgiveren ikke på direkte forespørgsel havde bestridt oprigtigheden heraf. Elevens påstand taget til følge. 7.350,83 kr. Sag nr. 50/1996.

En virksomhed, der ikke havde afgivet svarskrift og ikke var mødt til den mundtlige behandling, blev dømt til at efterbetale ca. 7.000 kr., idet nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte klagerens opgørelse hverken helt eller delvist. Sag nr. 8/1998.

Egnethed til uddannelsen

En elev blev opsagt 5 måneder efter at være begyndt i virksomheden grundet manglende interesse for faget. En elevs egnethed til faget skal efter EUL være klarlagt inden prøvetidens udløb og kan ikke på et senere tidspunkt påberåbes som grundlag for at bringe en uddannelsesaftale til ophør. Eleven blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Sag nr. 11/1994.

Erhvervsuddannelsesloven (EUL)

§ 52	Supplerende uddannelseskontrakter etc. er uden retsvirkning. Sag nr. 25/1994.
§ 52, stk. 2	Der må ikke ændres i eller tilføjes til den autoriserede uddannelsesaftales indhold uden vedkommende faglige udvalgs godkendelse. Sag nr. 45/1996.
§ 55, stk. 2	En elevs løn skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, jf. den ufravigelige regel i EUL § 55, stk. 2. Arbejdsgiveren har en selvstændig pligt til at efterleve overenskomsten. Eleven blev tilkendt efterbetalingsbeløbet. Sag nr. 22/1993.
§ 56, stk. 2	En elev må ikke pålægges arbejde, som ikke har et uddannelsesmæssigt sigte. Sag nr. 25/1994.
§ 58, stk. 1	En forlængelse af et uddannelsesforhold kan ske i henhold til denne bestemmelse, hvis parterne kan opnå enighed herom. Sag nr. 13/1996.
§ 58, stk. 3	En forlængelse af et uddannelsesforhold kan også ske ved det faglige udvalg på opfordring af den ene af parterne. Sag nr. 13/1996.
§ 60, stk. 1	I henhold til bestemmelsen er det udtømmende fastlagt, at skoleophold ikke medregnes i prøvetiden. Prøvetiden kan herefter ikke forlænges p.g.a. ferie. Sag nr. 8/1995 og sag nr. 7/1996.
§ 61, stk. 3	Fristen i denne regel finder kun anvendelse på ophævelse af en uddannelsesaftale. Sag nr. 22/1993.
§ 63	Nævnet er enekompetent til at behandle sager, der har sin oprindelse i et elevforhold uanset på hvilket tidspunkt, sagen bliver forelagt til afgørelse. Sag nr. 22/1993.

Erstatning

En elev fik som erstatning for manglende uddannelse tillagt erstatning svarende til 3 måneders løn. Sag nr. 14/1992.

Forligsmægling

Arbejdsgiveren bragte uddannelsesforholdet til ophør på grund af elevens sygdom. Under henvisning til EUL § 38, stk. 6 jf. § 63, stk. 1 indkaldte det faglige udvalg parterne til forligsmøde. Arbejdsgiverens advokat meddelte skriftligt, at man ikke så noget formål i at give møde, da man ikke var indstillet på at forlige sagen. Sagen blev behandlet på et møde i nævnet og udsat med henblik på fremskaffelse af yderligere oplysninger. Ca. 2 måneder herefter hævede HK sagen. Arbejdsgiverens advokat nedlagde herefter påstand om, at eleven skulle betale sagsomkostninger. Advokaten var orienteret om, at nævnet i følge praksis normalt ikke tillægger den vindende part sagsomkostninger. Advokaten påstod herefter kendelse afsagt om omkostningsspørgsmålet. Nævnet udtalte, at der efter EUL § 63, stk. 1 skal være søgt tilvejebragt forlig mellem parterne. Da arbejdsgiveren ikke gav møde ved den i loven forskrevne forligsmæling, således at indbringelse for nævnet (måske) kunne have været undgået, fandt nævnet allerede af den grund ikke grundlag for at tilkende arbejdsgiveren omkostninger og udlægsgodtgørelse for sagens behandling ved nævnet. Eleven frifandtes derfor. Sag nr. 29/1996.

Forlængelse af uddannelsestiden

Forlængelse af uddannelsestiden var ikke sket i henhold til erhvervsuddannelseslovens bestemmelser. En forlængelse af et uddannelsesforhold skal enten ske i henhold til EUL § 58, stk. 1, hvis parterne kan opnå enighed herom, eller i henhold til EUL § 58, stk. 3. Her kan det faglige udvalg på opfordring af den ene af parterne forlænge uddannelsestiden. Nævnet fandt, at elevforholdet var ophørt i overensstemmelse med uddannelsesaftalens indhold. Den erstatning, som eleven krævede i henhold til ophævelsesskrivelsen, som var af en senere dato end uddannelsesaftalens afslutning, vedrørte ikke en tvist i et elevforhold. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle erstatningsspørgsmålet. Sag nr. 13/1996.

Feriegodtgørelse

Eleven tillagt feriepenge for 2 ugers ferie, idet virksomheden ikke kunne løfte bevisbyrden for, at ferien var afholdt i form af enkeltdage. Sag nr. 40/1996.

Funktionærlovens § 3

Uddannelsesforholdet blev bragt til ophør efter en episode mellem eleven og arbejdsgiveren, som eleven opfattede som seksuel chikane. Eleven var efter indtagelse af Gammel Dansk til morgenmaden i virksomheden blevet kørt hjem af arbejdsgiveren, som herefter skulle have skubbet hende omkuld på hendes seng og taget på hende. Eleven påstod erstatning i henhold til funktionærlovens § 3, godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 4, erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1 for psykologbistand og feriegodtgørelse af erstatningsbeløbet. Nævnet lagde til grund, at det præcise handlingsforløb måtte stå hen i det uvisse. Arbejdsgiveren fandtes at have overtrådt lov om ligebehandling af mænd og kvinder ved at servere spiritus for en elev og derefter at have foretaget erotiske tilnærmelser herunder 2 gange at berøre elevens bryster. Godtgørelsen fastsattes til 10.000 kr. Erstatning påstået i medfør af funktionærlovens § 3 samt feriegodtgørelse heraf var nævnet ikke kompetent til at påkende, idet påstanden tog sigte på forholdene efter elevtidens ophør.

Eleven fandtes at have krav på betaling af psykolog efter erstatningsansvarslovens § 1. Elev tilkendt 12.500 kr. Sag nr. 43/1996.

Fysisk arbejde

Godkendelse af praktikvirksomheden

Lagt til grund, at det påhviler uddannelsesstedet at indsende elevens kontrakt til registrering. Da dette ikke var sket, og da eleven som følge heraf ikke var indkaldt til skoleophold, og da virksomheden ej heller var godkendt som uddannelsessted, fik eleven tillagt en erstatning på 25.000 kr. desuden efterbetaling skønsmæssigt ansat til 50.000 kr. Sag nr. 30/1992.

En elev påbegyndte et uddannelsesforhold. I forbindelse med uddannelsesforholdet rekvirerede virksomheden de fornødne formularer fra en erhvervsskole. Denne indsendte imidlertid ikke en elevkontrakt men „Ansættelseskontrakt for HK medarbejdere på HK/INDUSTRIs område". Denne kontrakt blev udfyldt bl.a. med oplysning om, at der var tale om en kontorelev i administrationsafdelingen.

Senere blev virksomheden klar over, at det ikke var den rigtige aftaleformular, der var benyttet og tilbød at afhjælpe forholdet.

Efter ca. ½ års ansættelse hævede eleven aftalen.

Virksomheden indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at eleven skulle betale sædvanlig erstatning svarende til ½ måneds løn.

Eleven, der var repræsenteret ved advokat, nedlagde påstand om sagens afvisning, da der ikke var oprettet en skriftlig elevkontrakt, idet det blev anført, at dette var en gyldighedsbetingelse for, at ansættelsesforholdet kunne være omfattet af erhvervsuddannelsesloven. Advokaten begærede særskilt procedure om dette spørgsmål. Denne begæring blev ikke imødekommet.

Efter en subsidiær påstand påstod eleven sig tillagt ca. 78.000 kr. Beløbet udgjorde i hovedsagen differencen mellem lønnen for udlærte og elevlønnen i ansættelsesperioden samt løn for en skønnet „opsigelsesperiode" på en måned.

Herudover var der enighed mellem parterne om nogle mindre beløb.

Sagen blev ikke afvist, men fremmet til realitetsbehandling, idet den manglende skriftlighed ikke blev tillagt ugyldighedsvirkning.

Virksomheden var godkendt af en erhvervsskole og ikke af det faglige udvalg. Advokaten påstod, at en erhvervsskole var uberettiget til at godkende en uddannelsesplads, også for den tid, som var overstået, idet synspunktet var, at denne kompetence alene tilkom et fagligt udvalg. Nævnet tilsluttede sig ikke til dette synspunkt.

Nævnet udtalte, at det er praktikpladsens pligt at kende reglerne for elevers ansættelsesforhold. Da forholdet ikke var bragt i orden ca. ½ år efter uddannelsesforholdets påbegyndelse, fandt nævnet, at eleven havde været berettiget til at hæve uddannelsesforholdet. Eleven tillagt 30.000 kr. i erstatning. (Dissens 20.000 kr.) Sag nr. 16/1996.

Kombinationsaftale

Om et uheldigt tilfælde se sag nr. 7/1990.

Kompetence

Et beløb for køb hos virksomheden under en tidligere ansættelse kunne ikke gøres gældende til kompensation, idet beløbets rigtighed blev bestridt. Tvistighedsnævnet var ikke kompetent til at inddrage dette mellemværende i sin sagsbehandling. Sag nr. 46/1991.

En elev nedlagde påstand om, at arbejdsgiveren skulle anerkende, at der ikke var indgået et uddannelsesforhold og krævede herefter forskellen mellem elevløn og fagets mindstebetaling. Under sagen tog Tvistighedsnævnet stilling til, om der var indgået en uddannelsesaftale og fra hvilket tidspunkt. Den del af erstatningspåstanden som vedrørte perioden før uddannelsesforholdet blev afvist fra nævnet. Sag nr. 15/1993.

En elevs principale påstand var, at uddannelsesforholdet skulle fortsætte. Genetablering af et uddannelsesforhold ligger uden for Tvistighedsnævnets handlemuligheder. Lagt til grund, at arbejdsgiveren havde været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen p.g.a. elevens passivitet. Sag nr. 20/1993.

En elev rejste efter uddannelsesaftalens ophør et efterbetalingskrav. Nævnet er jf. EUL § 63 enekompetent til at behandle sager, der har sin oprindelse i et elevforhold. Dette uanset hvilket tidspunkt sagen bliver forelagt til afgørelse. Fristen i EUL § 61, stk. 3 finder kun anvendelse på ophævelse af en uddannelsesaftale. Bestemmelsen kan derfor ikke bruges på andres misligholdelsesbeføjelser. En elevs løn skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, jf. den ufravigelige regel i EUL § 55, stk. 2. Arbejdsgiveren har en selvstændig pligt til at efterleve overenskomsten. Elev tilkendt efterbetalingskravet. Sag nr. 22/1993.

Nævnet er kompetent til at behandle tvistigheder mellem en elev og en praktikvirksomhed. Tvister som vedrører perioden forud for elevtiden, har nævnet ikke kompetence til at træffe afgørelse i. Sagen blev afvist. Sag nr. 38/1995.

Forlængelse af uddannelsestiden var ikke sket i henhold til erhvervsuddannelseslovens bestemmelser. En forlængelse af et uddannelsesforhold skal enten ske i henhold til EUL § 58, stk. 1, hvis parterne kan opnå enighed herom, eller i henhold til EUL § 58, stk. 3. Her kan det faglige udvalg §på opfordring af den ene af parterne forlænge uddannelsestiden. Nævnet fandt, at elevforholdet var ophørt i overensstemmelse med uddannelsesaftalens indhold. Den erstatning, som eleven krævede i henhold til ophævelsesskrivelsen, som var af en senere dato end uddannelsesaftalens afslutning, vedrørte ikke en tvist i et elevforhold. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle erstatningsspørgsmålet. Sag nr. 13/1996.

Senere blev virksomheden klar over, at det ikke var den rigtige aftaleformular, der var benyttet og tilbød at afhjælpe forholdet.

Efter ca. ½ års ansættelse hævede eleven aftalen.

Virksomheden indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at eleven skulle betale sædvanlig erstatning svarende til ½ måneds løn.

Herudover var der enighed mellem parterne om nogle mindre beløb.

Sagen blev ikke afvist, men fremmet til realitetsbehandling, idet den manglende skriftlighed ikke blev tillagt ugyldighedsvirkning.

Uddannelsesforholdet blev bragt til ophør efter en episode mellem eleven og arbejdsgiveren, som eleven opfattede som seksuel chikane. Eleven var efter indtagelse af Gammel Dansk til morgenmaden i virksomheden blevet kørt hjem af arbejdsgiveren, som herefter skulle have skubbet hende omkuld på hendes seng og taget på hende. Eleven påstod erstatning i henhold til funktionærlovens § 3, godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 4, erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1 for psykologbistand og feriegodtgørelse af erstatningsbeløbet. Nævnet lagde til grund, at det præcise handlingsforløb måtte stå hen i det uvisse. Arbejdsgiveren fandtes at have overtrådt lov om ligebehandling af mænd og kvinder ved at servere spiritus for en elev og derefter at have foretaget erotiske tilnærmelser herunder 2 gange at berøre elevens bryster. Godtgørelsen fastsattes til 10.000 kr. Erstatning påstået i medfør af funktionærlovens § 3 samt feriegodtgørelse heraf er nævnet ikke kompetent til at påkende, idet påstanden tog sigte på forholdene efter elevtidens ophør. Eleven fandtes at have krav på betaling af psykolog efter erstatningsansvarslovens § 1. Elev tilkendt 12.500 kr. Sag nr. 43/1996.

Konkurs

I forbindelse med konkurs tillagt efg-elev godtgørelse på 5.000 kr. Virksomheden havde været passiv med henblik på at skaffe eleven et nyt uddannelsesforhold. Sag nr. 10/1990.

I forbindelse med en konkurs blev en elev udlært 2 mdr. senere, end uddannelsesaftalen med fallenten lød på. Tillagt erstatning på 15.000 kr. Sag nr. 12/1990.

I forbindelse med en firmalukning blev eleven tillagt løn fra firmaets lukning indtil nyt elevforhold blev etableret. Sag nr. 18/1990.

I forbindelse med konkurs blev elev tillagt 3 mdr. løn overensstemmende med nævnets praksis. Sag nr. 33/1991.

I forbindelse med konkurs blev elev tillagt 3 mdr. løn overensstemmende med nævnets praksis. Sag nr. 34/1991.

I forbindelse med en virksomheds konkurs blev det lagt til grund, at virksomheden ikke havde opfyldt sin pligt efter lærlingeloven til at skaffe lærlingen et nyt lærlingeforhold. Virksomheden blev pålagt at betale erstatning. Erstatningen blev fastsat til løn under det afsluttende skoleophold, selvom dette fandt sted efter konkursdekretets afsigelse. Sag nr. 37/1991.

I forbindelse med konkurs blev eleven tillagt en godtgørelse på 20.000 kr. Sag nr. 46/1991.

En elev fik som erstatning for manglende uddannelse tillagt erstatning svarende til 3 måneders løn. Sag nr. 14/1992.

Eleven ophævede ensidigt uddannelsesaftalen på grund af manglende oplæring. Eleven skulle uddannes indenfor kontor all-round. Virksomheden havde med kopiering at gøre, hvorfor handelsskolen havde anført på uddannelsesaftalen, „læremesteren er forpligtet til at være tilstede i hele arbejdstiden" og „såfremt eleven udfører kopiarbejde, må dette maksimalt andrage 5 timer pr. uge". Eleven forklarede overfor nævnet, at hun gennemsnitligt fremstillede fotokopier 6-8 timer hver dag, og at hun passede butikken alene. Desuden gjorde hun rent. Arbejdsgiveren havde ikke afgivet svarskrift ej heller givet møde under den mundtlige forhandling i nævnet, hvorefter nævnet lagde elevens udtalelser til grund. Nævnet fandt, at eleven i størstedelen af sin uddannelsestid ikke har været beskæftiget med uddannelsesrelevant arbejde. Oplæringen måtte herefter karakteriseres som mangelfuld. Eleven tilkendt erstatning på 25.000 kr. som påstået. Sag nr. 37/1996.

Lægeattest

En elev var fraværende p.g.a. sygdom, og dette var dokumenteret ved lægeattest. Arbejdsgiveren bestred rigtigheden af lægeattesten. Da arbejdsgiveren ikke kunne dokumentere sine indsigelser mod lægeattesten, blev eleven tillagt betaling for den omtvistede sygeperiode. 3.849,46 kr. Sag nr. 1/1997.

Løn

Indklagede havde i forbindelse med en elevs sygefravær, som var dokumenteret ved lægeerklæring, standset lønudbetalingen. Lagt til grund, at manglende lønudbetaling var en sådan misligholdelse, at eleven var berettiget til at hæve uddannelsesforholdet. Tillagt godtgørelse på 10.000 kr. Sag nr. 6/1990.

Undladelse af udbetaling af løn blev anset for en grov misligholdelse. Nævnet ophævede derfor uddannelsesforholdet. Sag nr. 38/1991.

En elev havde opgjort et efterbetalingskrav. Nævnet lagde elevens opgørelse til grund. Det påhviler virksomheden at betale den fulde løn til eleven, uanset at kommunen har givet eleven tilsagn om refusion. Sag nr. 25/1995.

Løn under skoleperiode

Løntilskud fra det offentlige

En elev og en virksomhed havde oprettet en uddannelsesaftale, hvori man udover den trykte tekst om, at skoleophold ikke medregnes i prøvetiden, havde tilføjet "ej heller ferie 3 uger". Uddannelsesaftalen var blevet registreret hos skolen, som imidlertid ikke havde foretaget rettelser i tilføjelsen vedrørende prøvetiden. Eleven blev opsagt af virksomheden efter prøvetidens udløb men indenfor de 3 uger. Nævnet bemærkede hertil, at erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2 er udtømmende m.h.t., hvordan prøvetiden beregnes. Prøvetiden kan derfor ikke lovligt ved aftale forlænges på grund af ferieafholdelse. Det forhold, at skolen havde overset bemærkningen i aftalen medførte ej heller, at den blev gyldig i strid med erhvervsuddannelseslovens bestemmelser. Arbejdsgiveren påstod afvisning i forhold til ham, og eleven henvist til at rette kravet mod de sociale myndigheder, idet der fra det sociale system var bevilliget et beløb til delvis dækning af elevens løn. Nævnet fandt, at det var uden betydning i sagen, hvilke løntilskud det offentlige havde ydet. Der var tale om en tvist mellem eleven og virksomheden på baggrund af en indgået uddannelsesaftale. Eleven blev herefter tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. for uberettiget opsigelse. Sag nr. 8/1995.

Løntrin

Eleven gjorde gældende, at han var indplaceret på et forkert løntrin, og krævede som følge heraf efterbetaling af løn samt feriegodtgørelse heraf. Arbejdsgiver 1 kunne ikke anerkende kravets størrelse. Virksomheden blev den 1/3-1996 overtaget af arbejdsgiver 2. Eleven havde fået ny uddannelsesaftale andetsteds fra 1/4-1996. Nævnet indhentede oplysninger fra Told- og Skatteregion ....., som oplyste, at arbejdsgiver 1s aktiver pr. 1/3-1996 blev overdraget til arbejdsgiver 2. Nævnet udtalte, at det skyldige beløb skulle opgøres i henhold til gældende overenskomst i overensstemmelse med elevens beregninger. Endvidere udtalte nævnet, at der var sket virksomhedsoverdragelse, således at arbejdsgiver 2 hæftede for elevens tilgodehavende. Arbejdsgiver 1 frikendt. Elev tilkendt 29.898 kr. Sag nr. 26/1996 og 5/1997.

Mangelfuld oplæring

En elev blev syg under arbejdet og tog hjem. Eleven blev af HK rådet til at sygemelde sig. Arbejdsgiveren betragtede dette som en ulovlig udeblivelse og bortviste eleven. Eleven havde i øvrigt i en periode været alene i forretningen, dog sådan at eleven altid kunne tilkalde assistance fra en anden forretning, som dog var beliggende i en anden by. Beviset ikke ført for, at klageren ikke ville kunne modtage den fornødne uddannelse, derfor ikke erstatning for mangelfuld oplæring. Da bortvisningen var uberettiget blev eleven tillagt erstatning på kr. 6.000. Sag nr. 5/1993.

En elev hævede ensidigt sin uddannelsesaftale p.g.a. manglende oplæring. I 2½ måned havde der ikke været en kvalificeret medarbejder tilstede. Det påhviler herefter virksomheden at godtgøre, at uddannelsen har været tilfredsstillende. Nævnet fandt, at uddannelsen ikke havde været tilfredsstillende. Elev tillagt erstatning på 20.000 kr. Sag nr. 6/1995. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

Samme virksomhed som i sag nr. 6/1996. Elev her tillagt erstatning på 15.000 kr. Sag nr. 7/1995. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

En elev hævede sin uddannelsesaftale p.g.a. manglende oplæring og manglende tillid. Eleven fandtes ikke at have påvist mangler ved uddannelsen af en sådan karakter, at der havde været tale om en mangelfuld oplæring. Nævnet kunne derfor ikke tillægge det betydning, at elevens nye praktikvært ønskede det uddannelsesforhold forlænget med 6 måneder. Virksomheden frifandtes. Sag nr. 13/1995.

En elev ophævede uddannelsesaftalen på grund af manglende oplæring. Under den mundtlige forhandling i nævnet gav arbejdsgiveren ikke møde på trods af de af ham i svarskriftet bebudede vidneforklaringer. Nævnet lagde herefter elevens forklaring til grund. Eleven fandtes at have været berettiget til at ophæve uddannelsesforholdet og tilkendtes erstatning for manglende oplæring og efterbetaling af overarbejde, i alt kr. 29.024,68. Sag nr. 18/1996.

En elev indbragte sagen for nævnet med på stand om mangelfuld oplæring. Uddannelsesforholdet var afbrudt nogle måneder før uddannelsestidens udløb. Et flertal af nævnet fandt ikke, at der var ført bevis for manglende oplæring, idet man blandt andet lagde vægt på, at eleven havde opnået ansættelse til en løn, der var væsentlig højere end elevlønnen. Tillige efterbetaling for overarbejde. Mindretallet ville tilægge eleven et større beløb i efterbetaling. Elev tillagt 20.000 kr. Sag nr. 19/1996.

Manglende evner

En elev påstod, at arbejdsgiveren skulle betale en erstatning på 150.000 kr., da elevtiden hos arbejdsgiveren var spildt. Eleven dumpede 2 gange til den afsluttende svendeprøve. Elevtiden havde været forlænget efter første aflæggelse af svendeprøve. Arbejdsgiveren ønskede ikke at forlænge uddannelsestiden efter, at eleven dumpede 2. gang. ..... amt godkendte, at eleven blev optaget på „Håndværkskolen" med henblik på 2 måneders udvidet praktik. Efter forløbet afgav skolen en erklæring. Konklusionen på denne var, at eleven havde svært ved at tilegne sig ny viden, hvorfor han var ude af stand til at udføre en arbejdsopgave på egen hånd etc. Nævnet frifandte herefter arbejdsgiveren. Sag nr. 41/1996.

Omkostninger

Efter sagens ganske særlige omstændigheder blev indklagede pålagt at betale sagsomkostninger. Sag nr. 36/1991.

Ophævelse (Berettiget fra elevens side)

Lagt til grund, at der var sket en utilbørlig behandling af eleven ved de udtalelser, som selskabets direktør var kommet med over for eleven. Eleven var herefter berettiget til at hæve uddannelsesforholdet. Erstatningen fastsat til 45.000 kr. (dissens for 10.000 kr.). Sag nr. 22/1992. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en elev er berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen som følge af seksuel chikane fra arbejdsgiveren mod eleven. På baggrund af de afgivne forklaringer fandtes det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at eleven i det daglige arbejde har været udsat for krænkende handlinger eller udtalelser. Det fandtes bevist, at arbejdsgiveren under julefrokosten har krænket eleven seksuelt. Eleven blev tillagt en godtgørelse for krænkelsen, kr. 10.000, og erstatning efter EUL, kr. 15.000. (Dissens) Sag nr. 3/1994. Ændret ved Københavns Byrets dom af 5. februar 1996. Arbejdsgiveren frifundet.

Senere blev virksomheden klar over, at det ikke var den rigtige aftaleformular, der var benyttet og tilbød at afhjælpe forholdet.

Efter ca. ½ års ansættelse hævede eleven aftalen.

Virksomheden indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at eleven skulle betale sædvanlig erstatning svarende til ½ måneds løn.

Herudover var der enighed mellem parterne om nogle mindre beløb.

Sagen blev ikke afvist, men fremmet til realitetsbehandling, idet den manglende skriftlighed ikke blev tillagt ugyldighedsvirkning.

Ophævelse (Uberettiget fra elevens side)

En elev hævede sin uddannelsesaftale. Eleven blev pålagt at betale en erstatning svarende til ½ måneds løn. Eleven skulle også betale en andel af det erhvervede kørekort. Sag nr. 16/1993. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

En elev havde ensidigt ophævet uddannelsesaftalen ca. 1 år efter aftalens begyndelse. Eleven kunne ikke bevise, at eleven havde en aftale med virksomheden om, at eleven kunne søge en anden uddannelsesaftale. Eleven havde misligholdt aftalen. Erstatning til arbejdsgiveren på ½ måneds løn. Sag nr. 12/1994.

En elev ophævede ensidigt sin uddannelsesaftale. Eleven kunne ikke godtgøre, at arbejdsgiveren havde gjort sig skyldig i noget forhold, der kunne betegnes som væsentlig misligholdelse. Eleven fandtes at skulle betale en erstatning til arbejdsgiveren, da eleven ikke havde forsøgt at få løst eventuelle misforståelser med arbejdsgiveren. Erstatning fastsat i henhold til nævnets praksis: ½ måneds løn. Sag nr. 36/1995.

En elev hævede uddannelsesaftalen, da den ikke havde været tilfredsstillende. På baggrund af det oplyste, herunder en redegørelse fra en faglærer om virksomheden, lagde nævnet til grund, at den oplæring, som eleven havde modtaget hos virksomheden at have været tilfredsstillende. Eleven havde derfor ingen lovlig grund til at ophæve aftalen. Eleven fandtes i henhold til EUL § 65, stk. 1, jf. § 60 at skulle betale en erstatning til arbejdsgiveren. Da eleven havde tilsigtet at opnå en økonomisk gevinst ved sin handlemåde, fastsattes erstatningen til arbejdsgiveren til 10.000 kr. Sag nr. 4/1996.

Arbejdsgiveren indbragte sagen for nævnet med påstand om, at eleven skulle betale en erstatning på grund af elevens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen. Eleven havde bragt uddannelsesforholdet til ophør på grund af virksomhedens manglende overholdelse af arbejdsmiljøreglerne vedr. arbejde med sundhedsfarlige produkter. Virksomheden er miljøgodkendt og ved kontrolbesøg fra det kommunale tilsyn har virksomheden aldrig fået påtale. Nævnet fandt, at eleven ikke havde godtgjort, at virksomheden havde overtrådt arbejdsmiljøreglerne, således at eleven var berettiget til at hæve, hvorfor eleven i faldt erstatningsansvar over for arbejdsgiveren. Arbejdsgiver tilkendt erstatning efter nævnets faste praksis på ½ måneds løn svarende til 4.000 kr. Sag nr. 47/1996.

En elev havde forladt sit uddannelsessted i utide. Eleven hævdede at have en aftale med arbejdsgiveren om en gensidig ophævelse af uddannelsesforholdet. Beviset ikke ført for, at der var en gensidig aftale. Virksomheden krævede eleven pålagt at betale ikke under 25.000 kr. Overensstemmende med nævnets faste praksis, blev eleven pålagt at betale en halv måneds løn til arbejdsgiveren. 3.535 kr. Sag nr. 15/1997.

En elev havde forladt sit uddannelsessted i utide. Firmaet havde opgjort sit tab til ca. 50.000 kr. Eleven kunne ikke løfte bevisbyrden for, at eleven var berettiget til at hæve.Overensstemmende med nævnets faste praksis, blev eleven pålagt at betale en halv måneds løn til arbejdsgiveren. 3.150 kr. Sag nr. 4/1998.

Ophævelse (Berettiget fra virksomhedens side)

En elevs principale påstand lød på, at uddannelsesforholdet skulle fortsætte. Genetablering af et uddannelsesforhold ligger imidlertid uden for Tvistighedsnævnets handlemulighed. Lagt til grund, at arbejdsgiveren havde været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen p.g.a. elevens passivitet. Sag nr. 20/1993.

Ophævelse (Uberettiget fra virksomhedens side)

Det forhold, at en stor virksomhed nedlagde en afdeling, hvor eleven var beskæftiget medførte ikke, at uddannelsesforholdet kunne bringes til ophør ej heller, når elevens uddannelse ikke kunne overføres til en anden afdeling. Erstatning 70.000 kr. Sag nr. 24/1992.

En elev var sygemeldt. Arbejdsgiveren ønskede oplysninger om sygdommens varighed og burde have forsøgt at komme i kontakt med eleven skriftligt, da denne ikke ejede telefon. Elev tilkendt godtgørelse på 20.000 kr. for uberettiget ophævelse. Sag nr. 21/1993.

En virksomhed ophævede uddannelsesaftalen, da man fandt, at elevens interesse og evner til at fuldføre uddannelsen ikke var tilstede. Virksomheden har kun haft anledning til at hæve p.g.a. elevens manglende faglige standpunkt. Eleven har haft vanskeligheder med at følge uddannelsen. Det er virksomhedens ansvar at drage omsorg for en acceptabel oplæring af eleven. Da ophævelsen fandt sted kort tid før uddannelsesperiodens ophør, blev eleven tildelt en godtgørelse på 50.000 kr. Sag nr. 23/1994.

Overenskomstmæssig løn

Prøvetid

Arbejdsformidlingen havde i forbindelse med registrering af en uddannelsesaftale påført aftalen en bemærkning om, at den gjaldt for 10 uger. Der havde været tale om flere uddannelsesforhold uden, at det fremgik, at der, hvis lovens system skulle følges, var tale om kombinationsaftaler. Da indklagede ikke havde været part i de tidligere aftaler, blev det lagt til grund, at der var prøvetid og at der var opsagt i prøvetiden. Der var i øvrigt ikke andre forhold, der kunne lastes indklagede, og denne blev derfor frifundet. Sag nr. 7/1990.

En elev havde oprettet en ny uddannelsesaftale med en virksomhed, som eleven tidligere havde haft en aftale med. Aftalen blev opsagt af arbejdsgiveren inden for de første 3 måneder af den ny aftale. Sagen vedrørte fortolkningen af Skolepraktiklovens §§ 6, stk. 2 og 9, stk. 4. Efter lovens § 9, stk. 4 medregnes skolepraktik ikke i prøvetiden. Der er ikke baggrund for at fortolke denne bestemmelse indskrænkende. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at eleven tidligere har været i samme virksomhed. Efter lovens § 6, stk. 2 ophører skolepraktik, når eleven har fået en uddannelsesaftale, som omfatter resten af uddannelsen. Arbejdsgiveren frifandtes. Sag nr. 24/1994.

En elev havde før indgåelse af uddannelsesaftale med virksomheden været beskæftiget i virksomheden. Det kan ikke tillægges betydning, at eleven tidligere har være ansat i virksomheden og udført uddannelsesrelevant arbejde. Der findes i lovgivningen ikke et krav om, at der indgås en uddannelsesaftale for et sådant arbejde. Parterne havde endvidere udarbejdet et tillæg til uddannelsesaftalen om forlængelse af prøvetiden. Et sådan aftale er ugyldig, da den ikke har direkte hjemmel i EUL. Prøvetiden fandtes at løbe fra uddannelsesaftalens ikrafttræden. Indklagede havde derved været berettiget til at hæve uddannelsesaftalen. Sag nr. 15/1995.

En handelsskole havde meddelt arbejdsgiveren urigtige oplysninger vedr. prøvetiden. Dette er uden betydning i forhold mellem elev og virksomhed. I henhold til EUL § 60, stk. 1 er det udtømmende fastlagt, hvordan prøvetiden beregnes herunder, at skoleophold ikke medregnes i prøvetiden. Prøvetiden kan herefter ikke forlænges p.g.a. ferie. Arbejdsgiveren havde derfor ikke været berettiget til at opsige aftalen, og skulle som følge heraf betale en godtgørelse til eleven på 25.000 kr. Sag nr. 7/1996.

Mellem elev og arbejdsgiver var der mundtligt indgået aftale om, eleven skulle uddannes i virksomheden. Alle nævnets medlemmer var enige om, at der var tale om et uddannelsesforhold mellem parterne i henhold til EUL. Et flertal af nævnets medlemmer lagde til grund, at elevens uddannelse var bragt til ophør indenfor prøvetiden, jf. EUL § 60, stk. 2. Flertallet fandt, at det, uanset der ikke var udfærdiget en skriftlig uddannelsesaftale, ikke kunne lægges til grund, at forholdet mellem parterne var anderledes end fastslået i den godkendte formular til uddannelsesaftale. Virksomhedens pligt til at drage omsorg for, at der oprettes en skriftlig uddannelsesaftale i henhold til EUL er gentaget i lov nr. 392 af 22. juni 1993 om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren skal senest 1 måned efter, at et ansættelsesforhold er påbegyndt give lønmodtageren sådanne oplysninger. Da arbejdsgiveren ikke på fratrædelsestidspunktet 2½ måned efter, at uddannelsesforholdet var begyndt, havde efterkommet registreringspligten, fandtes virksomheden at skulle betale en godtgørelse til eleven på 6.000 kr. svarende til 4 ugers løn. (Dissens). Sag nr. 14/1996. Sagen er ført videre ved Sø- og Handelsretten. Uafsluttet ved redaktionens afslutning.

Seksuel chikane

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en elev er berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen som følge af seksuel chikane fra arbejdsgiveren mod eleven. På baggrund af de afgivne forklaringer fandtes det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at eleven i det daglige arbejde har været udsat for krænkende handlinger eller udtalelser. Det fandtes bevist, at arbejdsgiveren under julefrokosten havde krænket eleven seksuelt. Eleven blev tillagt en godtgørelse for krænkelsen, kr. 10.000, og erstatning efter EUL, kr. 15.000. (Dissens) Sag nr. 3/1994. Ændret ved Københavns Byrets dom af 5. februar 1996, hvor arbejdsgiveren blev frifundet.

Uddannelsesforholdet blev bragt til ophør efter en episode mellem eleven og arbejdsgiveren, som eleven opfattede som seksuel chikane. Eleven var efter indtagelse af Gammel Dansk til morgenmaden i virksomheden blevet kørt hjem af arbejdsgiveren, som herefter skulle have skubbet hende omkuld på hendes seng og taget på hende. Eleven påstod erstatning i henhold til funktionærlovens § 3, godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 4, erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1 for psykologbistand og feriegodtgørelse af erstatningsbeløbet. Nævnet lagde til grund, at det præcise handlingsforløb måtte stå hen i det uvisse. Arbejdsgiveren fandtes at have overtrådt lov om ligebehandling af mænd og kvinder ved at servere spiritus for en elev og derefter at have foretaget erotiske tilnærmelser herunder 2 gange at berøre elevens bryster. Godtgørelsen fastsattes til 10.000 kr. Erstatning påstået i medfør af funktionærlovens § 3 samt feriegodtgørelse heraf er nævnet ikke kompetent til at påkende, idet påstanden tog sigte på forholdene efter elevtidens ophør. Eleven fandtes at have krav på betaling af psykolog efter erstatningsansvarslovens § 1. Elev tilkendt 12.500 kr. Sag nr. 43/1996.

Skolepraktik

En elev havde oprette en ny uddannelsesaftale med en virksomhed, som eleven tidligere havde haft en aftale med. Aftalen blev opsagt af arbejdsgiveren inden for de første 3 måneder af den ny aftale. Sagen vedrørte fortolkningen af Skolepraktiklovens §§ 6, stk. 2 og 9, stk. 4. Efter lovens § 9, stk. 4 medregnes skolepraktik ikke i prøvetiden. Der er ikke baggrund for at fortolke denne bestemmelse indskrænkende. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at eleven tidligere har været i samme virksomhed. Efter lovens § 6, stk. 2 ophører skolepraktik, når eleven har fået en uddannelsesaftale, som omfatter resten af uddannelsen. Arbejdsgiveren frifandtes. Sag nr. 24/1994.

Skolepraktikloven

§ 6, stk. 2	Efter § 6, stk. 2 ophører skolepraktik, når eleven har fået en uddannelsesaftale, som omfatter resten af uddannelsen. Arbejdsgiveren frifandtes. Sag nr. 24/1994.
§ 9, stk. 4	Efter § 9, stk. 4 medregnes skolepraktik ikke i prøvetiden. Der er ikke baggrund for at fortolke denne bestemmelse indskrænkende. Det kan derfor ikke til lægges betydning, at eleven tidligere har været i samme virksomhed. Sag nr. 24/1994.

Regler om skolepraktik er nu optaget i EUL kapitel 7 a.

Svarskrift

Indklagede havde afgivet svarskrift, men mødte ikke i forbindelse med sagens behandling. Sagen blev fremmet efter reglerne i § 15, stk. 3 i bkg. nr. 896 af 6. november 1992. Sag nr. 21/1992.

Svarskrift (manglende)

Der var ikke afgivet svarskrift, og indklagede var ikke mødt til nævnets møde. Nævnet lagde herefter klagerens forklaringer til grund. Sag nr. 18/1990.

En elev krævede en efterbetaling på ca. 2.000. Indklagede afgav ikke svarskrift men mødte i forbindelse med sagens behandling. Elevens krav imødekommet, da der ikke var grundlag for at anfægte elevens opgørelse af kravet. Sag nr. 9/1992.

Svarskrift ikke afgivet af en virksomhed under konkurs. Sagen fremmet. Sag nr. 14/1992.

Sygdom

En elevvar fraværende p.g.a. sygdom, og dette var dokumenteret ved lægeattest. Arbejdsgiveren bestred rigtigheden af lægeattesten. Da arbejdsgiveren ikke kunne dokumentere sine indsigelser mod lægeattesten, blev eleven tillagt betaling for den omtvistede sygeperiode. 3.849,46 kr. Sag nr. 1/1997.

Tyveri

En elev blev af arbejdsgiveren bortvist p.g.a. tyveri fra arbejdspladsen. Anklagemyndigheden fandt, at eleven ikke havde begået det anmeldte tyveri. Arbejdsgiveren havde derfor ikke haft nogen grund til at bortvise eleven. Under hensyn til den uberettigede beskyldning om tyveri, og elevens problemer med at indgå en ny uddannelsesaftale, fandtes godtgørelsen at skulle fastsættes til et væsentlig højere beløb end normalt. Elev tilkendt 65.000 kr. Sag nr. 31/1995. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, forligt inden domsafsigelse, således at nævnets afgørelse står ved magt.

En elev havde under sin ansættelse i et varehus tilegnet sig et par solbriller fra en butik, som ikke var identisk med ansættelsesstedet. Virksomheden oplyste, at man i forbindelse med ansættelse af personale også fremhævede, at ansættelsesforhold ville blive ophævet, såfremt der skete butikstyveri. Et flertal af nævnet udtalte, at det forhold, at en virksomhed særlig indskærper forhold overfor de ansatte, ikke har virkning i forhold til elever i det omfang, at sådanne tilkendegivelser skærper dansk rets almindelige regler. Der var ikke i uddannelsesaftalen indsat særlige oplysninger, der var godkendt af det faglige udvalg, jfr. EUL § 52, stk. 2. Tyverier fra en arbejdsgiver kan medføre bortvisning, selv når der er tale om mindre beløb. Da der ikke var tale om krænkelse af det særlige tillidsforhold mellem elev og uddannelssted, havde virksomheden ikke været berettiget til at bortvise eleven i dette tilfælde. Eleven derfor tillagt erstatning for uberettigt bortvisning. Et mindretal fandt, at personalereglementets tyveribegreb også omfattede tyveri begået uden for arbejdspladsen samt, at eleven var bekendt hermed. Mindretallet fandt, at bortvisningen var sket med rette. Erstatning fastsat til 25.000 kr. Sag nr. 29/1997.

Uddannelsen

Lagt til grund, at det påhviler læremesteren at indsende elevens kontrakt til registrering. Da dette ikke var sket, og da eleven som følge heraf ikke var indkaldt til skoleophold, og da virksomheden ej heller var godkendt som uddannelsessted, fik eleven tillagt en erstatning på 25.000,- desuden efterbetaling skønsmæssigt ansat til 50.000. Sag nr. 30/1992.

Indklagede havde ikke ladet lærlingeaftalen registrere ej heller overholdt sin pligt til at sørge for, at eleven blev uddannet på forsvarlig vis. Eleven fandtes at have ret til fagets aflønning som ufaglært efter overenskomsten. Sag nr. 1/1994.

Uddannelsens mål

En elev blev i sit daglige arbejde pålagt arbejde, som ikke havde et uddannelsesmæssigt sigte. Dette medførte, at uddannelsens mål ikke kunne nås. Eleven var derfor berettiget til at hæve uddannelsesaftalen og kræve erstatning, jf. EUL § 56, stk. 2. Parterne havde endvidere indgået en supplerende uddannelseskontrakt. En sådan er uden retsvirkning, jf. EUL § 52. Eleven blev tillagt en skønsmæssig erstatning for manglende uddannelse på 25.000 kr. Sag nr. 25/1994.

Uddannelsesaftale

En elev kom i uddannelse hos et shippingfirma. Der blev ikke oprettet uddannelsesaftale i henhold til dagældende efg-lov eller lærlingeloven. I forbindelse med sagen blev det oplyst, at ca. halvdelen af shippingelever var elevforhold uden for de nævnte love. Herefter lagt til grund, at uddannelsesforholdet var uden for efg-loven og virksomheden blev herefter frifundet. Et mindretal mente, at der var tale om et efg-forhold. Sag nr. 25/1990. Efter nyere praksis ville sagen formentlig blive afvist fra nævnsbehandling.

En elev havde før indgåelse af uddannelsesaftale med virksomheden været beskæftiget i virksomheden. Det kan ikke tillægges betydning, at eleven tidligere har være ansat i virksomheden og udført uddannelsesrelevant arbejde. Der findes i lovgivningen ikke et krav om, at der indgås en uddannelsesaftale for et sådant arbejde. Parterne havde endvidere udarbejdet et tillæg til uddannelsesaftalen om forlængelse af prøvetiden. Et sådan aftale er ugyldig, da den ikke har direkte hjemmel i EUL. Prøvetiden fandtes at løbe fra uddannelsesaftalens ikrafttræden. Indklagede havde herefter hævet i prøvetiden. Sag nr. 15/1995.

Senere blev virksomheden klar over, at det ikke var den rigtige aftaleformular, der var benyttet og tilbød at afhjælpe forholdet.

Efter ca. ½ års ansættelse hævede eleven aftalen.

Virksomheden indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at eleven skulle betale sædvanlig erstatning svarende til ½ måneds løn.

Herudover var der enighed mellem parterne om nogle mindre beløb.

Sagen blev ikke afvist, men fremmet til realitetsbehandling, idet den manglende skriftlighed ikke blev tillagt ugyldighedsvirkning.

En elev og en virksomhed havde i uddannelsesaftalen indgået en aftale om, at eleven skulle have en månedlig løn på 11.000 kr. Lønnen blev ikke finansieret af virksomheden, men af elevens arbejdsløshedskasse. Arbejdsløshedskassen har stillet krav om tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Efter EUL § 52, stk. 2 må der ikke ændres i eller tilføjes til den autoriserede uddannelsesaftales indhold uden vedkommende faglige udvalgs godkendelse. Det blev derfor ikke tillagt betydning, at uddannelsesaftalen indeholdt oplysninger om finansieringsmåden. Eleven havde derfor krav på løn som aftalt fra arbejdsgiveren. Elev tilkendt sit krav på 297.000 kr. Sag nr. 45/1996.

Uddannelsesaftalen mellem elev og arbejdsgiver var udstyret med en påtegning om afspadsering af overarbejde. Det faglige Udvalg havde ikke godkendt påtegningen, hvorfor denne var ugyldig, jf. EUL § 52, stk. 2. En evt. aftale om afspadsering af overarbejde i slutningen af praktikperioden fandtes uvæsentligt, da parterne havde ophævet aftalen gensidigt på et tidspunkt, hvor afspadsering ikke kunne finde sted som forudsat. Krav, som vedrører tiden før uddannelsesaftalens indgåelse eller efter dens ophævelse, kan ikke påkendes af nævnet, jf. EUL § 61, stk. 1. Ligeledes kan krav som vedrører opstaldning af hest, benyttelse af telefon etc., som ikke vedrører selve elevforholdet, ikke påkendes af nævnet, da det ikke er tvister, som drejer sig om selve uddannelsesforholdet. Elev tilkendt en skønsmæssig erstatning på 22.250 kr. Sag nr. 58/1996.

Tyverier fra en arbejdsgiver kan medføre bortvisning, selv når der er tale om mindre beløb. Da der ikke var tale om krænkelse af det særlige tillidsforhold mellem elev og uddannelssted, havde virksomheden ikke været berettiget til at bortvise eleven i dette tilfælde. Eleven derfor tillagt erstatning for uberettigt bortvisning. Et mindretal fandt, at personalereglementets tyveribegreb også omfattede tyveri begået uden for arbejdspladsen samt, at eleven var bekendt hermed. Mindretallet fandt, at bortvisningen var sket med rette. Erstatning fastsat til 25.000 kr. Sag nr. 29/1997.

I sager om manglende uddannelsesaftale må det antages, at nævnets praksis, hvad angår erstatningens størrelse, vil blive påvirket af afgørelsen i UfR 1997.1702.

Uddannelsesrelevant arbejde

En elev havde før indgåelse af uddannelsesaftale med virksomheden været beskæftiget i virksomheden. Det kan ikke tillægges betydning, at eleven tidligere har være ansat i virksomheden og udført uddannelsesrelevant arbejde. Der findes i lovgivningen ikke et krav om, at der indgås en uddannelsesaftale for et sådant arbejde. Parterne havde endvidere udarbejdet et tillæg til uddannelsesaftalen om forlængelse af prøvetiden. Et sådan aftale er ugyldig, da den ikke har direkte hjemmel i EUL. Prøvetiden fandtes at løbe fra uddannelsesaftalens ikrafttræden. Indklagede havde herefter hævet i prøvetiden. Sag nr. 15/1995.

Udeblivelse (fra arbejde)

En elev var udeblevet i to dage fra sin uddannelsesplads uden at ville oplyse om grunden hertil. Hun blev derefter bortvist. Bortvisningen sket med rette. (Dissens). Sag nr. 4/1992.

En elev udeblev fra arbejdet trods skriftlig advarsel om bortvisning. Bortvisning sket med rette. Sag nr. 6/1994.

Udeblivelse (fra møde)

Indklagede havde kort før mødet i Tvistighedsnævnet meddelt, at han ikke kunne deltage samt at det ikke var muligt at deltage i de af nævnet foreslåede mødedatoer i ca. et halvt år. Sagen blev fremmet. Sag nr. 6/1990.

Der var ikke afgivet svarskrift og indklagede var ikke mødt til nævnets møde. Nævnet lagde herefter klagerens forklaringer til grund. Sag nr. 18/1990.

En elev krævede en efterbetaling på ca. 2.000. Indklagede afgav ikke svarskrift og mødte i forbindelse med sagens behandling. Elevens krav imødekommet, da der ikke var grundlag for at anfægte elevens opgørelse af kravet. Sag nr. 9/1992.

Indklagede havde afgivet svarskrift, men mødte ikke i forbindelse med sagens behandling. Sagen blev fremmet efter reglerne i § 15, stk. 3 i bkg. nr. 896 af 6. november 1992. Sag nr. 21/1992.

Udlægsgodtgørelse

Umyndig

En elev var på tidspunktet for indgåelse af aftale om opstaldning af sin hest med modregning i sin lønudbetaling umyndig. Aftalen var indgået uden værgens samtykke og dermed var aftalen uforbindende for eleven. Sag nr. 8/1994.

Underskriftsforfalskning

Utilbørligt forhold

Lagt til grund, at der var sket en utilbørlig behandling af eleven ved de udtalelser, som selskabet direktør var kommet med over for eleven. Eleven havde derfor været berettiget til at hæve uddannelsesforholdet. Erstatningen fastsat til 45.000 kr. (Dissens 10.000 kr.). Sag nr. 22/1992. Sagen er blevet ført videre ved domstolene, stadfæstelse.

Virksomhedsgodkendelse

Virksomhedsophør

En sag, der var anlagt mod en virksomhed (ApS), der allerede inden klageskrift blev indgivet, var tvangsopløst, blev afvist fra nævnet. Sag nr. 3/1998.

Virksomhedsoverdragelse

Det fandtes godtgjort, at der var sket virksomhedsoverdragelse, idet der var sket lønudbetaling til eleven. Indklagede var derfor indtrådt i uddannelsesaftalen. Eleven blev opsagt p.g.a. samarbejdsvanskeligheder. Klager indgik ny uddannelsesaftale ca. 1 måned senere. Eleven blev tillagt en godtgørelse på kr. 25.000 for uberettiget ophævelse. Sag nr. 23/1993.

Virksomheden ejedes af indklagede 1, denne forpagter stedet ud til indklagede 2. Indklagede 2 blev udsat af virksomheden, således at indklagede 1 igen drev virksomheden. Elevens praktikperiode ophørte samtidig med indklagede 2s udsættelse. Nævnet fandt, at på trods af at virksomheden havde været lukket et kort stykke tid, og uanset at virksomheden skulle drives efter andre retningslinier end hidtil, fandtes det, at der var sket virksomhedsoverdragelse. Det er uden betydning for anvendelsen af virksomhedsoverdragelsesloven, hvorvidt virksomheden er godkendt som uddannelsessted efter EUL. Den risiko, af den manglende godkendelse, påhviler alene indklagede 1 som overtager. Indklagede 1 skulle betale løn og erstatning til eleven. Indklagede 2 frifandtes. Sag nr. 17 og 18/1995.

En elev havde indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed. Denne virksomhed blev overtaget af en ny ejer. Eleven havde et krav om betaling af overtimer og forskudt tid under hele uddannelsesforløbet. Efter lov om virksomhedsoverdragelse § 2 hæfter den ny arbejdsgiver som erhverver af virksomheden også for betaling af de krav, som bestod på det tidspunkt, hvor forretningen blev overdraget til ham. Elevens påstand blev taget til følge. Sag nr. 23/1996.

Økonomisk gevinst

1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. juni 1990 i sag nr.
6/1990

Elev A mod B

Mellem klageren, efg-elev A født den 25. januar 1968, og indklagede, B, blev den 17. august 1988 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for handel- og kontor med uddannelsesperiode fra den 25. august 1988 til den 24. august 1990. Den 8. december 1989 blev uddannelsesaftalen ophævet af klageren under påberåbelse af misligholdelse fra indklagedes side.

Ved klageskrift af 8. marts 1990 har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 51.750 kr., der er opgjort således:

Løn for august, september, oktober og november 1989 25.000 kr.

Løn for december 7/25 af 6.250 kr. 1.750 kr.

Erstatning for tab af uddannelsesgode 25.000 kr.

I alt 51.750 kr.

Indklagede har i svarskrift af 30. marts 1990 påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om betaling af en erstatning på 75.000 kr. for omkostninger, som er afholdt på grund af klagerens forhold. Særligt for så vidt angår lønnen for august måned 1989 har indklagede anført, at den forlængst er tilsendt klageren i check. Indklagede har afvist at skulle betale løn til klageren under sygdom fra september måned 1989 til ophævelsen af uddannelsesaftalen.

Det fremgår af sagen, at klageren i begyndelsen af august 1989 ønskede at ophæve uddannelsesaftalen med indklagede, da hun ikke følte sig rimeligt behandlet hos indklagede. Der blev forsøgt afholdt møde herom i det faglige udvalg, men et møde blev ikke afholdt på grund af indklagedes manglede tid.

Klageren var fra den 2. august 1989 sygemeldt indtil hun ophævede uddannelsesaftalen den 8. december 1989. Den 4. september 1989 sendte indklagede følgende skrivelse til klageren:

„Da du har været syg i over 3 uger, skal vi anmode dig om at tilsende os en erklæring fra en specialist om varigheden af din sygdom.
Det skal bemærkes, at modtagelsen af denne erklæring er en betingelse for at sygedagpenge udbetales.
..........."

Sagen har været berammet til mundtlig forhandling i Tvistighedsnævnet tirsdag den 27. april 1990. På indklagedes begæring blev behandlingen udsat. Indklagede er ved nævnets skrivelse af 26. april 1990 påny blevet indkaldt til mundtlig forhandling, denne gang til tirsdag den 29. maj 1990. Ved telefax modtaget lørdag den 26. maj 1990 har indklagede meddelt, at han ikke ville være i stand til at give møde den 29. maj 1990 og henviste til, at dette allerede var oplyst i svarskriftet. Samtidig oplyste indklagede, at det ikke ville være muligt for ham at give møde før efter den 20. september 1990.

På denne baggrund har Tvistighedsnævnet besluttet at fremme sagen i indklagedes fravær, jfr. bekendtgørelse nr. 400 af 15. august 1978 § 14, stk. 2

Klageren har under personligt fremmøde for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at hun kun har modtaget løn fra indklagede til og med juli måned 1989. Som dokumentation herfor har hun forevist lønopgørelse for juni 1989, hvoraf fremgår den til og med juni måned udbetalte løn, samt kopi af selvangivelse, hvoraf den samlede løn fra indklagede for 1989 fremgår. Differencen mellem de to beløb udgør 1 måneds løn. Herudover har indklagede forklaret, at hun efter modtagelsen af indklagedes skrivelse af 4. september 1989 henvendte sig til sin læge, der den 8. september udfærdigede en erklæring om, at han ikke umiddelbart kunne henvise klageren til specialist. Denne erklæring sendte hun ved anbefalet brev til indklagede. Hun har ikke modtaget nogen reaktion herpå fra indklagede. Hun har senere i sygdomsforløbet løbende sendt indklagede lægeattester ved anbefalede breve, uden at indklagede har reageret.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Efter den af klageren afgivne forklaring, lægger nævnet til grund, at klageren ikke har modtaget løn fra og med august 1989.

Da indklagede efter det oplyste ikke har reageret på den skrivelse, han modtog fra klagerens læge, som svar på skrivelsen af 4. september 1989, og da det efter klagerens forklaring må lægges til grund, at indklagede løbende har modtaget lægeattester indtil den 8. december 1989, findes indklagede at have været uberettiget til at undlade at udbetale løn til klageren under hendes sygdom.

På grund af manglende lønudbetaling, der må anses for en grov misligholdelse fra indklagedes side, findes klageren herefter at have været berettiget til den 8. december 1989 at ophæve uddannelsesaftalen.

Da klagerens uddannelsesforløb har lidt alvorlig skade som følge af ophævelsen, finder nævnet, at indklagede som følge heraf bør betale en godtgørelse, der efter omstændighederne skønsmæssigt fastsættes til 10.000 kr.

Indklagede skal herefter betale 26.750 kr. som løn for august, september, oktober, november og delvis december 1989 samt godtgørelse for afbrudt uddannelsesaftale med 10.000 kr., eller i alt 36.750 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, betaler inden 14 dage 36.750 kr. til klageren, efg-elev A.

Hvert part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. november 1990 i sag
nr. 7/1990

Elev A mod B

Mellem klageren, efg-elev A, født den 19. juni 1949, og indklagede, B, blev den 6. juni 1988 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for jordbrug - dyrebrug med uddannelsesperiode fra den 6. juni 1988 til den 1. juni 1989. Den 10. august 1988 blev uddannelsesaftalen ophævet af indklagede. Spørgsmålet under denne sag er, om den sædvanlige prøvetid på tre måneder var gældende for uddannelsesaftalen.

Ved klageskrift af 10. april 1990 har klageren ved sin faglige organisation Specialarbejderforbundet i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 30.012,56 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at klageren har været under uddannelse inden for jordbrug dyrebrug på 3 forskellige, tidligere uddannelsessteder i perioderne 13. oktober 1986 til 31. december 1986, 1. juli 1987 til 11. marts 1988 og 14. marts 1988 til 4. juni 1988.

Af uddannelsesaftalen for perioden 14. marts til 4. juni 1988 fremgår det at, uddannelsesperioden var fra den 14. marts 1988 til den 25. september 1989. Arbejdsformidlingen i ...... har under „Særlige bemærkninger" påført aftalen: „Uddannelsesperioden for nærværende læreforhold er aftalt til 10 uger fra 14.3.88 til 4.6.1988." I en skriftlig erklæring fra den pågældende virksomhed er det bl.a. anført, at klageren var ansat som afløser for en anden elev, medens denne var på skoleophold. Arbejdsformidlingen i ...... har oplyst, at aftalen er registreret på den anførte måde efter aftale med det faglige udvalg.

Der er mellem parterne enighed om, at indklagedes virksomhed er af en sådan art, at uddannelsen kunne have været færdiggjort, uden at det var nødvendigt at indgå kombinationsaftale.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at uddannelsesaftalen for perioden 1. juli 1987 til 11. marts 1988 var tidsbegrænset til denne periode.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

En uddannelsesaftale kan kun indgås for den samlede - resterende - uddannelsesperiode. Efter det oplyste har Arbejdsformidlingen godkendt en tidligere uddannelsesaftale med en uddannelsesperiode på 10 uger, der efter det oplyste skulle dække en vikarperiode, hvor virksomhedens tidligere ansatte elev var på skoleophold. Nævnet finder anledning til alvorligt at kritisere denne godkendelse.

Nævnet finder ikke grundlag for at anfægte indklagedes ret til at opsige klageren i prøvetiden, da indklagede ikke har været part i nogen af klagerens tidligere uddannelsesaftaler. Da klagerens uheldige uddannelsesforløb heller ikke i øvrigt kan lastes indklagede, tager nævnet indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
11. december 1991 i sag
nr. 10/1990

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, efg-elev A, født den 9. april 1970, og indklagede, B, blev den 8. august 198 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for tømrerfaget med start på uddannelsesperiode 2 år 11 måneder fra den 8. august 1988. Den 23. april 1990 blev klageren opsagt som følge af selskabets betalingsstandsning. Det er oplyst, at selskabet den 14. januar 1991 er erklæret konkurs.

Under denne sag, der er indbragt for nævnet ved klageskrift af 9. maj 1990, har klageren ved sin faglige organisation Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark påstået indklagede tilpligtet at betale 11.207,21 kr., der er opgjort således:

Løn for tiden 24. april til 21. maj 1991 5.517,52 kr.

Feriegodtgørelse heraf 12 ½ % 689,69 -

Erstatning for uberettiget afskedigelse 5.000,00 -

I alt 11.207,21 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 22. maj 1991 inden for samme branche.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets afbrydelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med praksis til et beløb svarende til maksimalt ca. 3 måneders løn. Da klagerens krav på tilgodehavende løn ikke overstiger 3 måneder, tager nævnet klagerens påstand om betaling af 5.517,52 kr., hvortil kommer feriegodtgørelse af beløbet, til følge.

Da indklagede efter det oplyste intet har foretaget sig for at skaffe klageren et nyt uddannelsessted, finder nævnet, at indklagede herudover bør betale en godtgørelse, der passende kan fastsættes til 5.000 kr. som påstået af klageren.

Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, under konkurs, betaler inden 14 dage 11.207,21 kr. til klageren, efg-elev A.

Hvert part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
11. december 1991 i sag
nr. 12/1990

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, efg-elev A, født den 21. april 1971, og indklagede, B, blev den 14. juli 1989 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for jern & metal - skibsmontør med uddannelsesperiode fra den 1. august 1989 til den 31. juli 1992. Den 22. februar 1990 fik klageren meddelelse om, at han med virkning fra 2. februar 1990 var opsagt på grund af selskabets konkurs.

Under denne sag, der oprindeligt er indbragt for nævnet ved klageskrift af 28. maj 1990, har klageren ved sin faglige organisation Dansk Metalarbejderforbund påstået indklagede tilpligtet at betale en erstatning på 19.350 kr. på grund af forlængelse af prøvetiden.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 1. april 1990 inden for samme branche. Den samlede uddannelsestid er i denne aftale forlænget med 2 måneder. Klagerens løn for tiden indtil 1. april 1990 er betalt af indklagede.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets forlængelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes skønsmæssigt til 15.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 15.000 kr. til klageren, efg-elev A.

Hvert part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. august 1990 i sag
nr. 18/1990

Elev A mod B

Mellem klageren efg-elev, A, født 1971, og N, blev der den 11. august 1988 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor jern- og metalområdet, automekaniker med uddannelsesperiode 1. juli 1988 til 30. juni 1991. Denne uddannelsesaftale er senere ved tillæg af 18. marts 1989 overgået fra N til indklagede, B.

Denne uddannelsesaftale er af indklagede ophævet på grund af firmalukning.

Klageren har skaffet sig andet arbejde fra 17. april 1990.

Under denne sag har klageren, ved sin faglige organisation Dansk Metalarbejderforbund, nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at efterbetale manglende udbetalt løn for perioden 26. marts 1990 til 17. april 1990 i alt kr. 4.892,- samt manglende indbetalt feriegodtgørelse for 1989 kr. 2.933,95, og feriegodtgørelse for 1990 med kr. 2.389,- i alt kr. 10.214,95.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift i sagen og har, skønt lovligt indvarslet, ikke givet møde for nævnet.

Nævnet lægger herefter klagerens fremstilling af det passerede til grund, og afsiger kendelse overensstemmende med påstanden.

Thi bestemmes:

Indklagede B betaler inden 14 dage kr. 10.214,95 til klageren, efg-elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
14. januar 1992 i sag
nr. 25/1990

Elev A mod B

Mellem klageren, A, født den 7. marts 1968, og indklagede, B, blev i august 1988 indgået en aftale, hvorefter klageren blev ansat som elev i 2 år hos indklagede fra 1. september 1988. Ved elevtidens udløb fratrådte klageren sin ansættelse hos indklagede. Klageren fik da at vide, at han ikke kunne opnå understøttelse, fordi han ikke havde gennemgået en godkendt efg-uddannelse.

Ved klageskrift af 9. november 1990 har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 251.377,50 kr., der er opgjort således:

Difference mellem voksenløn og udbetalt løn i elevtiden 66.092,00 kr.

Feriegodtgørelse heraf 8.261,50 -

I alt 74.353,50 kr.

Ulempeerstatning for tab af uddannelsesgode 75.000,00 kr.

I alt 149.353,50 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Klageren fremsendte den 25. juli 1988 følgende ansøgning til indklagede:

„Ang. elevplads
Jeg tillader mig på denne måde at forhøre mig om De muligvis skulle få brug for en elev nu eller senere, da det mig bekendt er en meget spændende branche, som jeg godt kunne tænke mig en uddannelse inden for.
Jeg er 20 år og forlod folkeskolens 10. kl. udv. sommeren 1985. Derefter et år på EFG Handel og Kontor. Juli 1987 blev jeg ansat som styrmandsaspirant i Rederiet R, og har været 5 mdr. på søfartsskole, ligeledes 5 mdr. på skoleskibet „.......". Derefter 7 mdr. på produkttankskibet „......".
Jeg har nu opsagt min kontrakt med R, dels p.g.a. den usikre fremtid, og dels fordi jeg hellere vil have job i land.
Jeg arbejder for tiden som chauffør/arbejdsmand på et gartneri, hvor jeg har været siden påske.
Kopier af diverse eksamensbeviser vedlægges.
Det skulle glæde mig at høre fra Dem."

Efter en samtale mellem parterne skrev indklagede den 2. august 1988 følgende til klageren:

„Vi refererer til vor samtale her på kontoret i går og kan hermed tilbyde Dem ansættelse som elev med tiltrædelse 1.9.1988 på følgende vilkår:
Løn per måned kr. 6.500, som betales bagud efter fratrækning af A-Skat og ATP m.v. samt kr. 40 per måned for frokost. Løn reguleres en gang årligt.
Arbejdstiden er mandag til fredag 09.00-17.00 (såfremt arbejdet tillader).
En gensidig prøvetid på 3 måneder med 14 dages opsigelse, og i øvrigt er funktionærlovens bestemmelser gældende.
De vil blive beskæftiget med alt forefaldende kontorarbejde indenfor en 2 års oplæring, der vil omfatte bogholderi og regnskab, klarering (ekspedition af skibe i ........s havn), assistance ved befragtning og disponering af mindre tankskibe m.v.
Endvidere skal De følge undervisning i fag, som giver den fornødne teoretiske baggrund (bl.a. søret) på handelsskolerne i ....... Undervisning foregår efter arbejdstiden, og alle udgifter hertil afholdes af os.
Vi beder Dem venligst med Deres underskrift på medfølgende kopi bekræfte vor aftale og glæder os til at se Dem herinde 1.9.1988."
Dansk Arbejdsgiverforening har i skrivelse af 8. januar 1991 om udbredelsen af uddannelsesaftaler udenfor efg-uddannelserne indenfor shippingområdet oplyst:
„..........
Dansk Skibsmæglerforening oplyser på grundlag af en spørgeskemaundersøgelse i 1989 blandt 200 medlemsvirksomheder, at shippingeleverne uddannes for 50% vedkommende indenfor efg og for 50% vedkommende på grundlag af virksomhedsspecifikke uddannelsesaftaler udenfor efg.
Rederiet R har suppleret med oplysninger om shippinguddannelse pårederierne. R rekrutterer ca. 80 HH og studenter hvert år til rederiets egen shipping uddannelse. De øvrige rederier uddanner shippingelever i et tilsvarende antal, fortrinsvis som § 30-lærlinge."

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at der under ansættelsessamtalen med B personligt ikke blev talt om efg. Han husker ikke, om B sagde, at der ikke var tale om en offentligt godkendt uddannelse. Han fandt det bedre at gå på handelsskole end på 6 ugers skoleophold. Han blev først klar over problemet med den manglende efg-uddannelse, da han umiddelbart efter de to års ansættelse hos indklagede indmeldte sig i HK.

Indklagede har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han har haft 20 - 25 elever, der alle har gennemgået en uddannelse svarende til klagerens. Ingen af dem har været lærlinge eller efg-elever. Under ansættelsessamtalen fortalte han klageren om uddannelsen, lønnen, og han sagde, at uddannelsen ikke var offentligt godkendt, men at klageren efter hans opfattelse var bedre tjent med den uddannelse, der blev gennemført hos indklagede.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han har haft en klar forventning om, at der var tale om en godkendt uddannelse. Hertil kommer, at indklagede vidste, at klageren havde gennemgået efg-basisår. Der må påhvile indklagede en pligt til at sikre, at det klart fremgår af ansættelsesbetingelserne, såfremt man ønsker at gennemføre en uddannelse, der ikke er offentligt godkendt. Det er heroverfor uden betydning, at det af Dansk Arbejdsgiverforening er oplyst, at uddannelsen af shippingelever i vidt omfang sker som hos indklagede, da klageren har været ubekendt hermed.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at klageren under ansættelsessamtalen blev gjort bekendt med, at der var tale om en ikke offentligt godkendt uddannelse. Klageren er ansat som elev med særlige ansættelsesbetingelser, og ikke som efg-elev. Ca. 50% af uddannelserne inden for shipping sker på samme måde som hos indklagede, resten som efg-uddannelse. Det må derfor lægges til grund, at der inden for dette fag er særlige uddannelseskutymer. Der kan derfor ikke stilles særlige krav om udtrykkelig oplysning i de skriftlige ansættelsesbetingelser, såfremt den tilbudte uddannelse ikke er offentligt godkendt.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Det bemærkes, at sagen skal afgøres efter de regler, der var gældende inden betegnelsen elev blev gennemført som fællesbetegnelse i stedet for de hidtidige betegnelser efg-elev og lærling ved lov nr. 211 af 5. april 1989 om erhvervsuddannelser.

Fire af nævnets medlemmer lægger afgørende vægt på, at klageren er ansat som elev, og at der er aftalt ansættelsesbetingelser, som fraviger de for efg-elever gældende. Uanset om indklagede under ansættelsessamtalen har omtalt, at den aftalte uddannelse ikke var offentligt godkendt, finder disse medlemmer herudover, at det på et meget tidligt tidspunkt i uddannelsesforløbet må have stået klageren klart, at der som følge af den særlige skoleuddannelse ikke var tale om en efg-uddannelse. Hertil kommer, at den gennemførte uddannelse efter det oplyste må anses for sædvanlig - og lovlig - inden for shippingbranchen. Disse medlemmer finder herefter, at indklagede bør frifindes.

Tre af nævnets medlemmer finder, at klageren, på baggrund af at han tidligere havde gennemgået efg-basisår, har haft en berettiget forventning om, at hans ansættelse hos indklagede skete som efg-elev. Det må være indklagedes risiko, at selskabet ved at anvende det upræcise udtryk elev ikke har klarlagt klagerens retsstilling. Disse medlemmer finder derfor, at klagerens påstand bør tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hvert part bærer sine omkostninger.

1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
7. januar 1992 i sag nr.
33/1991

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, efg-elev A, født den 7. februar 1972, og indklagede B, blev den 15. august 1990 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for murerfaget - bygge & anlæg med uddannelsesperiode fra den 6. august 1990 til den 5. februar 1993. Den 20. marts 1991 blev selskabet erklæret konkurs, hvorefter klageren fratrådte.
Under denne sag, der er indbragt for nævnet ved klageskrift af 8. maj 1991, har klageren ved sin faglige organisation Murerforbundet i Danmark påstået indklagede tilpligtet at betale en erstatning på 19.487,67 kr., der er opgjort således:

Løn for tiden 4. marts til 19. april 1991 11.945,08 kr.

Ferie- og søgnehelligdagsløn heraf 12 1/2% 1.493,14 kr.

Ferie- og søgnehelligdagsløn 1990 4.311,51 kr.

Ferie- og søgnehelligdagsløn 1991 1.737,94 kr.

I alt 19.487,67 kr.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for nævnet.

Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 22. april 1991 inden for samme branche.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets afbrydelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med praksis til et beløb svarende til maksimalt ca. 3 måneders løn. Da klagerens krav på tilgodehavende løn ikke overstiger 3 måneder, tager nævnet klagerens påstand om betaling af 11.945,08, hvortil kommer feriegodtgørelse af beløbet, til følge. Hertil kommer, at klageren har tilgodehavende feriegodtgørelse m.v. for 1990 og 1991 med i alt 6.049,45 kr., der vedrører tiden før konkursens indtræden.

Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 19.487,67 kr. til klageren, efg-elev A.

Hvert part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
7. januar 1992 i sag
nr. 34/1991

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, efg-elev A, født den 20. november 1970, og indklagede, B, blev den 26. juni 1989 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for murerfaget - bygge & anlæg med uddannelsesperiode fra den 8. august 1989 til den 7. februar 1992. Den 20. marts 1991 blev selskabet erklæret konkurs, hvorefter klageren fratrådte.
Under denne sag, der er indbragt for nævnet ved klageskrift af 8. maj 1991, har klageren ved sin faglige organisation Murerforbundet i Danmark påstået indklagede tilpligtet at betale en erstatning på 37.720,87 kr., der er opgjort således:

Løn for tiden 4. marts til 10. maj 1991 20.440,28 kr.

Ferie- og søgnehelligdagsløn heraf 12 1/2% 2.555,04 -

Ferie- og søgnehelligdagsløn 1990 11.081,08 -

Ferie- og søgnehelligdagsløn 1991 2.253,26 -

Ikke afholdt ferie i 1990 1.391,21 -

I alt 37.720,87 kr.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for nævnet.

Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 13. maj 1991 inden for samme branche.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets afbrydelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med praksis til et beløb svarende til maksimalt ca. 3 måneders løn. Da klagerens krav på tilgodehavende løn ikke overstiger 3 måneder, tager nævnet klagerens påstand om betaling af 20.440,28, hvortil kommer feriegodtgørelse af beløbet, til følge. Hertil kommer, at klageren har tilgodehavende feriegodtgørelse m.v. for 1990 og 1991 med i alt 17.280,59 kr., der vedrører tiden før konkursens indtræden.

Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 37.720,87 kr. til klageren, efg-elev A.

Hvert part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
27. februar 1992 i sag
nr. 36/1991

Elev A mod B

Mellem klageren, efg-elev A, født den 3. september 1972, og indklagede, B, blev den 24. februar 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for handel og kontor - kolonial, supermarked - med uddannelsesperiode fra den 1. marts 1990 til den 28. februar 1992. Den 25. januar 1991 underskrev klageren en erklæring, hvorefter hun samme dag fratrådte sin stilling på grund af økonomisk uredelighed.
Under anbringende af at den af hende underskrevne erklæring har et urigtigt indhold, har klageren i medfør af § 63 i lov om erhvervsuddannelser ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift af 13. maj 1991 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 58.750 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet den 14. maj 1991.
Kravet er opgjort således:

Løn i opsigelsesperioden, 3 mdr. x 7.250 kr. 21.750,00 kr.

Erstatning for forsinkelse af uddannelse, 3 x 2.750 kr. 8.250,00 -

Feriegodtgørelse, 12½ % af 30.000 kr. 3.750,00 -

Erstatning for afbrydelse af uddannelsesforholdet 25.000,00 -

I alt 58.750,00 kr.

Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om erstatning efter Tvistighedsnævnets skøn for klagerens uberettigede afbrydelse af uddannelsesforholdet.

Klageren har nedlagt påstand om frifindelse overfor indklagedes selvstændige påstand.
Der er enighed mellem parterne om, at klageren skylder 818,97 kr. for køb af varer hos indklagede.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Torsdag den 24. januar 1991 sad klageren ved kassen i supermarkedet, hvor der uden direkte tilknytning til kasserne er opstillet en Dankortautomat. Kunderne kan ved hjælp af Dankort hæve penge, således at automaten udskriver en bon på beløbet. Denne bon kan derefter anvendes som betalingsmiddel ved kasserne. I løbet af dagen havde en kunde ved klagerens kasse betalt med en bon lydende på 500 kr. Kunden gjorde opmærksom på, at der var en fejl ved Dankortautomaten, idet kunden først havde fået en ulæselig bon og først ved andet forsøg en almindelig bon på 500 kr. Kunden gav såvel den korrekte bon som den ulæselige bon til klageren, uanset at kunden kun fik penge tilbagebetalt i forhold til en bon på 500 kr., idet det var kundens opfattelse, at beløbet kun var hævet 1 gang på kontoen.

Efter lukketid gjorde klageren kassen op. I denne forbindelse fortalte hun forretningens førstemand, F, om det passerede, og hun gav ham den ulæselige bon. Lidt senere kom F tilbage og fortalte hende, at der var hævet 2 gange 500 kr. på kundens konto, således at kunden ville komme til at betale 500 kr. for meget for varerne. F sagde, at han ville overveje, hvorledes sagen kunne løses. Senere kom F tilbage og tog 500 kr. fra klagerens kasse. Han hæftede pengene på den krøllede bon og gik med begge dele. Der blev ikke udfærdiget noget bilag for det beløb, F havde fjernet fra kassen.

Den 25. januar 1991 om morgenen blev klageren kaldt ind på forretningens kontor, hvor butikschefen C og førstemanden F var tilstede. Hun fik at vide, at banken havde konstateret en manko på 500 kr. i hendes kasse.

Hun fortalte om den ulæselige bon, men C og F afviste, at dette kunne have noget med mankoen at gøre. Klageren bestred, at have tilegnet sig pengene. Forretningens ejer, B, blev tilkaldt, og diskussionen om kassemankoen fortsatte. Til sidst blev der underskrevet følgende erklæring:

„..... d. 25-1-1991
Jeg fratræder dags dato min stilling som lærling i ........, da jeg erkender at have taget kontante penge af flere gange (4 mdr.s periode) som udgør beløb: ca. 10.000,- kr. efter revision fra .....
Ovenstående er i overensstemmelse med den aftale de undertegnede parter har indgået.
A: (sign.) A
C: (sign.) C, butikschef
B: (sign.) B, købmand
A har lovet at kontakte sine forældre om ovenstående og at de giver tilbagemelding til: C i ......
A: (sign.) A
Efter opgørelse fra revisionen forbeholder vi os ret til at gøre udlæg i januar-lønnen og evt. feriepenge."

Der blev endvidere udarbejdet en erklæring om ophævelse af uddannelsesaftalen, hvori det er angivet, at aftalen ophæves ensidigt fra virksomhedens side på grund af tyveri.

Klageren henvendte sig herefter til sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, der straks protesterede mod uddannelsesaftalens ophør og gjorde gældende, at erklæringen var underskrevet under pres. Samtidig blev indklagede opfordret til at indgive politianmeldelse, hvilket herefter skete.

Sagen blev herefter efterforsket af politiet, men politimesteren i ....... meddelte ved skrivelse af 8. april 1991, at han den 15. marts 1991 havde truffet beslutning om at indstille efterforskningen, da der ikke var fundet noget grundlag for at rejse sigtelse mod klageren. Politisagens akter har været fremlagt for nævnet.

Der er fremlagt en oversigt over samtlige kassedifferencer for forretningen for den sidste del af 1990 og januar 1991. Det fremgår heraf, at der i klagerens kasse har været kassedifferencer, der i en del tilfælde har været større end kassedifferencerne hos de andre ansatte, selvom der generelt er konstateret ret store udsving.

De samlede differencer, der i erklæringen af 25. januar 1991 er opgjort til ca. 10.000 kr., er senere opgjort til 4.279,97 kr.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun den 25. januar 1991 ca. kl. 9,30 blev hentet ind på kontoret til C af F. Hun fik at vide af C, at banken havde meddelt, at der dagen før havde manglet 500 kr. i hendes kasse. Hun svarede, at det ikke kunne passe, idet hun havde optalt et overskud på 29,97 kr. Hun blev flere gange spurgt: „Hvor er de 500 kr.? Hun fortalte om den ulæselige Dankortbon, som havde ført til, at F havde taget 500 kr. i hendes kasse, men det ville C ikke høre på, og han sagde, at nu skal vi have fundet ud af det her. Hun kunne ikke sige andet, end at hun ikke havde taget nogen penge, men C og F sagde, at det måtte være hende, der havde taget pengene. 15 - 30 minutter senere forlod C og F kontoret. Hun blev bedt om at vente på kontoret. Ca. 5 minutter senere kom F tilbage og sagde, at hun skulle blive siddende, fordi der kom en, der ville tale med hende. Ca. 20 minutter senere kom C ind sammen med B. B sagde: „Vi har et problem med 500 kr." Hun gentog, hvad hun tidligere havde sagt om Dankortbonen. Men de var ikke interesseret i at tale herom. Efter nogen tids diskussion skrev C noget ned på et stykke papir. B og C diskuterede herefter indbyrdes hvor mange penge, hun i alt kunne have taget, uden at der havde været nogen diskussion om tidligere kassedifferencer. Hun fik erklæringen udleveret til underskrift og fik at vide, at hun havde 10 minutter til at skrive under. Sagen kunne blive mellem de tilstedeværende uden indblanding af politiet, hvis hun skrev under. Hun skrev under kl. ca. 11 - 11,30 efter at have skimmet erklæringen. Hun følte sig chokeret, men hun græd ikke. Hun bad ikke om, at få tilkaldt bistand, f.eks. fra sine forældre. Hun har pr. 1. november 1991 fået en ny uddannelsesaftale indenfor samme branche. Den tid, hun har arbejdet hos indklagede, er blevet godskrevet hende.

Købmand B har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 ca. kl. 10 blev ringet op af C der sagde, at der var problemer med A. Hun havde i den senere tid haft mange kassedifferencer, og dagen før havde der manglet 500 kr. Han kørte til forretningen. På kontoret havde han en samtale med A og C om de manglende 500 kr. Efter nogen tid erkendte A, at hun havde taget pengene. Herefter diskuterede man tidligere kassedifferencer. A sagde, at hun ved en række lejligheder havde taget 100 kr., sommetider 200 kr. Hun havde brugt pengene til at gå i byen for om lørdagen. Da det ikke var muligt præcist at opgøre det samlede beløb, prøvede han og C at regne et tilnærmet beløb ud. A fik lov til at gennemlæse erklæringen inden hun skrev under. Han sagde til A, at han ikke ville ødelægge hendes fremtid ved at anmelde hende til politiet. Han forlod forretningen ca. 10,45.

Butikschef C har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han af F blev gjort opmærksom på forholdet omkring den ulæselige Dankortbon, og at der var en difference på 500 kr. i As kasse. Han og F diskuterede sagen, og de var enige om, at der måtte være en direkte manko på 500 kr. i hendes kasse. Under samtalen på kontoret med A og F gik de i fællesskab kasseopgørelse m.v. igennem. A sagde, at hun ikke havde taget pengene, men han kunne personligt ikke se, at der var anden forklaring, selvom A omtalte den ulæselige Dankortbon. Han bad A blive siddende på kontoret og gik udenfor sammen med F for at diskutere sagen. Da der tidligere havde været uacceptable kassedifferencer i As kasse, blev de enige om at ringe efter B, der ankom ca. 20 minutter senere. På kontoret lagde han sagen frem for B, mens A var tilstede. A fastholdt, at hun ikke havde taget pengene. Ordet tyveri blev ikke nævnt. Man talte også om Dankortbonen. På et tidspunkt sagde A uopfordret, at hun havde taget pengene, men det var efter hans mening også den eneste mulighed. Han spurgte A, om hun ved andre lejligheder havde taget penge. A svarede, at hun flere gange havde taget 100 kr., 200 kr. eller 500 kr. Herefter sagde B, at hun blev bortvist på grund af tyveri. Han skrev efter forhandling med B erklæringen. De var alle tre sammen om at udregne beløbet ca. 10.000 kr. Ordet politi blev ikke nævnt. Han var sikker på, at der var en uforklarlig manco på 500 kr. den 24. januar 1991, ellers havde han ikke tilkaldt B, og A var ikke blevet bortvist.

Førstemand F har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 talte med C om kassedifferencen på 500 kr., som de hæftede sig særligt ved på grund af tidligere kassedifferencer i As kasse. Under samtalen på kontoret med C og vidnet sagde A, at vidnet jo havde taget 500 kr. i hendes kasse den foregående aften i forbindelse med Dankortsagen. Denne forklaring førte ikke til noget. De talte frem og tilbage, men A fastholdt, at hun ikke havde taget pengene. De tidligere kassedifferencer blev også bragt på bane, men A nægtede også at have taget disse penge. Vidnet og C gik ud for at diskutere sagen og blev enige om at ringe efter B.

P, der er As far, har under personligt møde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 talte med A midt på dagen. Hun græd og var ude af sig selv. Hun fortalte, at hun var blevet beskyldt for at tage af kassen, og at hun var blevet fyret. Hun sagde, at det ikke passede, at hun havde taget af kassen, men at hun var blevet tvunget til at skrive erklæringen under. Han kørte til forretningen, hvor han talte med C. Han spurgte C, om der var beviser for de 10.000 kr., men han fik ikke rigtig noget svar udover at C sagde, at A frivilligt havde skrevet under.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at der ikke er ført noget bevis for, at hun har gjort sig skyldig i tyveri, tværtimod er det godtgjort, at der den 24. januar 1991 ikke har været tale om tyveri. Den erklæring, som klageren har underskrevet, er under disse omstændigheder ikke noget afgørende bevis. i øvrigt må det lægges til grund, at klageren er blevet tvunget til at underskrive erklæringen, hvilket bestyrkes af, at beløbet i erklæringen er opgjort mere end dobbelt så højt, som det teoretisk kunne være.

Indklagede har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at erklæringen af 25. januar 1991 er en bindende gensidig aftale om klagerens frivillige fratræden. Hertil kommer, at hun i erklæringen har erkendt tyveri, og derfor skal indklagede ikke føre bevis for rigtigheden heraf. Det er i denne forbindelse uden betydning, at beløbet i erklæringen foreløbigt er opgjort for højt.

Indklagede har videre gjort gældende, at klageren har gjort sig skyldig i tyveri den 24. januar 1991, men erkendt, at dette ikke kan dokumenteres.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), kontorchef Per Saugmann og fuldmægtig Jannicke Eva Poulsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokatfuldmægtig Erik Christiansen (Butiks og Kontor Arbejdsgiverforening) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Handlingsforløbet den 24. januar 1991 udelukker efter nævnets opfattelse i sig selv, at den konstaterede kassedifference kan lastes klageren på nogen måde. Dette burde have stået såvel indklagede som hans betroede personale klart.

Når indklagede desuagtet - ud fra en fast overbevisning om, at klageren havde stjålet 500 kr. den 24. januar 1991 - har formået klageren til at underskrive erklæringen af 25. januar 1991, kan årsagen hertil efter nævnets opfattelse alene være, at der er udøvet et betydeligt - og på den givne baggrund ganske utilbørligt - pres på klageren. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at der ikke er fundet noget som helst bevis for, at tidligere kassedifferencer skyldes et uredeligt forhold fra klagerens side.

Herefter finder nævnet, at der i det hele må ses væk fra den underskrevne erklæring.

Klagerens fratrædelse hos indklagede findes under disse omstændigheder ganske at måtte ligestilles med en uberettiget bortvisning, således at klageren har krav på engodtgørelse.

Denne godtgørelse, der ikke kan sidestilles med løn i en opsigelsesperiode, findes skønsmæssigt at burde fastsættes til 30.000 kr. med renter som påstået, og således at det ved fastsættelsen af dette beløb tillige er taget i betragtning, at klageren ubestridt skyldte indklagede 818,97 kr., der derfor ikke skal fragå ved betaling af godtgørelsen.

Efter omstændighederne finder nævnet endvidere, at der i denne sag foreligger så specielle omstændigheder, at nævnets normale praksis om at ophæve sagsomkostningerne bør fraviges, således at det pålægges indklagede at betale sædvanlige omkostninger til klageren, der gennem sit forbund har været repræsenteret ved advokat.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, betaler til klageren, efg-elev A, 30.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 14. maj 1991.

Sagens omkostninger for Tvistighedsnævnet betaler indklagede til klageren med 6.000 kr.

De pålagte beløb betales inden 14 dage.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. juni 1991 i sag
nr. 37/1991

Lærling A mod B under konkurs

Ved uddannelsesaftale af 24. maj 1988 blev klageren blikkenslagersvend A, antaget som lærling af indklagede B indenfor blikkenslager/VVS-montør med uddannelsesperiode 1. maj 1988 - 30. april 1990.
Den 2. juni 1989 blev indklagede erklærede konkurs.

Under denne sag har klageren ved sin faglige organisation Rør- & Blikkenslagernes Fagforening af 1873 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale kr. 15.276,- med tillæg af feriepenge, i alt kr. 17.185,-.

Det indklagede konkursbo har trods lovlig varsling ikke givet mødet for nævnet.

Det påståede beløb udgør løn under det afsluttende skoleophold efter konkursdekretets afsigelse. Da klageren har haft et læreforhold forud for læreforholdet hos indklagede, har det faglige udvalg tiltrådt, at der ved afslutningen af skoleopholdet er udstedt uddannelsesbevis, uanset at læretiden ikke var fuldt gennemført.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Da det må lægges tilgrund, at konkursboet ikke har foretaget bestræbelser for, at skaffe klageren et andet uddannelsessted, finder nævnet, at klagerens påstand, i overensstemmelse med nævnets praksis, bør tages til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, under konkurs betaler inden 14 dage kr. 17.185,- til klageren blikkenslager A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
30. august 1991 i sag
nr. 38/1991

Elev A mod B

Ifølge uddannelsesaftale af 31. december 1989 indgik efg-elev A, født 1969, aftale med B, om uddannelse indenfor kontor, all-round for perioden 31. december 1989 til 31. december 1991.
Klageren har ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark nedlagt påstand om betaling af følgende beløb:

Løn for april 1991, hvor klageren var i arbejde 7.400,00 kr.

Løn for maj, juni og juli 1991, hvor klageren ikke var i arbejde 22.200,00 kr.

Herfra går á conto udbetalt -800,00 kr.

Feriegodtgørelse for optjeningsåret 1990 5.330,00 kr.

Feriegodtgørelse for optjeningsåret 1991 5.783,00 kr.

I alt 39.913,00 kr

Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at nævnet ophæver uddannelsesaftalen pr. 31. juli 1991, samt at indklagede udsteder bevis for delvist gennemført uddannelse frem til 1. maj 1991.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han har indgået ny uddannelsesaftale pr. 1. august 1991.

Nævnet skal udtale:

Ved at undlade at udbetale løn til klageren, har indklagede gjort sig skyldig i en grov misligholdelse, der berettiger klageren til at kræve uddannelsesforholdet ophævet.

Under hensyn til de forelagte oplysninger om klagerens fortsatte uddannelse andetsteds pr. 1. august 1991, finder nævnet ikke at kunne kritisere klagerens opgørelse af sit krav.

Herefter tages klagerens krav i alt hele tilfølge.

Thi bestemmes:

Inden 14 dage betaler indklagede, B, til klageren, efg-elev A, kr. 34.130,00, og inden samme frist indbetaler indklagede til Feriegiro kr. 5783,00.

Det mellem klageren og indklagede indgåede uddannelsesforhold ophæves pr. 31. juli 1991. Det pålægges indklagede inden 14 dage, at udstede bevis til klageren for delvist gennemført uddannelse for tiden 31. december 1989 til 1. maj 1991.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
22. maj 1992 i sag
nr. 46/1991

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, elev A, født den 22. juli 1970, og indklagede, B, blev den 4. oktober 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som butikselev med uddannelsesperiode fra den 1. oktober 1990 til den 30. september 1992. Den 5. september 1991 ophævede klageren sin uddannelsesaftale på grund af manglende betaling af løn.
Ved klageskrift af 7. november 1991 har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 89.982,52 kr., der er opgjort således:

Løn for perioden 1. oktober 1990 til 15. september 1991 68.825,00 kr.

Med fradrag af a conto udbetalt i perioden 19.700,00 -

49.125,00 kr.

Overarbejde i perioden 1. oktober 1990 til 31. august 1991 2.662,68 kr.

Skyldig feriegodtgørelse 8.194,84 kr.

59.982,52 kr.

Ulempeerstatning for tab af uddannelsesgode 30.000,00 kr.

I alt 89.982,52 kr.

Det er oplyst, at der den 11. december 1991 er afsagt konkursdekret vedrørende B.

Konkursboets kurator har fremsendt en opgørelse over de acontobeløb, der er udbetalt til klageren fra 1. februar 1990 indtil han fratrådte. Det bemærkes herved, at klageren i tiden 1. februar 1990 til 30. september 1990 var ansat hos indklagede som „ung i arbejde". Det fremgår af denne oversigt, at der fra 16. oktober 1990 til 26. juni 1991 er udbetalt i alt 20.700 kr., men heraf udgør betalingen pr. 16. oktober 1990 - der ikke kan vedrøre oktober måned - 1.000 kr. Der er således overensstemmelse mellem parternes opgørelse af de a conto udbetalte beløb.
Indklagede har ikke gjort indsigelse mod klagerens lønkrav, men har bestridt, at der skal betales ulempeerstatning.

Herudover har indklagede fremsendt en håndskrevet opgørelse over klagerens køb hos indklagede på i alt 10.146,50 kr. Der er ikke anført købsdato udfor de enkelte poster, men af den eneste vedlagte nota fremgår, at købsdatoen er 11. september 1989. Indklageren har påstået saldoen for varekøb fradraget i klagerens tilgodehavende.

Klageren har vedstået at have købt de opgjorte effekter hos indklagede, men dels er købene foretaget inden elevtidens begyndelse, dels har klageren et krav fra tiden som „ung i arbejde", hvilket krav Tvistighedsnævnet ikke kan påkende, som langt overstiger saldoen på varekøbet.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han fra september 1991 til januar 1992 var arbejdsløs. Den 21. januar 1992 begyndte han undervisning på VUC.

Indklagede har - skønt lovlig indkaldt - ikke været repræsenteret på nævnets møde.

mer i denne sag deltaget fuldmægtig Erik Christiansen (Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Da indklagede ikke har bestridt klagerens samlede løntilgodehavende på 59.982,52 kr. har nævnet kun anledning til at tage stilling til den godtgørelse, klageren har krav på som følge af indklagedes misligholdelse af uddannelsesaftalen ved ikke at udbetale lønnen rettidigt.

Den godtgørelse der som følge heraf tilkommer klageren findes passende at kunne fastsættes til 20.000 kr.

Som sagen foreligger til påkendelse må nævnet tage klagerens indsigelser mod, at der skal ske fradrag som følge af varekøbet, til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 79.982,52 kr. til klageren, efg-elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
18. juni 1992 i sag
nr. 4/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 19. oktober 1973, og indklagede, B, blev den 30. september 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for jern & metal - automekaniker med uddannelsesperiode fra den 30. september 1991 til den 29. september 1995. I januar 1992 blev hun bortvist på grund af ulovlig udeblivelse.
Under anbringende af at bortvisningen er uberettiget har klageren, ved sin faglige organisation Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift af 13. februar 1992 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 50.715 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun i april 1991 blev ansat hos indklagede som arbejdspige og senere fik en uddannelsesaftale. Det er rigtigt, at hun ca. 20 gange i elevtiden er mødt mellem 1 og 2 minutter for sent. Hun mødte ikke på arbejde mandag den 6. og tirsdag den 7. januar 1992 på grund af personlige problemer. Direkte adspurgt ønsker hun ikke at oplyse, hvad hun mener med „personlige problemer". Hun var den 5. januar ikke i nærheden af en telefon og kunne ikke bede andre om at ringe til indklagede. Hun kom hjem tirsdag den 6. januar om morgenen. Hun kunne på det tidspunkt ikke ringe til indklagede. Direkte adspurgt ønsker hun ikke at oplyse, hvorfor hun ikke kunne ringe. Hun blev ringet op midt på dagen fra indklagede. Hun begrundede ikke sit fravær, og hun blev ikke opfordret til at møde.

Driftsleder D har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at klageren ca. 20 gange i elevtiden kom for sent. Det varierede, hvor meget hun kom for sent, men i enkelte tilfælde drejede det sig om ½ time. Klageren udeblev mandag den 6. januar 1992 uden at give underretning om årsagen. Da hun også udeblev om tirsdagen, bad han sin sekretær om at ringe hjem til hende. Klageren havde ingen forklaring på, hvorfor hun ikke var mødt. Da hun mødte om onsdagen blev hun spurgt om årsagen til fraværet. Hun gav stadig ingen forklaring og sagde intet om, at hun havde været syg.

I sagens behandling har, som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet, deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), kontorchef Per Saugmann og konsulent Sven-Peter Nygaard (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Niels Chr. Daugaard (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har, som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag, deltaget kontorchef Klavs Voss (Industriens Arbejdsgivere) og sekretær Carl Salmonsen (Dansk Metalarbejderforbund).

Et flertal 4 medlemmer udtaler:

Da klageren trods direkte opfordring hertil, hverken overfor indklagede eller overfor Tvistighedsnævnet, har ønsket at oplyse, hvorfor hun har undladt at møde på uddannelsesstedet mandag den 6. januar og tirsdag den 7. januar 1992, må disse dommere lægge til grund, at der er tale om en ulovlig udeblivelse. Ved sin vægring mod at forklare har klageren herudover udelukket nævnet fra at tage evt. undskyldende eller formildende omstændigheder i betragtning.

Da klageren ulovligt er udeblevet i 2 dage, finder disse medlemmer herefter, at indklagede har været berettiget til at bortvise klageren.

Et mindretal 3 medlemmer udtaler:

Som sagen er forelagt skal Nævnet tage stilling til, om klagerens udeblivelse i 2 dage er en så væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen, at den berettiger indklagede til at ophæve aftalen efter prøvetidens udløb.

Eleven blev ansat hos indklagede i april 1991, og indgik herefter en uddannelsesaftale for perioden 30. september 1991 til 29. september 1995.

Klageren har angivet personlige problemer som begrundelse for sin udeblivelse, og har også begrundet sin forklaring med disse personlige problemer.

Under hensyn til klagerens langvarige tilknytning til virksomheden, og at det drejer sig om 2 dages udeblivelse, finder disse medlemmer ikke, at der er tale om en væsentlig misligholdelse. Der lægges i den forbindelse vægt på, at klagerens oplysning om personlige problemer ikke kan betegnes som manglende oplysning, men som en forståelig ulyst til at involvere andre i disse problemer, hvilket også indklagede burde have forståelse for.

Det er disse medlemmers opfattelse, at en så væsentlig ting som at ophæve en uddannelsesaftale, kun kan ske under iagttagelse af sædvanlig praksis om at give eleven påtale og advarsler.

Disse medlemmer stemmer herefter for at tage klagerens påstand til følge.

Der afsiges kendelse overensstemmende med flertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes for den af klageren, elev A, nedlagte påstand.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. august 1992 i sag
nr. 9/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 20. januar 1971, og indklagede, B, blev den 16. september 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for handel og kontor med uddannelsesperiode fra den 6. august 1991 til den 5. august 1993. Uddannelsesaftalen blev ophævet i prøvetiden den 1. november 1991.

Under anbringende af at der ikke er udbetalt løn i henhold til gældende overenskomst har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift af 31. marts 1992 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.143,72 kr.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for nævnet.
Klageren har for nævnet fremlagt opgørelse over manglende betaling af forskudttidstillæg og overarbejdsbetaling for perioden 6. august til 1. november 1991. Efter opgørelsen er der udbetalt 1.905,53 kr. for lidt. Hertil kommer feriepenge af beløbet 238,19 kr., således at det samlede tilgodehavende udgør 2.143,72 kr.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Niels Chr. Daugaard (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Erik Christiansen (Butik og Kontor Arbejdsgiverforening) og sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Nævnet finder intet grundlag for at anfægte den af klageren foretagne opgørelse af tilgodehavende forskudttidstillæg og overarbejdsbetaling og tager derfor klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, betaler inden 14. dage 2.143,72 kr. til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. april 1993 i sag
nr. 13/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 27. august 1971, og indklagede, B, blev den 24. april 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for bygge & anlæg - murer med uddannelsesperiode fra den 6. august 1990 til den 5. august 1993.

Under anbringende af at indklagede ikke har udbetalt løn m.v. har klageren ved sin faglige organisation Murerforbundet i Danmark ved klageskrift modtaget den 10. marts 1992 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 48.397,55 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det påståede beløb fremkommer således:

Manglende lønudbetaling i perioden 30. december 1991 - 5. april 1992 25.286,00 kr.

12 1/2 % feriegodtgørelse heraf 3.160,75 kr.

Feriegodtgørelse for 1991, 12 1/2 % af 79.446,36 kr. 9.930,80 kr.

38.377,55 kr.

+ erstatning for afbrudt elevforhold 10.000,00 kr.

I alt 48.377,55 kr.

Indklagede har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han under et møde på ...... Tekniske Skole i december 1991 aftalte med skolen, at den med virkning fra årsskiftet overtog ansvaret for klagerens uddannelse, idet indklagede havde indgået aftale med en ny elev, og idet klageren flere gange havde sagt, at han overvejede at søge en anden branche eller i hvert tilfælde et andet uddannelsessted. Indklagedes virksomhed er kun godkendt til 1 elev. Foreholdt den forklaring, der er afgivet af vidnet L, fastholder indklagede sin forklaring. Da klageren fratrådte, skrev indklagede under på en blanket om uddannelsesforholdets ophør. Klageren havde blanketten med, og klageren fik blanketten med igen, da han gik. I et evt. krav fra klageren skal fragå værdien af det værktøj, klageren har fået udleveret. Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at indklagede skrev under på en blanket om uddannelsesforholdets ophør, da klageren i begyndelsen af januar ophørte med sit arbejde. Blanketten var kun påført indklagedes underskrift, intet andet. Klageren beholdt efter aftale med indklagede blanketten til brug ved indgåelse af en ny uddannelsesaftale. Inden jul 1991 havde indklagede sagt til ham, at han skulle finde en ny uddannelsesplads, da indklagede havde antaget en ny elev fra nytår. Under et møde den 6. januar 1992 sagde skolen og fagforeningen, at man ville søge at finde et nyt uddannelsessted. Indklagede sagde ved den lejlighed, at han ikke havde meget arbejde. Der blev ikke talt om, at skolen ville overtage uddannelsesaftalen. Den 8. januar 1992 sagde indklagede til ham, at han fremover skulle arbejde på murerskolen. Han fik arbejde som elev den 6. april 1992 hos en anden murermester, men han har ikke fået nogen ny uddannelsesaftale. L, der er ledende lærer ved mureruddannelsen ved ..... Tekniske Skole, ..... afdeling, har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at der blev afholdt et møde mellem fagkonsulenten, klageren og indklagede i begyndelsen af december 1991, efter at man havde hørt, at der var visse uoverensstemmelser. Der var enighed om at søge klageren placeret andetsteds i en periode, men der blev ikke talt om, at skolen skulle overtage uddannelsesansvaret. Det var ikke muligt straks at finde et uddannelsessted. I begyndelsen af januar 1992 blev der påny afholdt et møde, men der skete på dette møde intet nyt. På et tidspunkt fik vidnet besøg af indklagede, der sagde, at han ville afskedige sin nye lærling, hvis man ikke fandt en plads til klageren. Indklagede er ikke godkendt til at uddanne et bestemt antal elever. Vidnet skaffede klageren ind hos en murermester i ..... Der er formelt tale om et udlån (udstationering), og der er derfor ikke indgået ny uddannelsesaftale. Skolen har på intet tidspunkt påtaget sig nogen forpligtelse overfor hverken klageren eller indklagede, man har alene tilbudt at forsøge at hjælpe.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget murermester Torben Friis (BYG Byggeriets Arbejdsgivere) og faglig sekretær Erich Søborg (Murerforbundet i Danmark).
Efter bevisførelsen lægger nævnet til grund, at det ikke er godtgjort, at ..... Tekniske Skole har forpligtet sig til at overtage uddannelsesansvaret - og dermed heller ikke har overtaget forpligtelsen til at betale løn til klageren. Det påhviler herefter indklagede at betale løn og feriegodtgørelse til klageren indtil det tidspunkt, hvor han har modtaget løn andetsteds.

For så vidt angår kravet om feriegodtgørelse for 1991 lægger nævnet den af klageren foretagne opgørelse til grund. Da den fortsatte uddannelse af klageren sker i form af udstationering fra indklagede, har indklagede allerede af denne grund intet krav på, at værdien af værktøjet fratrækkes. Klagerens påstand på dette punkt tages herefter til følge.

Under hensyn til det forhandlingsforløb, der er gået forud, og til at klageren fortsat er under uddannelse som murer finder nævnet ikke tilstrækkelig anledning til at pålægge indklagede at betale erstatning for afbrudt elevforhold.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 38.377,55 kr. med procesrente fra den 10. marts 1992 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
3. juli 1992 i sag nr. 14/1992

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, efg-elev A, født den 28. oktober 1970, og indklagede, B, blev den 11. december 1989 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for murerfaget - bygge & anlæg med uddannelsesperiode fra den 16. januar 1990 til den 15. juli 1992. Den 8. april 1992 blev selskabet erklæret konkurs, hvorefter klageren fratrådte.

Under denne sag, der er indbragt for nævnet ved klageskrift af 6. maj 1992, har klageren ved sin faglige organisation Murerforbundet i Danmark påstået indklagede tilpligtet at betale en erstatning på 75.584,00 kr.

Klageren har under møde i nævnet den 24. juni 1992 ændret sin påstand således, at indklagede tilpligtes at betaler 29.241,00 kr. svarende til 3 måneders løn.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har - skønt lovlig indkaldt - ikke givet møde for nævnet.

Det er oplyst, at klageren har fortsat sin uddannelse hos firmaet F, hvortil klageren af indklagede har været udlånt i en del af sin uddannelsestid hos indklagede.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og advokat Vagn Marqurdt (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark. Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget murermester Torben Friis (BYG Byggeriets Arbejdsgivere) og sekretær Erich Søborg (Murerforbundet i Danmark).

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 29.241,00 kr. til klageren, efg-elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. november 1992 i sag
nr. 21/1992

Elev A mod B

Den 5. november 1991 indgik klageren, elev A, født den 20. december 1968, uddannelsesaftale med indklagede, B, om uddannelse inden for bagerfaget. Uddannelsestiden var 1. oktober 1991 til 30. april 1995.

Sagen var berammet til onsdag den 25. november 1992, kl. 10.00.

Klageren var mødt.

Indklagede har, skønt lovligt indvarslet, ikke givet møde.

Indklagede har afgivet svarskrift.

Sagen er herefter behandlet efter reglerne i § 15, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 896 af 6. november 1992.
Det fremgår af sagen, at eleven ophævede uddannelsesaftalen den 25. april 1992 pågrund af arbejdsgiverens misligholdelse. Arbejdsgiveren har herunder forlangt, at eleven skulle møde på praktikstedet, under sit skoleophold, i perioden 17. februar til 23. februar 1992, hvor arbejdsgiveren havde ferie. Arbejdsgiveren har i den forbindelse givet eleven besked på, at sygemelde sig på skolen. Herudover er eleven systematisk blevet sat til overarbejde uden at få den overenskomstmæssige løn.
Elevens krav er opgjort således:

Efterbetaling for overarbejde m.v. 12.401,00 kr.

Godtgørelse for mistet uddannelse 15.000,00 kr.

27.401,00 kr.

Hertil kommer ikke afregnede feriepenge af kr. 60.554,12 i alt 7.569,26 kr.

Eleven har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han pr. 1. august 1992 fik etableret en ny uddannelsesaftale med bistand af NNF. Dette uddannelsesforhold har han senere selv afbrudt i prøvetiden.

I sagens behandling har, som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet, deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), fuldmægtig Frederik Nielsen og konsulent Sven-Peter Nygaard (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Niels Chr. Daugaard (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har, som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag, deltaget sekretær Ole Wehlast (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet) og oldermand, bagermester Leif Gram Hansen (Den Danske Bagerstands Fællesorganisation).

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Den af klageren udfærdigede opgørelse over overarbejde, findes ikke at kunne kritiseres.

Under sagens behandling for nævnet, har klageren nedsat sit krav på refusion af transportudgifter under skoleophold fra kr. 2.810,- til kr. 1.920,-

Herefter finder nævnet ej heller, at kunne kritisere denne opgørelse.

Klagerens opgørelse af overarbejde m.v. lægges derfor til grund ved nævnets afgørelse.

Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen på grundlag af misligholdelse fra indklagedes side. Under hensyn til karakteren af misligholdelsen, og det oplyste om klagerens nye uddannelsesaftale, finder nævnet efter en samlet bedømmelse, at indklagede skal betale en godtgørelse på kr. 15.000,-.

Klagerens krav på feriepenge, der ikke er bestridt af indklagede, tages ligeledes til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, betaler inden 14 dage til klageren, elev A, kr. 27.401,-. Beløbet indbetales til Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, C. F. Richsvej 103, 2000 Frederiksberg.

Inden samme frist indbetaler A kr. 7.569,26 til Feriegiro vedrørende elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kopi af kendelsen sendes til Feriegiro.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. april 1993 i sag
nr. 22/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 27. april 1965, og indklagede, B, blev den 24. august 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for kontor, all-round med uddannelsesperiode fra den 24. august 1991 til den 23. august 1993. Uddannelsesaftalen blev mundtligt ophævet af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ..... afd., på elevens vegne den 10. februar 1992, hvilket blev skriftligt bekræftet den 11. februar 1992.

Under anbringende af at indklagede ved sin behandling af klageren har gjort sig skyldig i væsentlig misligholdelse af den indgåede uddannelsesaftale, har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift modtaget den 6. august 1992 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 75.000 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om betaling af erstatning i anledning af, at klageren uberettiget har ophævet uddannelsesaftalen.

Det er oplyst, at uddannelsesaftalen ikke er indsendt til registrering.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun var glad for sit arbejde i prøvetiden, hvor hun blev rost for sit arbejde. Men efter nogen tid begyndte direktøren, D, at overfuse hende i groft sprog. Han sagde bl.a., at hun var for kraftig, og at hun skulle vende siden til, når hun gik ind ad en dør. Han sagde også, at hun havde lort i hovedet og at grunden til hendes ringe arbejdsevne nok var graviditet. Ved en anden lejlighed sagde han, at der kraftedeme vankede, hvis hun ikke opførte sig pænt. Dette opfattede hun som en trussel. En dag sagde han, at hun skulle få sin røv sat op på en rulle rusten pigtråd og drejet den rundt. Hendes forældre er begge lærere. Direktøren vidste dette og sagde ved en lej lighed, at lærere og akademikere alle sammen er kværulanter, ligesom han ved flere andre lejligheder latterliggjorde hendes forældre. Efter råd fra forældrene begyndte hun i januar 1992 at føre den dagbog, der er fremlagt, over de episoder, hun har været udsat for. Den 5. februar 1992 sagde hun til direktøren, at voksne mennesker vel kunne tale ordentligt til hinanden. Han svarede, at her var det kraftedeme ham, der bestemte. Hun skulle bare rette sig efter, hvad der blev sagt. En dag i begyndelsen af februar gik direktøren og bogholderen på et tidspunkt til frokoststuen. De tilkaldte senere klageren fra kontoret. På et senere tidspunkt sagde direktøren, at kassen var væk. Hun blev bebrejdet, at hun havde ladet en fremmed sælger være alene, og han sagde, at det var hendes ansvar, at kassen var stjålet. Senere fik hun at vide, at der var tale om en spøg, at kassen var blevet gemt på værkstedet. Hun mener selv, at hun klarede sit arbejde tilfredsstillende. Hun henvendte sig til HK, da hun følte, at hun ikke længere psykisk kunne stå imod. Hun har ikke fået ny uddannelsesaftale andetsteds.

D, der er direktør hos indklagede, har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, de udtalelser, som klageren har refereret, ikke er fremsat. Han har dog fremsat udtalelsen om pigtråd til en af svendene. Klagerens forklaring om det grove ordvalg er ren fantasi og må skyldes hendes ønske om at kunne gå fra pladsen. Han var glad for klageren og har rost hende ved adskillige lejligheder. Klageren har aldrig beklaget sig over omgangstonen. Han har ikke fjernet kassen. M spurgte ham, hvad man skulle gøre, hvis kassen var væk, men han har intet haft med den pågældende episode at gøre.

N har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun var ansat hos indklagede fra 9. oktober 1991 til 5. december 1991. Klageren blev behandlet dårligt af direktøren, der med personlige, sårende bemærkninger kommenterede klagerens forhold. Direktøren hentydede herunder ofte til klagerens forældre, og i nogle situationer råbte og skreg han. Direktøren sagde, at han havde en sort notesbog, og når der stod to sider om, var det ud. Sprogbrugen var meget hård, og hun har ikke på nogen anden arbejdsplads været ude for noget tilsvarende. Hun opsagde selv sin stilling og blev dagen efter sagt op af direktøren.
M har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun fra 1. december 1991 på deltid har forestået bogholderifunktionen hos indklagede. Klageren havde svært ved at opfatte tingene, og hun manglede tilsyneladende interessen, så det nærmest virkede som om, hun modarbejdede den fastsatte forretningsgang. Klageren har da også selv sagt, at hun hellere ville uddannes indenfor reklamebranchen. Direktøren roste klageren ved mange lejligheder, hvilket vidnet har bebrejdet ham. Omgangstonen i firmaet var god, og sprogbrugen var pæn. Vidnet kan ikke forestille sig, at nogen kan have følt sig såret, og klageren faldt da også godt ind i tonen. Vidnet er derfor overrasket over denne sag. Om episoden vedrørende kassen har vidnet forklaret, at hun havde sagt til klageren, at hun skulle låse, når hun forlod kontoret. Vidnet spurgte klageren, hvad hun ville gøre, hvis kassen var væk. Klageren svarede blot, at det var den jo ikke. Direktøren blev først blandet ind i episoden senere, men han sagde ikke noget. Hun opfatter episoden som en bagatel.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm (Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen) og faglig sekretær Hanne Christensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter bevisførelsen lægger nævnet til grund, at klageren hos indklagede har været udsat for en så utilbørlig behandling i form af personligt groft krænkende udtalelser fra indklagedes direktør, at hun har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen på grund af væsentlig misligholdelse fra indklagedes side.

Et flertal 4 medlemmer (Formanden, Niels Christian Daugaard, Andy Andresen og Hanne Christensen) finder at erstatningen, der som følge heraf skal betales af indklagede, fastsættes skønsmæssigt til en godtgørelse på 45.000 kr.

Et mindretal 3 medlemmer (Sven-Peter Nygaard, Frederik Nielsen og Rikke Palm) finder at erstatningen passende kan sættes til kr. 10.000 kr.

Der vil være at afsige kendelse overensstemmende med flertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 45.000 kr. med procesrente fra den 6. august 1992 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. april 1993 i sag
nr. 24/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev a, født den 8. februar 1974, og indklagede, B, blev den 4. september 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for jern & metal - glasrørblæser med uddannelsesperiode fra den 3. september 1990 til den 2. september 1994.

Med virkning fra 1. maj 1992 nedlagde indklagede Glasteknisk Værksted med den virkning, at der ikke fremover var mulighed for at uddanne klageren hos indklagede. Der er indenfor faget et meget ringe antal elever.

Under anbringende af at indklagede uberettiget har bragt uddannelsesforholdet til ophør har klageren ved sin faglige organisation Specialarbejderforbundet i Danmark ved klageskrift modtaget den 21. januar 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 86.252 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Den 28. april 1992 indsendte indklagede meddelelse om, at uddannelsesaftalen var ophævet ensidigt fra virksomhedens side med virkning fra 1. maj på grund af nedlæggelse af Glasteknisk Værksted. Virksomheden havde forinden ved henvendelse til en række firmaer indenfor branchen forsøgt at skaffe mulighed for en videreførelse af uddannelsesaftalen.

Den 2. september 1992 rettede Specialarbejderforbundet i Danmark henvendelse til Tvistighedsnævnet om sagen.

Den 20. november 1992 skrev indklagede til klageren, at man nu havde fundet et firma, som var villig til at medvirke til, at klageren fra den 1. december 1993 kunne færdiggøre sin uddannelse. Det fremgår af sagen, at dette firma havde stillet som krav, at indklagede betalte klagerens løn i den resterende uddannelsesperiode. Specialarbejderforbundet i Danmark rettede den 23. november 1992 henvendelse til indklagede med henblik på forhandling om en erstatning til klageren.

Da klagerens forbund fastholdt, at der var baggrund for et erstatningskrav meddelte indklagede ved skrivelse af 18. december 1992 klageren, at man på denne baggrund anså tilsagnet om en fortsættelse af uddannelsesaftalen for bortfaldet.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Berit Vinther (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget mæglingschef Preben Kristiansen (Industriens Arbejdsgivere) og forretningsfører Verner Klemmensen (Specialarbejderforbundet i Danmark).
Nævnet lægger til grund, at den eneste årsag til, at klagerens uddannelse ikke er blevet fortsat er, at indklagede som en reaktion på et krav fra klagerens faglige organisation ikke har ønsket at medvirke hertil.

Denne tvist kunne - og burde - imidlertid være blevet behandlet på normal vis uafhængigt af uddannelsesforholdets fortsættelse.

Nævnet har på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelig anledning til at tage stilling til, om indklagede i april 1992 var berettiget at bringe uddannelsesforholdet til ophør. Derimod findes indklagede ved sin handlemåde i slutningen af 1992 at have pådraget sig et erstatningsansvar i anledning af at klageren med føje må anse sin hidtidige uddannelse for spildt.

Under hensyn til sagens omstændigheder findes indklagedes handlemåde at være så grov, at erstatningen bør fastsættes til en godtgørelse på 70.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 70.000 kr. med procesrente fra den 21. januar 1993 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. november 1992 i sag
nr. 27/1992

Elev A mod B

Den 30. januar 1992 indgik klageren, elev A født den 19. august 1971, uddannelsesaftale med indklagede, B, om uddannelse inden for dyrebrugerfaget - fodermester. Uddannelsestiden var 21. oktober 1991 til 27. april 1992. (Restlæretid).

Sagen var berammet til onsdag den 25. november 1992, kl. 13.30

Klageren var mødt.

Indklagede har, skønt lovligt indvarslet ikke givet møde.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift.

Sagen er herefter behandlet efter reglerne i § 15, stk. 1, jf. stk. 3 i bekendtgørelse nr. 896 af 6. november 1992.

Klageren har opgjort sit krav således:

Manglende løn 14.900,71 kr.

Manglende ferie 12,5 dage 4.102,75 kr.

Manglende kostpenge 575,00 kr.

Ferietillæg 1 % af kr. 61.932,71 619,33 kr.

Samlet krav i alt 20.197,79 kr.

I sagens behandling har, som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet, deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), fuldmægtig Frederik Nielsen og konsulent Sven-Peter Nygaard (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Niels Chr. Daugaard (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har, som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag, deltaget forretningsfører Steen Andersen (Specialarbejderforbundet i Danmark) og advokat Kirsten Maxen (SALA).

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Den af klageren udfærdigede opgørelse over overarbejde m.v. findes ikke at kunne kritiseres.

Nævnet lægger derfor denne opgørelse til grund.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, betaler inden 14 dage til klageren, elev A, kr. 20.197,79. Beløbet indbetales til Specialarbejderforbundet i Danmark, Nyropsgade 20, Box 392, 1790 København V.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
15. april 1993 i sag
nr. 30/1992

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 28. juli 1973, og indklagede, B, blev den 21. oktober 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som anlægsgartner med uddannelsesperiode fra den 2. april 1991 og 4 år frem.

Under anbringende af at indklagede ikke har udbetalt overenskomstmæssig løn m.v. og ikke har draget omsorg for, at uddannelsesaftalen blev godkendt, har klageren ved sin faglige organisation Specialarbejderforbundet i Danmark ved klageskrift modtaget den 29. oktober 1992 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 82.892,38 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede er godkendt som uddannelsessted indenfor anlægsgartneri, men ikke som planteskole. Nævnet har i den anledning tidligere behandlet en sag mod indklagede i anledning af manglende godkendelse som uddannelsessted som planteskole (sag nr. 25/1988). Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han for det meste har arbejdet i planteskolen og ikke som anlægsgartner.

Indklagede har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han sendte uddannelsesaftalen til Arbejdsformidlingen i ..... med henblik på registrering/godkendelse, men han modtog ingen reaktion fra Arbejdsformidlingen. Siden har han med jævne mellemrum ringet til ..... Tekniske Skole for at spørge, hvornår klageren skulle på skoleophold. Han modtog kun henholdende svar.

Foranlediget heraf har Tvistighedsnævnet rettet henvendelse til Arbejdsformidlingen og de tekniske skoler i området. Arbejdsformidlingen og skolerne har alle erklæret, at de intet kender til den pågældende uddannelsesaftale eller til evt. samtaler med indklagede.

Sagen har herefter påny været mundtligt forhandlet i nævnet.

Klageren har for nævnet fremlagt en kalender udvisende hvilket arbejde, han har udført, og hvilken løn han overenskomstmæssigt skulle have haft udbetalt. Indklagede har fremsat indsigelse mod nogle af klagerens oplysninger og i øvrigt anført, at kalenderen bærer præg af at være udarbejdet efterfølgende.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Berit Vinther (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Kirsten Hansen (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeningen) og forretningsfører Ib Skals Jensen (Specialarbejderforbundet i Danmark).
Efter bevisførelsen lægger nævnet til grund, at den af klageren fremlagte dokumentation for sit arbejde på alle væsentlige punkter er korrekt, således at der tilkommer klageren en efterbetaling, der skønsmæssigt fastsættes til 50.000 kr. inkl. feriegodtgørelse.
Nævnet lægger efter bevisførelsen endvidere til grund, at indklagede ikke har indsendt uddannelsesaftalen til registrering og i øvrigt i strid med uddannelsesreglerne har anvendt klageren i planteskolen, hvor indklagede ikke er godkendt som uddannelsessted. Den uddannelse, som klageren har modtaget, findes ikke med sikkerhed at kunne overføres til en ny uddannelsesaftale. Nævnet finder, at indklagede i den anledning bør betale en erstatning, der skønsmæssigt fastsættes til en godtgørelse for manglende oplæring på 25.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 75.000 kr. med procesrente fra den 29. oktober 1992 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

1993

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. april 1993 i sag
nr. 2/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 12. april 1972, og indklagede, B, blev den 12. februar 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som jordbrugsmaskinfører med uddannelsesperiode fra den 18. juni 1990 til den 28. februar 1993.

Ved skrivelse af 20. marts 1992 meddelte indklagede, at klageren var „fyret på grund af manglende ordre."

Under anbringende af at indklagede ikke har udbetalt overarbejdsbetaling og uberettiget har ophævet uddannelsesaftalen har klageren ved sin faglige organisation Specialarbejderforbundet i Danmark ved klageskrift modtaget den 21. januar 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 90.217,11 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for Tvistighedsnævnet.

Det påståede beløb fremkommer således:

Manglende overarbejdsbetaling for tiden 22. maj 1990 - 22. marts 1992 57.970,76 kr.

12 1/2 % feriegodtgørelse heraf 7.246,35 kr.

65.217,11 kr.

+ erstatning for afbrudt elevforhold 25.000,00 kr.

I alt 90.217,11 kr.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 1. juni 1992 fik en ny uddannelsesaftale. Han er nu udlært med en måneds forsinkelse.

Efter bevisførelsen lægger Tvistighedsnævnet klagerens opgørelse af overarbejde til grund. Da de anvendte timesatser svarer til de overenskomstmæssigt fastsatte, tager nævnet herefter i det hele klagerens påstand om betaling af overarbejde til følge.

Da klagerens uddannelsesperiode som følge af indklagedes uberettigede ophævelse af uddannelsesaftalen er blevet forlænget med en måned finder nævnet, at indklagede herudover bør betale en erstatning på 12.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 77.217,11 kr. med procesrente fra den 28. januar 1993 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
21. oktober 1993 i sag
nr. 5/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 30. maj 1968, og indklagede, B, blev den 1. august 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med uddannelsesperiode fra den 1. august 1992 til den 31. juli 1995.

I slutningen af januar 1993 blev uddannelsesforholdet bragt til ophør.

Under anbringende af at ansvaret for uddannelsesforholdets ophør påhviler indklagede og at klageren ikke har modtaget forsvarlig oplæring, har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift modtaget den 24. marts 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 52.000 kr. med procesrente fra sagens indbringelse.

Indklagede har ved sin faglige organisation Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen påstået frifindelse.

Klageren har tidligere indgået uddannelsesaftale med indklagede. Denne aftale blev den 21. august 1991 ophævet af indklagede indenfor prøvetiden.

Det fremgår af sagen, at indklagede dengang ejede en blomsterforretning i x-by og en blomsterforretning i y-by, der begge var godkendte uddannelsessteder. Klageren arbejdede størstedelen af tiden 1. august 1992 til 12. december 1992 i forretningen i y-by. Den 12. december 1992 blev denne forretning lukket, og klageren arbejdede herefter i x-by.

Den 29. og 30. januar 1993 opstod nogle episoder mellem klageren og indklagede, der resulterede i, at klagerens svigermoder om eftermiddagen lørdag den 30. januar telefonisk sygemeldte klageren. Der var i den forbindelse nogle samtaler mellem klageren og indklagede, hvorom der er afgivet forklaring.

Indklagede sendte herefter et anbefalet brev til klageren, dateret den 30. januar 1993, poststemplet den 2. februar 1993 og modtaget den 4. februar 1993:

„Til A
Du får hermed bekræftelse på din opsigelse fra i lørdags.
Din løn er tilbagekaldt i banken, da jeg så fratrækker det forudbetalte beløb på 3.500,- kr. og varer for 360,- kr. i alt 3.860,- kr. som nu er modregnet i din løn for januar og ny check vedlægges på restbeløbet. Hvis du ønsker bevidnelse på den tid, du har været her, så kan du naturligvis få en sådan en.
Check vedlagt på kr. 162,11.
.........."

Ved skrivelse af 3. februar 1993 anmodede Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, der på dette tidspunkt ikke var bekendt med indklagedes skrivelse af 30. januar 1993, om forhandling med Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen i anledning af forholdene hos indklagede. I skrivelsen er det bl.a. anført:

„..........
For så vidt angår den aktuelle sag, så blev A ansat som salgsassistentelev den 1. august 1992, ......... A har gennem sin ansættelsestid ikke modtaget forskudttidstillæg jf. § 11 stk. 3 i landsoverenskomsten, ligesom der ikke er udbetalt overtidstillæg jf. § 12. A har ligeledes gentagne gange arbejdet i Bs forretning i y-by, desuagtet at uddannelsesaftalen er indgået med x-by butikken, og de derved forbundne omkostninger i form af arbejdstid og transportomkostninger er heller ikke honoreret.
Da organisationerne tidligere har været involveret i sager af samme karakter med x-by butikken, vil forbundet denne gang rejse krav om bod for brud på overenskomsten, ligesom forbundet vil indstille, at x-by butikken fratages godkendelsen til at uddanne elever på baggrund af den række af elevsager, der har været med virksomheden.
Sluttelig skal det meddeles, at A har været sygemeldt siden den 30. januar 1993, bl.a. pga. arbejdsforholdene hos x-by butikken og at forbundet ved forhandlingen vil anføre, at uddannelsesforholdet mellem A og x-by butikken ophæves med baggrund i arbejdsgiverens misligholdelse af uddannelsesforholdet og som konsekvens heraf rejse krav om erstatning for tab af uddannelsesgode.
På baggrund af sagens omstændigheder og da vi er bekendt med, at x-by butikken, på trods af en fortsat gældende uddannelsesaftale med A, allerede har søgt ..... Handelsskole om en ny elev, skal vi anmode om, at forhandlingen etableres snarest muligt ......."

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren, indklagede, K, L og M.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun ved uddannelsesperiodens begyndelse var i forretningen i x-by, hvor indklagede lærte hende at binde buketter. Herefter arbejdede hun i forretningen i y-by, hvor hun i august og september det meste af tiden arbejdede alene. M kom dog hver dag ved 9.30 - 10.30 tiden og blev der til lukketid. Forretningen i y-by var åben 9 - 17.30. Fra omkring 1. oktober kom M ikke mere, og der blev herefter på klagerens anbefaling ansat en praktikant fra midten af oktober, indtil forretningen lukkede i december. Hendes svigermoder har også hjulpet til i forretningen. Klageren åbnede forretningen om morgenen og lukkede om aftenen, hvorunder hun afstemte kassen. Indklagede og M kom kun, når der leveres varer til forretningen eller køres varer ud, men hun kunne ringe til x-by, såfremt hun havde behov for hjælp. Vareindkøb blev foretaget af B, efter at klageren havde afleveret en seddel om, hvad der manglede. Fra begyndelsen af december var forretningen i y-by lukket onsdag og torsdag. Hun arbejdede derfor disse dage i x-by. Fra den 13. december arbejdede hun kun i x-by. Hun skulle i januar på skoleophold, men blev kaldt tilbage af B. Den 29. januar blev hun om morgenen ringet op af indklagede, der spurgte, om hun ville med hende på en tur med blomster. Ca. 20 min. senere ringede indklagede imidlertid og sagde, at klageren blot skulle møde som normalt kl. 9.30. Ved 13 - 13.30 tiden bad hun om sin løncheck, hvorefter hun fik lov til at gå i banken. Hun havde det da ikke godt psykisk. Der var ingen, der havde sagt „god morgen" til hende den pågældende dag. Hun kørte hjem til sin svigermoder, hvorfra hun ringede til HK og fortalte, at hun havde det „ad Pommern til". HK rådede hende til at sygemelde sig, men hendes svigermoder sagde, at hun skulle køre tilbage og tale med indklagede om tingene. Hun kørte derefter tilbage til forretningen. Hun vidste ikke, at M skulle have fri den pågældende eftermiddag. Da hun kom tilbage, blev der ikke sagt „hej". Ca. 15.30 kom hendes ven, V, og på dette tidspunkt brød hun sammen. Efter råd fra V blev hun dog i forretningen. Hun fik ikke talt med indklagede denne dag. Indklagede gik kl. 18, og klageren lukkede forretningen kl. 19. Lørdag morgen mødte hun kl. 9. Heller ikke denne dag fungerede kommunikationen. Hun spurgte indklagede, om hvem der skulle have tidligt fri denne dag. Indklagede svarede, at det var indklagede, der skulle gå først. Klageren blev sat til at lave tørrede produkter. Da hun havde problemer med sin menstruation, kørte hun hjem til sin svigermoder for at skifte. Hun rystede da over hele kroppen. Hun kontaktede sin læge, der rådede hende til straks at sygemelde sig. Svigermoderen ringede derefter til indklagede og sygemeldte hende. Kort tid senere ringede indklagede og bad hende komme. Klageren svarede, at hun ville vente med at komme til om mandagen. Indklagede fandt dette „tarveligt", fordi der var travlt i forretningen. Klageren spurgte, om hun ikke måtte vente med at komme til om mandagen. Hertil svarede indklagede, at hvis hun ikke kom, kunne de betragte det som en fyring.

Indklagede har bl.a. forklaret, at hendes datter M havde fri fra sit arbejde i en bagerforretning hver dag kl. 9, hvorefter hun kørte til y-by på 10 min. Forretningen i y-by var sat til salg allerede inden klageren begyndte den 1. august, og fra midten af oktober blev der holdt ophørsudsalg, dog således at der dagligt blev tilført nødvendige suppleringsvarer. Fra midten af november var forretningen i y-by lukket hver onsdag og torsdag. Den 19. januar 1993 skulle klageren begynde et 30 ugers skoleophold hver tirsdag, onsdag og torsdag. Den 20. januar blev M indlagt på hospital, og indklagede aftalte derfor med skolen, at klageren kunne få fri onsdag og torsdag. I den følgende uge var klageren på skole den 26., 27. og 28. januar. Indklagede har ikke opfattet, at klageren skule have problemer, bortset fra, at hun sagde, at hun havde problemer med sin bank. Om torsdagen havde indklagede en samtale med sin revisor, og hun var bekymret over det dårlige resultat. Hun følte, at hun havde et godt forhold til klageren. Om fredagen sagde klageren blot, at hun havde været i banken i 2 timer. Under sin telefonsamtale med klageren lørdag ved middagstid bad indklagede klageren om at komme i forretningen, således at de kunne tale om tingene. Hun tilføjede, at hvis klageren ikke kom, måtte hun betragte det som en opsigelse fra hendes side.

K har bl.a. forklaret, at hun har været i praktik i forretningerne i y-by i ugerne 44-45 og 47-50 1992. Hendes arbejdstid var 10 - 11.30 og 12 - 16.30. Hun fejede i forretningen, vandede blomster og hjalp i det hele klageren. Der var ikke andet personale til stede. Indklagede kom nogle gange og drak kaffe, og M kom 2-3 gange med varer.

L har bl.a. forklaret, at hun er svigermoder til klageren. Hun har 4 lørdage i november/december 1992 uden betaling hjulpet til i forretningen i y-by. De 3 lørdage arbejdede hun sammen med klageren, den sidste lørdag sammen med indklagede, idet klageren havde fri. Fredag den 29. januar 1993 kom klageren om eftermiddagen til hendes bopæl efter at have været i banken. Klageren havde det psykisk dårligt; hun følte, at hun ikke lærte noget. Problemerne opstod, når indklagede var i forretningen sammen med M, fordi de to ikke kunne sammen. Indtil dette tidspunkt havde der kun været „småproblemer". Klageren rystede og var kridhvid i ansigtet. Klageren ringede til HK, der rådede hende til at sygemelde sig. Vidnet sagde efter denne samtale, at klageren skulle tage tilbage og tale med indklagede. Lørdag den 20. januar kom klageren grædende til vidnets bopæl ca. kl. 1.30. Klageren sagde, at hun ikke havde haft mulighed for at tale med indklagede. Vidnet meldte derefter telefonisk klageren syg overfor indklagede, der ønskede klageren god bedring. Vidnet hørte, at klageren under den senere telefonsamtale samme dag mellem indklagede og klageren, at klageren spurgte: „Er jeg fyret?" Hun ved ikke, hvad indklagede svarede. Den 1. februar ringede vidnet til indklagede og spurgte, om der skulle sendes en sygemelding. Hertil svarede indklagede: „Nej, for A er fyret." Vidnet bad om at få det skriftligt, hvilket indklagede lovede.

M, der er indklagedes datter, har bl.a. forklaret, at hun i efteråret 1992 arbejdede i et bageri. Hendes arbejdstid sluttede kl. 9.00, og hun var indtil oktober i forretningen i y-by senest 9.15. Hun følte, at klageren og hende havde det godt i y-by, selvom der nogen gange var en smule jalousi mellem dem, idet indklagede behandlede klageren bedre end vidnet. De lavede meget blomsterarbejde i y-by. Fra begyndelsen af november var forretningen i y-by lukket to dage om ugen. Efter oktober har hun flere gange været i forretningen i y-by med varer. Hun har herunder 4-6 gange mødt praktikanten K. I x-by har der et par gange været diskussioner, når klageren ønskede ekstra frihed. Fredag den 29. januar 1993 var hun sur på klageren, fordi klageren slet ikke sagde noget som helst. Om lørdagen var der imidlertid ingen problemer. Det var vidnet, der lørdag over middag modtog den telefoniske sygemelding fra klagerens svigermoder. Der var mange kunder i forretningen, så hun fik først fortalt indklagede herom lidt senere. Vidnet var ikke på arbejde om mandagen og har ikke siden lørdag den 30. januar talt med klagerens svigermor. Hun har tidligere været privat veninde med klageren.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og

fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm (Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter bevisførelsen lægger Tvistighedsnævnet til grund, at ingen af parterne har været berettiget til at bringe uddannelsesforholdet til ophør.

Efter oplysningerne om klagerens arbejde i forretningen i y-by, må det endvidere lægges til grund, at klageren kun i ca. 1 måned har været alene i forretningen i den fulde åbningstid, men at hun i denne periode stedse har kunnet tilkalde assistance fra forretningen i x-by. Indtil oktober 1992 var M tilstede i forretningen i næsten hele åbningstiden, og fra begyndelsen af november 1992 har klageren arbejdet 2 dage ugentlig i forretningen i x-by. Det kan herefter ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at klageren ikke ville modtage den fornødne uddannelse hos indklagede.

Efter indholdet af HKs skrivelse af 3. februar 1993 må det lægges til grund, at klageren dengang ikke har opfattet resultatet af telefonsamtalen med indklagede lørdag den 30. januar som en bortvisning.

Da uddannelsesforholdet ubestridt er bragt til ophør i begyndelsen af februar 1993 finder nævnet, at indklagede skal betale et skønsmæssigt fastsat beløb for afbrydelsen af uddannelsesforholdet. Dette beløb fastsættes til 6.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede B skal inden 14 dage betale 6.000 kr. til elev A med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 24. marts 1993 og afregne feriegodtgørelse af lønbeløbet.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. januar 1994 i sag
nr. 12/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 6. maj 1963, og indklagede, B, blev den 8. oktober 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som fagfotograf med uddannelsesperiode fra den 7. oktober 1991 til den 6. januar 1995. Den 23. september 1992 ophævede indklagede uddannelsesforholdet under anbringende af, at klageren skulle have udvist økonomisk uredelighed.

Klageren har ved sin faglige organisation Medieforbundet den 27. april 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 75.852 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af indklagede og klageren samt af reklamebureauindehaver R og af L.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han ca. 1½ måned efter, at klageren blev ansat, fik mistanke om, at der forsvandt penge i virksomheden. En dag ca. 1 uge før den 23. september 1992, medens indklagede havde besøg af en kunde, bad han klageren om at køre i byen og foretage indkøb af nogle varer, der skulle anvendes ved reklamefotografering. Da klageren kom tilbage, konstaterede indklagede ved et tilfælde, da varerne skulle lægges i fryseren, at klageren udover de bestilte varer havde indkøbt hummerhaler, kinarejer og 3-4 halve hummere. Indklagede spurgte klageren, hvad det var. Hertil svarede klageren: „Hov, det er privat." Indklagede sagde hertil, at de skulle snakke om det senere. Alle de varer, som klageren havde købt, var anført på den bon, klageren havde afleveret. De talte nogle dage senere om det passerede, men indklagede husker ikke samtalen herom. I virksomhedens lokale, der ikke er ret stort, lå der penge frit fremme mange forskellige steder. Der blev foretaget kasseafstemning 1 gang om måneden. Den 22. september 1992 fjernede han alle penge, men efterlod 30 kr. ved en radio. Næste dag mødte klageren alene om morgenen. Da indklagede kom ved 11-tiden var pengene væk. Han spurgte klageren, hvor pengene var. Klageren sagde, at han havde købt cigaretter for dem. Herefter sagde indklagede til klageren, at han skulle forsvinde. Indklagede har ikke tidligere hørt, at der skulle være købt sikringer for pengene.

Klageren har bl.a. forklaret, at han ikke har tilegnet sig penge i indklagedes virksomhed. Den dag, han - som af indklagede forklaret - blev sendt i byen, skulle han indkøbe frosne 1 kg. hummere. Han købte samtidig nogle løse hummerhaler og intet andet. Hummerhalerne var ikke købt på den bon, han afleverede ved hjemkomsten. Da indklagede så hummerhalerne, blev han meget ophidset over, at han havde købt ind til privat brug. Indklagede sagde, at de skulle tale om det senere. Da kunden var gået afregnede han indkøbet af de frosne hummere med indklagede, og pengene stemte med bonen. Der lå ikke penge frit fremme mange forskellige steder i virksomheden. Fredag den 18. september 1992, hvor indklagede ikke var til stede, skulle der købes Elsikringer, og der var ingen penge. Han udlagde derfor 30 kr. af sine private penge. Om mandagen gav han indklagede bonen på de 30 kr.. Der var travlt mandag og tirsdag, så han fik ikke pengene. Da han skulle hjem tirsdag den 22. september, var indklagede gået, og han tog derfor 21 kr., der lå på radioen, til betaling af busbillet. Næste morgen blev han straks overfaldet af indklagede. Klageren vedgik, at han havde taget pengene, men han nåede ikke at forklare yderligere, idet indklagede stærkt ophidset bortviste ham. Han arbejder nu som postbud.

R har bl.a. forklaret, at han 2-3 år har været kunde hos indklagede. Han husker, at klageren en dag kom tilbage fra indkøb med varer og en bon. Indklagede spurgte, hvad det var for nogle varer. Klageren svarede, at de var til ham selv. Indklagede sagde, at det måtte de ordne sidenhen.

L, der er indklagedes lillebror, har bl.a. forklaret, at han i 1992 var ansat hos indklagede sammen med klageren. Han har et par gange bemærket, at der om aftenen stod tomme flasker under vasken, men at de var væk næste morgen. Han ved ikke, hvor pengene for flaskerne var. Han har talt med indklagede herom, men han ved ikke. om klageren er blevet spurgt. Han har set, at der har ligget penge fremme i virksomheden, som senere var væk. Det var ikke ualmindeligt, at man tog penge i kassen og lagde en seddel, men klageren afregnede ikke sin seddel.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at han ikke har foretaget private indkøb for indklagedes regning, og at han ikke har tilegnet sig penge fra indklagedes virksomhed. Bortvisningen har derfor været uberettiget.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at klageren har misbrugt sin adgang til at foretage indkøb for virksomheden til privat fordel, og at klageren den 22. september 1992 har tilegnet sig pengene, der lå på radioen.

Da den kassebon, som klageren afleverede efter sine indkøb omkring den 15. september 1992, ikke er fremlagt under sagen, lægger Tvistighedsnævnet klagerens forklaring om det passerede til grund. Der er herefter ikke grundlag for at kritisere klagerens økonomiske dispositioner ved denne lejlighed.
Efter de afgivne forklaringer om virksomhedens arbejdsgang finder nævnet endvidere ikke at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om, at det beløb, der var anbragt ved radioen den 22. september 1992, af klageren retmæssigt kunne anses som refusion af en af ham afholdt udgift til Elsikringer.

Da indklagede allerede herefter har været uberettiget til at bringe uddannelsesaftalen til ophør skal han betale en godtgørelse til klageren. I overensstemmelse med nævnets sædvanlige praksis fastsættes denne godtgørelse skønsmæssigt til 25.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 27. april 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
8. oktober 1993 i sag
nr. 14/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 16. november 1971, og indklagede, B, blev den 23. januar 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som chauffør med uddannelsesperiode fra den 17. februar 1992 til den 16. august 1994. Den 19. februar 1993 opsagde indklagede uddannelsesforholdet „på grund af økonomiske årsager og manglende kørsel".

Klageren har ved sin faglige organisation Kristelig Fagforening og Kristelig Funktionær-Organisation ved klageskrift af 10. juni 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale manglende udbetalt løn med 5.130 kr. og en godtgørelse for mistet praktikplads med 45.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede - efter at han var blevet bekendt med, at sagen omkring 1. april 1993 var blevet forelagt Fagligt Udvalg for Chauffører med henblik på uddannelsesforholdets genoptagelse - telefonisk meddelte klageren, at han kunne tilbyde hende anden ansættelse. Klageren underrettede sin faglige organisation herom ved skrivelse af 16. april 1993, hvori det bl.a. er anført:

„Jeg er blevet tilbudt et job som medhjælper på en møbelbil, og det mener jeg at det kun er fordi, at B ved, at jeg ikke kan klare det job. Det er et andet job, end jeg valgte at blive uddannet i, og jeg ønsker ikke at blive ødelagt p.g.a. jobbet er for tungt for mig. Der er også stadigvæk tvivl omkring, hvad jeg skal have i løn.

..........
Det job, B har fundet til mig, er hos en vognmand, der kører for B, men han har sin egen bil, og er først startet som selvstændig i 1992.
Denne vognmand er V
..........
Inden jeg skulle starte hos V, sagde B at så kunne jeg komme ud og køre en uge for ham.
.........."

Denne henvendelse fra klageren fik Kristelig Fagforening og Kristelig Funktionær-Organisation til den 20. april 1993 at skrive følgende til indklagede:

„Vedr. A
Ovennævnte har meddelt os, De ønsker at hun skal fortsætte uddannelsen hos V, ...... Arbejdet er fysisk langt tungere end det hun fik stillet i udsigt ved påbegyndelsen af sin uddannelse. Hun mener derfor ikke hun vil kunne klare dette arbejde. Denne vognmand kører som selvstændig, men han får sin kørsel gennem Dem, og efter det oplyste har han været selvstændig siden 1992.
Vi skal bemærke at han forinden en elev kan ansættes, skal godkendes og As kontrakt skal også indgås.
De har anmodet A om at „køre en uge" før start hos V hos Dem. Vi forventer derfor hun starter hos Dem - men ikke kun en uge. Vi forudsætter hun fortsætter arbejdet indtil sagen er afgjort - og man evt. har fundet en anden løsning.
.........."

Der foreligger ingen skriftlig reaktion fra indklagede på denne henvendelse, og klageren genoptog ikke sin uddannelse.

Indklagede har til dokumentation for sine økonomiske forhold for Tvistighedsnævnet fremlagt en indkomst- og formueopgørelse for 1992.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og indklagede.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun mellem jul og nytår 1992 med kort varsel måtte afholde beordret ferie. Under et skoleophold blev hun ved samtalen med andre elever klar over, at hun havde krav på løn under ferien. Da hun sagde dette til B, svarede han, at så skulle overenskomsten overholdes på alle punkter. Han satte derfor uden varsel hendes løn ned fra 4.500 kr. pr. 14. dag til 3.360 kr. Hendes opgjorte løntilgodehavende svarer til differencen mellem 4.500 kr. og 3.360 kr. i den resterende ansættelsesperiode. Hun fik kørekort til lastvogn den 26. februar 1993. Hun talte med V om at køre med ham. Meningen var, at hun først skulle køre en uge hos indklagede, og at hun derefter skulle køre hos V. Hun bad om at få det skriftligt, men hun hørte ikke mere, hverken fra V eller fra indklagede. Hun har, siden hun ophørte som elev, modtaget bistandshjælp.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han oprindelig fik forbindelse med V gennem en af sine chauffører. Han havde dengang ikke tilstrækkeligt arbejde, men da han senere fik mere at køre med, rettede han henvendelse til K på Landtransportskolen, med hvem han diskuterede ansættelse af en elev. K, der fortalte ham om uddannelsesreglerne, herunder reglerne for praktikpladser, sagde, at der ikke var noget problem i at ansætte en elev. Herefter indgik han en uddannelsesaftale med A. På et senere tidspunkt forsøgte han forgæves at få uddannelsesaftalen ændret, således at A i stedet blev ansat som langtidsledig med tilskud fra det offentlige. As forklaring om baggrunden for, at hendes løn blev nedsat, er korrekt. Nedsættelsen skete uden varsel. Han var nødt til at afskedige A på grund af manglende ordretilgang. A kørte med en alm. varevogn, der herefter ikke blev benyttet erhvervsmæssigt. Han anvendte nu udelukkende lastbiler i firmaet, idet det var mere rentabelt end kørsel med varevogn. A havde på daværende tidspunkt ikke kørekort til lastvogn. Han gjorde intet for at fremskynde hendes erhvervelse af dette kørekort. Han talte med K om situationen. K var enig i, at han kunne afskedige A. Indklagede fik V til at „tage" A. Det var tanken, at hun skulle være en af 3 personer på en lastvogn, der kørte med møbler. Indklagede skulle fortsat betale As løn.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at indklagede har været uberettiget til at nedsætte klagerens løn fra de aftalte 4.500 til den overenskomstmæssige løn, i hvert tilfælde ikke uden et passende varsel. Indklagede vidste, at A var i færd med at tage kørekort til lastvogn, som hun erhvervede en uge efter, at hun var blevet afskediget. Hun kunne herefter have fortsat sit arbejde hos indklagede under anvendelse af lift og palleløftere. Indklagede har derfor været uberettiget til at afskedige A. Det arbejde, som indklagede tilbød hende hos V, var ikke godkendt.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at han har været berettiget til uden varsel at nedsætte klagerens løn til den overenskomstmæssige løn. A er blevet afskediget på grund af indklagedes dårlige økonomi, idet hun fysisk ikke ville kunne bestride arbejdet med lastvogn, hvilket hun da også selv har erkendt i skrivelsen af 16. april 1993 til sin faglige organisation. Indklagede har derfor været berettiget til at afskedige A.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Claus Kirstein Jensen og fuldmægtig Flemming Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Jørgen Hansen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget direktør Michael Brandt-Nielsen (Danske Vognmænd) og forretningsfører Poul Ågård (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Indklagede findes at have været berettiget til med et passende varsel at nedsætte klagerens løn til overenskomstmæssig løn. Under hensyn til branchens kotymeforhold er nævnets medlemmer enige om, at dette varsel passende kan sættes til 14 dage. Indklagede skal derfor som efterbetaling af manglende løn betale 1.140 kr. samt feriegodtgørelse heraf til klageren.

Tvistighedsnævnet finder, at en praktikvirksomhed bærer den fulde risiko for, at den kan beskæftige en elev ved arbejde, der ikke overstiger elevens påregnelige fysiske formåen.

Indklagede har ikke været berettiget til under henvisning til manglende ordretilgang at afskedige klageren den 19. februar 1993. Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er godtgjort, at indklagede på grund af økonomiske vanskeligheder ikke skulle kunne betale klagerens løn. De bestræbelser, som indklagede har udvist for at skaffe klageren fortsat uddannelse inden for chaufførfaget, findes ikke at kunne tillægges betydning, idet indklagede ikke har været berettiget til at lade uddannelsen ske hos en anden virksomhed uden forudgående godkendelse fra Fagligt Udvalg for Chauffører.

Indklagede skal derfor betale en godtgørelse til klageren for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Godtgørelsen fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets praksis til 30.000 kr.

Thi bestemmes:

Inden 14 dage skal indklagede, B, til elev A, betale 31.140 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. juni 1993, samt afregne feriegodtgørelse af 1.140 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
2. november 1993 i sag
nr. 15/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 22. januar 1973, og indklagede, B, er der opstået tvist om, hvorvidt - og i bekræftende fald fra hvornår - der mellem parterne måtte være indgået et elevforhold. Klageren fratrådte efter indklagedes opsigelse den 5. september 1991.

Klageren har ved sin faglige organisation Dansk Metalarbejderforbund indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med principal påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 17.408,35 kr. eller et efter Tvistighedsnævnets skøn fastsat beløb. Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der ikke på noget tidspunkt er etableret et elevforhold mellem klageren og indklagede. Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der først med virkning fra den 26. august 1991 er etableret et elevforhold mellem klageren og indklagede.

Klagerens principale påstand er opgjort som forskellen mellem udbetalt elevløn og fagets mindsteløn for tiden 6. juni 1991 til 5 september 1991 med tillæg af feriegodtgørelse og søgne- helligdagsbetaling.

Indklagede har ved sin faglige organisation Dansk Industri påstået frifindelse over for alle klagerens påstande.

Der er for Tvistighedsnævnet fremlagt en uunderskrevet og udateret uddannelsesaftale mellem parterne. Herudover er der fremlagt en uddannelsesaftale af ganske samme indhold underskrevet af direktør den 5. juni 1991, men ikke af indklagede, samt yderligere en uddannelsesaftale underskrevet af klageren den 26. august 1991, men ikke af indklagede.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og direktør hos indklagede, D.

Klageren har bl.a. forklaret, at han ved ansættelsessamtalen med D gjorde opmærksom på, at han havde problemer med sin ryg, og at han havde hududslet. De talte om, hvorvidt han kunne blive ansat som elev, men D sagde, at han ønskede at se tiden an. „Han ville se ham feje først." Klageren fik først udleveret en uddannelsesaftale i midten af august, selv om han ved flere lejligheder havde rykket for den. Den uddannelsesaftale, som han fik udleveret, var ikke underskrevet af selskabet. Han talte med D og sagde, at han ville vise aftalen til sine forældre, inden han skrev under. Dette accepterede D. Nogle dage senere afleverede han aftalen i underskrevet stand.

D har bl.a. forklaret, at han fik besøg af klageren sammen med dennes mor. De talte om at etablere et elevforhold, hvilket vidnet accepterede, men han gjorde opmærksom på, at der var 3 måneders prøvetid. Vidnet fik blanketten til uddannelsesaftalen af klagerens mor, der havde medbragt den. De talte også ved den lejlighed om klagerens sygdom. Dagen efter - ca. 1. juni - kom klageren igen og fik forevist virksomheden. Klageren fik ved denne lejlighed udleveret uddannelsesaftalen underskrevet af virksomheden tillige med en ikke underskrevet kopi. Den 6. januar 1991 begyndte klageren hos indklagede. Vidnet rykkede mange gange for den underskrevne uddannelsesaftale, men klageren afleverede den først i slutningen af august - formentlig den 26. august. Foreholdt, at det af vidnet underskrevne eksemplar af uddannelsesaftalen er dateret den 5. juni - og således ikke kan være udleveret til klageren den 1. juni - er vidnet ikke i stand til at forklare denne tilsyneladende uoverensstemmelse.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at klageren på intet tidspunkt har været ansat som elev, og at han derfor har krav på fagets mindsteløn for hele perioden. I hvert tilfælde er et uddannelsesforhold først etableret med virkning fra den 26. august 1993, hvor klageren underskrev uddannelsesaftalen.

Indklagede har til støtte for sine frifindelsespåstande nærmere anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det inden klageren begyndte at arbejde hos indklagede var aftalt, at klageren var ansat som elev.

Klagerens principale påstand vedrører den erstatning, som i givet fald skulle betales, såfremt der ikke er oprettet et elevforhold mellem parterne. En stillingtagen til dette punkt ligger uden for Tvistighedsnævnets kompetence, hvorfor denne påstand ikke kan tages under påkendelse af nævnet. Klagerens principale påstand afvises derfor.
Bevisbyrden for, at der er etableret et elevforhold, påhviler den part, der påberåber sig elevforholdets eksistens. Mod klagerens benægtelse findes det ikke godtgjort, at der mellem parterne inden 6. juni 1991 er aftalt oprettelse af et elevforhold. De afgivne forklaringer findes derimod at føre til, at begge parter den 26. august 1991 var enige om, at der var etableret et elevforhold. Derfor tager nævnet klagerens mere subsidiære påstand til følge.

Thi bestemmes:

B skal anerkende, at selskabet med virkning fra den 26. august 1991 har indgået et elevforhold med A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
8. december 1994 i sag
nr. 16/1993

B mod elev A

Mellem klageren, B, og indklagede, elev A, født den 18. december 1973, blev den 8. august 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som automekaniker med uddannelsesperiode fra den 1. september 1990 til den 31. august 1993. Indklagede ophævede den 19. november 1992 ensidigt denne uddannelsesaftale.

Klageren har ved klageskrift modtaget den 10. juni 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 125.902 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra sagens forelæggelse for Metalindustriens Lærlingeudvalg den 12. marts 1993.

Indklagede har påstået frifindelse mod betaling af 3.000 kr.

Klageren har opgjort sit krav som tabt bruttofortjeneste i den resterende elevtid 121.280 kr. med tillæg af betaling for erhvervelse af kørekort 4.622 kr.

Indklagede har erkendt, at han ikke har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen. Ophævelsen er begrundet med psykiske vanskeligheder i forholdet mellem ham og virksomhedens indehaver. Indklagede har den 19. november 1992 indgået en ny uddannelsesaftale som automekaniker. Indklagede har hos den nye praktikvirksomhed kun fået udbetalt overenskomstmæssig løn.

Det er oplyst, at indklagedes løn var 7.300 kr. pr. måned.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og sekretær Jørgen Pedersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Nævnet har i sin hidtidige praksis pålagt en elev, der uberettiget hæver en uddannelsesaftale, at betale erstatning med et beløb svarende til ½ måneds løn, medmindre der foreligger særligt grove forhold fra elevens side. I sådanne tilfælde kan det komme på tale at lade eleven betale et beløb svarende til hans evt. berigelse.

I den foreliggende sag finder nævnet ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at den normale udmåling af erstatning skal fraviges.

Derimod finder nævnet efter omstændighederne, at indklagede bør betale en andel af udgifterne til hans erhvervelse af kørekort.

Efter en samlet bedømmelse finder nævnet derfor, at indklagede bør betale i alt 5.000 kr. til klageren. Dette beløb skal forrentes fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, skal inden 14 dage til klageren, B, betale 5.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 10. juni 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. januar 1994 i sag
nr. 20/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 18. april 1954 og indklagede, B, blev den 16. marts 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som typotekniker (senere ændret til grafiker) med uddannelsesperiode fra den 5. august 1991 til den 4. august 1994. Den 28. juni 1993 ophævede indklagede uddannelsesforholdet.

Klageren har ved sin faglige organisation Grafisk Forbund indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med principal påstand om, at ophævelsen af uddannelsesforholdet er ugyldig, således at uddannelsesforholdet skal fortsætte, subsidiært med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en efter nævnets skøn fastsat erstatning på ikke under 250.000 kr.

Indklagede har ved sin faglige organisation Grafisk Arbejdsgiverforening påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede ved skrivelse af 17. marts 1993 afskedigede klageren:

„Du afskediges hermed med øjeblikkelig virkning.
Grunden til din opsigelse er samarbejdsproblemer.
Med de mange forskellige problemer for os, af hvilke kan nævnes: Vor direktør Ds tragiske død kun 50 gammel, konkurrencen i den grafiske branche, problemer med kvaliteten vedr. nogle opgaver m.v., er din holdning kun udpræget egoistisk. Du sætter dig selv i centrum og tror kun på, hvad du selv mener. Da jeg så blev beskyldt for at lyve over for dig, kan jeg ikke se vi kan arbejde sammen længere.
Du vil få din løn som normalt og jeg skal nok være behjælpelig med at finde et andet lærested til dig."
Der blev i den anledning den 24. marts 1993 holdt organisationsmøde på virksomheden. Af referatet fremgår bl.a.:
„Virksomhedens indehaver redegjorde for de utilfredsstillende forhold, der vanskeliggjorde samarbejdet mellem parterne. Det blev særligt fremhævet, at As adfærd ofte var generende for de øvrige medarbejderes arbejde. Virksomheden fandt, at samarbejdsforholdene er så belastet, at uddannelsesaftalen ønskes ophævet.
Forbundssiden fandt det ikke godtgjort, at elevens adfærd berettigede til en ophævelse af uddannelsesaftalen og afviste at de gældende arbejdsbetingelser ikke var overholdt.
Der opnåedes enighed om, at parterne nærmere undersøger muligheden for, at uddannelsesaftalen kan videreføres i en anden virksomhed.
Virksomheden tog til efterretning at eleven, med løn fra virksomheden, er fraværende indtil den 13. april 1993. Hvis anden uddannelsesaftale ikke er opnået forinden, fortsætter uddannelsen i virksomheden fra og med den 13. april 1993.
Der var enighed om, at parterne i påkommende tilfælde fortsætter bestræbelserne på at opnå en anden uddannelsesaftale for eleven, og virksomheden bekræftede, at uddannelsesaftalen af eleven kan ophæves med dags varsel. Virksomheden understregede, at uddannelsesforholdet fortsættes på de i virksomheden gældende arbejdsbetingelser.
Forbundssiden opfordrede til at virksomhedens samarbejdsforhold drøftes på et møde mellem indehaveren og medarbejderne."

Det lykkedes ikke at opnå anden uddannelsesaftale for klageren, der den 13. april 1993 fremsendte en sygemelding. Hun blev indkaldt til skoleophold fra den 17. maj 1993. Da hun ikke i mellemtiden havde genoptaget sit arbejde, sendte indklagede den 13. maj 1993 følgende skrivelse til hende:

„Vi har modtaget vedlagte skoleindkaldelse, hvorfor vi anmoder dig om senest i morgen middag kl. 12.00 at underrette os om, hvorvidt skoleopholdet kan gennemføres.
Dette er nok ikke muligt grundet din alvorligt sygdom, som gør du ikke kan møde på arbejde. Vi skal give skolen besked herfra i morgen kl. 12.30."

Der er tvist om, i hvilket omfang klageren besvarede denne henvendelse, men hun gav møde på skolen den 17. maj til den 8. juni 1993, hvor hun sygemeldte sig til skolen.

Indklagede sendte herefter den 23. juni 1993 følgende skrivelse til klageren:

„Ved vort brev af 13. maj d.å. anmodede vi dig om senest fredag den 14. maj d.å. kl. 12.00 at meddele virksomheden, om du, under hensyntagen til dit sygefravær fra virksomheden, kunne gennemføre det skoleophold på ..... Tekniske Skole, hvortil du var indkaldt til påbegyndelse den 17. maj d.å. og afslutning den 22. juni a.å. Efter det for os oplyste, har du selv foranlediget denne skoleindkaldelse.
Du efterkom ikke vor anmodning om svar på det stillede spørgsmål, og ved min telefoniske henvendelse til dig afviste du at besvare spørgsmålet. Ved min henvendelse til ..... Tekniske Skole den 17. maj blev det til mig oplyst, at du var mødt på skolen.
Fra ..... Tekniske Skole er jeg efterfølgende blevet underrettet om, at du fra og med den 8. juni d.å. ikke er mødt til undervisningen.
Af den modtagne skoleindkaldelse fremgår det, at eventuelt sygefravær skal meddeles til virksomheden af eleven.
Virksomheden har fra dig intet modtaget om årsagen til din udebliven. Endvidere er du ikke mødt i virksomheden efter skoleopholdets afslutning.
Vi har d.d. modtaget et brev, hvori du oplyser, at du er syg fra og med den 23. juni d.å.
Med henvisning hertil meddeles det, at virksomheden anser det passerede - herunder sagens manglende sammenhæng - som misligholdelse af uddannelsesforholdet fra din side, medmindre du senest mandag den 28. juni d.å. kl. 14.00 over for mig ved en drøftelse, fyldestgørende og tilfredsstillende redegør for forholdene, og at virksomheden forbeholder sig sin stilling i enhver henseende.
Vi opfordrer dig til at efterkomme vor anmodning om en drøftelse og afventer at modtage nærmere fra dig, hvis du ønsker uddannelsesforholdet fortsat."

Da klageren ikke reagerede på denne henvendelse, fremsendte indklagede den 28. juni 1993 følgende skrivelse til klageren:

„Ved brev af 23.06.93 meddelte jeg til dig, at virksomheden betragter det passerede som misligholdelse af uddannelsesaftalen fra din side, medmindre du senest mandag den 28. juni 1993 kl. 14.00 over for mig fyldestgørende og tilfredsstillende redegjorde for forholdene herunder din udeblivelse fra ..... Tekniske Skole.
Vi opfordrede dig afslutningsvis til at efterkomme vor anmodning om en drøftelse, hvis du ønskede uddannelsesforholdet fortsat.
Ved arbejdstids ophør mandag den 28.06.93 har vi intet hørt eller modtaget fra dig.
Med henvisning til vor skrivelse af 23.06.93 og den manglende reaktion fra din side, meddeles det herved, at uddannelsesforholdet således må anses for ophævet af dig med virkning fra og med din udebliven den 08.06.93.
Under hensyntagen til at din løn herfra er afregnet til og med den 25.06.93, vil der på det foreliggende grundlag ikke blive foretaget videre desangående.
Feriekort vil snarest blive fremsendt."

Klageren reagerede heller ikke på indholdet af denne skrivelse i forhold til indklagede. Det er oplyst, at indklagedes skrivelser af 23. og 28. juni 1993 af klagerens ægtefælle samlet blev fremsendt til Grafisk Forbund den 30. juni 1993 til videre foranstaltning.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun den 7. juni 1993 på skolen bl.a. skulle anvende en scanner. Dette havde hun aldrig prøvet før. Hun fik den 8. juni at vide af studievejlederen, S, at hun ikke kunne følge med i undervisningen og derfor formentlig ville dumpe til den afsluttende prøve. Hun var meget nedbrudt over denne meddelelse og meldte sig straks syg. Hun havde fra den 8. juni til den 23. juni ingen forbindelse med indklagede. Hun reagerede ikke på indklagedes skrivelse af 23. juni, idet hun følte, at hun ikke kunne tale med indklagedes direktør, og hun opgav derfor på forhånd at forsøge.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at indklagede har været uberettiget til at bringe uddannelsesforholdet til ophør. Da klageren er fyldt 39 år, bør der i den anledning fastsættes en meget betydelig erstatning på grund af hendes ringe mulighed for at opnå anden uddannelsesaftale.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at det på det foreliggende grundlag har været berettiget at bringe uddannelsesforholdet til ophør.

Tvistighedsnævnet har ikke hjemmel til at påkende en påstand, hvorefter et uddannelsesforhold skal genetableres (fortsætte). Klagerens principale påstand afvises derfor.

Da indklagede ved skrivelsen af 23. juni 1993 gjorde det klart, at man senest den 28. juni ønskede en forklaring på, at klageren - uden meddelelse til indklagede - var udeblevet fra skolen fra den 8. juni, og da konsekvensen af en manglende reaktion fra klagerens side udtrykkeligt er anført i skrivelsen, finder nævnet, at klageren ved sin passivitet groft har misligholdt uddannelsesaftalen på en sådan måde, at indklagede har været berettiget til den 28. juni 1993 at ophæve aftalen.

Tvistighedsnævnet tager derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede B frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. januar 1994 i sag
nr. 21/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 15. maj 1974 og indklagede, B, blev den 9. september 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 9. september 1991 til den 28. april 1995. Den 2. juli 1993 ophævede indklagede uddannelsesforholdet.

Klageren har ved sin faglige organisation Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 50.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede den 26. maj 1993 sendte klageren følgende skrivelse:

„Hermed fremsender jeg irettesættelse som følger.
Fra dags dato møder du til undervisningen på Teknisk Skole. Hvis du af en eller anden grund ikke møde på skolen en dag, ringer du besked til undertegnede inden klokken 8.00 om morgenen.
Hvis du har fri fra skolen en dag, møder du på arbejde - som vi i øvrigt har sat på plads tidligere.
Det er slut med at lyve over for mig.
Hvis du skulle blive syg skal dette meddeles om morgenen inden arbejdstids begyndelse. Samt stille med en lægeerklæring førstkommende mødedag - arbejde/skole.
Samtidig gør vi opmærksom på, at dine arbejdssedler føres dag for dag og afleveres hver fredag."

På den fremlagte kopi er det på skrivelsen noteret:

„syg den 23/6
Arb.skade
Fod forstuvelse + ledbånd beskadiget, derfor sygemelding frem til foden er i orden."

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og indklagede.

Klageren har bl.a. forklaret, at han var på skoleophold i tiden 17. maj til 23. juni 1993. Under arbejde den 24. juni faldt han ned fra en buk og vred foden. Han var samme dag på skadestuen. Den 25. juni ringede om morgenen og meldte sug syg. Samme dag var han hos lægen og blev sygemeldt for 8-14 dage. Lægen sagde, at han ville sende en lægeerklæring direkte til indklagede. Oprindeligt meldte han sig syg ca. 1 uge, men efter en ny undersøgelse sagde lægen, at han var sygemeldt endnu 1 uge. Han har ikke telefon i hjemmet.
Indklagede har forklaret, at han var tilfreds med klagerens arbejde indtil foråret 1992, hvor svendene begyndte at klage over ham. Den 25. juni ringede klageren og sagde, at han på grund af en forstuvet fod ikke kunne komme 4-5 dage. Indklagede forventede derfor en reaktion fra klageren omkring den 30. juni. Da der intet skete, ringede indklagede til et telefonnummer, han tidligere havde fået af klagerens mor. Der blev ikke svaret. Han kontaktede ikke klagerens mor. Han troede nu, at klageren var ulovligt udeblevet og besluttede sig efter samtale med de øvrige ansatte til at opsige ham, hvilket skete den 2. juli. I august måned modtog han en lægeerklæring om, at klageren var sygemeldt i 8-14 dage.
Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at han den 25. juni 1993 foretog rettidig sygemelding. Han troede, at lægen som lovet ville fremsende lægeattest direkte til indklagede. Indklagede har derfor ikke været berettiget til at bortvise ham den 2. juli uden yderligere meddelelse.

Indklagede har til støtte for sine frifindelsespåstande nærmere anført, at den sygemelding, som klageren afgav den 25. juni 1993, var begrænset til udgangen af juni. Da klageren derefter ikke reagerede, men udeblev uden yderligere meddelelse, har det under henvisning til den tidligere irettesættelse været berettiget at bortvise ham.

Indklagede var bekendt med, at klageren ved en arbejdsskade havde beskadiget sin fod, og sygemelding var korrekt afgivet. Såfremt indklagede efter nogle dages forløb ønskede nærmere oplysning om sygdommens varighed, burde han have søgt kontakt med klageren ved skriftlig henvendelse, da klageren efter det oplyste ikke har telefon. Nævnet finder, at klageren ikke uden at have foretaget en sådan henvendelse med udtrykkeligt krav om orientering kan bortvise klageren.

Da indklagede herefter har været uberettiget til at bringe uddannelsesaftalen til ophør skal han betale en godtgørelse til klageren, der skønsmæssigt fastsættes til 20.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 20.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 4. oktober 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
1. februar 1994 i sag
nr. 22/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 13. januar 1971 og indklagede, B, blev den 2. juni 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor blomster detail med uddannelsesperiode fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1993. Klageren har i forbindelse med uddannelsesaftalens ophør rejst krav om efterbetaling.

Klageren har ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift af 25. oktober 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at efterbetale i alt 15.322,50 kr.

Indklagede har under den mundtlige forhandling for Tvistighedsnævnet nedlagt endelig påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse og mere subsidiært om frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren.

Klageren har opgjort sit krav således:

1. Tillæg for arbejde på særlige tidspunkter 788,56 kr.

2.Overarbejdsbetaling 1. juli 1991 - 30. juni 1993, 331 timer á 42,57 kr. 14.111,96 kr.

3. Med fradrag af for meget betalt elevløn - 1.008,00 kr. = 13.103,96 kr.

4. Feriegodtgørelse 1990 og 1993 315,00 kr.

5. Feriegodtgørelse 1992 og 1993 600,09 kr.

6. Restferietillæg 1992 og 1993 333,96 kr.

7. Ferietillæg under ferie 1993 200,19 kr.

8-9. Restferiegodtgørelse 1. juli 1993- 1. maj 1994 m.v. 19,26 kr.

I alt 15.322,50 kr.

For så vidt Tvistighedsnævnet tager indklagedes mere subsidiære påstand til følge, har indklagede erklæret sig enig posterne 1 og 3 - 7.
Klageren har for Tvistighedsnævnet fremlagt en kalender for 1992 og 1993 udvisende, hvornår hun har haft overarbejde, og hvornår hun har afspadseret. En tilsvarende kalender for 1991 eksisterer ikke længere. På kalenderen for 1992 er det anført: »med fra 1991 36 timer«.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og af indklagedes ægtefælle Æ.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun i løbet af elevtiden har diskuteret honorering af overarbejde med Æ, der forlangte, at hun opgjorde sit overarbejde og afspadsering time mod time. Det er af denne grund, at hun på kalenderen for 1993 til slut kun har anført 23½ times overarbejde. Den lørdag den 3. og søndag den 4. april 1993 deltog hun i en messe. Hun anførte henholdsvis 7½ time og 5 timer som overarbejde på sin kalender. Da Æ så den, krævede han, at hun rettede tallene til henholdsvis 5 og 3 timer, idet der »ikke var noget, der hed 100% tillæg, heller ikke for A.« Hun kendte overenskomsten og vidste, hvorledes overarbejde skulle honoreres, men hun var bange for at insistere på overholdelse af overenskomsten.

Indklagedes ægtefælle har forklaret, at han, der arbejder fuld tid i indklagedes butik, aftalte med klageren forud for uddannelsesaftalens indgåelse, at evt. overarbejde skulle afspadseres eller betales time mod time. Siden har overarbejde ikke været diskuteret. Klageren har under ansættelsen afspadseret time mod time. Han har med mellemrum set den af klageren udfyldte kalender. Da klageren havde fleksibel arbejdstid, har han ikke efterfølgende haft reel mulighed for kontrol af klagerens oplysninger. Han kan ikke forklare, hvorfor klageren har rettet i kalenderen for dagene den 3. og 4. april 1993. Klageren har ikke under sin ansættelse stillet krav om yderligere betaling eller afspadsering af overarbejde. Indklagede ønskede efter en tidligere korrespondance, der ikke har noget med denne sag at gøre, ikke at modtage breve fra HK. Den 18. juni 1993 modtog indklagede sidste gang et anbefalet brev fra HK. Modtagelse blev nægtet. Han spurgte i den anledning bl.a. klageren, om hun vidste, hvad brevet vedrørte. Hun svarede, at det gjorde hun, men hun ville ikke nærmere uddybe dette. Da elevtiden var slut oplyste klageren, at hun for hele elevtiden havde akkumuleret 23½ times overarbejde. Dette er ligeledes anført på hendes kalender. Han gik derfor ud fra, at denne opgørelse kunne lægges til grund. Indklagede skrev i foråret 1993 en meget fin anbefaling til klageren, der var dygtig til sit arbejde. Havde han vidst, at klageren ville rejse denne sag, vil anbefalingen have set anderledes ud.

Klageren har til støtte for sine påstand nærmere anført, at hun som elev skal have løn efter overenskomsten, herunder også honorering af overarbejde. Hun har ført nøje regnskab med overarbejdet, og Æ har løbende set hendes kalender. Den aftale om honorering af overarbejde, som indklagede påberåber sig, er uden retsvirkning. Tvistighedsnævnet er kompetent til at påkende uoverensstemmelser mellem en elev og praktikvirksomheden. Fristen i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, finder ikke anvendelse i denne sag.

Indklagede har til støtte for sin påstand om afvisning nærmere anført, at Tvistighedsnævnet efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, ikke er kompetent til at tage denne sag under behandling, idet elevforholdet er ophørt. Sagen skal derfor afvises.

Indklagede har til støtte for sin subsidiære påstand om frifindelse anført, at den frist på 1 måned for at påberåbe sig en misligholdelse, der er anført i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, i hvert tilfælde analogt må føre til, at klageren har fortabt sit krav på nogen yderligere betaling.

Til støtte for sin mere subsidiære påstand har indklagede anført, at klagerens krav om honorering af overarbejde ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. Der er ikke taget fornødent hensyn til, at den effektive arbejdstid på 37 timer pr. uge kan beregnes som et gennemsnit over en 8-ugers periode. Den opgørelse, som klageren har foretaget på sin kalender, er det ikke muligt nu at kontrollere, og dette må komme klageren til skade. Det er uden betydning, at indklagede har accepteret klagerens opgørelse af de 23½ time, idet denne accept selvfølgelig kun omfatter en opgørelse af overarbejde i overensstemmelse med den mellem parterne indgåede aftale. Klageren har kendt overenskomstens bestemmelser om overarbejde uden at stille krav i overensstemmelse hermed. Hun har derfor også ved passivitet fortabt sin ret.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Jørgen Hansen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter erhvervsuddannelseslovens § 63 kan en tvist mellem en elev og praktikvirksomheden indbringes for Tvistighedsnævnet og ikke for domstolene eller andre myndigheder. Denne ordning er etableret for at sikre den størst mulige sagkundskab og ensartethed ved sagsbehandlingen. Tvistighedsnævnet lægger derfor til grund, at § 63 skal fortolkes således, at nævnet er enekompetent til at behandle alle sager, der har sin oprindelse i et elevforhold, uanset på hvilket tidspunkt den pågældende sag bliver forelagt til afgørelse. Indklagedes principale påstand tages derfor ikke til følge.
Erhvervsuddannelseslovens § 61 omhandler betingelserne for at ophæve en uddannelsesaftale. Ifølge stk. 3 skal ophævelse ske inden for 1 måned efter, at den hævende part har fået kendskab til den omstændighed, som begrunder ophævelsen. § 61, stk. 3, vedrører således alene hævebeføjelsen, og det kan ikke antages, at denne undtagelsesregel ved udvidende eller analogisk fortolkning kan finde anvendelse på andre misligholdelsesbeføjelser. Indklagedes subsidiære påstand om frifindelse tages derfor ikke til følge.

Nævnet anser den opgørelse af, hvornår overarbejde og afspadsering har fundet sted, som klageren har foretaget på sin kalender, der med mellemrum er forevist for Jens Pristed og accepteret ved elevtidens ophør, som bindende for indklagede. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at den eneste reelle forskel på opgørelsen af de 23½ time, som er anført på klagerens kalender, og de 331 timer, der er opgjort i klagerens krav under denne sag, skyldes, at de 331 timer - i modsætning til de 23½ timer - er opgjort i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser om overarbejde. Efter erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, skal klagerens løn mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Denne regel kan ikke fraviges ved aftale. Det forhold, at klageren ikke under elevtiden har krævet overenskomsten overholdt, kan ikke tillægges betydning, idet der påhviler indklagede en selvstændig pligt til at efterkomme overenskomstens bestemmelser.

Herefter lægger Tvistighedsnævnet i det hele den af klageren fremlagte opgørelse til grund. Indklagede skal således betale 15.322,50 kr. til klageren.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 15.322,50 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 26. oktober 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 10. oktober 1994 i sag
nr. 23/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 9. juni 1973, og indklagede, B, blev den 17. september 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kontor - all round med uddannelsesperiode fra den 8. juli 1992 til den 7 juli 1994. Klageren blev den 23. august 1993 opsagt på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget den 23. december 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale i alt 82.392 kr.

Klageren har herudover taget forbehold om krav på feriegodtgørelse.

Indklagede har ikke afgivet svar i sagen og har ikke trods lovlig indkaldelse givet møde for Tvistighedsnævnet.

Det er i klageskriftet oplyst, at indklagede med virkning fra 1. januar 1993 har overtaget den virksomhed, der hidtil var drevet af ........ Det er ved fremlæggelse af lønsedler dokumenteret, at indklagede fra denne dato har udbetalt klagerens løn. På denne baggrund har klageren gjort gældende, at der foreligger en virksomhedsoverdragelse, således at indklagede umiddelbart er indtrådt i uddannelsesaftalen.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren, der bl.a. har forklaret, at hun med virkning fra 1. oktober 1993 indgik en ny uddannelsesaftale, der udløb den 31. august 1994.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Ulrik Damm (Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Da indklagede ikke har svaret i sagen, lægger nævnet klagerens oplysninger om indklagedes overtagelse af virksomheden til grund.

Da det ikke er godtgjort, at indklagede havde ret til at frigøre sig fra uddannelsesaftalen, finder nævnet, at indklagede er erstatningspligtig overfor klageren.

Efter et samlet skøn, hvorved det bl.a. er tillagt vægt, at klageren pr. 1. oktober 1993 opnåede en ny uddannelsesaftale, finder nævnet at indklagede skal betale en godtgørelse på 25.000 kr. til klageren med rente fra sagens indbringelse for nævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 23. december 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

1994

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
23. juni 1995 i sag
nr. 1/1994

Lærling A mod B

Mellem klageren, lærling A, født den 6. august 1972, og indklagede, B ,blev efter klagerens oplysning den 1. oktober 1990 indgået en lærlingekontrakt, hvorefter lærlingen skulle uddannes inden for bagerfaget. Kontrakten blev senere ophævet af indklagede.

Klageren har den 22. februar 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede skal betale en erstatning på 94.728,67 kr.

Indklagede har ikke afgivet svar i sagen og har - skønt lovligt indvarslet - ikke givet møde for Tvistighedsnævnet.

Klageren har opgjort sit krav således:

Ufaglært timeløn 81,77 kr. i 46 uger 141.053,25 kr.

- lærlingeløn 33,00 kr. pr. time i 46 uger 56.850,00 kr.

Difference 84.203,25 kr.

Feriegodtgørelse her af 12 1/2% 525,40 kr.

I alt 94.728,67 kr.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 1. oktober 1990 indgik en skriftlig lærlingekontrakt med indklagede. Han blev fra 1. februar 1991 til 18. december 1991 indkaldt til aftjening af militærtjeneste, og han kunne ikke få udsættelse, idet han havde meldt sig frivilligt. Efter aftale med indklagede begyndte han efter hjemsendelsen igen som lærling, men indklagede bortviste ham efter nogen tid. Han ved ikke hvor den underskrevne lærlingekontrakt befinder sig, og han har ingen kopi.

I sagens behandling har som faste medlemmer deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget oldermand, bagermester Leif Gram Hansen (Den Danske Bagerstands Fællesorganisation) og faglig sekretær Svend Sørensen (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet i Danmark).

Da indklagede ikke har svaret i sagen lægger nævnet klagerens forklaring om det faktiske handlingsforløb til grund.

Nævnet lægger herefter til grund, at indklagede ikke har foranlediget lærlingeaftalen registret, samt at indklagede ikke har overholdt sin pligt til at foranledige klageren uddannet på forsvarlig vis. Der tilkommer herefter klageren ret til erstatning, som passende kan sættes til fagets aflønning som ufaglært efter overenskomsten med fradrag af den løn der er udbetalt til klageren.

Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, lærling A, betale 94.728,67 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens modtagelse i nævnet den 23. februar 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
15. marts 1995 i sag
nr. 3/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 4. august 1973, og indklagede, B, blev den 2. marts 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som klinikassistent med uddannelsesperiode fra den 22. februar 1993 til den 24. juli 1995. Uddannelsesaftalen blev den 11. januar 1994 ophævet af klagerens faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Klageren har herefter ved sin faglige organisation ved klageskrift af 24. februar 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 50.000 kr. i godtgørelse i medfør af ligebehandligslovens § 4, jf. § 14, og 25.000 kr. i erstatning for tab af uddannelsesgode i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, alt med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det har været berettiget at ophæve uddannelsesaftalen som følge af seksuel chikane fra indklagede mod klageren.

Det fremgår af sagen, at klageren tidligere i perioden 25. januar - 19. februar 1993 havde haft en uddannelsesaftale med tandlægerne G og H. Denne aftale blev ophævet i prøvetiden af virksomheden med begrundelsen:

»Desværre stemte vores sociale forventninger til hinanden ikke«.

Under forklaringerne omtales en såkaldt »Water Pik«, der er et særligt mundskylleapparat. Importøren, NeoDental ApS, har herom i skrivelse af 19. april 1994 anført:

».......
Jeg kan kort forklare, hvoraf navnet Water Pik kommer.
For 30 år siden var der en amerikansk ingeniør, som havde fået paradentose. Han fik af sin tandlæge at vide, at han skulle gøre en ekstra indsats med hjemmetandpleje, hvis han ville beholde sine tænder. Som supplement til tandbørstningen opfandt han et apparat til at skylle tandkødslommer og mellemrum med.
Det kaldte han en tandstik af vand, altså en vandtandstik.
På engelsk hedder en tandstik toothpick, og det var derfor en Watertoothpick, og handelsnavnet blev derefter Water Pik.
Water Pik er i dag synonymt med et mundskylleapparat, ligesom f.eks. Terylene er synonymt med kunststof.
Water Pik blev grundlaget for en million $ virksomhed i USA, og virksomheden indgår i dag i en kæmpekoncern og hedder Teldyne WaterPik og er en hæderkronet virksomhed med forhandlere i det meste af verden. Og i Danmark altså mig.
Ligesom Coca Cola hedder det samme i alle lande, ønsker WaterPik at hedde det samme alle vegne.
.......«

Der er under sagen afgivet forklaring af klageren, indklagede, tandlæge T og klinisk psykolog P.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun allerede i januar 1993 havde været i praktik hos indklagede, der driver en tandlægepraksis sammen med tandlæge T. Hun var allerede da ikke glad for atmosfæren. Klinikassistenten, K, sagde, at indklagede kunne være modbydelig, humørsvingende og tyrannisk. Selv oplevede hun ham som lidt underlig. Efter at hun var holdt op hos tandlægerne G og H tog K initiativet til, at hun kom til samtale hos indklagede. Hun talte med indklagede og en anden klinikassistent, L hvorefter hun fik en uddannelsesaftale, selv om hun ikke var helt tryg ved situationen på grund af den tidligere praktikperiode hos indklagede. Indklagede brugte - i modsætning til T - meget ofte klinikassistent under sit arbejde med patienterne. Efter ca. 1 måned holdt L op, og hun var derefter 1 måned alene på klinikken. Derefter kom en tidligere klinikassistent, M, tilbage efter barsel. Den allerførste tid gik det godt, men derefter begyndte indklagede at blive modbydelig og skælde ud over småting. Under behandlingen af patienter gned han nogen gange sit knæ mod hendes. Da det havde stået på en måneds tid rykkede hun sig væk, hvorved hun kom til at sidde i en akavet stilling. Indklagede reagerede ikke. Indklagede har også flere gange gnedet sig op ad hendes ryg, når hun skulle finde journaler, dels når hun stod ved skranken og tog journaler frem, dels i teknikrummet. Hun følte at han ved flere lejligheder, når hun skulle tømme skraldespanden, kiggede sjofelt på hendes brystudskæring. Hun tog derfor en ekstra bluse på. En dag så indklagede en annonce for en »WaterPik«. Han sagde højt: »Tænk, der er et instrument, der hedder en »WaterPik«. Kunne du tænke dig sådan en ?« Dette sagde han, efter at T og klinikassistenten var gået. Han fortalte hende også ved en anden lejlighed, at chokolade øger sexlysten. Indklagede klædte normalt om i teknikrummet. Nogle gange færdiggjorde han ikke omklædningen og gik rundt med bar overkrop i klinikken. En dag kom hun ved et tilfælde ind i teknikrummet under hans omklædning. Han sagde da: »ja, det kan godt være lidt farligt afhængigt af, hvem der kommer«. Til sidst fik hun mareridt om natten og drømte, at han voldtog hende. Den 17. december 1993 afholdt klinikken julefrokost på en restaurant. Hun havde inden da været på et skoleophold. Da hun ankom, præsenterede indklagede hende for T og M som min kone i yngre udgave. Efter spisningen bowlede de, og senere dansede de. Indklagede forsøgt under dansen at kigge hende dybt i øjnene, men hun så væk. På et tidspunkt tog T hjem. Indklagede, M og hun selv tog da til en bodega. Lokalet var fuldt, så de beholdt overtøjet på. Indklagede ville danse med hende. På grund af varmen lukkede hun lynlåsen i sin læderjakke ned. Indklagede så på hende, som om han ville tage alt tøjet af hende. Han tog hende derefter på endeballerne og 2 gange på brysterne. Nogle dage senere ringede hun til T og fortalte om det passerede og sagde, at hun ikke ville være længere på klinikken. Hun fik i maj 1994 en ny uddannelsesaftale som klinikassistent.
Indklagede har bl.a. forklaret, at han har drevet tandlægeklinikken fra 1989 sammen med T. Han har tidligere haft klinikassistentelever. Han husker svagt klagerens praktikperiode. Den forløb ganske godt, og derfor antog han hende som elev. Klagerens forklaring om det daglige liv på klinikken kommer helt bag på ham. Det er en lille klinik med en god stemning. Tina var altid i godt humør, når hun mødte om morgnen, og hun havde kun 1-2 sygedage i alt. Han føler, at han har haft et godt samarbejde med klageren, der virkede glad og tilfreds. Han afviser på det bestemteste, at hans omgangsform med klageren har haft noget seksuelt præg. Det kan imidlertid ikke undgås, at man kommer til at berøre hinanden, når man arbejder ved samme tandlægestol. Han har ikke bemærket, at klageren i denne forbindelse skulle have trukket sig tilbage eller indtaget en akavet stilling. Han har ikke set på klageren med et lystent eller sjofelt blik. Han har ikke gnedet sig op ad klageren, men han vil ikke afvise, at han har berørt hende, hvis han har taget telefonen ved skranken. Under alle omstændigheder har han aldrig mærket nogen form for reaktion fra klagerens side. En dag, da T, M, klageren og han selv sad sammen, læste T op fra avisen om en »WaterPik«. Så vidt indklagede husker, fremkom han ikke selv med kommentarer. Han havde set i en artikel i »Søndags BT«, at store mængder chokolade kan øge sexlysten. Dette fortalte han spøgefuldt til klageren en dag, da hun spiste chokolade. Han er ikke gået rundt i klinikken med bar overkrop for at vise sig frem. Han husker ikke, at klageren har overrasket ham under omklædning, men han afviser den af klageren omtalte ordveksling. Fra julefrokosten husker han, at han dansede med klageren på bodegaen. De havde imidlertid overtøjet på og en drink i hånden. Han genkender slet ikke klagerens beskrivelse af det passerede og afviser at have taget på klagerens bryster. Han har ikke talt med klageren siden julefrokosten.

T har forklaret, at han ikke har opfattet indklagede som tyrannisk og lign. Der var derimod et godt samarbejdsklima og en god, venlig tone på klinikken. Han kan slet ikke genkende den »mandehørm« i omgangstonen, som klageren forklarer om. Han anvendte ind imellem klageren som klinikassistent. Hun har aldrig beklaget sig, og hun virkede ikke utilfreds, ligesom hun var meget lidt fraværende. De var i det hele glade for klageren som en udemærket elev. Hun kom også med sin morfar som patient på klinikken. Vidnet læste en dag op fra bagsiden af »Politikken« om »WaterPik-navnet«. De grinede alle. Både klageren og klinikassistenten var til stede. Indklagede sagde så vidt vidnet husker ingenting. Han husker også, at man på et tidspunkt grinede af, at chokolade skulle være sexstimulerende. Han har ikke set indklagede gå rundt på klinikken i bar overkrop, men det kan være sket enkelte gange for at hente rent tøj. Nogle dage efter julefrokosten ringede klageren til ham og sagde, at hun ikke kom mere. Hun kunne ikke holde indklagede ud. Hun fortalte, at han havde taget hende på brysterne ved julefrokosten, efter at han var gået. Vidnet bad hende kontakte indklagede herom. Vidnet sagde intet om, at det ikke kom bag på ham.

P har, som sagkyndigt vidne, bl.a. forklaret, at hun har behandlet mange tilfælde af seksuel chikane. Hun kender ikke klageren. Det er ikke så meget den udførte handling, der er afgørende, som hvorledes handlingen opfattes af den forurettede. Der kan let opstå en rolleforviring i det sædvanlige hierarkiforhold på en arbejdsplads. Kvinder bliver herved usikre og angst, hvilket ofte medfører vanskeligheder ved udførelsen af arbejdet. Samtidig bliver kvinden skamfuld og føler sig misbrugt. På denne baggrund kan der forekomme alvorlige stresssymptomer.

Klageren har gjort gældende, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at hun gennem det meste af sin elevtid hos indklagede har følt sig udsat for seksuel chikane, kulminerede under julefrokosten. Det afgørende ved sagens bedømmelse er, at indklagede på baggrund af hendes reaktioner har vidst eller burdet vide, at hans handlinger blev opfattet som seksuel chikane. Hendes psykologiske reaktioner svarer nøje til de reaktioner, der er beskrevet af vidnet P.

Indklagede har - navnlig på baggrund af den af vidnet T afgivne forklaring - i det hele bestridt, at klagerens forklaring kan lægges til grund ved sagens afgørelse. Under alle omstændigheder har indklagede ikke haft nogen mulighed for at vide eller burde vide, at klageren har følt sig generet.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget tandlæge, lic. odont. Mikael Grabowski (Dansk Tandlægeforening) og faglig sekretær Aage Jacob Jensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Tvistighedsnævnets 7 medlemmer udtaler:

Efter bevisførelsen findes det - navnlig efter den af vidnet T afgivne forklaring - overvejende betænkeligt at lægge til grund, at klageren under det daglige arbejde på klinikken har været udsat for handlinger eller udtalelser, der med føje burde have givet indklagede grund til at tro, at han herved krænkede klageren seksuelt eller berørte seksuelle emner på en for klageren uønsket måde.

Seks medlemmer bemærker i øvrigt:

Derimod må det lægges til grund, at indklagede under opholdet på bodegaen i forbindelse med julefrokosten har taget klageren på endeballerne og på brysterne. Denne handlemåde indebærer en seksuel krænkelse, som er i strid med ligebehandligslovens regler. Den godtgørelse, som klageren herefter har krav på, fastsættes under hensyn til omstændighederne i forbindelse med krænkelsen skønsmæssigt til 10.000 kr.

Da klageren som følge af indklagedes overtrædelse af ligebehandlingsloven har været berettiget til at bringe uddannelsesforholdet til ophør, skal indklagede herudover betale erstatning efter erhvervsuddannelsesloven. Denne erstatning fastsættes skønsmæssigt til 15.000 kr.

Et medlem bemærker hertil:

Efter bevisførelsen findes det overvejende betænkelig at lægge til grund, at indklagede skulle have taget klageren på endeballer eller bryst. Dette medlem lægger vægt på, at påstand står mod påstand på dette punkt.

Dette medlem stemmer derfor i det hele for at frifinde indklagede.

Der vil være at afsige kendelse efter flertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med procesrente fra den 25. februar 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
1. december 1994 i sag
nr. 6/1994

B mod elev A

Mellem klageren, B, og indklagede, elev A, født den 13. januar 1965, blev den 25. august 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor bagerfaget med uddannelsesperiode fra den 29. juli 1991 til den 28. januar 1994. Indklagede blev den 22. november 1993 bortvist på grund af ulovlig udeblivelse.

Klageren har ved sin faglige organisation, Bager- og Konditormestre i Danmark, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale i alt 4.000 kr.

Indklagede har ikke afgivet svar i sagen og har ikke trods lovlig indkaldelse givet møde for Tvistighedsnævnet.

Det fremgår af sagen, at indklagede den 22. november 1993 ikke mødte frem, selv om klageren ved en tidligere skriftlig advarsel havde meddelt, at indklagede ville blive bortvist, såfremt han udeblev.

Det er oplyst, at indklagedes løn var 8.000 kr. pr. måned, og at han ved bortvisningen havde et løntilgodehavende efter skat på 1.000 kr.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget bagermester Bøje Vinther (Bager- og Konditormestre i Danmark) og faglig sekretær Kaj Møller Christensen (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet).

Da indklagede ikke har svaret i sagen, lægger nævnet klagerens sagsfremstilling til grund.

Da indklagede ved sin gentagne ulovlige udeblivelse har givet klageren rimelig anledning til at bortvisningen, finder nævnet, at indklagede i erstatning bør betale et beløb svarende til ½ måneds løn, eller 4.000 kr., til klageren. Da indklagede har et nettoløntilgodehavende på 1.000 kr. hos klageren afsiges der herefter kendelse om, at indklagede skal betale 3.000 kr. til klageren.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, skal inden 14 dage til klageren, B, betale 3.000 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. maj 1995 i sag
nr. 8/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 16. juli 1976, og indklagede, B, blev indgået en aftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor landbrug - dyreassistent med uddannelsesperiode fra den 1. juli 1993 til den 1. august 1995.

Uddannelsesforholdet ophørte den 31. juli 1993.

Den skriftlige uddannelsesaftale, der er fremlagt under sagen, er alene underskrevet af eleven og indklagede den 7. juni 1993. Efter det oplyste er aftalen efter underskrivelsen ikke tilbageleveret af eleven til indklagede. Denne sag vedrører indklagedes krav på betaling af 1.100 kr. for opstaldning af hest i juli 1993, hvilket beløb er modregnet ved indklagedes lønudbetaling for juli 1993.
Klageren har ved klageskrift af 8. april 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale i alt 1.100 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse fornævnet.
Indklagede har afgivet skriftligt svar i sagen og herunder nedlagt påstand om frifindelse, men har ikke trods lovlig indkaldelse givet møde for Tvistighedsnævnet.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun fratrådte hos indklagede den 31. juli 1993 på grund af uenighed om betalingen for opstaldning. Hun opnåede straks en ny uddannelsesaftale andetsteds. I forbindelse med indgåelsen af uddannelsesaftalen blev det aftalt, at hendes hest skulle opstaldes hos indklagede fra 1. juli 1993. Ca. 14 dage før hun tiltrådte blev aftalen imidlertid ændret, således at hesten først skulle opstaldes fra 1. august 1993. Hesten blev da heller ikke opstaldet hos indklagede i juli 1993.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jan Algreen-Ussing og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Kirsten Maxen (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og afdelingsformand Hans Jørgen Pahlke (Specialarbejderforbundet I Danmark).

Da klageren på tidspunktet for indgåelsen af aftalerne om opstaldning af hesten var umyndig og aftalen er indgået uden værgens samtykke, er aftalerne om opstaldning i det hele uforbindende for klageren.

Nævnet tager derfor klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 1.100 kr. med sædvanlig procesrente fra den 9. april 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. november 1994 i sag
nr. 11/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 20. marts 1974, og indklagede, B, blev den 29. januar 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kokkefaget med uddannelsesperiode fra den 1. november 1993 til den 31. oktober 1996. Klageren blev den 27. marts 1994 opsagt med virkning fra den 31. marts 1994 på grund af manglende interesse for faget.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift af 6. juli 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Opsigelsesskrivelsen af 27. marts 1994 har følgende ordlyd:

»Til A.
du er hermed opsagt som kokkelærling hos mig med virkning fra d 31-3 1994.
Grund. prøve tid 3 mdr. = jeg var i tvivl, da der var gået 2 mdr., jeg spurgte om du nu også var sikker på, at det var kok du skulle være. Jeg følte allerede da, at det ikke rigtig gik som det skulle, med du sagde ja og jeg tænkte ? o.k. vi skal alle have en chance. 3 mdr. jeg var stadig i tvivl, men jeg tænkte det må komme. 4 mdr. ikke de store forbedringer, stadig ikke rigtig med. 5 mdr. ikke med mere. for ustabil, glemmer, ukoncentreret, meget usikker ved slutning af 5 mdr. Dermed beslutter jeg efter samtale med kok og direktør, mine to lærlinge, at det er bedst at du stopper, da vi føler du ikke rigtig er med og rigtig interesseret i det at være kok.«

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at hun pr. 1. august 1994 har fået en ny uddannelsesaftale som smørrebrødselev.

Indklagede har ikke for Tvistighedsnævnet gjort gældende, at der foreligger egentlig misligholdelse fra klagerens side. Han anser hende for uegnet til kokkeerhvervet.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og advokat Vagn Marquardt (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget afdelingschef Bob Nedergaard (Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening) og næstformand Tanja Brauer (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Uddannelsesvirksomhedens opfattelse af en elevs generelle egnethed til faget skal efter erhvervsuddannelsesloven være klarlagt inden prøvetidens udløb og kan ikke på et senere tidspunkt påberåbes som baggrund for at bringe en uddannelsesaftale til ophør.

De kritikpunkter, indklagede har fremført mod klageren, kan derfor ikke begrunde, at uddannelsesaftalen lovligt skulle kunne bringes til ophør i marts 1994.

Herefter er indklagede erstatningsansvarlig over for klageren. Den godtgørelse, som indklagede har krav på, fastsættes skønsmæssigt til 25.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. november 1994 i sag
nr. 12/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født 10. august 1968, og indklagede, B , blev den 2. september 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for landbrug - dyreassistent med uddannelsesperiode fra den 1. august 1993 til den 31. marts 1996. Uddannelsesforholdet er ophørt den 4. maj 1994 i enighed mellem parterne. Denne sag vedrører klagerens krav på betaling for overarbejde i tiden 2. august 1993 til 31. januar 1994.

Klageren har ved sin faglige organisation SiD Danmark ved klageskrift af 6. juli 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale i alt 4.652,41 kr. med tillæg af feriepenge 581,55 kr. i alt 5.233,96 kr.

Indklagede påstår frifindelse.

Klageren har fremlagt en oversigt over sin arbejdstid de enkelte dage i den pågældende periode. Indklagede har oprindeligt gjort indsigelse mod at der i denne opgørelse ikke var taget hensyn til 1/2 times ubetalt pause hver formiddag. Klageren har derefter revideret sit krav på udbetaling ved at fratrække 65 timer. Det nu rejste krav på 4652,44 kr. er klagerens korrigerede krav.

Indklagede har over for nævnet gjort gældende at der herudover skal fratrækkes 1 times middagspause i ugerne 31-38 inklusiv, eller i alt 40 timer. Indklagede har endvidere bestridt at klageren har udført overarbejde i det påståede omfang på lørdage og søndage. Andre ansatte har da heller ikke fremsat lignende krav.

Klageren har over for Tvistighedsnævnet anerkendt at der skal ske fradrag for 40 timers middagspause, idet det ikke i dag med sikkerhed kan afgøres, i hvilket omfang hun har arbejdet i middagspauserne. Klageren har fastholdt rigtigheden af opgørelsen for så vidt angår overarbejde lørdage og søndage.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og arbejdsretskonsulent Birgitte Uldall Kølving (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Kirsten Maxen (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og Forretningsfører Karl Mikkelsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Nævnet lægger den af klageren udarbejdede oversigt over hendes arbejdstider til grund. I overensstemmelse med klagerens erkendelse skal der dog ud over det tidligere foretagne fradrag på ½ times formiddagspause ske yderligere fradrag for yderligere 40 timers middagspause. Det beløb der herefter tilkommer klageren som overarbejdsbetaling fastsættes skønsmæssigt til 2.000,00 kr. med tillæg af feriepenge 250,00 kr. eller i alt 2.250,00 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 2.250,00 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
7. juni 1995 i sag
nr. 13/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 4. oktober 1971, og indklagede, B, blev den 2. februar 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med uddannelsesperiode fra den 1. februar 1993 til den 31. januar 1995. Uddannelsesaftalen blev den 23. februar 1994 ophævet ensidigt af klageren.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift af 8. juli 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at uddannelsesaftalen kunne opsige ensidigt af klageren og at indklagede tilpligtes at betale i alt 42.507,04 kr. med tillæg af feriegodtgørelse og sædvanlig procesrente fra den 10. marts 1994.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, og har under proceduren yderligere nedlagt påstand om erstatning for afbrydelsen af uddannelsesaftalen.

Klageren har opgjort sit krav således:

Løn februar 1994 6.900,00 kr.

Provision februar 1994 2.252,02 kr.

I alt 9.152,02 kr.

Krav om overtidsbetaling:
Daglig arbejdstid mandag - fredag, 5 x 10 timer 50 timer

÷ overenskomstmæssigt 37 timer

Ugentligt overarbejde 13 timer

Overarbejde hver anden lørdag, årligt 30 timer

45 uger à 13 timer 615 timer

+ 30 timer lørdage 30 timer

÷ 14 dages ferie 74 timer

÷ 14 dages skoleophold 74 timer

497 timer x 64,56 kr. 32.086,32 kr.

I alt 41.238,35 kr.

Klagerens månedsløn udgjorde 6.900 med tillæg af provision ca. 3.100 kr., eller i alt ca. 10.000 kr. excl. overarbejde.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han arbejdede i indklagedes forretning i ..... Hans daglige butikschef var C. Hans daglige arbejdstid var som opgjort under påstanden. I begyndelsen af januar 1994 kom afdelingens tilsynsførende, T, i forretningen. Klageren sagde i Cs overværelse til T, at han var træt af alt det overarbejde, han havde. T bad ham sende en opgørelse over overarbejdet for december, der derefter blev betalt sammen med lønnen for januar. Under samtalen sagde T også til ham, at firmaet ikke ville holde på ham. Dette opfattede han således, at han kunne søge anden uddannelsesaftale. C forlod firmaet den 11. januar 1994 og fik ansættelse i en konkurrerende virksomhed. Klageren fik selv ny uddannelsesaftale den 6. marts 1994.

T har bl.a. forklaret, at det er korrekt, at han havde en samtale med klageren i begyndelsen af januar, men C var ikke til stede. Klageren sagde, at han var træt af overarbejde. Vidnet svarede, at nu kom der snart nye folk i forretningen, så ville forholdene bedre sig. Han bad samtidig om en opgørelse over klagerens overarbejde, så ville klageren få alle de penge, som han havde krav på. Vidnet har ikke bedt om en opgørelse alene for december. Vidnet understrege derimod, at der kun kunne finde beordret overarbejde sted. I øvrigt er den udbetalte provision på 1% af omsætningen betaling for medarbejdernes overarbejde.
C har bl.a. forklaret, at klagerens daglige arbejdstid var mandag til fredag 8 - 18 og fra et tidspunkt tillige hver anden lørdag vistnok fra 9 til 12. Vidnet havde en aftale med Harreskov om, at overarbejde skulle afspadseres, men det var der aldrig tid til. Vidnet overhørte noget af en samtale mellem klageren og T i begyndelsen af januar 1994. Klageren ville vist gerne flyttes til en anden forretning. Dette afviste T og tilføjede, at man ikke ville holde på ham. De talte også om betaling for overarbejde, men vidnet husker ikke den nøjagtige ordlyd. Det hørte ikke til god tone at forlade forretningen, hvis der var noget at lave.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der foreligger en aftale mellem ham og T om, at klageren kunne søge anden uddannelsesaftale. Det udførte overarbejde er nøje opgjort, og indklagede har ikke fremsat berettiget kritik af opgørelsen.

Indklagede har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det ikke er dokumenteret, at der var indgået en aftale om uddannelsesaftalens ophør. Der kræves derfor erstatning for klagerens misligholdelse.

Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for overarbejdet, der ikke har været beordret, idet C ikke har haft kompetence hertil. I øvrigt må overarbejde opgøres med jævne mellemrum.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Aage Jacob Jensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at klageren ikke har godtgjort, at han har haft den fornødne klare aftale med indklagede om, at han kunne søge anden uddannelsesaftale. Klagerens ensidige ophævelse er derfor en misligholdelse, som berettiger indklagede til erstatning. I overensstemmelse med nævnets praksis fastsættes denne erstatning til ½ månedsløn eller 5.000 kr.

Indklagede har ikke anfægtet rigtigheden af klagerens opgørelse af overarbejde. Da overarbejdet er sket i forståelse med den daværende butikschef C, bør indklagede herefter betale kravet i overensstemmelse med opgørelsen.

Klagerens krav udgør herefter 41.238,35 kr. med fradrag af 5.000 kr. eller 36.238,35 kr.

Da der ikke er fremsendt rentepåkrav i overensstemmelse med rentelovens regler, kan beløbet ikke forrentes fra noget tidligere tidspunkt end fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 36.238,35 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. juli 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
5. december 1994 i sag
nr. 14/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 23. oktober 1971, og indklagede, B, blev den 2. oktober 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kokkefaget med uddannelsesperiode fra den 1. december 1990 til den 30. marts 1994. Klageren blev den 19. januar 1994 bortvist på grund af tyveri.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift af 5. august 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 16.583,72 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det krævede beløb udgør klagerens løn i den på bortvisningstidspunktet resterende uddannelsesperiode. Klageren har færdiggjort sin uddannelse.

Det fremgår af sagen, at indklagedes virksomhed bygningsmæssigt er integreret med ..... varehuset i ....., og at såvel hotel som varehus indgår i samme koncern. Der er således en adgangsdør til og fra hotellet til varehuset, uden at det er nødvendigt at passere kasseapparaterne i varehuset. Klageren passerede den 19. januar 1994 kort før kl. 16 gennem denne dør medbringende 1 pakke lys til en værdi af 17,95 kr., der ikke var betalt. Ifølge en fremlagt »tilståelsesrapport« tilstod klageren ved sin underskrift, at han herved havde gjort sig skyldig i butikstyveri.

Der er fremlagt uddrag af indklagedes personalecirkulære, hvoraf det fremgår, at »tyverier begået af hotellets personale medfører øjeblikkelig bortvisning uden varsel, uanset værdien af det stjålne.«

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han var bekendt med, at reglerne i personalecirkulæret, og at reglerne var fælles for hotellet og varehuset. Han har erkendt at have tilegnet sig pakken med lys.

Klageren har gjort gældende, at et tyveri fra varehuset ikke kan anses for en misligholdelse af uddannelsesforholdet med hotellet, der er en selvstændig enhed. Subsidiært er det gjort gældende, at et tyveri af varer til en værdi af 17,95 kr. er så ubetydeligt, at der ikke foreligger væsentlig misligholdelse.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og advokat Vagn Marquardt (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget restauratør Poul Schwartzlose (Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening) og afdelingsformand Inger Kok Andersen (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Et flertal af nævnets medlemmer finder, at da klageren var bekendt med, at hotel og varehus havde samme personalecirkulære, og da adgangen fra og til varehuset fra hotellet kunne ske uden passage af de sædvanlige kasselinier, finder dette flertal, at det burde have stået klageren klart, at indklagede i realiteten anså varehus og hotel som en og samme virksomhed. Klageren findes derfor ikke at kunne påberåbe sig, at uddannelsesaftalen var indgået med hotellet og ikke med varehuset.

Uanset beløbets ringe størrelse findes klageren - der var klar over, at indklagede betragtede enhver form for tyveri med største alvor - i væsentlig grad at have tilsidesat det tillidsforhold mellem parterne, der er en nødvendighed for uddannelsesforholdet. Indklagede findes derfor at have været berettiget til at bortvise klageren, uanset at der ikke tidligere var meddelt klageren advarsel.

Dette flertal stemmer på denne baggrund for at tager indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Et mindretale af nævnets medlemmer lægger vægt på, at klageren til sit personale har uddelt et personalecirkulære der er forsynet med hotellets logo. Det fremgår ikke heraf, at cirkulæret også gælder for varehusets område. Desuden lægger disse medlemmer vægt på, som forklaret af indklagedes repræsentanter, at det udelukkende skyldes en tilfældighed, at ..... varehuset samtidig er indehaver af hotellet. Dette mindretal finder efter de afgivne forklaringer, ikke at klageren har været berettiget til at bortvise klageren.

Dette mindretal finder tillige, at den tilegnede pakke lys repræsenterer en så ringe værdi, at indklagede allerede af den grund ikke har været berettiget til at bortvise klageren.

Disse medlemmer stemmer derfor at tage klagerens påstand tilfølge.

Der vil være at afsige kendelse efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
15. november 1994 i sag
nr. 17/1994

Elev A mod B

Mellem elev A, født den 16. februar 1969, og indklagede, B, blev der den 26. januar 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som chauffør med uddannelsesperiode fra den 15. januar 1994 - 14. juli 1996. Den 13. maj 1994 blev klager opsagt af indklagede.

Klageren var mødt tillige med Poul Aagaard (SiD) og Frank Jacobsen (SiD, Esbjerg).

Indklagede var ikke mødt.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og arbejdsretskonsulent Birgitte Uldall Kølving (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget Direktør Michael Brandt Nielsen (Danske Vognmænd) og Forretningsfører Orla Petersen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Der afsagdes herefter følgende kendelse:

Da indklagede ikke har afgivet svar i sagen, og skønt lovlig varsel, ikke har givet møde for Tvistighedsnævnet, lægger nævnet klagerens opgørelse over manglende løn til grund. Dog således at der alene tilkendes procesrente fra sagens modtagelse i Tvistighedsnævnet den 25. august 1994.

Thi bestemmes:

Indklagede B skal inden 14 dage til klageren elev A betale 6.052,65 kr. med tillæg af procesrente fra 25. august 1994. Inden samme frist skal indklagede indbetale feriegodtgørelse for klageren til feriekonto med 4.239,33 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
22. juni 1995 i sag
nr. 21/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 3. februar 1974, og indklagede, B, blev den 4. juni 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor murerfaget med uddannelsesperiode fra den 6. juli 1992 til den 27. oktober 1995. Klageren blev i april 1994 bortvist af indklagede.

Klageren har gennem Københavns Retshjælp ved klageskrift af 11. oktober 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 50.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter Tvistighedsnævnets skøn.

Indklagede har påstået frifindelse.

Den 18. februar 1994 skrev ..... Tekniske Skole - Bygge & Anlæg til indklagede:

»A blev i går hjemsendt fra skolen kl. 13.15 på grund af en række hændelser i skoletiden, som udviklede sig til voldelig og truende adfærd.
A har igennem længere tid chikaneret og mobbet en af sine klassekammerater K.
Undertegnede har i dag kl. 08.00 afholdt et møde med A, K, faglærerne F og G, samt studievejleder S.
Ved mødet fremgik det af faglærernes og Ks forklaringer, at det dårlige undervisningsklima i klassen hovedsagelig skyldtes As stadige forfølgelse af K. A anfægtede ved mødet ikke hændelsesforløbet.
Jeg har ved mødet gjort A bekendt med, at ..... Tekniske Skole ikke vil acceptere hans adfærd, og at han vil blive bortvist fra skolen, hvis der opstår lignende episoder med ham indblandet.
...........«

Den 2. marts 1994 indberettede faglærer F følgende til ledelsen af Københavns tekniske Skole:

»Hermed gøres opmærksom på, at jeg den 1. marts 1994 har sendt lærling A hjem kl. 9.30.
Grunden til dette er, at jeg er godt stykke inde i undervisningsforløbet konstaterede, at A ikke deltog i arbejdet på grund af, at han ingen blyant havde og heller ikke udtrykte noget ønske om at låne en.
Ud fra dette, må jeg gå ud fra, at han ikke er interesseret i den undervisning, vi formidler her på skolen.«

Foranlediget af denne skrivelse skrev inspektør I den 3. marts 1994 følgende til indklagede:

»Undertegnede har d.d. modtaget en klage fra faglærer F over As deltagelse i undervisningen.
Da der foreligger adskillige tidligere klager over As adfærd, ser jeg med stor alvor på sagen.
Jeg vil derfor bede jer tage en samtale med A om hans deltagelse i undervisningen her på skolen.«

Den 23. marts 1994 blev forholdet mellem klageren og K omtalt i dagbladet »Aktuelt« under overskriften: »Afrikansk lærling mobbet i ugevis«.

Ved skrivelse af 26. april 1994 fra indklagede blev klageren bortvist. Det er oplyst, at skrivelsen blev sendt anbefalet til klageren samme dag:

»Det skal herved med beklagelse meddeles, at ovennævnte uddannelsesaftale som murer mellem B og A er annulleret fra dags dato på grund af gentagne klager og bortvisning fra ..... Tekniske Skole - Bygge & Anlæg samt klager fra vores byggepladser.
..........«

Klageren har under personligt fremmøde bl.a. forklaret, at hans skoleophold sluttede den 18. marts 1994. Under episoden med K i bussen truede han ikke med kniv, men han har nok haft sin kniv fremme. Han ikke har følt, at der derefter var problemer af nogen art på arbejdspladsen. Han talte kun i mobiltelefon i pauserne. Det er korrekt, at han har fået at vide, at han ikke måtte tale i telefon på stilladserne. Han var syg den 26. - 28. april 1994 og var derefter på ferie indtil den 12. maj. Han modtog først bortvisningsskrivelsen, da han kom hjem fra ferie.

Murerformand M har bl.a. forklaret, at han i foråret 1994 arbejdede for indklagede på ..... i ..... Klageren begyndte i sjakket den 23. marts. Vidnet kendte artiklen i Aktuelt, men det var vidnets opfattelse, at „tavlen var visket ren". Klageren passede ikke sit arbejde ordentlig, idet han ved flere lejligheder simpelthen udeblev. Når klageren var på arbejde, talte han meget tit i mobiltelefon under arbejde på stilladset. Da vidnet en dag sad og talte med konduktøren, P, kom klageren pludselig løbende ind og råbte: »Hej, drenge!« Da vidnet senere pådagen påtalte dette, svarede klageren, at han var som han var, og tilføjede: »Nu falder fars hammer snart!«

Tillidsmand T har bl.a. forklaret, at han også arbejdede på ..... Klageren havde klart en dårlig indstilling til sit arbejde. Klageren pjækkede og rendte rundt med mobiltelefon under arbejdet på stilladserne. Da formanden påtalte dette, svarede klageren: »Du kan ikke forbyde mig at tale i telefon!«

Murerkonduktør P har bl.a. forklaret, at han havde hørt om episoderne på skolen. A var rapmundet og fræk. Da A kom tilbage fra skolen, fik han en alvorlig advarsel, og han fik at vide, at det nu var sidste chance. Vidnet var en dag til møde med M og T. Pludselig kom klageren meget støjende ind og råbte provokerende højt: »Hej, drenge!« Dette gentog klageren direkte ind i vidnets ansigt. Vidnet blev stødt og gal og skældte klageren ud, men han husker ikke i dag ordene.

Faglærer F har bl.a. forklaret, at klageren ved flere lejligheder groft generede en anden elev K. Den 17. februar 1994 havde klageren truet K med en udfoldet kniv i en bus og sagt til ham: »Her er ikke adgang for fejlfarver!« Handlingsforløbet blev bekræftet af klageren under et møde på skolen næste dag.

Murerarbejdsmand V har bl.a. forklaret, at han i slutningen af 1993 sammen med ca. 6 andre arbejdede sammen med klageren under arbejde i ..... og ..... Der var intet at bemærke ved klagerens opførsel eller arbejde, og klageren havde et udmærket forhold til formanden, C.

Q har bl.a. forklaret, at han, der er født i Pakistan, har kendt klageren i ca. 8 år. Klageren har ved flere lejligheder anvendt udtryk som »sorte« om vidnet, men vidnet har altid opfattet det som en ironisk bemærkning fra en god ven. Klageren kan også være ironisk og grov overfor danskere.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, grundlaget for bortvisningen har været alt for løst. Der er ikke tale om grov misligholdelse, og derfor er klageren berettiget til erstatning. Hertil kommer, at klageren først efter hjemkomst fra ferie den 12. maj 1994 har modtaget bortvisningsskrivelsen. Dermed en fristen på 1 måned i erhvervsuddannelsesloven oversiddet.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at bortvisningen har været berettiget, idet der har været alvorlige problemer med klageren såvel på skolen som hos indklagede. Den kritik, der er fremsat af klageren, har klageren ikke rettet sig efter. Klageren har ved hjemkomst fra skoleophold fået en sidste mundtlig advarsel. Det må have stået ham klart, at dette var sidste chance., men alligevel har hans forhold været helt utilfredsstillende. Det må lægges til grund, at bortvisningsskrivelsen er modtaget af klageren under hans sygdom den 27. april 1994.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget murermester Torben Friis (BYG Byggeriets Arbejdsgivere) og sekretær Stig Schlünsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at bortvisningsskrivelsen er kommet frem til klageren under hans sygdom den 27. - 28. april 1994.

Efter de alvorlige episoder under klagerens skoleophold i februar og marts 1994, der klart og utvetydigt er påtalt over for klageren, må det have stået klageren klart, at den advarsel, han modtog ved tilbagekomsten fra skolen, var meget alvorlig og måtte opfattes som en sidste chance for, at klageren kunne gennemføre sin uddannelse. Da klageren desuagtet har optrådt på en måde, som hen selv måtte vide var provokerende, findes bortvisningen berettiget.

Nævnet tager på denne baggrund indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 19. februar 1996 i sag nr. 23/1994:

Elev A mod B

Mellem klageren, lærling A, født den 16. oktober 1970, og indklagede, B, blev den 28. november 1990 indgået en uddannelsesaftale i henhold til den dagældende lærlingelov § 30, hvorefter klageren skulle uddannes inden for jern & metal maskinarbejder med uddannelsesperiode fra den 1. december 1990 til den 31. maj 1994. Den 23. december 1993 ophævede indklagede ensidigt uddannelsesaftalen. Denne sag vedrører spørgsmålet om berettigelsen af denne ophævelse.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift oprindeligt modtaget den 30. september 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 115.867,53 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har opgjort sit krav således:

Løn i resterende læretid:
I perioden 23/12 1993 28/2 1994:
9 uger á 37 timer á 46,35 kr. 15.434,55 kr.

Feriegodtgørelse 12½% heraf 1.929,32 kr.

Løn i perioden 1/3 1994 31/5 1994:
13 uger og 2 dage á 37 (7,4) timer á 47,05 kr. 23.327,39 kr.

Feriegodtgørelse 12½% heraf 2.915,92 kr.

Læretidsforlængelse:
1/6 1994 14/10 1994, 19 uger og 3 dage á 37 (7,5) timer á 68,35 kr. 49.567,42 kr.

Feriegodtgørelse 12½% heraf 6.195,93 kr.

Skoleudgifter: 6.250,00 kr.

Transport: 36 uger á 85 kr. 3.230,00 kr.

9 måneder á 613 kr. 5.517,00 kr.

Svendeprøvegebyr, 2 x 750 kr. 1.500,00 kr.

I alt 115.867,53 kr.

Kort efter, at klageren påbegyndte sin uddannelse, anmodede indklagede den 19. december 1990 ..... Tekniske Skole om, at to lærlinge, herunder klageren, måtte få udskudt deres skoleophold i perioden 7. januar 15. marts 1991 til efter sommerferien, idet det planlagte tidsrum var meget dårligt valgt for virksomheden, der da havde den travleste periode på hele året. Klageren kom herefter ikke på 1. skoleophold før i juni 1992.

Efter et skoleophold i efteråret 1992 skrev ..... Tekniske Skole den 7. oktober 1992 følgende til indklagede:

»Opmærksomheden henledes på, at A i skoleperioden ikke har formået at færdiggøre sine tegninger. Ligeledes har A ikke udvist den store interesse for CNCteknik og derfor ikke opnået tilfredsstillende resultat.
Det anbefales, at A færdiggør manglende tegninger hjemme og at disse kontrolleres og godkendes af Dem.
A er ved samtale med studievejleder S og undertegnede [faglærer F] blevet gjort bekendt med konsekvensen af de manglende resultater.«

Den 15. december 1992 meddelte indklagede følgende skriftlige advarsel til klageren:

»Vedr. fravær og udeblivelse uden grund, samt manglende interesse for faget, men i særdeleshed tegningslæsning under skoleophold fra d. 27.07.92 01.10.92 fra din side.
Da du tidligere har modtaget mundtlig advarsel for at udeblive fra jobbet uden grund, får du hermed en skriftlig advarsel for efter B's mening at have været fraværende uden grund d. 10.12.92 selv om du havde meldt dig syg, dette betyder at B næste gang ophæver din uddannelsesaftale for fravær uden grund.
Det andet problem er, at du under samtale med undertegnede har givet udtryk for, at du ingen problemer har med f.eks. tegningslæsning dette forstås ikke rigtigt, da jeg har talt med din faglærer på ..... Tekniske Skole under besøg i forbindelse med afslutning af skoleophold. Vedkommende mener du har store problemer, jeg bad dig derfor under et møde på virksomheden om at tage disse tegninger fra det netop afsluttede skoleophold med, således at vi i fællesskab kunne kigge på disse for at hjælpe dig. Da jeg et par dage efter spurgte til disse tegninger, fortalte du, at dem havde du smidt ud. Dette betragter jeg i det hele taget som en generel manglende interesse ikke kun i tegningslæsning, men for hele faget.
Der skal derfor ikke være tvivl om, at B helst så, at vi i fællesskab fandt ud af at ophæve den uddannelsesaftale, da alle parter er bedst tjent med dette, set ud fra de problemer, der har været.
Kopi af dette brev er sendt til Metalindustriens Lærlingeudvalg.«

Den 1. februar 1993 sendt indklagede følgende yderligere advarsel til klageren:

»Vedr. fravær og udeblivelse uden grund fredag d. 29/193.
Da du tidligere har modtaget mundtlig advarsel for at udeblive fra jobbet uden grund, får du hermed en skriftlig advarsel for efter B's mening at have været fraværende uden grund d. 29.01.93. Dette betyder, at B næste gang ophæver din uddannelsesaftale for fravær uden grund.
Kopi af dette brev er sendt til Metalindustriens Lærlingeudvalg.«

Efter et skoleophold skrev ..... Tekniske Skole den 11. oktober 1993 følgende til indklagede:

»Efter resultaterne som A har opnået på samtlige skoleophold, må vi fortsat stille tvivl om, at A kan bestå fagprøven.
Vi foreslår derfor, om det vil være muligt for Dem at foretage supplerende opdatering af spåntagning bearbejdning drejning/fræsning, så A kan forbedre sine færdigheder.
Samtidig gør vi opmærksom på, at på grund af A's fravær på 2. del trin 3 mangler der 2 dage til værktøjsslibning og planslibning. Derfor vil vi indkalde A til supplerende undervisning i slibning på den næste 2. del trin 3 midt i januar 1994.«

Herefter skrev Dansk Industri den 11. november 1993 følgende til Dansk Metalarbejderforbund:

»B ophævelse af læreforhold.
Vi har fra ovennævnte virksomhed modtaget meddelelse om, at man ønsker lærlingeforholdet med A ophævet.
..........
Virksomheden er af den opfattelse, at lærlingen ikke har interesse og evner til at fuldføre uddannelsen.
Lærlingen udebliver fra arbejdet uden grund, og virksomheden har givet han skriftlige advarsler herfor.
Virksomheden har forsøgt at hjælpe lærlingen med de uddannelsesfunktioner, som han har vanskeligheder med, men der er ingen interesse fra lærlingens side.
Virksomheden har telefonisk kontaktet ..... Tekniske Skole, der ligeledes er af den opfattelse, at lærlingen ikke kan fuldføre uddannelsen.
Vi skal anmode om afholdelse af et møde ..........«

Det ønskede møde mellem organisationerne blev afholdt den 1. december 1993 uden at der ifølge referatet kunne opnås enighed.

Efter mødet sendte indklagede den 2. december 1993 følgende skrivelse til Dansk Industri med kopi til Dansk Metalarbejderforbund og klageren personligt:

»Ang. møde d. 1.12.93 A.
Hermed bekræftes afholdelse af ovenstående møde, hvor det blev B pålagt, at A skulle fortsætte lærlingeforholdet.
Hertil skal vi meddele, at ingen af de ansatte hos B tør tage ansvaret for at lade A betjene maskinerne.
Derfor kan vi udelukkende uddelegere arbejde til A, som vi mener, han kan udføre på forsvarlig vis.
Endvidere kan vi kun lade A udføre det arbejde, som han har lyst til, samt hvad hans helbred tillader, han kan udføre.«

Den 23. december 1993 ophævede indklagede ensidigt uddannelsesaftalen og oplyste, at grunden hertil var: mange sygedage mange fejl på arbejdspladsen, der giver et arbejdsforhold, vi ikke kan byde A. Der blev givet klageren meddelelse herom ved følgende skrivelse af samme dato:

»Hermed må vi meddele dig, at din sygemelding d.d. ikke kan godtages, idet den først indløb kl. 8.50.
Din undskyldning om, at der fra din bopæl til nærmeste telefon er 34 km, kan vi ikke godtage, da der kun er ca. 500 meter til B.
Samtidig må vi meddele, at vi har besluttet ensidigt at ophæve dit lærlingeforhold, idet vi mener, at hverken du eller vi kan være tjent med forholdet, som det har udviklet sig. ..........«

I en yderligere skrivelse af samme dato til ..... Skole har indklagede uddybet sin beslutning således:

»Grunden til denne beslutning skyldes at vi stadig ikke mener, at Michael har mulighed for at fuldføre uddannelsen.
Efter afholdelse af møde mellem Dansk Industri, Dansk Metal, B og A omkring ophævelse af lærlingeforholdet, har A været sygemeldt i 14 dage, samt begået fejl i produktionen, der bevirker, at der opstår et for A dårligt arbejdsforhold.
Vi kan ikke byde A dette, da det er uansvarligt, og blot virker nedslidende på ham med efterfølgende sygedage. ..........«

Indklagede har ikke overfor Tvistighedsnævnet gjort gældende, at klageren ikke var syg den 23. december 1993.

Efter ophævelsen hjalp Dansk Metalarbejderforbund klageren med at færdiggøre sin uddannelse. Klageren kunne imidlertid på grund af sit faglige standpunkt ikke deltage i svendeprøven februar/marts 1994. Herom er det i en skrivelse af 23. marts 1994 fra ..... Tekniske Skole anført:

»Foranlediget af at A havde afbrudt sin svendeprøve, blev der den 4.3.1994 afholdt et møde på ..... Tekniske Skole med deltagelse af Karl Salmonsen, Åge Høj Jensen, afdelingsleder L og Flemming B. Pedersen.
På mødet blev følgende besluttet:
A fortsætter både den teoretiske og den praktiske del af uddannelsen på .....Tekniske Skole. I den første del af tiden vil han være sammen med skolepraktikeleverne og i den sidste del sammen med skolens håndværkere.
A vil gå i svendeprøveklassen i perioden 12.9.94 14.10.94.
Skolens udgifter er opgjort til kr. 5.000 excl. moms.«

Der er for Tvistighedsnævnet fremlagt en maskinskreven erklæring af 9. maj 1995 fra 5 gruppeledere hos indklagede:

»Gruppeledernes beskrivelse af A's indstilling til arbejdet i læretiden ved B:
A fulgte ikke vores givne instruktioner, men gjorde derimod som det passede ham.
Hvis der var problemer med det job, han skulle udføre, var det enten maskinen eller måleværktøjet, det var galt med.
Vi har meget ofte forsøgt at hjælpe ham, men har ikke fået respons. A gik bare hjem, hvis tingene ikke passede ham. Man fik tit den opfattelse, at han kun var tilstede fysisk, men ikke psykisk.«

Ingen af gruppelederne har afgivet forklaring for Tvistighedsnævnet.

Klager har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at han boede alene. Han erkender, at han den 23. december 1993 burde have henvendt sig tidligere på dagen til indklagede. Han bestrider, at han har været »sløv« i det daglige, men det arbejde han fik hos indklagede var ikke uddannelsesrelevant. Han var det meste af tiden i smedeafdelingen, hvor der ikke var skolerelevante maskiner. Han talte med værkføreren om teknisk tegning efter sit skoleophold i efteråret 1993, men der skete intet fra indklagedes side. Han kom den 3. februar 1995 på søfartsskole og er nu ansat som uddannet skibsassistent.

Afdelingschef C, ..... Tekniske Skole, har bl.a. forklaret, at han ikke personligt kender klageren, der på grund af indklagedes anmodning begyndte sine skoleophold alt for sent. Der er i uddannelsen 5 skoleophold, og klagerens uddannelse på uddannelsesstedet bliver alt for kort, når skoleopholdene bliver »presset sammen«. Det bliver ikke muligt at udnytte den lærte teori i praksis.

Afdelingsleder L, ..... Tekniske Skole, har bl.a. forklaret, at indklagede bad 2 gange om udsættelse med 1. skoleophold. Derved bliver de samlede praktikophold i uddannelsen for kortvarige. Klagerens standpunkt var under middel, både for så vidt angår hans evner og hans arbejdsindsats. Han talte med klageren herom, og det hjalp lidt på hans indsats. Under de senere skoleophold kunne man dog ikke mærke en rigtig fremgang. Klageren havde vanskeligheder ved at forstå teknisk tegning, og vidnet har bedt virksomheden hjælpe hermed. Der opstod tvivl om, hvorvidt klageren kunne gennemføre svendeprøven. Klageren sagde selv, at han ikke havde fået den nødvendige hjælp hos indklagede. Klageren manglede såvel den praktiske rutine som de teoretiske færdigheder. Efter ophævelsen hjalp Dansk Metalarbejderforbund klageren til at aflægge svendeprøve i februar/marts 1994, men alle var enige om, at klageren ikke ville kunne klare prøven, navnlig på grund af manglende praktiske færdigheder. Herefter satte man efter et møde klageren sammen med 2 ældre svende, og klageren gjorde en god indsats. Skolen har opkrævet 6.250 kr. herfor. Det er skolens helt, almindelige indstilling, at man til enhver tid er indstillet på at hjælpe et uddannelsessted, der har problemer med en elev.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent SvenPeter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan AlgreenUssing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget chefkonsulent Allan K. Larsen (Dansk Industri) og kontorchef Jørgen Petersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Tvistighedsnævnet lægger til grund, at indklagede alene har haft anledning til at afbryde uddannelsesforholdet på grund af klagerens manglende faglige standpunkt.

Efter hændelsesforløbet og de afgivne forklaringer har indklagede ikke godtgjort, at der i virksomheden er udfoldet de tilstrækkelige, konsekvente bestræbelser på efter prøvetidens udløb at sikre, at klageren trods hans ubestridte vanskeligheder kunne gennemføre med at følge uddannelsen. På denne baggrund findes indklagede ikke at have draget fornøden omsorg for en acceptabel oplæring af klageren.

Herefter findes indklagede at burde betale klageren en passende godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Under hensyn til, at ophævelsen fandt sted kort tid før uddannelsesperiodens ophør, findes denne godtgørelse at kunne fastsættes til 50.000 kr.

Herudover skal indklagede betale de afholdte skoleudgifter med 6.250 kr. og svendeprøvegebyr med 1.500 kr., således at det beløb, der i alt tilkommer klageren (og Dansk Metalarbejderforbund) udgør 57.750 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 57.750 kr. med sædvanlig procesrente fra den 30. september 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
13. juni 1995 i sag
nr. 24/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 15. august 1974, og indklagede, B, blev i marts 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle i skolepraktik hos indklagede indenfor kokkefaget med uddannelsesperiode fra den 1. april 1993 til den 30. juni 1993. Der blev derefter i juli 1993 indgået en ny uddannelsesaftale for perioden 1. august 1993 til 1. april 1995. Den 25. oktober 1993 blev klageren opsagt med angivelse af, at opsigelsen fandt sted ind for prøvetiden.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift af 8. november 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en godtgørelse på 50.000 kr. for uberettiget at have bragt uddannelsesaftalen til ophør.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at uddannelsesaftalen af marts 1993 blev indgået i medfør af lov om skolepraktik i erhvervsuddannelserne § 6. Aftalen er påført følgende særlige bemærkning:

»Anden uddannelse eller beskæftigelse, der evt. kan give fritagelse for dele af uddannelsen:
Aalborg tekniske Skole, skolepraktik, 02.12.91- 31.03.93«

Uddannelsesaftalen af juli 1993 er indgået i medfør af lov om skolepraktik i erhvervsuddannelserne § 9. Denne aftale er påført følgende særlige bemærkning:

»Anden uddannelse eller beskæftigelse, der evt. kan give fritagelse for dele af uddannelsen:
Aalborg tekniske Skole, skolepraktik, 02.12.91 - 31.07.93 gennemført 3. skoleperiode.«

Der er under sagen fremlagt en skrivelse af 30. september 1993 fra Undervisningsministeriet, Erhvervsskoleafdelingen, til et fagligt udvalg. I skrivelsen er det bl.a. anført:

»Vedr. prøvetid i skolepraktikforløb
I brev af 30. august 1993 har det faglige udvalg rejst spørgsmålet, hvordan prøvetiden ved delaftaler i forbindelse med praktikuddannelse i et skolepraktikforløb tæller, når eleven senere vender tilbage til den samme virksomhed med en ordinær uddannelsesaftale i følgende situationer:
1) Vil den tid, hvor eleven var udstationeret i virksomheden, tælle med i prøvetiden, således at denne er overstået, når den ordinære uddannelsesaftale indgås, hvis praktikuddannelsesperioden f.eks. udgør 4 måneder?
2) Vil eleven kunne samle prøvetid op ved gentagne udstationeringer af kortere varighed i samme virksomhed?
Ifølge gældende regler betragtes de 3 første måneder af praktiktiden som prøvetid. Når eleven sammenlagt har haft 3 måneders praktikuddannelse i den samme virksomhed, vil kravet om prøvetid efter ministeriets opfattelse være opfyldt, uanset om praktiktiden består af en sammenhængende periode eller gentagne kortere perioder.
..........«

Klageren har under henvisning til Undervisningsministeriets opfattelse gjort gældende, at der ikke kan beregnes ny prøvetid ved den seneste uddannelsesaftale.

Indklagede har under henvisning til lov om skolepraktik i erhvervsuddannelserne § 9, stk. 4, gjort gældende, at der beregnes ny prøvetid.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget cand.jur. Claus Gerlach Hansen (Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening) og afdelingsformand Carl Jørgen Jacobsen (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Efter lov om skolepraktik i erhvervsuddannelserne § 9 må det lægges til grund, at skolepraktik ophører, når eleven har fået en uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen, således som det også fremgår af påtegningerne på uddannelsesaftalerne i denne sag, jf. lovens § 6, stk. 2.

Efter lovens § 9, stk. 4, medregnes deltagelse i skolepraktik ikke i prøvetiden, når eleven indgår en uddannelsesaftale.

Der er ikke i lovens forarbejder holdepunkt for at tillægge reale grunde for at medregne tidligere praktikvirksomhed hos samme virksomhed særlig betydning.
Der er herefter ingen baggrund for at fortolke den i øvrigt klare formulering af § 9, stk. 4 indskrænkende. Nævnet tager på denne baggrund indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
8. juni 1995 i sag
nr. 25/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 27. februar 1965, og indklagede, B, blev den 19. april 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for regnskab med uddannelsesperiode fra den 19. april 1994 til den 19. april 1996. Uddannelsesaftalen blev ved skrivelse af 26. september 1994 ophævet af klageren.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift af 15. november 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede betaler en erstatning efter nævnets skøn for forstyrrelse af uddannelsesstilling, samt tilgodehavende løn m.v. 25.814,81 kr. med feriegodtgørelse heraf.

Indklagede, der ikke har afgivet skriftligt svar i sagen, har under personligt fremmøde for nævnet nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har opgjort sit krav på løn og overtidsbetaling m.v. således:

Løn september 22/25 af 13.000 11.440,00 kr.

Overtidsbetaling 14.249,81 kr.

25.689,81 kr.

Lægeattest 125,00 kr.

I alt 25.814,81 kr.

Det fremgår af sagen, at indklagede udover uddannelsesaftalen har udarbejdet en »Ansættelseskontrakt«, der er underskrevet af såvel klageren som indklagede. Ved denne kontrakt, der ikke er forelagt skolen til registrering, er der truffet en lang række særaftaler i strid med reglerne for efg-elever.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han var den eneste administrative medarbejder hos indklagede. Han passede således telefonomstillingen og indkodede bilag. Derimod fik han ingen oplæring i andre fagområder. Han blev sat til at hente øl, købe ind hos købmanden, dække bord, skære pålæg, skifte elpærer, vande blomster, lime regnskaber og ordne post. Han havde på grund af påkrævet tilstedeværelse på uddannelsesstedet ikke tid til at deltage fuldt ud i skoleundervisningen. Hans faste arbejdstid var 40 timer om ugen excl. frokost. Indklagede modtog 7.000 kr. pr. måned + normal elevrefusion fra det offentlige i anledning af hans uddannelsesaftale.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han er blevet sat til at udføre arbejde, der ikke er uddannelsesrelevant. Der foreligger derfor mangelfuld uddannelse, som har berettiget ham til at hæve uddannelsesaftalen og kræve erstatning for forstyrrelse af uddannelsesstilling.

Da indklagede ikke har bestridt opgørelsen af kravet om løn og overtidsbetaling m.v. må dette krav imødekommes.

Indklagede har gjort gældende, at det var klageren selv, der ønskede at foretage indkøb hos købmanden, der kunne have bragt varerne. Indklagede har tilbudt klageren at ændre forholdene i virksomheden gennem en uddannelsesplan for klageren. Ophævelsen har derfor været uberettiget.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Den supplerende ansættelseskontrakt, der er indgået mellem parterne, er uden retsvirkning, jf. erhvervsuddannelseslovens § 52.

Efter bevisførelsen findes det godtgjort, at klageren i strid med erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 2, som et led i sit daglige arbejde er blevet pålagt arbejde, som ikke har et uddannelsesmæssigt sigte, og at dette har medført, at uddannelsens mål ikke har kunnet nås. Klageren har derfor været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen og kræve erstatning. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt til 25.000 kr. i overensstemmelse med nævnets praksis.

Da indklagede ikke har kunnet bestride klagerens krav på løn, overarbejde m.v., tages klagerens påstand herom til følge.

Klagerens krav udgør herefter 50.814,81 kr. med tillæg af rente og feriegodtgørelse som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 50.814,81 kr. med sædvanlig procesrente fra den 16. november 1994, samt afregne feriegodtgørelse af 25.689,81 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. juni 1995 i sag
nr. 26/1994

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 3. september 1973 og indklagede, B, blev der den 15. september 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som automekaniker hos indklagede med uddannelsesperiode fra den 30. august 1993 til den 10. juni 1994. Aftalen blev hævet af klageren, idet han ikke modtog løn fra midten af november 1994 til marts 1995.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift af 12. december 1994 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 35.356,50 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet

Klageren har opgjort sit tilgodehavende således:

Manglende løn for november 1994, 74 timer á 46,35 3.429,90 kr.

Manglende løn for december 1994, 160,33 timer á 46,35 7.431,30 kr.

Manglende løn for januar 1995, 160,33 timer á 46,35 7.431,30 kr.

Manglende løn for februar 1995, 160,33 timer á 46,35 7.431,30 kr.

Manglende løn for marts 1995, 66,60 timer á 47,50 3.133,53 kr.

I alt 28.857,33 kr.

Feriepenge 12 ½ % af 28.857,33 3.607,17 kr.

Feriepenge 12 ½ % af 18.863,99 kr.
(406,99 timer á 46,35) 2.358,00 kr.

Manglende kørepenge til og fra Teknisk Skole 534,00 kr.

I alt 35.356,50 kr.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift.

I forbindelse med nævnets behandling er afgivet forklaring af klageren og indklagede.

Klageren har oplyst, at han ikke har fået løn siden medio november 1994. Klageren har tillige oplyst, at det faglige udvalg har afkortet hans uddannelsestid, sådan at den er afsluttet i forbindelse med aflæggelse af svendeprøven i marts 1994.

Indklagede har forklaret, at han var ejer af virksomheden. Firmaet blev lukket på et tidspunkt. Der var på det tidspunkt oparbejdet et gæld på ca. ½ mio. Indklagede kender intet til klagerens lønforhold, og kan ikke oplyse om klageren har fået løn eller ej. Firmaets økonomiske forhold blev varetaget af indklagedes svoger S.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og konsulent Birgitte Uldall Kølving (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og sekretær Jørgen Petersen (Dansk Metalarbejderforbund).
Sådan som sagen er oplyst for nævnet, lægger nævnets klagerens forklaring til grund. Nævnet finder herefter, at indklagede er pligtig at betale klageren sædvanlig overenskomstmæssig løn i perioden indtil klageren har aflagt sin svendeprøve, feriepenge efter lovgivningens regler, samt godtgørelse for transportomkostninger. Nævnet tager derfor klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale kr. 35.356,50 med sædvanlig procesrente fra den 1. december 1994.

Hver part bærer sine omkostninger.

1995

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. februar 1996 i sag
nr. 6/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 12. februar 1974, og indklagede, B, blev den 20. september 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som butiksassistent med speciale blomster med uddannelsesperiode fra den 1. august 1993 til den 31. juli 1995. Ved skrivelse af 25. januar 1995 opsagde klageren sit elevforhold på grund af mangelfuld oplæring.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 30. januar 1995 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 29.666 kr.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Klageren har den 1. marts 1995 indgået ny uddannelsesaftale med forlængelse af elevtiden til den 29. februar 1996. Hendes krav er opgjort som differencen mellem elevløn og udlært løn i 7 måneder.
Det fremgår af sagen, at indklagede blev godkendt som uddannelsessted ved skrivelse af 2. december 1992. I denne skrivelse er det bl.a. anført:

»..........
Det er en forudsætning for godkendelsen, at der under hele uddannelsesforløbet er kvalificerede medarbejdere til stede i elevens arbejdstid. Disse medarbejdere skal enten være fagligt oplært eller have været beskæftiget i detailhandelsfaget i et sådant omfang, at der derved er opnået rutine i de discipliner, som eleverne skal oplæres i.
Ved den praktiske uddannelses begyndelse skal det meddeles eleverne, hvilke uddannelsesdiscipliner den praktiske uddannelse indeholder, og i hvilken rækkefølge disse forekommer under uddannelsesforløbet. Forretningen skal derfor udarbejde en uddannelsesplan for det samlede uddannelsesforløb omfattende de i praktikreglerne angivne funktioner.
..........«

Indklagede har - efter afgivelse af svarskrift den 1. marts 1995 - med et supplerende processkrift af 5. juli 1995 fremlagt en uddannelsesplan for klageren.
Efter at Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 2. december 1994 havde indbragt sagen for Uddannelsesnævnet for Handels- og Kontorområdet på grund af manglende oplæring blev der indkaldt til møde den 20. december 1994, men dette møde blev på indklagedes begæring udsat og derefter afholdt den 20. januar 1995, hvor parterne ikke kunne opnå enighed.

Derefter afsendte indklagedes advokat, advokat Erik Ellebye Aagesen, den 23. januar 1995 følgende skrivelse til klageren:

»Idet jeg henviser til det i Uddannelsesnævnet den 20. ds. afholdte forligsmøde, skal jeg herved meddele Dem, at
fr. F
vil være leder af min ovennævnte klients afdeling i ....., når De efter overstået sygdom er i stand til at genoptage Deres arbejde.
F er 36 år og har drevet selvstændig blomsterforretning, er udlært i blomsterforretning og er i øjeblikket leder af en af min klients andre afdelinger.
Denne ændring sker alene af hensyn til, at min klient ikke ønsker, at De skal have nogen rimelig anledning til at påstå, at der ikke tilbydes Dem tilfredsstillende uddannelse i min klients afdeling i ......
Da Deres sygdom efter det oplyste blandt andet beror på manglende mulighed for oplæring, håber jeg, at ændringen betyder, at De snarest er i stand til at genoptage Deres arbejde.
Det skal præciseres på det kraftigste, at ovennævnte ikke er et udtryk for, at min klient ikke fortsat mener, at den nuværende leder, H, er kvalificeret til at forestå Deres uddannelse i overensstemmelse med de gældende regler. Ændringen er således alene et tiltag fra min klients side, der skal anses for et forsøg på at normalisere situationen, herunder ved genoptagelse af Deres arbejde.
Såfremt De ikke bliver raskmeldt i løbet af indeværende uge, anmoder jeg Dem om senest fredag den 27. ds. inden forretningstids ophør at aflevere Deres nøgler til forretningen.
..........«

Klageren svarede herpå ved skrivelse af 25. januar 1995 til klageren:

»..........
Jeg finder stadigvæk, at mit uddannelsesforløb ikke har levet op til bekendtgørelsens angivelser om uddannelsens gennemførelse.
Jeg finder ikke, at tilbudet om at F bliver ansat i ..... som ansvarlig for uddannelsesforløbet og leder af butikken i ....., kan genoprette den tillidskløft, som er opstået.
Jeg finder det lidt mærkværdigt, at du ikke har kunnet finde en sådan løsning tidligere, og især at det ikke blev forelagt på mæglingsmødet den 20. januar.
På trods af tilbudet om ansættelse af ....., ser jeg ingen anden udvej end at ophæve uddannelsesaftalen ensidigt, da jeg betragter den som misligholdt.
..........«

Klageren har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at hun ikke har set sin uddannelsesplan, før den blev fremlagt for Tvistighedsnævnet med det supplerende processkrift. Da hun kom på skole den 1. marts 1994 opdagede hun, at hun ikke kunne så meget, som de andre elever. Hun talte med indklagedes afdelingsleder, L, og med D herom, men der skete intet. U var bestyrer af butikken fra 1. juli til 15. oktober 1994. Herefter stod hun alene i butikken indtil. december 1995. Kun få dage var der andre ansvarlige tilstede i butikken. Hun har ikke modtaget oplæring i indkøbsplanlægning, valg af leverandører, lagerstyring og vareplacering. Hun har heller ikke modtaget oplæring i råmaterialer og forarbejdning, brugsegenskaber og holdbarhed, varedemonstration og udfærdigelse af kvitteringer, fakturaer og debet- og kreditnotaer. Hun mener ikke, at hun har fået mulighed for at leve op til, hvad der kræves af en uddannet i branchen. På skolen konstaterede hun bl.a., at hun ikke vidste noget om begravelsesbinderi.

Elev, E, har bl.a. forklaret, at hun begyndte i forretningen som ungarbejder i ca. 2 år, forinden hun den 1. august 1994 blev ansat som elev. Dengang ekspederede hun og passede butikken i weekends. Da hun blev elev, fortsatte hendes arbejde uændret. Hun kan i det hele tiltræde klagerens forklaring om den manglende oplæring. Hun spurgte chefen, C, om der ikke skulle ske nogen oplæring. Han svarede, at der kun var krav om, at hun kunne ekspedere og sætte priser på. Hertil sagde hun, at eleverne jo ikke bestemte priserne. Cs bror, D, var også til stede ved den lejlighed. Hun har under sin elevtid ansat en ny ungarbejder. Hun opsagde sin aftale samtidig med klageren og af samme grund. Hun har fået en ny uddannelsesaftale fra 15. april 1995. Hun er ikke blevet godskrevet noget af tiden i uddannelsesforholdet hos indklagede.

Udstillingsmedhjælper; U, har bl.a. forklaret, at hun var butiksleder fra 1. juli til 15. september 1994. Der var i butikken ikke de fornødne hjælpematerialer til mere avancerede opgaver. Hun har bl.a. bedt D om »oasis« til brudebuketter og begravelsesdekorationer, men fik afslag. Både klageren og E var gode og interesserede elever. Hun har aldrig set eller hørt om uddannelsesplaner for eleverne og har ikke talt med ledelsen herom. Hun fratrådte på grund af problemer med D. Hun mente bl.a., at han intet gjorde for eleverne.

Faglig sekretær F, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ..... afd., har bl.a. forklaret, at han talte med C i første halvdel af november om manglende uddannelse af eleverne. C sagde da, at det ikke var muligt at finde en ny leder. Vidnet sagde, at det hastede, og C spurgte ham, om han kunne finde en leder. Vidnet fandt en leder, der forlangte 14.000 kr. månedligt i løn. Da C ville betale 12.000 kr., kom der intet ud af det.

Direktør C har bl.a. forklaret, at U fratrådte efter egen opsigelse den 15. september 1994. Han henvendte sig til Arbejdsformidlingen for at få en ny leder uddannet som blomsterdekoratør, men der var ingen ledige. Han satte herefter en annonce i Jyllands-Posten. Der meldte sig kun en ældre dame, der fandt, at to elever var for meget, og i øvrigt ville hun ikke arbejde for 12.000 kr. månedligt. Efterfølgende henvendelser til Arbejdsformidlingen gav heller intet resultat. Derimod fik han en henvendelse fra HK, der henviste til en dame, der viste sig at være den samme, som havde reflekteret på annoncen. HK reagerede herefter på ny, og han sendte derfor pr. 1. december 1994 en dame ansat i en anden af hans forretninger, F, til ..... Hun havde arbejdet 7 år i branchen og derefter været ansat hos ham i 8 år. Hun havde tidligere været afløser i ....., og eleverne vidste godt, at hun kom. Uddannelsesplanerne for eleverne er udarbejdet for flere år siden. Det er »et godt spørgsmål«, hvorfor planerne ikke er udleveret. Han har 7 blomsterforretninger i forskellige byer.

Daglig leder, D, har forklaret, at han er uddannet som købmand og vinhandler. Han blev ansat hos sin bror omkring 1988. Han har også rettet henvendelse til Arbejdsformidlingen for at få en leder i ..... Han talte med to damer, der blev henvist, men de var for gamle. Han talte med eleverne herom, men de ville hellere vente på den helt rigtige leder. Han kom 2 - 4 gange ugentligt i forretningen i ....., nok lidt oftere i perioden 15. september til 1. december 1994. Han har aldrig talt med eleverne om uddannelse, og han har aldrig beskæftiget sig med uddannelsesplaner.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke har fundet nogen forsvarlig oplæring sted, hvilket er dokumenteret af den forlængelse af elevtiden, der er sket ved hendes nye uddannelsesaftale.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at uddannelsen har været mangelfuld. I øvrigt har indklagede efterkommet HKs ønske om at finde en ny leder af butikken i .....

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) samt faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Tvistighedsnævnet må lægge til grund, at klagerens uddannelse ikke er sket i overensstemmelse med en forud lagt uddannelsesplan. Hertil kommer, at der i perioden 15. september - 1. december 1994 i strid med betingelserne for godkendelse af uddannelsesstedet ikke har været en kvalificeret medarbejder til stede i elevens arbejdstid.

Under disse omstændigheder - og på baggrund af de to elevers detaljerede forklaringer, der bestyrkes af vidnet Us forklaring - må det påhvile indklagede at godtgøre, at uddannelsen har været tilfredsstillende, således at klagerens senere forlængelse af den ny uddannelsesaftale var overflødig. Da indklagede ikke har kunnet godtgøre dette, må nævnet lægge til grund, at uddannelsen ikke har været tilfredsstillende.

For manglende oplæring skal indklagede derfor betale en godtgørelse til klageren. Denne godtgørelse fastsættes under hensyn til det om klagerens senere forhold oplyste skønsmæssigt til 20.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 20.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 30. januar 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. februar 1996 i sag
nr. 7/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 26. januar 1976, og indklagede, B, blev den 25. januar 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som butiksassistent med speciale blomster med uddannelsesperiode fra den 1. august 1994 til den 31. juli 1996. Ved skrivelse af 25. januar 1995 opsagde klageren sit elevforhold på grund af mangelfuld oplæring.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Klageren har opgjort sit krav som differencen mellem elevløn og udlært løn i 6 måneder.

Det fremgår af sagen, at indklagede blev godkendt som uddannelsessted ved skrivelse af 2. december 1992. I denne skrivelse er det bl.a. anført:

»..........
Det er en forudsætning for godkendelsen, at der under hele uddannelsesforløbet er kvalificerede medarbejdere til stede i elevens arbejdstid. Disse medarbejdere skal enten være fagligt oplært eller have været beskæftiget i detailhandelsfaget i et sådant omfang, at der derved er opnået rutine i de discipliner, som eleverne skal oplæres i.
Ved den praktiske uddannelses begyndelse skal det meddeles eleverne, hvilke uddannelsesdiscipliner den praktiske uddannelse indeholder, og i hvilken rækkefølge disse forekommer under uddannelsesforløbet. Forretningen skal derfor udarbejde en uddannelsesplan for det samlede uddannelsesforløb omfattende de i praktikreglerne angivne funktioner.
..........«

Indklagede har - efter afgivelse af svarskrift den 1. marts 1995 - med et supplerende processkrift af 5. juli 1995 fremlagt en uddannelsesplan for klageren.

Efter at Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 2. december 1994 havde indbragt sagen for Uddannelsesnævnet for Handels- og Kontorområdet på grund af manglende oplæring blev der indkaldt til møde den 20. december 1994, men dette møde blev på indklagedes begæring udsat og derefter afholdt den 20. januar 1995, hvor parterne ikke kunne opnå enighed.

Derefter afsendte indklagedes advokat, advokat Erik Ellebye Aagesen, den 23. januar 1995 følgende skrivelse til klageren:

»Idet jeg henviser til det i Uddannelsesnævnet den 20. ds. afholdte forligsmøde, skal jeg herved meddele Dem, at
fr. F
vil være leder af min ovennævnte klients afdeling i ....., når De efter overstået sygdom er i stand til at genoptage Deres arbejde.
F er 36 år og har drevet selvstændig blomsterforretning, er udlært i blomsterforretning og er i øjeblikket leder af en af min klients andre afdelinger.
Denne ændring sker alene af hensyn til, at min klient ikke ønsker, at De skal have nogen rimelig anledning til at påstå, at der ikke tilbydes Dem tilfredsstillende uddannelse i min klients afdeling i .....
Da Deres sygdom efter det oplyste blandt andet beror på manglende mulighed for oplæring, håber jeg, at ændringen betyder, at De snarest er i stand til at genoptage Deres arbejde.
Det skal præciseres på det kraftigste, at ovennævnte ikke er et udtryk for, at min klient ikke fortsat mener, at den nuværende leder, H, er kvalificeret til at forestå Deres uddannelse i overensstemmelse med de gældende regler. Ændringen er således alene et tiltag fra min klients side, der skal anses for et forsøg på at normalisere situationen, herunder ved genoptagelse af Deres arbejde.
Såfremt De ikke bliver raskmeldt i løbet af indeværende uge, anmoder jeg Dem om senest fredag den 27. ds. inden forretningstids ophør at aflevere Deres nøgler til forretningen.
..........«

Klageren svarede herpå ved skrivelse af 25. januar 1995 til klageren:

»..........
Jeg finder stadigvæk, at mit uddannelsesforløb ikke har levet op til bekendtgørelsens angivelser om uddannelsens gennemførelse.
Jeg finder ikke, at tilbudet om, at F bliver ansat i ..... som ansvarlig for uddannelsesforløbet og leder af butikken i ....., kan genoprette den tillidskløft, som er opstået.
Jeg finder det lidt mærkværdigt, at du ikke har kunnet finde en sådan løsning tidligere, og især at det ikke blev forelagt på mæglingsmødet den 20. januar.
På trods af tilbudet om ansættelse af F, ser jeg ingen anden udvej end at ophæve uddannelsesaftalen ensidigt, da jeg betragter den som misligholdt.
..........«

Elev E har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at hun havde uddannelsesaftale med indklagede fra 1. august 1993. Hun opsagde sin aftale samtidig med klageren og af samme grund. Hun har ikke set sin uddannelsesplan, før den blev fremlagt for Tvistighedsnævnet med det supplerende processkrift. Da hun kom på skole den 1. marts 1994 opdagede hun, at hun ikke kunne så meget, som de andre elever. Hun talte med indklagedes afdelingsleder, L, og med D herom, men der skete intet. U var bestyrer af butikken fra 1. juli til 15. oktober 1994.

Herefter stod hun alene i butikken indtil. december 1995. Kun få dage var der andre ansvarlige tilstede i butikken. Hun har ikke modtaget oplæring i indkøbsplanlægning, valg af leverandører, lagerstyring og vareplacering. Hun har heller ikke modtaget oplæring i råmaterialer og forarbejdning, brugsegenskaber og holdbarhed, varedemonstration og udfærdigelse af kvitteringer, fakturaer og debet- og kreditnotaer. Hun mener ikke, at hun har fået mulighed for at leve op til, hvad der kræves af en uddannet i branchen. På skolen konstaterede hun bl.a., at hun ikke vidste noget om begravelsesbinderi.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun begyndte i forretningen som ungarbejder i ca. 2 år, forinden hun den 1. august 1994 blev ansat som elev. Dengang ekspederede hun og passede butikken i weekends. Da hun blev elev fortsatte hendes arbejde uændret. Hun kan i det hele tiltræde den forklaring om den manglende oplæring, der er afgivet af E. Hun spurgte chefen, C, om der ikke skulle ske nogen oplæring. Han svarede, at der kun var krav om, at hun kunne ekspedere og sætte priser på. Hertil sagde hun, at eleverne jo ikke bestemte priserne. Cs bror, D var også til stede ved den lejlighed. Hun har under sin elevtid ansat en ny ungarbejder. Hun har fået en ny uddannelsesaftale fra 15. april 1995. Hun er ikke blevet godskrevet noget af tiden i uddannelsesforholdet hos indklagede.

Udstillingsmedhjælper, U, har bl.a. forklaret, at hun var butiksleder fra 1. juli til 15. september 1994. Der var i butikken ikke de fornødne hjælpematerialer til mere avancerede opgaver. Hun har bl.a. bedt D om »oasis« til brudebuketter og begravelsesdekorationer, men fik afslag. Både klageren og E var gode og interesserede elever. Hun har aldrig set eller hørt om uddannelsesplaner for eleverne og har ikke talt med ledelsen herom. Hun fratrådte på grund af problemer med D. Hun mente bl.a., at han intet gjorde for eleverne.

Faglig sekretær, F, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Vejle afd., har bl.a. forklaret, at han talte med C i første halvdel af november om manglende uddannelse af eleverne. C sagde da, at det ikke var muligt at finde en ny leder. Vidnet sagde, at det hastede, og C spurgte ham, om han kunne finde en leder. Vidnet fandt en leder, der forlangte 14.000 kr. månedligt i løn. Da C kun ville betale 12.000 kr., kom der intet ud af det.

Direktør C har bl.a. forklaret, at U fratrådte efter egen opsigelse den 15. september 1994. Han henvendte sig til Arbejdsformidlingen for at få en ny leder uddannet som blomsterdekoratør, men der var ingen ledige. Han satte herefter en annonce i Jyllands-Posten. Der meldte sig kun en ældre dame, der fandt, at to elever var for meget, og i øvrigt ville hun ikke arbejde for 12.000 kr. månedligt. Efterfølgende henvendelser til Arbejdsformidlingen gav heller intet resultat. Derimod fik han en henvendelse fra HK, der henviste til en dame, der viste sig at være den samme, som havde reflekteret på annoncen. HK reagerede herefter på ny, og han sendte derfor pr. 1. december 1994 en dame ansat i en anden af hans forretninger, H, til ..... Hun havde arbejdet 7 år i branchen og derefter været ansat hos ham i 8 år. Hun havde tidligere været afløser i ....., og eleverne vidste godt, at hun kom. Uddannelsesplanerne for eleverne er udarbejdet for flere år siden. Det er »et godt spørgsmål«, hvorfor planerne ikke er udleveret. Han har 7 blomsterforretninger i forskellige byer.

Daglig leder, D, har bl.a. forklaret, at han er uddannet som købmand og vinhandler. Han blev ansat hos sin bror omkring 1988. Han har også rettet henvendelse til Arbejdsformidlingen for at få en leder i ..... Han talte med to damer, der blev henvist, men de var for gamle. Han talte med eleverne herom, men de ville hellere vente på den helt rigtige leder. Han kom 2 - 4 gange ugentligt i forretningen i ....., nok lidt oftere i perioden 15. september til 1. december 1994. Han har aldrig talt med eleverne om uddannelse, og han har aldrig beskæftiget sig med uddannelsesplaner.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke har fundet nogen forsvarlig oplæring sted, og at hun derfor ikke er blevet godskrevet nogen del af sin elevtid hos klageren i sin nye uddannelsesaftale.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) samt faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Under disse omstændigheder - og på baggrund af de to elevers detaljerede forklaringer, der bestyrkes af vidnet U - må det påhvile indklagede at godtgøre, at uddannelsen har været tilfredsstillende, således at klageren kunne være godskrevet sin elevtid hos indklagede i sin nye uddannelsesaftale. Da indklagede ikke har kunnet godtgøre dette, må nævnet lægge til grund, at uddannelsen ikke har været tilfredsstillende.

For manglende oplæring skal indklagede derfor betale en godtgørelse til klageren. Denne godtgørelse fastsættes under hensyn til elevtidens længde og det om klagerens senere forhold oplyste skønsmæssigt til 15.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 15.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 30. januar 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
13. juni 1995 i sag
nr. 8/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 31. juli 1961, og indklagede B, blev den 30. maj 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for engroshandel med uddannelsesperiode fra den 1. juni 1994 til den 30. november 1996. Denne sag vedrører spørgsmålet om beregningen af klagerens prøvetid.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift af 8. februar 1995 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 87.437,50 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.

Indklagede har påstået afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Klageren har opgjort sit krav således:

Løn i perioden 16/9 - 30/1 1995:
16/9 - 1/10 1994 (12.500 - 7.000) 5.500,00 kr.

Oktober 1994 - januar 1995 (12.500 x 4) 50.000,00 kr.

55.500,00 kr.

Feriegodtgørelse 12½ % af 55.500 kr. 6.937,50 kr.

Godtgørelse for tab af uddannelsesgode 25.000,00 kr.

I alt 87.437,50 kr.

Den mellem parterne indgåede uddannelsesaftale er indgået med baggrund i en "revalideringsplan & bevillingsskrivelse fra Social- og Sundhedsforvaltningen i ..., Socialcenter ... Det er således i uddannelsesaftalen anført, at klagerens løn udgjorde 12.500 kr. pr. måned "incl. tilskud fra Socialcenter ...". Dette tilskud udgjorde efter det oplyste ca. 7.500 kr. pr. måned.

I uddannelsesaftalens pkt. 10 er det om prøvetid efter den trykte tekst: "Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden" anført med skrivemaskine: "ej heller ferie 3 uger". Uddannelsesaftalen er registreret hos ..... (skole), der har foretaget rettelse i aftalen, men ikke vedrørende prøvetid.

Ved skrivelse af 16. september 1994 blev eleven opsagt:

"I forbindelse med udløbet af din prøvetid 21. september 1994 har vi efter grundige overvejelser besluttet, at det ikke vil være formålstjenligt for nogen parter, at du gennemfører en uddannelse som reservedelsekspedient i vor firma.
Vi må derfor med beklagelse opsige din stilling i vor firma til fratrædelse dags dato."

Indklagede har begrundet sin afvisningspåstand med, at kravet bør rettes mod de sociale myndigheder.

I sagen behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsultent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget afdelingschef Niels Møller Petersen (Dansk Industri) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Nævnet finder det uden betydning i denne sag hvilke løntilskud fra det offentlige, der er udbetalt til indklagede. Der er mellem klageren og indklagede oprettet en uddannelsesaftale, som skal bedømmes efter reglerne i lov om erhvervsuddannelser.

I erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, er det udtømmende fastlagt, at skoleophold ikke medregnes i prøvetiden. Prøvetiden kan herefter ikke forlænges på grund af afholdelse af ferie. Det forhold, at .... (skolen) formentlig har overset bemærkningen herom i uddannelsesaftalen, medfører ikke, at forlængelse af prøvetiden er gyldig i strid med erhvervsuddannelsesloven.

Herefter har indklagede ikke været berettiget til at opsige aftalen den 16. september 1994 og indklagede skal som følge heraf betale en godtgørelse til klageren. Denne godtgørelse fastsættes i overensstemmelse med nævnets sædvanlige praksis til 25.000 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 9. februar 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. februar 1996 i sag
nr. 12/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 23. marts 1973, og indklagede, B, blev den 21. februar 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som butiksassistent med speciale blomster med uddannelsesperiode fra den 1. december 1993 til den 30. november 1995. Ved skrivelse af 8. maj 1995 opsagde Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark på klagerens vegne uddannelsesaftalen på grund af manglende oplæring og manglende tillid.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 9. maj 1995 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 38.142 kr.

Indklagede har påstået frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Klageren har opgjort sit krav som differencen mellem elevløn og udlært løn i 9 måneder.

Det fremgår af sagen, at Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark den 14. februar 1995 fremsendte følgende skrivelse til Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser:

»HK/HANDEL skal herved .......... anmode om, at der etableres mægling i en tvist opstået mellem parterne.
F blev den 1/8-94 ansat som elev hos B, og Henriette Olsen ansat som elev den 1/12-93. B har foruden disse 2 elever en 3. elev, som er tiltrådt den ½-95.
Til at forestå oplæringen af disse 3 elever er der kun ansat 1 fuldtidsbeskæftiget medarbejder.
Det er ud fra dette vores helt klare opfattelse, at B misligholder uddannelsesaftalen med de pågældende elever, og vi skal derfor - under henvisning til den verserende sag med samme arbejdsgiver (B, .....) anmode om mæglingsmøde.
..........«

Den 16. februar 1995 sendte indklagede følgende skrivelse til Det faglige Udvalg:

»Tak for behagelig telefonsamtale 14. ds.
Pr. 31.1.95 har vi solgt ............ (virksomhed)
Vi henvender os til Dem, da vi har et problem med 1 elev. Vi har midlertidigt flyttet eleven, F, til B.
Problemet består i vi i forvejen har elev G og A.
Vi har 2 muligheder:
1) flytte en elev til ........... (virksomhed) eller
2) bede om dispensation til ekstra elev indtil 30/6, hvor G er udlært.
På forhånd tak for hjælpen.«

Indklagede har ikke modtaget svar på denne henvendelse til Det faglige Udvalg.

Det er oplyst, at elev F med indklagedes tiltræden den 7. marts 1995 indgik en anden uddannelsesaftale uden forlængelse af uddannelsestiden.

Den 5. maj 1995 afholdtes forligsmøde hos Det faglige Udvalg vedrørende såvel A som F. Det er i protokollatet alene anført, at der ikke kunne opnås enighed mellem parterne.

Den 16. maj 1995 skrev indklagedes advokat, advokat Erik Ellebye Aagesen, herefter følgende til HK:

»Ovennævnte sager indbragte De ved skrivelse af 14.2.1995 for Uddannelsesnævnet.
På trods af, at jeg efterfølgende nøje redegjorde for de faktiske forhold, og på trods af, at jeg opfordrede Dem til at trække anmodningen om mægling tilbage, undlod De dette.
Da mødet blev afholdt den 5. ds., viste det sig, at De ikke havde nogen påstand, men alene tog forbehold for, at min klient skulle overholde gældende lovgivning.
..........
Min klient har meddelt mig, at Deres medlem A meldte sig syg lørdag den 6. og mandag den 8. ds. og overfor afdelingslederen tilkendegav, at hun ikke kom mere, ..........«

Klageren har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at hun i april 1995 sagde til butikschefen, at hun følte, at hendes uddannelse var mangelfuld. Butikschefen svarede, at det, hun manglede, kunne hun nå på 14 dage inden et skoleophold. Hun har været med til forefaldne ekspeditioner, kasseopgørelser ved lukketid og behandling af reklamationer. Hun har ikke lært festbinderi. Hun har ikke set nogen uddannelsesplan.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) samt faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).
Tvistighedsnævnet finder, at klageren ikke har påvist mangler ved oplæringen af en sådan karakter, at der har været tale om egentlig mangelfuld oplæring, henset til at der stadig resterede ca. 5 måneder af elevtiden.

Tvistighedsnævnet tager derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. februar 1996 i sag
nr. 13/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 7. december 1973, og indklagede, B, blev den 9. juli 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som butiksassistent med speciale blomster med uddannelsesperiode fra den 28. juni 1993 til den 27. juni 1995. Denne sag vedrører spørgsmålet om ansvar for evt. manglende oplæring af klageren.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Klageren har opgjort sit krav som differencen mellem elevløn og udlært løn i 6 måneder.

Klageren og indklagede ophævede efter gensidig overenskomst den indgåede uddannelsesaftale den 9. marts 1995, i forbindelse med at klageren indgik uddannelsesaftale med en anden blomsterforretning, beliggende i .....

I forbindelse med indgåelse af denne uddannelsesaftale sendte den nye praktikvært, tiltrådt af klageren, den 22. marts 1995 følgende skrivelse til Det faglige Udvalg:

»A ....... har fra den 28.06.1993 været i praktik som salgsassistent hos B, og indtil den 11. marts d.å., hvor hun efter eget ønske fratrådte uddannelsen, fordi oplæringen var meget mangelfuld.
Efter egne oplysninger har A modtaget ingen eller kun ganske lidt praktisk oplæring vedrørende:
Begravelsesbinderi
Kransebinding
Festbinderi
Brudebuketter
Dekorationer og
Vinduesudsmykning,
ligesom hendes kendskab til varer/varebehandling er utilstrækkelig.
Jeg er indstillet på at færdiguddanne A, men grundet den mangelfulde uddannelse i den tidligere læreplads kan det ikke nås inden for restlæretiden på 3 mdr. og 16 dage. Heller ikke selv om restlæretiden forøges med 3 mdr. svarende til prøvetiden.
Vi søger derfor om dispensation for, at restlæretiden fastsættes til perioden 01.04. - 31.12.1995.«

Klageren har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at hun fra juni 1993 til 1. januar 1994 var i indklagedes forretning i ....., i 1994 i forretningen i ...... og fra 1. januar i forretningen på ..... Hun var ikke glad for at være på ....., da arbejdet hovedsageligt var salg af buketter og sammenplantninger og transport til og fra gaden. Hun har ikke beskæftiget sig med festbinderi og lign. Hun har deltaget i kasseopgørelser ved lukketid, Hun har på et tidspunkt sagt til sin chef, som var blomsterdekoratør, at hun gerne ville prøve at lave brudebuketter m.v. Hun fik det var, at det ville hun komme til, når der var lejlighed hertil. Hun har ikke set nogen uddannelsesplan.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) samt faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Tvistighedsnævnet finder, at klageren ikke har påvist mangler ved oplæringen af en sådan karakter, at der har været tale om egentlig mangelfuld oplæring, henset til at der stadig resterede mere end 3 måneder af elevtiden.

Nævnet kan herunder på baggrund af de påberåbte mangler i den hidtidige uddannelse ikke tillægge ønsket fra den nye praktikvært om 6 måneders forlængelse af elevtiden afgørende betydning.

Tvistighedsnævnet tager derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
19. februar 1996 i sag
nr. 15/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 2. februar 1976, og indklagede, B, blev den 24. marts 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som automekaniker med uddannelsesperiode fra den 1. oktober 1994 til den 30. september 1998. Uddannelsesaftalen blev ensidigt ophævet af indklagede den 26. oktober 1994.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 29. maj 1995 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 38.439,80 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med sædvanlig procesrente.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end krævet af klageren.

Det fremgår af sagen, at A kom i »arbejdspraktik« ved en aftale af 13. december mellem Pædagogisk psykologisk rådgivning i Grænsekommunerne og indklagede, således at praktikforholdet var en del af skolegangen. Der blev udbetalt en »arbejdsdusør« på 11.89 kr. pr. time, som blev refunderet fuldt ud af ..... kommune. Indtil slutningen af 1992 fandt arbejdspraktikken sted efter skoletid, men fra dette tidspunkt kom klageren i fuldtids arbejdspraktik, dog således at han mandag, onsdag og fredag mellem 9 og 13 deltog i VUC-undervisning med henblik på aflæggelse af 10. klasses afgangseksamen. Denne eksamen blev aflagt den 20. juni 1994. I løbet af perioden var kommunens løntilskud steget til 30 kr. pr. time.

Da klageren den 24. marts 1994 underskrev uddannelsesaftalen med indklagede, underskrev han, hans mor og indklagede tillige følgende »tillæg« dateret den 2. marts 1994:

»Uddannelsen starter den 01.10.94, såfremt A har erhvervet kørekort og har fuldført sin skole. Vi B kan på hvilket som helst tidspunkt også efter de 3. mdr.s. prøvetid afbryde uddannelsesaftalen, hvis ikke følgende overholdes i hele læretiden:
Du skal udvise flid, være fleksibel høflig overfor kunderne og dine kolleger og noget der er meget vigtigt, drosle din stædighed, lad være med at svare igen, når du ved det ikke er berettiget.
Du og din værge skal underskrive foranstående betingelser som accepteret.«
Ved følgende skrivelse af 26. oktober 1994 blev uddannelsesaftalen opsagt af indklagede:
»Vi ser os desværre nødsaget til at opsige vor uddannelsesaftale med dig pr. d.d. Efter møde heri i firmaet er dette blevet besluttet, da du ikke overholder vore samarbejdsaftaler.
..........«

Klageren har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at han var stillet en uddannelsesaftale i udsigt allerede efter nogen tids arbejdspraktik. På værkstedet var der ansat ca. 6 svende. Han udførte hele tiden »lærlingearbejde« sammen med svendene.

Direktør, D, har bl.a. forklaret, at indklagede under hele forløbet har haft løbende psykologisk kontakt med myndighederne. Klageren var en stædig fyr. Han blev den 26. oktober 1994 opsagt, fordi han havde kørt racerkørsel i en kundes vogn.

Elev, E, har bl.a. forklaret, at han var ansat hos indklagede som automekanikerelev fra september 1993 til marts 1994. Der var da ikke ansat andre elever. Der var problemer med at samarbejde med værkføreren. Klageren har i vidnets tid udført almindeligt automekanikerelevarbejde. Vidnet er nu under uddannelse som reservedelsekspedient.

Værkfører, V, har bl.a. forklaret, at han har været værkfører hos indklagede i ca. 8 år. Hos indklagede overvejede man et ønske fra klageren om en uddannelsesaftale. Vidnet talte med sagsbehandleren fra ..... kommune og klageren om, at aftalen først skulle træde i kraft den 1. oktober 1994 på grund af klagerens skolegang på VUC og klagerens sommerferie. Klageren blev afskediget, fordi en kunde ringede og fortalte, at klageren var kørt »vildt« rundt i en kundebil.

Klageren har til støtte for sit krav bl.a. gjort gældende, at han fra 1991 - eller i hvert fald fra marts 1994 - har udført fagligt relevant elevarbejde. Der foreligger derfor en omgåelse med det formål bl.a. at forlænge prøvetiden. Det må derfor lægges til grund, at prøvetiden på 3 måneder var udløbet den 26. oktober 1994, og at der ikke denne dag er udvist en så grov misligholdelse, at uddannelsesaftalen lovligt kunne ophæves.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand bl.a. gjort gældende, at klageren i »arbejdspraktiktiden« ikke har udført fagligt relevant arbejde. Uddannelsesaftalen er indgået med virkning fra 1. oktober 1994, og indklagede har derfor under alle omstændigheder været berettiget til at opsige ham i prøvetiden den 26. oktober 1994.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jan Algreen-Ussing og konsulent Ane Kristine Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) samt kontorchef Jørgen Petersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Tvistighedsnævnet bemærker, at det fremlagte tillæg til uddannelsesaftalen ikke kan tillægges nogen betydning ved sagens afgørelse, idet der ikke kan indgås aftale om en forlængelse af prøvetiden eller i øvrigt træffes aftaler, der ikke har direkte hjemmel i erhvervsuddannelseslovgivningen.

Det kan endvidere ikke tillægges betydning, om klageren forud for uddannelsesaftalens ikrafttræden har udført fagligt relevant elevarbejde, idet der efter lovgivningen ikke kan stilles krav om, at der for sådant arbejde indgås en uddannelsesaftale. I den foreliggende sag kommer hertil yderligere, at klagerens tidligere beskæftigelse hos indklagede er sket som et led i en beskæftigelsesaftale med de sociale myndigheder, der først udløb ved klagerens afsluttende eksamen den 20. juni 1994.

Tvistighedsnævnet må derfor lægge til grund, at prøvetiden løber fra uddannelsesaftalens ikrafttræden den 1. oktober 1994. Indklagede har derfor den 26. oktober 1994 været berettiget til at opsige aftalen, uden at det herefter er nødvendigt at tage stilling til, om klageren denne dag har misligholdt aftalen.

Tvistighedsnævnet tager på denne baggrund indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
23. august 1996 i sag
nr. 17 og 18/1995

Elev A mod 1. B og 2. C

Mellem klageren, elev A, født den 2. februar 1974, og indklagede 2, daværende forpagter, blev den 16. september 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som receptionist med uddannelsesperiode fra den 1. august 1991 til den 30. september 1994. Efter at C den 7. juni 1994 på begæring af indklagede 1, B, var blevet udsat af ..... (virksomheden), ophørte klagerens praktikperiode på ..... (virksomheden). Denne sag vedrører klagerens krav på erstatning herfor og i særdeleshed spørgsmålet om, hvem der efter lov om virksomhedsoverdragelse måtte hæfte for et eventuelt krav.
Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 13. juni 1995 indbragt sagen for nævnet med endelig påstand om, at principalt indklagede 1, subsidiært indklagede 2, tilpligtes at betale en erstatning på 44.187,67 kr. med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.
Indklagede 1 har principalt påstået afvisning, idet indklagede 1 ikke er omfattet af lov om erhvervsuddannelse, da virksomheden ikke var godkendt som uddannelsessted og ikke har indgået uddannelsesaftale med klageren. Subsidiært har indklagede 1 påstået frifindelse under henvisning til, at et eventuelt krav påhviler indklagede 2.

Indklagede 2 har påstået frifindelse under henvisning til, at et eventuelt krav påhviler indklagede 1.

Klageren har opgjort sit krav således:

Løn i perioden 7. juni til 30. september 1994 25.281,86 kr.

Feriegodtgørelse heraf 3.160,23 kr.

Betalt Håndværker-Skolehjemmet i ..... under skoleophold 1.700,00 kr.

Befordringsgodtgørelse under skoleophold 600,00 kr.

Godtgørelse for afbrudt uddannelsesforhold svarende til 2 måneders elevløn 13.445,58

44.187,67 kr.

Der er fremlagt kopi af en opsigelsesskrivelse fra indklagede 2 , dateret 14. maj 1994, uden angivelse af adressat. Skrivelsen er sålydende:

„Jeg beklager at måtte meddele Dig, at Du på grund af ophør af min virksomhed på ..... (virksomheden) hermed siges op i din stilling i lighed med alle andre fast og løst ansatte på Slottet.
Det er sandsynligt, at den nye driftsherre ønsker at overtage personalet. Jeg skal holde Dig orienteret om forholdene, udvikling og forløbet af forhandlingerne.
Tak for supergod indsats.
Med venlig hilsen
..... (virksomheden)
sign. C"

Den 2. juni 1994 skrev indklagede 2 følgende til de gæster, der havde forudbestilt arrangementer på ..... (virksomheden):

„..... (virksomheden) har gennem de sidste par år dannet rammen om utallige mindeværdige arrangementer, og De har med Deres bestilling hos os lagt op til endnu en festlig oplevelse.
Der er imidlertid sket det, at bortforpagteren nu ønsker selv at overtage virksomheden. Den aftale, der er indgået om afvikling og overdragelse af hotel- og restaurantvirksomheden, forpligter bortforpagteren til at drive virksomheden videre, men nu ønsker han alligevel ikke at opfylde denne forpligtelse.
..........
På denne baggrund lukker vi virksomheden med øjeblikkelig virkning, og det er med oprigtig beklagelse, at vi må meddele Dem, at vi desværre ikke kan stå for Deres arrangement på ..... (virksomheden).
Da bortforpagteren som nævnt ikke ønsker at overtage Deres bestilling, er vi i gang med at undersøge mulighederne for at Deres arrangement kan gennemføres som aftalt og blive en festlig oplevelse for alle, men i andre former.
Dersom De ønsker at høre nærmere og overveje tilbudet om at gennemføre Deres arrangement et andet sted, beder vi dem venligst kontakte os indtil den 6. Juni på tlf. ..... / fax. ...... Herefter er De velkommen til at kontakte os privat på tlf./fax: ......."

Om forholdet mellem indklagede 1, B, og indklagede 2, C, er fremlagt en række skrivelser. I skrivelse af 8. juni 1994 fra indklagede 1's advokat til indklagede 2's advokat er det således bl.a. anført:

i....... skal jeg for god ordens skyld atter meddele Dem, ........... at B ikke har overtaget Cs forretning. Dette er netop årsagen til, at Deres klient er udsat ved fogdens hjælp den 7. juni 1994.
Min klient er således ikke forpligtet til og ønsker ikke at overtage Deres klients forpligtelser overfor personale, arrangementer, KTAS m.v., hvilket i øvrigt blev præciseret under vort møde den 29. f.m. Ethvert krav fra Deres klients kreditorer kan derfor kun rettes mod Deres klient, og vil blive afvist fra ..... (virksomhedens) side.
.......... Jeg har endvidere fået oplyst, at Deres klient i vidt omfang har videregivet min klients telefonnumre til gæster, hvis arrangement Deres klient har aflyst, samt at Deres klient på hans private telefon har etableret en telefonvagt, der oplyser min klients telefonnumre. De bedes indskærpe overfor Deres klient, at han omgående skal ophøre hermed.
..........
Min klient ønsker i enhver henseende at lægge mest mulig afstand til Deres klient og den af ham drevne virksomhed, idet denne har miskrediteret ..... (virksomheden). Min klient vil i stedet selv søge renomméet genoparbejdet fra bar bund af.
.......... „

Det er oplyst, at „Afskedigelsesnævnets" opmand i en kendelse af 7. november 1994 om en anden ansat hos indklagede 1 bl.a. har anført:

„Efter forpagtningsforholdets endelige ophør den 7. juni 1994 ved indklagedes udsættelse af og bortforpagterens indsættelse i besiddelsen af Dragsholm Slot er den af indklagede hidtil drevne hotel- og restaurationsvirksomhed blevet fortsat med en ny arbejdsgiver. Efter praksis finder virksomhedsoverdragelsesloven anvendelse i en sådan situation, jf. bl.a. de afgørelser, der er gengivet i Lars Svenning Andersens kommentar til loven (2. udgave) s. 33 ff."

Klageren har bl.a. forklaret, at hun ikke har modtaget den fremlagte opsigelsesskrivelse fra indklagede 2. Hun vidste godt, at der var store problemer, men hun fik at vide, at virksomheden nok skulle køres videre af indklagede 1. Hun fik dog aldrig nærmere meddelelse herom, og hun har ikke selv taget kontakt til indklagede 1. Hun ophørte i virksomheden den 6. juni 1994. Hun var på skoleophold i 5 uger fra den 1. august til den 5. september 1994. Hun har fået dispensation fra det faglige udvalg, således at hun som oprindeligt aftalt blev færdiguddannet med udgangen af september 1994, selv om hun ikke var i praktik efter den 6. juni. Hun har først den 4. oktober 1994 fået ny beskæftigelse.

Indklagede 1 har bl.a. forklaret, at han den 7. juni 1994 overtog en totalt tom bygning uden nogen form for inventar. Køkkenet og EL-installationerne var fjernet. Det var tanken at bygge en ny hotel- og restaurationsvirksomhed op efter andre principper end den hidtil af indklagede 2 drevne virksomhed. Det varede imidlertid flere måneder, før man efter renovering og inventarkøb var klar i slutningen af august. Det er korrekt, at han forinden lod en ven afholde en privat fest på slottet, men maden blev bragt til stedet udefra, ligesom de nødvendige møbler blev lånt. Indklagede 2 havde skrevet til de kunder, der havde afgivet bestillinger, at virksomheden var lukket. Der var derfor ingen forretning, og telefonopringninger blev omdirigeret til ..... Kro. Normalt er juni, juli og august højsæson for virksomheden. Der blev ikke af ham ansat nogen fra det nøglepersonale, som indklagede 2 havde ved lukningen. Han har ikke søgt personale. De, der blev ansat, henvendte sig selv. Medio juni ansatte han en dame til at hjælpe.

Klageren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at den virksomhed, som indklagede 2 drev indtil den 7. juni 1994, er blevet videreført af indklagede 1, men med andre ansatte. Den rimelige tid, der er medgået til istandsættelse, medfører efter praksis ikke, at virksomhedsoverdragelse ikke har fundet sted. Klageren har ubestridt ikke modtaget opsigelsesskrivelsen af 14. maj 1994. Hun er derfor ikke sagt op, hvilket i øvrigt under alle omstændigheder ville have været i strid med erhvervsuddannelsesloven. Indklagede 1 har derfor efter lov om virksomhedsoverdragelse overtaget ansættelsesforholdet med klageren. Det gør ingen ændring heri, at indklagede 1 ikke er godkendt som praktikvært efter erhvervsuddannelsesloven. Denne godkendelse ville indklagede 1 i øvrigt formentlig have fået, hvis der var indgivet ansøgning herom.
Indklagede 1 har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren den 7. juni 1994, hvor udsættelsen fandt sted, ikke havde noget ansættelsesforhold, idet hun ved skrivelsen af 14. maj 1994 var opsagt. Hertil kommer, at hun ikke har taget kontakt til indklagede 1 om sin ansættelse og derfor under alle omstændigheder på grund af passivitet har fortabt sin eventuelle ret. Der foreligger ingen overtagelse af en bestående virksomhed fra indklagede 1's side, idet der intet var at overtage. Indklagede 1 har således heller ikke overtaget nogen forudbestillinger fra indklagede 2.

Indklagede 2 har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at han ikke har opsagt nogen ansat. Skrivelsen af 14. maj 1994, der ikke er stilet til nogen enkelt medarbejder, var alene ment som en orientering af medarbejderne. Der er derfor heller ikke anført nogen fratrædelsesdato i skrivelsen. Han har henvist alle kunder til indklagede 1, der efter hans opfattelse har fortsat virksomheden.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), advokat Vagn Marquardt og arbejdsretskonsulent Birgitte Uldall Kølving (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget cand. merc. jur. Ulf Steen Neitzel (Hotel-, Restaurant- & Turisterhvervets Arbejdsgiverforening) og gruppeformand Birgit Petersen (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Tvistighedsnævnet lægger til grund, at klageren ikke har modtaget indklagede 2's skrivelse af 14. maj 1994. Klageren havde herefter den 7. juni 1994 en bestående, ikke misligholdt, uddannelsesaftale med indklagede 2.

Da indklagede 1 efter indklagede 1s forklaring havde til hensigt at fortsætte hotel - og restaurationsdriften, finder nævnet - uanset at virksomheden var lukket til slutningen af august måned, og uanset at virksomheden skulle drives efter andre retningslinier end hidtil - at der ved indklagede 2's overtagelse foreligger en virksomhedsoverdragelse, der er omfattet af virksomhedsoverdragelsens regler, således at klagerens ansættelsesforhold er overtaget af indklagede 2.
Nævnet finder, at det er uden betydning for anvendelse af virksomhedsoverdragelseslovens regler, om indklagede 1's virksomhed var godkendt som uddannelsessted efter erhvervsuddannelsesloven. Den risiko, der måtte være en følge af manglende godkendelse, påhviler alene indklagede 1 som overtager.

Tvistighedsnævnet tager derfor klagerens påstand, der ikke beløbsmæssigt er bestridt, til følge i forhold til indklagede 1, hvorimod indklagede 2 frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 1, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 44.187,67 kr. med sædvanlig procesrente fra den 13. juni 1995.

Indklagede 2, C, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
20. februar 1996 i sag
nr. 25/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 26. januar 1965, og indklagede, B, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kontorfaget all-round med uddannelsesperiode fra den 6. september 1993 til den 5. september 1995. Uddannelsesaftalen blev ensidigt ophævet af indklagede den 20. december 1994 med virkning fra 31. december 1994.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 30. august 1995 nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 23.810,16 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med sædvanlig procesrente.

Indklagede har skriftligt påstået frifindelse, men har ikke givet møde for Tvistighedsnævnet under den mundtlige forhandling.

Klageren har opgjort sit endelige krav således:

Tilgodehavende løn og feriepenge 16.947,84 kr.

Erstatning for løntab i januar 1995 7.550,11 -

24.497,95 -

Med fradrag af:
Fragt af køleskab 267,50 -

Check 420,29 -

687,79 -

I alt 23.810,16 kr.

Indklagede har skriftligt bestridt klagerens opgørelse, men klageren har under den mundtlige forhandling fastholdt sin opgørelse.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og arbejdsretskonsulent Steen Hjorth-Larsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Mogens Jensen og konsulent Ane Kristine Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokatfuldmægtig René Honoré (Dansk Handel & Service) samt faglig sekretær Hanne Christensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Da indklagede ikke har givet møde under den mundtlige forhandling og gjort nærmere rede for rigtigheden af sine indsigelser, lægger Tvistighedsnævnet klagerens opgørelse af kravet til grund. Nævnet bemærker, at det påhviler indklagede at betale den fulde løn til klageren, uanset at kommunen har givet indklagede tilsagn om refusion.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 23.810,16 kr. med sædvanlig procesrente fra den 30. august 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
20. februar 1996 i sag
nr. 31/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 8. januar 1975, og indklagede, B, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med uddannelsesperiode fra den 1. juni 1993 til den 31. maj 1995. Uddannelsesaftalen blev ensidigt ophævet af indklagede den 2. september 1994.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 27. oktober 1995 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 174.067 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med sædvanlig procesrente.

Indklagede har efter påkrav ikke afgivet svarskrift og har trods lovlig tilsigelse ikke givet møde under den mundtlige forhandling i Tvistighedsnævnet.

Det fremgår af sagen, at indklagedes advokat i skrivelse af 9. september 1994 til HK har oplyst, at bortvisningen er sket fordi klageren »blev grebet i tyveri fra arbejdspladsen«.

Af en under sagen fremlagt politirapport fremgår, at indklagede den 1. september 1994 indgav politianmeldelse mod klageren for tyveri af 1 par joggingbenklæder, 1 hvid bluse og 600 kr. kontant.

HK meddelte ved skrivelse af 8. september 1994 til indklagede, at man agtede at kræve erstatning for misligholdelse af den indgåede uddannelsesaftale.

Ved skrivelse af 18. november 1994 meddelte Politimesteren i ....., at efterforskningen var indstillet, fordi der ikke var rimelig formodning for, at et strafbart forhold var begået. Politimesterens afgørelse blev - efter meddelelse herom til klageren - af indklagede indbragt for Statsadvokaten for ..... m.v.

Herefter hørte klageren intet til sagen, før han den 6. juni 1995 selv rettede henvendelse til Statsadvokaten, der derefter ved skrivelse af 16. juni 1995 til ham meddelte, at Politimesterens afgørelse den 19. december 1994 var blevet tiltrådt af Statsadvokaten. Statsadvokaten tilføjede, at »efter de gældende regler er alene klageren underrettet herom.«

Klageren har for Tvistighedsnævnet bl.a. forklaret, at han på det bestemteste afviser, at han skulle have gjort sig skyldig i tyveri. Siden bortvisningen har han kun har haft forskellige småjobs. Han har søgt flere praktikpladser, men da han på forespørgsel har måttet oplyse, at han i sit tidligere elevforhold blev bortvist på grund af tyveri, har ingen haft interesse for at oprette en ny uddannelsesaftale.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og advokat Vagn Marquardt (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Rikke Palm Boesgaard (Dansk Handel & Service) samt afdelingsleder Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter anklagemyndighedens afgørelser og klagerens forklaring lægger Tvistighedsnævnet til grund, at klageren ikke har begået det tyveri, som indklagede har anmeldt ham for.
Som sagen herefter foreligger for nævnet har indklagede ikke haft nogen baggrund for at bortvise klageren, der derfor har krav på en godtgørelse.

Under hensyn til, at indklagede har fremsat uberettiget beskyldning mod klageren for tyveri, der har gjort det yderst vanskeligt for klageren at indgå en ny uddannelsesaftale, og til at indklagede ikke efterfølgende har trukket beskyldningerne herom tilbage, finder Tvistighedsnævnet, at godtgørelsen bør fastsættes til et væsentligt højere beløb end normalt. Godtgørelsen findes passende at kunne fastsættes til 65.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 65.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 27. oktober 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
20. februar 1996 i sag
nr. 36/1995

A mod elev B

Mellem klageren, A, og indklagede, elev B, født den 27. januar 1977, blev den 11. august 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter indklagede skulle uddannes som elektriker - installationsteknik med uddannelsesperiode fra den 1. august 1994 til den 31. juli 1998. Den 30. august 1995 ophævede indklagede ensidigt uddannelsesaftalen. Denne sag vedrører spørgsmålet om berettigelsen af denne ophævelse.

Klageren har ved klageskrift modtaget den 16. november 1995 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han mødte på arbejde første gang den 1. august 1994. Da han mødte, var alle svendene samlet. Han stod selv og lænede sig op ad en væg. Mester, M, råbte og skreg til ham, om væggen ikke kunne stå af sig selv. Omkring oktober 1994 blev han slået ned en aften på et diskotek. Som følge heraf var han sygemeldt. Mester sagde i den anledning til ham: »Sådan en lærling, der lægger sig syg, kan vi ikke have i virksomheden!« Efter denne samtale blev indklagede sendt hjem af formanden, der sagde, at han så rigtig dårlig ud. I august 1995 arbejdede han på en byggeplads på ...... Da en af svendene skulle holde op i virksomheden, kom mester for at snakke. De sad da og spiste frokost i en skurvogn. Der var ikke siddeplads til flere i vognen. Han var selv ca. 10 min. inde i frokosten og havde ikke spist færdig. Mester gik hen og gav hans stol et spark og sagde: »Du er vist færdig med at spise«. Derefter måtte indklagede gå ud og arbejde, medens mester sad i skurvognen og drak med nogle af svendene. Indklagede blev psykisk ked af at være i firmaet. Han har kun talt med nogle af svendene herom, idet han ikke turde nævne det for M. Han har dog ved en enkelt lejlighed under uformelle former sagt til M, at han ikke følte, at det gik særlig godt. M afviste ham og slog det hen. Han var også nervøs for firmaets økonomi, idet man to gange havde problemer med at udbetale lønningerne. Da han sagde sin stilling op hos klageren, havde han forinden talt med sin nye arbejdsgiver om en uddannelsesaftale. Denne uddannelsesaftale er oprettet med virkning fra 31. august 1995.

Elektrikersvend E har bl.a. forklaret, at han fra 12. december 1994 til 4. september 1995 var ansat hos klageren. Omkring juli-august 1995 arbejdede han på samme plads i ..... som indklagede. Han har ikke hørt indklagede fortælle, hvorfor han ønskede at holde op. Klagerens virksomhed var ikke noget rart sted at være. Overmontørerne kunne mange gange ikke give et klart og korrekt svar på spørgsmål. Tonen på arbejdspladsen var heller ikke rar. De gamle svende var for dominerende og »talte ned« til de nye. M kunne nogen gange råbe højt, hvis arbejdet ikke gik som han forventede.

M har bl.a. forklaret, at han nok er rimelig kontant og siger sin mening klart. Han sagde ved uddannelsesaftalens begyndelse, at indklagede altid kunne bede ham om et møde, hvis der var problemer, men det har indklagede aldrig bedt om. Tonen i firmaet var som på en hver anden byggeplads. Der var ca. 20-30 ansatte. Der har i mange år været omkring 5 elever ad gangen uden problemer.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen og advokat Vagn Marquardt (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Mogens Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget konsulent Bent Lindgreen (Elinstallatørernes Landsforening - ELFO) og forbundssekretær Ejner K. Holst (Dansk El-Forbund).

Indklagede har ikke godtgjort, at klageren har gjort sig skyldig i noget forhold, der kan betegnes som væsentlig misligholdelse.

Da indklagede har ophævet uddannelsesaftalen uden at søge eventuelle misforståelser løst ved forhandling med klageren, skal indklagede derfor betale en erstatning til klageren.
Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets sædvanlige praksis til ½ måneds løn, eller til kr. 2.850 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 2.850 kr. med sædvanlig procesrente fra den 16. november 1995.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. august 1996 i sag
nr. 38/1995

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 4. november 1974, og indklagede, B, er oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som sejlmager med uddannelsesperiode fra den 1. juli 1992 til den 30. juni 1996. Denne sag vedrører klagerens lønkrav.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 73.750,22 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det påståede beløb udgør efterbetaling af løn og feriegodtgørelse i anledning af, at klageren forud for elevtidens påbegyndelse i 11 måneder var beskæftiget med fagligt relevant arbejde.

Klageren har under sagen tillige nedlagt påstand om efterbetaling af løn og betaling af overarbejde under uddannelsen. Der er mellem parterne enighed om, at disse krav er betalt, medens sagen har verseret for Tvistighedsnævnet.

Det er oplyst, at indklagede B med virkning fra den 16. december 1994 overtog virksomheden fra T, der har underskrevet uddannelsesaftalen.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og konsulent Laurits Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jan Algreen-Ussing og konsulent Ane Kristine Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og kontorchef Jørgen Petersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Tvistighedsnævnet kan efter erhvervsuddannelsesloven behandle tvistigheder mellem en elev og praktikvirksomheden. Da den nu til påkendelse foreliggende tvist vedrører perioden forud for elevtiden, har nævnet ikke kompetence til at træffe afgørelse i sagen, hvorfor sagen afvises.

Thi bestemmes:

Denne sag afvises.

Hver part bærer sine omkostninger.

1996

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
2. oktober 1996 i sag
nr. 4/1996

B mod elev A

Mellem klageren, B, og indklagede, elev A, født den 21. juli 1973, blev den 22. juni 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter indklagede skulle uddannes som plastmager med uddannelsesperiode fra den 2. august 1993 til den 1. august 1997. Indklagede opsagde den 24. august 1995 aftalen med virkning fra den 25. august 1995. Denne sag vedrører parternes mellemværende i anledning af indklagedes fratrædelse.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Industri, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 29. januar 1996 indbragt sagen for nævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning efter nævnets skøn med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede, der ikke har givet møde for Tvistighedsnævnet, har i sit skriftlige svar påstået frifindelse og yderligere anført, at hans uddannelse hos klageren ikke har været tilfredsstillende, således at han kunne have et modkrav i den anledning.

Klageren har bestridt, at uddannelsen har været mangelfuld og har nærmere redegjort for oplæringen. Herudover er fremlagt en skrivelse af 3. april 1996 fra »Den ..... Haandværkerskole« i ....., hvori der er anført:

»På opfordring, og efter flere besøg, gennem en årrække på virksomheden, er jeg blevet bedt om en udtalelse, om hvorledes jeg vurderer virksomheden som uddannelsesplads for plastmagerlærlinge.
Virksomheden er en moderne virksomhed, jeg finder meget velegnet som uddannelsessted for plastmagerlærlinge, idet virksomheden er relativ bred, da den foruden sprøjtestøbeafdeling med tilhørende værktøjs og konstruktionsafdeling, også har en stor termoformafdeling.
Jeg fornemmer, gennem min daglige lærergerning, som faglærer på Den ..... Haandværkerskole, for flere plastmagerlærlinge fra B, at virksomheden er en hvor den flittige lærling virkelig kan lære faget, bl.a. gennem rotation mellem de forskellige afdelinger i virksomheden.
Med venlig hilsen
F
faglærer«

Det er oplyst, at indklagede havde en timeløn på 40 kr., svarende til ca. 7.800 kr. pr. måned.

Direktør hos klageren, D, har bl.a. forklaret, at indklagede ved flere lejligheder har sagt, at han ville være selvstændig for at tjene flere penge end som elev. Indklagede sagde, at han havde ringet til skolen for at spørge, hvad det ville koste at bryde uddannelsesaftalen. Indklagede havde da fået at vide, at det kostede ½ månedsløn. Indklagede har nu sit eget firma, hvor han fremstiller halmadventskranse.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og fuldmægtig Flemming Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget sektionschef Lasse Jensen Per Stig Jensen (Dansk Industri) og forretningsfører Verner Klemmensen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Tvistighedsnævnet må efter det oplyste lægge til grund, at den oplæring, som indklagede har modtaget hos klageren, har været tilfredsstillende.

Da der herefter ikke foreligger nogen lovlig grund for indklagede til at ophæve uddannelsesaftalen, skal han i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, jf. § 60, betale erstatning herfor til klageren.

Efter det oplyste må nævnet endvidere lægge til grund, at indklagede har tilsigtet at opnå en økonomisk gevinst ved sin handlemåde. Nævnet finder derfor, at indklagede bør betale en erstatning til klageren på 10.000 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, skal inden 14 dage til klageren, B, betale 10.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. januar 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
20. november 1996 i sag
nr. 7/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 10. april 1974, og indklagede, B, blev den 8. maj 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for kontor all round med uddannelsesperiode fra den 8. maj 1995 til den 7. maj 1997. Denne sag vedrører spørgsmålet om beregningen af klagerens prøvetid.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 23. februar 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 163.000 kr. med tillæg af feriegodtgørelse samt sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb efter nævnets skøn.

Da indklagede var i tvivl om beregningen af prøvetiden, rettede man henvendelse til ..... Handelsskole herom. Skolen har i skrivelse af 25. oktober 1995 om denne henvendelse anført:

»På foranledning af en henvendelse jeg fik fra dig i går, vedrørende forlængelse af prøvetid, får du hermed mit svar på skrift.
I sommer fik jeg en henvendelse fra dig vedrørende følgende:
Du havde ansat en elev pr. 8. maj 1995. Eleven ønskede 14 dages ferie i prøvetiden og dit spørgsmål til mig var kan prøvetiden så forlænges med de 14 dage?
Jeg svarede dig, at prøvetiden kunne forlænges med de 14 dage
- når det var sammenhængende ferie
- når eleven ønskede ferie
- at eleven selvfølgelig skulle vide, at der ville ske en forlængelse af prøvetiden med de 14 dages ferie.
Skulle eleven have været på et 14 dages skoleophold i prøvetiden, ville dette have forlænget prøvetiden med de 14 dage.
Derudfra sluttede jeg logisk, at så måtte det samme selvfølgelig være gældende, når det drejede sig om ferie, hvis nævnte forhold var indfriet.
Kuriosum: En elev vil sandsynligvis ikke kunne få 14 dages ferie i prøvetiden, hvis prøvetiden ikke forlænges tilsvarende.«

Den 11. august 1995 blev klageren opsagt under påberåbelse af, at prøvetiden ikke var udløbet.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Laurits Rønn og konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget chefkonsulent Thorkil Jensen (Dansk Industri) og faglig sekretær Hanne Christensen (Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Allerede i sag 8/1995 har Tvistighedsnævnet ved kendelse af 13. juni 1995 fastslået, at det i erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2, udtømmende er fastlagt, at skoleophold ikke medregnes i prøvetiden. Prøvetiden kan herefter ikke forlænges på grund af afholdelse af ferie. Det forhold, at en handelsskole ikke er bekendt hermed og som følge heraf meddeler urigtige oplysninger, er uden betydning i forholdet mellem elev og praktiksted.

Herefter har indklagede ikke været berettiget til at opsige aftalen den 11. august 1995, og indklagede skal som følge heraf betale en godtgørelse til klageren. Denne godtgørelse fastsættes i overensstemmelse med nævnets sædvanlige praksis til 25.000 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 23. februar 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
18. oktober 1996 i sag
nr. 13/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 31. marts 1975, og indklagede, B, blev den 25. august 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor tømrer snedkerfaget med uddannelsesperiode fra den 24. august 1992 til den 24. november 1995. Uddannelsesforholdet blev bragt til ophør af indklagede den 11. december 1995 med virkning fra 4. december 1995.

Klageren har ved sin faglige organisation, Snedker og Tømrerforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 28. marts 1996 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 40.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med sædvanlig procesrente.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at klageren efter sommerferie i juli måned i efteråret 1995 var sygemeldt i følgende perioder: 2. august 15. september, 16. september 19. oktober, 24. oktober 17. november og 18. november 3. december. Hans skoleophold skulle afsluttes med 7. skoleophold i perioden 7. oktober 24. november afsluttende med 2 ugers svendeprøve. Klageren gennemførte på grund af fravær ikke dette skoleophold.

Der har været afholdt møder mellem klageren, dennes far og indklagede om klagerens uddannelse i efteråret 1995.

Efter at der var indhentet lægeerklæringer skrev indklagede den 11. december 1995 følgende til klageren:

„Med baggrund i dit lange sygefravær og den seneste lægeerklæring fra ....., som konkluderer at din svimmelhed opstået i forbindelse med undertryk i øret, ikke vil fortage sig, ser jeg mig ikke længere i stand til at tage ansvaret for at færdiggøre din uddannelse.
Som tidligere meddelt dig fra ..... Kommune, Social og sundhedsforvaltningen, ophører dagpengeudbetalingen med sidste dag 03.12.95.
Med baggrund i disse forhold har jeg besluttet at ophæve uddannelsesaftalen pr. 04.12.95. og vedlægger ophævelsespapirer, som du bedes udfylde og returnere".

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og konsulent Laurits Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jan Algreen-Ussing og konsulent Ane Kristine Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget trækonsulent Poul Funch (Byggeriets Arbejdsgivere) samt faglig sekretær Christian Dyrberg (Snedker og Tømrerforbundet i Danmark).

Uddannelsesforholdet er af indklagede bragt til ophør kort tid efter uddannelsesperiodens ophør.

Efter erhvervsuddannelsesloven e 58, stk. 1, kan eleven og virksomheden indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden, hvis en elev på grund af sygdom er fraværende i mere end 10% af uddannelsestiden. En sådan forlængelse er ikke aftalt, selv om betingelserne herfor har været opfyldt..

Efter erhvervsuddannelsesloven e 58, stk. 3, kan det faglige udvalg forlænge uddannelsestiden efter anmodning fra en af parterne, såfremt der ikke kan opnås enighed om forlængelse efter stk. 1. Spørgsmålet har ikke været forelagt det faglige udvalg.

Da en forlængelse af uddannelsestiden ikke er aftalt eller bestemt i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens bestemmelser, finder Tvistighedsnævnet, at elevforholdet er ophørt den 24. november 1995 i overensstemmelse med uddannelsesaftalens indhold.

Da klageren kræver erstatning i anledning af indklagedes ophævelsesskrivelse af 11. december 1995, vedrører tvisten i denne sag herefter ikke et elevforhold. Tvistighedsnævnet har derfor ikke kompetence til at behandle sagen.

Thi bestemmes:

Denne sag afvises.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
24. juni 1997 i sag
nr. 14/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 3. maj 1977 og indklagede, B, blev der indgået en mundtlig aftale om, at klageren skulle uddannes som salgsassistent fra den 1. august 1995. Klageren ophørte hos indklagede den 21. oktober 1995. Denne sag vedrører parternes mellemværende i anledning af denne fratrædelse.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 28. marts 1996 indbragt sagen for nævnet principalt med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 105.309,91 kr., subsidiært 44.794,36 kr. og mere subsidiært 36.459,93 kr., og endnu mere subsidiært 5.894,36 kr., alt med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse mod betaling af skyldig feriegodtgørelse med 3.864 kr., hvori der skal fradrages kildeskat.

Klageren har opgjort sine krav som godtgørelse for ikke oprettet uddannelsesaftale med tillæg af betaling af nærmere opgjort erstatning for ulovlig bortvisning m.v.

Det er oplyst, at klageren den 21. oktober 1995 opsagde uddannelsesaftalen med 1 måneds varsel, og at hun på indklagedes foranledning derefter fratrådte straks.

Klageren har nærmere anført, at den sædvanlige prøvetid på 3 måneder, jf. erhvervsuddannelsesloven § 60, stk. 2, ikke kan finde anvendelse i dette uddannelsesforhold, idet der ikke er oprettet skriftlig uddannelsesaftale. Indklagede har derfor været uberettiget til at bringe uddannelsen til ophør den 21. oktober 1995 og skal derfor betale erstatning, da indklagede herudoverhar tilsidesat sin pligt såvel efter erhvervsuddannelsesloven som sin generelle pligt til at udfærdige bevis for ansættelsen.

Indklagede har nærmere anført, at uddannelsesforholdet er bragt til ophør i prøvetiden i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens regler. Det spiller i denne forbindelse ingen rolle, at der ikke er udfærdiget skriftlig uddannelsesaftale. En godtgørelse i den anledning kan under alle omstændigheder kun blive af symbolsk karakter.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Flemming Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Thorkild Bang (Tekstil- og Beklædningsindustrien) og forretningsfører Ole Mørch Thor (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).
Samtlige medlemmer er enige om, at der er tale om et uddannelsesforhold i henhold til erhvervsuddannelsesloven i forbindelse med indklagedes ansættelse af A.
Indklagede har erklæret sig enig i at skulle betale 3.864 kr. i feriegodtgørelse.

Samtlige medlemmer er i øvrigt enige om, at der skal betales forskudttidstillæg og overarbejdsbetaling, kr. 3.834,78 + feriepenge, kr. 479,35, i alt kr. 4.314,13.

4 af nævnets medlemmer lægger til grund, at klagerens uddannelse er bragt til ophør indenfor prøvetiden på 3 måneder, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 2.

Uanset at der ikke er udfærdiget en skriftlig uddannelsesaftale, kan det ikke lægges til grund, at forholdet mellem parterne har været anderledes end fastslået i den godkendte formular til uddannelsesaftale, idet ændringer i eller tilføjelser til formularens aftaleindhold skal godkendes af det faglige udvalg.

Der er herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning i anledning af uddannelsesforholdets ophør.

Nævnet har i tidligere afgørelser lagt til grund, at det er virksomhedens pligt at drage omsorg for, at der i henhold til erhvervsuddannelsesloven oprettes en skriftlig uddannelsesaftale. Denne pligt er nu gentaget i lov nr. 392 af 22. juni 1993 om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, hvorefter arbejdsgiveren senest 1 måned efter, at et ansættelsesforhold er påbegyndt skal give lønmodtageren sådanne oplysninger.

Da indklagede ikke på fratrædelsestidspunktet - mere end 2½ måned efter, at uddannelsesforholdet var påbegyndt - har efterkommet pligten efter såvel erhvervsuddannelsesloven som loven af 22. juni 1993, finder disse medlemmer, at indklagede bør betale en godtgørelse på kr. 6.000 svarende til 4 ugers løn til klageren.

3 af nævnets medlemmer udtaler: Da indklagede har forsømt at oprette en skriftlig uddannelsesaftale i henhold til Erhvervsuddannelseslovens § 48 og § 52, bør klageren tilkendes en erstatning svarende til differencen mellem den udbetalte elevløn og den overenskomstmæssigt fastsatte mindsteløn for ufaglærte, kr. 16.842,25 inkl. feriegodtgørelse, overensstemmende med princippet i Østre Landsrets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995.615. Hertil kommer betaling af løn i en periode svarende til opsigelsesvarslet i henhold til Funktionærloven, kr. 12.909,38 inkl. feriegodtgørelse.

Endvidere finder mindretallet, at der skal betales en godtgørelse for manglende udstedelse af skriftligt ansættelsesbevis i henhold til Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.

Mindretallet finder, at denne godtgørelse bør fastsættes til et beløb svarende til 8 ugers overenskomstmæssig mindsteløn for ufaglærte, kr. 21.184,62.

Mindretallet vil herefter tillægge klageren i alt kr. 55.250,38 med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse, hvortil kommer det af indklagede anerkendte beløb kr. 3.864,00 i feriegodtgørelse.

Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 14.178,13 kr. med sædvanlig procesrente fra den 28. marts 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. oktober 1997 i sag
nr. 15/1996 og 51/1996

Elev A mod 1) G og 2) H

Mellem klageren, elev A, født den 22. april 1976, og indklagede 1), Hotel ApS, blev den 4. oktober 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som kok med uddannelsesperiode fra den 22. august 1994 til den 21. august 1997.

Indklagede 1)'s virksomhed blev drevet fra forpagtede lokaler. På grund af misligholdelse blev selskabet af bortforpagteren, B, udsat af lokalerne den 7. september 1995. Indklagede 1) afregnede sædvanlig løn til klageren indtil den 7. september 1995. Indklagede 1) har efter det oplyste senere standset sine betalinger.
Fra den 7. september 1995 blev bl.a. restaurationsvirksomheden forpagtet af indklagede 2), H. Klageren fortsatte med at arbejde i restaurationsvirksomheden, nu for indklagede 2) uden ændring eller tilføjelse til den oprindelige uddannelsesaftale, indtil den 30. september 1995, hvor han modtog følgende skriftlige meddelelse:

„A er hermed opsagt pga. omstrukturering i Restauranten, d. 30. sep.
K
bestyrer af ....."

Klageren fratrådte herefter som elev. Indklagede 2)'s bo er efter det oplyste taget under konkursbehandling den 7. februar 1997.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget

af Tvistighedsnævnet den 2. april 1996 oprindeligt indbragt sagen for Tvistighedsnævnet mod indklagede 1) med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 157.833,99 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet (sag 15/1996) og senere ved klageskrift modtaget den 11. september 1996 tillige indbragt sagen for nævnet mod indklagede 2) med samme påstand (sag 51/1996).

Det skyldige beløb er opgjort som 83.667,39 kr. vedrørende efterbetaling for overarbejde, forskudt tid og søgnehelligdage i perioden 22. august 1994 til 30. september 1995 og herudover 74.166,60 kr. som tab i anledning af 10 måneders forlængelse af uddannelsen.

De indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet.

Under parternes forhandlinger forud for sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet har indklagede 2) bl.a. gjort gældende, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke kan finde anvendelse, idet indklagede 2) ikke beskæftigede en udlært kok og derfor ikke kunne opnå godkendelse som uddannelsessted.

Det fremgår af sagen, at retten i Nykøbing Mors den 6. januar 1997 afsagde dom i en sag mellem en hos indklagede 2) ansat kok og indklagede 2). Under sagen har K forklaret, at kokken blev ansat, efter at hotellet havde rettet henvendelse til arbejdsformidlingen. Kokken forklarede, at han den 1. oktober 1995 aftalte med K, at han kunne begynde den følgende dag, og den 10. oktober 1995 blev der oprettet skriftligt ansættelsesbevis for ham.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), underdirektør Torkild Justesen og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige i denne sag deltaget advokat Margit Heilmann (HO RES TA) og gruppeformand Nils Lønstrup (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Ingen af de indklagede har gjort indsigelse mod de opgørelser, der er foretaget af klageren vedrørende arbejdets omfang og tidsmæssige placering. Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb vedrørende efterbetaling for overarbejde, forskudt tid og søgnehelligdage i perioden 22. august 1994 til 30. september 1995 i henhold til gældende overenskomst herefter beløbsmæssigt skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger, således at klageren har krav på betaling af 83.667,39 kr.

Det er ikke for Tvistighedsnævnet godtgjort, at klageren ikke har modtaget fornøden oplæring. Derimod må det lægges til grund, at han er ulovligt bortvist den 30. september 1995. I overensstemmelse med nævnets praksis har klageren krav på en godtgørelse på 25.000 kr. i den anledning.

Klageren har således krav på i alt 108.667,39 kr.

Tvistighedsnævnet lægger endvidere til grund, at indklagede 2)'s overtagelse af forpagtningen den 7. september 1995 er sket med henblik på videreførelse af bl.a. restaurationsvirksomheden. Dette fremgår klart af indklagede 2)'s bestræbelser på at få ansat en kok. Herefter kan det ikke udelukkes, at indklagede 2) efter ansøgning kunne være blevet godkendt som uddannelsessted for en kokkeelev.

Herefter findes indklagede 2)'s overtagelse af forpagtningen at være en egentlig virksomhedsoverdragelse, også i forhold til klageren.

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i det anførte omfang i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), H under konkurs, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 108.667,39 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. september 1996.

Indklagede 1), H, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
2. juli 1997 i sag nr. 16/1996

A (advokat Pia E. Voss) mod elev B (advokat Jørgen Rønnow Bruun)

Mellem klageren, A, og indklagede, elev B, født den 4. juli 1974, blev den 14. september 1995 indgået en ansættelseskontrakt, hvorefter klageren skulle ansættes som „kontorelev i administrationsafd." fra den 25. september 1995. Uddannelsesforholdet blev ophævet af indklagede den 7. februar 1996 under påberåbelse af misligholdelse fra klagerens side.

Klageren har ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 16. april 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.951,08 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, principalt påstået sagen afvist fra behandling af Tvistighedsnævnet, subsidiært frifindelse for det af klageren rejste krav og derudover nedlagt påstand om, at klageren tilpligtes at betale 77.493,79 kr., subsidiært et mindre beløb, med sædvanlig procesrente fra 3. juli 1996.

Klageren har overfor indklagedes påstande nedlagt påstand om frifindelse, idet klageren dog har erkendt at skulle betale for overarbejde i forhold til en elevtimeløn på 46 kr., eller i alt 1.638,75 kr.

Klagerens påstand udgør ½ månedsløn, afrundet til 3.500 kr., med tillæg af privat udlæg 451,08 kr.
Indklagedes afvisningspåstand er begrundet med, at Tvistighedsnævnet ikke er kompetent til at påkende den foreliggende tvist, idet der ikke foreligger et af erhvervsuddannelsesloven omfattet elevforhold.

Efter at Tvistighedsnævnets formand i medfør af bekendtgørelse om Tvistighedsnævnet § 8, stk. 6, har besluttet, at nævnet skal behandle sagen, har nævnet ikke fundet anledning til at imødekomme en begæring fra indklagede om særskilt behandling af afvisningspåstanden.

Indklagedes erstatningspåstand er hovedsageligt opgjort som differencen mellem lønnen for en udlært og elevløn i hele ansættelsesperioden med tillæg af løn i en skønnet „opsigelsesperiode" på en måned til udgangen af en måned. Herudover har indklagede bl.a. opgjort et krav på overarbejde baseret på en timeløn for en udlært på 97,41 kr., eller på 3.123,21 kr. incl. feriegodtgørelse. Indklagede har anerkendt at skulle betale private udlæg med 451,08 kr.

Klageren har for nævnet oplyst, at selskabet ikke tidligere havde beskæftiget kontorelever. Selskabet rettede derfor telefonisk henvendelse til ..... Handelsskole for at få oplysninger om proceduren i forbindelse med ansættelse af en elev. Klageren har oplyst, at ..... Handelsskole som svar på denne henvendelse fremsendte en „Ansættelseskontrakt for HK medarbejdere på HK/INDUSTRIs område" samt to eksemplarer af „Tilskuds og registreringsblanket" til brug ved ansøgning om praktikpladstilskud fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Som eneste skriftlige ansættelsesgrundlag blev „Ansættelseskontrakt for HK medarbejdere på HK/INDUSTRIs område" herefter udfyldt og underskrevet af såvel klageren som indklagede den 14. september 1995. I denne kontrakt er det bl.a. anført:

„D. Stillingsbetegnelse og jobkategori
Kontorelev i administrationsafd.
..........
H. Ansættelsesform (sæt X)
1. X Løbende ansættelse, eller
2. Ansættelsen er tidsbegrænset og ophører uden yderligere opsigelse den ..........
I. Prøvetid (sæt X)
1. Der aftales ikke prøvetid for ansættelsesforholdet, eller
2. X Der aftales 3 måneders prøvetid i hvilken periode arbejdsgiveren kan opsige ansættelsesforholdet med 14 dages varsel, jf. funktionærlovens e 2, stk. 5 og 6.
K. Arbejdstid
Arbejdstiden er aftalt til 38 timer ugentligt ..........
L. Løn
Lønnen er ved tiltrædelse aftalt til kr. 7.375,00 pr. måned .........."

Denne kontrakt er ikke indsendt til registrering i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens regler, ligesom klageren ikke søgte godkendelse som praktiksted for kontorelever.

I den af klageren modtagne „Tilskuds og registreringsblanket" til brug ved ansøgning om praktikpladstilskud fra Arbejdsgivernes Elevrefusion er det bl.a. anført:

„Jeg har som arbejdsgiver en skriftlig uddannelsesaftale med:
..........
Er det en uddannelsesaftale under erhvervsuddannelsesloven (EUD elev)?
Uddannelsesaftalen skal registreres på en erhvervsskole (teknisk skole, handelsskole mv.)
.........."

I begyndelsen af februar 1996 blev det opdaget, at der ikke var oprettet en uddannelsesaftale i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens regler, og at klageren ikke var blevet godkendt som praktiksted. Indklagede var sygemeldt fra den 5. februar 1996.

Den 5. februar 1996 indsendte klageren ansøgning til ..... Handelsskole om godkendelse som praktiksted og oplyste samtidig overfor skolen, at „uddannelsesaftalen fremsendes, når B (vores elev) bliver rask igen.

Den 7. februar 199 ophævede HK på indklagedes vegne uden forudgående kontakt til klageren uddannelsesforholdet ved følgende telefax:

„..........
På vegne af vort ovennævnte medlem som er ansat hos Dem som kontorelev i administrationsafdelingen, skal vi herved meddele at ansættelsesforholdet er groft misligholdt, idet Deres virksomhed ikke er godkendt som uddannelsessted jf.. Erhvervsuddannelsesloven.
Vort medlems ansættelseskontrakt er ej heller en anerkendt ansættelsesaftale, og derved ikke godkendt på ..... Handelsskole.
På denne baggrund skal vi herved meddele, at vort medlem betragter sit ansættelsesforhold for ophørt dags dato, grundet grov misligholdelse.
.........."

Det lokale uddannelsesudvalg på ..... Handelsskole godkendte ved skrivelse af 16. februar 1996 klageren som praktikvirksomhed. Ved skrivelse af 19. februar 1996 bekræftede skolen, „at godkendelsen fra 16. februar 1996 også er gældende for den elev, der blev ansat i september måned 1995."

På foranledning af indklagedes advokat har ..... Handelsskole den 1. juli 1996 afgivet følgende erklæring:

„I følge aftale skal vi hermed bekræfte, at vi ikke har registreret elever for firmaet A indenfor undervisningsministeriets officielle erhvervsuddannelser.
Vi kender ikke til standardkontrakter inden for HK/Industriområdet.
.........."

Advokatens henvendelse til ..... Handelsskole er ikke fremlagt.

Indklagede har bl.a. forklaret, at hun forud for sin ansættelse hos klageren var uddannet informatikassistent. Hun skulle derfor ikke på skoleophold under sin uddannelse som kontorassistent. Da hun havde underskrevet ansættelseskontrakten, viste hun den til sin mor, der sagde, at kontrakten skulle godkendes. Det vidste moderen fra sin egen uddannelse som kontorassistent. Indklagede aftalte derfor med sin kæreste, at han skulle ringe til HK herom. Kæresten sagde, at HK havde bekræftet, at aftalen skulle godkendes, og at der skulle udfærdiges en uddannelsesplan. Denne oplysning videregav hun ca. 14 dage efter sin tiltrædelse til regnskabschef R hos klageren, der svarede, at hun skulle sige det til bogholderen, H, når denne kom fra ferie. Da H kom fra ferie, fortalte indklagede H, hvad kæresten havde sagt. De talte begge med R herom. H sagde herunder, at en uddannelsesplan kunne man sagtens lave. Der skete dog intet, selvom hun rykkede H 4 eller 5 gange. Den ene gang slog H det hen og sagde, at det ikke var så vigtigt. I begyndelsen af februar 1996 skulle hun bogføre en kassekladde, som H havde udarbejdet. Der skulle herunder bogføres et bilag på 120 kr. for 3 medarbejderes fortæring under overarbejde. Maden var bestilt af R, som ikke var tilstede. H sagde, at der skulle være initialer for de medarbejder, der havde spist maden. Da de ikke på stedet kunne finde ud af, hvem der havde deltaget, blev hendes initialer på Hs initiativ påført, selv om indklagede ikke havde været til stede. Da hun fortalte herom hjemme, blev hendes far meget vred. Den 2. februar 1996 fortalte H hende, at man ved en fejl havde brugt en forkert formular, og „at det hele skulle tilbageføres". Denne situation kunne hun ikke lide. Hun vidste ikke inden da, at der var anvendt en forkert formular. Hun var sygemeldt fra den 5. februar 1996. Den 7. februar ringede hun til virksomheden og sagde, at hun ville komme næste dag. Efter denne opringning kontaktede hun HK og kørte til København til møde.

Bogholder H har bl.a. forklaret, at hun ringede til HK i anledning af, at klageren for første gang skulle antage en elev. HK henviste hende til ..... Handelsskole, hvor hun blev stillet om 4 gange. En dame, hvis navn hun ikke husker, sagde, at hun nok skulle sende de relevante dokumenter. Næste dag modtog hun den under sagen fremlagte „Ansættelseskontrakt for HK medarbejdere på HK/INDUSTRIs område" samt to eksemplarer af „Tilskuds og registreringsblanket" til brug ved ansøgning om praktikpladstilskud fra Arbejdsgivernes Elevrefusion. Hun vidste på daværende tidspunkt intet om godkendelse som praktikplads eller registrering af uddannelsesaftaler, og inden af de personer, som hun havde søgt hjælp hos, havde omtalt dette. Hun udfærdigede ansættelseskontrakten, der ikke blev indsendt til registrering. Indklagedes løn blev fastsat efter henvendelse til HK. „Tilskuds og registreringsblanket" fra AER læste hun ikke, da ansøgning om tilskud på daværende tidspunkt ikke var aktuel. Indklagede spurgte efter nogen tid et par gange efter en uddannelsesplan, men indklagede har ikke på noget tidspunkt nævnt noget om godkendelse af kontrakten. Den 2. februar 1996 talte hun med ..... Handelsskole, der oplyste, at virksomheden skulle have været godkendt som praktikplads. Hun sagde da, at der ikke stod noget herom i kontrakten. Det blev da klart, at der var anvendt en forkert formular. Da hun sagde, at virksomheden havde modtaget formularen fra skolen, svarede den pågældende kvindelige medarbejder, at det kunne hun ikke forstå. Vidnet ringede straks til HK i ..... og forklarede sagen. Hos HK fik hun blot at vide, at fejlene måtte rettes. Derefter ringede vidnet påny til skolen og fik tilsendt de rigtige formularer. Hun fortalte senere samme dag indklagede, hvad der var sket og sagde, at Handelsskolen havde oplyst, at fejlene kunne rettes med tilbagevirkende kraft. Dette stillede indklagede sig tilfreds med. Det blev heller ikke i denne forbindelse af indklagede nævnt, at hun tidligere havde sagt, at kontrakten skulle indsendes. Den 2. februar skulle indklagede bogføre kassekladden med bilaget for personalefortæring. Indklagede havde selv for første gang udarbejdet kassekladden hertil. Det er korrekt, at indklagede ikke deltog i fortæringen. Vidnet vidste, hvem 2 af deltagerne var, og da R var på ferie sagde hun til indklagede, at hun bare kunne skrive et navn, da deltagernes navne principielt er ligegyldige ved personalefortæring under overarbejde. Man anførte kun navne for at huske dem ved bogføring af egentlig repræsentation. Det pågældende bilag blev af indklagede bogført som personaleudgift. Hun har haft et udmærket forhold til indklagede, der forstod sine opgaver og var modtagelig for supplerende instruktioner.

Indklagedes mor, fru M, har bl.a. forklaret, at man i hjemmet diskuterede om indklagedes kontrakt skulle godkendes. Det blev aftalt, at indklagedes kæreste skulle rette henvendelse til HK herom. Kæresten fortalt efter kontakt til HK, at kontrakten var ulovlig, og at der skulle være en godkendt kontrakt og en uddannelsesplan. Hun sagde til indklagede, at hun skulle bede om en anden kontrakt og en uddannelsesplan. Hun spurgte med mellemrum indklagede om forholdene var bragt i orden. Hun fik herunder en gang at vide, at indklagede havde haft et møde med sin chef og H, hvorunder indklagede havde bedt om en anden kontrakt og en uddannelsesplan. Der skete dog intet. Foreholdt, at indklagede ikke før den 2. februar 1996 var klar over, at der var anvendt en forkert formular, forklarer vidnet, at hun muligvis ikke husker rigtigt. Hun husker, at indklagede en dag kom hjem og fortalte, at nogen i virksomheden havde været ude at spise, og at indklagedes navn ulovligt var påført regningen, selv om hun ikke havde været med. Indklagedes far blev meget gal herover.

Indklagedes kæreste, K, har bl.a. forklaret, at han sammen med indklagede, hendes far og mor diskuterede indklagedes ansættelsesforhold. Han hæftede sig selv ved, at hun havde 38 timers arbejdsuge. De blev enige om, at vidnet skulle ringe til HK. Han fik at vide, at der skulle foreligge en godkendt uddannelseskontrakt og en uddannelsesplan, hvilket han fortalte indklagede. Indklagede fortalte i den følgende tid jævnligt, at tingene ikke var bragt i orden, selv om hun havde rykket. Hun havde blot uden tidsfrist fået at vide, at det nok skulle ske.

Klageren har til støtte for sin påstand om, at sagens behandling fremmes ved Tvistighedsnævnet bl.a. anført, at nævnet efter praksis tager stilling til, om der foreligger et elevforhold, og at nævnet ikke har anset manglende uddannelsesaftale ved elevforholdets påbegyndelse som medførende ugyldighed. I øvrigt har indklagede ikke under sagens forberedelse ved det faglige udvalg bestridt, at erhvervsuddannelseslovens regler skulle anvendes.

Klageren har til støtte for sin påstand i øvrigt bl.a. anført, at det erkendes, at der burde have været oprettet en korrekt uddannelsesaftale, der skulle have været indsendt til registrering, og at virksomheden burde have været godkendt som praktikplads. Disse omstændigheder kan imidlertid ikke anses for væsentlig misligholdelse af den indgåede aftale, i hvert tilfælde ikke i den foreliggende situation, hvor virksomheden har tilbudt og tilstræbt at redressere fejlene. Den af indklagede påberåbte episode vedrørende bogføring af et bilag om personalefortæring under overarbejde er uden betydning, da der er tale om en ganske ubetydelig personaleudgift. I øvrigt er dette forhold først blevet påberåbt i indklagedes duplik af 2. juli 1996. Klageren er ganske uden skyld i den opståede situation, idet ..... Handelsskole har fejlinformeret klageren og har fremsendt forkerte formularer. Indklagede har ikke lidt noget tab, før hun selv ønskede at afbryde uddannelsen, selv om klageren tilbød hende at fortsætte uddannelsen. Det af indklagede opgjorte erstatningskrav er i øvrigt for stort. Da indklagede ulovligt har ophævet den indgåede aftale, må hun betale en erstatning svarende til en ½ måneds løn.

Indklagede har til støtte for sin afvisningspåstand bl.a. anført, at Tvistighedsnævnet i henhold til erhvervsuddannelsesloven alene har kompetence til at behandle sager mellem elever og praktikstedet. Det er en gyldighedsbetingelse, at en korrekt uddannelsesaftale oprettes senest samtidig med elevforholdets etablering, at aftalen registreres og at virksomheden er godkendt som praktiksted. Da dette ikke er sket, kan Tvistighedsnævnet kun behandle sagen, såfremt begge parter accepterer det. Da indklagede i denne sag protesterer, må nævnet derfor afvise sagen.

Indklagede har til støtte for sin subsidiære påstand bl.a. anført, at klageren ikke har fået fremsendt den forkerte formular fra ..... Handelsskole, men at der i øvrigt påhviler klageren et selvstændigt ansvar for overholdelsen af de i lovgivningen fastsatte regler. I den foreliggende sag har indklagede ydermere rykket for en godkendt uddannelsesaftale. Den godkendelse som praktikplads, som ..... Handelsskole har meddelt med tilbagevirkende kraft, kan kun gives af det faglige udvalg, og ikke af skolen. De ansættelsesvilkår, der var aftalt i ansættelseskontrakten, var i øvrigt på væsentlige områder i strid med de vilkår, der kan aftales for elever. Hertil kommer, at klageren ved uberettiget at anføre indklagedes navn på en regning for fortæring har begået et tillidsbrud over for indklagede. Klageren har således i det hele væsentligt misligholdt det ansættelsesforhold, der har været tilstræbt, således at ophævelsen har været berettiget, og således at klageren må betale erstatning som påstået.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Laurits Rønn og konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og faglig sekretær Hanne Christensen (Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter erhvervsuddannelseslovens § 48 er det en betingelse for gennemførelsen af en erhvervsuddannelse, at der mellem eleven og virksomheden er indgået en uddannelsesaftale. Efter § 52 skal en uddannelsesaftale være skriftlig og oprettet senest ved aftaleforholdets begyndelse. Nævnet har i sin hidtidige praksis lagt til grund, at det ikke er nogen gyldighedsbetingelse for etablering af et elevforhold, at uddannelsesaftalen er underskrevet ved elevforholdets påbegyndelse. Afgørelsen af, om det er etableret et elevforhold, må efter nævnets praksis således bero på almindelige bevismæssige overvejelser.

Nævnet har herved først og fremmest lagt vægt på, at det ikke klart i loven er anført, at overholdelse af oprettelsestidspunktet er en gyldighedsbetingelse, i modsætning til formuleringen i den tidligere lærlingelovs § 1.

Hertil kommer, at det i praksis ikke er ualmindeligt, at en uddannelsesaftale bliver underskrevet indenfor et kortere tidsrum efter elevens tiltræden. Tvistighedsnævnet har i disse situationer anset et elevforhold for indgået, også af hensyn til den helt uoverskuelige situation for elevens erhvervsmæssige fremtid på længere sigt, såfremt det var blevet lagt til grund, at der ikke var etableret et elevforhold.

Nævnet har derimod lagt til grund, at manglende oprettelse af uddannelsesaftale bare på lidt længere sigt er ansvarspådragende for virksomheden. Registrering af elevforholdet bl.a. med henblik på indkaldelse til nødvendige skoleophold forudsætter nemlig, at uddannelsesaftalen indsendes til registrering hos en erhvervsskole, der samtidig kontrollerer, om virksomheden er godkendt som praktiksted for den pågældende elevuddannelse. Det bemærkes, at det forudsætningsvis fremgår af bekendtgørelse nr. 858 af 11. december 1990 § 13 og bekendtgørelse af 21. april 1993 § 4, at forudgående godkendelse af uddannelsesstedet ikke er en gyldighedsbetingelse.

Ved Tvistighedsnævnets seneste praksis er der i medfør af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet § 2, jf. § 6, tilkendt eleven en godtgørelse, såfremt uddannelsesaftalen ikke er oprettet senest en måned efter elevforholdets etablering, og der i øvrigt ikke er givet de i den nævnte lov fastsatte oplysninger.

Efter de foreliggende oplysninger er der mellem klageren og indklagede i denne sag ubestridt truffet aftale om etablering af et elevforhold, således at nævnet i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 63, jf. bekendtgørelse om Tvistighedsnævnet § 8, stk. 3, anser sig for kompetent til at afgøre parternes tvist. Dette indebærer bl.a., at eleven i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 57 efter det faglige udvalgs bestemmelse eventuelt kan få afkortning i uddannelsestiden ved oprettelse af en uddannelsesaftale med en anden virksomhed.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Da klageren har anerkendt at skulle betale overarbejde med 1.638,75 kr., tages indklagedes påstand vedr. dette punkt til følge.

Da indklagede har anerkendt at skulle betale private udgifter med 451,08 kr., fratrækkes dette beløb i det beløb, der i øvrigt tilkommer indklagede.

Klageren har som praktikplads pligt til at kende reglerne for elevers ansættelsesforhold. Det er i forholdet mellem klageren og eleven uden betydning, om klageren måtte være fejlinformeret af andre. Hertil kommer imidlertid i den foreliggende sag, at klageren fra ..... Handelsskole ved elevforholdets etablering modtog „Tilskuds og registreringsblanket" vedrørende Arbejdsgivernes Elevrefusion hvoraf fremgår, at uddannelsesaftalen skal være registreret på en erhvervsskole. Efter indholdet af denne blanket burde klageren på dette tidspunkt have gjort sig bekendt med, at der skal indsendes en uddannelsesaftale til registrering hos en erhvervsskole. Uanset om klageren i øvrigt måtte være blevet fejlinformeret af ..... Handelsskole, finder nævnet derfor, at det fulde ansvar for de opståede fejl påhviler klageren.

4 medlemmer af nævnets medlemmer finder, at der efter erhvervsuddannelsesloven og de i henhold til denne udstedte bekendtgørelser ikke er forskel på den beføjelse til at godkende en praktikplads med tilbagevirkende kraft, der tilkommer et fagligt udvalg og en skole. Et flertal af nævnets medlemmer finder i øvrigt ikke, at det kan tillægges betydning, at der i ansættelseskontrakten er anført vilkår, som ikke kan aftales med en elev, idet sådanne vilkår vil blive ændret i forbindelse med registrering af aftalen, jf. bekendtgørelse nr. 858 af 11, december 1990 § 11 og 12.

Den berettigede usikkerhed, som indklagede i begyndelsen af februar 1996 måtte have om elevforholdets korrekte etablering, findes at måtte anses som en væsentlig misligholdelse, der har givet indklagede rimelig anledning til at ophæve elevforholdet med virkning fra den 7. februar 1996, uanset at klageren har tilbudt at bringe forholdene i orden. Indklagede frifindes derfor for den af klageren nedlagte påstand.

Da indklagede har været berettiget til at ophæve elevforholdet, finder dette flertal, at klageren til indklagede skal betale en godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes til 30.000 kr.

Disse medlemmer finder herefter, at klageren, A, skal betale kr. 31.187,67 til indklagede, elev B.

3 medlemmer af nævnets medlemmer udtaler, at der imidlertid foreligger en række formildende omstændigheder, herunder at klageren i umiddelbar forlængelse af, at fejlen blev opdaget og forud for ophævelsen, har forsøgt at udarbejde uddannelsesaftale.

Under hensyn til disse forhold finder mindretallet, at klageren skal betale en godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes til kr. 20.000 til indklagede.

Disse medlemmer finder herefter, at klageren A, skal betale kr. 21.187,67 til indklagede, elev B.

Der afsiges kendelse overensstemmende med stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Klageren, A, skal inden 14 dage til indklagede, elev B, betale 31.187,67 kr. med sædvanlig procesrente fra den 3. juli 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. september 1997 i sag
nr. 18/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 16. juni 1975, og indklagede, B, blev den 8. marts 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som advokatsekretær i perioden den 27. marts 1995 til den 26. marts 1997. Uddannelsesforholdet blev på klagerens vegne ophævet af Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 13. marts 1966.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 26. april 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 64.024,68 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Klagerens påstand er opgjort som 4.024,68 kr. for overarbejde (incl. feriegodtgørelse) og 60.000 kr. for tab af uddannelsesgode.

Indklagede har i sit svarskrift taget bekræftende til genmæle overfor kravet om betaling for overarbejde, men gjort gældende, at beløbet er betalt. Overfor klagerens krav om betaling for tabt uddannelsesgode har klageren påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede har ikke givet møde under den mundtlige forhandling trods modtaget indkaldelse hertil.

Indklagede har med svarskriftet fremlagt erklæringer fra andre ansatte i virksomheden om indklagedes arbejde.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun ikke har modtaget betaling for overarbejde, og at overarbejdet ikke er afspadseret. Hun har under uddannelsesforholdet ikke modtaget fornøden oplæring som advokatsekretær, idet hendes væsentligste opgave var at passe telefonen. De erklæringer, der er fremlagt af indklagede, er således ikke i overensstemmelse med de virkelige forhold. Hun har på intet tidspunkt set eller hørt om en uddannelsesplan. Hun har ikke efter uddannelsesforholdets ophør haft ansættelse som elev.

Da indklagede ikke har givet møde under den mundtlige forhandling, og de af ham i svarskriftet bebudede vidneforklaringer således ikke er afgivet for nævnet, ligesom indklagede ikke har dokumenteret at have betalt for overarbejde, lægger nævnet klagerens forklaring til grund.

Herefter skal indklagede betale 4.024,68 kr. for overarbejde, da det ikke er dokumenteret, at dette beløb er betalt.

Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen på grund af manglende oplæring. I overensstemmelse med nævnets praksis fastsættes erstatningen herfor til 25.000 kr.

Indklagede skal herefter til klageren betale 29.024,68 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 29.024,68 kr. med sædvanlig procesrente fra den 26. april 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. februar 1998 i sag
nr. 19/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 19. marts 1972, og indklagede, B, blev den 15. maj 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent herreekvipering i perioden den 1. juli 1994 til den 30. juni 1996. Uddannelsesforholdet ophørte forsommeren 1996.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 26. april 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 60.529,89 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Klagerens påstand er opgjort som 29.057,69 kr. for overarbejde med tillæg af feriegodtgørelse heraf 3.632,30 kr. eller i alt 32.689,69 incl. feriegodtgørelse samt 27.840 kr. for tab af uddannelsesgode på grund af manglende oplæring.

Indklagede har påstået frifindelse, men har erkendt, at manglende afregning af overarbejde og forskudttidsbetaling kan have forekommet i et begrænset omfang.

Klageren har bl.a. forklaret, at han aldrig har set en uddannelsesplan. Han var i almindelighed kun beskæftiget med lettere opgaver, d.v.s. salg af skjorter, bukser, bælter, undertøj, sokker og trøjer, men ikke habitter, jakker og frakker. Salget af habitter, jakker og frakker foregik fra forretningens kælder, hvor han kun kom, hvis der en sjælden gang ikke var andre ledige. Han lærte at lægge bukser op, men han kunne ikke lægge ærmer og andre ting op. Hvis det var påkrævet måtte han derfor tilkalde en kollega. Han har i det hele taget ikke fået anden oplæring, end at han skulle passe på sit stemmeleje. Hvis han i det daglige var i tvivl om noget, skulle han henvende sig til G, der var elev med ½ års længere anciennitet, end han selv havde. Han har talt varer op og været med på indkøb hos leverandøren Boss. Han støvsugede og hentede morgenmad til de ansatte. Han har ikke deltaget i opsætningen af udstillinger. I begyndelsen af 1995 kontaktede han K og spurgte, hvornår han skulle arbejde fast i kælderen. K svarede, at det ville vare nogen tid. K sagde yderligere, at han »gjorde kunderne for hurtigt færdige«. Han kendte virksomhedens kalkulationsfaktorer. Han er nogle gange blevet kaldt på arbejde i skoleperioden. Han fik umiddelbart efter sin fratræden ansættelse hos ..... med en månedsløn på 12.500 kr. og er i dag ansat hos ..... med en månedsløn på 13.000 kr.

K, der er direktør hos indklagede, har bl.a. forklaret, at klageren har været beskæftiget overalt i virksomheden, herunder også efter behov i kælderen. Der var i virksomheden 4 - 5 ansatte. Klageren tog sig herunder af tilretninger. Klageren gjorde også rent, fyldte op med varer, prismærkede og talte varer op. Klageren har kun 3 gange og først efter at denne sag var rejst foretaget kasseafstemning. Det er korrekt, at der ikke var nogen skriftlig uddannelsesplan, men der var system i uddannelsen, således at klageren først på et senere tidspunkt af sin uddannelse skulle beskæftige sig mere med habitter, jakker og frakker. Vidnet var den uddannelsesansvarlige og altid til stede i butikken. Han gav klageren undervisning i varekundskab, når der kom nye varer hjem. Det er korrekt, at klageren i meget beskedent omfang har været på arbejde under skoleophold før eller efter skoletiden.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), advokat Laurits Rønn og konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen- Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Anne W. Trolle (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Hanne Christensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Indklagede har erkendt, at reglerne om betaling for overtid og forskudttid i begrænset omfang ikke er overholdt, men har i øvrigt ikke imødegået klagerens opgørelse heraf. På denne baggrund finder Tvistighedsnævnet, at indklagede skal betale et beløb herfor, der skønsmæssigt fastsættes til 20.000 kr.

Et flertal af nævnets medlemmer finder efter de afgivne forklaringer ikke, at det med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at klageren ikke har modtaget fornøden oplæring hos indklagede, navnlig henset til at klageren straks har fået ansættelse andetsteds til en væsentlig højere løn end elevlønnen. Klagerens påstand om betaling for manglende uddannelsesgode tages derfor ikke til følge.

Disse medlemmer finder herefter, at indklagede til klageren skal betale 20.000 kr. med renter som påstået.

Et mindretal af nævnets medlemmer må lægge til grund, at der ikke på noget tidspunkt fra indklagedes side er fremkommet rettelser til klagers opgørelse af forskudttidsbetaling og betaling af overarbejde, hvorfor mindretallet finder, at der skal betales kr. 28.553,78 i forskudttidstillæg + overarbejdsbetaling + feriegodtgørelse heraf, kr. 3.569,22, i alt kr. 32.123,00.

Der vil være at afsige kendelse i overensstemmelse med flertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 20.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 26. april 1996.
Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter afsigelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
2. december 1996 i sag
nr. 23/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 31. december 1976, og en tidligere ejer af virksomheden, K, blev indgået er uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent fra 1. august 1994. Forretningen blev den 31. maj 1995 overtaget af indklagede, B, således at indklagede indtrådte i uddannelsesaftalen med klageren. Den 30. november 1995 blev uddannelsesaftale ophævet efter gensidig overenskomst. Denne sag vedrører klagerens krav om betaling for overtimer og forskudt tid under hele uddannelsesforholdet, det vil sig også for den tid, hvor forretningen blev ejet af K.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 14. maj 1996 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at dokumentere, at der er afregnet A skat, og at betale 20.091,09 kr., subsidiært 16.430,11 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet. Herudover har klageren nedlagt nogle mere subsidiære påstande.

Indklagede har i ikke afgivet svarskrift, og har trods lovlig tilsigelse ikke givet møde under den mundtlige forhandling i Tvistighedsnævnet.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun fortsatte sin uddannelse hos en anden købmand med uddannelsesaftale fra den 1. december 1995.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og fuldmægtig Laurits Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Peter Vibe Jespersen (Dansk Handel og Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Tvistighedsnævnet lægger klagerens fremstilling til grund, hvorefter hun i uddannelsesperioden har haft overarbejde og er berettiget til forskudttidstillæg som af hende opgjort. Efter lov om virksomhedsoverdragelse § 2 hæfter indklagede som erhverver af virksomheden også for betaling af de krav, som bestod på det tidspunkt, hvor forretningen blev overdraget til ham.

Da klagerens krav er opgjort i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser, tager Tvistighedsnævnet herefter klagerens principale påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 20.091,09 kr. til klageren, elev A, med sædvanlig procesrente fra den 14. maj 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. september 1997 i sag
nr. 26/1996 og 5/1997

Elev A mod 1) B og 2) C

Mellem klageren, elev A, født den 26. april 1974, og indklagede 1), B, blev den 30. oktober 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som anlægsgartner med uddannelsesperiode fra den 4. oktober 1993 til den 3. februar 1997. Klageren fratrådte den 31. marts 1996 for at færdiggøre sin uddannelse andetsteds. Det er under Tvistighedsnævnets behandling af sagen blevet klarlagt, at virksomheden pr. 1. marts 1996 er blevet overdraget til indklagede 2), C.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 11. juni 1996 oprindeligt indbragt sagen for Tvistighedsnævnet mod indklagede 1) med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 29.898 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet (sag 26/1996) og senere ved klageskrift modtaget den 29. januar 1997 tillige indbragt sagen for nævnet mod indklagede 2) med samme påstand (sag 5/1997).

Det skyldige beløb er opgjort som efterbetaling af løn under uddannelsesforholdet 26.576 samt feriegodtgørelse heraf 3.322 kr., eller i alt 29.898 kr., idet klageren har været indplaceret på et forkert løntrin.

Indklagede 1), der ikke har afgivet svarskrift, men har givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede 2) har påstået frifindelse mod betaling af skyldig løn 19.854,89 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 2.481 kr., eller i alt 22.335,89 kr.

Sagen har været mundtligt forhandlet 2 gange i Tvistighedsnævnet.

B har som indehaver af anparterne i indklagede 1) under den første forhandling forklaret, at der har været diskussioner med SiD om kravets størrelse. Virksomheden blev solgt med virkning fra 1. marts 1996. Han kan ikke anerkende størrelsen af kravet, men indklagede 1)'s udregninger foreligger ikke, idet selskabet er erklæret konkurs. Han ved intet nærmere om, hvornår selskabet er erklæret konkurs eller hvilken skifteret, der behandler boet. Foreholdt, at Tvistighedsnævnet under en pause i forhandlingen efter nærmere undersøgelse hos skifteretten i ..... og hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har konstateret, at der ikke er afsagt noget konkursdekret, forklarer vidnet nu, at han ikke har forklaret, at selskabet var erklæret konkurs, men at han forventer, at dette vil ske i den nærmeste fremtid. Der er i hvert fald ingen midler i selskabet. Adspurgt på baggrund af klagerens forklaring om det er korrekt, at virksomheden er overtaget af hans søn, C, vedgår vidnet dette. Han forklarer nu, at der i virkeligheden slet ikke er tale om en overdragelse, idet hverken toldvæsenet eller banken ville give sønnen ret til at drive virksomheden, før sønnen stillede en sikkerhed på 200.000 kr. Dette er endnu ikke på plads. Der er således ingen, der er ansvarlig for virksomheden, selv om han må vedgå, at der udføres arbejde, og at der udbetales løn til de ansatte.

Klageren har under den første forhandling forklaret, at C, der er Bs søn, overtog virksomheden pr. 1. marts 1996. Han fik ny uddannelsesaftale andetsteds fra 1. april 1996.

Tvistighedsnævnet har på baggrund af forklaringerne afgivet under den første forhandling indhentet virksomhedsoplysninger hos Told- og Skatteregion ....., der ved skrivelse modtaget af Tvistighedsnævnet den 3. januar 1997 har oplyst, at indklagede 1) stadig er momsregistreret, men at selskabets aktiver pr. 1. marts 1996 blev overdraget til indklagede 2), der ligeledes er momsregistreret.

Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb i henhold til den gældende overenskomst skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger.

Da indklagede 1)'s virksomhed er overdraget til indklagede 2) med virkning fra 1. marts 1996, hæfter indklagede 2) for klagerens tilgodehavende, hvorimod der ikke kan rejses krav mod indklagede 1).

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 29.898 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. januar 1997.

Indklagede 1), B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. september 1997 i sag
nr. 27/1996 og 6/1997

Elev A mod 1) B og 2) C

Mellem klageren, elev A, født den 13. december 1975, og indklagede 1), B, blev den 30. juni 1993 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som anlægsgartner med uddannelsesperiode fra den 1. juni 1993 til den 31. maj 1996. Det er under Tvistighedsnævnets behandling af sagen blevet klarlagt, at virksomheden pr. 1. marts 1996 er blevet overdraget til indklagede 2), C.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 11. juni 1996 oprindeligt indbragt sagen for Tvistighedsnævnet mod indklagede 1) med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 55.038 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet (sag 27/1996) og senere ved klageskrift modtaget den 29. januar 1997 tillige indbragt sagen for nævnet mod indklagede 2) med samme påstand (sag 6/1997).

Det skyldige beløb er opgjort som efterbetaling af løn under uddannelsesforholdet 48.922,31 samt feriegodtgørelse heraf 6.115 kr., eller i alt afrundet 55.038 kr., idet klageren har været indplaceret på et forkert løntrin.

Indklagede 1), der ikke har afgivet svarskrift, men har givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede 2) har påstået frifindelse mod betaling af skyldig løn 24.908,87 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 3.113 kr., eller i alt 28.021,87 kr.

Sagen har været mundtligt forhandlet 2 gange i Tvistighedsnævnet.

Klageren har under den første forhandling forklaret, at C, der er Bs søn, overtog virksomheden pr. 1. marts 1996. Klageren er fortsat ansat i virksomheden, fra 1. juni 1996 som udlært anlægsgartner.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), advokat Laurits Rønn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Birgitte Dember (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og forretningsfører Erik Nielsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).
Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb i henhold til den gældende overenskomst skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger.
Da indklagede 1)'s virksomhed er overdraget til indklagede 2) med virkning fra 1. marts 1996, hæfter indklagede 2) for klagerens tilgodehavende, hvorimod der ikke kan rejses krav mod indklagede 1).

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 55.038 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. januar 1997.

Indklagede 1), B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
5. august 1996 i sag
nr. 28/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 9. december 1975, og indklagede, B, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som dyreassistent med uddannelsesperiode fra den 1. januar 1995. Uddannelsesaftalen blev ensidigt ophævet af klageren den 13. marts 1996.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 14. juni 1996 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 5.881,05 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har trods lovlig tilsigelse ikke givet møde under den mundtlige forhandling i Tvistighedsnævnet.

Det skyldige beløb udgør løn og feriegodtgørelse for perioden 13. marts - 31. marts 1996.

Klageren hævede uddannelsesaftalen ensidigt den 13. marts 1996 på grund af misligholdelse fra indklagedes side ved manglende lønudbetaling. Denne misligholdelse er tidligere blevet påkendt ved Tvistighedsnævnets kendelse af 11. marts 1996 (sag 6/1996).

Klageren har med virkning fra 1. april 1996 indgået anden uddannelsesaftale.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og konsulent Lauritz Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Ane Kristine Lorentzen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Birgitte Dember (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og forretningsfører Karl Mikkelsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Da indklagede ikke har svaret i sagen, lægger Tvistighedsnævnet klagerens fremstilling til grund, således at klageren anses at have været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen med virkning fra 13. marts 1996.

Nævnet anser på denne baggrund klagerens krav om løn i den resterende del af marts måned 1996 indtil hun fik anden uddannelsesaftale for berettiget.

På denne baggrund tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 5.881,05 kr. med sædvanlig procesrente fra den 14. juni 1996.
Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
13. november 1997 i sag
nr. 29/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 26. oktober 1977 og indklagede, B, blev i august 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med uddannelsesperiode fra den 1. august 1995 til den 31. juli 1997.

Uddannelsesforholdet blev den 19. december 1995 af indklagede bragt til ophør med virkning fra 31. januar 1996 på grund af klagerens sygdom.

Under henvisning til erhvervsuddannelsesloven § 38, stk. 6, jf. § 63, stk. 1, indkaldte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser parterne til forligsmøde den 14. maj 1996. Indklagedes advokat meddelte ved skrivelse af 7. maj 1996, at man ikke så noget formål i at give møde til et forligsmøde, da man ikke var indstillet på at forlige sagen.

Klageren indbragte herefter ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget den 19. juni 1996 sagen for Tvistighedsnævnet.

Sagen blev behandlet på et møde i nævnet den 16. december 1996. På mødet blev sagen udsat med henblik på fremskaffelse af yderligere oplysninger.

Ved skrivelse af 25. februar 1997 meddelte HK, at sagen blev hævet.

Indklagedes advokat har herefter nedlagt påstand om, at der tilkendes indklagede sagsomkostninger for Tvistighedsnævnet, idet det samtidig er oplyst, at indklagede har haft positive udgifter på 3.712,50 kr.

Tvistighedsnævnets sekretariat oplyste i denne anledning, at nævnet ifølge praksis normalt ikke tillægger den vindende part sagsomkostninger og godtgørelse af udlæg for sagens behandling ved nævnet.

Indklagedes advokat har herefter påstået kendelse afsagt om omkostningsspørgsmålet.

Nævnet har med parternes tiltrædelse behandlet spørgsmålet på skriftligt grundlag.

Efter erhvervsuddannelsesloven § 63, stk. 1, kan en tvistighed mellem en elev og praktikvirksomheden alene indbringes for det faglige udvalg, der skal søge at tilvejebringe forlig.

Indklagede har unddraget sig deltagelse i den lovpligtige forligsmægling, hvorunder sagen ved Det faglige Udvalgs mellemkomst eventuelt kunne være blevet belyst på en sådan måde, at indbringelse for Tvistighedsnævnet kunne have været undgået.

Allerede af denne grund finder Tvistighedsnævnet ikke grundlag for at tilkende indklagede omkostninger og udlægsgodtgørelse for sagens behandling ved nævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, frifindes for indklagedes krav om omkostninger og udlægsgodtgørelse.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. oktober 1997 i sag
nr. 37/1996

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, elev A, født den 4. september 1966, og indklagede, B, blev i foråret 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kontor all-round med uddannelsesperiode fra den 14. februar 1995 til den 13. februar 1997. Klageren ophævede den 13. juni 1996 uddannelsesaftalen ensidigt på grund af manglende oplæring.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 27. juni 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde under den mundtlige forhandling i nævnet. Det er oplyst, at indklagede i oktober 1996 er gået konkurs og i den forbindelse har foretaget navneændring.

Det fremgår af en påtegning påført af ..... Handelsskole på klagerens uddannelsesaftale, at „læremesteren er forpligtet til at være til stede i hele arbejdstiden" samt „såfremt eleven udfører kopiarbejde, må dette maksimalt andrage 5 timer pr. uge."

Klageren har bl.a. forklaret, at hun passede indklagedes butik alene og samtidig fremstillede fotokopier 6-8 timer hver dag. Herudover gjorde hun rent. M, der var eneste anden medarbejder, var kun på kontoret en gang imellem, resten af tiden var han på kundebesøg.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), underdirektør Torkild Justesen og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig René Honoré (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Hanne Christensen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Da klagerens fremstilling af karakteren af hendes arbejde ikke er bestridt, lægger Tvistighedsnævnet til grund, at hun i størstedelen af uddannelsestiden har været beskæftiget med ikke uddannelsesrelevant arbejde.

Da klagerens oplæring herefter må karakteriseres som mangelfuld, og da størrelsen af den krævede erstatning ikke kan kritiseres, tager Tvistighedsnævnet hendes påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 27. juni 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
21. januar 1997 i sag
nr. 40/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 5. april 1977, og indklagede, B, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som gulvlægger med uddannelsesperiode fra den 22. august 1994 til 22. april 1998. Uddannelsesaftalen blev ophævet den 1. februar 1996, hvorefter klageren indgik ny uddannelsesaftale med et andet gulvbelægningsfirma fra den 2. februar 1996.

Klageren har ved sin faglige organisation, Snedker- og Tømrerforbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 1. august 1996 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.646,83 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har i sit svarskrift påstået frifindelse, men har trods lovlig tilsigelse ikke givet møde under den mundtlige forhandling i Tvistighedsnævnet.

Klagerens krav vedrører feriegodtgørelse svarende til to ugers ferie for ferieåret 1995/96, der ikke blev afregnet ved hans fratrædelse.

Indklagede har i sit svarskrift gjort gældende, at klageren har haft fri en række enkeltdage, og at det er aftalt, at disse dage skulle anses som ferie.

Klageren har bl.a. forklaret, at han har haft fri en del enkelt dage på grund af manglende arbejde o.l. Han har ikke holdt ferie disse dage, og det har ikke været diskuteret, at han skulle holde ferie disse dage. Indklagede har på et tidspunkt anført, at klageren havde fået fri i forbindelse med et sølvbryllup. Dette sølvbryllup fandt sted i marts 1995 og således forud for ferieåret 1995/96.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven Peter Nygaard og fuldmægtig Laurits Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget direktør Leif Ingemann (Gulvbranchens Arbejdsgiverforening) og forbundssekretær Christian Dyrberg (Snedker og Tømrerforbundet).

Tvistighedsnævnet lægger klagerens fremstilling til grund, hvorefter han ikke har afholdt den fulde ferie i ferieåret 1995/96.

På denne baggrund tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 4.646,83 kr. til klageren, elev A, med sædvanlig procesrente fra den 1. august 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 8. december 1997 i sag nr. 41/1996:

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 27. maj 1973, og indklagede, B, blev den 6. september 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som bygningsmaler med uddannelsesperiode fra den 1. oktober 1992 til den 30. september 1995.

Klageren har ved sin faglige organisation, Malerforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 2. august 1996 i indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 150.000 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har påstået frifindelse.
Det fremgår af sagen, at klageren under skoleophold i 1992 (skoleperiode 2) opnåede karakterer mellem 6 og 8, i 1993 og 1994 (skoleperiode 3 og 4) karakterer mellem 7 og 9 og i 1995 (skoleperiode 5) opnåede karakterer mellem 6 og 8. I årene 1993, 1994 og 1995 opnåede han i faget maleteknik karaktererne 9, 9 og 7. Skolen har ikke givet udtryk for, at klageren havde behov for nogen supplerende undervisning på skolen eller supplerende faglig oplæring i virksomheden.
Klageren dumpede imidlertid til den afsluttende svendeprøve i september 1995.

Efter forhandling mellem organisationerne blev uddannelsesaftalen for længet indtil 3. april 1996 med henblik på yderligere oplæring og fornyet svendeprøve.

Ved den nye svendeprøve i marts 1996 opnåede klageren karakteren 5.9, hvilket medførte, at klageren igen var dumpet til prøven.

Herefter ønskede indklagede ikke at forlænge elevtiden yderligere.

..... Amt godkendte den 2. april 1997, at klageren blev optaget på »Håndværkskolen« med henblik på 2 måneders udvidet praktik. Håndværkskolen har den 22. august 1997 afgivet følgende erklæring om forløbet heraf:

»Ovennævnte A er af ..... kommune henvist til en arbejdsprøvning på Håndværkskolen med henblik på en vurdering af hans erhvervsmuligheder som bygningsmaler.
Arbejdsprøvningens indhold og forløb. A har udelukkende været beskæftiget med arbejdsfunktioner, som forekommer inden for malerfaget.
Malerværkstedet. Antal arbejdsdage 35, fravær 0, for sent 0.
A har i hele perioden deltaget i værkstedets daglige produktion. Han forstår tilsyneladende instruktionerne, men glemmer dem meget hurtigt, og er derfor ikke i stand til at omsætte dem i praktisk arbejde. Han kan ikke se, hvordan han kommer videre med en opgave, hvorfor det er nødvendigt, at han til stadighed har en person ved siden af sig, som kan fortælle ham, hvad han skal.
A har svært ved at tilegne sig ny viden, men hvis man »tager små skridt« kan han udføre pænt arbejde. Han mangler dog præcision og nøjagtighed i arbejdet og er ikke god til at holde rent omkring sig. A ser ikke efter, hvordan andre udfører arbejdet og kopierer dette, som man forventer at andre elever ville gøre. Til trods for at A har gennemført uddannelsestiden som maler, er der teknikker inden for faget, som han er fremmed overfor. Hvis han instrueres om fremgangsmåden, kan han udføre dette umiddelbart, ligesom han kan håndtere værktøjet.
A kan ikke udføre en arbejdsopgave på egen hånd. Han er hverken kreativ eller selvstændig, men udfører villigt det, han får besked på. Han er ikke i stand til selv at finde andre måder at udføre arbejdet på. Arbejdstempoet er langsomt, især når man tager den længere tids beskæftigelse i faget i betragtning.
A er meget positiv og villig. Han arbejder udholdende, når han ved hvad han skal gøre, og han vil meget gerne udføre arbejdet tilfredsstillende. Han gør en stor indsats, men opnår ikke resultater svarende til denne.
Konklusion. A har ydet sit bedste under opholdet på malerværkstedet. Han har været villig, flink og høflig, men han vil aldrig kunne ernære sig som maler. Efter vor opfattelse vil han i det hele taget næppe kunne gennemføre nogen form for faglig uddannelse, da han ikke har de grundlæggende forudsætninger. A er samarbejdsvillig på alle områder, udholdende når han magter arbejdet, mødestabil m.m. Man kunne forestille sig, at han efter en længere optræningsperiode ville kunne klare rutineprægede opgaver, eller en form for beskæftigelse, hvor han kan få korte og hyppige anvisninger.«

Klageren har bl.a. forklaret, at han ikke på skolen har fået noget at vide om sine gode og dårlige sider. Hos indklagede blev der heller ikke talt herom. Dog fik han nogen gange at vide af en svend, at han havde »lavet noget møg«. Han fik også at vide, hvad han havde lavet forkert; svenden tog derefter over og viste ham hvordan arbejdet skulle laves, idet svenden selv færdiggjorde arbejdet. Han var nok noget nervøs til eksamen. Han synes ikke, at han har malet døre i tilstrækkeligt omfang. Han ved ikke, hvormange døre, han har malet. Han har gået med nogle af svendene i længere tid. Under forlængelsen af elevtiden gik han i 3 måneder sammen med svenden S.

Direktør hos indklagede D har bl.a. forklaret, at han har været ansat hos indklagede i 17 år. Fra 1984 til 1996 har der været i alt 22 lærlinge/elever hos indklagede. Klageren var en flink elev, som der aldrig var problemer med. Svendene var glade for ham. Under forlængelsen af elevtiden blev klageren sat til at arbejde sammen med en særlig god svend.

Klageren har gjort gældende, at elevtiden hos indklagede har været spildt, og at indklagede på et tidligt tidspunkt burde have opdaget dette. Derfor er indklagede erstatningsansvarlig.
Indklagede har gjort gældende, at man ikke i det daglige arbejde med fornøden sikkerhed har kunnet konstatere klagerens manglende evner, da han rettede sig efter givne instruktioner. I øvrigt burde skolen have reageret, i hvert fald ved at henlede opmærksomheden på behovet for evt. supplerende faglig oplæring hos indklagede.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget malermester Jens Essendrop (Danske Malermestre) og faglig sekretær Jørgen SøgaardHansen (Malerforbundet i Danmark).

Tvistighedsnævnet må på baggrund af erklæringen fra »Håndværkskolen« lægge til grund, at klageren ikke er i stand til at gennemføre uddannelsen som bygningsmaler.

Da klageren kan fungere under stadigt tilsyn, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede skulle have konstateret klagerens generelt manglende evner med en sådan sikkerhed, at uddannelsesforholdet kunne have være afbrudt under elevtiden.

Herefter frifinder Tvistighedsnævnet indklagede for klagerens påstand.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, frifindes.

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. september 1997 i sag
nr. 43/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 3. november 1973, og indklagede, B, blev den 21. oktober 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes inden for kontor - regnskab i perioden den 1. november 1992 til den 31. oktober 1994. Uddannelsesforholdet ophørte efter en episode mellem klageren og D, der er direktør i det indklagede selskab, som klageren har opfattet som seksuel chikane.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 20. august 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 98.433 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Klagerens påstand er opgjort på følgende måde:

1. Erstatning i.h.t. funktionærlovens § 3, 3 måneder á 15.000 kr. 45.000 kr.

2. Godtgørelse i.h.t. ligebehandlingslovens § 4, jf. § 14 50.000 kr.

3. Erstatning i.h.t. erstatningsansvarslovens § 1, udgift til psykologbistand 2.500 kr.

4. Feriegodtgørelse indtil 15. november 1994 af erstatningsbeløbet 933 kr.

98.433 kr.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Sagen har oprindeligt været anlagt ved retten i Hillerød, der den 9. november 1995 afsagde dom i sagen. Denne byretsdom er af Østre Landsret ophævet ved dom af 4. juni 1996, fordi sagen ikke havde været indbragt for Tvistighedsnævnet, forinden den blev indbragt for domstolene, jf. erhvervsuddannelseslovens § 63.

Klageren har bl.a. forklaret, at der hos indklagede var en venskabelig og meget åben tone. Hun husker ikke, at hun skulle have fortalt om en gynækologisk undersøgelse, hun havde gennemgået. Det er derimod rigtigt, at hun for sjov har sagt, at indklagede kunne indføre topløs servering. Hun har aldrig skiftet tøj, medens D så på, men hun har skiftet tøj på sit eget kontor. Hun har aldrig lagt an på D. Hun havde selv en kæreste, der var 3 år ældre end hun selv. Hun har aldrig sunget om D, at han var »verdens sødeste« eller »dejligste«. Hun har derimod sunget om sig selv. Hun har sagt til D, at han var verdens bedste chef. De talte meget åbent om deres nuværende og tidligere kærester, hvorunder også seksuelt. Hun har således en gang siddet over en kop te og talt om, at hun på daværende tidspunkt havde et dårligt forhold til sin kæreste. Mod slutningen af hendes uddannelse kom D oftere ind til hende og stillede sig bag hendes stol. Han rørte herunder ved hendes skulder. Hun rejste sig derfor op, så han kunne sidde. Hun følte dengang ikke noget egentlig ubehag ved hans berøringer, men efterfølgende har tanken herom generet hende. Ved nogen lejligheder drak de Gammel Dansk. Den 25. oktober 1994 tog D en ny flaske i brug. Hun husker ikke, hvor meget der blev drukket, men hun fik kun ½ stykke franskbrød at spise. Om formiddagen blev hun dårlig og ville på toilettet., men der var imidlertid optaget. Hun gik derfor ind på badeværelset i Ds privatlejlighed, der støder op til kontorerne. Døren til badeværelset var ikke låst, og lidt senere kom D og tog rundt om hendes ene bryst. Hun blev overrasket herover og fandt det ubehageligt. Hun sagde, at hun ville hjem. Hun prøvede at få en taxa, men D insisterede på at køre hende hjem. Medens de i Ds bil kørte mod hendes hjem, tog han på hendes ene ben mellem sæderne. Hun husker ikke, at der var tale om, at hun ikke skulle hjem. Hun inviterede ham ikke med op, da de kom til hendes hjem. D havde en gang tidligere været på hendes værelse. Hun gik direkte på toilettet for at kaste op og låste døren. D kom ind i huset. Hendes taske stod på dette tidspunkt uden for toilettet. D tog hendes nøgler i tasken og låste sig ind på hendes værelse. D bankede på toiletdøren, samtidig med at han sagde, at han ikke ville gå, førend han havde set om hun havde det godt. Hun låste derfor døren op, Han kom ind og satte sig ved siden af hende med venstre hånd på hendes bryst. Hun sagde, at han skulle lade være og at han skulle gå hjem. Hun gik ind på sit værelse, men han gik med. På værelset kastede han sig over hende, og hun blev skubbet om på sengen, og han sagde, at han ville slikke hende brystvorter og »køre den af« mellem hendes bryster. Det lykkedes hende at komme fri, og derefter gik D. Hun ringede straks til sin kæreste og fortalte ham om det passerede. Hun har efterfølgende måttet have psykologhjælp.

D har bl.a. forklaret, at der var et venskabeligt forhold mellem ham og klageren, men han var ikke forelsket i hende. Hun var hans bedste ven. Han er nu gift med sin daværende samleverske. De har flere gange drukket øl, vin og lign. sammen, men de har kun en gang været berusede. Den 25. oktober var klageren fuld. Han havde fået 5-6 genstande i løbet af dagen, hun havde nok fået 3-4 genstande mere. Det var hende, der fyldte glassene op. Da hun skulle hjem talte hun om at ringe efter en taxa, men det blev ikke til noget. Det var for ham naturligt at køre hende hjem, således som han gjorde flere gange om ugen. Ved hendes bopæl gik han med ind, idet klageren havde glemt sin jakke og en plasticpose i hans bil. Han erkender, at det var dumt at han holdt fingrene tæt ved hendes bryster, men han har en tilbøjelighed til at blive kærlig, når han er påvirket. Han har ikke væltet klageren om på sengen og ikke udtalt sig, som hun påstår, men han undskyldte, da han gik.

Klageren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der ikke tidligere havde været nogen egentlig fysisk kontakt mellem hende og D. Den 25. oktober drak han hende beruset og blev selv kærlig. Han har i realiteten selv erkendt, at han to gange har taget hende på brysterne, men i øvrigt må klagerens forklaring om hændelsesforløbet lægges til grund. Hun har efter erstatningsansvarsloven krav på at få erstattet udgiften til psykolog.

Indklagede har til støtte for sin påstand nærmere anført, at D ikke har misbrugt alkohol i forbindelse med klageren. Hun sagde ikke fra, da han gik ind til hende på toilettet og tog ikke hans hånd væk. Han har i det hele kun forsøgt meget forsigtige tilnærmelser, der alene havde karakter af kæl og kram. Klageren har på grund af uoverensstemmelser med kæresten blæst det skete op på en måde, der ikke er i overensstemmelse med det faktisk passerede.

Tvistighedsnævnet behandler efter erhvervsuddannelseslovens § 63 tvistigheder mellem en elev og en praktikvirksomhed. Den erstatning, som klageren i medfør af funktionærlovens § 3 har påstået, fordi indklagede skal have nægtet at opfylde et tilsagn om forsat ansættelse efter elevtidens ophør, anser nævnet ikke som en tvistighed mellem en elev og en praktikvirksomhed, idet en sådan aftale alene tager sigte på forholdene efter elevtidens ophør. Nævnet må derfor afvise at tage stilling til denne del af påstanden samt kravet om feriegodtgørelse heraf.

Det præcise handlingsforløb må i et vist omfang henstå usikkert. Tvistighedsnævnet finder imidlertid, at D ved at servere spiritus for en elev og derefter foretage uønskede erotiske tilnærmelser overfor hende ved bl.a. to gange at berøre hendes bryster har overtrådt lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Indklagede skal derfor betale en godtgørelse til klageren, der skønsmæssigt fastsættes til 10.000 kr.

I medfør af erstatningsansvarslovens § 1 har klageren herudover krav på betaling af sine udgifter til psykolog med 2.500 kr.

Indklagede skal herefter til klageren betale 12.500 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 12.500 kr. med sædvanlig procesrente fra den 20. august 1996.

Sagen afvises for så vidt angår klagerens påstand om erstatning i medfør af funktionærlovens § 3 med tilhørende feriegodtgørelse, alt for tiden efter elevforholdets ophør.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
14. maj 1997 i sag
nr. 45/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 7. september 1968, og indklagede, B, blev den 14. januar 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som cafeteriaassistent med uddannelsesperiode fra den 1. december 1993 til den 30. april 1996.
Klageren fratrådte hos indklagede den 1. december 1995.
I uddannelsesaftalen, der er registreret af ..... Tekniske Skole, er elevens løn fastsat til kr. 11.000 pr. måned. Efter det oplyste er hendes løn blevet finansieret med uddannelsesydelse fra hendes arbejdsløshedskasse.

Indklagede har derfor ikke i uddannelsesperioden selv udbetalt løn til klageren.

Da arbejdsløshedskassen efterfølgende har stillet krav om tilbagebetaling af uddannelsesstøtten, har klageren ved sin faglige organisation Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om at betale kr. 297.000 i løn og feriepenge fra den 1. december 1993 til den 1. december 1995 med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 17. september 1996.

Indklagede, der ikke har gjort indsigelse mod opgørelsen af det krævede beløb, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede har gjort gældende, at der med klageren var indgået en aftale om, at hendes løn skulle finansieres direkte ved offentlige ydelser.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Laurits Rønn og underdirektør Torkild Justesen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og ligestillingskonsulent Jette Lykke Jensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget cand. merc. jur. Ulf Neitzel (HO RES TA) og gruppesekretær Erik Aaes (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Efter Erhvervsuddannelseslovens § 52, stk. 2 kan der ikke foretages ændringer i eller tilføjelser til den autoriserede uddannelsesaftales indhold uden vedkommende faglige udvalgs godkendelse.

Da nævnet må lægge til grund, at der mellem parterne er indgået en aftale, som ikke er ændret med det faglige udvalgs godkendelse, og da indklagede ikke har udbetalt løn til klageren, tager nævnet klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 297.000 kr. til klageren, elev A, med sædvanlig procesrente fra den 17. september 1996.

Sagens omkostninger for nævnet ophæves.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
30. oktober 1997 i sag
nr. 47/1996

A mod elev B

Mellem indklagede, elev B, født den 17. juli 1964, og klageren, A, blev i foråret 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter indklagede skulle uddannes som vognmaler med uddannelsesperiode fra den 1. april 1995 til den 30. september 1998. Indklagede ophævede den 1. august 1996 uddannelsesaftalen ensidigt på grund af dårlige miljøforhold.

Klageren har ved sin faglige organisation, Foreningen af Auto- og Industrilakerere, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 29. oktober 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning efter nævnets skøn, dog ikke under 42.688 kr., med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har afgivet svarskrift, men har ikke givet møde under den mundtlige forhandling i nævnet.

Indklagede har i sit svarskrift nærmere uddybet sine klagepunkter om klagerens manglende overholdelse af arbejdsmiljøreglerne vedr. arbejde med sundhedsfarlige produkter.

D, der er direktør hos klageren, har bl.a. forklaret, at virksomheden er miljøgodkendt. Det kommunale miljøtilsyn var senest på kontrolbesøg medio 1995. Arbejdstilsynet var senest på kontrolbesøg den 15. august 1996 og kommer i øvrigt uanmeldt jævnligt. Ved disse kontrolbesøg har virksomheden aldrig fået påtale om, at arbejdet blev udført i strid med reglerne om arbejde med sundhedsfarlige produkter. Allerede i juli 1996 sagde indklagede, at han ville ophæve uddannelsesaftalen, men først i august kom den skriftlige ophævelse. Indklagede fik umiddelbart en ny uddannelsesaftale hos en anden virksomhed. Indklagedes løn var 1.888 kr. pr. uge.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og advokat Laurits Rønn (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Ane Kristine Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget malermester Preben Hillemann-Jensen (Foreningen af Auto- og Industrilakerere) og sekretær Jørgen Søgaard-Hansen (Malerforbundet).

Da indklagede ikke har godtgjort, at klageren har overtrådt arbejdsmiljøreglerne på en sådan måde, at en ophævelse af uddannelsesaftalen har været berettiget, er han ifaldet erstatningsansvar over for klageren.

Erstatningen fastsættes efter nævnets normale praksis til en halv måneds løn, eller skønsmæssigt til 4.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 4.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. oktober 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
23. oktober 1997 i sag
nr. 48/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 10. marts 1979, og indklagede, B, blev den 10. maj 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som dyreassistent i perioden den 1. juli 1995 til den 28. februar 1999. Uddannelsesforholdet blev den 19. februar 1996 ophævet af indklagede med virkning fra 1. januar 1996.
Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 31. oktober 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 103.704,22 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.
Indklagede har påstået frifindelse og har herunder fremsat et modkrav på 30.000 kr., der angives at vedrøre opgørelse af et mellemværende om et lejeforhold vedr. fast ejendom.

Klagerens krav er opgjort således:

Feriegodtgørelse af udbetalt løn 2.592,50 kr.

Manglende overenskomstmæssig løn incl. betaling af overtid i august 1995 - december 1995 32.724,97 kr.

Feriegodtgørelse heraf 4.090,62 kr.

Manglende løn under skoleophold:
I perioden 1. januar 1996 - 25. februar 1996 9.264,00 kr.

I perioden 26. februar 1996 -
19. maj 1996
14.268,00 kr.

Feriegodtgørelse af løn under skoleophold 2.941,50 kr.

Tab af løn for perioden:
20. maj 1996 - 31. juli 1996 33.266,40 kr.

Ferie godtgørelse heraf 4.556,23 kr.

I alt 103.704,22 kr.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun fik udbetalt 4.150 kr. kontant pr. måned i 1995. Hun vidste ikke, hvad den overenskomstmæssige løn var. I 1996 har hun intet fået udbetalt. Hun har løbende ført regnskab med sin arbejdstid. Oversigten blev på et tidspunkt forevist indklagede, der dog bare „tyrede den hen i et hjørne". Da faderen bad om ekstrabetaling til hende, svarede indklagede, at der ingen penge var. Hun skulle på skoleophold 3. januar - 19. maj 1996. I den anledning havde hun fri fra 14. december 1995 og resten af måneden. I denne periode afspadserede hun en del af sit overarbejde, men der er taget hensyn hertil i opgørelsen af hendes krav. Den 19. februar 1996 fik hun en seddel fra indklagede, hvorpå det var anført, at hun „ophørte uddannelsesaftalen 1/1 1996 p.g.a. uoverensstemmelser". Hun havde ikke tidligere fået nogen meddelelse herom, ligesom hun aldrig selv har sagt op. Hun har aldrig underskrevet et af indklagede fremlagt bilag, dateret den 24. juli 1996, hvorefter hun skulle have afspadseret alle „overskydende" timer i december, og hvorefter hun skulle have fået udbetalt løn i skoleperioden for tiden 3. januar - 12. marts 1996, selv om bilaget er underskrevet „.....". Hun fik en ny uddannelsesaftale fra 1. august 1996. Hun ved ikke, hvorfor hendes far og indklagede aftalte, at hun skulle stå som udlejer på den lejekontrakt af hestebokse m.v., der blev oprettet med indklagede.

Klageren har bl.a. forklaret, at klagerens far foreslog, at indklagede skulle leje hestebokse m.v. hos ham. Lejekontrakten var i realiteten betinget af, at indklagede ansatte klageren som elev. Han overtog ikke det lejede til rette tid og i den stand, der var aftalt, og han har i den anledning haft udgifter på 30.000 kr. Klagerens arbejdstid var far kl. 7 til 15-16. I begyndelsen af december 1995 aftalte han med klagerens far, at hun skulle afspadsere fra 14. december og måneden ud. Han har ikke sagt klageren op, men hun har selv omkring den 14. december mundtligt sagt op. Kun indklagede og klageren var tilstede ved denne lejlighed. Den 24. juli 1996 var han på Travbanen, hvor også klageren var tilstede. Han skulle overfor Travselskabet dokumentere, at han havde haft fast medhjælp, og derfor fik han klageren for at skrive under på, at hun havde modtaget løn fra august til december 1995 og under skoleophold fra 3. januar til 12. marts 1996. Han er helt sikker på, at det er klagerens underskrift, der er påført kvitteringen.

Den kvittering, der er forklaret om af både af klageren og indklagede, har af Tvistighedsnævnet været fremsendt til nærmere undersøgelse hos Rigspolitichefens Kriminaltekniske afdeling, der i en erklæring af 12. marts 1997 har anført:

„Ved en sammenligning mellem skriften i den omstridte underskrift og skriften i det foreliggende skriftprøvemateriale udfærdiget af ..... (E) er der ikke konstateret overensstemmelse, der indicerer, at den omstridte underskrift er udfærdiget af ..... (E)."

Om ordlyden af denne konklusion er det i et bilag til erklæringen anført:

„Konklusionen bruges, når der i sammenligningsmaterialet ikke er fundet overensstemmende karakteristika, og/eller der er fundet forskelle, der ikke kan forklares ved den normale variationsbredde hos en skriver."

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Birgitte Dember (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og forretningsfører Karl Mikkelsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Tvistighedsnævnet kan alene behandle tvistigheder mellem en elev og uddannelsesstedet vedrørende ansættelsen som selv. Nævnet kan derfor ikke tage stilling til indklagedes - i øvrigt udokumenterede - krav vedrørende lejemålet.

Efter indholdet af den kriminaltekniske erklæring lægges det til grund, at klageren ikke har underskrevet den fremlagte kvittering, uanset at underskriften tilsyneladende skal fremstå som afgivet af hende.

Det lægges endvidere til grund, at uddannelsesaftalen er ensidigt ophævet af indklagede den 19. februar 1996, uden at der er godtgjort nogen misligholdelse af elevforholdet fra klagerens side.

Den opgørelse, som klageren løbende har udfærdiget vedrørende sit overarbejde, er ikke konkret bestridt af indklagede. Opgørelsen lægges derfor til grund ved fastsættelsen af parternes mellemværende.

Klageren blev uberettiget bortvist den 19. februar 1996 under et skoleophold. Nævnet finder, at klageren har været berettiget til at fuldføre skoleopholdet med løn fra indklagede i hele skoleperioden.

Som følge af den uberettigede bortvisning har klageren efter Tvistighedsnævnets praksis krav på en godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes til 25.000 kr.

Det beløb, der tilkommer klageren, kan herefter opgøres på følgende måde:

Feriegodtgørelse af udbetalt løn 2.592,50 kr.

Manglende overenskomstmæssig løn incl. betaling af overtid i august 1995 - december 1995 32.724,97 kr.

Feriegodtgørelse heraf 4.090,62 kr.

Manglende løn under skoleophold:

I perioden 1. januar 1996 -
25. februar 1996
9.264,00 kr.

I perioden 26. februar 1996 -
19. maj 1996
14.268,00 kr.

Feriegodtgørelse heraf 2.941,50 kr.

Godtgørelse for uberettiget afskedigelse 25.000,00 kr.

I alt 90.881,59 kr.

hvortil kommer renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 90.881,59 kr. med sædvanlig procesrente fra den 31. oktober 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
30. oktober 1997 i sag
nr. 49/1996

Elev A mod B under konkurs

Mellem klageren, elev A, født den 23. december 1974, og indklagede, B (nu under konkurs), der tidligere drev virksomhed fra adressen ....., blev den 1. maj 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor levnedsmiddel - kok med uddannelsesperiode fra den 1. maj 1995 til den 30. april 1998. Uddannelsesaftalen er underskrevet af parterne, men er ikke modtaget af Hotel- og Restaurantskolen.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 5. november 1996 i indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, principalt at indklagede tilpligtes at betale en bod, hvori indgår kr. 50.222,13 for misligholdelse af erhvervsuddannelsesloven til klageren, subsidiært at indklagede tilpligtes at betale en efter nævnets skøn fastsat erstatning til klageren, alt med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede, hvis bo den 13. maj 1997 er taget under konkursbehandling, har ikke afgivet svar i sagen og har ikke givet møde under den mundtlige forhandling. Der er derimod den 8. december 1996 afgivet skriftligt svar af den for personalet ansvarlige.

Klageren har bl.a. forklaret, at han i 3 uger af uddannelsestiden hos indklagede har været alene i køkkenet. Han har alene modtaget acontoløn. Han fratrådte i midten af oktober 1995. Med virkning fra 1. november 1995 har han indgået ny uddannelsesaftale. Han er i dette uddannelsesforhold ikke blevet godskrevet nogen del af uddannelsestiden hos indklagede.

denne sag deltaget kontorchef Margit Heilmann (Hotel-Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening) og afdelingsformand Birger Kristensen (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Tvistighedsnævnet kan efter erhvervsuddannelsesloven ikke pålægge en part at betale bod til den anden part. Klagerens principale påstand kan således ikke tages til følge.

Da indklagede ikke har imødegået klagerens oplysninger om størrelsen af den udbetalte acontoløn, lægger Tvistighedsnævnet til grund, at klageren for tiden 1. maj til 15. oktober 1995 har modtaget i alt 33.310,26 kr. Den overenskomstmæssige elevløn for klageren udgjorde for denne periode 37.186,22 kr. Klageren har således et egentligt løntilgodehavende på 3.875,96 kr.

Hertil kommer, at klageren ikke har fået udbetalt forskudttidstillæg med i alt 1.925 kr.

Klagerens samlede krav på efterbetaling af løn m.v. udgør herefter 5.800,96 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 725,12 kr., eller i alt 6.526,08 kr.

Da indklagede ikke har draget omsorg for, at uddannelsesaftalen blev registreret, således at klageren ikke er kommet ind i det foreskrevne uddannelsesforløb, skal han efter nævnets praksis herudover betale en godtgørelse svarende til ½ måneds løn, eller afrundet 3.380 kr.

Tvistighedsnævnet lægger til grund, at klageren har stået alene i køkkenet i 3 uger af uddannelsestiden hos indklagede på 5½ måned. Hertil kommer, at klageren ikke i den nye uddannelsesaftale er blevet godskrevet nogen del af tiden hos indklagede. Tvistighedsnævnet må på denne baggrund lægge til grund, at oplæringen hos indklagede har været mangelfuld, og at indklagede i den anledning skal betale erstatning til klageren. Denne erstatning fastsættes skønsmæssigt til 25.000 kr.

I det anførte omfang tages klagerens påstand til følge, således at indklagede i alt skal betale 34.906,08.

Thi bestemmes:

Indklagede, B under konkurs, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 34.906,08 kr. med sædvanlig procesrente fra den 5. november 1996.

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. november 1997 i sag
nr. 50/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 12. september 1968, og indklagede, B, blev i efteråret 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor levnedsmiddel - kok med uddannelsesperiode fra den 1. oktober 1995 til den 30. september 1998. Uddannelsesaftalen er alene underskrevet af indklagede, der i prøvetiden den 15. december 1995 lovligt opsagde klageren til fratræden den 31. december 1995.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 5. november 1996 i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 63, stk. 2 og 3 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 7.350,83 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har afgivet svar i sagen vedrørende sagens formalitet, men har ikke i detaljer ytret sig om opgørelsen af klagerens krav.
Klagerens krav vedrører efterbetaling af løn og forskellige overenskomstmæssige tillæg, i alt 6.534,07 kr. med tillæg af feriepenge 816,76 kr. eller i alt 7.350,83 kr. Der er for nævnet fremlagt en detaljeret opgørelse herover.

Sagen har været behandlet på to møder i Tvistighedsnævnet. Det første møde måtte udsættes på grund af inhabilitet hos de oprindeligt udpegede særligt sagkyndige medlemmer.

D, der er direktør hos indklagede, har forklaret, at indklagede ikke ønsker at gøre indsigelse mod enkelte punkter i opgørelsen af klagerens arbejdstider, men at indklagede finder, at opgørelsen bør tilsidesættes.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget cand.merc.jur. Claus Hovej (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening ) og afdelingsformand Birger Kristensen (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet).

Da indklagede ikke på direkte forespørgsel konkret har bestridt rigtigheden af klagerens opgørelse, lægger Tvistighedsnævnet denne opgørelse til grund.

På denne baggrund tages klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 7.350,83 kr. med sædvanlig procesrente fra den 5. november 1996.

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
28. oktober 1997 i sag
nr. 15/1996 og 51/1996

Elev A mod 1) G og 2) H

Fra den 7. september 1995 blev bl.a. restaurationsvirksomheden forpagtet af indklagede 2), H. Klageren fortsatte med at arbejde i restaurationsvirksomheden, nu for indklagede 2) uden ændring eller tilføjelse til den oprindelige uddannelsesaftale, indtil den 30. september 1995, hvor han modtog følgende skriftlige meddelelse:

„A er hermed opsagt pga. omstrukturering i Restauranten, d. 30. sep.
K
bestyrer af ....."

Klageren fratrådte herefter som elev. Indklagede 2)'s bo er efter det oplyste taget under konkursbehandling den 7. februar 1997.

Klageren har ved sin faglige organisation, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 2. april 1996 oprindeligt indbragt sagen for Tvistighedsnævnet mod indklagede 1) med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 157.833,99 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet (sag 15/1996) og senere ved klageskrift modtaget den 11. september 1996 tillige indbragt sagen for nævnet mod indklagede 2) med samme påstand (sag 51/1996).

De indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet.

Ingen af de indklagede har gjort indsigelse mod de

opgørelser, der er foretaget af klageren vedrørende arbejdets omfang og tidsmæssige placering. Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb vedrørende efterbetaling for overarbejde, forskudt tid og søgnehelligdage i perioden 22. august 1994 til 30. september 1995 i henhold til gældende overenskomst herefter beløbsmæssigt skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger, således at klageren har krav på betaling af 83.667,39 kr.

Klageren har således krav på i alt 108.667,39 kr.
Tvistighedsnævnet lægger endvidere til grund, at indklagede 2)'s overtagelse af forpagtningen den 7. september 1995 er sket med henblik på videreførelse af bl.a. restaurationsvirksomheden. Dette fremgår klart af indklagede 2)'s bestræbelser på at få ansat en kok. Herefter kan det ikke udelukkes, at indklagede 2) efter ansøgning kunne være blevet godkendt som uddannelsessted for en kokkeelev.
Herefter findes indklagede 2)'s overtagelse af forpagtningen at være en egentlig virksomhedsoverdragelse, også i forhold til klageren.

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i det anførte omfang i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), H under konkurs, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 108.667,39 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. september 1996.

Indklagede 1), G, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. oktober 1997 i sag
nr. 54/1996

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 22. februar 1974, og F, blev den 1. september 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som anlægsgartner i perioden den 1. september 1992 til den 30. juni 1996. I anledning af virksomhedsoverdragelse blev uddannelsesaftalen den 14. september 1994 med virkning fra 1. maj 1994 overtaget af indklagede, B.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 12. november 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 17.337,70 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Klagerens krav vedrører krav på efterbetaling af manglende løn med tillæg af feriepenge samt befordringsgodtgørelse under 2 skoleophold.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har bl.a. forklaret, at han i perioder blev sendt hjem på grund af frost. Virksomheden ville ringe, når man atter kunne bruge ham.

D, der er direktør hos indklagede, har bl.a. forklaret, at det ikke er korrekt, at klageren blev sendt hjem på grund af frost. Der var da heller ikke andre af de ansatte, der ikke mødte. Parterne har ved uddannelsesaftalen aftalt, at klageren fik 2,50 kr. i timen til dækning af kørsel.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), advokat Laurits Rønn og arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Jan Algreen-Ussing (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fuldmægtig Birgitte Dember (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og forretningsfører Erik Nielsen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Rigtigheden af det af klageren rejste krav om efterbetaling af manglende løn findes godtgjort.

Den af parterne i tilknytning til uddannelsesaftalen indgåede aftale om betaling for kørsel er ikke godkendt af Det faglige Udvalg og er derfor ikke gyldig, jf. erhvervsuddannelsesloven § 52, stk. 2.

Da indklagede i en vist omfang allerede har betalt for klagerens befordring, finder Tvistighedsnævnet, at det beløb, som klageren har krav på, skønsmæssigt bør fastsættes til i alt 15.000 kr. incl. feriepenge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 15.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 12. november 1996.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 4. december 1997 i sag nr. 58/1996:

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 11. september 1977, og indklagede, B, blev den 30. april 1996 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som dyreassistent med uddannelsesperiode fra den 1. marts 1996 til den 30. maj 1999. Uddannelsesaftalen blev efter gensidig aftale ophævet den 13. juni 1996.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 27. november 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale manglende løn incl. feriegodtgørelse med i alt 36.328,58 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har nedlagt endelig påstand om, at klageren tilpligtes at betale 12.197,20 kr.

Klageren har påstået frifindelse overfor indklagedes påstand.

Sagen har været berammet til mundtlig forhandling 2 gang i Tvistighedsnævnet. Den første forhandling måtte udsættes, da behandlingen af en anden sag i nævnet trak ud.

Parterne er uenige om betaling for klagerens overarbejde. Efter overenskomsten betales overarbejde og arbejde på søn og helligdage med et tillæg til normaltimelønnen på 50% for de første 2 timer og herefter 80% eller tilsvarende frihed. Overarbejde afspadseres eller betales med overarbejdsbetaling efter elevens ønske.
Klageren har i klageskriftet specificeret sit overarbejde og opgjort kravet således:

Overtid 1: 129,3 timer á 72,14 kr. 9.327,70 kr.

Overtid 2: 265,3 timer á 86,56 kr. 22.964,37 kr.

I alt 32.292,07 kr.

feriegodtgørelse 12,5% heraf 4.036,51 kr.

Manglende løn og feriegodtgørelse i alt 36.328,58 kr.

Indklagede har i et skriftligt indlæg af 28. juli 1997 til brug for den genoptagne forhandling fremlagt specifikation af klagerens overarbejde, der er opgjort til 115 timer eller til i alt 5.530,35 kr.

Indklagede har herefter opgjort sit krav således:

Indlogering (værelse m. køkken og bad), 27., 28. og 29. februar 1996, 3 dage á 340 kr. 1.020,00 kr.

Indlogering efter fratrædelse, 17., 18., 19., 20., 21. og 22. juni 1996, 6 dage á 340 kr. 2.040,00 kr.

Dagopstaldning hest, 27., 28. og 29. februar 1996, 3 dage á 160 kr. 580,00 kr.

Dagopstaldning hest, 17., 18., 19., 20., 21. og 22. juni 1966, 6 dage á 160 kr. 1.160,00 kr.

Opstaldning iøvrigt af hest, 81 dage á 40 kr. + 27 dage á 45 kr. 4.455,00 kr.

Tilsyn i forbindelse med foling, 17., 18., 19. og 20. maj efter kl. 24, pr. påbegyndt time. 4 tilsyn á 620 kr. 2.480,00 kr.

Telefon iflg. TeleDanmark, incl. ulempe, EDB udskrift 750,00 kr.

Transport i forbindelse med erhvervelse af kørekort, 4 gange, 240 km. á 2,24 kr./km. 537,60 kr.

I alt 14.182,60 kr.

+ moms heraf 3.545,65 kr.

Samlet tilgodehavende hos klageren 17.728,25 kr.

med fradrag for skyldigt overarbejde 5.530,35 kr.

Indklagedes endelige tilgodehavende 12.197,20 kr.

Af en under sagen af indklagede fremlagt uddannelsesaftale fremgår det af en håndskreven tilføjelse under pkt. 11:

»Det er aftalt at det antal timer der ligger ud over normeret arbejdstid (37 timer), afspadseres i slutningen af praktikperioden, d.v.s. inden 1. okt. .........«

På foranledning af Tvistighedsnævnet har ..... Landbrugsskole, der har registreret den pågældende uddannelsesaftale, fremsendt en kopi af den originale registrerede aftale. Den pågældende påtegning fremgår ikke af den registrerede aftale og må således være påført, efter at skolen har registreret aftalen. Påtegningen er ikke godkendt af det faglige udvalg.

Parterne har hver især bestridt den anden parts specifikation af klagerens overarbejde.

Påtegningen om afspadsering af overarbejde er med urette påført uddannelsesaftalen på en sådan måde, at også påtegningen fremstår som registreret af ..... Landbrugsskole. Påtegningen er ikke godkendt af det faglige udvalg og er derfor ikke en del af uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelsesloven § 52, stk. 2.

En evt. aftale mellem parterne om afspadsering af overarbejde i slutningen af praktikperioden, jf. overenskomstens bestemmelse herom, finder nævnet uden betydning i denne sag, hvor uddannelsesaftalen er ophævet efter gensidig aftale på et sådant tidspunkt, at afspadsering ikke kunne finde sted som forudsat.

Indklagedes krav vedrørende perioden før elevtiden begyndte, og efter at den efter gensidig aftale var ophørt, kan ikke påkendes af Tvistighedsnævnet, der alene kan tage stilling til tvister, der vedrører selve elevforholdet, jf. erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 1.

Indklagedes krav vedr. opstaldning m.v. af klagerens hest, krav på betaling for klagerens benyttelse af telefon og kørsel til erhvervelse af kørekort er heller ikke tvister, der vedrører selve elevforholdet og kan derfor ikke påkendes af nævnet, men må i givet fald behandles ved domstolene.

Den væsentligste forskel mellem klagerens og indklagedes specifikation af, hvornår overarbejde har fundet sted, skyldes opgørelserne af de daglige pauser, idet indklagede har ansat de daglige pauser til et længere tidsrum end klageren. Hertil kommer, at indklagede i sin opgørelse af det skyldige beløb ikke har taget hensyn til, at overarbejde skal betales med en højere timeløn og at der skal tillægges feriegodtgørelse til det skyldige beløb.

På baggrund heraf finder nævnet, at det beløb, som indklagede skal betale for overarbejde skønsmæssigt kan ansættes til 20.000 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 2.500 kr. eller i alt 22.250 kr med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 22.500 kr. med sædvanlig procesrente fra den 27. november 1996.

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
9. oktober 1997 i sag
nr. 60/1996

Elev A mod B

Klageren, elev A, født den 10. juli 1976, og indklagede, B, blev den 16. november 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor salg af cykler og reservedele med uddannelsesperiode fra den 1. august 1995 til den 31. januar 1998. Klageren blev ved skrivelse af 13. juni 1996 bortvist med den begrundelse, at han var antruffet som arbejdende i en konkurrerende virksomhed.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 27. november 1996 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 98.297,73 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn, alt med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede, der har givet møde med sin faglige organisation, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, har påstået frifindelse.

Det påståede beløb er opgjort som manglende betaling for overarbejde og forskudttid med tillæg af feriegodtgørelse heraf, betaling af tab af uddannelsesgode og manglende opsigelsesvarsel, samt betaling for lægeerklæring og erstatning for tort. Klagerens krav omfatter såvel erstatning for manglende oplæring som for uberettiget afbrydelse af uddannelsesforholdet.

Klageren har bl.a. forklaret, at han forud for oprettelsen af uddannelsesaftalen var ansat som arbejdsdreng hos indklagede. Der skete ingen ændring i hans arbejde, da han blev elev. Han arbejdede det meste af tiden på cykelværkstedet. Det blev han bedt om. En anden ansat passede butikken det meste af tiden. Han har i begyndelsen af elevtiden talt kassen op, men han skulle ikke foretage afstemning. Han har ikke set nogen uddannelsesplan. Han har en ven, der i maj måned 1996 åbnede sin egen cykelforretning i ....., ca. 15 km. fra ..... Klageren hjalp ham med at rengøre og male forretningen. Han har også 1-2 gange solgt varer i vennens forretning og repareret nogle få cykler for ham. Det er korrekt, at han efter at have afgivet sygemelding i juni har været i vennens forretning, men ved den lejlighed var han kun på besøg.

Indklagede har bl.a. forklaret, at klageren efter eget ønske i sin elevtid har repareret cykler i ca. 1-2 timer om dagen, men klageren er aldrig blevet bedt om det. Klageren har gennemført kasseafstemning i forretningen. Det hele gik lidt for stærkt for indklagede, og derfor fik han ikke lavet uddannelsesplanen. Senere forhandlede han med HK herom, men HK kom med nye krav. Derfor nåede man ikke at lave uddannelsesplanen, inden klageren fratrådte. Han har den 11. og 12. juni besøgt cykelforretningen i ..... Klageren, der var i forretningens baglokale, kom da ud i butikken. Indklagede havde hørt rygter om, at klageren fejede uden for forretningen, og at klageren tjente sorte penge ved at hjælpe vennen under dennes sygdom.

H, HK/Handel, ....., har bl.a. forklaret, at han har forhandlet med indklagede om klagerens forhold. Indklagede oplyste, at man ikke mente at have pligt til at oprette en uddannelsesaftale. Indklagedes mor ringede i juni og fortalte, at klageren under sygefravær arbejdede i en cykleforretning i ..... Ved samme lejlighed bad moderen om at klageren fremsendte en lægeattest. Vidnet kørte til ..... Han talte både med klageren og dennes ven, der begge benægtede, at klageren havde arbejdet i forretningen.

Indklagedes bror, C, har bl.a. forklaret, at han den 11. juni gik ind i forretningen i ..... Lokalet var tomt, men klageren kom ud og spurgte vidnet, der stod med ryggen til: „Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?" Vidnet vendte sig og talte en kort tid med klageren, hvorefter han forlod forretningen.

Indklagedes mor, M, har bl.a. forklaret, at hun den 12. juni ca. kl. 15.30 var i ..... sammen med indklagede, idet hun havde hørt, at klageren var set arbejde derude. Hun gik ind i forretningen, der var tom. I baglokalet opholdt klageren og dennes ven sig. Klageren var i arbejdstøj, men hun så ikke, hvad han lavede. Hun har ikke bedt H om lægeattest for klageren.

D, der blev ansat hos indklagede den 3. januar 1996, har bl.a. forklaret, at klageren udførte alt forefaldne arbejde. Han var både i butik og på værksted. Da klageren gjorde opmærksom på, at han var butikselev, ophørte klageren med at arbejde på værkstedet.

Der er mellem parterne enighed om, at klageren har krav på efterbetaling for overarbejde og forskudttid samt feriegodtgørelse, men der er en mindre tvist om størrelsen af disse krav. Det skyldige beløb vedrørende disse poster findes efter alt foreliggende passende skønsmæssigt at kunne opgøres til 5.000 kr.

Indklagede har ikke opfyldt sin pligt til at udfærdige en uddannelsesplan for klageren. Indklagede har kun været berettiget til undtagelsesvis at lade klageren, der var under uddannelse indenfor salg af cykler og reservedele, udføre cykelreparationer - og ikke som et normalt led i klagerens daglige arbejde, jf. erhvervsuddannelsesloven § 56, stk. 2. Tvistighedsnævnet må derfor - navnlig under hensyn til den manglende uddannelsesplan - lægge til grund, at klageren ikke har modtaget fornøden oplæring hos indklagede. Den erstatning, der tilkommer klageren i den anledning fastsættes skønsmæssigt til 20.000 kr.

Tvistighedsnævnet finder, at det allerede efter klagerens egen forklaring er godtgjort, at klageren uden indklagedes viden har udført fagligt relevant arbejde for en anden cykleforretning i ..... Da indklagede i juni 1966 blev bekendt hermed, var det derfor berettiget at bortvise ham. Der findes ikke i den forbindelse det fornødne grundlag for at pålægge indklagede at betale for den af klageren indhentede lægeattest.

I det her anførte omfang tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale i alt 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 27. november 1996, således at de 20.000 kr. udgør erstatning for tab af uddannelsesgode og de 5.000 kr. udgør efterbetaling for overarbejde og forskudttid samt feriegodtgørelse.

Hver part bærer sine omkostninger.

1997

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
5. november 1997 i sag
nr. 1/1997

Elev A mod B

Mellem klageren, A, født den 29. oktober 1975 og indklagede, B, blev den 8. december 1996 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som auto-elektronikmekaniker med uddannelsesperiode fra den 7. december 1993 til den 14. november 1996.

Klageren har ved sin faglige organisation, Dansk Metal-arbejderforbund, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 6. januar 1997 indbragt sagen for nævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.332,85,- kr. med tillæg af feriepenge 12½ %, 416,61, eller i alt 3.749,46, samt udgiften til lægeattest 100,- kr., således at det samlede krav udgør 3.849,46, kr. med procesrente fra 6. januar 1997.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Det er oplyst, at beløbet skyldes for manglende løn under sygdom i perioden 20. oktober til 31. oktober 1996.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han den 17. oktober 1996 overhørte en telefonsamtale mellem klager og dennes mor, hvorunder han hørte moren sige, at indklagede skulle pakke sine ting og gå hjem.

Klageren har forklaret, at ham med sin mor aftalte, at han skulle gå til læge, idet han ikke længere kunne holde til tonen på arbejdspladsen.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at han bestrider rigtigheden af den fremsendte lægeattest på baggrund af den samtale med klagerens mor, som han overhørte. Han har ingen indsigelser til den beløbsmæssige opgørelse af kravet.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og faglig sekretær Finn Mortensen (Dansk Metalarbejderforbund).

Da indklagede ikke har kunnet dokumentere sin indsigelse mod den fremsendte lægeattest, lægger Tvistighedsnævnet til grund, at klageren har haft lovligt fravær på grund af sygdom i perioden 20. oktober 1996 til 31. oktober 1996.

På denne baggrund tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 3.849,46 kr. med sædvanlig procesrente fra den 6. januar 1997.

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. september 1997 i sag
nr. 26/1996 og 5/1997

Elev A mod 1) B og 2) C

Indklagede 1), der ikke har afgivet svarskrift, men har givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede 2) har påstået frifindelse mod betaling af skyldig løn 19.854,89 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 2.481 kr., eller i alt 22.335,89 kr.

Sagen har været mundtligt forhandlet 2 gange i Tvistighedsnævnet.

Klageren har under den første forhandling forklaret, at C, der er Bs søn, overtog virksomheden pr. 1. marts 1996. Han fik ny uddannelsesaftale andetsteds fra 1. april 1996.

Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb i henhold til den gældende overenskomst skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger.

Da indklagede 1)'s virksomhed er overdraget til indklagede 2) med virkning fra 1. marts 1996, hæfter indklagede 2) for klagerens tilgodehavende, hvorimod der ikke kan rejses krav mod indklagede 1).

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 29.898 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. januar 1997.

Indklagede 1), B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. september 1997 i sag nr. 27/1996 og 6/1997

Elev A mod 1) B og 2) C

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 11. juni 1996 oprindeligt indbragt sagen for Tvistighedsnævnet mod indklagede 1) med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 55.038 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens indbringelse for nævnet (sag 27/1996) og senere ved klageskrift modtaget den 29. januar 1997 tillige indbragt sagen for nævnet mod indklagede 2) med samme påstand (sag 6/1997).

Indklagede 1), der ikke har afgivet svarskrift, men har givet møde under den mundtlige forhandling for nævnet, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede 2) har påstået frifindelse mod betaling af skyldig løn 24.908,87 kr. med tillæg af feriegodtgørelse 3.113 kr., eller i alt 28.021,87 kr.

Sagen har været mundtligt forhandlet 2 gange i Tvistighedsnævnet.

Tvistighedsnævnets medlemmer er enige om, at det skyldige beløb i henhold til den gældende overenskomst skal opgøres i overensstemmelse med klagerens beregninger.

Da indklagede 1)'s virksomhed er overdraget til indklagede 2) med virkning fra 1. marts 1996, hæfter indklagede 2) for klagerens tilgodehavende, hvorimod der ikke kan rejses krav mod indklagede 1).

Herefter tager Tvistighedsnævnet klagerens påstand til følge i forhold til indklagede 2). Indklagede 1) frifindes.

Thi bestemmes:

Indklagede 2), C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 55.038 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. januar 1997.

Indklagede 1), B, frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
13. februar 1998 i sag
nr. 15/1997

A mod elev B

Mellem klageren, A, og indklagede, elev B, født den 21. december 1966, blev den 8. november 1994 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter indklagede skulle uddannes som elektriker - installationsteknik med uddannelsesperiode fra den 7. november 1994 til den 6. maj 1998. Med virkning fra den 13. december 1996 ophævede indklagede ensidigt uddannelsesaftalen. Denne sag vedrører spørgsmålet om berettigelsen af denne ophævelse.

Klageren har ved klageskrift modtaget den 10. marts 1997 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på ikke under 25.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han engang i november 1996 talte med klageren om sin uddannelse. Han tilkendegav herunder, at han gerne ville på større arbejdspladser med længerevarende arbejdsforhold. Klageren gav udtryk for, at han jo ikke kunne holde på indklagede, og indklagede opfattede situationen sådan, at han kunne gå, hvis han fandt et andet uddannelsessted. Den 5. december 1996 opsagde han sit uddannelsesforhold, og han regnede med, at fredag den 6. december var hans sidste arbejdsdag hos klageren, da han skulle starte det nye sted mandag den 9. december 1996. Den 6. afleverede han sit værktøj, men klagerens ægtefælle sagde, at han ikke bare kunne hold op, da der var en masse papirer, der skulle ordnes. Desuden skulle han aflevere en skriftlig opsigelse. Den skriftlige opsigelse blev afleveret den 9. december 1996, og fredag den 13. december afleverede han en blanket til brug ved en gensidig ophævelse af uddannelsesforholdet og bad klageren om at underskrive blanketten. Den 13. var hans sidste dag hos klageren. Indklagede har tillige oplyst, at han ikke har fået tilstrækkeligt med faglige opgaver.

D har forklaret som indklagede, men har i øvrigt bestridt, at der er indgået en aftale om gensidig ophævelse.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm og arbejdsretskonsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Steven Vallik og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget konsulent Bent Lindgren (Elinstallatørernes Landsforening - ELFO) og forbundssekretær Ejner K. Holst (Dansk El-Forbund).

Således som sagen er oplyst for nævnet, har indklagede ikke godtgjort, at han med klageren har indgået en aftale om gensidig ophævelse.

Det er ej heller dokumenteret, at indklagede har været berettiget til at hæve uddannelsesaftalen på grundlag af de arbejdsopgaver, indklagede har været beskæftiget med.

Indklagede afleverede mandag den 9. december 1996 en skriftlig opsigelse. Klageren reagerede på denne fredag den 13. december 1996, idet han nægtede at underskrive den gensidige ophævelse. Tvistighedsnævnet finder ikke, at klageren, ved at vente fra mandag til fredag i samme uge, har udvist en sådan passivitet, at indklagede kan påberåbe sig, at der er reageret for sent i forhold til indklagedes opsigelse.

Indklagede skal derfor betale en erstatning til klageren.

Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets sædvanlige praksis til ½ måneds løn, eller til kr. 3.535,- kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev B, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 3.535,- kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter afsigelsen indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. juni 1998 i sag
nr. 29/1997

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 5. december 1979, og indklagede, B, blev der i juni 1996 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som bager/konditor med uddannelsesperiode fra den 27. december 1996 til den 26. juli 1999. Klageren blev bortvist af indklagede den 27. juni 1997 på grund af tyveri fra en anden butik i Vejle.

Klageren har ved sin faglige organisation, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, ved klageskrift modtaget den 18. september 1997 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede har været uberettiget til at bortvise klageren den 27. juni 1997, således at elevforholdet principalt genetableres, og at klageren holdes skadesløs i den periode, uddannelsesaftalen har været afbrudt. Subsidiært påstås erstatning svarende til svendeløn 3.462,09 kr. pr. uge for den periode, klageren får sin uddannelse forlænget.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at klageren den 26. juni 1997 om eftermiddagen i sin fritid tilegnede sig et par solbriller fra et stativ på en gågade udfor en optikforretning i ..... i ..... Brillernes værdi oversteg ikke 100 kr. Klageren blev pågrebet af optikforretningens personale, der telefonisk orienterede indklagede om det passerede. Optikeren har om handlingsforløbet anført følgende i en redegørelse af 4. september 1997:

»Vi bekræfter hermed at have pågrebet A efter at han har stjålet et par solbriller i vor butik, ....., .....
Under samtalen sagde han til mig, at han ville miste sin læreplads, jeg spurgte derfor hvor han var i lære. A svarede B. Jeg forsatte samtalen og sluttede med den konklusion efter et indtrængende ønske fra A, ikke at kontakte politiet. Derimod informerede jeg A om, at jeg ville kontakte A's læreplads og A's forældre, så de sammen kunne bringe A på ret køl igen.
A var glad for at jeg ikke kontaktede politiet, men samtidig klar over at han ville miste sin læreplads i B, da han igen gentog dette overfor mig.
Jeg håber det er nok med denne korte beskrivelse af hændelsesforløbet.«

Indklagede har udarbejdet et hæfte betegnet »Min arbejdsplads - en guide til jobbet«. Det er heri på p. 17 anført:

»Tyveri
Tyveri medfører øjeblikkelig bortvisning uden varsel, - uanset værdien af det stjålne og uanset om det er penge eller varer.«

I et dokument betegnet »Engageringskontrakt for ikke-funktionærer«, underskrevet af såvel klageren som indklagede, er det bl.a. anført:

»I øvrigt er Deres ansættelsesforhold omfattet af de rettigheder og pligter, der fremgår af firmaets personalereglement, der senest udleveres sammen med kontrakten.
Det forudsættes, at personalereglementet gennemlæses og derfor er alle ansatte bekendt.«

Klageren har bl.a. forklaret, at han i august 1996 deltog i introduktionsmøder hos indklagede. Han har fået udleveret hæftet »Min arbejdsplads« ved sin ansættelse som elev, men han har ikke talt med nogen herom. Han har kendskab til, at flere ansatte hos indklagede, der blev afsløret i butikstyveri fra indklagede, var blevet bortvist. Han fik ny uddannelsesaftale som bager fra den 1. september 1997.

Koncernpersonalechef K, B, har bl.a. forklaret, at koncernen betragter butikstyveri med meget stor alvor. Blandt koncernens ca. 21.000 ansatte bliver en del afsløret som butikstyve. Med den generelle formulering »tyveri« i »Min arbejdsplads« sigtes der til enhver form for tyveri, uanset hvorfra der stjæles.

L, personalechef hos B, ....., har bl.a. forklaret, at alle nye medarbejdere bliver bedt om en straffeattest ved ansættelsen. De kommer alle på et introduktionskursus, elever en hel dag. Her bliver ansættelsesvilkårene nøje gennemgået, og det bliver præciseret, at tyveri i almindelighed medfører øjeblikkelig bortvisning. Klageren var på kursus i august. Hun blev telefonisk orienteret om klagerens tyveri den 26. juni kl. ca. 18.30. Hun talte med koncernpersonalechefen næste formiddag. Det blev besluttet, at man var nødt til at bortvise klageren, selv om han var en god elev.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at der ikke kan ske bortvisning på grund af et ubetydeligt butikstyveri, der ikke er sket fra indklagedes virksomhed. Efter den tidligere lærlingelovs § 21, stk. 2, kunne ophævelse af en lærlingekontrakt i et tilfælde som det foreliggende alene ske, såfremt lærlingen blev idømt fængselsstraf. Der er ikke holdepunkter for at antage, at der ved erhvervsuddannelseslovens § 61 er tilsigtet nogen ændring heraf. Klageren vil som følge af den forlængede uddannelsesperiode ved bortvisningen miste en samlet svendeløn på i alt 27.755,52 kr.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at det af erklæringen fra optikeren fremgår, at klageren var klar over, at konsekvensen af hans butikstyveri ville være bortvisning. Det må lægges til grund, at parterne var enige om, at alle former for tyveri var omfattet af indklagedes interne regler. Klageren har gjort sig skyldig i et uopretteligt tillidsbrud, som af præventive grunde må medføre bortvisning, da man ikke kan stole på ham fremover. Det er uden betydning, at tyveriet fandt sted i fritiden og fra en anden virksomhed.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forbundssekretær Svend Sørensen (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet) og advokat Lars Alexander Borke (Dansk Handel og Service).

Fire af nævnets medlemmer udtaler:
Efter erhvervsuddannelseslovens § 52, stk. 2, kan der ikke foretages ændringer i eller tilføjelser til indholdet i en uddannelsesaftale uden vedkommende faglige udvalgs godkendelse. Da der i den foreliggende sag ikke foreligger nogen godkendelse fra vedkommende faglige udvalg, er regler, der internt måtte være fastsat af indklagede, derfor uden retsvirkning i det omfang, de måtte skærpe dansk rets almindelige regler i et elevforhold.
Tvistighedsnævnet har i tidligere afgørelser tiltrådt, at der i tilfælde af butikstyveri fra uddannelsesstedet kan ske bortvisning af en elev, selv om der er tale om mindre beløb. I den foreliggende sag har uddannelsesstedet og den bestjålne virksomhed ingen tilknytning til hinanden. Der foreligger derfor ingen krænkelse af det særlige tillidsforhold, som er påkrævet mellem en elev og uddannelsesstedet. Præventive grunde kan ej heller begrunde særlige krav ved tyveri fra udenforstående.

Disse fire medlemmer finder på denne baggrund, at klageren ikke har gjort sig skyldig i væsentlig misligholdelse af sine forpligtelser, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 1. Indklagede skal derfor betale en godtgørelse til klageren for uberettiget bortvisning. Denne godtgørelse fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets sædvanlige praksis til 25.000 kr.

Tre af nævnets medlemmer udtaler:

Det må lægges til grund, at der i overensstemmelse med personalereglementets angivelser på indklagedes virksomhed er fast praksis for at bortvise medarbejdere, der gør sig skyldige i tyveri - herunder også anden form for tyveri end arbejdspladstyveri. Det lægges endvidere til grund, at klager var bekendt hermed.

Hertil kommer, at det tillidsbrud klageren har gjort sig skyldig i overfor indklagede, findes at være groft og uopretteligt. Under disse omstændigheder findes klager væsentligt at have misligholdt sine forpligtelser overfor indklagede, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 1. Indklagede har derfor været berettiget til at bortvise klageren den 27. juni 1997.

Disse tre medlemmer stemmer derfor for at frifinde indklagede.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 18. september 1997.

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

1998

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
11. marts 1998 i sag
nr. 03/1998

Elev A mod B

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Claus Jørgensen og konsulent Steven Vallik (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Linda Frederiksen (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Bente Andersen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Det fremgår af HK's processkrift af 4. marts 1998 at det indklagede selskab er tvangsopløst den 14. november 1997.

På den baggrund kan nævnet ikke behandle sagen, hvorfor besluttes:

Denne sag afvises.

Klageren påhørte kendelsens afsigelse.

Denne afgørelse kan af elev A indbringes for domstolen inden 8 uger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
3. juni 1998 i sag
nr. 4/1998

B mod elev A

Mellem elev A, født den 22. august 1977, og B blev der 14. september 1995 oprettet en elevaftale, hvorefter eleven skulle uddannes som bygningsmaler med uddannelsesperiode 14. september 1995 til 13. marts 1999. Uddannelsesaftalen blev ophævet den 14. november 1997 af eleven på grund af dårligt arbejdsklima.

Under denne sag har virksomheden ved Byggeriets Arbejdsgivere ved klageskrift modtaget i Tvistighedsnævnet den 5. februar 1998 nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 49.874,24 med sædvanlig procesrente.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et lavere beløb.

Klagerens krav er opgjort således:

Opgørelse over direkte tab
timer a I alt kr.
1.: Der kan jrf. gældende firmaaftaler
med svendene ikke kræves betaling
indtil 52 uger efter uddannelsesaftalens
Ikrafttrædelse for deltagelse i akkorder
løn pr. time 38,81
Feriepenge 12,5 % 4,60
I alt løn pr. time 41,41
I alt tab for ovenstående
1.681,00 41,41
69.610,21 kr.

2.: Såfremt lærekontrakten uretmæssigt
og ensidigt ophæves er firmaets
tab efter udbetalt løn.
Dette skal ses som tabt indtjening ved
Lærlingens dækningsbidrag.
I alt tab for ovenstående
1.591,12 65,85
104.775,25 kr.

I alt samlet direkte tab 174.385,46 kr.

Firmaets minimal dækningsbidrag = 28,6% 49.874,24 kr.

Samlet opgjort minimalkrav 49.874,24 kr.

Indklagede har forklaret, at han ikke har haft anden ansættelse som malerelev. Han har medio april 1998 påbegyndt uddannelsen som social- og sundhedshjælper.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Pernille Leidersdorff-Ernst og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget sekretær Jørgen Søgaard-Hansen (Malerforbundet i Danmark) og malermester Henrik Steen Nielsen (Byggeriets Arbejdsgivere).

Indklagede har ikke godtgjort, at der foreligger omstændigheder, der kan bevirke, at en ophævelse af uddannelsesaftalen efter prøvetidens udløb lovligt kunne ske.

Efter nævnets faste, langvarige praksis, skal elever ved ulovlig ophævelse som udgangspunkt betale et beløb svarende til ½ månedsløn. Det er oplyst, at indklagedes månedsløn udgør 6.264,44.

Nævnet har kun fraveget dette udgangspunkt, såfremt der i den enkelte sag har foreligget ganske særlige omstændigheder.

I den foreliggende sag finder nævnet ikke grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt. Indklagede skal derfor betale 3.150,- kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, skal inden 14 dage til klageren, B, betale 3.150 kr. med sædvanlig procesrente fra den 5. februar 1998.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen af Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
27. maj 1998 i sag
nr. 8/1998

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 22. oktober 1977, og indklagede B, blev der i april/maj 1997 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren i perioden 1. maj 1997 til 31. marts 2000 skulle uddannes som dyreassistent. Klageren blev opsagt af indklagede i prøvetiden.

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget af Tvistighedsnævnet den 2. marts 1998 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale manglende løn og feriepenge med i alt 7.246,14 kr. med sædvanlig procesrente.

Indklagede har ikke afgivet svar i sagen, og har trods lovlig indkaldelse ikke givet møde under den mundtlige behandling.
Klageren har givet personligt møde for Tvistighedsnævnet.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), chefkonsulent Anne Kathrine Schøn og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Steven Vallik og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forretningsfører Hanne Gram (Specialarbjderforbundet i Danmark) og fuldmægtig Birgitte Dember (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere).

Tvistighedsnævnet har gennemgået den af klageren forelagte opgørelse over sine efterbetalingskrav.

Nævnet finder ikke, der er grundlag for at tilsidesætte klagerens opgørelse, hverken helt eller delvist, og tager derfor klagerens påstand til følge.

Thi bestemmes:

Inden 14 dage skal indklagede B, til klageren elev A, betale 7.246,14 kr. med sædvanlig procesrente fra den 2. marts 1998.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Denne afgørelse kan indbringes for domstolene inden 8 uger efter modtagelsen af kendelsen.

Tvistighedsnævnets kompetence

Af Finn Møller Larsen

Tvistighedsnævnets arbejdsopgave er at afgøre konflikter (tvister) mellem en elev og en principal (arbejdsgiver), der har indgået en aftale om en uddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser. Erhvervsuddannelseslovens § 63.

En konflikt mellem to kontraktsparter vil normalt være et anliggende for domstolene, men her er konfliktens løsning henlagt til de faglige udvalg/Tvistighedsnævnet. Lovens § 61ff.

For at nævnet er kompetent, skal der være tale om et uddannelsesforhold, omfattet af erhvervsuddannelsesloven. En aftale om et uddannelsesforhold skal efter erhvervsuddannelsesloven være skriftlig. Lovens § 52.

Det er dog forudsat i bekendtgørelsen om nævnets virksomhed (Bkg. nr. 896 af 6. november 1992), at konflikten ogs kan vedrøre sprøgsmålet, om der er indgået en aftale, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 6.

Udgangspunktet er som sagt uddannelsesaftalen, og kan denne fremlægges, er nævnet kompetent til at behandle tvisten, jf. lovens § 63, stk. 1 og stk. 2. Stk. 3 forudsætter, at nævnet i så tilfælde er enekompetent til at behandle sådanne uenigheder.

Sprgsmålet har været gjort til genstand for flere afgørelser ved domstolene.

Østre Landsret udtaler i UfR 1997.1543, at indbringelse af en sag for Tvistighedsnævnet krver i almindelighed skriftlig uddannelsesaftale. Da der ikke forelå en skriftlig aftale, og da den ene part bestred, at der overhovedet var indgået en aftale om uddannelse, fandtes der ikke grundlag for at afvise sagen fra domstolene.

I en utrykt dom af 29. april 1998 fra Vestre Landsret, 12. afdeling, afviser man at behandle en sag, når der er tale om et uddannelsesforhold, selv om der ikke er indgået en skriftlig uddannelsesaftale. Dommen synes at fastslå, at kan bevisbyrden løftes for, at der er tale om et uddannelsesforhold omfattet af loven, skal sagen i første omgang afvises fra domstolsbehandling, og dermed behandles af det faglige udvalg/Tvistighedsnævnet. Landsretten udtaler, at skriftlighedskravet i lovens § 52 ikke kan anses som en betingelse for, at en uddannelsesaftale er gyldig. Derefter finder retten det bevist, at der reelt var tale om et uddannelsesforhold, og således en tvist mellem en elev og en praktikvirksomhed.

Resultatet stemmer med Tvistighedsnævnets praksis. Nævnet har behandlet sager, hvor en uddannelsesaftale ikke kunne fremlægges, når det på anden måde kunne sandsynliggøres, at der er tale om et uddannelsesforhold.

Konflikten skal udspringe af uddannelsesforholdet. I praksis opstår der imidlertid ofte spørgsmål om modregning af krav, som ikke direkte udspringer af uddannelsesforholdet, men som kan være knyttet dertil. Nævnets praksis må i sådanne sager kunne beskrives på den måde, at modkrav, der har en vis tilknytning til forholdet, kan gøres gældende til kompensation, når kravene ikke er omtvistet mellem parterne. Opstår der tvist om sådanne krav, afvises de fra nævnets behandling, og må i givet fald gøres gældende ved en selvstændig retssag.

I praksis har der været gjort krav gældende om betaling for benyttelse af telefon, el og lignende. Ofte er der i forbindelse med butikssager tale om, at eleven har fået leveret en vare. Disse krav medtages også til kompensation, men er der tvivl om kravet, medtages de ikke. I praksis har der været rejst et krav om et parti fliser, som eleven havde købt, som led af en mangel. Dette spørgsml kunne ikke afgøres i forbindelse med tvistighedsnævnssagen.

Der er ikke forældelsesregler, der afskærer nævnet for at behandle sager, og en sag kan indbringes for nævnet, også efter at uddannelsesforholdet er afsluttet.

Er der i forbindelse med behandlingen af en sag i det faglige udvalg, eller på anden mde indgået et forlig mellem parterne, og vil den ene part ikke overholde et sådant forlig, skal tvisten herom ogs behandles af det faglige udvalg/Tvistighedsnævnet.

Forsiden

Tvistighedsnævnets kendelser 1990-1998 med referater

Indhold

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 26. juni 1990 i sag nr. 6/1990

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 26. november 1990 i sag nr. 7/1990

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 11. december 1991 i sag nr. 10/1990

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 11. december 1991 i sag nr. 12/1990

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. august 1990 i sag nr. 18/1990

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 14. januar 1992 i sag nr. 25/1990

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 7. januar 1992 i sag nr. 33/1991

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 7. januar 1992 i sag nr. 34/1991

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. februar 1992 i sag nr. 36/1991

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 26. juni 1991 i sag nr. 37/1991

Lærling A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 30. august 1991 i sag nr. 38/1991

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 22. maj 1992 i sag nr. 46/1991

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 18. juni 1992 i sag nr. 4/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 6. august 1992 i sag nr. 9/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. april 1993 i sag nr. 13/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 3. juli 1992 i sag nr. 14/1992

Elev A mod B under konkurs

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. november 1992 i sag nr. 21/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. april 1993 i sag nr. 22/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 16. april 1993 i sag nr. 24/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. november 1992 i sag nr. 27/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 15. april 1993 i sag nr. 30/1992

Elev A mod B

Thi bestemmes:

1993

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 16. april 1993 i sag nr. 2/1993

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 21. oktober 1993 i sag nr. 5/1993

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 6. januar 1994 i sag nr. 12/1993

Elev A mod B

Thi bestemmes:

Tvistighedsnævnets
kendelser 1990-1998
med referater

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. juni 1990 i sag nr.
6/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. november 1990 i sag
nr. 7/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
11. december 1991 i sag
nr. 10/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
11. december 1991 i sag
nr. 12/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. august 1990 i sag
nr. 18/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
14. januar 1992 i sag
nr. 25/1990

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
7. januar 1992 i sag nr.
33/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
7. januar 1992 i sag
nr. 34/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
27. februar 1992 i sag
nr. 36/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
26. juni 1991 i sag
nr. 37/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
30. august 1991 i sag
nr. 38/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
22. maj 1992 i sag
nr. 46/1991

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
18. juni 1992 i sag
nr. 4/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. august 1992 i sag
nr. 9/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. april 1993 i sag
nr. 13/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
3. juli 1992 i sag nr. 14/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. november 1992 i sag
nr. 21/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
29. april 1993 i sag
nr. 22/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. april 1993 i sag
nr. 24/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
25. november 1992 i sag
nr. 27/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
15. april 1993 i sag
nr. 30/1992

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
16. april 1993 i sag
nr. 2/1993

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
21. oktober 1993 i sag
nr. 5/1993

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. januar 1994 i sag
nr. 12/1993