Tvistighedsnævnets kompetence

Af Finn Møller Larsen

Tvistighedsnævnets arbejdsopgave er at afgøre konflikter (tvister) mellem en elev og en principal (arbejdsgiver), der har indgået en aftale om en uddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser. Erhvervsuddannelseslovens § 63.

En konflikt mellem to kontraktsparter vil normalt være et anliggende for domstolene, men her er konfliktens løsning henlagt til de faglige udvalg/Tvistighedsnævnet. Lovens § 61ff.

For at nævnet er kompetent, skal der være tale om et uddannelsesforhold, omfattet af erhvervsuddannelsesloven. En aftale om et uddannelsesforhold skal efter erhvervsuddannelsesloven være skriftlig. Lovens § 52.

Det er dog forudsat i bekendtgørelsen om nævnets virksomhed (Bkg. nr. 896 af 6. november 1992), at konflikten ogs kan vedrøre sprøgsmålet, om der er indgået en aftale, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 6.

Udgangspunktet er som sagt uddannelsesaftalen, og kan denne fremlægges, er nævnet kompetent til at behandle tvisten, jf. lovens § 63, stk. 1 og stk. 2. Stk. 3 forudsætter, at nævnet i så tilfælde er enekompetent til at behandle sådanne uenigheder.

Sprgsmålet har været gjort til genstand for flere afgørelser ved domstolene.

Østre Landsret udtaler i UfR 1997.1543, at indbringelse af en sag for Tvistighedsnævnet krver i almindelighed skriftlig uddannelsesaftale. Da der ikke forelå en skriftlig aftale, og da den ene part bestred, at der overhovedet var indgået en aftale om uddannelse, fandtes der ikke grundlag for at afvise sagen fra domstolene.

I en utrykt dom af 29. april 1998 fra Vestre Landsret, 12. afdeling, afviser man at behandle en sag, når der er tale om et uddannelsesforhold, selv om der ikke er indgået en skriftlig uddannelsesaftale. Dommen synes at fastslå, at kan bevisbyrden løftes for, at der er tale om et uddannelsesforhold omfattet af loven, skal sagen i første omgang afvises fra domstolsbehandling, og dermed behandles af det faglige udvalg/Tvistighedsnævnet. Landsretten udtaler, at skriftlighedskravet i lovens § 52 ikke kan anses som en betingelse for, at en uddannelsesaftale er gyldig. Derefter finder retten det bevist, at der reelt var tale om et uddannelsesforhold, og således en tvist mellem en elev og en praktikvirksomhed.

Resultatet stemmer med Tvistighedsnævnets praksis. Nævnet har behandlet sager, hvor en uddannelsesaftale ikke kunne fremlægges, når det på anden måde kunne sandsynliggøres, at der er tale om et uddannelsesforhold.

Konflikten skal udspringe af uddannelsesforholdet. I praksis opstår der imidlertid ofte spørgsmål om modregning af krav, som ikke direkte udspringer af uddannelsesforholdet, men som kan være knyttet dertil. Nævnets praksis må i sådanne sager kunne beskrives på den måde, at modkrav, der har en vis tilknytning til forholdet, kan gøres gældende til kompensation, når kravene ikke er omtvistet mellem parterne. Opstår der tvist om sådanne krav, afvises de fra nævnets behandling, og må i givet fald gøres gældende ved en selvstændig retssag.

I praksis har der været gjort krav gældende om betaling for benyttelse af telefon, el og lignende. Ofte er der i forbindelse med butikssager tale om, at eleven har fået leveret en vare. Disse krav medtages også til kompensation, men er der tvivl om kravet, medtages de ikke. I praksis har der været rejst et krav om et parti fliser, som eleven havde købt, som led af en mangel. Dette spørgsml kunne ikke afgøres i forbindelse med tvistighedsnævnssagen.

Der er ikke forældelsesregler, der afskærer nævnet for at behandle sager, og en sag kan indbringes for nævnet, også efter at uddannelsesforholdet er afsluttet.

Er der i forbindelse med behandlingen af en sag i det faglige udvalg, eller på anden mde indgået et forlig mellem parterne, og vil den ene part ikke overholde et sådant forlig, skal tvisten herom ogs behandles af det faglige udvalg/Tvistighedsnævnet.