En musisk dannelses- og undervisningskultur

Det lærende, sansende og samværende, samtalende og skabende






Ole Albæk er formand for Det Musiske Udvalg og direktør for DAFOLO



Det Musiske Udvalg holdt sin afsluttende konference den 11. december 1996 - på Fandens fødselsdag. Vi har i udvalget dog ikke følt os som Djævelens advokater. Tværtimod her vi ønsket at tage kampen op mod mørket, mod mørkemænd og mørkets gerninger med en stærk tro på, at folkeskolens fornyelse er både nødvendig og mulig.

Tidens ubarmhjertige mulighed
Tiden er under forandring - har altid været det og vil vedblive at være det. Derfor er det vigtigt, vi forstår, at hvad der en gang var ægte tilværelsesoplysning kan over tid stivne i tomme dannelsesritualer uden indhold, mening og perspektiv.

Samtidig her tidernes skiften fx medført, at hvor børn tidligere udførte en nødvendig del af det arbejde, der lå i hjemmet - og således blev lært op gennem efterligning af de voksnes handlinger - ja, så er hjemmene i dag ikke mere et arbejds- og oplæringssted, men det sted, hvor man rekreerer sig efter arbejdet. Oplæringen er i stedet for brevet institutionaliseret gennem skolernes undervisning.

I bogen "At skabe sig- selv" udtrykker Kirsten Drotner det sådan: "Opdragelsesprocessen bliver koblet fra opdragelsens resultat." Og det er netop den moderne barndoms og ungdoms paradoks, - som Kirsten Drotner siger - at "Man skal blive voksen ved at blive ved med at være barn." De færdigheder og normer, man bliver opdraget med kan man ikke umiddelbart bruge i sit eget liv.

Det musiske almenvel
Vi har ganske vist fået en ny skolelov, som er god - og musisk - i sit sigte, men sorte tegn på hvidt papir gør det ikke alene. Det er nødvendigt, at vi i det daglige bevidst vurderer vore handlinger blandt skolens børn, så vi ikke forbryder os mod yore hensigter og er med til i form og indhold at fastholde en anakronistisk undervisning. Med en af 1600-tallets største pædagoger, Johan Amos Comenius, kan vi sige, at det drejer sig om "At pleje råd for det almene vel". Et bud, Comenius med.stor vægt pålagde alle autoriteter i samfundet - statsmænd, lærere, forældre. Han talte ud fra egne oplevelser. Som flygtning havde han under Trediveårskrigen oplevet krigens forråelse af de europæiske folk og deres kulturer. Erfaringerne havde givet ham den indsigt, at opdragelse og undervisning af børn og unge skulle grundfæstes i en ægte forståelse af, hvad der er ret eller vrangt, hvad der er godt eller ondt, hvidt eller sort, hvad der er menneskeværdig eller menneskeuværdig adfærd.

Skolen må også i dag sikre, at hver enkelt barn får mulighed for at danne sig en livsanskuelse på baggrund af egen stillingtagen for efterfølgende at være i stand til at bestemme retningen for det liv, han eller hun skal leve.

Men for at få en mening med livet, må man møde meninger om livet. I skolen har børnene krav på gennem et engageret med- og modspil at møde forskellige bud på livets indhold. Og det forudsætter ærlighed og ansvarlighed fra lærerside.

Storm-P. udtrykte det på sin særlige måde: "Det kræver høj moral at sælge elastik i metermål!" Det kræver også høj moral at opdrage og undervise børn og unge til åndsfrihed og demokrati. Demokrati er en samtale med ret til modsigelse. Når vi sætter mål for ytringsfrihed, mindretalsret, menneskerettigheder, frihed og fællesskab, er det vigtigt, at disse værdier synliggøres, så eleverne kan forholde sig til dem. Hvorfor lære om abstrakte demokratibegreber, hvis de alligevel kun eksisterer i sproget, og hverken leves, opleves eller efterleves i det daglige samvær?

Fortrydelsens ulyksalige nødvendighed
Også Comenius opfordrer undervisere og opdragere til at være opmærksomme på deres adfærd. Han siger: "Myndigheder som forældre og lærere bør være yderst varsomme og vagtsomme i deres valg af ord og handling, at de ej skal betræde fortrydelsens ulyksalige veje!"

Fortrydelsens pædagogik indebærer, at man med vagtsomhed og omtanke undgår at komme i fortrydelsessituationer. Skulle man alligevel havne der, må man straks forsøge at rette op på den erkendte fejltagelse. Men at fortryde uden at miste ansigt er en svær kunst at mestre.

Det bliver dog nødvendigt at påtage sig et kollektivt fortrydelsens ansvar, hvis vi skal tage Loris Malaguzzis udsagn alvorligt i hans digt "Et barn har hundrede sprog":

Mange vil sikkert give Malaguzzi ret, for chefen for dag institutionerne i Reggio Emilia vidste, hvad han talte om. Men hvorfor bliver vi så ved med at skille hovedet fra kroppen? Hvorfor fortsætter vi med at snakke om, at kunst er et autentisk udiryk, og hvorfor modstiller vi teori og praksis - og betragter videnskab og kunst som ild og vand? Mange sidder stadig fast i dualismens hængedynd og romantikkens kunstsyn.

Vi skal tage vare på barnets hundrede sprog. "Kreativiteten er til for alle, ikke for at alle skal blive kunstnere, men for at ingen skal blive slaver," siger den italienske forfatter Gianni Rodari. Og kreativiteten hænger ikke sammen med, at man lærer musik, men at man tilegner sig de mange sprog. På den måde kan vi opleve og udtrykke os langt mere fleksibelt og mangefacetteret.

Det musiske HVORDAN
Den kreative udvikling er ikke afhængig af, hvad man lærer, men hvordan man lærer det, man beskæftiger sig med. Denne "hvordan-hed" er den vigtigste kvalitet ved enhver læringsproces og en forudsætning for, at barnet lærer selv at lære.

Kunstfag eller praktisk-musiske fag her ikke patent på de æstetiske og de kreative læreprocesser. De findes overalt, når man her lært, hvordan man skal søge dem. Det er kort sagt en myte at identificere kunst med kreativitet - og videnskab med problemløsning. Måske er videnskab kunst - og problemløsning kreativitet. Og omvendt.

Eleverne bør derfor sikres langt større bevægelsesfrihed - kropsligt, rumligt, åndeligt og udtryksmæssigt - så forudsætningen for personligt engagement og handling fremelskes i modsætning til en passiviserende tilpasningsadfærd. Dette stiller også krav til skolen om en anden organisatorisk arbejdsform end den kendte time-/fag-delte skole.

Fordybelse og forståelse
Vi har brug for en skole, hvor det musiske og det faglige ikke er hinandens modsætninger, men forudsætter hinanden. Den musiske skole vil faglig og saglig autenticitet gennem arbejdsmæssig fordybelse.

En forudsætning for udviklingen af en ønskværdig dannelseskultur og undervisningskultur er, at læreren til bunds her forstået det, der skal undervises i, hvilket kun er muligt, hvis han forstår hele det landskab, vores undervisningsobjekt befinder sig i. Peter Bastian siger herom: "Ingen forståelse uden at gå i dybden og ingen viden uden at gå i bredden!"

Han mener endvidere, at i den intense undervisningssituation bliver vi nødt til ubesværet at kunne associere til andre begrebsdannelser. Ofte åbnes elevens forståelse på grund af en lykkelig sammenligning med et andet stofområde. En sådan sammenligning kalder vi en metafor, og netop i metaforerne har vi mulighed for at kortslutte to forståelsesområder, så det forståede låner sin forståelse til det uforståede.

Tit bygger metaforerne på referencer, som børn her hentet i andre sammenhænge - eller som de får mulighed for at hente sig og dermed gøre oplæringen og indlæringen autentiske. Derfor må vi prøve at stoppe det pædagogiske zapperi og lade fordybelse og eftertanke skabe klangbunden for elevens læring. VI skal finde kernen i det grundlæggende i faget eller emnet. Men at finde ind til kernen medfører samtidig, at meget andet skubbes til side, vælges fra - en prioritering bliver nødvendig. Tilvalg kræver fravalg.

Børnene skal møde kernestoffet fra forskellige synsvinkler og have mulighed for at arbejde med det - fabulere og fantasere - og analysere det på en måde, så ord, symboler og billeder bliver deres egne. De skal gives mulighed for at udtrykke sig gennem mange sprog, hvad enten det er gennem leg, dans, drama, poesi, sang, skrift eller hændernes tale.

Livsværdier som pædagogisk vision
Der står i folkeskoleloven, at skolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse og medansvar, til rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Men i skolen skal børnene ikke blot lære om dette. De må også have mulighed for at få personlige erfaringer med disse forhold. Medlevende deltagelse i demokratiske beslutningsprocesser og løsning af fælles opgaver vil altid foregå i et spændingsfelt mellem materielle og ideologiske interessekonflikter, men selv den mest videnskabelige tænkning vil aldrig være neutral, så foregøgler man eleverne en falsk virkelighed og modarbejder demokratiet. Derfor er det også skolens opgave at være på vagt over for videnskabelige, religiøse og politiske dogmer, der med mellemrum opkastes som Sandheden. Skolen må i lige så høj grad tage udgangspunkt i filosofiske problemstillinger som "Hvad gør livet værd at leve?"

Ja, hvad gør egentlig livet værd at leve - for dig?''

Vi må erkende, at egentlig dannelse lever af en vision om, hvad det vil sige at være menneske, en vision om, hvad det er vi er på vej mod - hver for sig og i fællesskab. Uden en vision eller en utopi om det fremtidige, det gode liv, ingen dannelse.*

Vi tror på en sansende skole, en samværende skole, en samtalende skole, en skabende og dermed lærende skole, hvor børn har Iyst til at være og lære, og hvor læreren ikke kan lade være med at være med.

Lovens tavler - eller...
De efterfølgende "10 bud for fremtidens skole" kan betragtes som udvalgets forsøg på at formulere et samlet syn på sammenhænge i og omkring skolens virke - men dette syn på dannelse og undervisning afleder samtidig nogle fordringer, man som beslutningstager må forholde sig til.

Vi her valgt begrebet "10 bud", idet vi bevidst spiller på den dobbelttydighed, der indeholdes heri.

Den gammeltestamentlige betydning er velkendt. Vorherre opstiller en række på- og forbud, som skal sikre fællesskabets enhed og den religiøse autoritet. I nutidig fortolkning er det spørgmålet om at finde balancen mellem den individuelle udfoldelse, ansvarets fællesskab og den sociale nødvendighed.

Men "bud" kan også være forskellige forslag til en fremtidig udviklingsmulighed, og i vores sammenhæng en vision om - "et bud på" - den musiske skole.

Vi ser frem til, at du vil lade begge betydninger spille sammen i din fortolkning og forståelse af "10 bud for fremtidens skole", idet vi fuldt ud er bevidste om, at kortslutningen mellem to forståelsesområder giver muligheden for, at "det forståede låner sin forståelse til det uforståede". En risiko? Nej, en ekstra mulighed. Her er netop ikke tale om dogmatik.

God og medskabende læsning!

* Kant skrev i 1780'erne:
Børn burde uddannes, ikke for det nuværende, men for en mulig, forbedret menneskelig situation i fremtiden; det vil sige, på en måde, som svarede til tanken om menneskeheden og hele menneskehedens skæbne..." - også et apropos til "At pleje det almene vel".