Dannelseskulturen- det fælles

Dannelseskulturen - det fælles

Povl Riis er professor, dr. med.

Ordet dannelse fremkalder vidt forskellige forestillinger, selv i en så homogen befolkning som den danske. Ældre danskere vil mene, at det har at gøre med en bevidst danskudtale, en påklædning afstemt til lejligheden, høflighed og Emma Gad'ske spisevaner.
Unge danske vil sommetider stå uforstående over for ordet eller helt afvise det bagved liggende begreb som utidssvarende, "det var noget min bedstemor talte om". Endelig vil en del benytte den smukke, men smalle definition, at "dannelse er evnen til at være opmærksom".
Sættes yderligere dannelse sammen med ordet kultur, som i dette kapitels foreskrevne titel, bliver de definitoriske problemer endnu større. Og dermed henvises man til selv at uddybe og afgrænse begrebet. Ikke nogen afviselig løsning, da netop selvstændig stillingtagen skal fremhæves som en del af et nutidigt dansk dannelsesbegreb.
Ordet dannelse svarer til verber som tildanne og forme. Med andre ord udtrykker det den systematiske påvirkning af holdninger og adfærd, som sker gennem indflydelsen fra hjem, skole samt fritids- og arbejdsliv, utvivlsomt en livslang proces, selv om dannelsespåvirkningen på adfærdsområdet kræver meget indirekte pædagogiske metoder i voksenalderen.
Koblet til ordet kultur og til en dansk national sammenhæng bliver dannelse således i Danmark de fælles karakteristika for adfærd og holdninger, som både fungerer som identitetsbærere og som pejlemærker for opdragelse og uddannelse.
Denne debatbog samler sig i de skolepolitiske perspektiver om det musiske. Alligevel vil det ikke være hensigtsmæssigt at gå direkte løs på et musisk betonet dannelsesbegreb. I stedet bør det større dannelsesbegreb omtales, endog det der ligger bag en reformulering af titlen til et generelt spørgsmål: "Hvad konstituerer den nutidige danskhed?". Herved opnås, at det musiske i oplevelserne, æstetikken og øjenåbnerne, bliver sat ind i en sammenhæng og dermed integreres i hverdagen i stedet for alene at fungere som et sæt kulturelle fritidsbeskæftigelser.
DEN NUTIDIGE DANSKHED
Titlen angiver et farligt område, der i nutiden ofte har manet skrivende folk til tavshed. Rigtigt er det, at dansk selvgodhed parret med "lillelands-syndromet" lurer bag hver formulering. Alligevel bør forsøget gøres, fordi dagligdagens observationer viser, at vi i uudtalt form ofte bruger en samling karakteristika, når vi bedømmer os selv og ikke-danskere, hvad enten der er tale om udlændinge eller nye danskere, fx asylsøgere. Det er i sig selv forunderligt, at 44.000 kvadratkilometer ganget med 5,2 millioner indbyggere fører til et produkt, der giver ret til, at vi som danske føler os som verdensborgere, der befinder sig et ganske bestemt sted, med en følelse af, at der er noget særligt ved os.

Da nærværende debat drejer sig om uddannelsesmuligheder og -teknikker, må der tages et forbehold over for det udvælgelsestryk, som kårene har øvet på arveanlæggene, siden mennesket i vores del af verden fulgte den vigende brægrænse nordover for 10.000 år siden. Vi har siden på det danske område modtaget mange arvemæssige tilskud fra fremmede befolkningselementer, hvilket utvivlsomt har modvirket både kulturel og biologisk stagnation. Alligevel har samspillet arv og kår formentlig spillet en rolle for visse af de karakteristika, der skal omtales senere. Vi ved blot ikke så meget om dette samspil p.t., hvor den historiske arvelighedsforskning er i sin spæde vorden. Og det gør heller ikke så meget i en nutidig uddannelsessituation. Genterapi er heldigvis ikke skolens anliggende.

Men tilbage til den del af danskheden, som vi mener at kende en del af ingredienserne til. Disse fælles karakteristika er ingen modelbeskrivelse. Ingen danskere opfylder formentlig alle karakteristika, men et flertal opfylder en flerhed (ellers havde udvalget nok været et andet). For nytilkomne danskere udgør de dermed heller ikke et krav om fuld opfyldelse, men rummer på den anden side heller ikke en frihed til at forbise dem alle, hvis de pågældende ønsker at blive opfattet som danske ud over eksistensen af en opholdstilladelse eller et statsborgerskab.

GRUNDELEMENTER
Grundelementer af dansk identitet er ud fra en personlig analyse: sproget, den øvrige nationale kultur, historien, Kristendommen, menneskerettighederne, dualismen individualitet og fællesskab, samt en række værdier på det personlige plan. De skal i det følgende nærmere omtales med deres forankring i skolens musiske indhold.

SPROGET
Det kan virke selvindlysende, at sproget nævnes som den første og stærkest konstituerende bestanddel af en forankring i dansk kultur. Men hjemmenes, skolens og mediernes betydning for børns sprogudvikling har ændret sig så meget, at intet længere er selvindlysende.
Dansk er for os danske det helt nødvendige middel til at udveksle tanker, følelser, instruktioner og udråd med andre mennesker. Der eksisterer ganske vist et nonverbalt sprog til anvendelse i fundamentale livsytringer, kærlighed, had, glæde, sorg osv.
Det kan dog ikke anvendes på nødvendige abstraktionsniveauer, og i øvrigt er vi danske ofte dårlige til at ytre os non-verbalt ud fra en generel undskyldning på formen "man skal da ikke gå og skabe sig".
Sprogets nødvendighed i en musisk sammenhæng skulle herefter ikke behøve en nærmere begrundelse.
Sproget er også den nødvendige bærer af blot nogenlunde sammenhængende tankerog er dermed også substrat for litteraturen, både den faglige, den poetiske og den skønlitterære. Det barn eller den nye dansker, som ikke tilegner sig dette universalværktøj, er lukket ude fra ikke blot store dele af deres nutid, men også fra remser og rim, sange, salmer, eventyr og romaner og dermed fra navne som Holberg, Brorson, Blicher, Grundtvig, H. C. Andersen, Benny Andersen og Højholt - for blot at tage en håndfuld navne op med lukkede øjne.
Sproget er yderligere den væsentligste nulstiller af forskellige sociale udgangspositioner, der fortsat eksisterer trods et delvis farvel til titler og rang. Herved tjener det både forståeligheden og den sociale bevægelighed.

HISTORIEN
Historie er i denne sammenhæng både politisk historie og kulturhistorie, endda med en understregning af, at disse to begivenhedsforløb altid har påvirket hinanden og dermed skal opfattes som en helhed. Og hvorfor er historien en så vigtig del af den dansk dannelseskultur? Det er der flere svar på. For det første viser historien os et længdegående fællesskab, hvor nutiden kræver et tværgående fællesskab med samtidens landsmænd. Historien som den præsenteres i undervisningen må nødvendigvis være bagudrettet, men fremstillet som andet og mere end store bedrifter i Fædrelandets tjeneste opfylder den også et fremadrettet perspektiv: selv om vi mener at være placeret på et enestående punkt på tidsaksen, bliver også vi historie, hvilket næsten kan føre til en eksistentiel dimension og dermed en afstandtagen fra "Efter os syndfloden".
Historien er også vore familiesammenhænge, dette lille stykke nærhistorie, projiceret bagud til siderne, en forankring med større perspektiver end lidt genealogisk hobbyarbejde i familien.
Historie er desuden de ikke-materielle værdiers vækstlag inden for hvad man vel fortsat tør kalde en national folkelig kultur. I en tid med store tekniske nyskabelser og afledte omvæltninger er netop nærdierne væsentlige i en uddannelsessammenhæng. De er vanskeligere at gøre synlige end målelige kendsgerninger og kræver mere mod af pædagogen, som så til gengæld vinder større troværdighed for sin ekstra møje.
Historien er yderligere en slags vaccination mod national selvgodhed, hvis den vel at mærke ikke præsenteres i en meget censureret form, men ærligt demonstrerer hjemlandets storslåede fejltagelser på linje med de agtværdige fremskridt. Herigennem kan den ikke blot tjene åbenheden og tolerancen over for andre landes historie og hidtidige vilkår, men også fortroligheden med hvilke grænser for behandling af mennesker, der ikke ma overskrides.
At tolke historien ud fra både samtidens og fortidens præmisser er en øvelse i nuanceret analyse, der har mange anvendelser i nutidige situationer.

DEN HJEMLIGE KULTUR
Den del af denne kultur, som primært er knyttet til sproget, er omtalt ovenfor. Her skal supplerende omtales den øvrige del af, hvad man betegner dansk kultur.
Her møder vi landskabskulturen, dvs. den århundredlange ændring af efteristidens moræner, smeltevandssletter og landskaber, der har ført til det kulturlandskab, som vi er så fortrolige med. Den nyere infrastruktur, veje og broer bl.a., har deres æstetik og menneskelighed som i undervisningen bør synliggøres som modtræk til en sentimental dyrkelse af oksekærrer på sandveje, dagvogne og sejlførende færger som et aldrig overgået stadium af samfundsudviklingen.
Bygningskulturen er en vigtig del af dansk kultur, set i en almen dannelsessammenhæng. At forbinde form, funktion og land- eller byskab, og dermed knytte teknik, æstetik og menneskelige udfoldelsesmuligheder sammen har imidlertid indtil nu været lidet fremhævet i skolens forvaltning af kulturområdet, og det selv om netop dansk bygningskultur er så væsentlig for vores identitet og følen os hjemme i nutidigt byggeri, som fx moderne kirkearkitektur.
Skulptur, billedkunst og musik er ofte opfattet som de stærkeste markører af den danske kultur og har tilsvarende haft en plads i undervisningen, men eksempler på mindre synlige sider af hjemlig kultur i skolearbejdet er fx kropsbevidstheden og bevægelseskulturen, som den kendes fra balletten og gymnastikken. Den beundres som en karakteristisk side af dansk kultur, men mestres af relativt få. Det ses bl.a., når krops- og bevægelseskulturen indgår i traditionelle ritualer. Her magter uden for teatrets verden snart kun Forsvarets og Folkekirkens folk at tilføre et ritual det nødvendige element af bevægelseskultur. Selv om vi gerne vil opfatte vore bevægelser som omfattet af et dannelsesbegreb, ses vi oftere i rituelle situationer sjoskende med det håndknugede videokamera og tyggegummiet som tegn på, at vi har situationen under kontrol. Den tidsmæssigt klemte gymnastikundervisning er blot en af årsagerne til, at primat-lignende gangarter dementerer vort dannelsesideal.
Kristendommen er en vigtig bestanddel af en dansk dannelseskultur (og i andre sammenhænge langt mere end det) om end integreret så stærkt i menneskeskabte og i politisk skabte projektioner heraf som fx social-, sundheds- og skolepolitik, at indflydelsen er mindre åbenbar. Spørger man mange nutidsdanskere, om Kristendommen er væsentlig som bestanddel af en nutidig danskhed, vil mange uivivlsomt tøve med at svare uforbeholdent ja. Men kradser man vedholdende i overfladen, eller gør tilværelsen det med en mere brutal afæskning, viser det sig ofte, at Kristendommen fylder godt i de kulturelle sammenhænge, men knyttet til bygningskunsten (Danmarks enestående samling af middelalderkirker), poesien (hvad man uden tab af blufærdighed kan kalde salmeskatten), ritualerne knyttet til de store hændelser i menneskers liv (dåb, begravelse, højtider) og, som tidligere nævnt, ikke mindst til menneskesynet (lighedssynet, den samaritanske pligt og kærlighedsbudet).

MENNESKERETTIGHEDERNE
De grundlæggende menneskerettigheder må også med i denne - ikke rangordnede - omtale af vigtige danske kulturbestanddele. Vi går ikke rundt og citerer dem i deres helhed som en slags verdslig trosbekendelse, men vi griber retmæssigt til dem, når vi mener, at en af dem krænkes. Vi kender dem også i deres politiske projektion, den demokratiske samfundsstruktur, og i denne sammenhæng er de også synlige i skolens liv. Men i vort dannelsesideal burde vi i højere grad fremhæve rettigheders og pligters komplementaritet, at vore rettigheder over for fællesskabet, dvs. samfundet, forudsætter, at vi opfylder vore pligter, fx økonomiske, men ogsa frivillige, ikke-økonomiske bidrag til fællesskabet. Her er en ideel symmetri nødvendig, hvis dannelseskulturen også skal kunne bære i det lange løb og ikke skal underløbes af skatteunddragelser, sort arbejde og andre undsigelser af den enkeltes medansvar for samfundet.

DE PERSONLIGE VÆRDIER
Råder der forståelige afvigelser i, hvilke grundbestanddele der udgør en nutidig dansk dannelseskultur, må der forventes endnu større variationer i valget af de værdier på det personlige plan som tilstræber at indkredse denne del af et danskhedens epicenter. Alligevel vover jeg det ene øje og pennens fortsatte bevægelse på papiret. Ud fra en uadskillelig blanding af beskrivelse og forskrivelse nævnes først troværdighed i udsagn og pålidelighed i aftaler. Både i en indenlandsk og en udenlandsk sammenhæng er det bestanddele af en kultur, der danner grobund for mange venskaber, arbejdsfællesskaber, parforhold, forretningskontakter og m.fl. Og her tales om troværdighed og pålidelighed, når de ikke indgår i et parallelløb med bekvemmeligheden, men hvor de koster noget, og dermed lægger sikker afstand til de refleksagtige undskyldninger for ikke-opfyldte aftaler, "Det må du undskylde, det har jeg glemt" eller "Du, jeg har haft så travlt" eller værre endnu, "Jeg trængte til en slappe-dag". I det mindste i voksenalderen omsættes disse udsagn ofte til robuste afskrivninger af fremtidig tillid.

I en musisk sammenhæng er troværdigheden også væsentlig. Hvis kunstneriske udtryk skal være oplevelsesskabende og somme tider grænseflyttende, skal den bagved liggende tilskyndelse være troværdig, ellers lurer maneren lige om hjørnet. Med andre ord skal skolen som mødested for børn og kunst også vægte kravet om troværdighed.

Ansvarsfølelse udgør også en del af dannelseskulturen på et personligt plan, hvor ansvar udtrykker, at en person er en synlig og forpligtet del af et forløb. Sammen med troværdighed og pålidelighed udgør det hovedforudsætningerne for fællesskabers funktion. I forhold til børns muligheder har skolen en forpligtelse til at anvende ansvarsbegrebet og dermed modvirke den bekvemmelighed, der viser sig ved en tidsbesparende overbærenhed.

Medmenneskelighed og hjælpsomhed udtrykker for den førstes vedkommende en holdning til andre mennesker, der tager udtryk i et lighedsprincip, medens den anden betegner medmenneskeligheden i konkrete situationer. Hvis det danske samfund fortsat skal være et vi-samfund og ikke kun et jeg-samfund, skal disse to værdier fortsat være en del af en dansk dannelseskultur.
I en skolesammenhæng er disse to værdier yderligere vigtige, fordi skolen for mange børn fra et-barns eller få-børns familier repræsenterer det første møde med en stor gruppe på samme, ret lille territorium. Som led i dannelseskulturen er de derfor forudsætningen for, at oplevelser og indlæring kan skabes i en tæt klassesammenhæng, hvor i øvrigt musiske oplevelser, der ikke primært er tænkt som underholdning, men som stiller krav, er de mest sårbare.
Tolerance placeres som regel højt blandt dannelseskulturens værdier, og det med megen ret, hvis tolerance udtrykker en åbenhed over for forskelligheder i adfærd og meninger, ud fra en erkendelse af også forudsætningernes forskellighed. Hvis tolerance derimod opfattes som indstillingen, "at-alt-er-ét-fedt", kan den i åbenhedens navn komme til at acceptere overgreb på menneskerettighederne. Tolerance kan således ikke være ubegrænset, og netop nødvendigheden af at fastlægge en grænse har ikke altid været erkendt, når tolerancen er blevet fremhævet som en del af dannelseskulturen.
Duelighed som udtryk for kunnen og erfaring er en væsentlig forudsætning for det selvværd, uden hvilket mennesker let henfalder til aggressioner, bitterhed og social isolation. Duelighed må nødvendigvis tage udgangspunkt i eksisterende anlæg og en selvoplevet motivation. I en skolesituation betyder det, at der uden om de centrale fag skal findes en række valgmuligheder, der også appellerer til elever med musiske, kropslige eller manuelle anlæg og interesser.
Sans for orden og æstetik har været nedvurderet, især den første sans har været anset for pedanteri. Alligevel skal begge værdier fremhæves som en del af dannelseskulturen. At ordne er en forudsætning for at genfinde, både på et abstrakt og på et konkret plan. Og æstetikken præger store dele af dansk kulturhistorie og har dermed en sikker plads også i nutidens dannelseskultur.
Humoren nævnes sidst, ikke fordi den befinder sig marginalt i dansk dannelseskultur. Tværtimod må denne særlige livsytring, præget af overraskelsen ved beskrivelsen af menneskers fælles dårskab, anses for meget central i danskhedens ytringsformer. Skolen har rig anledning til at lade humoren farve både den faktuelle indlæring og oplevelserne og dermed forberede eleverne på humoren som en værdi, de bør tage med ind i voksenlivet.
Kommet så langt er det op til læseren, om nutidens dansker kan findes i dette fiksérbillede af en dannelseskultur, og om den danske skole dermed kan finde et afsæt for den helhed, skolen gerne skulle udgøre, selv om den accepterer "at der er mange måder at være dansker på".
Fra "Dannelseskultur og undervisningskultur i et fremtidsperspektiv", Det Musiske Udvalg.

Siden senest redigeret 17. januar 1997 af Presseenheden.